Læsetid: 5 min.

Kirsten Hammann

»Lige sexscenerne har jeg ikke lyst til at læse højt. Den slags skal læses indenad. Eller en skuespiller må gøre det beskidte arbejde ...«
Kirsten Hammann. Forfatter, født 1965 i Risskov ved Aarhus. Gik på Forfatterskolen 1989-91. Debuterede i 1992 med digtsamlingen 'Mellem tænderne'. Første roman var 'Vera Winkelvir' fra 1993 efterfulgt af 'Bannister' (1997) og 'Bruger De ord i kaffen?' (2001), der er en kombination af poetik og roman. Siden er udkommet romanerne 'Fra smørhullet' (2004) og 'En dråbe i havet' (2008). 'Se på mig' udkommer 25. august på forlaget Gyldendal og anmeldes her i avisen

Kirsten Hammann. Forfatter, født 1965 i Risskov ved Aarhus. Gik på Forfatterskolen 1989-91. Debuterede i 1992 med digtsamlingen 'Mellem tænderne'. Første roman var 'Vera Winkelvir' fra 1993 efterfulgt af 'Bannister' (1997) og 'Bruger De ord i kaffen?' (2001), der er en kombination af poetik og roman. Siden er udkommet romanerne 'Fra smørhullet' (2004) og 'En dråbe i havet' (2008). 'Se på mig' udkommer 25. august på forlaget Gyldendal og anmeldes her i avisen

Sofie Amalie Klougart

27. august 2011

Hvad er det sværeste, du har været ude i som forfatter?

Ikke at kunne skrive og være så bange for aldrig at komme til det igen. Bange for at tage beslutninger. Især årene efter Vera Winkelvir og Bannister var skræmmende og fyldt af selvhad og pisk.

Hvad er du mest stolt over at have skrevet?

Jeg kan se både store kvaliteter og mangler i alle mine bøger. Det afhænger af humøret. Men hver gang jeg har skrevet en ny bog, er jeg virkelig målløs: Tænk, at jeg har skrevet dét! Hvordan kunne jeg? Hvordan fik jeg det til at hænge sammen, og hvordan har jeg skrevet så godt et sprog?!

Når jeg bladrer i Fra smørhullet eller skal finde afsnit at læse op, så er jeg faktisk ret stolt over det virkeligt energiske og svirpende sprog.

Hvem stemmer du på til valget?

Jeg får svært ved at bestemme mig, men jeg ønsker i den grad en ny regering, så det bliver nok Socialdemokraterne.

Hvem er dit største forbillede?

Jeg bliver altid lidt ked af det, når jeg får det spørgsmål, for jeg har intet svar, og det må betyde, at jeg mangler noget, som andre har. Et ideal og en støtte, det at der findes en eller flere, man gerne vil ligne, eller føler man lærer en masse af. Måske tolker jeg spørgsmålet for hårdt, som om det skal være et idol, man dyrker ... Jeg tror desværre, jeg er opvokset i en kultur, hvor man skal ønske at klare sig selv og ligne mest sig selv og endelig ikke lære for meget af andre.

Men selvfølgelig er der mange mennesker, jeg beundrer voldsomt, både venner for deres personlighed, kunstnere for deres værker og andre for deres engagement og medmenneskelighed.

Er der for meget forfatterskolelitteratur i Danmark?

Der er ikke noget, der hedder forfatterskolelitteratur! Der er litteratur, god og dårlig, og så er der rigtig mange af dem, der ville være blevet forfattere uanset hvad, som har gjort sig selv den tjeneste at bruge to år i et fremragende og berigende fællesskab, hvor man øver sig i at læse sig selv og andre, imens man i øvrigt passer sit arbejde: Nemlig at skrive præcis det, man vil.

Hvad gør dig lykkelig?

Kærlighed og natur og vin.

Har kunstnere en særlig forpligtigelse til at følge med i og blande sig i samfundsdebatten?

Nej, det synes jeg ikke, men det falder jo f.eks. mange forfattere naturligt for. Og for mange gør det ikke. Personligt bliver jeg næsten fortvivlet over, hvor svært og uoverskueligt det er at forstå og debattere samfundsproblemer, fordi de er for komplekse, og jeg mangler viden og redskaber. Og politiske diskussioner kræver ret faste standpunkter og fokus. Det, jeg elsker mest ved at være forfatter, er, at jeg kan få 'det hele med', jeg må bruge sproget til at være fortællende, følende og endda urimelig og selvmodsigende. Det kan jeg ikke i et læserbrev eller en kronik.

Derfor var det også en gave for mig at skrive En dråbe i havet, hvor jeg kunne vende u-landsspørgsmålet og undersøge det på mine egne præmisser og bruge det, jeg kan, nemlig de litterære og sproglige virkemidler i stedet for det mere rationelle avissprog. For jeg ville gerne blande mig i debatten om netop det emne. Jeg havde villet det i mange år og følte faktisk en akkurat særlig forpligtigelse som forfatter. Men først da jeg opgav at håbe, at jeg en dag ville skrive læserbreve om emnet, kom jeg i gang. Så både ja og nej.

Hvad er din livret?

Pomfritter med bearnaisesovs.

Hvilke af dine hovedpersoner holder du mest af

Vera Winkelvir, fordi hun var den første og så vild og skrøbelig.

Er der en særlig måde at være kvindelig forfatter på?

Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har jo ikke prøvet at være mandlig forfatter. Jeg tror, det er det samme for begge køn og forskelligt fra person til person.

Er det en fordel eller en ulempe at være kvinde, når man er forfatter?

Hverken eller. Jeg har meget svært ved at se min identitet i kønnet. Jeg tænker bare, jeg er et menneske. Og en forfatter. Og så ser jeg ud på en måde og tænker mere som mange kvinder end som mange mænd. Men det er jo bare et naturligt vilkår. Halvdelen af os er det ene, den anden halvdel det andet.

Du har skrevet én vidunderlig digtsamling, men ikke flere. Kunne du ikke skrive digte igen?

Tak! Men det tror jeg desværre ikke. Jeg er blevet afhængig af mange ord og det store format. Men man skal aldrig sige aldrig. Fra jeg begyndte at skrive alvorligt som 20-årig, og til jeg debuterede med Mellem tænderne som 27-årig, havde jeg kun skrevet digte og vidste bare, at jeg aldrig ville komme til at skrive prosa. Året efter udgav jeg romanen Vera Winkelvir. Så godt kendte jeg mig selv, ha-ha. Jeg har udgivet Bruger De ord i kaffen? i 2001, hvoraf den ene del faktisk er smækfyldt med digte. Så nogle er det da blevet til siden debuten.

Du har boet i Risskov i Århus ligesom Lars Bukdahl, Jens Blendstrup, Svend Åge Madsen og Robert Fisker. Er der noget særligt litterært stimulerende ved Risskov?

Som barn anede jeg ikke, der boede forfattere i Risskov. Jeg troede slet ikke man kunne blive forfatter, og da slet ikke sådan en som mig fra Risskov, så nej, der er intet i den forstand, der har skubbet mig fremad. Kun en ting var jeg meget bevidst om og stolt af: Man sagde, at Risskov var det sted i Danmark, hvor man talte mest rigsdansk. Hvilket var lidt sjovt i betragtning af, at vi sagde tøggegummi og udtalte sort med å ...

Du har skrevet om sex før, og nu gør du det igen. Er det ikke svært at skrive om sex uden at komme til at udlevere sig selv?

Det er ikke værre med sex end andre følsomme emner. Når man skriver, er det i dybeste hemmelighed med papiret, og man er nødt til at blotte sig selv for at skrive godt og vedkommende. Hvis jeg ikke vil give mit yderste, når jeg skriver, skal jeg lade være. Dette betyder ikke, at det er realistiske fakta fra mit eget liv eller selvbiografisk i øvrigt, men jeg skal kende, hvad jeg skriver om, have mærket det eller føle det stærkt, mens jeg skriver. Det gælder også sexscenerne, og det bliver ærlig talt lidt pinligt at læse bagefter, og jeg er flov over at andre skal se, jeg overhovedet kan tænke de tanker for mine personer.

Så altså, mens jeg skriver, er det helt naturligt og uden forbehold og beskyttelse af mig selv. Og med alderen har jeg lært, at jeg kan give mere og mere los, for det er romaner, jeg skriver, ikke dagbøger eller private dokumenter. Idet stoffet bliver til sprog, har det ikke længere noget med mig som privatperson at gøre, og jeg føler mig overhovedet ikke blottet af mine bøger.

Men lige sexscenerne, har jeg ikke lyst til at læse højt. Det prøvede jeg fra min seneste bog, En dråbe i havet, og det kunne jeg ikke lide. Den slags skal læses indenad. Eller en skuespiller må gøre det beskidte arbejde.

Mød Kirsten Hammann Ondag d. 14. september kl. 17.00 hos Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu