Læsetid: 7 min.

Det Arabiske Forårs it-supportere er brudt sammen

Internetaktivistgruppen Telecomix har fået stor anerkendelse for deres arbejde med at skaffe anonymiseringsteknologier til Det Arabiske Forår. Men de negative konsekvenser var store for aktivisterne, der pludselig gik fra at more sig i chatrum, til at tekniske fejl kunne sætte andres liv på spil. Nu lukker de ned og genstarter
Internetaktivistgruppen Telecomix har fået stor anerkendelse for deres arbejde med at skaffe anonymiseringsteknologier til Det Arabiske Forår. Men de negative konsekvenser var store for aktivisterne, der pludselig gik fra at more sig i chatrum, til at tekniske fejl kunne sætte andres liv på spil. Nu lukker de ned og genstarter
20. august 2011

»Kære befolkninger i Mellemøsten og Nordafrika. Dette er Telecomix,« siger en mekanisk computerstemme. Pompøs elektronisk musik og billeder af ørkenlandskaber kører i baggrunden.

»Vi bruger enhver kommunikationsteknologi, som vi behersker, til at holde informationsstrømmen kørende. Du er velkommen til at anmode os om hvad som helst. Vi gør vores bedste. Vi er fra internettet. Vi kommer med fred. Lad der blive frihed for alle mennesker og computere,« siger stemmen.

Videoen var en af de beskeder, som internetaktivistgruppen Telecomix sendte ud i håbet om, at den ville nå deltagerne i de oprør, der ved årets begyndelse spredte sig i Nordafrika og Mellemøsten. Ved hjælp af videoer, e-mails, sociale netværk og endda et massebombardement af tusindvis af faxmaskiner forsøgte de at sprede deres tilbud om rådgivning. Guides til anonymiseringsværktøjer, der gør det sværere for efterretningstjenesten at opspore oprørerne, blev spredt. Forskellige metoder til at komme uden om regimernes forsøg på at forhindre fri kommunikation blev afprøvet og anvendt. Aktivismen gjorde dem kendte både i egne kredse og offentligheden. The Guardian skrev artikler om aktivistgruppen, der leverede »tech-support til det arabiske forår« og de begyndte at blive inviteret til konferencer over hele verden for at forklare om deres projekt.

Videoen med den mekaniske stemme, der lover teknisk hjælp til de arabiske aktivister, bliver afspillet fra den 30-årige Stephan Urbachs computer. Han har på vegne af Telecomix lige modtaget stående klapsalver fra hundredevis af forsamlede på hackerkongressen Chaos Communication Camp (CCC) i Finowfurt, Tyskland. En ubetinget tilkendegivelse af dyb respekt og anerkendelse fra det indflydelsesrige hackercommunity.

Men for Stephan Urbach personligt har gruppens succes været alt andet end god. Han er produktmanager i et it-firma, men har i perioder siden januar brugt stort set alle sine vågne timer på at hjælpe de arabiske aktivister. Nu lider han af store søvnproblemer, har været fysisk syg i fire uger og betegner sig selv som »traumatiseret«. Det er et stykke tid siden, det gik op for ham, at det var ved at gå alvorligt galt. Fra scenen har han til de flestes store overraskelse lige annonceret, at Telecomix lukker midlertidigt ned for at forsøge at finde tilbage til en måde, hvorpå de kan eksistere uden personlige sammenbrud. Stille og roligt er folk forsvundet ud af gruppen, der er gået fra at være omkring 50 aktive til nu ikke at tælle mere end 10.

»Til at starte med sagde jeg: Lad os fucking lukke det her ned nu og aldrig nogensinde tale om det igen,« fortæller han, da Information møder ham et par timer efter oplægget på CCC-lejren. Men der var for mange forpligtelser over for folk, de havde kontakt med. De arabiske oprørere var udsat for hård repression fra myndigheder og sikkerhedstjenester. Folk forsvandt og blev dræbt. De havde brug for ham, og det var umuligt at give slip og lade dem i stikken:

»Vi blev bare ved med at køre på, køre på og køre på. Det var en stor fejl, fordi vi var for få folk og ikke kunne skalere. Til sidst kom vi til det punkt, hvor vi tabte aktivister. Nogle med virkeligt alvorlige sammenbrud og andre forsvandt bare i det stille og er aldrig vendt tilbage. Fordi de ikke kunne klare arbejdet og ansvaret for, at hvis de laver fejl, så risikerer folk at dø,« siger han.

Modemmer mod Mubarak

Den 28. januar 2010, da den tidligere egyptiske præsident Hosni Mubarak som reaktion på de de tiltagende protester mod hans regime lukkede ned for internettet, gik der chokbølger igennem internetverdenen. At det overhovedet var muligt på den måde at lukke ned for internettet var for de fleste chokerende. Hos Telecomix førte det til otte måneders hårdt arbejde med spredningen af nyttige teknologier, til dem der havde brug for det.

»De havde brug for hjælp, og vi kunne hjælpe,« forklarer Stephan Urbach om deres engagement i Egypten.

Mubarak lukkede både internettet og mobilnetværket, men der var stadig landlinjerne tilbage. Det gav muligheder for at bruge modemmer, der dog ifølge Stephan Urbach efterhånden var svære at opstøve og endnu sværere at få til at fungere ordentligt. Men det lykkedes Telecomix at nå op på 300 fungerende modemforbindelser, som egyptiske aktivister kunne bruge under black-outet.

»Vi kunne se, at de blev ringet op til, og folk brugte dem blandt andet til at skrive e-mails. Efter det hele var ovre og regimet faldet, var der en egypter, der kom ind i vores chatkanal og fortalte: 'Tak, fordi I gør det her. Det betød, at jeg kunne sende min mor en e-mail og fortælle, at jeg var okay',« siger Stephan Urbach.

Telecomix blev oprindeligt dannet for at lave lobbykampagner mod telekommunikationspakken i EU og siden den overnationale ophavsrettraktat, ACTA. Så umiddelbart var aktivisme målrettet Mellemøsten et markant skifte, men ifølge en af gruppens stiftere, ph.d i retssociologi Marcin De Kaminski, var det slet ikke så radikalt på grund af den grundlæggende ideologi om kommunikationsfrihed:

»Telecomix handler teknologineutralt. Telecomix er for datafrihed og åbne internet. Alt, hvad der er i vejen for det, skal der findes løsninger på,« forklarer han.

»Er det EU-lovgivning, vil Telecomix danne græsrodslobbyer for at bekæmpe det. Hvis det er undertrykkende internetcensur fra en sindssyg diktator, vil Telecomix bekæmpe det. Telecomix kan tilpasse sig«.

Frygten for at lave fejl

Men selv om Telecomix kunne tilpasse sig den nye tids udfordringer, var det straks sværere for Stephan Urbach. Arbejdsbyrden havde ændret sig markant og således også de indre dynamikker.

»Det er meget sjovt at arbejde med de andre. Vi laver altid sjov og poster lolcats (billeder af sjove katte, red.) til hinanden. Vi vil have det sjovt, mens vi gør det her, men det har det ikke været de sidste mange måneder,« siger han.

Efter Egypten kom oprøret i Libyen og siden Syrien. Som gruppen blev mere kendt, kom der flere og spurgte om hjælp. Det hele blev organiseret i chatkanaler på chatnetværket IRC. Her kunne aktivister fra Mellemøsten og Nordafrika henvende sig og få hjælp under mere private digitale former. Meget af det var basal teknisk support i sikker kommunikation, der gør risikoen for at blive opsnappet af efterretningstjenesten markant mindre, men man kunne aldrig vide sig sikker:

»Hvis folk lytter til dit råd og bliver taget, fordi du har lavet en fejl i din beskrivelse af, hvordan man sætter en sikker forbindelse op. Eller hvis man tager dokumenter og anonymiserer dem, men laver en fejl i den proces, så det kan spores. Den slags problemer og frygten har vi skulle håndtere. Og for mig var det alt for hårdt,« siger Stephan Urbach om den uvished, der til sidst førte til sammenbrud.

»Nogle folk lykkedes det os ikke at hjælpe, og vi hverken så eller hørte om dem igen. Usikkerheden i forhold til, hvad der er sket med dem, er meget, meget belastende. Man har altid frygten for at fejle: At man prøver at gøre gode ting, men de gode intentioner ender med, at nogen kommer til skade eller bliver dræbt.«

Vil kopieres

Telecomix har midlertidigt lukket deres projekter ned, men fortsætter stadig nogle af deres aktiviteter i forhold til Syrien, selv om lysten og overskuddet ikke længere er til stede:

»Det bliver vi nødt til. Der er folk, der stoler på os, og som vi allerede har talt med. Hvis vi stopper det hele nu, vil alt, vi har lavet de sidste måneder, være en løgn,« siger Stephan Urbach

Forhåbningerne hos Telecomix er nu, at nogen vil kopiere dem. Bruge den viden, som er opsamlet og dokumenteret. Organisere sig om en chatkanal og hjælpe dem, der nu henvender sig, med det, der skal gøres. »Folk skal bare danne grupper og gøre det,« som han siger.

Imens skal resterne af Telecomix primært forsøge at redde sig selv. Som Marcin De Kaminski forklarer det, er det, der skal til, en markant ændring af supportfunktionen:

»Det er blevet virkelig synligt i løbet af de sidste måneder, at Telecomix har brug for bedre støtte til sine egne aktivister. Hvis ikke det sker, vil aktivisterne enten blive sindssyge eller stoppe med det vigtige arbejde, de laver. Derfor forsøger dele af Telecomix-crewet nu at planlægge en support-struktur for egne rækker,« siger han.

At det var ved at være sidste udkald, viser et indlæg på Stephan Urbachs blog fra den 16. august, fem dage efter Informations interview med ham under Chaos Communication Camp. I indlægget beskriver han, hvor deprimeret hans støttearbejde har gjort ham. Og hvor langt ude det hele var ved at ende:

»Jo mere vi hjalp dem, desto mere steg det ansvar, jeg følte, til et nyt niveau (...) En dag indså jeg, at jeg var faret vild. Faret vild i et liv, der ikke længere var mit. Faret vild i et liv, hvor jeg kun tjente andre og folk anså mig for at være en helt. Ingen så, at jeg kun var en lille dreng, der gerne ville lege med teknologi og skrive tekster om fremtidens kommunikation ,« skriver Stephan Urbach i brevet med titlen 'Den dag jeg ønskede at dø en personlig bekendelse'.

»Jeg planlagde at begå selvmord dagen efter CCC-lejren. Alt var forberedt. Men så skete det. Vi lukkede den aktivistklynge, som jeg var med i. Jeg mødte mange fantastiske mennesker for første gang i det virkelige liv, og mange af dem havde det samme problem. Mine venner var der, og viste mig, at livet er værd at leve. Med genstarten af vores klynge, vil jeg genstarte mig selv. Jeg begynder at lægge planer for mit liv igen. Jeg er ikke længere faret vild,« skriver han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Morsing

Prøvede at komme i kontakt med dem igår på deres IRC-chat, havde en fyr Iran som jeg godt ville hjælpe med at få ud på det World Wide Web. Var nervøs for at give nogen forkerte råd, som han kunne risikere at blive straffet for - derfor jeg prøvede at komme i kontakt med dem. Ser ud til de har haft samme dilemma som mig..

Kan så også sige at mange af medlemmerne istedet idag er i Anonymous, som kæmper for mange af de samme områder. Men istedet for at prøve omgå deres spærringer osv, har de en mere aggressiv vinkel. De har blandt andet hacket Syriens sikkerhedstjeneste i den anledning.

Der et interview på www.democracy.org med Peter Fein, et andet medlem af telecomix. Kan anbefales alle at se.

Ellers en udmærket artikel.

gad vide hvad der sker med forløbene til revolutioner i england, grækenland, frankrig , portugal, saudi-arabien(?), ... island(?)

Christian Morsing

Der arbejder Anonymous skam også Kim!

Et par eksempler:
Fuck FBI Friday IV: Vanguard Defense Industries
http://thepiratebay.org/torrent/6615674/Fuck_FBI_Friday_IV__Vanguard_Def...

1,05 gb interne dokumenter fra Vanguard, et firma som sælger forskellige våben og skidt stads til USA.

Shooting Sherriffs Saturday
http://thepiratebay.org/torrent/6587214/Shooting_Sherriffs_Saturday
7,39 gb interne dokumenter fra forskellige enheder i det amerikanske politi. Som hævn for de anholdelser af Anonymous medlemmer, som endnu ikke engang er stillet for en dommer og med kun minimale beviser imod sig.

Fuck FBI Friday III: ManTech
http://thepiratebay.org/torrent/6571301/Fuck_FBI_Friday_III__ManTech
390mb interne dokumenter fra et sikkerhedsfirma der arbejder for FBI. (de arbejder med internetsikkerhed)

Den engelske afdeling af Rupert Murdochs medieimperie, er også blevet hacket. Altså The Sun, News of The World etc...

Listen er lang. :)

http://www.youtube.com/watch?v=j_9T1SPJXRI

Anonymous KRIG mod systemet.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

I denne artikel kunne jeg måske godt bruge nogle kilde-links? Ikke mindst fordi det er en historie, jeg ville være interesseret i at dele med de mindre dansktalende i min omgangskreds?

propagandører for anti-communisme ( mod-communisme ),

såsom:

inger støjberg, lars lykke rasmussen, lene espersen, per stig møller.. og cia;

bør jo tænke på, ( de har måske allerede gjort det ):

forbudden frugt smager bedst.