Læsetid 7 min.

AaB ved du aldrig, hvor du har

Loyalitet. Der har været mange op- og nedture, siden faster Kisser i 1986 gav den perfekte introduktion til livet som AaB-fan, for holdet har en sjælden evne til at svinge voldsomt i kvalitet. Til gengæld må det være noget mere spændende at være AaB-fan end at holde med FCK, som bare altid vinder
Lokalhelten. Ib Simonsen var anfører for AaB helt frem til 1995, hvor klubben vandt sit første mesterskab.

Lokalhelten. Ib Simonsen var anfører for AaB helt frem til 1995, hvor klubben vandt sit første mesterskab.

6. august 2011

Det var faster Kisser, der gjorde mig til AaB-fan. Hun havde nemlig været på Høje Bøge Stadion i Svendborg og se kampen, hvor AaB i sidste spillerunde og med et mål syv minutter før tid rykkede op i landets bedste række, den daværende 1. division. Det var i 1986, og jeg var lige fyldt otte år.

Faster Kisser stod til daglig bag bardisken på 'Hos Doktoren' nede i Vestbyen, så hun var vant til at fortælle gode historier på sin på en gang hæse og skingre nordjyske dialekt. Hun kunne efterfølgende suppleret af kæresten Steen, som vistnok ejede 'Hos Doktoren' virkelig genfortælle, hvordan de nærmest havde opgivet det hele den dag. Hvordan de havde indstillet sig på endnu et år i 2. division. Og på en tung og træls tur hjem til Aalborg.

Men så pludselig, bedst som det hele var ved at være slut, scorede Henrik Andersen det, som faster Kisser kaldte »det vigtigste mål i klubbens historie«. Og det kan man sådan set godt give hende ret i. AaB har i hvert fald ligget i den bedste række lige siden (kun Brøndby kan prale af at have gjort det i længere tid), så målet i 1986 markerede et brud på flere års nedtur i 80'erne. Og så var det altså også målet, som sikrede klubben en otteårig fan.

Tak, Kisser

Og mange tak for det, Kisser. Jeg var nok som alle raske Aalborg-drenge formentlig blevet AaB-fan under alle omstændigheder, men der var noget særligt over at begynde med det mål, som kan siges at være et symbol på alt det, jeg siden har forbundet med at være AaB-fan. Nemlig at der er ufatteligt kort fra bragende fiasko til kæmpemæssig succes. Og at man aldrig kan være sikker på noget som helst, før kampen eller sæsonen er slut.

Følelsen var der igen allerede året efter, da AaB pludselig spillede europæisk fodbold. Jeg havde som en ægte AaB-fan året igennem været 'på stadion' som det hedder, når man ser fodbold i Aalborg (»Ska' do mæ på stadion?«), lige så ofte som jeg kunne overtale min far til at tage med, for jeg måtte ikke tage derover alene.

Når man var 'på stadion' med sin far, var det på siddetribunen, og her kunne dem med sart mås leje puder. Min far havde som regel en pude jeg havde aldrig. Men når vi efter kampen kastede puderne ind på banen, for det gjorde man på stadion, så fik jeg selvfølgelig lov.

Puden kunne, hvis man brugte den rigtige teknik, flyve næsten som en frisbee. »Vi beder publikum om ikke at kaste puder ind på banen,« sagde stadionspeakeren rutinemæssigt, når kampen var slut og så begyndte folk at kaste.

Nå, men AaB var kommet med i Pokalvindernes Europa Cup. O.k., det var ikke, fordi vi havde vundet pokalfinalen, for den taber vi altid. Det var kun, fordi vinderne, AGF, havde kvalificeret sig til den rigtige Europa Cup og dermed ikke skulle bruge pladsen.

Jeg lå i sengen på mit børneværelse og klamrede mig til en transistorradio, for dengang viste man ikke den slags kampe på tv. Og hvis de havde vist den, havde jeg alligevel ikke fået lov til at se den, for jeg skulle sove. Over sengen hang en plakat af Søren Lerby iført landsholdsdragt og nedrullede strømper, for der havde været VM i Mexico sommeren forinden.

Men nu gjaldt det AaB's europaeventyr, og holdet fik spillet sig frem til forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence imod Hajduk Split, og det var flere timer over min sengetid, da en AaB'er og jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske hvem, brændte sit straffespark og sendte jugoslaverne videre.

Det irriterer mig i skrivende stund så meget, at jeg ikke kan huske, hvem der brændte det straffespark, at jeg må ringe til Søren Thorst, som dengang var fast mand i AaB-forsvaret, og som i dag sidder i Aalborg Events en afdeling under Aalborg Kommune. Søren Thorst var i øvrigt den spiller, jeg var næststørst fan af dengang, så det er med en vis ydmyghed, jeg taster nummeret til Aalborg Events:

»Det var Torben Boye,« siger Søren Thorst efter en kort tænkepause. Han er tilsyneladende ikke spor overrasket over at blive ringet op af en journalist og få stillet netop det spørgsmål:

»Hvem helvede sætter også Torben Boye til at sparke et straffespark?« spørger Søren Thorst, som selvsagt stadig taler aalborgensisk. Inden vi lægger på, fortæller han, at han husker det sådan, at de var helt ude i sjette spark, før Torben Boye som med sine 560 kampe senere fik tilnavnet Mr. AaB brændte. Det var med andre ord en typisk AaB-afslutning.

Ib, Ib, Ib, Ib

Når jeg var næststørst fan af Søren Thorst, så er der selvfølgelig også én, som jeg var størst fan af. Det var Ib Simonsen, som sad så tungt på AaB's midtbane. »Ib, Ib, Ib, Ib,« råbte vi halvt i sjov, tror jeg nok, når han havde bolden. Nu fra ståtribunen og sammen med vennerne, Christian og Ole. Vi havde vores egen AaB-fanklub, men vi fik nu holdt ret mange møder.

Der var sjovere ovre på ståpladserne, selv om man ikke kunne kaste med puder. Vi var kommet over blandt de ægte AaB-fans. Faster Kissers kunder og venner. Dem med pølser, fadøl og slagsange. »AaB er på røven,« var der en fast tilskuer, der råbte, hver gang det gik dårligt, og det var ikke så sjældent. Og så altså den for Aalborg så typiske blanding af ironi og respekt: »Ib, Ib, Ib, Ib.«

For Ib Simonsen var sgu en klippe, ikke mindst efter at han blev rykket tilbage på banen som sweeper. Ingen kom forbi Ib Simonsen, sådan husker jeg det i hvert fald. Ib Simonsen var også anfører for holdet helt frem til 1995, hvor AaB vandt sit første mesterskab nogensinde, og hvor Erik Bo Andersen scorede 24 mål.

Den optur kom selvfølgelig helt ud af det blå. Året inden blev vi nummer fem. Og året efter blev vi nummer fem igen. Men AaB kvalificerede sig som det første danske hold nogensinde til Champions League-gruppespillet. O.k., egentlig kvalificerede vi os ikke. Vi kom med, fordi Dynamo Kiev forsøgte at bestikke dommeren med nogle pelse, men vi gjorde det godt. Vandt blandt andet over Panathinaikos.

Kun i Aalborg

Siden har AaB holdt fast i den svingende stil. Der har været mange triste sæsoner, men alligevel har vi vundet mesterskabet to gange. Senest i 2008, som uden sammenligning er det bedste år i klubbens historie. For i Champions League var der det, man med samme respektfulde ironi kunne kalde 'European Nights' i Aalborg.

Man havde den der AaB-følelse i kroppen af, at alt kunne ske, og det gjorde det så. Holdet spillede fuldstændig over evne og fik seks point i seks kampe, hvilket rakte til en tredjeplads og dermed en tur i UEFA-cuppen, hvor holdet udspillede Deportivo La Coruna og i kvartfinalen måtte ud i straffesparkskonkurrence mod Manchester City i endnu en klassisk AaB-kamp.

Succesen varede naturligvis meget kort. Klubbens økonomi og holdets spil faldt hurtigt sammen, og i 2011-sæsonen kulminerede dårligdommen. Den 29. maj for lidt over to måneder siden, var AaB i sidste spillerunde praktisk taget rykket ud af superligaen.

Jeg lå på gulvet foran tv'et i min Nørrebro-lejlighed og råbte så højt, at min etårige søn med garanti aldrig kommer til at forbinde AaB med noget godt. Først råbte jeg i ærgrelse. Det var slut, og jeg indstillede mig på en tur ned i næstbedste række. Havde faktisk fået kæmpet mig tilbage i lænestolen, forliget mig med nedturen og trøstet min grædende søn. Men så pludselig i sæsonens allersidste minut: mål.

Ned på gulvet, nyt brøl, ny gråd. AaB havde gjort det igen! O.k., det var ikke AaB, der scorede det mål. Det var Esbjergs Tim Jansen, som udlignede i kampen mod Randers og dermed sikrede AaB's overlevelse. Men det var i den grad et AaB-øjeblik.

Og hvor er det dejligt at være AaB-fan, for så får man de der ture op og ned. For selv om andre hold også svinger i kvalitet, så er der kun ét dansk hold, der kan banke Deportivo La Coruna med 6-1 samlet over to kampe og kort efter blive ydmyget af hold som SønderjyskE, Horsens og Silkeborg og være lige ved at rykke ud af Superligaen.

Det er præcis det, der gør det sjovt at være AaB-fan. Der kan ikke være meget spænding ved bare at holde med FCK, som vinder hele tiden også når de spiller dårligt. I øvrigt er det vel nærmest overflødigt at sige, at AaB er begyndt den nye sæson med et brag og ligger på en delt førsteplads inden fjerde runde, som spilles i denne weekend.

Det vigtigste mål

Det mål, som Tim Jansen scorede i det 89. minut på Randers Stadion den 29. maj var uhyggeligt vigtigt for AaB. Men man kan naturligvis ikke lade et Esbjerg-mål være det vigtigste i AaB's klubhistorie.

Med andre ord må vi konstatere, at Faster Kissers ord stadig står ved magt. Henrik Andersens mål på Høje Bøge Stadion i Svendborg i 1986 er og bliver det vigtigste mål i AaB's historie. Og skulle der være en snert af tvivl tilbage, kan man jo bare ringe og spørge Søren Thorst:

»Det var et meget, meget vigtigt mål, han scorede der,« siger Søren Thorst, som selv var på banen i Svendborg.

»Så, jo, det vil jeg faktisk godt give din faster ret i.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for David Wedege

Selvfølgelig var det Boye, der brændte det straffespark. Du kunne bare have spurgt mig. Til gengæld scorede han også AaBs mål i 1-0 sejren i Aalborg. Men typisk Boye. i en jubilæumskamp på Århus Stadion (vist nok hans kamp nummer 350), scorede han selvmål to gange.

Brugerbillede for Benjamin Skou
Benjamin Skou

Måske (kun måske) den bedste artikel i Information ever. Mindre rettelse: Det var i ottendedelsfinalen mod Manchester City, vi røg ud, desværre ikke kvartfinalen.

Brugerbillede for Jens Thorning
Jens Thorning

En meget interessant artikel, der ikke kommer ind på det væsentlige, som er: AaB står uden tidligere tiders seriøse konkurrence fra Frederikshavn, Aalborg Chang og Nørresundby, og det er for nemt at være fodboldspiller i Aalborg - i det hele taget er det for nemt at være sportsmand og aalborgenser.

Gang på gang undrer man sig over AaB's manglende kampiver og skødesløshed. En udenlandsk træner udtalte engang, at "der er ´for megen gentleman-hygge i de jyske klubber" (det var nu ishockey) og gik over til at omtale "de københavnske spilleres killer-instinkt". Det er for nemt. Motivationen - at tæppet rives væk under én - er helt ukendt. Det er for trygt. Blot en psykologisk forklaring. Kender kun byen fra, omend talrige, besøg.

Brugerbillede for Benjamin Skou
Benjamin Skou

@ Jens Thorning

Den "seriøse" konkurrence fra Chang er vel af sammenligne med den, der i dag kommer fra Hobro IK og Blokhus FC - og Thisted og Hjørring.

Men i øvrigt burde "centraliseringen" omkring AaB som det nordjyske flagskib vel alt andet lige netop forbedre klubbens muligheder i den nationale konkurrence. Argumentet om, at det er for nemt, lyder som noget fra amatørdagene; trænere som Hans Backe, Hamrén og nu Kent & Kuhn har vel også tilført organisationen en vis professionalisme, som indebærer, at alle kampe er vigtige, uanset at presset fra tilskuere og medier er mindre end i OB, Brøndby og FCK.

Men hvad ved jeg? Det kan da godt være, at spillere, der er for længe i AaB, lulles i søvn over at være på det eneste nævneværdige hold i et stort geografisk område... men at det skulle føre til fem ( eller flere?) tabte pokalfinaler samt utallige 5. pladser i ligaen ved jeg sgu ikke helt - men klart nok at der er en meget sammentømret (pænt sagt) nordjysk kultur og personkreds i organisationen, som nok ikke rusker så meget op i hinanden, når tingene sejler. Det problem kendes dog i andre klubber (de hvide, BIF for at nævne de helt katastrofale eksempler). Omvendt - hvad er AaB uden Lynge? (han burde næsten have været nævnt i artiklen).

Brugerbillede for martin  sørensen
martin sørensen

we love you aab we do, we love you aab wee do, yes aab we love you,

god artikel og tak fra en en Aab fan, Aab er mere end bare en fodbold klub,

Brugerbillede for Bjarne Jørgensen
Bjarne Jørgensen

Det var mine fætre, der gjorde mig til AaB-fan. De boede på Klostermarken en kilometers penge fra stadion. Og i 1969 var jeg 6 år og hørte fra Klostermarken publikums brøl 12 gange, da AaB vandt 12-2 over B1909. Holdet indskrev sig i historien, men også i min bevidsthed, og fra da af insisterede jeg på at følges med fætrene på stadion, bag mål, modsat resultattavlen, helt op ad banden.