Analyse
Læsetid: 8 min.

Hvem er kongerne af Europa?

Få en del af svaret i morgen aften, når Real Madrid og FC Barcelona tørner sammen i den spanske Supercup. De er favoritterne til årets Champions League, og spørgsmålet er, om der er andre af de store i Europa, der for alvor kan blande sig i opgøret
Otte mål i syv kampe er det blevet til den forløbne måned for Real Madrids tidligere så underpræsterende Karim Benzema. Her er det Leicester Citys målmand, det går ud over under en venskabskamp i sidste måned.

Otte mål i syv kampe er det blevet til den forløbne måned for Real Madrids tidligere så underpræsterende Karim Benzema. Her er det Leicester Citys målmand, det går ud over under en venskabskamp i sidste måned.

Darren Staples

Moderne Tider
13. august 2011

Europæisk topfodbold vågner til dåd i disse uger. De famøse præsæsoner rundtomkring i ligaerne nogle glamorøse, andre mere beskedne går på hæld. Rumlen på transfermarkedet fortsætter måneden ud, og lodtrækningen til det stærkt eftertragtede gruppespil i dette års udgave af Champions League finder sted den 25. august i Monaco kl. 17.45, hvor det ved samme lejlighed afsløres, om det er Xavi Hernández, Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo, der har været Europas bedste fodboldspiller i sæsonen 2010/11. Og aftenen efter, fredag den 26. august, dyster FC Barcelona og FC Porto mod hinanden i UEFA Super Cup på Stade Louis II. Det er nemlig her, sidste års Europa League- og Champions League-vindere støder sammen.

I mellemtiden ruster OB og FCK sig til skæbnesvangre playoff-kampe mod henholdsvis spanske Villarreal og de tjekkiske debutanter fra FC Viktoria Plzen, i håbet om adgang til netop Champions League.

Intet under, at certificerede boldprofeter har kronede dage. Hvem er konger af Europa? Hvem skal vi holde øje med i år? Hvem er på vej op, og hvem er ved at synke ned i glemsel? Det er da nemt nok. Se spansk Supercup søndag aften på Estadio Santiago Bernabéu mellem Real Madrid og FC Barcelona og få svaret. De to spanske klubber deler rollen som kæmpefavorit i årets Champions League. Har de det, der skal til? Er Barça sultne nok? Og kan de andre store i Europa Manchester United, Bayern München, Inter overhovedet stille noget op? Og hvad med den store joker, Manchester City?

Hvad de danske drømme angår, er konkurrencen noget ulige. Det skyldes ikke mindst, at FCK kæmper sig igennem kvalifikationen i UEFA's såkaldte 'Champions route' altså for dem, der har vundet nationale ligaer mens 'striwerne' fra Odense må døje med den hårdere 'League route'. Her er chancen for at trække en top-seeded modstander langt større end i tilfældet FCK, der har alle odds med sig i Parken næste tirsdag. Villarreal, som gæster fynske TRE-FOR Park dagen efter, er derimod et offensivt mandskab i glimtvis verdensklasse.

Alle vil tæve Barça

Til gengæld er miraklernes tid som bekendt ikke forbi. OB rider på en kadence af goodwill og trodsig tro oven på choksejren over græske Panathinaikos i sidste kval-runde. Og så er OB jo i kampform, mens Villarreal endnu mangler at komme helt tilbage i gear efter en lidt doven præsæson. Ordlyden for legitimt storhedsvanvid nu på onsdag må være: Ich bin ein OB'er.

Barcelona er holdet, alle vil slå. Især Real Madrid. På trods af favoritrollen er spørgsmålet dog, om catalanernes trup er for smal. Det var den for så vidt også sidste år, men alligevel sluttede sæsonen med det tredje La Liga-mesterskab i træk og triumfen over United i Champions League. Men i år har Gabriel Milito, Jeffrén Suárez og Bojan Krkic alle forladt klubben, mens man kun har købt Alexis Sánchez. Den 22-årige forward, som er vant til taktiske raffinementer fra Chiles landshold, bliver til gengæld rigtig spændende at følge og helst i et dynamisk parløb med Messi. Thiago Alcantara og Andreu Fontás bliver rykket op fra B-holdet og dermed lander træner 'Pep' Guardiola endnu engang med 20 mand. I skrivende stund er det derfor ekstra vitalt, om Barca er heldige med at kuppe Arsenals midtbanegeneral Cesc Fábregas. Ikke bare nu, men også som langtidsinvestering. Xavi holder jo ikke evigt.

Paradoksalt nok har ærkerivalen ovre i Madrid, José Mourinho, offentligt luftet sit ønske om en lille, men dedikeret trup. Og kravet om intensitet har netop været formlen for en selv efter madrilensk målestok særdeles succesfuld præsæson. Efter Mous eget udsagn er næsten alt forløbet efter planen. Strabadserne begyndte i USA med hårdt arbejde og videnskabelig kropspleje. Siden prøvede man kondien og de nye strategier af mod hold som Hertha Berlin og Leicester City hjemme i Europa, og sluttelig tog man en route på charmeoffensiv i Kina, hvor de totalt ukendte hold Guangzhou Evergrande og Tianjin Teda blev mast og smadret 7-1 og 6-0. Vi skal flere år tilbage, før sportslig målrettethed og kommerciel branding i dén grad er blevet knyttet så godt sammen som i år.

For nu at dvæle ved hvorfor Real Madrid klart må have rollen som Champions League-darling i år: De har gang i en meget interessant tysk-tyrkisk importvirksomhed. Og den helt store åbenbaring i det spanske har ikke været en nyindkøbt galacticos på ublu transfer, men derimod en hidtil underpræsterende fransk boksspiller på 23 år. Karim Benzema er navnet. Han kostede Florentino Pérez 260 millioner tilbage i 2009, og i den forløbne måned har han nettet otte gange i syv kampe. Mon ikke Mou har tildelt Benzema en plads i startopstillingen i Supercup-matchen i morgen aften?

Hurtigst, smukkest, hårdest

Tysk-tyrkiske Mezut Özil har taget madridistas over hele kloden med storm. Özil var sidste sæsons suverænt store oplevelse, ikke mindst fordi han er så moderne en spiller: Her kombineres en flair for at lægge pasninger til den nye, 'falske 9'er' med en lige så viril evne til at brede spillet ud på kanterne. Og sidst, men ikke mindst, at holde et højt tempo i de kombinationer, som trækker på både defensiv og offensiv midtbane. Kort sagt: Özil er en alsidig og elegant spiller.

Og nu har Özil fået, omend ikke direkte konkurrence, så dog følgeskab. Hamit Altintop kommer fra Bayern München, kan spille på begge flanker og er tillige brugbar på både defensiv og offensiv midt. Nuri Sahin, som fodboldmagasinet Kicker kårede til 2010/11-sæsonens bedste spiller i Bundesligaen, er ganske vist aktuelt skadet, men hvis alt går vel, vil han være et perfekt match for Xabi Alonso. For ikke så mange år siden talte man om den hollandske klan i Real. Siden blev det portugiserne (i år er Fábio Coentrao også stødt til), og i årevis har man skreget på spansk hjemavl. Nu er turen så kommet til tysk-tyrkerne.

Zlatan Ibrahimovic har sagt det præcist: Den engelske liga er den hurtigste, den spanske den smukkeste og den italienske den hårdeste. Måler man styrkeforhold i marketingsværdi, er der ingen tvivl. Spanien styrer for vildt. Det gælder både den hjemlige liga og som eksportvare. Bemærk, at når Premier League ofte regnes for verdens bedste, skyldes det ikke mindst professionel immigration. Først var det franskmændene, siden spanierne: Fernando Torres, Alonso, Fàbregas, David Silva. Men lige så klokkeklart hierarkiet er i det spanske, og lige så indlysende Italiens lukkethed om sig selv ser ud lige nu, lige så melodramatisk er der i England og Tyskland. Er det i år, Manchester City bider sig fast i toppen?

Roberto Mancini virker til at have en langt sikrere base end tidligere, og man har nu ved flere lejligheder købt de kedelige, men nødvendige spillere frem for de guldrandede idoler, der er tæt på sidste salgsdato. Og så har City jo lige vundet FA Cup'en, og den tidligere Atletico Madrid-forward, Sergio 'El Kun' Aguero, er kommet til regnvåde Manchester.

Dertil kommer en afgørende lærestreg fra sidste års Barcelona-dominans. For hvad er modtrækket til deres fortryllende tiqui-taca og dynamiske offensiv med Andrés Iniesta, David Villa og Messi? Da det gjaldt, nemlig i Champions League-finalen i maj 2011, faldt United for anden gang på tre år igennem. Catalanerne vandt på noget, der mest lignede en artistisk træningssession: Piggy in the Middle, offside-linjen trukket på en snor henover en høj, høj defensiv og en konstant vekselvirkning af presspil og uendelige pam-pam-pam-kombinationer. Og selvfølgelig en lynende Leo helt i front. Af samme grund taler mange om de små vævre midtbanespillere og ditto forwards af catalansk kaliber, der for alvor har indtaget tronen.

De andre tunge drenge

Men modtrækket er lige så meget en tendens, det er værd at holde øje med: fysikken. Gerne kombineret med teknisk snilde. I dén dagsorden kom Real længere end nogen anden sidste år. Udstyret med en allestedsnærværende og tændt måske for tændt Pepe, en nærmest vulgært fremadstormende Ronaldo, som Morten Bruun har bemærket, og en fandenivoldsk, men dog med tiden tæmmet Sergio Ramos på enten højre flanke eller inde i det centrale forsvar sammen med en anden intelligent Spielverderber, portugisiske Ricardo Carvalho; lige dér har Real Madrid opskriften. Og de ejer Özil og Benzema, vel at mærke.

Sådan er det også med City, der meget vel kan leve højt på en slags FCK møder Real-filosofi i år. Med udskældte Nigel de Jong på midtbanen har Mancini en jernhård indpisker, der sikrer disciplin og struktur i rækkerne og som uden tvivl vil gøre meget for at undgå dumme røde kort i sæsonen. Kære Nigel: Vær rar kun at bruge støvleknopperne og kung fu-sparkene i middelmådige Premier League-opgør!

Hvad resten af de tunge drenge angår, er der ingen tvivl om, at Wesley Sneijder vil gøre en ferm figur på Manchester Uniteds offensive midtbane hvis Ferguson kan kapre ham og til ug fylde tomrummet efter Paul Scholes' exit. Lige så åbenlyst er det også, at samme Sneijder vil være krumtappen i Gian Piero Gasperinis Inter, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at gentage triumfen fra 2010. Kynisk set er det bedste for Inter, at argentinske Javier Zanetti én af de absolut bedste i verden på hans plads endnu ikke har forladt klubben til trods for lukrative tilbud fra både Real og Barca, mens det værste for Milano-klubben er, at Real Madrid i mellemtiden har overhalet dem indenom. Kig på dem. De stiller begge i en angrebsivrig 4-2-1-3, som snildt kan laves om til en noget tungere 4-3-3. Nøglen i den første er Özil for Madrid og Sneijder for Inter, og i den anden er talismanen Pepe, komplet med samurai-ideologi og opildnende kampråb til kammeraterne. Og mens Inters chancer er et åbent kort, er Reals dagsorden klokkeklar: Det gælder om at slå Barca, men for guds skyld ikke på Inter-facon. Også selv om det er noget romantisk sludder, at det ikke vil ske.

Og så er der Bayern München, der p.t. har to spørgsmål blafrende i vinden. Kan de overtrumfe Bundesliga-vinderne fra Borrusia Dortmund, tidens hotte leverandør af stortalenter til den europæiske scene, og kan de installere selvtillid i Franz Beckenbauer-protegegen Manuel Neuer? Den tyske keeper er godt på vej til at blive verdens bedste, og det lover jo godt for konkurrencen i toppen af europæisk fodbold.

Men husk det nu. Svaret om kongeværdighed kommer i morgen aften. Scenen er Bernabéu i Madrid, og hvis ikke Benzema er med fra første fløjt, bliver jeg sur. Ellers er der grund til at være glad, for Champions League er Guds pragtværk på den ottende dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her