Baggrund
Læsetid: 12 min.

Kan man skabe et kønsneutralt barn?

Canadiske Storms forældre, svenske 'Pops' forældre og senest den svenske daginstitution Egalia prøver alle at overskride kønsrollerne og lade børn være børn frem for piger og drenge. Men kan man lave et kønsneutralt barn? Vil man?
Det er en hård sport. Man slår sig, får forrevet neglene, du får sår. Det er ikke så kønt altid, lyder Mads Nielsens (t.h.) forklaring på, at der ikke er nogen piger på skatebanen i Fælledparken.

Det er en hård sport. Man slår sig, får forrevet neglene, du får sår. Det er ikke så kønt altid, lyder Mads Nielsens (t.h.) forklaring på, at der ikke er nogen piger på skatebanen i Fælledparken.

Jakob Dall

Moderne Tider
13. august 2011

Der er én pige på skaterbanen i Fælledparken. Hun er der med sin far, pakket ind i knæbeskyttere, albuebeskyttere, cykelhjelm og tager et par forsigtige skridt på sine inlineskates. Ellers er der ikke en eneste pige på betonen, der er så fyldt af drenge på skateboards, blades og løbehjul, at det er svært at komme til, som Mads Nielsen, 14 år fra Tinglev og på besøg på hovedstadens skaterbaner siger det.

»Det er en hård sport. Man slår sig, får forrevet neglene, får sår. Det er ikke så kønt altid,« siger han og forsøger på den måde at forklare, hvorfor pigerne mest kigger på, når drengene laver deres tricks i stedet for at lave deres egne. 17-årige Malte Husted viser sine sår på underarmen for at understrege vennens pointe. De har ret, det ser ikke for kønt ud.

Men når man lander sin første ollie er alt det lige meget. Og når man lander sin første trayflip, så har man den bedste dag i hele sit liv. »Jeg har landet et trayflip tre gange. Første gang var på min fødselsdag,« siger 11-årige Zofus Tiger, der drejer sit board 360 grader sidelæns med hænderne for at vise, hvordan det skal bevæge sig under fødderne, når man laver det. »Man får det vildeste sug i maven når det endelig lykkes.« Han havde øvet sig i så lang tid. Gjort det igen og igen, i så lang tid, så det har pigerne slet ikke tid til, mener han.

»De skal vel være hjemme en del. For at gøre sig smukke for eksempel,« siger Zofus Tiger og griner lidt. Selv bruger han tiden på de københavnske baner, Helligdommen, Enghave og Fælledparken. Det er her, han har sine venner, her han møder nye det var derfor han begyndte at skate. Og lidt fordi man så har noget fedt at vise sine sønner, når man engang får dem.

Stakkels barn

Skaterbanen er stadig mest for drenge, og det er en af grundene til, at den lille stockholmske daginstitution Egalia bedriver kønsneutral pædagogik. Her hører børnene aldrig 'kom nu drenge, nu spiller vi fodbold'. Eller 'kom nu piger, nu danser vi ballet'.

»Tænk over det,« siger institutionens leder, Lotta Rajalin. »I almindelige institutioner siger man det hver eneste dag flere gange om dagen Her siger vi i stedet: 'Kom nu venner, nu leger vi'.« For at fjerne sig fra stereotyperne, lyder hendes forklaring. For at give børnene lov til at være kvindelige nogle gange og mandlige andre, for at give dem lov til at være vilde og følsomme, generte og skøre.

»Vi forsøger i det hele taget ikke at rubricere og konservere børnene. Vi siger ikke: 'Jamen sådan er han. Han er så vild'. Eller: 'Han er så genert.' Eller: 'Hun er så bestemt'. Ingen af os kan lide af få et stempel på, hvordan vi er, for vi vil være det hele: generte, vilde, søde, smukke, stærke, skøre, kloge og interessante,« lyder Lotta Rajalins synspunkt, som har vist sig at være kontroversielt.

Så kontroversielt, at institutionens leder i foråret politianmeldte to højreekstremistiske hjemmesider, hvor der blev rettet trusler mod institutionen og dens personale efter en artikel i formiddagsavisen Aftonbladet.

Artiklen fik flere tusind kritiske kommentarer på nettet, hvor institutionens pædagogik blev kaldt for et farligt, ekstremistisk og fundamentalistisk eksperiment. Et eksperiment, der er så kontroversielt, at nyheden om Egalia for noget tid siden gik jorden rundt, da man i både Australien, USA, Storbritannien, Danmark og Sverige skrev om Egalia, der foretrækker det kønsneutrale 'hen' i stedet for 'han' og 'hun'; klodser, der står ved siden af køkkenet for at nedbryde barrierer mellem at lave mad og konstruktionslege og læse-højt-bøger, der ikke handler om Snehvide, der bliver reddet af sin prins, men i stedet fortæller om to han-giraffer, der vil have et barn.

I Danmark skrev Anne Sophia Hermansen på sin berlingske-blog, at det virkede, som om et 'fordummende kønshysteri havde hjemsøgt Sverige'.

»Selvfølgelig er der for mange Lego-mænd i kasserne, selvfølgelig skal kvinder presses ind i direktioner og bestyrelser, selvfølgelig skal Rødhætte fortælles, så ulven og jægeren kan være en kvinde, og selvfølgelig er det en fælde at gå hjemme for kvinder, men totalt mindblowing og berigende for manden. Og selvfølgelig skal barnet gå i Egalia. Til det er der vist kun en ting at sige: stakkels barn.«

De stærke reaktioner på Egalia skyldes et feministisk backlash, mener Jo Krøjer, lektor ved RUC med speciale i køn. Det er en reaktion på 70'ernes pædagogiske trend, hvor man lagde vægt på at piger og drenge ikke skal føle sig begrænsede af, at de har det ene eller det andet køn.

»For godt 20 år siden opstod et ønske hos mange forældre og pædagoger om at fejre eller vise, at der er noget, der hedder feminint og maskulint. Forskellene blev opfattet som biologiske og knyttet til en moralsk forestilling om, at man bør give både børn og voksne mulighed for at leve i overensstemmelse med de kønsforskelle, som i den optik er naturlige.«

Det er her vi står i dag. I diskussionen mellem dem, der mener, at man piller ved naturens orden, når man rykker ved kønsrollerne, og dem, der mener, at køn og kønsroller er en konstruktion af det samfund, vi lever i. For hvor går grænsen mellem biologi og kultur? Og kan man overhovedet lave et kønsneutralt barn?

Mænd, der er kvinder

Ikke som verden ser ud i dag, mener Thomas Johansson, professor i socialpsykologi på Göteborgs Universitet og tidligere formand for genuskomiteen. Selv canadiske Storms og svenske 'Pops' forældre vil få svært ved det. For at befri deres barn fra samfundets forventninger til kønsrollen, har de hemmeligholdt Storms og 'Pops' køn.

»Om det er muligt, hvis ikke samfundet præger? Det ved vi ikke. Vi aner ikke, om det er 70, 80, 30 eller tre procent biologi, der afgør, hvordan piger og drenge tænker, føler og agerer,« siger Thomas Johansson, der alligevel mener, at det handler mere om en politisk grænse end en biologisk, når man taler om kønsforskelle. Bare tænk på, at vi på et enkelt århundrede er gået fra et samfund, hvor kvinder ikke havde stemmeret, og hvor kvinder blev kaldt uegnede til intellektuel stimulans, til et samfund, hvor kvinderne er blevet overrepræsenterede på de videregående uddannelser.

I virkeligheden det en klassisk diskussion mellem arv og miljø, siger filosof og forsker ved Aarhus Universitet Lars-Henrik Schmidt, der for nogle år siden rejste diskussionen om pigeskolen. De to positioner kan så stå og råbe ad hinanden.

»Vi konstruerer biologi. Der findes ikke en genetisk determinisme, men det er ikke det samme som at sige, at der ikke er dispositioner. Der er masser af dispositioner, der er nogle, som netop ikke udvikles og nogle nye, der kommer til,« siger Lars-Henrik Schmidt, der mener, det mere handler om de strategier, der bruges i institutions- og uddannelsessystemet.

»Man vælger om vi bruger strategier, som vi traditionelt kan kalde kvindelige eller de mandlige. De kvindelige strategier er i høj grad indrettet på ikke at ville lide nederlag, og de mandlige strategier er indstillet på viljen til sejr. Når det er sagt, findes der mange mænd, der er kvinder, og mange kvinder, der er mænd. De strategier har langt større betydning end en form for genetisk oprindelighed.«

Alligevel kommer vi ikke uden om at sondre mener Lars-Henrik Schmidt. Og derfor er det kønsneutrale barn en utopi.

»Ærkesondringen i vores verden er kønnet, og det har det været siden 1800-tallet, da vi fik to juridiske køn. Selv hvis du lavede en ren pigeklasse, så ville der i den klasse blive delt imellem drengelige piger og de pigelige piger. Det fuldstændig samme sondring ville ske i en ren drengeklasse, hvor man vil sondre mellem de tøsede drenge og drengelige drenge. Den skelnen ligger så dybt i vores kultur, at du ikke kan sige noget som helst om, hvor vidt den er biologisk.«

Hjernen og forskningen

Vi ser, at der er forskelle på pigers og drenges hjerner, lyder det fra Christian Gerlach, dr. psych. og lektor i kognitiv neurovidenskab ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet.

»Men der er ingen, der ved, hvad de reelt betyder,« siger Gerlach, der gjorde forsøget på at finde svaret ved at gennemtrawle så kaldte metastudier, oversigtsartikler, der sammenligner resultater fra alle undersøgelser inden for et område. Det, han fandt frem til, var, at der ud over de forskelle i forhold til den seksuelle reproduktion, eksisterer to forskelle, alle er enige om.

»Der er forskel i den gennemsnitlige udvikling, hvor drengene er lidt bagefter inden de igen har indhentet pigerne i teenagealderen. Og så er drenges hjerner større og indeholder flere celler end pigers hjerner. Det gælder også mænds og kvinders hjerner, også når man tager højde for forskel i kropsvolumen. Men som sagt, der er ingen, der ved, hvad forskellene betyder eller hvilke konsekvenser, det har,« siger Gerlach og forklarer det store fokus, der i de senere år har været på forskelle på drenges og pigers hjerner, med problemer i folkeskolen.

Især tesen om, at piger skulle have større hjernebjælke, det vil sige en bedre forbindelse mellem de to hjernehalvdele, og derved have nemmere ved at sidde stille og koncentrere sig, har fået spalteplads.

»Og så letter det forståelsen, hvis man siger: 'Jamen, sådan er drenge, det er noget med deres hjerner'. Problemet er bare, at det er der ikke noget, der tyder på. I stedet handler det nok snarere om, at vi giver drengene en anden opdragelse. De har lov til at være urolige, og de har lov til at lade være med at rydde op på deres værelser.«

Hjernen er formbar, og hvis man systematisk behandler piger og drenge forskelligt, så kunne man godt få forskellige hjerner, selv om det ikke er biologisk betinget.

»Derfor synes jeg, det svenske eksempel er sjovt. Om ikke andet for at se: Hvad sker der egentlig,« siger Christian Gerlach, der påpeger, at vi alle uden undtagelse præger vores børn i en bestemt retning. På den måde er det, Egalia gør, ikke så forskelligt fra det, der sker hver eneste dag i helt almindelige danske daginstitutioner bare med omvendt fortegn. Vi er bare ikke bevidste om det, mener Gerlach og nævner et af utallige forsøg, der viser, hvordan vi behandler pige- og drengebørn forskelligt lige fra fødslen. Et eksempel er det, hvor der sidder en baby på et tæppe omgivet af pige- og drengelegetøj. Forsøgslederen beder forsøgspersonen kigge efter lille Albert, lederen går ud, og forsøgspersonen begynder at lange drengelegetøj hen til barnet. Hvis forsøgslederen derimod kalder barnet for Alberte, vil det legetøj, barnet får, være pigelegetøj. Forsøgspersonen vil siden forklare sit valg med, at drenge- respektive pigelegetøjet var det, der lå tættest på, også selv om afstanden var den samme.

Forskningen vedrørende kønsforskelle i hjernen er i det hele taget diffus, selvmodsigende, rodet og uden klare konklusioner konkluderede Rebecca Jordan-Young, professor ved Barnard i New York. Igennem 13 år har hun sammenlignet studier om, hvordan testosteron i fosterstadiet påvirker hjernen, og sidste år publicerede hun bogen Brain Storm: the Flaws in the Science of Sex Differences. For eksempel påviste ét studie, der blev gennemført i 70'erne, at mødre, der tog syntetisk østrogen under graviditeten fik drengebørn, der udviste mindre maskulin adfærd, eksempelvis ved at de blev mindre aggressive. Senere påvistes der i et dyreforsøg, at testosteron, der bliver konverteret til østrogen i hjernen, ser ud til at gøre det modsatte, det vil sige at den får hannerne til at opføre sig mere typisk maskulint. Hvorefter endnu et forsøg udført på mennesker viste det samme: At drenge, der før fødslen var blevet udsat for syntetisk østrogen påviste en adfærd, der var mere maskulin ikke mindre.

Kønschok

»Nå, igen,« lyder det efterfulgt af et suk fra speciallæge i psykiatri Gideon Zlotnik, der har skrevet adskillige bøger om piger og drenge og deres hjerner, da han hører om børnehaven Egalia.

»Der har været adskillige af den slags forsøg gennem årene, blandt andet på Island. Det blev ikke nogen succeshistorie,« siger han og forklarer hvorfor:

»Det er altid de kvindelige lederes og pædagogers projekt. Og det er altid pigerne, der skal ligne drengene mere, mens drengene skal tæmmes,« siger Zlotnik, der mener det er forkert. Man risikerer at gøre vold på naturen.

»Der er nogle kønsforskelle, som er biologiske. Og så er der andre, der er resultatet af socialiseringsprocesser, dem kan vi så kigge nærmere på. Men når det er biologisk bestemt, at drenge udvikler sig langsommere både sprogligt, motorisk og intellektuelt så er det, jeg siger, at man gør vold på naturen ved at forlange, at de skal udvikle sig lige så hurtigt som pigerne.«

For Kajsa Wahlström var det nu ikke det, det handlede om, da hun i midt-90'erne begyndte at filme institutionslivet i de børnehaver, hun dengang var leder for. Her så de, hvordan pædagogerne ubevidst men konsekvent forstærkede kønsrollerne i børnegruppen. Et eksempel var der lyden 'øh', som blev udstødt igen og igen, når børnene spiste. Det var drengenes signal, når de ville have noget. Pigerne skyndte sig så at sende smørret eller frikadellerne videre. Filmene viste også, at drengene i høj grad styrede de emner, der blev talt om omkring spisebordet, de styrede selve lydniveauet og de fik mere taletid end pigerne, for pædagogerne stillede dem langt flere følgespørgsmål for på den måde at holde dem i ro.

»Vi var helt ubevidste om, at madroen skete på bekostning af pigerne,« siger Kajsa Wahlström, der dengang var leder for Tittmyran og Björntomten uden for Gävle, som forskere og journalister siden valfartede til dengang.

»Pigerne fik stort set ikke nogen madro, og de talte langt mindre end drengene, fordi de sjældent fik børns og voksnes opmærksomhed i samtalerne,« siger Kajsa Wahlström, der også opdagede forskellen på, hvordan de voksne talte forskelligt til piger og drenge. Hvis en dreng trådte på blomsterne, gav man dem bare et surt blik og sagde kort: Lad være med at gå der. Hvis det derimod var en pige, der gjorde det gav man dem lange forklaringer om de stakkels blomster, der går i stykker.

»I samtaler med piger blev der ofte brugt svære ord, lange sætninger og præcise forklaringer, somme tider så detaljerede, at pigerne havde svært ved at koncentrerer sig. Drengene derimod blev talt til ved hjælp af korte kommandoer og formaninger.«

Dermed frarøver man både piger og drenge halvdelen af verden, mener Kajsa Wahlström. Pigerne får nærhed og empati, mens drengene får alle følgespørgsmål. Det blev smerteligt tydeligt på film.

»De blev mødt med forskellige regler, muligheder og forpligtelser,« siger Kajsa Wahlström og fortæller om en episode, hvor en dreng og en pige havde været ude og fiske. Begge havde en spand med fisk, pigen lidt flere end drengen.

»Til pigen sagde vi med vores allerlyseste stemme: Men hvor er du dygtig, at du har fanget så fine fisk. Og så blev hun spurgt, om det var dejligt at drikke saftevand i båden. Til drengen derimod tog vi den dybe stemme frem: 'Hvilken stor fisker du er. Hvor mange fisk har du? Hvor er du stærk, at du har fået dem op helt selv'. Og så blev der peget og gestikuleret. Der blev spurgt om de skulle tælle, måle og veje dem,« siger Wahlström.

For hvorfor var der ingen, der spurgte ham, om det var hyggeligt at drikke saftevand i båden?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske får man bare enten en 'tomboy' eller en tøsedreng ud af det...

Robert N Gjeertsen

Al erfaring viser at om man starter tids nok kan man skabe lige det barn man vil.. Indtil det bliver 'voksent' og 'man' mister kontrollen . Man kan skabe små sadistiske Hitler-Jugend poder der stikker alt og alle,
børne-soldater der voldtager og dræber i flæng og sikkert også børn der tror de har et andet køn.. Men
HVORFOR ?
Hvad med at lade de små stakler være lidt i fred, de har kun 5 år til de skal i skole og have karakterer !
Får de fred nok for de voksne i den tid finder de som regel selv ud af alt det der .

Johan Svensson

Det er svärt at forudsige hvad der giver börnene mest "fred" - at vedligholde de konventionelle könsstrukturer eller at, som Lotta Rajalin foreslår "give børnene lov til at være kvindelige nogle gange og mandlige andre, for at give dem lov til at være vilde og følsomme, generte og skøre."

Jeg tror personligt at det sidstnävnte förer til at börnerne kommer i bedre kontakt med sig selv ved at ikke blive påfört nogen socialkonstruerede roller , som måske ikke engang er baserede på et bioligisk fundament. I dette tilfelde virker det som om at pädagogiken lägger meget vägt på at börnerne bara får lov til at "väre".

Det virker som et misforstået projekt ikke at acceptere at kønene åbenlyst er forskellige fra hinanden biologisk set.

Ligestillingsvanvid i min bog.

Ligestilling betyder ikke nødvendigvis nivellering eller ujævning, hvis børnene mødes med den kærlighed og støtte der skal til for at give den bedste grobund for udviklingen af et sundt individ.

Kærligheden og støtten, det vil sige intentionen at ville barnet det bedste, er det afgørende, ikke kønspolitikken i en eller anden børnehave.

At acceptere at "kønnene åbenlyst er forskellige(...)" ændrer ikke ved at måden man kommer disse forskelligheder i møde ikke giver sig selv a priori.

I det perspektiv, mit i skrivende stund, betyder din kommentar, Hr. Jan Madsen, ikke det ene eller det andet, men intet.

V.H. Teis.

Jeg er tilhænger af interessen for også drengebørns mere eksistentielle saftevandsdrikkeri under sejladser fra nær og (til) fjern. I det hele taget tror jeg på at nysgerrighed og undersøgelse af hin andens tilstand konciperer samarbejde og tilknytning blandt mennesker. Og sådanne kvaliteter er mig bekendt ret væsentlige for menneskers evne til at indlejre erfaring og viden - samt opdyrke kompetencer og evner som, på trods af den svært omsiggribende vulgærkapitalisering af disse til simple nytteværdikonstruktioner, kan bidrage til at mennesker i handling og væren kommer i de(t) bedst mulige forhold til sig selv og omverdenen.

Som artiklen for mig at se kraftigt antyder, kan der i pædagogisk arbejde iagttages nogle kønsdeterministiske stereotyper og normativer, som ikke alene udgår fra kulturelle narrativer og samfundskonstitueringer i al almindelighed, men også udspringer af de fagprofessionelles individuelle primærsocialisering. Ikke blot hvad angår kønsanskuelser ved vi fra forskningen at f.eks. pædagoger, lærere, sagsbehandlere og sundhedsmedarbejdere ofte tilgår opgaveløsningen ud fra private/personlige erfarings- og meningshorisonter, snarere end rent fagpædagogiske ditto ... men også hvad angår diverse sociale livsbegivenheder/-kriser (skilsmisse, selvmord, vold, misbrug, seksualkrænkelse, arbejdsløshed mv.) varierer tilgangen iht. de fagprofessionelles individuelt erfarede livsverden (Ejrnæs o.a.).

Ovenstående er ikke nødvendigvis udelukkende et problem, men et forhold som udfordrer vore forventninger om hvad socialfaglige indsatser af forskellig konstruktion kan bidrage med. Forestillingen om at der mellem mennesker kan 'leveres' en gensidigt interagerende 'ydelse' som på forhånd er afvejet, opmålt og aftalt i klingende mønt er med selv den allerbedste vilje et illusorisk, teknokratisk håb - som på flere måder skader pædagogisk og didaktisk arbejde. I stedet for at arbejde efter fagprofessionelle principper, som tillader det professionelle at samtale med de private og personlige niveauer i (sam)arbejdsrelationerne, flyttes fokus af i hovedsagen neokapitalistisk inspirerede nyttemaksimer og styringsrationaler til konceptet om den ydre, kvantificerede varelevering. Den fagprofessionelle skal præstere en så personneutral og afmålt ydelse som muligt - og ikke andet. Den professionelle skal ikke kritisk undersøge, vurdere og reflektere sin arbejds(om)gang, men aflevere ydelse i forventningen om mere eller mindre evidensbaseret effekt (hos modtageren). Udgangspunktet er dermed at den fagprofessionelle 'leverer varen' ... og ikke at den sociale interaktion som udgør hjælpen/støtten/vejledningen/læringen etc. er et gensidigt produktivt forhold, som i betydelig grad udfordrer og involverer også den fagprofessionelles personlige og private sfærer. Nyttemaksimet præsenterer sig som mekanisk objektiviserende men dynamisk set insufficient. Den ideologisk inspirerede primitivisering af pædagogikken, som i øvrigt konkret illustreres af bl.a. testprogrammer, individualiserede planer for børn ned til 3 års alderen og de allestedsnærværende BUM-modeller, afskærer således mangen pædagogisk arbejdende for en både fagligt og menneskeligt berigende og mangfoldiggørende, selvkritisk praksis i opgaveløsningen.

Morten Pedersen

Jeg tænker mest over hvad drivkraften er for de mennesker der går op i dette kønsudviskende projekt.
Som humanistiske videnskabsmænd prøver de at konstruere sig frem til en udglatning at det mest fundamentale i vores identitet.
Det kan sikkert godt virke med lidt fernis et stykke tid, men der skal helt sikkert ikke meget rystelse til, så kommer kønnet frem med al dens evolutionære kraft der nok kan rydde et par Ph.d`ers skriveborde med det vuns.
Jeg elsker min mor, min kone, min søster og min datter, så jeg er ikke ude i en kvinde-fornægtende argumentation, dette projekt er bare virkeligheds-fornægtende og lidt ligegyldigt for alle andre end dem der kører ud af denne tangent.

@Teis:

"Kærligheden og støtten, det vil sige intentionen at ville barnet det bedste, er det afgørende"

Jeg er ikke enig. Jeg tænker her på det Engelske udtryk: "The road to hell is paved with good intentions"

Nogle gange kan folk gøre helt vandvittige ting med de bedste intentioner og kærlighed... endda slå ihjæl.

Niels Engelsted

Jeg er bange for, at kønnene er kommet for at blive. Men for det kan man godt få noget godt ud af det.

Hvad er der specielt kønsudviskende ved at møde barnets personlighed der hvor den er, i stedet for med vold og magt at påtvinge de arme unger ens egne kønsstereotyper?

Gu er der da forskel - men forskellene er altså stadig større fra individ til individ end de er fra køn til køn.

olivier goulin

Der er nogle interessante oplysninger i artiklen,

Drengenes tendens til at løbe med al opmærksomheden p.gr.a. deres højrøstede og vilde adfærd, og pigerne til, af samme grund, at blive overhørt og forbigået, kan måske forklare nogle meget åbenlyse forskelle i kønnenes adfærd senere i livet.

Jeg har i hvertfald, med de år på bagen det kræver, efterhånden erfaret, at kvinder generelt er langt mere opmærksomhedskrævende end mænd, og ofte har jeg bemærket, at de, og navnlig når de er alene i en mandeflok, har tendens til at blive manisk højrøstede. Og det er vist også velkendt, at mange kvinder langt op i deres voksne liv, føler sig ignoreret og overhørt af mænd - hvilket nok heller ikke er helt forkert.

Der gemmer sig sikkert flere faktorer i komplekset, men det virker slet ikke mærkeligt, om frøene til dette 'kvindetraume' starter allerede i børnehaven (og hjemmet i forhold til eventuelle brødre) - i.e. i barndommen. Og senere i livet forsøger hun så at kompensere for savnet.

/O

Det er altid en kamp mellem dem, der vil bestemme over andre, og dem, der synes, at alle skal have lige udfoldelsesmuligheder. Det er en langt vigtigere distinktion end køn.

Gunvor Trinderup

Jeg kan ikke se hvordan en nuancering af samfundets konstruerede forforståelser omkring genderforestillingerne er ligestillingsvanvid eller kønsudviskende for den sags skyld. Og jeg hilser bestemt ideen om at ville følge med menneskers egne spor, meget velkomment.

Som jeg opfatter det, så opstår ligheden i vore forskelle - forskelle som ikke nødvendigvis skal forklares, da identitet ”blot” er et minimum som tilhører alle - ikke nogle særligt udvalgte som kulturen udvælger eksempelvis pga. et køn. Og det udelukker jo tydeligvis heller ikke naturens kræfter, eller opfordrer til en enten eller position men stiller i stedet skarpt på den kulturelle kassetænkning og den ofte bekvemmelige kompleksistetsreduktion.

[»Det er altid de kvindelige lederes og pædagogers projekt. Og det er altid pigerne, der skal ligne drengene mere, mens drengene skal tæmmes,« siger Zlotnik, der mener det er forkert. Man risikerer at gøre vold på naturen.]

Zlotnik her, har fx. vældig travlt med at plædere for, at det altid er de andres skyld eller om noget så de kvindelige lederes, pædagogernes og pigernes samt at det jo er fuldstændig forkert i hans ide om positiv særbehandling. Og som ved nærmere undersøgelse ( in the land of Goggle) ditto synes at have en fetish for ordet stakkels drenge, børn og forældre. Kategorier har det med at blive gjort naturlige uden nødvendigvis at være det og skaber blandt andet kunstige kontroverser og pararealitet hvor mange ikke stiller spørgsmålstegn ind i kategoriernes kongsliggørelse.

Ved at danne særstatus via sproglige kategoriseringer såsom ”de stakkels drenge”, ”altid kvindelige ledere og pædagoger”, ” altid pigerne” lukkes der for at se på selv samme mennesker på en mere nuanceret måde. Denne bevægelse applikeres ofte bevidstløst ind i noget komplekst, uden at der samtidig er en bevidsthed om egne fordomme og vanetænkning i spørgsmålet om ligebehandling.

Menneskets utålmodighed med det sammenhængende kaos og virkelighedens tider samt vilkår skaber flade mentale genveje via kategorierne. Men ved også at sidestille kønnene ude i hverdagen med alt muligt andet samt at lade nye associationer få plads, kan der skabes mulighed for at se på de polariserede gender-kategorier, såsom dreng/pige og kvinde/mand, med åbne øjne. Altså at individet dannes i de erfaringslandskaber det går gennem uagtet kategorierne, imens et Vi (k)ærligt følges ad i de spor som subjekter mere eller mindre selvstændigt skaber på tværs af køn, fordomme, vanetænkning.

Niels Bent Johansen

Hvorfor dog skulle man skabe et kønsneutralt menneske?
Ligestilling betyder ikke ensretning, men lige muligheder for at udnytte evnerne, uanset om man er mand eller kvinde.

Det vigtigste er vel at dem som ønsker denne tilgang - får det godt med dem selv og kan føle sig ih-åh så politiske korrekte. Ærgerligt at de tager børnene som gidsler i den sammenhæng.

»Det er altid de kvindelige lederes og pædagogers projekt. Og det er altid pigerne, der skal ligne drengene mere, mens drengene skal tæmmes,« siger Zlotnik, der mener det er forkert. Man risikerer at gøre vold på naturen.

Jeg kunne ikke være mere enig. Der er intet underligt i at et sådan kulturelt eksperiment opstår i Skandinavien. For at bilde sig ind at det ikke handler om kultur er jo absurd.

Men den matriarkalske Skandinaviske kultur accepterer ikke den mandelige kønsrolle.

I den Skandinaviske kultur skal kvinder være mænd, og mænd skal lade være med at stå i vejen.

Denne artikel er vanvittigt tendentiøs. Så tendentiøs, at jeg nærmest vil kalde den en gang lort.

Interviewet med Christian Gerlach er mærkeligt. Har han virkelig sagt sådan til journalisten? Der findes en held del metastudier af forskellene i de to køns mentale evner, og de viser masser af konsistente forskelle. Hvordan kan Gerlach så sige det modsatte? Han anerkender, Gud ved hvorfor, kun to forskelle. Han nævner tesen om, at der skulle være forskel i de to køns hjernebjælke - men netop den tese er temmelig tvivlsom; måske er der virkelig forskel i gennemsnit, men det er ikke sikkert påvist. Så han fokuserer på et af de tvivlsomme resultater, og ignorerer en masse andre mere sikre resultater.
At sige at forskningen vedrørende kønsforskelle i hjernen er diffus, selvmodsigende, rodet og uden klare konklusioner er rent vrøvl. Det kan kun siges af en person, som er forudindtaget imod resultaterne.
Eksemplet med mødre der tog syntetisk østrogen i 1970´erne, er her fremstillet så misvisende, at det er løgn. Der er en hel række af undersøgelser der viser, at de mødre der fik tilskud af østrogen-præparater, fik piger der var mere maskuline end normalt. Dog kommer det an på, præcis hvilket hormonpræparat, der var tale om. Der er mig bekendt ikke fundet virkninger på drengebørn, da de får den pågældende hormonpåvirkning naturligt i forvejen (østrogen omdannes til testosteron i hjernen). Så der sættes en falsk modsætning op mellem et misvisende forsøg og efterfølgende korrigerende forsøg.
Så er der børnehaverne ved Gävle, ledet af Kajsa Wahlström. Her mangler man at fortælle hvad resultatet af den specielle pædagogik her er: nemlig ingenting. Når de små rollinger bliver store nok til at komme i skole, går der ganske kort tid, så har de `genvundet´ de traditionelle kønsmønstre. Virkningen af ligestillingspædagogikken holder kun så længe som børnene er nødt til at tilpasse sig pædagogernes ønsker.
Man kunne i stedet have skrevet noget om de tidlige kibbutzer i Israel, hvor man ligeledes forsøgte en fuldstændig gennemført kønsneutral opdragelse af børnene. Det fik ikke det ønskede resultat. Børnene reagerede imod denne påvirkning og blev ekstra kønstypiske som voksne.

Tænk at Information vil trykke sådan noget tendentiøst vrøvl. Jeg håber at avisen forsøger at skabe balance ved senere at offentliggøre en artikel hvor der argumenteres for det modsatte synspunkt. Sker det ikke, må man konstatere at der er tale om bevidst forvanskning af kendsgerningerne. Det burde Information holde sig for god til.

Kære Uffe Gisuah (og et par andre mandlige kommentatorer ...).

Det kan undre en del at I åbenbart betragter den mandlige kønsrolle som en statisk størrelse, når nu den ganske bevisligt *ikke* er det.

Mine sønner udfylder ganske andre roller end deres fædre. Samme fædre udylder ganske andre roller end deres fædre gjorde - og så videre bagover.

Jeg synes det kunne være ganske givende for debatten, hvis I kunne sætte en finger på et bestemt årstal og sige "dette er Den Mandlige Kønsrolle (TM)", så vi måske kunne argumentere ud fra samme grundlag? Men husk så lige socialgruppe og uddannelsesniveau, når I er i gang, der har nemlig også været betydelige variationer i rolledefinitionerne ud fra stratificering.

Det burde ikke være muligt at argumentere ud fra den slags automatreaktioner i dagens Danmark. Oplysningsniveauet burde være højere end som så ... blandt andet når det gælder forskningen omkring biologisk determinisme.

@ Dana Hansen

Prøv lige at se min kommentar her:
http://www.information.dk/275749#comment-401839

Måske er kønsmønstrene alligevel ikke så foranderlige?

Lige en detalje mere fra børnehaven Tittmyran ved Gävle: Kajsa Wahlström fandt ud af, at drengene havde en dårlig indflydelse på pigerne når de spiste sammen. Pigerne ville hele tiden servicere drengene, dvs. de faldt ind i det traditionelle mønster hvor kvinden opvarter manden. Det ønskede man ikke. Derfor blev man nødt til at indføre et nydt princip om, at drenge og piger skulle spise hver for sig. Så langt rakte princippet om ikke at behandle de to køn forskelligt!!!

Kære Dana Hansen

En automatreaktion - Ja der har du ret.

Jeg udtalte mig med vilje lidt firkantet. Jeg er godt klar over at den Skandinaviske kultur er mere nuanceret end som så.

Jeg reagerer bare stærkt mod et sådan forsøg, som jeg ud fra min forståelsesramme ikke kan se som andet end fejlslagen og feministisk.

Et social deterministisk levn fra 70'erne måske?

Siden jeg burde være bedre uddannet vedrørende biologisk eller genetisk determinisme kan du jo starte med at oplyse mig om hvor du står, og hvad det er for forskning jeg burde kende til.

Med venlig hilsen

Hvad er det Zlotnik siger? Han siger, at drenge og piger skal nærme sig hinanden; men han gør det så firkantet, at det virker manipulerende.

Peter Hansen.
Hvad får dig til at mene, at Zlotnik er firkantet og manipulerende?

Lars Poulsen:

Blot fordi intentioner kan være korrupte gør ikke begrebet uvæsentligt i mine øjne. Hvis ikke (institutionelle) intentioner netop kommer til debat, dvs. udfordres og udforskes, muliggøres stivnen og forvredne værdier.

Min intention er at genindføre følelsernes berettigelse i debatten for ikke at være i deres vold.

Og følelsen synes at være intentionen om at give barnet den bedste mulighed for at udvikle sig med udgangspunkt i at modgå den mærkelige tanke af at man er kun er mand på alle de måder man ikke er kvinde, og omvendt.

Ser du, man taler altid om kønsforskelle og gør et stort nummer ud at pointere de åbenlyse forskelle. Men hvorfor er det så farligt at tale om kønsligheder?

Er vi da ikke meget mere ens end vi er forskellige?

Jeg mener at et af de fornemmeste opgaver for et voksent menneske er at vogte over sine intentioner, specielt når de kommer til opdragelsen af vores børn - en arketypisk magtrelation.

Det er min intention at mindske polarisering og fremhæve ligheder - ikke bare blandt kønnene, men også blandt kulturer, racer og så videre.

Et godt sted at starte er børnehaven.

Verden er fuld af tilsyneladende positive test og eksperimenter.
Men når emnet nu er "Kønsneutrale børn" må forudsættes at disse børn også observeres som unge og senere som voksne for at klarlægge hvorledes "eksperimentet" med kønsneutralitet falder ud ? - skulle man da tro?!?.

Men vi kan frygte eller ved fra alle andre tilsyneladende positive eksperimenter, at resultaterne af disse senere kan blive brugt negativt.
Et af de gyselige var dette fornylige eksperiment hvor et antal religiøse forsøgspersoner blev bedt om at lægge sig i en scanner - og bede til Gud - således at man (det hvide snit-kirurgen?) kunne afgøre i hvilket hjernecenter at religiøsiteten - eller "sjælen" sad.?
Mal selv billedet af eksperimentet færdigt.!!!

Et andet billede af et uskyldigt eksperiment som staten allerede har signeret osse i den grad er dette som i tilfældet her ; de søde og velmenende eksperimenter der blev iværksat af socialministeriet i 1992 - hist og her i landet.
Formålet var "AKTIVERING af bistandsklienter og ledige".
De søde eksperimenter har siden udviklet sig til et aktiverings-helvede der ofte er under heftig beskydning også fra især debattørerne her på Inf.dk som vi så den seneste lange debat om aktivereingscirkuset.
Her er tre titler på artikler fra Information fra den 17 juli til 27 juli med samlet over 220 kommentarer.

-Højtuddannede er utilfredse med aktivering

-Tvungen aktivering gør ledige endnu mere syge

-Kunsten at give hånd

Husk lige at disse ramaskig mod aktivering startede med et sødt lille "Nu skal vi hjælpe dig"

Hvad mareridt det aktuelle eksperiment vil udvikle sig til i virkeligheden vides ikke men - ihvertfald jeg er skeptisk nok til at ane uråd.
Forleden kom Helle Thorning hjem fra Bilderberg-møde og ville have 12 minutter mere hver dag af folkets tid.
"Hvad helvede" tænkte man "Hvilken udsøgt hån; for det er jo al folkets gennemsnitlige daglige "kneppetid" de går efter nu."

"Han nævner tesen om, at der skulle være forskel i de to køns hjernebjælke - men netop den tese er temmelig tvivlsom; måske er der virkelig forskel i gennemsnit, men det er ikke sikkert påvist. Så han fokuserer på et af de tvivlsomme resultater, og ignorerer en masse andre mere sikre resultater."

Christian Gerlach glemmer jo helt at oplyse at kilden til denne idé kommer fra Ann-Elisabeth Knudsen, en cand.mag. i dansk og psykologi, som kalder sig for 'hjernerforsker'.

I en artikel i Kristeligt Dagblad fremturer hun stadig med denne tese - her handler det dog om kønsdelt undervisning:
"
Konsulent og psykolog Ann-Elisabeth Knudsen har været med til at udbrede idéen om kønsadskilt undervisning i Danmark, og hun er varm fortaler for metoden:

”Vi taber en fjerdedel af drengene i skolesystemet. De får ikke nogen uddannelse og havner i mange tilfælde på kontanthjælp. Ved at kønsopdele undervisningen kan vi tage toppen af den skæld ud og de nederlag, mange drenge oplever i folkeskolen. Drenge og piger lærer forskelligt, fordi deres hjerner fungerer forskelligt. Derfor giver det god mening at lave afgrænsede forløb med kønsadskilt undervisning."

Jeg kan desværre ikke lige finde et citat af A.E. Knudsen om dette med hjerneebjælken, men jeg ved at det bl.a. er det hun siger, når hun skal argumentere for, hvordan det dog kan være, at drenge og piger udvikler sig forskelligt.

----

Mere generelt kunne det jo godt være, at der var nogen
drenge som ikke blev set ned på, fordi de hellere ville male, tegne, lave perleplader eller danse end at spille fodbold og at der var nogen piger som ikke blev set ned på, fordi de hellere ville spille fodbold, slås eller løbe stærkt end at lege med perleplader.

---

Og det kunne godt være, at de sensitive kreative drenge måske fik en smule bedre og mere selvværd - det samme naturligvis for de højrøstede såkaldte 'vilde' piger...

Anne Marie Pedersen

Jeg forstår ikke debattører, som mener, at det er mere "naturligt" at behandle piger og drenge forskelligt end ens. Hvor har i dokumentation for, at det giver mere "naturlige" mennesker?

Helt "naturlige" mennesker må jo være mennesker, som slet ikke er socialiseret ind i et samfund. Der er altså tale om børn, som opvokser som vilde uden kontakt til mennesker i en eller anden vildmark eller jungle.

Men den type af mennesker, vil nok ingen kalde for naturlige. Det naturlige for et menneske må derfor være, at komme ind i en social sammenhæng. Og dem findes der mange variationer af verden over. Og køn er så ikke det samme i en afrikans stamme for 500 år siden som i dag på Island. Altså er køn lige som alle mulige andre træk ved os selv tilpassede og plastiske (fx forestilling om menneskerettigheder, humor, religion, fortælleverden, forestilling om retfærdige styreformer vs. tyraner osv.) .

Malene Andreasen

T-gruppen i LGBT Danmark sætter også fokus på dette emne i Copenhagen Pride ved at bære nogle T-Shirts med en tekst! Du må se os på Copenhagen Pride.

@ Anne Marie Pedersen
Jeg år ikke ind for at behandle piger og drenge forskelligt. Det er der nok heller ikke nogen andre her, der gør.
Pointen er en anden, nemlig at når man giver piger og drenge ens betingelser og lige vilkår, så udvikler de sig forskelligt. Der er f.eks. efter alt at dømme medfødt forskel på, hvad de interesserer sig for. Hvis der ikke lægges noget pres på dem, vil de søge hver deres interesser.
Men i den moderne feminismes tidsalder bliver det ikke accepteret. I stedet for at kræve at de to køn skal være lige, kræver man at de to køn skal være ens. Sådan i stil med at der med vold og magt skal være 50 % kvindelige brandmænd og 50 % mandlige sosu-assistenter.
Når så denne idealtilstand lader vente på sig, så konkluderer de politisk korrekte, at det er fordi mændene fortsat undertrykker kvinderne. Den manglende enshed bliver på den måde brugt som bevis på, at mændene generelt er onde. I hele mit voksne liv har jeg fået gentaget det samme mantra: "Du er mand, altså er du et ondt menneske; bøj dig og erkend din synd." "*Du er mand, altså er du et ondt menneske, bøj dig og erkend din synd." " Du er mand, altså . . . ". Uanset hvor meget godt jeg forsøger at gøre i verden, bliver det aldrig anerkendt, for jeg er jo en mand, og mænd er onde, uanset om de måske på overfladen ser gode ud.
Hvis man hele livet igennem har fået at vide, at man er forkert og egentlig burde lave sig om, og at uanset hvor meget man forsøger at være et menneske der gør en positiv forskel, aldrig opnår andet end at blive anset for at være ond - hvis det bliver ved og ved, så får kvinderne og de politisk korrekte til sidst deres vilje - så bliver man virkelig vred og derigennem også ond.
Derfor vil jeg have at alle anerkender, at fra naturens side er de to køn til en vis grad forskellige. I forskellige kulturer kan disse forskelle manifestere sig lidt forskelligt, men i alle kulturer er der væsentlige forskelle. Det vil nogen anse for en uretfærdighed, men sådan er vi skabt fra naturens side, og der kommer intet godt ud af at bruge tvang for at lave om på det.

@ Karsten Aaen.
Vedrørende hjernebjælken: Det er meget muligt at artiklen her henviser til Ann-Elisabeth Knudsen, fordi hun bl.a. fokuserer på forskellen i hjernebjælken.
Hvis en person har en relativt tyk hjernebjælke, så er der antagelig relativt mange forbindelser mellem højre og venstre hjernehalvdel, og det betyder godt samarbejde mellem den venstre hjernehalvdel, der tænker `endimensionelt´ og den højre hjernehalvdel, der tænker i helheder. Et godt samarbejde mellem de to hjernehalvdele anses for at være positivt (mindre tendens til at tænke endimensionelt), og hvis man så kan sige, at kvinder har tykkere hjernebjælke, så er kvinder i en vis forstand `bedre´. Dette kan være en grund til, at Ann-Elisabeth Knudsen vælger at betone forskellen i hjernebjælke. Når man går det nærmere efter, er påvisningen af denne kønsforskel som sagt så usikker, at den er lige ved at være tvivlsom.
Hun nævner kort hjernebjælken her:
http://www.ann-e-knudsen.dk/Anns%20artikler/Artikel%20til%20Pr%E6maturfo...
Nok så meget lægger hun dog vægt på, at den proces, hvor nervetrådene pakkes ind i beskyttende myelin, er forsinket hos drenge i forhold til piger. Samt at drengene specielt er senere i deres udvikling af pandelappen, som er sæde for de fleste sociale færdigheder. Og kønsforskellen på dét punkt er så vidt jeg ved mere sikkert dokumenteret.
Der ligger i Ann-Elisabeth Knudsens fokus på hjernens udvikling en underliggende tendens til at betone, at kvinder i visse henseender er `bedre´ end mænd. Dvs. hvor påstande om hjernen for 100 år siden blev brugt til at hævde, at mænd er kvinder overlegne, er det nu vendt om, så påstande om hjernen bliver brugt til at hævde, at kvinder er bedre end mænd.
Der er kun et lille spring herfra til at sige, at da kvinder er bedre end mænd - f.eks. mere sociale - så vil verden blive bedre, hvis kvinderne overtager styringen. I stedet for at forlange 50 % kvinder i vigtige bestyrelser, kan man bruge det til at forlange mere end 50 % kvinder her. Dén tanke ligger og lurer lige under overfladen. Jeg ved at den tanke ikke er helt fremmed for Ann-Elisabeth Knudsen, og jeg har hørt hende antyde, at det går hun måske i virkeligheden ind for. Men hun er mig bekendt meget omhyggelig med ikke at sige det offentligt.
Så der er én form for feminisme der går ud på, at de to køn fra naturens side er helt ens, og enhver forskel imellem dem må være kulturelt betinget. Hvilket så vidner om at kulturen er uretfærdig og bør laves om.
Og der er en anden form for feminisme der anerkender, at de to køn fra naturens side er forskellige, men sådan, at kvinderne er bedre end mændene, og derfor bør overtage de vigtige poster i samfundet for at gøre samfundet bedre. Konklusionen er den samme: Det mandsdominerede samfund bør laves om. Denne sidstnævnte form for feminisme tales der ikke åbent om, men den ligger og lurer under overfladen.

Anne Marie Pedersen

Kåre Fog

Så kan vi aldrig blive enige. For du har en anden opfattelse af, hvad såkaldte "feminister" er. Nu ved jeg ikke, hvor meget moderne feminisme du har læst - om du har tygget dig igennem Spivak, Haroway eller Butler.

Ingen af dem har et projekt om, at gøre alle lige. De har nogle påstand om, at vi faktisk ikke kan få øje på vores egen forskelsbehandling, hvis ikke vi virkelig gør os umage. Fordi vi er opvokset med dem. På samme måde, som vi først stiller spørgsmålstegn ved vores indretning i hjemmet og villa-arkitektur, når vi kommer ud i verden og ser, at tingene kan se anderledes ud.

Og det er jo også det, der er pointen i artiklen - de voksne ser ikke, at de pr. default spørger piger og drenge om forskellige ting i ens situationer.

Anne Marie Pedersen

Niels Engelsted:

"Jeg er bange for, at kønnene er kommet for at blive. Men for det kan man godt få noget godt ud af det."

Præcis! Så længe man bare ikke tror, at der kun findes to af slagsen ;)

@ Anne Marie Pedersen
Det kan aldrig lade sig gøre at undgå forskelsbehandling.
Mange overvurderer nok i hvilken grad børn formes af opdragelse. De undervurderer i hvilken grad børnenes medfødte personlighed former forældrenes opdragelse af dem.
Antag f.eks. at vi har to drenge, hvoraf den ene er ængstelig og forsigtig, den anden voldsom og uforsigtig (det kunne også være en pige og en dreng). Hvis forældrene siger til den forsigtige: du må ikke gå ud i blomsterne, så adlyder han straks. Forældrene roser ham. Hvis de siger det til den anden, så adlyder han ikke, men går der ud alligevel, og bliver så skældt ud bagefter. Når han igen og igen overtræder forbud, bliver forældrene mere og mere irriterede, og taler til ham med aggressiv og truende undertone. De to børn oplever verden og forældrene helt forskelligt. Hvis forældrene havde ambition om at behandle de to drenge ens, så må de opgive den ambition.
Jeg kan ikke have noget imod at børn så vidt muligt behandles ens. Det er i orden for mig, at pædagogen siger til både piger og drenge: "Hvilken stor fisker du er. Hvor mange fisk har du?" Det gør alligevel ikke den store forskel i det lange løb. Pigerne og drengene vil alligevel hovedsagelig udvikle sig ifølge deres egne indre dispositioner, med mindre der sker ganske særlige, f.eks. traumatiske, ydre omstændigheder.
Det jeg har noget imod, er påstanden om, at hvis pigerne og drengene udvikler et forskelligt forhold til at træde på blomster eller fange fisk, at så skyldes det at de opdrages forskelligt. og især hvis man bruger den påstand til at påstå, at forældregenerationen reproducerer en uretfærdig verdensorden.
Der ligger i feminismen en konstant lurende anklage, hvor man pådutter visse personer (mændene) en skyld for at gøre noget ondt/forkert, selv om årsagerne ligger i menneskers natur og ikke i mænds gustne overlæg. Denne anklage er så ihærdig og bastant, at hvis manden erklærer sig uskyldig i anklagen, bliver hans indvendinger afvist. Han pålægges en evig og uafvaskelig skyld for noget, han ikke har gjort.
Og den holdning hos feministerne, der gør dette muligt, er at de nægter at tro på at de forskelle de fokuserer på kan skyldes medfødte dispositioner.

Anne Marie Pedersen

Kåre Fog

Jeg kan se, at du med dine generaliseringer af feminismen, slet ikke kender til feltet. Der hersker ikke en hovedvej på området. Folk er rygende uenige. Få styr på dine facts. Jeg kan ikke genkende det billede du tegner af den stereotype feminist.

Bohr og Einstein skændtes også så det bragede, sådan er det altså inden for enhvert fagområde.

Og mht. forskelsbehandling så har du ret i, at der selvfølgelig skal gøres forskel på børn pga. deres personlighed. Det er jo det, som hele projektet går ud på!
Problemet er, at der nogle gange kommer automatreaktioner i form af kønsspecifikke responser til børn. Vil du afvise at det kunne finde sted?
Det synes jeg er meget flot hvis du kan - det er bare ikke ret videnskabeligt...

@ Anne Marie Pedersen
Jeg ved da godt at der er mange former for feminisme.
Men i den aktuelle sammenhæng taler jeg om de feminister som ser forskelle mellem de to køns status som tegn på at mænd undertrykker kvinder. Jeg kan vist godt tillade mig at sige, at denne opfattelse tegner hovedstrømningen inden for feminismen.

Jeg har selvfølgelig ikke argumenteret imod at der foregår automatreaktioner. Tværtimod, de er uundgåelige. I eksemplet med den uregerlige dreng bliver det f.eks. hurtigt en automatreaktion, at han bliver mødt med vred skældud hver gang. Jeg hørte engang om en mor, der sagde til drengenes storesøster: "Gå ud og se hvad drengene laver, og sig at det må de ikke!" Det kan da kaldes en automatreaktion.
Jeg tror ikke at det er menneskeligt muligt at undgå automatreaktioner. Hvis pædagogen de første ti gange har konstateret, at drengen bliver stolt og glad ved at få at vide, at han gør noget der er stort eller voldsomt eller farligt, så appellerer hun nok til drengens stolthed også den ellevte gang, uden at tænke nærmere over det. Skal det nu gøres til et stort problem? Jeg tror ikke på at pædagogernes måde at snakke på er årsag til at drengene dyrker det stærke, vilde og farlige. Jeg tror snarere at den omstændighed, at drengene dyrker det stærke, vilde og farlige, er årsagen til at pædagogen snakker på den måde til dem.

Kåre fog:
"der er én form for feminisme der går ud på, at de to køn fra naturens side er helt ens, og enhver forskel imellem dem må være kulturelt betinget. Hvilket så vidner om at kulturen er uretfærdig og bør laves om.
Og der er en anden form for feminisme der anerkender, at de to køn fra naturens side er forskellige, men sådan, at kvinderne er bedre end mændene, og derfor bør overtage de vigtige poster i samfundet for at gøre samfundet bedre"

Denne dobbeltsidede feministiske tilgang har jeg også bemærket, men jeg tror ikke at der generelt er tale om to former for feminisme, men blot en slags opportunistisk prioritering (selvom der måske er enkelte feminister der konsekvent vælger én af tolkningerne).

Når kvinder er i mindretal, i en sammenhæng der anses for at have samfundsmæssig betydning, henføres det som oftest af feminister (og feministisk påvirkede eksperter og politikere) til at være et resultat af skæve kønsstrukturer der skal rettes. Er kvinderne i flertal, i sådanne sammenhænge, er der derimod en større tilbøjelighed til at betragte det som noget naturligt.

Dette ses f.eks. ganske tydeligt i omtalen af kønsfordelingen inden for uddannelsessystemet. I mange år var det en fast fortolkning, at mændenes dominans på universiteterne skyldtes fastlåste strukturer som skulle ændres. Men nu hvor kvinderne dominerer søgningen mod universiteterne, bliver udviklingen ofte fortolket som, at kvinder har større anlæg for teoretiske studier og stillesiddende (!) arbejde. Denne dobbeltsidethed (reelt dobbeltmoral) trives endda udmærket på samme tid, som når visse feminister på én gang kræver kvoter for kvindelige professorer, og samtidig himler op ved enhver tanke om ændringer i optagelsesprocedurerne, såsom øget kvote 2 optag og optagelsessamtaler, som - måske - medfører et større optag af mænd, selvom det sidste intet har med kvoter at gøre.

Anne Marie Pedersen

Kåre Fog

Hvordan ved du, at det er den slags feminister, der er tale om? Har du spurgt dem?

Jeg tror du tager grueligt fejl. Jeg kan da godt forstå, at du ikke kan lide projektet. Jeg kan heller ikke lide maling, hvis jeg kun tror, at det skal bruges til graffiti.

Jeg kender INGEN feminister, der tænker som dig. Kan du skaffe noget dokumentation? Så vil jeg da bestemt gerne læse om den feministiske retning s jeg kan tage afstand fra den?

Imens kunne du måske sætte dig ind i tidens førende feministiske strømninger.

Troels Ken Pedersen

Ja, det her lyder lidt som en kamp mod stråfeminister.

Og hvad angår de strukturelle problemer ifbm. uddannelsessystemet, som Peter Jensen nævner, er de reelle strukturelle problemer blot blevet endnu mere smerteligt tydelige at se af at der er kommet overvægt af kvindelige studerende på mange studier, og har været det i en del år. I de fleste tilfælde slår det nemlig ikke rigtig igennem mht. ansættelser, så den kvindelige overvægt stopper brat ved kandidatniveau.

Jeg skrev:

"Men i den aktuelle sammenhæng taler jeg om de feminister som ser forskelle mellem de to køns status som tegn på at mænd undertrykker kvinder. Jeg kan vist godt tillade mig at sige, at denne opfattelse tegner hovedstrømningen inden for feminismen. "

Det står jeg stadig ved. Denne feministiske opfattelse ligger f.eks. også i Troels Ken Pedersens kommentar, hvor han antager, at de relativt få ansættelser af kvinder over kandidatniveau skyldes "strukturelle problemer". Jeg går ud fra at "strukturelle problemer" er en eufemisme for at den mandlige kultur på en eller anden måde presser kvinder ud af feltet.

Hvad er et køns-neutralt barn? Et barn som ikke har noget køn eller er det mon et barn, en pige eller en dreng, som har lov til at udfolde alle siderne, vi har.

Jeg har stået mange gange i Blockbuster hvor der var en sensitiv grædende dreng, som forældrene skældte ud på. Til gengæld skældte de fleste forældre ikke ud på pigerne når de løb rundt i Blockbuster.

Uanset at der måske er biologisk forskel på de to køn (altså i basis eller fra naturens, skæbnens eller guds side...), må det være sådan at drenge, især sensitive drenge også må ses og blive anerkendt som sådan.
Og det samme gælder selvfølgelig for piger som godt kan lide at klatre i træer....

Faktisk oplever jeg det ikke som et problem i dag at piger godt kan lide at klatre i træer; mine observationer (hvor få og spredte de end er) er nemlig, at det ofte kan være, eller er et problem, at drenge på 4-8 år (eller ældre) hellere vil lave perle-plader, tegne, male, danse, have neglelak på mm. end at pigerne vil klatre i træer.

Det handler ikke om at benægte biologiens betydning, men om at komme videre derfra; give børn og unge og ældre piger og drenge handlemuligheder, så de ved at det er OK for piger f.eks. at blive vrede, eller at det er OK for drenge at danse, gå til ridning, bage eller lave mad.

I en anden artikel (den med cars og hello kitty, tror jeg) handler det bl.a. om to blade der målrettes og markedsføres hhvs. til drenge og piger: Interessant synes jeg det er at det at bage nu skal til (igen) at være en kvindeting. Og det at interessere sig for film og (computer)spil nu (igen) skal til at være en drenge-ting. Især når virkeligheden viser noget helt andet.

John Houbo Pedersen

"Næst efter jernbanedriften er sexualdriften den vanskeligste at styre" men det vil man åbenbart.

Anne Marie Pedersen

Kåre Fog

Hvis man selv lægger argumenterne i munden på modparten, så kan man altid få ret.

Hvis jeg nu mener, at anti-feministers projekt er, at få kvinderne væk fra arbejdsmarkedet og give manden ret til at slå sin kone igen, så får jeg også straks en bedre sag.

Det er bare ikke konstruktivt for dialogen. Den der ikke lytter til andres argumenter og forsøger at dokumentere sine egne påstande har meldt sig ud af dialogen.

Den slags vil jeg mene er farligt for et samfund.

Hele livet har jeg hørt feminister udtrykke, på en eller anden måde, at de ser forskelle mellem de to køns status som tegn på at mænd undertrykker kvinder. Og nu får jeg så pludselig at vide at jeg har hørt forkert. Det har de aldrig sagt. Det siger feminister slet ikke.

Hvaba´??

Alt det jeg har hørt igennem årtier, det er bare indbildning - det er noget jeg har drømt?
Det lyder for mig som der er nogen her der ikke vil stå ved deres meninger.

@Anne Marie Pedersen:
"Jeg kender INGEN feminister, der tænker som dig. Kan du skaffe noget dokumentation?"

Jeg tog den første den bedste feministbog ned fra boghylden . Det er Mette Bom og Nanna Bjerke (2002): Udslag. Heri læser jeg f.eks.:
"- Vi tror ikke på, at forhindringerne bare ligger i vores natur som kvinder. Vi tror på, at mange af dem er skabet af vores kultur, og derfor tror vi også på, at vi kan lave om på dem.
- Der er kvinden på universitetet, der aldrig får en forskerstilling, for slet ikke at tale om et stipendiat, fordi der udelukkende sidder mænd i ansættelsesudvalget, fordi hun ikke har leflet for en af de magtfulde gamle professorer, eller bare fordi de ikke bryder sig om, at der kommer for mange kvinder (og for meget kvindelitteratur) ind på de gamle går gange.
- Vi lever i et samfund, hvor den patriarkalske dominans stadig er stærk, hvor vi dagligt konfronteres med eksempler på uligestilling og sexisme."
Er det ikke rimeligt typiske udsagn som nogenlunde dækker hovedstrømningen i feminismen? Eller tager du afstand fra disse udsagn? Mener du at de fleste andre feminister tager afstand fra disse udsagn?

@John Houbo Pedersen

Hvorfor betyder denne artikel at man vil styre seksualdriften? Kan du ikke lige forklare det lidt nærmere.

Med venlig hilsen

Mette Olesen
Faldt over denne artikel i ingeniøren.
Endnu et eksempel på "Den HVIDE race's åhh så små uskyldige eksperimenter".
I dette tilfælde på børn.
Artiklen er fra 1912.
Dengang fandtes et ord som racebiologi. (I 1921 fik Arrhenius og foreningen den svenske stat til at oprette ”Statens Institut for Racebiologi”.)
Husk også på alle uhyrlighederne, der er udsprunget fra instituttet (og lignende institutter), der efter krigen fik det mere anonyme navn: ”Institutionen för medicinsk genetik”.)

Se desuden mit indlæg her på siden fra 13 august 17:47

Om et eksperimenet med børn fra 1912:
>Væksten af børn perfektioneret af Elektricitet

Et bemærkelsesværdigt eksperiment er udført i en af de offentlige skoler i Stockholm, hvor den mentale og fysiske vækst af børn er blevet kraftigt stimuleret af elektricitet.

Forsøget blev foretaget på foranledning af den fremtrædende videnskabsmand, professor Svante Arrhenius, som for nylig fremsatte den interessante teori, at livet blev spredt gennem universet med bakterier drevet af lystes kraft fra den en stjerne til den anden.

Vægge og lofter på skolen blev beklædt med strømspoler, hvorigennem der blev sendt en højfrekvent strøm. Børnene var derefter i same position i klasseværelset, som jernkernen i midten af en spole. En sådan kerne bliver, som alle ved, stærkt magnetiseret.

Halvtreds børn blev holdt i rummet under den elektriske strøm, mens halvtreds andre med samme gennemsnitlige alder, størrelse og mentale udvikling blev holdt i et tilstødende rum uden elektrisk behandling. Der blev foretaget en omhyggelig sammenligning af vækst og mental udvikling af de to sæt af børn.

Efter 6 måneder havde børn, der havde fået elektrisk behandling en gennemsnitlig vækst på 5 cm, mens dem uden elektricitet kun voksede 3 cm. De elektrificerede børn viste en stigning i vægt og andre former for udvikling i forhold til deres højde.

De elektrificerede børn viste en gennemsnitlig færdighed i deres studier på 92 % og femten endog 100 %. De uelektrificerede børn, var i snit kun 75 % dygtige, og ikke én af dem kom op på 100 %.

De elektrificerede børnene forekom at være meget kvikke, hurtigere og mere aktive. De var mere opmærksomme og langt mindre udsat for træthed. Lærerne fik også overlegne undervisningsevner i det elektrificerede klasseværelse.

Forsøget vil blive videreført, så længe dets gode resultater er tydelige, og man håber på denne måde at producere en race af næsten perfekte børn.

Hvis forsøget giver de resultater, som professor Arrhenius og andre fortalere forventer, vil det være det vigtigste, der nogensinde er gennemført til gavn for den menneskelige race.

Mange fremtrædende videnskabsmænd er på det seneste kommet til den konklusion, at den afgørende kraft i livet, der aktiverer alle levende dyr og planter, enten er elektricitet eller en kraft, der ligner den, så det er umuligt at skelne mellem de to. En tilstrækkelig dosis af livskraften frembringer et perfekt dyr eller plante, mens en mangelfuld dosis efterlader en svag og syg skabning, der ikke kan udfylde sin plads i naturen.

Hvis elektricitet er liv, så er det klart, at det vil fremme perfekt udvikling.

Problemet er, hvordan man overfører kunstigt produceret elektricitet til kroppen, så det fremmer livet, og det synes at have været løst i Stockholm.

Professor Berthelot, den berømte franske kemiker, har med stor succes fremmet væksten af planter med elektricitet.

Den amerikanske regering øger nu høstudbyttet ved hjælp af elektrisk strøm, men i dette tilfælde kan resultaterne måske også delvist tilskrives varme.

Luther Burbank, den amerikanske botaniske “troldmand”, har vist, hvordan erfaringerne fra planter kan anvendes på mennesker. Han har beskrevet, hvordan han ville producere en race af perfekte børn ved omhyggelig udvælgelse og under absolut hygiejnisk betingelser. Disse metoder vil utvivlsomt i mange tilfælde producere en race af relativt perfekte børn, sammenlignet med de børn, hvis liv i dag ødelægges af dårlige omgivelser og vaner.

Der er sikkert mange børn, der ikke har tilstrækkelige evner til at nå perfektion, selv under helt sunde forhold. Vi ser frem til at opnå en højere standard af perfektion end nogen endnu har opnået.

At levere ny livskraft i sådanne tilfælde er genstand for Stockholm eksperiment.

Det siges, at der blev udløst ozon i klasseværelset i Stockholm, og det kan have haft en gavnlig effekt på børnene, men alle de bemærkelsesværdige resultater kan ikke tilskrives det.<

Kaspar Olsen

Jeg er ikke klog nok til at forstå hverken hvorfor din kommentar er adresseret mod mig, eller hvad din historie om eksperimentet fra 1912 har til fælles med det "eksperiment" der fortælles om i artiklen.

Mette Olsen

Sorry, og ok - men tak for svaret.

Den Hvide Races's mange tilsyneladende uskyldige eksperimenter igennem årene der er udartet til det mest groteske efter indfasning til en del af standarden i samfundet, betyder at ethvert eksperiment bør bedømmes på hvordan EKSPERIMENTETS RESULTAT KAN MISBRUGES.

Mine ovenstående indlæg er et forsøg på at male *fanden på væggen*.

Fortiden viser os f.eks, at Militæret har forsøgt at styre soldaternes seksualdrift via kemikalier.

Hav dertil i tankerne at det givet er en ønskedrøm for den værst tænkelige arbejdsgiver og politiker at "arbejderen" kan give mere end 8 timers arbejde om dagen.
Måske endda 12 minutter mere om dagen - aktuelt.

De dårligste politikere drømmer måske om arbejderen der er sund og arbejdsduelig lige til pensionsdagen nås - for så at falde død om.

Ok. Det er nogle hampre påstande - helt klart - men de forstås fint af enhver person der ved noget om ideel ernæring og sundhed og som gør sig den ulejlighed at iagttage hvad netop arbejderen lokkes til at spise i den kultur med fodbold øl og patter som han som arbejder tenderer til at deltage i.

Øl og spiritus, flæsk og mælkeprodukter og føde med sprøjtegift er netop føde der minimerer udøvelsen af sex og det i en tilmed dårlig kvalitet samt at sådan føde typisk lige akkurat kan slæbe den typiske arbejder op til de 65 - 75 års alder.

Hvis samfundets arbejdsgivere og politikere og sundhedsinstitutter mente arbejderen det bedst muligt med et langt og lykkeligt skulle man se anbefalinger af helt andre fødevarer.

Et eksperiment som det pågældende her på siden med kønsneutralitet kan sagtens tænkes at blive ultimativt misbrugt senere i forløbet.

Kønsneutralitet er lig med = mangel på polaritet mellem kønnene. (Ikke et totalt fravær af polaritet - men mindre polaritet.)

Total mangel på polaritet og energi mellem kønnene er lig med = nul spænding og nul knald.

Befrugtning af kvinden kan i et samfund med kønsneutrale mennesker klares på 5 minutter - uden forspil og vil ad åre sikkert kunne sidestilles med blot en sur pligt der udføres - "for samfundets skyld".

For lige at slå pointen fast, så prøv at tænke på en ung mand og en ung smuk lesbisk kvinde. Man kan have fysisk interesse for hende - finde hende sympatisk - forelske sig i hende - MEN er hun standhaftig og står fast på sin lesbianisme - så er der nul polaritet - ingen spænding - ingen kontakt - nul knald og nul orgasme.
Hvorfor - Fordi den lesbiske kvinde er KØNSNEUTRAL i situationen.

SÅ DERFOR - er hele det her nævnte eksperiment med kønsneutralitet da afgjort værd at overveje med mine ovenstående ord i tankerne - især på dets evt. usagte hensigter fremover.

Troels Ken Pedersen

Med lidt forsinkelse, @ Kåre Fog:

Om jeg antager at det skyldes strukturelle problemer, at så få kvinder ud af den efterhånden store mængde af kvindelige studerende når videre til ph. d. og ansættelse?

Det kan du bande på. Men det betyder ikke at jeg forestiller mig at det er en SPECIELT mandlig kultur eller såmænd en kabale af mandschauvinismens ku-klux-klan'ere, der bevidst har gang i en sammensværgelse, der holder kvinder ude. Det er ikke en særlig, lille, konspiratorisk mandlig kultur, det er vores kultur og vores økonomiske og sociale strukturer.

Du tror måske ikke på eksistensen af sociale/økonomiske/kulturelle strukturer? Så er du ude på VÆLDIG tynd is!

Sider