Læsetid: 8 min.

3 danske muslimer om deres ramadan

Tirsdag slutter ramadanen, hvor muslimer i hele verden i en måned har holdt sig fra at drikke, spise og dyrke sex fra solopgang til solnedgang. Vi har bedt tre muslimer fortælle, hvad ramadanen gør ved dem
Til Ramadanmiddag i Fyrreparken, Vollsmose. Alle finder noget under ramadanen, som er vigtigt for dem. For mig har det de senere år handlet om at blive et bedre menneske, fortæller Inam Abou-Khadra (med rødt tørklæde). At afstå fra noget så basalt som mad   sætter mange reflektioner i gang, fortæller hun.

Til Ramadanmiddag i Fyrreparken, Vollsmose. Alle finder noget under ramadanen, som er vigtigt for dem. For mig har det de senere år handlet om at blive et bedre menneske, fortæller Inam Abou-Khadra (med rødt tørklæde). At afstå fra noget så basalt som mad sætter mange reflektioner i gang, fortæller hun.

Niels Lund Pedersen

27. august 2011

Özcan Arjulovski

24 år, læser multimediedesign, København NV

I min familie faster nogle, andre gør ikke. Min mor faster, men i det store hele er min familie nok mere vestligt orienteret. Da jeg blev 15-16 år, sagde jeg til min mor, at jeg gerne ville faste, fordi jeg følte mere end det jeg ville være mere end bare kulturmuslim, jeg ville vide, hvorfor vi er muslimer, og jeg ville være det aktivt.

Jeg er blevet mere religiøs siden, og ramadanen er der, hvor jeg er stærkest i min tro. Det er der, man finder styrken til det åndelige og fjerner sig fra det materielle. Det er en periode, hvor man prøver at holde sig fra det dårlige, det er et værktøj til at tage sig sammen. Hver gang andre spiser eller drikker noget i løbet af dagen, bliver jeg mindet om min religion. Man bliver i det hele taget mindet om sin tro oftere end normalt.

For nogle handler det om at lade være med at ryge og drikke, men jeg plejer heller ikke at drikke i hverdagen, så mit fokus er mere på det åndelige.

Jeg bor alene med min mor. Jeg står op, før solen står op for at spise, og når solen er gået ned, plejer vi at spise sammen.

Når man beder sine bønner til hverdag, kan det nogle gange føles som en pligt som noget, der bare skal overstås men det er jo egentlig ikke meningen. At bede er ikke bare nogle bevægelser, man gør. Det er en spirituel tilstand, og det er den følelse, jeg prøver at øge under ramadanen. Det er en følelse, hvor jeg er til stede i bønnen, og tankerne om alt andet er lagt til side. Det er en tilstand, hvor du ikke lægger mærke til de personer, der er foran, bagved eller ved siden af dig, fordi du er inde i din bøn. Ligesom når du sidder i en dyb samtale med nogen, og du ikke lægger mærke til, hvad der sker omkring dig, fordi du er så fokuseret. Når du er i den helt særlige spirituelle tilstand, så lægger du ikke mærke til tiden, men når du ikke er i den, lægger du mærke til hvert eneste minut, en bøn tager, og hver eneste bevægelse, du gør. Ramadanen er for mig en slags spirituel renselse.

Ånden og fællesskabet

Ramadanen styrker både det åndelige og fællesskabet. Når man møder andre muslimer på gaden, hilser man og siger 'god ramadan'. Sidste år arbejdede jeg under fasten. Klokken 20, da solen gik ned, fik alle muslimer pause for at spise, og det gav en helt ny fællesskabsfølelse. Lidt ligesom rygere, der lærer hinanden at kende i rygepausen.

Som muslimer tror vi på livet efter døden. De handlinger, du udfører her i livet er det, du tager med til næste liv. For mig har det i det hele taget mest handlet om at blive et bedre menneske over for andre. Min sidste gode handling? Det er nok, at jeg hjælper min mor lidt mere derhjemme, end jeg plejer. Jeg er mere taknemmelig over for hende. Man kan nemt komme til at tage sine forældre for givet.

Inaam Abou-Khadra

21, statskundskabsstuderende, Vollsmose i Odense

Det er overraskende at opdage, hvor meget tid man bruger på at spise. Og det er overraskende, hvilke tanker, man får, når man ikke spiser. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men prøv at lade være med at spise en hel dag. Prøv at se, hvordan du bliver. Det kan være, du bliver utålelig som person, eller at du bliver det modsatte, men det finder man først ud af, når man ikke har mad at spise, og når man ikke har penge mellem hænderne.

Ramadanen er et frirum fra hverdagen. Den giver mig mulighed for at arbejde personligt med mig selv, den giver fokus til at implementere det, man tænker er godt, og til at styrke de gode sider i én og fastholde det, jeg føler bør holde ved, også efter at ramadanen er forbi. Samtidig er den med til at disciplinere de dårlige vaner. Det er næsten lige som et nytårsforsæt, bare over en hel måned, hvor man begynder med at sige 'jeg vil gerne være bedre til ikke at bande'. Fint, så har man en måned til at prøve. Som mine forældre siger, så er det måneden, hvor man tilbeder Gud lidt mere.

Jeg har holdt ramadan, siden jeg var 10. I nogle familier gør man det, fordi det er en tradition, men i min familie er den religiøst betinget. I begyndelsen måtte jeg ikke faste hele dagen. Det fik jeg først lov til, da jeg fyldte 12-13 år.

Alle finder noget i ramadanen, som er helt særligt for dem. For mig har det i de senere år handlet om at blive et bedre menneske. At være god mod andre, at give gaver til dem, jeg holder af, at tale pænt, at rose folk, at give penge til nødhjælp, men i år og de næste par år har jeg tænkt mig at fordybe mig mere i min tro. Jeg vil tilegne mig mere viden om min religion. Jeg har stadig sommerferie, så jeg har haft masser af tid til at læse koranen, se tv og surfe på nettet efter viden.

At overskride grænser

Ramadanen handler ikke bare om at afholde sig fra maden, den handler om ens person. Om hvad der sker, når man holder sig fra noget, der er så vigtigt og basalt som mad. Det får en til at reflektere over, hvem man er som menneske, og hvorfor man er til, netop fordi man overskrider sine grænser. Man får andre tanker i hovedet end den travle hverdag, og jeg afskærmer mig fra det normale liv under ramadanen. Mine tanker er et helt andet sted. Jeg reflekterer over, hvordan året er gået, jeg reviderer mit liv.

I år har det været sværere, end det plejer, fordi det er sommer, og solen er oppe i flere timer, men på en måde har det været en ekstra glæde for mig, så kan man kæmpe lidt hårdere. Om aftenen bruger man tiden sammen, og fra solnedgang og helt ind i natten er der feststemning, hvor vi spiser sammen og besøger familie og venner.

Min største oplevelse har været at opdage, at det ikke hele tiden er jeg'et, der bestemmer over mig; men mig, der bestemmer over jeg'et. At jeg ikke hele tiden tænker over, hvad mine lyster fortæller mig, men at jeg kommer til at tænke mere på andre. Jeg bliver et bedre menneske under ramadanen, og det kan godt være, at det holder op igen, når ramadanen er slut, men jeg tror, at det har en eller anden virkning, som holder ved.

Adam Moghal

41, selvstændig konsulent, København NV

'Fasten er for mig, og jeg er dens belønning', har profeten sagt. Det er det, jeg forsøger at opleve i mit indre liv. De første to-tre dage skal kroppen og sindet lige have lov til at reagere. Den skal lige vænne sig til det, men så glider man ind i det. Så er den der bare. Det er en tilstand, hvor man opnår en større klarhed. Det sker ret hurtigt, og allerede dag to i fasten kan jeg mærke det: Tempoet bliver sat ned, og man hidser sig mindre op over de ting, man normalt hidser sig op over. Det er de umiddelbare effekter.

Fastens tanke er netop fordybelse i ens indre liv og igennem den fordybelse at opnå nærhed til Gud. At jeg spørger til, hvad der foregår inde i mig, og umiddelbart oplever jeg en større årvågenhed og opmærksomhed på de indre tilbøjeligheder både til de gode ting og de knap så sjove ting, vi mennesker kan bære rundt på.

Den ydre faste skal åbne banen for den indre faste, hvor den ydre faste bliver et billede på den indre tilstand. Den kobling sker ikke automatisk, den skal gøres bevidst via en intention om at bevidstgøre den, for ellers er fasten kun en tom mave, en udholdenhedsprøve, hvor man går og venter på at nu skal fasten brydes.

Jeg har fastet, siden jeg var 12. De første par år ikke hele dagen, men fra jeg var en 14 år, har jeg holdt ramadan, og de seneste 20 år har fastens funktion været den samme for mig.

Jeg ser fasten som en del af min selvreguleringsværktøjskasse og en måde at holde hjertet rent på, hvor den får virkning på sindet og på hjertet. Jeg oplever selv, at der er en hurtigere adgang til en ro og fred og ens indre hastighed. Det er de effekter, jeg mærker. Ens fordybelse og meditation får større kvalitet. Og det er, som om den effekt, der er på sindet, ikke kun er der om dagen, men at den også fortsætter om aftenen og næste dag, hvor du også faster. Så det bliver en vedvarende tilstand, du har adgang til. En tilstand, hvor du mærker en nemmere adgang til indre ro og fred.

En udfordring af hverdagen

Jeg bruger den også ud over ramadanen, i perioder mere end andre. Jeg har søgt støtte i den, når jeg har følt, at jeg havde brug for at rense ud. Så har jeg lige taget en dag ud af kalenderen, hvor jeg har sat tempoet ned og hevet stikket ud for at få tid til mig selv.

For nogle kan det være horisontudvidende at sætte sig ind i, hvordan det er for de mennesker, der ikke har noget at spise. Det er sådan, jeg forklarer det for min datter. Hun er 10 nu og stadig for ung til at faste.

Om aftenen mødes vi og mediterer sammen eller læser teksterne sammen med venner og familie. Den dimension får en optrapning under ramadanen; jeg forsøger at ære ramadanen på den måde, så det handler mere om det spirituelle, end det gør i hverdagen.

Fasten er en udfordring, selvfølgelig, fordi den bryder de hverdagsvaner, hvor du propper dig selv med mad hele tiden. Men dens indre pendant er også at være opmærksom på de tanker, man lader svæve igennem en hvilke følelser man lader fylde alt for meget, og hvilke følelser og tanker kunne man faktisk afstå fra og være foruden. Skal jeg bruge krudt på det, bærer jeg rundt på for meget vrede og nag, der kan sætte sig fast i mig? Den kan bruges som en slags følelsesmæssig justering. For i sidste ende handler det om, at ens hjerte har adgang til en tilstand af fred og ro stort set konstant, og man afstår fra, at hjertet falder uden for det rum. Det lyder idealiseret, men det er målet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

William Jansen

Hvorfor har Information valgt at dedikere en artikel til ukritisk formidling af en religiøs praksis?

Dæk endelig ramadanen, og lad endelig ramadan-praktiserende muslimer komme til orde, men gå i dialog, stil kritiske spørgsmål og kommenter det, lige som I ville gøre enhver anden historie om et religiæst fænomen.

Engang forholdt venstrefløjen sig aktivt og kritisk til religion. Nu videreformidles en religion med de religiøses egne, uimodsagte og ikke-udfordrede ord.

Hvad skete der lige der?

I forhold til Islam promoveres dogmatisk tilgang.
I forhold til kristendom kristiseres dogmatisk tilgang.
Venstrefløjen, Islam er en bizar alliance. Men den afgør valg.

Sidney Tawfik Nor Eldin Paulick Bakar

"Hvorfor har Information valgt at dedikere en artikel til ukritisk formidling af en religiøs praksis?"

Det gør den heller ikke. Artiklen handler ikke om en religiøs praksis, og formidler den derfor heller ikke. Artiklen omhandler derimod "den menneskelige fortælling" - i dette tilfælde i relation til en given religiøs praksis.

Artiklen er et resultat af det spørgsmål den vedkommende journalist har stillet sig selv.
Øverst - lige under artiklens overskrift - læses følgende sætning: "Vi har bedt tre muslimer fortælle, hvad ramadanen gør ved dem."
Hér har vi artiklens formål. Der står ikke "Hvorfor ramadan - hvad er islams argument?" og deslige.

Det virkeligt interessante ved eksistensen af denne artikel er ikke "manglende" kritisk tilgang, for det er, som sagt, ikke artiklens mål. Derimod er det ønsket om at formidle den menneskelige historie, den individuelle historie - for jeg har ikke set den slags blive udført med kristne under juletiden.

Jeg er selv muslim, og har intet problem med artiklen, men dens "eksistensberettigelse", som jeg ser efterspurgt, ligger ganske givet i det forhold at ramadan, muslimer og islam har været på dagsordenen i langt højere grad end noget andet religiøst tilhørsforhold. Der er simpelthen mere interesse omkring emnet. Så simpelt er det.

En kritisk tilgang er fin, når det er en kritisk tilgang, der er formålet. Men ikke som en forudindtaget standardindstilling, da fasttømrede tilgange (spørgsmål og "metode") ikke tillader journalistikken den fleksibillitet, som er påkrævet, hvis der søges svar på forskellige spørgsmål.

Hvad angår den såkaldte "alliance" mellem ventrefløjen og "islam", så kommer den, så vidt den eksisterer, af de aktuelle politiske forhold, lige så vel som venstrefløjens ellers historiske kritiske tilgang til religion også kommer af relevante politiske forhold. Men eftersom denne artikel udelukkende genfortæller, og ikke forsvarer eller blåstempler, så kan jeg ikke se denne artikel som noget bevis på den nævnte "alliance".

Følgelig "promoveres" der intet, hvilket i øvrigt også er en ganske vidtgående betegnelse at sætte på den almene "venstreorienterede" journalistik (promovering, altså).

I øvrigt må en såkaldt "modstand" mellem højrefløjen og islam, i så tilfælde, være lige så bizar. Hvilket så også må siges at have afgjort valg.

William Jansen

"Forlanger du så også kritisk journalistik om jul og påskepraktiserende kristne..?"

Nej. Jeg forlanger intet. Jeg går ind for redaktionsfrihed.

Det spørgsmål, som ville være parallelt med min overstående kommentar, ville være "ønsker du også et fravær af ukritisk videreformidling af jul/påskepraktiserende kristne." Svaret på det spørgsmål er "ja."

Sidney Tavlik:
Et glimrende forsvar for en god oplysende artikel om enkelte muslimers forhold til tro og overvejelser.

Det som slog mig igennem en del af udsagnene var forholdet til verden og mennesker og fordybelse i sindet.
Jeg er buddhist og generelt er der vel et lidt anstrengt forhold os imellem eller er det en myte.?

Viggo

@Viggo, Islam er jo mange ting og mange retninger. Nok stort set lige så mange, som der er muslimer.
F.eks. lægger store dele af islams mystisisme, sufismen, sig tæt på buddhismen - bl.a. fordi den er opstået i samfund, hvor buddhismen og islam har smittet af på hinanden. Prøv f.eks. at google Rabia af Basra og se om ikke du kan genkende nogle ting :-)
Islam bygger jo ovenpå og søger tilbage til de store gamle religioners rod, derfor er mange elementer af disse religioner i islam.
Iøvrigt, tak for en dejligt nede-på-jorden artikel om almindelige menneskers spirituelle praksis, tanker og væren.

PS. Jeg tror vi kommer længst, ved at søge de ting, der samler os, istedet for de ting, der adskiller os. Der er flest af de første. F.eks. er forskellige former for faste en praksis i rigtig mange religioner.

Sidney Tawfik Nor Eldin Paulick Bakar

@ Viggo Okholm

Tak :)

Jeg tror at det "anstrengte forhold", som man ind imellem støder på som et traditionelt fænomen, skal findes i visse møder de to religioner i mellem, under den islamiske fremfærd østover i Asien.
Disse møder har, så vidt jeg har kunnet læse mig til, både haft uproblematiske og problematiske udkomme.
Jeg ved ikke ret meget om emnet, men har læst og hørt lidt om at der ind imellem skulle have været en hård fremfærd fra muslimernes side, hvilket naturligvis kan have haft en negativ effekt på forholdet.

Derudover vil der sikkert være nogle rabiate muslimer, som ikke brydder sig om buddhismens idé om guddommelighed.

Alt i alt, så er det nok den "sædvanlige" ballade, der kommer af religiøse og historiske forhold, som visse grupper bare skal se sig sure på :)

Men ser vi på religionerne i sig selv, er der ikke noget, der tilskynder at have et dårligt forhold.

Som Ellen påpeger, er der en hel del ting som samler de forskellige religioner.