Læsetid: 10 min.

Butiksplyndrere i alle lande - forén jer!

Konflikten bag optøjerne i Storbritannien er ikke blot en konflikt mellem forskelle grupperinger i samfundet. I sin mest radikale forstand er det en konflikt mellem samfundet og ikke-samfundet – dvs. mellem dem, der ikke har noget at tabe, og dem der har alt at tabe. Essay af Slavoy Žižek
Når man ikke kan shoppe. Mere end noget andet var urolighederne et forbrugeristisk karneval af ødelæggelse, et forbrugeristisk begær, der blev udlevet i vold, fordi det var ude af stand til at virkeliggøre sig selv på den 'korrekte' måde — ved at shoppe, skriver Zlavoj Zizek.

Når man ikke kan shoppe. Mere end noget andet var urolighederne et forbrugeristisk karneval af ødelæggelse, et forbrugeristisk begær, der blev udlevet i vold, fordi det var ude af stand til at virkeliggøre sig selv på den 'korrekte' måde — ved at shoppe, skriver Zlavoj Zizek.

27. august 2011

Ifølge Hegel spiller fænomenet 'gentagelse' en særlig rolle i historien: Når noget bare sker en enkelt gang, kan det affærdiges som en simpel ulykke dvs. som noget, der evt. kunne have været undgået ved rettidig omhu. Men når den samme begivenhed gentager sig, vil det være et tegn på, at vi har at gøre med en dybere historisk nødvendighed. Da Napoleon i 1813 led sit første nederlag, så det ud til, at heldet svigtede ham. Men da han ved Waterloo blev slået for anden gang, var hans tid åbenlyst forbi ...

Er det samme ikke tilfældet for den nuværende finanskrise? Da den ramte markederne første gang i september 2008 lignede det hele en ulykke, som vi blot måtte sørge for at korrigere med bedre regulering osv. Men nu, da tegnene på ny finansiel nedsmeltning bliver stadig flere, står det klart, at vi har at gøre med en strukturel nødvendighed.

Et ejendommeligt træk ved krisen er, at det store flertal af 'eksperter' og politikere tager afsæt i det samme uudtalte dogme: Gang på gang får vi at vide, at vi befinder os i en kritisk periode med underskud og gæld, hvor vi alle må deles om byrden og stramme livremmen ind alle lige bortset fra de (meget) rige. Alene tanken om at afkræve de superrige højere skatter, er et absolut tabu: For gør vi det, får vi at vide, mister de blot incitamentet til at investere og skabe nye job, og så kommer vi alle til at lide under følgerne. Den eneste vej ud af disse hårde tider er altså at gøre de fattige fattigere og de rige rigere. Så hvad skal og kan de fattige gøre?

Forklaringens slør

Selv om Storbritanniens optøjer blev udløst af Mark Duggans mistænkelige død, er det almindeligt anerkendt, at de udtrykker et dybereliggende ubehag. Men hvilket? Ganske som under bilafbrændingerne i de parisiske forstæder i 2005 havde uromagerne heller ikke i Storbritannien noget budskab at fremføre. Anderledes forholdt det sig med de massive studenterdemonstrationer i november 2010 (som også udviklede sig voldeligt): De havde et klart budskab nemlig at afvise Cameron-regeringens reformprogram for de højere uddannelser.

Det er derfor, det er svært at tænke sig de nylige britiske optøjer i marxistiske termer som et nyt revolutionært subjekts genese. De svarer langt bedre til det hegelske begreb om 'pøbelen', for så vidt at de blev foranstaltet personer uden for det organiserede sociale rum, der er afskåret fra at deltage i den samfundsmæssige produktion og alene kan udtrykke deres utilfredshed i form af de »irrationelle« udbrud af destruktiv vold, som Hegel kaldte for abstrakt negativitet.

Her er det på sin plads at erindre om den gamle skrøne om arbejderen, der mistænkes for at stjæle: Hver aften, når han forlader fabrikken, bliver den trillebør, han skubber foran sig, nøje inspiceret. Men vagtmandskabet finder aldrig spor. Altid er den tom. Endelig falder tiøren: Hvad arbejderen stjæler, er selve trillebørene ... De vagter, som ransager trillebøren for indhold, overser den samme oplagte pointe, som de analytikere, der gransker disse uroligheder for deres skjulte betydning. Vi fik at vide, at de begivenheder i 1989 og '90, som medførte de kommunistiske regimers opløsning, var et varsel om, at ideologiernes tidsalder var forbi: Æraen for storladne projekter, der ville virkeliggøre ideologiske programmer, men endte i totalitære katastrofer, var overstået. Og nu trådte vi ind i en ny epoke med rationel og pragmatisk politik etc.

Hvis den forslidte frase om, at vi skulle leve i en post-ideologisk æra, betyder noget, må det være her i disse seneste voldsudbrud at den betydning bliver anskuelig. Ingen særlige krav blev fremsat af disse uromagere: Hvad vi så var en protest på nulpunktet, en voldelig protesthandling, der ikke kræver noget. Så meget desto mere ironisk var det at se sociologer, intellektuelle og kommentatorer anstrenge sig for at forstå og hjælpe. Desperat bestræbte de sig for at læse betydning ind i optøjerne og netop i denne proces kom de til at tilsløre den fundamentale gåde, som disse frembyder.

Den verdensløse kapitalisme

De protesterende er nok underprivilegerede og ekskluderede, men de lever på ingen måde på eksistensminimum. Folkegrupper underlagt langt værre former for fysisk og ideologisk undertrykkelse har før kunnet organisere sig som politiske aktører med klare dagsordener. Det faktum, at der denne gang ikke findes et program, må således i sig selv kalde på fortolkning og fortæller os ganske meget om vores aktuelle ideologisk-politiske vakuum: Hvad er det for en verden, som på den ene side fejrer sig selv som et samfund, der bygger på frie valg, men hvor det eneste modtræk til den håndhævede demokratiske konsensus bliver det blinde amokløb? Den sørgelige kendsgerning, at modstanden imod systemet ikke evner at formulere et realistisk alternativ eller i det mindste et meningsfuldt utopisk projekt men alene tager form af meningsløse udbrud må rejse en alvorlig anklage imod vores politiske fantasi. Hvad nytter vores tiljublede valgfrihed, hvis den ikke lader andre valg åbne end at spille efter reglerne eller ty til (selv)destruktiv vold?

Ifølge Alain Badiou lever vi i dag i et socialt rum, der i stigende grad opleves som 'verdensløst': I et sådant rum er den eneste form, protester kan tage, den meningsløse vold. Selv den nazistiske antisemitisme, hvor uhyggelig den end var, åbnede for en verden: Den beskrev sin egen kritiske situation ved at postulere en fjende, som var »den jødiske sammensværgelse«, og den fastsatte et mål og midlerne til at opfylde det. Nazismen blotlagde en virkelighed på en sådan måde, at den gav dens subjekter en global kognitiv kortlægning i hænde, der rummede en plads for deres eget meningsfulde engagement. Måske det er her, at vi skal se en af de største farer ved kapitalismen: Selv om den er global, opretholder den en i snæver forstand 'verdensløs' ideologisk konstellation, der fratager det store flertal af befolkningen en meningsfuld kognitiv kortlægning. Kapitalismen er den første socioøkonomiske orden, som detotaliserer betydningen: Den er ikke global på betydningsplanet. Der findes, når alt kommer til alt, ikke et globalt »kapitalistisk verdensbillede,« ikke nogen egentlig »kapitalistisk civilisation«: Globaliseringens fundamentale lære er netop, at kapitalismen kan tilpasse sig alle civilisationer fra vest til øst, det være sig kristne, hinduistiske eller buddhistiske. Kapitalismens globale dimension kan kun formuleres på niveauet for 'sandhed uden betydning', som de globale markedsmekanismers reelle plan.

Svaret fra højre

Den første konklusion, der kan drages ud fra optøjerne, er, at såvel de højre- som de venstreorienterede reaktioner på urolighederne er klart forfejlede.

Den konservative reaktion er forudsigelig: Da der ikke synes nogen begrundelse for vandalismen, er der ikke andet for end at bruge alle nødvendige midler for at genoprette ro og orden og forhindre yderligere eksplosioner af tilsvarende art. Ikke mere tolerance og social hjælp, men mere disciplin, hårdt arbejde og ansvarsfølelse er, hvad der skal til ...

Når denne udlægning er forkert, er det ikke kun, fordi den ser bort fra den desperate sociale situation, der pressede de unge til disse voldsudbrud, men hvad der måske er mere afgørende også fordi sådanne udbrud klinger som ekkoer af de underjordiske præmisser i den konservative ideologi selv. Da de britiske konservative tilbage i 1990'erne lancerede deres berygtede back to basics-kampagne, blev dens uanstændige supplement slået klart an af Norman Tebbitt: »Mennesket er ikke blot et socialt dyr. Det er også et territorialt dyr, og det skal være en del af vores dagsorden at tilfredsstille stammekulturens og territorialitetens grundlæggende instinkter«. Dette var altså, hvad back to basics i virkeligheden handlede om: Genhævdelsen af de barbariske 'basale instinkter' lurer under det civiliserede borgerlige samfunds skin. Og støder vi i disse voldsomme udbrud ikke på de selvsamme 'basale instinkter' i selve den hegemoniske kapitalistiske ideologi (snarere end hos de underprivilegerede lag)?

Da Herbert Marcuse i 1960 forsøgte at analysere Den Seksuelle Revolutiondvs. ophævelsen af de hidtidige traditionelle hindringer for den frie seksualitet indførte han begrebet »undertrykkende afsublimering«: De menneskelige drifter kan afsublimeres, dvs. fratages deres civiliserede overfladelag og stadig bevare deres 'undertrykkende' karakter. Er denne form for »undertrykkende afsublimering« ikke, hvad vi så på de britiske gader for nylig? Det vil sige: Hvad vi så, var ikke mennesker reduceret til 'naturlige dyr', men det historisk specifikke 'naturlige dyr', som det frembringes af den hegemoniske kapitalistiske ideologi selv nulpunktsniveauet for det kapitalistiske subjekt.

Svaret fra venstre

I mellemtiden klynger de venstreorienterede sig ikke mindre forudsigeligt til deres mantra om utilstrækkelige sociale programmer og en svigtende integrationsindsats, der har frataget den yngre generation af indvandrere alle økonomiske og sociale fremtidsudsigter: Voldsudbrud er den eneste måde, hvorpå den kan udtrykke deres utilfredshed.

I stedet for at hengive os til hævnfantasier bør vi gøre en indsats for at forstå de dybere årsager til volden: Kan vi overhovedet forestille os, hvad det vil sige at være en ung mand i de fattige og racemæssigt blandede forstæder, at være mistænkt på forhånd og blive chikaneret af politiet, at leve i stor fattigdom og splittede familier og ikke blot være arbejdsløs, men uden jobkompetencer og håb om en bedre fremtid?

I det øjeblik, vi inddrager hele denne baggrund, bliver det til at forstå, hvorfor folk begynder at hærge løs i gaderne ...

Problemet med den udlægning er, at den kun anfører de objektive betingelser for urolighederne, men ignorerer den subjektive dimension: At gå amok i optøjer er at fremsætte en subjektiv erklæring, der implicit udsiger, hvordan man forholder sig til sine objektive betingelser, dvs. hvordan man subjektiverer dem. Vi lever i en kynismens tid, hvor vi udmærket kan forestille os, at en arresteret uromager, der afkræves forklaring på sine plyndringer og butiksnedbrændinger, pludselig begynder at tale som de socialrådgivere, sociologer og sociale psykologer, der henviser til mindsket social mobilitet, stigende usikkerhed, opløsningen af den faderlige autoritet og manglen på moderlig kærlighed i sin tidlige barndom han ved, hvad han gør, men ikke desto mindre gør han det ...

Underklasse mod underklasse

Det giver ikke videre mening at gruble over, hvilken af de to reaktioner den højre- eller den venstreorienterede der er den værste: Som Stalin ville have formuleret det: De er begge værst, og det samme gælder den advarsel, som blev formuleret fra begge sider, om at den reelle fare ved disse voldsudbrud er den potentielle racistiske reaktion hos 'det tavse flertal'. Reaktionen (som absolut ikke bør affærdiges som rent reaktionær) fandt allerede sted, men gjorde det i form af sin egen 'tribalistiske' aktivitet: Den pludselige fremvækst af selvorganiserede forsvarsgrupper i de enkelte lokalsamfund (tyrkiske, caribiske, sikhiske ...), som hurtigt dannede egne vagtværn for at beskytte deres igennem hårdt slid erhvervede ejendom. Også her bør vi afvise at vælge side i konflikten: Er de små butiksejere småborgerskabets forsvarere mod en protest imod systemet, der nok er voldelig, men også genuin? Eller er forsvarerne rettere arbejderklassens ægte repræsentanter for den sociale opløsnings kræfter?

Den sørgelige sandhed om situationen skal netop findes i konflikten mellem de to poler af underprivilegerede: De, som formår at trives inden for systemet, versus dem, der er blevet for frustrerede til overhovedet at prøve på det og kun er i stand til at slå til imod den anden pol inden for deres lokalsamfund. De protesterendes vold blev næsten udelukkende rettet mod deres egne. De biler, som blev brændt af, og de butikker, som blev udplyndret, lå netop ikke i de rigere kvarterer: De var en del af de hårdt tilkæmpede værdier hos det samme lag, som uromagerne selv udgik fra. Dermed er den konflikt, der ligger bag optøjerne, ikke blot en konflikt mellem forskelle grupperinger i samfundet den er i sin mest radikale forstand en konflikt imellem samfundet og ikke-samfundet, dvs. mellem dem, der ikke har noget at tabe, og dem, der har alt at tabe; mellem dem, der ikke oplever at have nogen andel i deres samfund og dem, hvis andel blev sat på spil.

Men hvorfor blev de protesterende presset i retning af denne form for vold? Sociologen Zygmunt Bauman er her på rette spor, når han betegner optøjerne som handlinger fra »diskvalificerede forbrugere«: Mere end noget andet var urolighederne et forbrugeristisk karneval af ødelæggelse, et forbrugeristisk begær, der blev udlevet i vold, fordi det var ude af stand til at virkeliggøre sig selv på den »korrekte« måde ved at shoppe. Som sådan rummede det naturligvis også et moment af ægte protest imod den forbrugeristiske ideologi, hvis budskaber vi bestandig bombarderes med i vores dagligliv: »I ansporer os hele tiden til at forbruge, men samtidig fratager I os muligheden for at gøre det ordentligt så nu gør vi det på den eneste måde, som er tilgængelig for os.« Optøjerne iscenesætter dermed selve sandheden om det post-ideologiske samfund og viser på smertelig håndgribelig vis ideologiens materielle styrke! Problemet med optøjer er ikke deres vold som sådan, men det faktum, at denne vold ikke er virkeligt selvhævdende den er i Nietzsches formulering reaktiv, ikke aktiv. Den er impotent raseri og fortvivlelse, der påtager sig en maske af kraftudfoldelse.

Den er misundelse forklædt som triumferende karneval.

 

Oversat af Niels Ivar Larsen

© Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

”Brød kan ikke stjæles”
(Pelle Erobreren)

Er det bevidst at Niels Ivar Larsen vælger at afslutte Zizeks artikel, om aktivisterne i London, Paris og Madrid, med påstanden om "misundelsen" - en af de syv dødssynder?
Zizek forsætter i originalartiklen sin fabuleren med et godt nok mindre heldigt forsøg på, at adskille opstanden i Europa fra opstanden i Pan-arabien , som han ser mere civiliseret end den europæiske opstand. Det er klart at de samfundsmæssige rammer, den politiske organisering og aktionsmetoderne for opstandene er forskellige i de to verdner, men basalt set er deres krav de samme: Bekæmpelse af korruption, fattigdom, arbejdsløshed, og politistat.
Faktisk er de europæiske aktivister der i deres politiske udvikling, hvor den pan-arabiske opstand ifølge Zizek gerne vil hen:
Da demonstranterne begyndte at diskutere hvordan man kan bevæge sig videre fra blot at protestere, var de fleste var enige om, at det der var brug for, var ikke et nyt parti, eller et direkte forsøg på at overtage statsmagten, men en bevægelse, hvis mål det er at lægge pres på de politiske partier.…den politiske virkelighed.
Det er nu de politiske partier skal se om de kan transformere sig til at omfatte disse fremtidens magthavere, eller måske er den permanente revolution svaret på den permanente økonomiske krise og den multinationale kapitalismes undertrykkelses af arbejdsmarkeder og nationale samfund.
Læs selv resten af Zizek’s “Shoplifters of the World Unite” her:
http://www.lrb.co.uk/2011/08/19/slavoj-zizek/shoplifters-of-the-world-unite

Kim Gram, rigtigt - det bliver ikke bedre, før folket tager partierne tilbage og insisterer på at udvikle politikken decentralt med repræsentanterne som - repræsentanter.

slizek minder eller mere undeforstår vel, at hegel jo lige bør retvendes til materialisme;

-------------------

@peter hansen,

det rækker nok alligevel kun til lappeløsninger.

forbrugerisme i vore dages throw-away-kultur er i sidste instans kun formålsløs afbrænding af materielle ressourcer. Man kunne fristes til at overveje om slet og ret afbrænding faktisk tilfredsstiller de samme underliggende tendenser lige så effektivt? Man kan forbruge en bil på 5 år ved at gå rundt og polere den hver søndag og pænt køre i den resten af ugen, eller man kan forbruge en (andens) bil ved at brænde den af på 10 minutter. Samme psykotiske underliggende mekanisme som at voldtægt jo osse er en slags sex , og at op gennem historien har det været en af de centrale belønninger for erobrende hære.

Jeg forstår og forstår ikke forbrugerisme. Hvis man har noget at bruge produkterne til, er det vel i orden - men hvis man har penge, der brænder i lommen, er det vel ikke i orden bare at fyre dem af. Jeg lever godt med mit gamle 70er-køkken og laver ret meget mad i det, faktisk, selvom pladsen er trang. Jeg synes, at en bil vil være at underlægge sig en økonomisk tvang, jeg ikke ønsker. Mit tøjbudget er måske på 1.000-1.500 om året, fordi mine klædeskabe bugner i forvejen. Til gengæld fyrer jeg nok mere af på mad og drikke end de fleste - og jeg rejser så billigt som muligt, fordi jeg godt vil gøre det så tit, jeg kan.

til forskel fra socialister har astrologer hidtil blot fortolket verden forskelligt, men det som kommer an på er at forandre verden.

Mærkelig artikel set med "jævne" menneskers øjne, her er intellektualitet syret ind i fremmedord og analyser, helt i den teoritiske politiske ånd.

De mennesker som omtales læser sikkert ikke analysen, det er næsten som når vi diskuterer omkring vore nye medborgere her, gad vide hvor mange som læser vore udgydelser.

For mig at se så kan og skal al form for vold bekæmpes i ord og handling, selv håbløshed ændres ikke gennem destruktiv ødelæggelse og handling, derfor uanset fine ord til forsvar for disse handlinger ændrer det intet ved politikken og holdningen bag de årsager som beskrives.
Viggo

Kedelig læsning..

kort sagt: Det er unge der er hamrende ligeglade med samfundet generelt. Det siger dem ikke særlig meget. Samtidige er de blottet for værdier. De brugte mordet som en undskyldning til at gå amok i flok, og samtidig var der en stor risiko for at de kunne slippe afsted med det. Svære er det ikke at forstå.

Niels Ivar Larsen

Kære Zizek-fans Her følger sidste tredjedel af essayet, som det desværre ikke var plads til i avisen. (Det var ikke mit personlige ønske, at det skulle udelades – jeg oversatte naturligvis rub og stub)

Faren er nu, at religioner vil træde ind for at udfylde dette tomrum og genoprette betydningen. Det vil sige, at der opstår et behov for at indplacere optøjerne i en serie, de kan indgå i danne sammen med andre form for vold, som den frisindede majoritet er enige om at opfatte som en trussel mod vores livsform: direkte terrorangreb og selvmordsbomber. I begge tilfælde bliver vold og modvold fanget ind af en dødbringende ond cirkel, der genererer de selvsamme kræfter, som den forsøger at bekæmpe. I begge tilfælde har vi at gøre med blinde passages à l’acte, hvor vold bliver en implicit indrømmelse af afmagt. Forskellen er, at i modsætning til bilafbrændingerne i de parisiske forstæder og de britiske voldsudbrud, som var protester på et nulpunktsniveau, bliver terrorangreb gennemført på vegne af den absolutte betydning, som religionen leverer.

Men var de arabiske opstande så ikke en kollektiv modstandshandling, som slap fri af dette falske alternativ mellem selvdestruktiv vold og religiøs fundamentalisme? Desværre vil den egyptiske sommer i 2011 blive husket som det tidspunkt, hvor revolutionens skæbne blev beseglet og dens frigørende potentiale kvalt. De, som er godt i færd med grave dens grav, er hæren og islamisterne. Vi ser nu konturerne af en pagt mellem hæren (som er den samme gode gamle Mubarak-hær, der var blandt de største modtager af finansiel amerikansk støtte) og islamisterne (der var fuldstændig marginaliserede under opstandens første måneder, men nu vinder hastigt terræn): Islamisterne vil tolerere, at hæren bevarer sine materielle privilegier og vil til gengæld herfor kræve ideologisk hegemoni. Taberne vil blive de provestlige liberale, som er alt for svage trods al den CIA-finansiering, de modtager for at ’fremme demokrati’, men i særdeleshed de virkelige aktører bag Forårets begivenheder – det nye sekulære venstre, som desperat forsøger at organisere et netværk af organisationer i civilsamfundet fra fagforeninger til feministgrupper. Hvad der yderligere komplicerer situationen, er den hastigt forværrede økonomiske situation, der før eller senere vil bringe Egyptens millioner af fattige på gaden – disse var stort set fraværende under Forårets begivenheder, der blev domineret af den veluddannede middelklasseungdom. Denne ny eksplosion vil gentage Forårets eksplosion, bringe den frem til dens sandhed og pånøde de politiske subjekter et barskt valg: Hvem vil det lykkes at blive den kraft, som leder de fattiges raseri og omsætter det til et politisk program – det nye sekulære venstre eller islamisterne?

Den fremherskende reaktion i den vestlige offentlige opinion over for pagten mellem islamisterne og hæren vil uden tvivl blive en triumferende udfoldelse af kynisk visdom: Igen og igen vil vi få at vide, at da det stod klart allerede i (det ikke-arabiske) Iran, at folkerejsninger i arabiske lande altid ender med militant islamisme, så vil Mubarak med tilbagevirkende kraft komme til at fremstå som det langt mindre onde – underforstået, at det altid vil være bedre at holde sig til det velkendte mindre onde end at kaste sig ud uvisse eksperimenter med alt for megen emancipation ... Over for denne kyniske fristelse bør vi forblive ubetinget trofaste over for den radikale frigørelsens kerne i Egyptens opstand.

Dog bør vi også undgå fristelsen til at forfalde til Den Tabte Sags narcissisme og i det minste beundre den sublime skønhed i oprør, der er dømt til at mislykkes. På vore dages venstrefløj vender problemet med »den bestemte negation« tilbage med eftertryk: Hvilken ny positiv orden skal erstatte den gamle, når den dag kommer, hvor opstandens sublime begejstring har lagt sig? Ser vi nærmere på det velkendte manifest fra de spanske indignados (’de indignerede’), venter der os en overraskelse. Det første, der falder i øjnene, er den pointeret upolitiske tone: »Nogle af os ser sig selv som progressive, andre som konservative. Nogle af os er troende, andre ikke. Nogle af os har klart definerede ideologier, andre er apolitiske, men alle er vi bekymrede og vrede over de politiske, økonomiske og sociale udsigter, som vi ser omkring os: Korruptionen blandt politikere, forretningsfolk, bankfolk efterlader os hjælpeløse og ude nogen stemme.« De tilkendegiver deres udtryk for protest på vegne af »umistelige sandheder, som vi bør efterleve i vores samfund: retten til en bolig, beskæftigelse, kultur, sundhed, uddannelse, politisk deltagelse, gratis personlig udvikling, og forbrugerrettigheder til at føre et sundt og lykkeligt liv.« Idet de afviser vold, opfordrer de til »en etisk revolution«: »I stedet for at sætte penge over mennesker, skal pengene igen stilles i menneskers tjeneste. Vi er mennesker, ikke produkter. Jeg er ikke et produkt af, hvad jeg køber, hvorfor jeg køber, eller fra hvem jeg køber.« Hvem vil være aktør for denne revolution? Skønt hele den politiske klasse, højre som venstre, bliver afvist som korrumperet og styret af magtbegær, består manifestet alligevel af en række krav, som rettes til – hvem? Ikke til folket selv: De indignerede hævder (endnu) ikke, at ingen vil gøre det for dem, eller at de selv (for nu at parafrasere Gandhi) bliver nødt til at blive den forandring, de ønsker at se. Det er på dette afgørende punkt, at vi møder den fatale svaghed i deres protester: De er udtryk for et autentisk raseri, som ikke er i stand til at omdanne sig til et minimalt positivt program for sociale og politiske forandringer. De udtrykker ånden i et oprør uden revolution.

Situationen i Grækenland ser mere lovende ud, formentlig på grund af en mere nylig tradition for progressiv selvorganisering. (Denne forsvandt i Spanien efter Franco-regimets fald. Også nationalismen i Grækenland vinder dog fremgang ved at rette sin vrede dels imod EU, dels imod afrikanske indvandrere; Venstrefløjen gør sig til ekko af den nationalistiske vending ved at rase mod EU i stedet for at rette et kritisk blik imod sin egen fortid – f. eks. ved at analysere, hvordan Andreas Papandreous regering repræsenterede et afgørende skridt i etableringen af det græske ‘klientelist’-stat). Men selv i Grækenland synes protestbevægelsen at nå sit højdepunkt i folkets selvorganisering: Demonstranterne opretholder et rum af egalitær frihed uden en central myndighed til at regulere det – et offentligt rum, hvor alle er tildelt samme mængde tid til at tale etc. Når demonstranterne begynder at diskutere, hvad man skal gøre, hvordan man kan bevæge sig ud over protesternes rene form (bør de organisere et ny politisk parti?, osv.), var der blandt flertallet konsensus om, at det, der behøves, ikke er et nyt parti eller et direkte forsøg på at overtage statsmagten, men en borgerbevægelse, der fra civilsamfundet kan lægge et stærkere pres på de politiske partier. Dog er dette tydeligvis ikke nok til at indføre en ny reorganisering af hele det sociale liv – for at gøre dette vil man få brug for et stærkt organ, som kan træffe hurtige beslutninger og føre dem ud i livet med al den nødvendige hårdhed.

© Slavoj Zizek og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Heinrich R. Jørgensen

Mange tak til Niels Ivar (og Slavoj) for denne sidste tredjedel. Dermed kommer der for alvor mening og bid i betragtningerne...

@Niels Ivar Larsen

- burde I egentlig ikke gøre det til en vane at angive, når en oversat artikel forkortes eller redigeres?

Niels Ivar Larsen

@ Steen Sohn

Jo, det bør vi absolut. Det er en ærgerlig fejl, at det ikke skete denne gang. Tanken var at bringe artiklen in extenso på nettet og henvise til i bunden af den forkortede artikel i papiravisen. Dette har vi gjort tidligere, og det vil også være fremgangsmåden fremover ved så substantielle forkortelser.

kh ni

Anders Sybrandt Hansen

@ Bob Jensen skrev "forbrugerisme i vore dages throw-away-kultur er i sidste instans kun formålsløs afbrænding af materielle ressourcer. Man kunne fristes til at overveje om slet og ret afbrænding faktisk tilfredsstiller de samme underliggende tendenser lige så effektivt?"

Det er en interessant pointe, som Jean Baudrillard har udfoldet: Engang opfyldte størstedelen af alle varer menneskelige fysiologiske behov: mad, varme osv. mens størstedelen i dag retter sig mod psyko-sociale ønsker: hvordan ser jeg mig selv, hvordan ser andre mig? De er med til at skabe identitet, en meningsudveksling og omskiftelige hierarkier af god smag.

Det er alt sammen old hat, som ingen kan være uenig i.

Men Baudrillard gik videre ved at påpege, at forældelse i dag er en indbygget kvalitet i varerne - det er ikke meningen, at det, der i dag giver dig status, identitet eller mening, skal kunne holde mere end så-og-så-længe.

Det er dårligt for forbrugerøkonomien hvis ting holder.

I stedet skal værdien forældes og smides ud. Hermed bliver den afbrænding af værdi, du skriver om, Bob, en del af varens kvalitet.

De nordamerikanske indianere havde en lignende tradition in the olden days: Potlatch. En stamme ville producere tæpper og lignende værdier hele året, kun for at brænde dem af, når nabostammen besøgte dem, for at vise, at man var så rig, at man havde råd til at gøre det.

Det gav ære at destruere værdi. Er det den ære, som
de her englændere er udelukket fra i det daglige og nu imiterer?

Søren Schneider

Viggo Okholm skrev:

For mig at se så kan og skal al form for vold bekæmpes i ord og handling, ...

Det første sted at begynde må vel være at tage politiets voldsmonopol fra dem? Man kan jo ikke have et samfund hvor størstedelen af befolkningen er forbudt noget som et mindretal har ret til. Det er vel i bund og grund forskelsbehandling, om det så er 'i den gode sags tjeneste' eller ej. Jeg siger tag dette obskure privilegium fra politiet.

nu er det vel mere eller mindre underforstået:

at det er materialisme, de mener, selv hvis zizek, og en slotsherre, og hegel; udtrykker sig ved brug af ikke-materialisme,
og ikke af hensyn til karriererne og gods og guld