Selvfølgelig, fristes man til at sige. Selvfølgelig endte returopgøret mellem Real Madrid og FC Barcelona i masseslagsmål. Det plejer det jo i disse år. Og matchen på Camp Nou den 17. august, der gjorde Barca til årets indehaver af den spanske Super Cup-pokal efter en sen fuldtræffer af Lionel Messi, rumsterer stadig med stor styrke i alverdens medier. Ikke alene savede Reals brasilianske venstreback, Marcelo, benene midt over på catalionernes nyindkøbte Cesc Fàbregas. Nej, minsandten om ikke José Mourinho, midt i virvaret, stak en finger i øjet på Barcas assistenrtræner, Francesc 'Tito' Vilanova, og på det efterfølgende pressemøde kaldte Tito for 'Pito'. Det er slang for det mandlige kønsorgan. Konspirationsteorierne raser, og i skrivende stund afgøres det, om 'Mou' skal straffes med en heftig karantæne på op til 15 kampe. Bør han overhovedet træne Real Madrid længere? Er den 48-årige portugiser skingrende skør eller tindrende genial?
Spol tiden tilbage og se selv løjerne på YouTube: Det er ikke et øjebliks vanvid, der driver Mourinho. Han skridter stille og roligt hen mod Vilanova som angiveligt var blevet holdt tilbage af 'Pep' Guardiola, da han efter en Barca-scoring var på vej over til Mou for at håne ham og stikker en finger i øjet på ham. Først lignede det en ørefigen eller måske et lille knib i kinden. Men tv-billederne afslørede, at det var øjet, der var genstand for Mous spidsfindigheder. Tøsetricks, kaldte vi det i de lave folkeskoleklasser. Skide provokerende. Og ikke mindre provokerende, da Mou en halv time senere, tilsigtet eller ej, kaldte Tito for en tissemand.
Upassende
Kameraerne viste også en Mourinho, som lavede upassende fagter over for Messi og Dani Alves. Og på pressemødet langede Real-træneren ud efter klubben som sådan, fordi de lokale bolddrenge efter hans vurdering havde været helt fraværende i anden halvleg. Kun »små hold« plejer at gøre sådan noget, sagde Mourinho.
Hvorfor alt det drama om personen Mourinho? Var det bare led i en stædig plan om at flytte fokus fra det aktuelle nederlag? Handlede det om at skifte scene fra Pepes label som psykopatisk bagstopper samt Mezut Özils og Marcelos røde kort i matchens døende sekunder til dukkeføreren ude på bænken?
I dagene efter ville Mou ikke undskylde noget. Tværtimod, det var et spørgsmål om at forsvare madridismo - den madrilenske kampgejst med alle tilgængelige midler. Således udtalte Eladio Paramés, Mourinhos talsmand, til El Mundo, at »José ikke vil bede om tilgivelse. Han mener fuldt og fast at have forsvaret Real Madrids interesser. Han er ligeglad med, hvad pressen skriver. Han bekymrer sig udelukkende om Madrids fans.«
Barcelonas forsvarer Gerard Piqué var ude med riven i halen på endnu en clásicoog beskyldte Mourinho for at ødelægge spansk fodbold: »Det er ikke spillernes skyld. Jeg har oplevet kampe mod dem før, hvor det slet ikke udviklede sig på den måde. Selv da vi slog dem 6-2 på deres eget stadion, skete der ingenting. Jeg har levet sammen med dem på landsholdet, og de er fantastiske mennesker. En masse beskylder os catalionere for at være de skyldige, men hvis I spørger mig, befinder den ægte skyldige sig i Madrid,« udtalte Piqué.
Det var selvfølgelig Mourinho, Piqué havde i tankerne, og de harske ord blev forstærket af Barcas vicepræsident, Carles Villarubí, som hævdede, at Mou var godt i gang med at hjernevaske de madrilenske atleter: »Mourinho er en skamplet på spansk fodbold. Real Madrid kan ikke med god samvittighed forsvare ham efter det, der skete onsdag aften. Iker Casillas er gået fra fornuftig person til forstyrret galning han er komplet forvandlet,« mente han.
I et forsøg på at lægge låg på kedlen af sammensværgelser og beskidte medietrick ringede Casillas til Xavi Hernández og Carles Puyol og havde en kammeratlig samtale. Nu måtte det ligesom være nok. Men Casillas' stunt har naturligvis ikke dæmpet det konspiratoriske dyneløfteri på fodboldfora verden over. Var det ikke bare, fordi Casillas ville generobre sit image som cool ikon for et samlet Spanien?
Skinger tone
Billeder på YouTube af en Messi, der med en håndgestus siger 'klap i!' til Madrid-fansene på Camp Nou efter én af sine scoringer, ændrede ikke tonen. Den var skinger og anti-Madrid. Selv den ellers Real-servile sportsavis AS tordnede på forsiden, at det var på høje tid, at præsidenten Florentino Pérez reflekterede seriøst over den eskalerende tumult på bagkanten af de medie-hypede clásicoer. En læserafstemning i El Mundo viste, at 85 procent mente, at Barcas beskyldninger mod Mourinho var korrekte.
Og dér kunne sagen have været endt. Bortset fra den utrættelige rumlen på nettet, hvor Mou skiftevis er genstand for latterliggørelse og sindbilledet på en genial og ukuelig cheftræner anno 2011.
Men i denne uge kom det så frem, at det spanske fodboldforbund er udset til at efterforske hændelserne på Camp Nou yderligere, og at Mourinho kan risikere at få karantæne i helt op til 15 kampe. I en sky af indignation og juridisk lingo meddelte hovedstadsklubben på deres officielle hjemmeside realmadrid.com at »Real Madrid C.F. ønsker at udtrykke sin overraskelse over, at denne undersøgelse kommer i stand fem dage efter kampen og underligt nok få timer efter at F.C. Barcelonas præsident offentligt krævede det af det spanske fodboldforbund«.
Endvidere kunne man læse, at Real Madrid »forventer, at undersøgelsen fortsætter og giver mulighed for fuldstændigt at afklare alle hændelser fra kampens begyndelse til efter dens afslutning. Herunder provokationer, ydmygelser, fornærmelser og aggressioner, som vore spillere, trænerstab og det øvrige team måtte stå model til på banen og i spillertunnelen.«
Det åbne brev
Den officielle meddelelse var flankeret af et 'åbent brev' fra Mourinho, som i sin helhed lød sådan her:
»Kun de, der ikke kender mig, kan drømme om, påstå eller tro, at jeg måtte forlade Real Madrid på dette tidspunkt.«
»Jeg tror, mange folk er overraskede over kvaliteten af det spil, som Real Madrid har vist i optaktssæsonen, og det ville være overraskende nyheder for disse folk, hvis jeg forlod klubben nu. Umuligt! Jeg har en fantastisk præsident, som er meget intelligent, og med hvem jeg har et godt venskab. Jeg har også en generaldirektør, der arbejder for klubben 24 timer i døgnet, så min motivation er enorm, og min madridismoer endnu større end for nogle pseudo-madridistas. Der er ingen chance for, at jeg forlader klubben. Aldrig i livet!«
»Jeg vil også gerne undskylde over for madridistas, og kun over for dem, for min holdning i vores forrige kamp. Nogle mennesker er bedre tilpasset til hykleriet i fodboldverdenen, end jeg er. Disse mennesker skjuler deres ansigter og taler hviskende dybt inde i tunneler. Jeg lærer aldrig at være en hykler, og det ønsker jeg heller aldrig at være. Held og lykke til alle. Vi ses i morgen på Santiago Bernabéu.«
Forinden havde sportsavisen Marca ganske vist opsnappet dugfriske citater fra en Mourinho, der var ked af sin opførsel, og som efter sigende over for den nærmeste familie og venner havde erkendt, at øjeprikkeri og dén slags ikke var vejen frem. Men se nu det åbne brev. Mou er stadig Mou. For fuld skrue. Der er stadig velkendt megalomani, så det sjasker, og selv den undskyldende tone og ansatserne til sårbar ærlighed er pakket ind i bredsiden mod hyklerne og de hviskende tunneltabere.
En kommentator på den danske Real Madrid-fanside, madridista.dk, der kalder sig Siempre Madrid (altid Madrid), udtrykker det præcist: »Det er lidt dobbeltmoralsk, at Mourinho på den ene side undskylder over for madridismoen og efterfølgende forsvarer sine handlinger med madridismoen i hånden.«
En bedrager på spil
Men hvad gik forud for Mous brev? Det var breaking news på de spanske tv-stationer tirsdag morgen: En sms fra Eladio Paramés var tikket ind med beskeden om, at træneren var på vej væk. I sms'en stod der også, at Mourinho ikke følte, at han havde Real-ledelsens opbakning længere, og at man i Mou-lejren barslede med en pressekonference, hvor exitten ville blive annonceret. Canal+ hævdede, at Paramés selv havde givet tilladelse til at videregive den følsomme information. Underforstået, nyheden skulle bevidst ud i æteren og ikke fordampe som indeklemt off-the-record-sladder.
Men ikke så snart nyheden blev udbasuneret, fik Paramés åbenbart kolde fødder. Ifølge Paramés havde en eller anden bedrager stjålet den mobiltelefon med taletidskort, som han havde købt kort tid efter Mourinhos ansættelse, og som siden havde ligget gemt i en skuffe og sms'et den heftige men usande besked.
Et derby med nationalpolitiske rødder og aktuelt mediehysteri. En portugisisk succestræner med hang til dobbeltladede udtalelser, fokusskift og tøsetrick. Og nu et vaskeægte krimiplot med Paramés i orkanens øje. For hvad er den rigtige historie?
Havde Paramés talt lige ud af posen på teenage-manér i et begær efter berømmelse for siden at stå skoleret på Real-chefernes kommando?
Var det i stedet et snedigt plot muligvis udtænkt af Maestro Mou himself for at lække til Florentino Pérez, at enten var de med ham, eller også var de imod ham, og i så fald ville de få hele madridismoens vrede at føle?
Eller har Paramés ret? Er det en bedrager, der har napset en gammel telefon og sat en kædereaktion i gang?
Lige dér må man nødvendigvis lande. Nemlig i et uforløst ingenmandsland mellem tilfældighedernes kaos, hvor et øjeprik er en momentan voldshandling, og en planlagt krisekommunikation, der gør Paramés til lakaj og Mourinho til generalen af dobbeltydigheder. Så er det næsten glemt, at Real Madrid havde historisk godt tag på Barca nede på grønsværen, og at de kan blive en seriøs trussel mod catalionernes dominans, både i La Liga og Champions League. Og skægt nok går medierne i deres voyeuristiske korstog Mous ærinde: Mens de påkalder sig moralsk konduite i den professionelle sports navn her er Guardiola en gud og Mou en bølle legitimerer de samtidig dét, Mourinho alle dage har været så satans god til. Nemlig at underholde både på og uden for fodboldbanen.
