Hvorfor skal vi holde fast i EU?

Det demokratiske tomrum i den europæiske konstruktion er for alvor blevet synligt med finanskrisen: Unionen har ikke de politiske redskaber til at omfordele til fordel for de svageste. Og udviklingen hæmmes af en ufrugtbar alliance mellem skræmte politikere og usikre befolkninger. Hvis Europa vil værne om sin egenart, må kontinentet udvikle sin handlekraft, skriver den tyske filosof Jürgen Habermas
Den tyske kansler Angela Merkel er blevet symbolfiguren på den politiske forhaling, skriver Habermas. Stærke redskaber på unionsniveau vil kræve øget deltagelse fra befolkningerne, men Merkel og de øvrige nationale leder vil klare tingene selv.

Den tyske kansler Angela Merkel er blevet symbolfiguren på den politiske forhaling, skriver Habermas. Stærke redskaber på unionsniveau vil kræve øget deltagelse fra befolkningerne, men Merkel og de øvrige nationale leder vil klare tingene selv.

John Thys
13. august 2011

Under indtryk af bank-, gæld- og valutakrisen spørges der nu: Hvorfor skal vi holde fast i EU og tilmed holde fast i målet om en stadig snævrere politisk union? Det oprindelige motiv at umuliggøre nye krige i Europa er jo allerede indfriet. Men i tilknytning til Kant kan vi også forstå den Europæiske Union som et skridt i retning af et politisk konstitutionaliseret verdenssamfund. Og anlægger vi først den synsvinkel, er det muligt at udvikle en ny og overbevisende fortælling.

For at nå dertil er det imidlertid nødvendigt, at det projekt, den politiske elite hidtil har forfulgt bag lukkede døre, får afstukket en ny retningssans, og at der lægges et andet ambitionsniveau i den offentlige debat. Det viger de europæiske regeringer og de europæiske partier beklagelig vis indtil videre tilbage for. I de finansielle strømmes hav klamrer hver en magtperson sig hellere til sin lille oversvømmelsestruede ø af national magt, mens de politiske partier indynder sig over for en populisme, som de med deres tågeindhyllelse af et kompliceret og upopulært tema selv har fremelsket.

Ved den økonomiske fornufts list er grundproblemet nu i mellemtiden bragt for dagens lys: Alle kan se, at eurozonen mangler de politiske kompetencer, som er nødvendige for at harmonisere de forskellige nationale økonomier. Uanset hvordan den nuværende krise overvindes, vil det kun være muligt at råde bod på denne fejl på længere sigt. Den såkaldte euro-pluspagt, hvor de relevante regeringschefer slog ind på de ikke-juridisk bindende aftalers vej, var et helt utilstrækkeligt skridt. Skulle denne pagt vedtaget den 25. marts 2011 som for så vidt griber dybt ind i de nationale kompetencer, mod forventning have fået succes, var prisen blevet en yderligere udhuling af de nationale demokratier. Kort sagt synes et Europa, som er nået frem til en mulig overgang fra en økonomisk til politisk forening, at være standset uafklaret op på tærsklen og holde vejret, stiv af skræk. Hvad ligger der bag?

Det tætte netværk af overnationale organisationer har skabt bekymring for, at den sammenhæng mellem menneskerettigheder og demokrati, nationalstaten borger for, skal gå til grunde og den demokratiske suverænitet blive eksproprieret af globalt selvstændiggjorte eksekutivmagter. Også når det gælder EU, næres defaitismen mere end noget andet af denne betænkelighed: En transnationalisering af folkesuveræniteten er ikke mulig uden indskrænkninger i den demokratiske legitimitet, da folkesuveræniteten nu engang kun kan være forankret i nationalstaten.

Dalende legitimitet

I et demokrati er borgerne som bekendt kun underlagt de love, de selv har været med til at give igennem en demokratisk proces. Denne metode får dels sin legitimationskraft derved, at alle borgere inddrages i de politiske beslutningsprocesser, dels derved, at flertalsbeslutninger (om nødvendigt kvalificerede) bliver knyttet sammen med en deliberativ meningsdannelse. Således sættes et aktivt civilsamfund via statsmagten i stand til at indvirke på egne eksistensbetingelser. Og da det forudsætter et passende spillerum for politisk udformning af levevilkårene, er folkesuverænitet og statssuverænitet begrebsligt sammenhængende størrelser. Men når verdenssamfundets politisk ukontrollerbare kompleksitetsvækst til stadighed fører til, at nationalstaternes handlingsspillerum indskrænkes, bliver vi i medfør af selve demokratibegrebets normative indhold stillet over for en fordring om at udvide de politiske handlekompetencer, således at de rækker ud over de nationale grænser.

I et vist omfang har staterne søgt at kompensere for deres tab af problemløsningsfærdigheder ved at tage tilflugt til de internationale organisationer. Kendsgerningen er dog, at den fremgangsmåde har en omkostning i form af faldende niveauer af legitimitet. Fordi det internationale traktatregime er løsrevet fra den demokratiske legitimitets kæde og de nationalstatsligt etablerede procedurer tørret ud, forstærkes på én og samme tid den politiske nødvendighed af at udvide de demokratiske processer ud over nationalstaten og tvivlen om, hvorvidt dette overhovedet lader sig gøre.

Når den nationale suverænitet bliver indskrænket til fordel for en overførsel af overhøjhedsrettigheder til overnationale organer, må prisen skønt dette ofte sker imidlertid ikke blive, at borgerne umyndiggøres. En sådan overdragelse forudsætter den konstitutionalisering af statsmagten, som sikrer borgerne grundlæggende juridiske rettigheder inden for nationalstaten. De kompetencer, nationalstaten beslutter sig for at afgive eller dele med overnationale organer, må ikke blot formaliseres juridisk de må formaliseres juridisk på demokratisk vis. Den statsborgerlige autonomis spillerum skrumper ikke ind, hvis borgerne bliver inddraget i den overnationale retsregulering igennem en demokratisk proces. Med en territorial vækst i størrelse og en udvidelse af antallet af statsborgere bliver det alene kompleksiteten i menings- og viljedannelsen, der forandres. Om en begrænsning af folkesuveræniteten er der ikke tale, så længe processen selv forbliver intakt.

Kampen for handlekraft

På den anden side lader det internationale netværk, som i mellemtiden er vokset frem, sig kun demokratisere, hvis de velkendte bestanddele fra det nationale demokrati uden tab af legitimitet lader sig sammensætte på ny på andre måder end i nationalstaten. I så henseende er det en lærerig test, som Den Europæiske Union i dag er kastet ud i. Det, som nemlig sættes på prøve, er viljen og evnen hos borgerne, de politiske eliter og massemedierne til at gennemføre det næste skridt i eurozonen og dermed bringe civiliseringen af udøvelsen af det politiske herredømme yderligere et skridt fremad.

Med Den Europæiske Union har der udkrystalliseret sig et politisk konstitutionaliseret fællesskab, som, skønt det ikke har dækning som kongruent statsmagt, alligevel nyder autoritet i medlemslandene. Hvor det civiliserende moment i den europæiske forenings første fase udtrykte sig i fredeliggørelsen af et blodgennemvædet kontinent, manifesterer det sig nu i kampen for at opbygge handlekraft. Således forsøger befolkningerne på et kontinent med svindende politisk og økonomisk vægt at erobre nye handlingsspillerum over for globalsamfundets politiske kræfter og systemtvang. Men de europæiske nationers selvforståelse burde i højere grad søge at tilpasse sig denne situation.

Nyskabelser

Selv om artikel 48 i Lissabon-traktaten (artiklen indbærer, at samtlige medlemsstater skal ratificere traktatændringerne efter deres egne forfatningsmæssige regler, før ændringerne kan træde i kraft, red.), foreløbig står i vejen, forstår jeg indførelsen af unionsborgerskab sådan, at helheden af europæiske borgere som forfatningsmæssigt subjekt står ved siden af staterne. I den gældende Lissabon-traktat viser den delte suverænitet mellem borgere og stater sig allerede i det faktum, at Europa-Parlamentet drages med ind i processer om ændringer i forfatningstraktaten, og at det ved »almindelige lovgivningsprocedurer« står over for Rådet som et ligeværdigt organ.

Denne 'opdeling' af den forfatningsgivende magt forklarer i øvrigt, hvorfor Den Europæiske Union, selv om den i lighed med forbundsstater opererer med et flerniveau-system, ikke bør forstås som en slags ufuldstændig forbundsrepublik. En nationalstat er, også når den indadtil er opbygget føderalt, alene konstitutionaliseret ud fra helheden af sine nationale statsborgere, hvorimod unionen kun er indstiftet af sine borgere i sammenhæng med de til enhver tid allerede konstituerede statsborgerfællesskaber. I forbundsstater beholder forbundets organer kompetencen for fordeling af kompetencer, mens de europæiske institutioner kun kan bevæge sig inden for rammerne af enkeltvise, explicit anviste ansvarsområder. Da medlemsstaterne bevarer magtmonopolet, og unionen ikke selv til fulde har statskarakter, er unionsborgerne heller ikke statsborgere.

Den Europæiske Union skal ikke forstås som en konstruktion, der er blevet stående midt på vejen fra nationalstat til forbundsstat. Den udgør snarere en konstruktion, som er karakteriseret ved to specifikke nyskabelser: Unionsborgerne deler suveræniteten med medlemsstater, der hver især bevarer deres magtmonopol, men som i et vist omfang underordner sig overnationalt vedtagne retsbestemmelser.

Solidaritetens forvandling

Opdelingen af suveræniteten kan være berettiget, for så vidt at EU-borgerne på det europæiske plan har gode grunde til at holde fast i en ligeberettiget rolle for deres stater. Nationalstater er som demokratiske retsstater ikke blot historiske aktører på vejen til en civilisering af det politiske herredømmes magtkerne, men etablerede succeshistorier og levende former af en 'eksisterende retfærdighed' (Hegel). Unionsborgerne har en begrundet interesse i at sikre, at deres respektive egne nationalstater også som medlemsstater kan fortsætte med at varetage den institutionaliserede rolle som garant for lov og frihed. For nationalstaterne er mere end blot legemliggørelsen af den bevaringsværdige nationale kultur; de borger også for en grad af retfærdighed og frihed, som borgerne med rette vil se opretholdt.

Endelig er den statsborgerlige solidaritet også underlagt en formforvandling. I vores scenario vil også denne solidaritet skulle frigøre sig fra fra det nationale niveau, når borgerne i deres rolle som unionsborgere, der vælger og holder parlamentet i Strasbourg ansvarlig, i realiteten skal sætte sig selv i stand til at deltage i en fælles politisk beslutningsproces, der rækker ud over de nationale grænser. Denne overnationale udvidelse af borgernes solidaritet er imidlertid en læreproces, der kun kan finde sted i en passende udvidet civilsamfundsmæssig kommunikationssammenhæng.

En flydende horisont

Dette rum må vokse frem i en gensidig åbning af de nationale offentligheder for hinanden. Vi har ikke brug for andre medier, men for en anden praksis hos de eksisterende. De skal ikke blot beskæftige sig med de europæiske spørgsmål som sådan, men også berette om politiske beslutninger og kontroverser, som de samme temaer udløser i andre medlemsstater. Da Den Europæiske Union indtil videre er drevet fremad af den politiske elite, hersker der frem til i dag en farlig asymmetri mellem folkenes demokratiske deltagelse, hvad deres regeringer fra den subjektivt set fjerne Bruxelles-scene kan 'rage til sig' og unionsborgernes ligegyldighed, ja apatiske afkobling fra de beslutninger, der bliver truffet i deres parlament i Strasbourg.

Efterhånden er det kun højrepopulismen, som tegner karikaturen af nationale storsubjekter, der isolerer sig fra hinanden og blokerer for en transnational demokratisk beslutningsproces. Efter et halvt århundredes indvandring har også de europæiske statsborgerfælleskaber under indtryk af deres voksende etniske, sproglige og religiøse pluralisme udviklet sig til alt andet end kulturelt homogene enheder. Hertil kommer, at internettet og masseturismen gør de nationale grænser mere gennemtrængelige. Den flydende horisont for en over store områder og komplekse livsvilkår delt livsverden må altid drages frem af massemedierne og fyldes ud i en civilsamfundsmæssig kommunikationssammenhæng. Dette kan kun ske inden for rammerne af en fælles politisk kultur og lader sig vanskeligt afhjælpe med lovgivningsmæssige og administrative midler. Men Europa deler en fælles skæbne, og jo mere de nationale befolkninger bliver bevidste om og af medierne bliver bevidstgjorte om hvor dybt beslutningerne i EU griber ind i deres hverdag, i jo højere grad vil deres interesse stige for at gøre brug af deres demokratiske rettigheder som unionsborgere.

Demokratisk omfordeling

Denne 'nedslags-faktor' kan også spores i eurokrisen. Siden 8. maj 2009 har Det Europæiske Råd med sine beslutninger om redningspakker og mulig gældssanering og med sine hensigtserklæringer om harmonisering af konkurrencerelaterede økonomi-, skatte-, arbejdsmarkeds- og socialpolitikker overtrådt en tærskel, bag hvilken der melder sig problemer med fordelingspolitisk retfærdighed. Krisen tvinger et modstræbende Europæiske Råd til beslutninger, som kan belaste de nationale budgetter på hidtil uset vis.

Det turde altså ligge i forfatningens logik, at statsborgere, som må affinde sig med en omfordeling af byrderne hen over de nationale grænser, også i deres rolle som unionsborgere kan påtage sig en demokratisk indflydelse i forhold til det, som deres regeringschef forhandler sig til rette om eller aftaler i en juridisk gråzone. Men dette vil kræve en uddybning af den politiske union og som minimum et 'forstærket samarbejde' mellem medlemmerne af den monetære union. I stedet ser vi, at der fra vores regeringers side det er den tyske kansler blevet selve symbolfiguren på bliver udfoldet en forhalingstaktik og fra de europæiske befolkningers side en populistisk afvisning af det europæiske projekt som helhed.

Denne selvdestruktive adfærd kan forklares ud fra det faktum, at eliten og medierne tøver med at drage de konsekvenser fra forfatningsprojektet, som i dag er indlysende. En paneuropæisk statsborgersolidaritet kan ikke udvikle sig, når sociale uligheder strukturelt gror fast mellem medlemsstaterne, dvs. på tværs af de nationale brudflader. I dag er det ironisk nok under finansmarkedernes pres, at erkendelsen af at have forsømt en væsentlig økonomisk forudsætning i forfatningsprojektet presser sig på. Den Europæiske Union kan kun udvikle sig til et demokratisk retsreguleret overnationalt samfundssystem, hvis den får de politiske styringskompetencer i hænde til at sørge for, at der som minimum inden for Eurozonen kan ske en konvergens af de økonomiske og sociale udviklinger. Unionen må sikre det, som Forbundsrepublikken Tysklands forfatning betegnes som »levevilkårenes ensartethed«.

Denne ensartethed relaterer sig imidlertid kun til den tilladelige variationsbredde i de sociale livsomstændigheder, som er acceptabel ud fra et fordelingspolitisk retfærdighedssyn, ikke til de kulturelle forskelle. Snarere forholder det sig sådan, at midt i en hæsblæsende og fremadskridende globalisering er den socialt underbyggede politiske samhørighed nødvendig, hvis biotopen 'Gammeleuropas' nationale mangfoldighed og unikke kulturelle rigdom overhovedet skal kunne beskyttes imod nivellering af en helt anderledes art.

© Handelsblatt og Information. Bragt efter aftale med Leonhardt & Høier Literary Agency

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

Udgangspunktet for dannelsen og udviklingen af EU var Kul- og Stålunionen, hvis primære mål var at sikre prisaftaler og udjævnede konkurrencebetingelserne mellem medlemsstaternes kul- og stålproduktioner ... og dermed generere økonomisk vækst. Samtidig gav unionen mulighed for at føre kontrol med militære oprustninger, som kunne anvendes til krigsformål, hvorved risikoen for fremtidige, europæiske krige ville kunne minimeres.

Idag, mere end 50 år efter, tjener EU samme formål: Fastholdelse og udvikling af den markedsorienterede kapitalisme, sikring af økonomisk vækst i Europa samt forebyggelse af krigstilstande på det europæiske kontinent (bl.a. ved at føre mere eller mindre offentligt kendte krige i andre verdensdele).

At Habermas forestiller sig muligheder for at dette projekt kan være foregangsobjekt for en solidarisk og fredelig udvikling på globalt plan skal være ham velundt, det er en velkendt traver som i årevis har haft sin pæne postgang i de europæiske landes etablerede, politiske systemer. Og såmænd også i den bedre stillede del af de europæiske befolkninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

EU er godt og skidt!

Som jeg ser det, har Danmark 2 valg:

Blive ved at vaere en del af EU, men de gode og de daarlige ting det giver,

eller

melde sig ud og, blive ledet (laes tyranniseret) af syge organisatoner som DF og ORG!

God soendag!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Til Jette Abildgaard:
Kab du ikke forklare os andre, hvordan EU forhidrer, at vi bliver ledet af DF og Org?
Meget grimt har jeg sagt om EU - men endnu har jeg ikke hævdet, at de afgør, hvem der bestemmer lokalt.
Jeg tror desværre, at du rundt om i europæiske lande vil finde ret mange hemmelige organisationer, der konspirerer om at få magten.
Og hvorfor har EU for resten i givet fald ikke forhindret Italien i at blive ledet af Berlusconi?

EU styrker kapitalens fri bevægelse - med de forandringer, det medfører.
Med mindre, der sker afgørende forandringer i politiken - og det tvivler jeg på, vil ske - vil det fortsat give konkurrence landene imellem på laveste skatteopkrævning, svække fagforeningerne umådeligt (dels på grund af den ubegrænsede indførsel af billig arbejdskraft, dels på grund af, at der ikke er institutioner til at kontrollere kapitalens vandring mellem landene) og underminere velfærdsgoder på andet grundlag end forsikring.
Derfor underdriver Habermas, når han skriver: "En paneuropæisk statsborgersolidaritet kan ikke udvikle sig, når sociale uligheder strukturelt gror fast mellem medlemsstaterne, dvs. på tværs af de nationale brudflader. "
EU tilgodeser ikke paneuropæisk statsborgerstruktur, og institutionen arbejder heller ikke hen imod det. Derfor stiger den sociale ulighed, såvel i de enkelte lande som "på tværs af de nationale brudflader. "

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Jette Abildgaard:
EU og projektets klakører har igennem de sidste mange år arbejdet hårdt for netop at installere en sådan primitiv dikotomi i resterne af de folkelige, demokratiske debatter i Europa: Enten er man for projektet - eller også er man overladt til barbariet. Så dit indlæg demonstrerer vist fortrinsvist at demagogien i vid udstrækning har virket efter hensigten (nemlig at fastholde konstruktionen med afsæt i enfoldig frygt hos de europæiske befolkninger).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Atle Hesmyr

Med mindre valgte representanter, det være sig i nationale parlamenter, EU-parlamentet eller på lavere niveau udrustes med bundne mandater, vil korporativismen blomstre så vildt og villig at 'korruption' bliver et aldeles vakuøst begrep. Demokrati i betydningen folkestyre, vil således være helt at se bort i fra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Jeg forstår ikke en skid af samfulde to sider. Så dem må I vist diskutere uden mig. Hvad betyder fx. “En paneuropæisk statsborgersolidaritet kan ikke udvikle sig, når sociale uligheder strukturelt gror fast mellem medlemsstaterne, dvs. på tværs af de nationale brudflader.”?

Jeg var mindst en time om at læse de to sider, og kunne intet huske eller forstå bagefter. Jeg tror, at han taler om demokratisk underskud, mangel på en europæisk offentlighed/identitet, økonomisk/finansiel central regulering på unionsniveau (eller mangel på samme) og muligvis om ensartet social stratifikation inden for de forskellige nationer (muligvis stater, men regnestykket går vel ud på at få dem til at forsvinde?), altså acceptabelt lige mange (procentuelt) lige fattige i alle lande/nationer - altså et mere homogent ulige Europa. Nå, jeg har nok bare misforstået det hele. Er der ikke en eller anden, som kan forklare mig hvad manden taler om?

På forhånd tak!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

Thora Hvidtfeldt Rasmussen,

Thora – du skriver ”Kab du ikke forklare os andre, hvordan EU forhidrer, at vi bliver ledet af DF og Org?”

EU forhindrer ikke nogen i at goere noget Thora..EU laver love /konventioner (betydningen af disse ord kan findes paa (http://da.wikipedia.org/wiki/Lov_(jura) og http://da.wikipedia.org/wiki/Konvention), som vi…som medlemslande underskriver og, lover at foelge. Jeg har endnu tilgode at se mit faedreland goere lige netop det…altsaa foelge de love de selv underskriver!! Hvis vort lille land rent faktisk fulgte disse love (som de selv har underskrevet og lovet at ville foelge), da ville DF og Org ikke have mulighed for eksitens, da det lige netop er disse love og konventioner der kontant bliver brudt af de to organisationer - altsaa paa samme maade som du skal foelge de love og aftaler du indgaar som privatperson - der er INGEN forskel Thora!!

Videre skriver du: ”Og hvorfor har EU for resten i givet fald ikke forhindret Italien i at blive ledet af Berlusconi?”

Thora, er forskellen paa Berlusconi og det danske regime ikke blot,at Berluconi er hamrende ligeglad med at folk ved hvad han laver og, det danske regime bruger en masse tid og (bl.a. dine) penge paa at daekke over hinanden, i den naïve tro, at den danske befolkning ikke hvad der foregaar??

Og, jamen, selvfoelgelig er der da lignende organisationer i andre lande…Norge f.eks., men Thora, kan det retfaerdiggoere de danske forhold synes du??

Peter Jensen,

Uanset at jeg saa kan kaldes et/en 'klakoere' hjemme hos dig, saa vil jeg til hver en tid vaelge netop EU frem for et fritstaaende land som bliver terroriseret og oedelagt af DF og Org!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

Rettele til,oventaende:

Beklager hvis ovenstaende kom til at lyde forkert..

Love og konventioner som vort land selv er MED TIL at lave, bliver kontant brudt af det danske regime.. altsaa de mennesker som laver lovene, er ogsaa dem der bryder dem!!?? FLOT!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Niels-Holger Nielsen:
Jeg forstår (groft udtrykt) artiklen som et credo for et demokratiseret EU, hvor et forstærket politisk samarbejde kan facilitere et unionsborgerskab som på afgrænsede områder kan retouchere nationale lovgivninger. Altså en art status quo, med håb om bedre vejr og øget demokratisk involvering af borgerne via massemedierne og EU-institutionernes offentlige skueprocesser.

Jeg hæftede mig iøvrigt ved at Habermas med følgende ytring

"Snarere forholder det sig sådan, at midt i en hæsblæsende og fremadskridende globalisering er den socialt underbyggede politiske samhørighed nødvendig, hvis biotopen ‘Gammeleuropas’ nationale mangfoldighed og unikke kulturelle rigdom overhovedet skal kunne beskyttes imod nivellering af en helt anderledes art."

muligvis indskriver sine motiver i en europæisk romantisme, som i struktur slægter dén nationalromantisme, der ellers udpeges som bagstræberisk opponent til et solidarisk EU-projekt, godt og grundigt på. Frygten for 'nivellering' af indgribende karakter er til stede i begge narrativer og konstituerer i begge tilfælde konservatisme.

På den anden side er Habermas flink nok til at vedgå at overstatslige institutioner typisk dræner de demokratiske processer for folkelig indflydelse og i et længere perspektiv fremmedgør stat og civilsamfund. Han er også tilstrækkeligt nobel til at anføre hvorledes EU altid har været 'elitens' projekt og ikke folkenes. Planen og håbet er derfor at det europæiske folk skal 'inddrages' yderligere i EU's livfulde leben og levned. Og at man dermed kan undgå at magtdistancerne fortsat øges.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Jette Abildgaard:
Jeg skrev ikke at du er en klakør, men at klakører længe har arbejdet for at installere det sort/hvide regnestykke, som du hér tager afsæt i og bruger som argument for vort EU-medlemsskab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Jean Thierry:
Relevant præcisering af menneskerettighedernes herkomst. EU har igennem mange år annekteret menneskerettigheder og føjet dem ind i artikler og charters, hvorefter man har blafret med flaget og postuleret at EU er garanten for et humanistisk Europa. Sandheden er imidlertid at EU har været bagstræberisk mht. at indkorporere menneskerettighederne - og at organisationen ikke har haft noget valg; medlemsstaternes ratifikation af diverse menneskerettigheder i FN og ER-regi har tvunget EU til at indkorporere dem i egen traktater. Denne indkorporering sætter imidlertid EF-domstolen i stand til at afbøde for at bestemte sager ikke tilgår den europæiske menneskerettighedsdomstol, således at EF-domstolen kan lave egne fortolkninger af rettighederne. Fortolkninger, som i sagens natur korreleres med EU's øvrige traktatbatteri - herunder arbejdskraftens, varernes og kapitalens frie bevægelighed. Hvorved menneskerettighederne ikke længere står suverænt i forgrunden.

Værd at bemærke er det også at EU ikke løfter blot ét øjenbryn, når medlemslandene af ER og/eller FN får kritik for ikke at efterleve de konventioner, de har tiltrådt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Engelsen

@ Niels-Holger Nielsen m.fl.

Én basal pointe, Habermas kommer med, er denne: Hvis vi fortsat skal have demokrati i fremtiden, så bliver vi nødt til, (1) at have et stærkt politisk EU og (2) EU må være mere demokratisk, dvs. de europæiske borgere må have en faktisk indflydelse på politikken og identificere sig med de ting, der foregår I EU.

Den væsentligste grund hertil er: Demokrati betyder, at befolkningen selv tager de politiske beslutninger (dvs. har reel indflydelse), også beslutninger om økonomi. De selvstændige økonomiske aktører (firmaer, spekulanter mm) er i dag globale ('transnationale'); det betyder, at nationalstaterne ikke er i stand til at kontrollere dem i samme grad som tidligere – hvilket giver de økonomiske aktører en magt, som de ikke havde tidligere (fx flytter de deres produktion til et andet land, hvis de synes, der er for høj en skat det land, de er i). Nationalstaterne er dog stadig helt afhængige af indtægterne fra de økonomiske aktører. Det gør, at de presses til at fx at sætte skatterne ned og generelt slække på kravene til markedet (lavere løn, dårligere arbedsmarkedsregler etc.).

Habermas' pointe er, at dette er udemokratisk – og den eneste måde, hvorpå de demokratiske nationalstater kan genvinde/opretholde deres kontrol over økonomien er ved selv at blive globale (transnationale). Et demokratiseret EU kan være et skridt i denne retning. Hvis altså vi formår at lave fælles arbejdsmarkedspolitik, skattepolitik, finanspolitik – politik, der vel at mærke handler om noget andet og mere end blot at skabe gunstige forudsætninger for markedet, som det typisk er tilfældet i dag.

Altså: Hvis Polen og Danmark havde de samme (helst høje) skatter og (helst retfærdige) arbejdsmarkedsregler – så var der ingen grund til for firmaerne at flytte produktion fra DK til Polen og for polske arbejdere at agere løntrykkere i DK.

Sagt anderledes: Hvis vi i en globaliseret verden vil have demokratiske velfærdsstater på lang sigt, så må de politiske institutioner logisk nok også globaliseres. For ellers kan de ikke politisk være i stand til at styre økonomien.

Det betyder også, at vi som folk må udvikle politiske identiteter, der ikke kun er tilknyttet nationalstaten. Udenrigspolitik må så at sige blive indenrigspolitik: Vi må erkende, at det RENT FAKTISK VEDKOMMER OS OG VORES BØRN OG BØRNEBØRN, hvad der sker rundt omkring i verden. - Vi må basalt set begynde at solidarisere os med landene omkring os for i længden selv at kunne bevare og udvikle demokrati og velfærd.

Alternativet er ifølge Habermas, at vi ikke har demokratisk kontrol over økonomien. Og dette er udemokratisk – et faktum, enhver demokratisk nationalist og EU-skeptiker må tage seriøst.

Dette har intet med Europa-romantik, konservatisme eller lignende at gøre; det er at insistere på demokrati og velfærd i en globaliseret tidsalder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Kære Jette Abildgaard!
Du skriver:
Som jeg ser det, har Danmark 2 valg:
Blive ved at vaere en del af EU, men de gode og de daarlige ting det giver,
eller
melde sig ud og, blive ledet (laes tyranniseret) af syge organisatoner som DF og ORG!

Italien er ledet af Berlusconi - og de er medlemn af EU.
DF og Org eksisterer, på trods af vores medlemsskab - og jeg kan ikke se nogen grund til, at de skulle få mere at få sagt, hvis vi skulle komme ud.
I de andre EU-lande, såvel som i Norge, findes der også grupperinger af hemmelige ultra-højrefolk. Det lader til at være et fænomen uafhængigt af unionen - ikke?
Du har stadig ikke forklaret, hvordan EU forhindrer DF og Org i at "blive ledet (laes tyranniseret) af syge organisatoner som DF og ORG!". Du har for så vidt heller ikke så meget som sandsynliggjort, at der er forbindelse mellem DF og Org - det tror jeg f.eks. ikke, der er; det er jo ikke nødvendigvis sådan, at de foreninger, jeg er imod, har alliancer med hinanden.

Jeg vil til sidst præcisere, at du ikke behøver prædike for mig, at man skal overholde de konventioner, man indgår - og jeg synes heller ikke, at noget som helst bliver retfærdiggjort af, at det også foregår andre steder. Det er såmænd postulatet om, at uden EU ville vi ende i højrefløjens tyrrani, jeg problematiserer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Tak til Søren Engelsen og Niels-Holger Nielsen m.fl.

Jeg måtte også forsøge nogle gange, før jeg fik læst artiklen igennem.

Habermas siger vist, at EU i demokratisk form er nødvendig og forsøger at udlede hvilke ting i nationalstatens vellykkede demokrati der kan overføres til EU. Hans sigte er at styrke EU (da det jo ifølge ham er nødvendigt) og hans ide er at gøre det ved at give det folkelig legitimitet.

Det er et fornuftigt projekt, synes jeg. Hvad kan vi gøre for at få det til at lykkes?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Og for mig er det en uhyre vigtig pointe, at Habermas søger en fælleseuropæisk demokratisk legitimitet, som ikke antaster nationalstaten som garant for lov og ret.

Det er netop hans pointe, at de to statskonstruktioner kan eksistere side om side, hvis den demokratiske proces bliver respekteret hele vejen.

Det var der, 10-øren faldt for mig - det er demokratisk ABC (bilder jeg mig ind) i alle de bøger jeg har kigget i om emnet. Det er ikke mange, men alligevel genkendeligt: Den demokratiske proces giver legitimitet til de ordninger, som de folkevalgte vedtager.

Det er også lige der mange partier tager fejl. Vemstre er ingen undtagelse.

Vi andre har dog også et stort ansvar. Vi borger har en vane med at afvise det, vores ledere fortæller os. Det er en kæå i hjulet på den politiske proces. Vi skylder os selv, at gide lytte til de der politikere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Søren Engelsen:
Jeg har svært ved at se det nye i Habermas' udlægninger; vi har vist hørt det hele før: For at kunne beherske den globaliserede tidsalder(s finansielle ustyrlighed) må den den globale bevidsthed styrkes, især på den politiske front. Og det er vel nogenlunde konservativt at advokere for noget sådant via bibeholdelse og udbygning af en mere end 50 år gammel konstruktion, som i langt højere grad er en del af problemet end en del af løsningen (beklager en så grov opskæring).

I det store og hele retter Habermas' sine forhåbninger mod en art føderalisme, som historisk set er elitær ... og han foreslår basalt set at vi skal håndtere et allerede velkendt forhold (nemlig at verdens stater er (globalt) afhængige af hinanden og at den frie kapital truer de demokratiske processer) på en bestemt, konstitutionaliserende måde. I mine øjne er dette ikke visionært eller konstruktivt, det er præserverende (fsva. EU's rolle som overstatslig konstruktion) og forsigtigt korrigerende (fsva. angår den folkeligt demokratiske involvering). Der er i mine øjne brug for et solidarisk og demokratisk projekt på som internationalt niveau tager et noget andet udgangspunkt end EU og involverer en langt bredere kreds af nationer, med udgangspunkt i folkelige foreninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Atle Hesmyr

Én ting er det demokratiske underskud som er indebygget i EU's poltiske struktur. I tillæg kommer den økonomiske korporativisme.

De franske bøndenes hyppige aksjoner viser hvor ringe substans det er igen av det europeiske fellesskab. Det hele har udartet til et luftslot som er afhengig av en imperialistisk, neo-kolonialistisk omgang med store dele av verdens befolkning.

Hvordan de økonomiske strukturer på ny skal kunde finne bakkekontakten, er ikke enkelt at få øye på. Eventuelle bæredygtige og humanistiske løsninger vil neppe løbe ud af de politiske systemernes topniveauer, for i så tilfælle ville de ha været implementeret for lenge siden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Peter Jensen:
"Der er i mine øjne brug for et solidarisk og demokratisk projekt på som internationalt niveau tager et noget andet udgangspunkt end EU og involverer en langt bredere kreds af nationer, med udgangspunkt i folkelige foreninger"

Det er et meget forståeligt argument. Jeg synes, at du indtil udgangspunktskiftet er helt på linje med Habermas. Så drejer du af. Du er dermed inde på en bakkekontakt for politisk aktion. Og på linje med den lige så klare Atle Hesmyr 00:08.

Jeg tror det er rigtigt set, at denne diskussion handler om, om vi skal frem eller tilbage. Habermas standpunkt er vist, at vi skal frem. Jeg har i mange år været fortaler for, at vi skal tilbage. Men jeg har efterhånden fået et problem med bakgearet:

Når man bakker går der kludder i højre og venstre. Ikke mindst hvis man har en anhænger på slæb. Som Østeuropa. Når man kører frem er der frit og klart valg mellem højre og venstre.

Jeg vil så klart til venstre, at jeg har besindet mig på at køre frem. Det er den eneste chance for at ramme det, man sigter efter.

Tilgiv mit forsøg på at skære min pointe ud i pap for mig selv. Med denne pointe ser jeg Habermas tanker sådan, at EU i en demokratisk håndhævet proces kan skabe ikke bare legitimitet men også social og politisk fremgang og handlefrihed for de lande, der følger med.

Jeg tror det er et nyttigt perspektiv. Perspektivet kunne vel være, at den politiske bevidsthed i et demokratisk vedkommende EU ville skabe selvstændige løsninger og sameksistens i en verden, som skal omstilles til en anden materiel standart.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Det er et to ting jeg aldrig har haft det godt med. Det ene er kogte rosenkål og det andet er Habermas. Jeg får simpelthen lyst at forlade lokalet, hvis der enten lugter af kogt rosenkål eller Habermass navn bliver nævnt. Det forhindrer mig imidlertid ikke i at kunne se flere af JHs enkelpointer som ret skarpe. Jeg mangler simpelthen bare en gedigen syntese på alle øvelserne.
Hvis vi allerede i 70'erne eller da et godt tidspunkt var der - Murens fald - havde samlet kræfterne om at definere, hvad vi mente med den politiske søjle i EU, tror jeg meget kunne have set anderledes ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Jeppe Brogård:
"Når man bakker går der kludder i højre og venstre. Ikke mindst hvis man har en anhænger på slæb. Som Østeuropa. Når man kører frem er der frit og klart valg mellem højre og venstre."

Da ikke hvis man er opvokset på landet? Jeg kan bakke selv meget store traktorer med meget store læs ganske problemfrit - og tro mig; det kender jeg skam også andre som kan. Men bortset fra dét, så opfatter jeg ikke aspirationen om at lade folkelige bevægelser have afgørende indflydelse på udviklingen af de nødvendige internationale samarbejder som regressiv - derimod som progressiv og fremadskuende.

EU i en 'demokratisk håndhævet proces'; det lyder ikke som papudskåret. I mine ører lyder det abstrakt og sværmerisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Pietersen

Det vil koste for meget af den danske velfærd, arbejdsforhold/lønninger med mere at fortsætte i EU

Jeg vil helst ud af EU, og samarbejde med forskellige organisationer på anden vis der kan hjælpe andre lande med at forbedre deres forhold.

"tanken" kunne være tiltalende hvis europas "love, arbejdsforhold, velfærd osv." blev meget a la danmark, men jeg kan ikke se at jeg vil få forbedringer, kun forringelser.

Så, som det ser ud opbygningsmæssigt, må jeg sige nej tak.

men godt nok at få læst lidt på det igen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

Peter Jensen,

Tak, saa tager jeg bare mine klakoerer af, og holder tirsdag o)

Det er muligt du mener, jeg stiller DK's medlemsskab af EU op paa en sort/hvid maade, men Peter....der er nogle ting som ville goere livet lettere for baade DK og sikkert ogsaa andre EU lande og, jeg tror det snart maa vaere paa tide med lidt selvransagelse for disse smaa lande!

Jeg ved godt hvad grundlaget for EU var, men Peter....helt praecist HVORFOR valgte DK at blive en del af EU? Var det ikke netop fordi der var en del (mange) fordele ved netop at vaere medlem og, er det ikke ogsaa saadan, at vort lille land i dag mener, at EU er helt fint hvad goderne angaar, men naar det kommer til at overholde reglerne samt vaere solidariske, saa kniber det gevaldigt!? Faktisk bryder Danmark stort set ALLE EU aftaler!? Jeg er klar over, at andre jher mener, at de internationale aftaler Danmark ikke overholder ikke er EU aftaler! Det er korrekt at Danmark HELLER ikke overholder andre Internationale aftaler, og heller ikke EU afalerne hvilket jo desvaerre er beviseligt!

Svarer det ikke til at du sender dit barn i skole, med den forventning at de skal laere f.eks,. at skrive.....men naar de kommer hjem fra skole, fortaeller de dig, at laereren har lavet undervisningen om, og nu skal ikke laengere at laere at skrive, men du skal selvfoelgelig stadig betale for en dyr skolegang, fordi laereren bestemmer bare selv og, hvis du har problemer med det, da er det DIN skyld....I naboskolen er det noget andet der bliver lavet om...af en anden laerer....og du ville stadig intet have at skulle have sagt?? What a World...altsaa lidt ligesom Danmark er i dag hvor hver eneste offentligt og/eller statsansatte i landet mener at kunne lave deres helt egne love :(

Vaagn op lille Danmark...velkommen til det virkelige liv....et sted vi ALLE skal vaere - paa LIGE vilkaar og nej, Danmark har IKKE ret til flere og bedre goder end alle andre!!!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

Thora Hvidtfeldt Rasmussen,

Rolig nu o)...jeg praediker helt sikkert ikke! Jeg har ingen religion, faar aldrig en, saa preaedikener er ikke hvad jeg bruger.... jeg sagde vist blot at Danmark, paa lige fiord med du...og jeg, skal overholde de love og konventioner de/vi selv aftaler! Er det at praedike synes du, for hvis...saa ja da praediker jeg Thora og, jeg har det fint med det! Hvis du ikke mener DK behoever at overholde de konventioner landet har aftalt og underskrevet, das er det vist DU og ikke jeg der skal forklare Thora...ikke!?

Du skriver "Italien er ledet af Berlusconi - og de er medlemn af EU."

Ja Thora...ligesom Danmark er ledet af lille Lars (eller rettere Pia K.) og Danmark er OGSAA medlem af EU!

Videre skriver du "DF og Org eksisterer, på trods af vores medlemsskab - og jeg kan ikke se nogen grund til, at de skulle få mere at få sagt, hvis vi skulle komme ud."

Thora, - Saa laenge DK er medlem af EU, da eksisterer de love og aftaler som I har indgaaet og, du og jeg HAR fakltisk en beskyttelse mod disse organisationer...naar f.eks. DK udviser Danske og Nordiske statsborgere, da har vi retten til hjaelp - det tafger lang tid, men vi har den. Hvis ikke DK var medlem af EU og, DF/ORG og hvad de ellers hedder blev mere (om muligt) indfiltreret i regeringen end de allerede er, da ville du og jeg ikke have en chance!!!

Vider skriver du "I de andre EU-lande, såvel som i Norge, findes der også grupperinger af hemmelige ultra-højrefolk. Det lader til at være et fænomen uafhængigt af unionen - ikke?"
Ja Thora og, mit svar vil vaere det samme som ovenstaaende! Det er muligt du ikke mener EU er der for dig Thora....undersoeg lidt mere om EU og, spoerg evt paa denne side: http://europa.eu/europedirect/index_da.htm (gratis)...til forskel kan jeg fortalle dig, at du paa Borgerservice i Danmark normalt ikke kan faa dine rettigheder at vide!

Og videre "Du har stadig ikke forklaret, hvordan EU forhindrer DF og Org i at “blive ledet (laes tyranniseret) af syge organisatoner som DF og ORG!”. Du har for så vidt heller ikke så meget som sandsynliggjort, at der er forbindelse mellem DF og Org - det tror jeg f.eks. ikke, der er; det er jo ikke nødvendigvis sådan, at de foreninger, jeg er imod, har alliancer med hinanden."

Hvad EU contr DF og ORG angaar, se mit svar ovenfor og om de er indfiltrerede kan jeg ikke vide. Jeg kan kun se at mange af deres ideologier er de samme, men det er jo muligvis 'bare et tilfaelde' for nu at bruge et udtryk som er rigtigt Dansk...maaske du ved anderledes o)??

Jeg vil til sidst præcisere, at du ikke behøver prædike for mig, at man skal overholde de konventioner, man indgår - og jeg synes heller ikke, at noget som helst bliver retfærdiggjort af, at det også foregår andre steder. Det er såmænd postulatet om, at uden EU ville vi ende i højrefløjens tyrrani, jeg problematiserer."

Det sidste her mener jeg at have svaret paa allerfoerst Thora og...dette er blot en debat Thora...vi taler sammen, har muligvis forskellige meninger, men det er jo netop godt, ikke!? Forestildeig en verden hvor alle var ens og, havde de samme meninger, klaedte sig ens paa og klippede haaret paa den samme maade....altsaa, som jeg har opfattet DF's ideologi! Det kan jo selvfoelgelig godt vaere at det er saadan Danskeren i Danmark gerne vil leve Thora...jeg vil IKKE o)

Hav en god tirsdag...lev livet, smil og vaer glad, hav en mening og husk....baade du og jeg har SAMME rettigheder som ALLE andre i landet og i EU!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Engelsen

@Peter Jensen:

Den vigtigste pointe er, at økonomiske aktører (som ikke altid er lande, men oftest private) netop IKKE er afhængige af at placere sig i et bestemt land; de er hypermobile og placerer sig dér, hvor der er mest rentabelt. Kun egentlige overnationale statsagtige institutioner kan gøre noget ved dette – det er ikke tilstrækkeligt, at landene 'bliver enige', for hvert enkelt land vil primært optimere sine egne borgeres og firmaers kortsigtede interesser som det primære.

Fælles løsninger på fælles problemer bliver først effektive, når fælles institutioner ophæver de enkelte landes særinteresser og tematiserer problemerne SOM fælles. De latterlige klimaforhandlinger illusterer dette perfekt, og logikken er den samme I økonomien: Frem for at fokusere på helhedsløsnger kommer hvert land med deres egne agendaer. Havde vi behandlet det som 'indenrigspolitik', havde dette ikke været et problem .

Hvis det 'konservative' i Habermas' position ligger deri, at han mener, at EU er det mindst urealistiske bud på en institution, der potentielt kan udgøre en demokratisk overnational politisk platform i vores del af verden, så har jeg intet problem med den slags 'konservatisme'. Men 'bevaringen' handler jo ikke om blot at bevare status quo, han vægter jo netop en langt større demokratisering, end den typiske konservative går ind for. En mere præcis betegnelse er for mig at se besindelse på virkeligheden. Eller reform-socialistisk eller slet og ret socialdemokratisk i den klassiske betydning af dette ord.

Jeg er for så vidt enig i, at EU er 'en del af problemet' – stabiliserings-, og liberalisreingskrav, fx, står i vejen for en demokratisering. Det samme kunne man sige om nationalstaterne, de europæiske kulturer og markeder, FN, medierne etc. De er alle en del af problemet, men også nødvendige dele af løsningen.

Hvis du er enig i, at overnationale politiske demokratiske institutioner er nødvendige for at bevare og udvikle demokratiet i en globaliseret tidsalder – har du da et mindre ringe realistisk bud? At tale for nedlæggelsen af EU (hvis det er det, du gør) på denne baggrund svarer lidt for mig at se til at kritisere den førte politik i staten Dk og tale for dens afskaffelse af denne grund, frem for at reformere de nationalstatslige institutioner. “et solidarisk og demokratisk projekt på som internationalt niveau tager et noget andet udgangspunkt end EU og involverer en langt bredere kreds af nationer, med udgangspunkt i folkelige foreninger. “ - er et noget luftigt bud.... Eller er det Verdensrevolutionen, vi skal vente på? :O)

Jeg forsøger vel at mærke ikke at være polemisk her, jeg er helt seriøs... Jeg er meget EU-skeptisk, jeg har blot svært ved at se et – reelt, ikke-utopisk – alternativ. Det skulle lige være at lade velfærdssamfundene og demokratiet gå fløjten; et scenario, der måske er mere realistisk, men ikke ligefrem min drøm af en fremtid for de fremtidige generationer.

DEt er for mig at se et kæmpe problem for den EU-skeptiske venstrefløj, at den ikke formår at fremsætte nogle konkrete bud på en overnational politik. Enten holder man sig til den gode gamle nationalstat, eller også fremhæver man ekstremt abstrakte bud på 'noget helt andet' end det, der er nu. Og man har tendens til at essentialisere EU,tale om hvad EU 'i bund og grund' er, frem for at se denne institution - som alle andre - som en reformerbar størrelse. Det handler selvfølgelig om at inddrage folkelige bevægelser i dette projekt, og EU er selvfølgelig ikke en endestation, men EU og andre regionale overnationale institutioner er et konkret bud på skridt på vejen til den egentlige Utopi, demokratiets og socialismens regulaive ideal: at verden en dag kan blive 'as One'.

Føderalisme er ikke essentielt 'elitært' – Habermas taler jo netop for inddragelsen af borgerne i processen; han kritiserer netop EU's nuværende elitisme og taler for fælles EU-afstemnger osv.. For ham ændrer det bare ikke ved, at en art føderalisme er det klogeste bud på en løsning af en række politiske problemer i dag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Atle Hesmyr

Historisk sett har føderalismen/konføderalismen, så vel teoretisk som ved viktige begivenheter og vendepunkter gennem tiderne, været uløselig forbundet med bundne mandater hos de valgte delegater/representanter. Dersom disse udvalgte -- ofte gennem lodtrekning -- brøt med det mandat de var tildelt av almuen, skulde de bli, og blev i virkeligheden, kallet tilbage og erstattet med, foråbentligvis, mer "tro tjenere".

Slik det politiske liv har artet sig i Europa -- og for så vidt verden for øvrig -- i flere generationer, fortoner noget slikt sig som en fjern tanke. Men så lenge denne tanke forblir blot en tanke -- og fjern dertil -- må vi også være beredt på at demokrati vandes ud som begreb og manifestasjon, helt indtil tyranniet inhenter os, fordi alt har kommet ud av kontrol, "det byråkratiske jernbur" har frarøvet enkeltindividet dets "moralske drivkraft", og ansvaret generelt sett har blivet totalpulveriseret gennem en essensielt sett amoralsk, for ikke at si, direkte umoralsk, økonomisk struktur.

Det kommer ikke til at mangle på vigtige, ja, kanskje skjebnesvangre, valg som må foretaes i de kommende år -- i hver eneste krog af verden, og uafhængig af den enkeltes sosiale position i hierarkiet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

også fortagender såsom eu , gør klogt i

( til forskel fra noget som næppe nogen alligevel mener alvorligt: linær astrologi, hegel’s lære, astrologi, )

meget nøje at holde sig til det communistiske manifest, fællesejeretningens vedtægter og verdenssyn.

til venstre for habermas

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Atle Hesmyr

@ Kim Gram

Vil du anbefale "proletariatets diktatur" i samme åndedrag? Og hvem ville næmere bestemt legemliggøre "den udvalgte klasse", som så alligevel er forudbestemt til at overta hele "butikken"? (i følge din mentor, som nå har været død siden bombingen af Alexandria og udgivelsen av Darwins afslutningsverk).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Peter Jensen: Jeg kan bakke selv meget store traktorer med meget store læs ganske problemfrit - og tro mig; det kender jeg skam også andre som kan.

Nåja, det er helt i orden. Jeg kan da også bakke en traktor med anhænger på. Det er ikke problemet. Men jeg kan ikke samtidig overskue, hvad der er venstre og hvad der er højre i forhold til drejeretningen. Jeg kører på reptilhjernen.

Det er helt i orden, at folkelige bevægelser vil have indflydelse på EU. Det er endda selve forudsætningen for legitimiteten, at såvel bevægelser som deres medlemmer forholder sig til projektet.

Det er det de siger, og deres evne til at indgå i en dialog, som er det afgørende. Hvis man vil ud af EU, så interesserer man sig for lidt for målet med EU til at orke tale om det. Men hvis man vil ud af nogle konkrete snærende ordninger, så forholder man sig til disse ordninger og præger dem. Indtil man skifter fokus til, at man bare vil ud.

Der er opgivelsen til forskel.

Brian. Respekt. Men resultatet af din genlæsning viser, at du stoppede der, hvor du fandt en ting, som du bare afviser. Du har sikkert ret. Men alligevel foreslår jeg, at du prøver at læse videre til du finder noget positivt, som du så kan forholde dig til.

EU er kamp til stregen. Indrømmet. Vi får ingenting foræret og når vi ikke gør en indsats, så ser resultaterne ret skræmmende ud. I den situation bliver det endnu mere fristende, at melde sig ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@atle hesmyr

det må jo selvfølgeligt være bønder og arbejdere

og kunstnere,

som fællesskab

men næppe som en udvalgte klasse, fordi:
der er ingen udvalgt klasse, når målet er det klasseløse samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Pietersen

@Jeppe Brogård

Det kan jeg godt følge dig i, men vi skal fremad, det her cirkus stopper ikke før vi stopper det selv.

Jeg har simpelthen ikke tid til at læse mere end jeg gør, om 14 dage skal jeg igang på universitetet igen, så..

Det ville være skide godt, hvis det gik rigtigt stærkt og det kom alle til gode Jeppe, men det gør det ikke.
desværre

La os nu få en ny regering og komme igang med noget positivt, konstruktivt og fremadrettet politik, til glæde for os alle sammen.

c¨,)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Atle Hesmyr

@ Kim Gram

Slik verden ser ud bliver det en utfordring at forene agendaene til bønder og de andre sociale gruppene du nævner op. I vesten giver den gjængse "proletar" blanke i at bønder i andre verdensdele fordrives fra sine marker, for at arealerne i stedet skal anvendes til "biofuels" og billigst mulige fødevarer i vor overfødde og dekadente kultur.

Der er en meeeget lang vej at gå før nogen som helst slags visjon om et "klasseløst" samfund skal kunde realiseres. I øjeblikket ligger listen på et niveau der det gælder at forhindre total kollaps i biotoper og økosystemer, slik at fremtidige generationer kan slippe at handskes med rent dystopiske tilstande.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Søren Engelsen:
Megakonstruktioner, begået og beregnet for eliten (forstået som storkapitalejere og politiske magthavere) har allerede i sin grundlæggelse, jvf. herunder dine egne kritiske betragtninger, forskertset mulighederne for at blive folkeligt forankret. Folket har jo ikke selv skabt konstruktionen; den er blevet dem udpeget af eliten (jeg opfatter naturligvis folkeafstemningen i 1972 som et (muligvis ufrivilligt) catch 22).

Når jeg anfører at EU grundlæggende udgør et problem for en mangfoldig udvikling af ikke blot Europa, men også dén omverden som EU kraftigt påvirker, så handler det om at selve konstruktionens fundats er central regulering af en lang række politikområder på tværs af landegrænserne - og vi har i praksis set hvorledes en sådan centralisme ikke lader sig forene med socialisme, måske først og fremmest fordi staten qua centralismen taber tilknytning til civilsamfundet - hvorved magtdistancerne uundgåeligt øges. I tilgift er EU funderet på at skabe økonomisk vækst, et paradigme som i høj grad konflikter med den viden vi har om fremtidige (behov for) globale magt- og ressourcenivelleringer. EU skaber jo sin økonomiske vækst via ekspropriation af værdier i andre regioner og verdensdele - og repræsenterer dermed en udvikling, verdenssamfundet i stigende grad bør ønske sig væk fra ... først og fremmest fordi den er repressiv og asocial, men også fordi den virker konflikt- og kriseoptrappende.

For mig at se er de europæiske nationalstater ikke synderligt modne til at indgå i overnationale, føderale konstruktioner; så længe at ingen af dem har magtet at mobilisere reelle demokratier i egen stat, vil betydelig eksport af national suverænitet bringe de respektive nationer endnu længere fra at løse deres (lokale) problemer (Du kender formentligt til adskillige eksempler på tilmed voldsomme problemer/udfordringer iht. demokratiudvikling i de respektive europæiske lande). Af samme årsag insisterer jeg på at de små fællesskaber bringes på fode, nationalstaterne bør primært gøre sig dybere erfaringer med at skabe egne indre balancer og lokale folkedemokratier - men dette udelukker jo på ingen måde mellemstatslige erfaringsudvekslinger, indbyrdes rådslagning og samarbejder etc. på principielt ethvert område. I tilgift, jvf. dén med de folkelige fællesskaber/foreningers involvering i internationalt rettet solidaritet, bør der arbejdes for at genopdyrke grøden af frivillige organisationer som på forskellig vis arbejder for fred, økobalancer, foreningsfrihed, overholdelse af menneskerettigheder m.m. - samt styrke foreningskulturen i Danmark. Herunder naturligvis styrke og demokratisere vort arbejdsmarkedsaftalesystem, for mig at se især fagforbundenes positioner. Og i øvrigt støtte fagretslige samarbejder på internationalt niveau betydeligt mere end tilfældet er i dag. Styrke interessegrupper som arbejder for samarbejde, mellemfolkelighed og humanitet. Støtte og opmuntre politiske bevægelsers internationale samarbejder, styrke partiers internationale samarbejder. I det hele taget øge det politiske livs volumen i de mange, mange sfærer hvor det spiller ind - lokalt, regionalt og nationalt - og naturligvis også udadtil. Den danske stat skal arbejde for at støtte civilsamfundene, ikke ved at overlade disse til markedet og dermed gøre dem afhængige af staten på den kedelige måde. EU er forankret i en blanding af markedsliberalisme og statskapitalisme, hvilket klart reflekterer dén ambivalens man møder sine egne medlemslandes kriser med (og bl.a. derfor er selv moderat, klassisk keynesiansk økonomitænkning nærmest en forkætret køter i kommissionens kølige karlekamre).

Jeg er selvfølgelig klar over at min 'alternative' skitses vej ser lang og mudret ud, men den passer ganske enkelt mit temperament bedre end heftigt hypede, overstatslige pompøsiteter af nærmest megaloman karakter. Og som jeg var inde på, præsenterer Habermas sine prognostik på baggrund af idiosynkratisk dramatisering, omtalt som f.eks. mangel på 'alternativer', langt overvejende fordi han er besjælet af idéen om at stort (den globale finansverden) må mødes af stort (de globale magtkoncentrationer). Jeg tror imidlertid at mangen liden tue udmærket kan vælte stort læs ... og at nationerne i samarbejde kan løse internationale/globale opgaver, også af finansielt regulerende karakter. I denne sammenhæng kan og vil f.eks. organisationer og organer som WTO, IMF, IBRD, ER, FN og diverse regionale netværk og samarbejder af mellemstatslig karakter indgå. EU er ikke en nødvendighed, men et problem i problemet - og er aktuelt grundigt i gang med at demonstrere hvorfor (man vedtager f.eks. 'redningsplaner' som giver adkomst til fortsat spekulation i gældsramte stater). Så vi skal nok, før eller siden, af med den bøvlede kolos; det kræver blot lidt tålmodighed. Lidt demokratisk loyalitet. Sagde kaninen, mens den frafaldt tanken om at lade sig sluge af slangen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Atle Hesmyr

EU har, som De forenede amerikanske stater, laget et infernalsk rot i hele konføderationskonsæptet.

I det politiske vakuumet som sådan har opstået, har nationalismen ynglet siden den europeiske civilisation snublede aldeles på begyndelsen av 1800-tallet. EU eller ei; nationalismen yngler...

Per nu har vår verdensdel pådraet sig en formidabel slak i linen, så vel økonomisk som økologisk og sosialt (dermed taler vi altså om en kulturkrise) -- og denne slak kommer til at blive tung at hale ind. Det bliver ikke tilstrækkelig at sitte å filosofere ved et skrivebord, håbe på "billig mad" i butikkerne, eller plasere sparepengerne i gambling...

Vi har bioregioner som er under et enormt pres, store endringer sker med klima, vækstbetingelser, sygdomsbillede, osv. osv., og udfordringerne vil ikke kunne løses gennem forhåndsprogramerede "fabriktilnærminger" -- om de nå tænkes at tillempes fra EU-hold eller i nationalstatsregi.

Desentralisering peger sig ud som vejen at gå, ikke bare i Europa, men over det hele, sådan som det altid har gjort inden den libertære tradition, med dens manifestationer eksempelvis i antikkens Hellas, middelalderens og renessansens Europa, under Den franske revolution...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Engelsen

@Peter Jensen:

Hvis du med 'folkelig forankring' mener, at en politisk konstruktion nødvendigvis skal komme 'fra neden', så har du jo selvfølgelig ret i, at EU pr. definition er og må være ufolkeligt. Man kan imidlertid rette den samme indvending mod fx staten DK, ville du også kalde den ESSENTIELT elitær og ufolkelig (udemokratisk)? Dvs. principielt ude af stand til at udvikle sig i mere demokratisk og socialistisk retning? DK var startede også som et projekt 'fra oven'. Det lugter lidt af, at dereguleret anarki er eneste løsning i så fald... Demokratisk legitimitet er andet og mere end 'buttom up'-politik. Dels forudsætter selve muligheden for, at folkelig indflydelse kan finde sted i komplekse moderne samfund stærke institutioner, der kan legemliggøre demokratiske procedurer. Netop fordi samfundet er komplekst, er det praktisk umuligt uden. Direkte demokrati er en praktisk umulighed, så snart vi bliver afhængige af mennesker omkring os, som vi ikke er i ansigt-ansigt-møder med. Det kræver institutioner. Og ja, det er en hamrende habermassiansk pointe, men det bliver den ikke nødvendigvis dummere eller mere elitær af.

Dels har langt de fleste mennesker interesse i velfærd. Og hvis det er korrekt, at velfærdssamfund en globaliseret verden forudsætter overnationale politiske institutioner, så er det simpelthen inkonsistent både at ville fastholde nationalstaten som politisk basis og at ville bevare et velfærdssystem. At der skal 'elitære' eksperter som Habermas til at påpege en sådan inkonsistens er måske et ærgerligt faktum. Igen kan vi drage en parallel til klimapolitikken: Folk vil generelt gerne have, at deres børn og børnebørn vokser op på en klode, der er bæredygtig og ikke præget af klimakatastrofer. Men de vil samtidig gerne spise kød i store mængder og have billig benzin. At påpege, at man ikke kan have begge dele på én gang, kan du godt kalde 'elitært', men det ændrer ikke ved, at det nok er et faktum, og at de fleste, hvis de indså dette, ville foretrække et godt klima.

Men ok, du accepterer ikke præmissen om, at der må store politiske institutioner til for at håndtere omfangsrige problemer, der er sågar noget 'megalomant' ved tanken... Her er vi så basalt uenige. I mine øjne er det på ingen måde idiosynkratisk, det er at have de ikke-utopiske briller på. Rent faktisk mener jeg, at det er ret naivt (sorry, det prædikat er ikke særlig konstruktivt, men jeg kan ikke finde på noget andet lige nu og er ikke i humør til at styre mig selv mere end denne parantes...) at tro, at deregulerede systemer skulle kunne håndtere globale problemer; økonomiske, klimatiske, kriminelle, flygtningereaterede etc. Der er masser af erfaringer for, at man netop IKKE bør sætte sin lid til mellemstatslige løsninger – vi har det klassiske hobbesianske dilemma her, hvor alle som det primære meler egen kage, og de fælles løsninger forbliver overfladiske og præget af magtforhold. Men ok, her bliver vi to nok næppe enige....

Central regulering af politik ser du som et essentielt problem? Det svære er selvfølgelig – det medgiver jeg dig – at fastholde, at civilsamfundet 'er med', dvs. identificerer sig med institutionerne. Hele dilemmaet – som jeg med Habermas jo anerkender SOM et dilemma, dog ikke et uløseligt et – er jo, hvordan vi kombinerer konkrete løsninger på globale problemer med et demokrati. Men er kosmopolitisk identitet - verdensborgertanken - principielt umuligt? Det mener jeg ikke; tværtimod tror jeg, at vi efterhånden – med en stigende globalisering af kommunikation – begynder at se konturerne af dens fremkomst. Det urealistiske er at tro, at det vil komme på revolutionær vis, som et kravt 'fra neden', uden at det samtidig støttes af vedvarende reformer af konkret eksisterende institutioner.

Du taler om EU som 'i bund og grund' alt muligt. Men man kan jo lave nye traktater! Man kan lave om I det 'fundament', du antager som 'grundlæggende'. Det er klart, at EU konkret har et økonomisk liberalistisk fundament, som det ser ud lige nu. Men der er intet i vejen for, at man – hvis det politiske pres var til det (fx I form af offensive venstreorienterede europæiske partier og bevægelser!) –, at man kunne lave fælles socialpolitik I EU. Nationalstaterne havde også en tid før velfærdsstaten.

Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke kan udvikle de lokale demokratier sideløbende med de overregionale. Det er en modstilling, jeg simpelthen ikke kan se ræssonnementet. Nationalstatsligt kan man da godt formå at styrke lokale demokratier sideløbende med større instituitioner, så hvorfor skulle det være umuligt I større skala?

Tak for god meningsudveksling, over and out herfra.

MVH

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Selv tak, Søren Engelsen. Det vil næppe overraske dig at jeg ikke er nogen varm tilhænger af Hobbes' naturtilstandseskapader; jeg finder hans idéer om mennesket som et frygtreguleret dyr, der primært kæmper for overlevelse, ære og egen vinding, overtegnede og helt utilstrækkelige. Derfor anerkender jeg naturligvis ikke en argumentation, som befæster sig på Hobbes' filosofi, men vil meget hellere anbefale dig at læse Cormac McCarthy's roman 'The road' (hvis du altså ikke allerede kender den.

Iht. nationalstaten, som jo også er topdownkonstrueret - enig, så er det min opfattelse af dennes medlemmer har bedre forudsætninger for at udvikle nærhed og demokrati i en mindre ramme - hvormed etablering af megarammer (hvor flere interesser og hensyn gør sig gældende, hvilket i betydelig grad virker kompleksitetsforøgende) af føderalt tilsnit blot gør opgaven sværere. Nationalstaten er for mig at se det mindst ringe - og stedet hvor mennesket bedst kan øve sig i de demokratiske dyder og discipliner. Samtidig giver nationalstaterne bedre betingelser for mangfoldigheder, hvilket (også historisk set) virker inspirerende og udviklende på tværs af stater.

Det er korrekt at EU hypotetisk vil kunne producere traktater, som begunstiger nærdemokratier og bidrager til reducerede magtdistancer, men hvorfor har vi så ikke set noget til dette endnu? Udviklingen har jo været den modsatte - og min påstand er altså at dette fravær af demokratiudvikling reflekterer de aksiomer, EU er grundlagt på.

Jeg taler iøvrigt ikke for fuldstændig deregulering eller afskaffelse af enhver overnational institution; jeg er blot kritisk overfor hvad vi institutionaliserer - og hvad(samt hvordan) vi regulerer. Og jeg mener rent faktisk at folkene i bl.a. Europa skal have langt, langt mere indflydelse på hvordan samfundene udvikler sig, end tilfældet er idag. Herunder naturligvis også muligheden for selv at pege på hvilke grader af overnationalitet, som skal til for at løse globale og regionale problemer. Som nævnt kan jeg leve med nationalstatens tyranni og føderale regulering, fordi der er grund til at tro på at den kan udvikle og bære et højt niveau af nærdemokrati - og fordi den principielt (nu taler vi Danmark) ikke er for stor til at det interne meso-niveau fuldstændigt forkætres af blaserthed. En sådan udvikling ser vi jo netop typisk i megastater og gigantbyer.

Iht demokrati, så taler jeg naturligvis for udvikling af et deltagerdemokrati som dels vil kunne møde den stigende anomi, som høje magtdistancer ofte provokerer og dels vil kunne bidrage til øget lighed og større tolerance i de europæiske samfund. Dette finder du naivt, muligvis har du ret. Jeg siger til gengæld at dit alternativ, støtte til EU og et endnu mere naivt håb om at EU kan udvikle sig i en folkelig, nærdemokratisk retning ... og samtidig skifte ham, således at vækst og kapitalismebeskyttelse ikke længere står øverst på dagsordenen, allerede historisk set har vist sig at være (jeg kan desværre ikke på stående fod komme på et mere rammende udtryk:) rent ud sagt udueligt.

Du skriver: "Folk vil generelt gerne have, at deres børn og børnebørn vokser op på en klode, der er bæredygtig og ikke præget af klimakatastrofer. Men de vil samtidig gerne spise kød i store mængder og have billig benzin. At påpege, at man ikke kan have begge dele på én gang, kan du godt kalde ‘elitært’, men det ændrer ikke ved, at det nok er et faktum, og at de fleste, hvis de indså dette, ville foretrække et godt klima."

Hvad får dig til at tro at fjerndemokrati og høje magtdistancer i en føderal, overstatslig institution vil øge menneskers muligheder for at igangsætte en konsonant udvikling, som kan reelt erstatte/ophæve denne disonnans? For mig at se har mennesket bedre muligheder for at iagttage egne handlingers og livsforms mulige kontraproduktioner ved både at kunne iagttage globale/regionale implikationer OG de helt nære ditto af sligt. Omvendt tror jeg at den enkeltes deponering af sin demokratiske handleret og sit demokratiske ansvar i en fjern og overnational repræsentationbidrager til en afskrivning af det meget betydelige ansvar, som udspilles i dennes helt personlige og nære sfære (hvor længe lader jeg vandhanen løbe, hvor mange forbrugsgoder forbruger jeg, hvordan omgås jeg min omverden osv. osv. osv.).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

forslag:

fire hundrede, ved offentlig, almindelige

lodtrækninger, tilfældigt udvalgte mennesker;

udarbejder, bla.a. ved at de bruger crowdsourcing,

forslag til ny eu-forfatning

som så sendes til almindelig folkeafstemning.

anbefalede denne kommentar