Interview
Læsetid: 4 min.

Læserne spørger: Peter Christensen

»Jeg er ikke bekymret for, at der er mennesker med forskellig etnisk og religiøs baggrund i Danmark. Jeg er ikke bekymret for impulser udefra, hverken i mad eller musik eller klædedragt ...«
Peter Christensen. Skatteminister og folketingsmedlem for Venstre. Anklagede i sidste uge en række forskere for at lukke øjnene for venstreorienteret vold.

Peter Christensen. Skatteminister og folketingsmedlem for Venstre. Anklagede i sidste uge en række forskere for at lukke øjnene for venstreorienteret vold.

Keld Navntoft

Moderne Tider
13. august 2011

Forleden kritiserede du de så kaldte venstrefløjsforskeres blinde øje over for venstrefløjens voldsparathed. Hvad er en venstrefløjsforsker, og hvorfor mener du, at deres udtalelser kan sidestilles med Sørine Gotfredsens?

Forskere har også fordomme. Og tit har de et politisk udgangspunkt. Intet galt i det, hvis de systematisk forsøger at udfordre deres eget udgangspunkt. Men hvis de i stedet kun leder efter bekræftelse på deres egne fordomme, er de ikke gode forskere. Slet og ret. Jeg har kritiseret et par forskere, som gradbøjer politisk motiveret vold og dermed bagatelliserer volden fra de ekstreme venstreorienterede bevægelser. Og jeg har kritiseret, at de ikke er i stand til at se, hvordan hovedparten af den politiske vold, vi har oplevet i Danmark de senere år, er relateret til venstrefløjen. Tag f.eks. optøjerne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Eller tag angrebet på statsminister Anders Fogh Rasmussen for nogle år siden.

Hvad synes du personligt om Sørine Gotfredsens analyse af det multikulturelle samfund?

Jeg bryder mig ikke om den, og jeg mener, at hun tager fejl. Hun påstår i bund og grund, at Anders Breivik har opført sig rationelt. Han var utilfreds med det multikulturelle uvæsen, og reagerede på det, lyder hendes tese. Gotfredsen efterrationaliserer. Jeg synes først og fremmest, at Breivik virker som et forrykt menneske. Hvilken rationalitet er der i at dræbe unge mennesker? Det virker, som om Breivik ville have gjort hvad som helst for at blive kendt og markedsføre sit ekstreme manifest. Han ville have sendetid for enhver pris.

Hvordan ville din egen analyse lyde?

Jeg er ikke bekymret for, at der er mennesker med forskellig etnisk og religiøs baggrund i Danmark. Jeg er ikke bekymret for impulser udefra, hverken i mad eller musik eller klædedragt. Men jeg er ærlig talt bekymret, hvis vi sætter 'det unikt vestlige' over styr. Altså vores grundlæggende tro på menneskets ret til at gå sine egne veje. Der er stærke totalitære tendenser i islam, og det skal vi ikke være blinde for. Vores tolerante samfund må ikke ødelægges af intolerante grupper, uanset hvilken fløj den kommer fra.

Hvad er det største problem med det danske skattesystem?

At det ikke i tilstrækkelig grad kan betale sig at arbejde, uddanne sig og spare op. Og at der er for lidt tilbage til vores egne formål. Skat skal være til de ting, vi ikke kan klare selv. Vi skal ikke have et lommepengesamfund.

Er du villig til inden for de kommende år at anvende lettelser i indkomst- eller selskabsskatten som økonomisk stimulans, eller tror Venstre ikke længere på de dynamiske effekter?

Jeg tror på økonomiske incitamenter. Ved at gældssætte sig stimulerer man ikke andet end dårlige vaner. Gældssætningen giver ganske vist mulighed for at kunne forbruge noget mere. Men det er en kortvarig glæde. Det viser de seneste par års erfaringer til fulde.

I stedet for at snakke om økonomiske stimulanser bør man koncentrere sig om at sætte skatten ned der, hvor det opmuntrer til arbejde, uddannelse og opsparing. Eksperterne peger på topskatten. Men de er også positive over for lettelser af selskabsskatten, for det fremmer produktiviteten i samfundet, og her har Danmark et problem.

Hvad skal vi efter din mening lære af Finanskrisen?

Finanskrisen viser, at 'lette penge' er en kort fornøjelse. Der kommer en regning. Politikerne i det meste af Europa var for ivrige efter at 'stimulere' samfundsøkonomien gennem offentligt forbrug og lave renter. Resultatet var en kæmpe gæld, både offentligt og privat. Den gæld truer os nu.

Hvor truet er euroen efter din opfattelse?

Euroen er truet af manglende disciplin i de enkelte lande. Tidligere havde man finansmarkederne til at holde de uansvarlige regeringer i ørerne. Problemet var, at euro-landene ikke fik opbygget en god disciplinering af hinanden til erstatning for markedets disciplinering. Det har gjort tingene værre. Så i stedet for, at f.eks. Grækenland har sine problemer for sig selv, er de nu hele EU's problem. Derfor må vi finde fælles, troværdige løsninger. Ellers falder euroen fra hinanden.

Hvem er den politiske modstander, du har størst respekt for?

Jeg har stor respekt for Niels Helveg. Han er et begavet og humoristisk menneske og en god gammeldags radikal, som jeg både kan være enig og uenig med. Desværre stopper han ved næste valg, og så er der tilsyneladende kun røde radikale tilbage.

Hvem er det sjoveste menneske, du kender?

Søren Pind. Han er Danmarks mest undervurderede humorist.

Du bor stadig i Aabenraa hvad er det bedste ved Sønderjylland, og hvad er det værste?

Det bedste er, at jeg føler mig tryg der blandt mennesker, jeg kender. Det værste er, at det ligger så langt fra mit arbejde. Måske burde Folketinget afholde samlinger på skift i de enkelte landsdele. Nej, spøg til side. Det er rart at bo så naturskønt og så tæt på resten af Europa.

Hvad er din yndlingsret?

Det er sommerbuk, som jeg har selv har jaget, skudt og tilberedt.

Hvad var det fedeste ved at være elektriker?

Jeg var meget glad for min lærlingetid og arbejdet, hvor man både skal bruge hoved og hænder. Som håndværker møder man utrolig mange forskellige mennesker, og de oplevelser har jeg glæde af selv nu som minister. Jeg læste efterfølgende til ingeniør, men den karriereplan gik der politik i.

Hvad kan du bedst lide at lave, når du holder fri?

Helst ingenting, andet end at være nærværende for mine små piger.

Hvor har du været på sommerferie og hvad er dit bedste sommerferieminde?

Min hustru er bornholmer, og der har vi sommerhus, så sommerferien holdes altid på solskinsøen. Synes dog ikke helt øen kunne leve op til sit ry i år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her