Læsetid: 8 min.

’Når Kina scorer lavere i PISA, er vi på rette vej’

’Kina’ bliver brugt som ideologisk røgslør i den danske uddannelsesdebat, mener Susanne Bregnbæk, der har skrevet ph.d. om kinesisk eliteuddannelse. Hun påpeger, at man i Kina ikke er begejstret over at ligge i toppen af PISA – faktisk tværtimod
’Kina’ bliver brugt som ideologisk røgslør i den danske uddannelsesdebat, mener Susanne Bregnbæk, der har skrevet ph.d. om kinesisk eliteuddannelse. Hun påpeger, at man i Kina ikke er begejstret over at ligge i toppen af PISA – faktisk tværtimod
6. august 2011

Xu Li er dygtig, men ikke fantastisk i skolen. Når han scorer for lavt i test, banker hans mor ham med et bælte. Hun vil have, at han skal studere videre på et af Kinas eliteuniversiteter, og her er optagelseskravene benhårde. Til sidst får Xu Li nok. Han slår sin mor ihjel. Siden fremhæves Xu Li i den kinesiske offentlighed som et handlekraftigt menneske, der gjorde modstand mod et urimeligt pres. I Kina er forholdet til uddannelse og unges elitepræstationer pacet frem af en (over)ambitiøs forældregeneration mildt sagt ambivalent, siger Susanne Bregnbæk, der er antropolog med fokus på det kinesiske uddannelsessystem. Kompleksiteten fortaber sig dog ofte i tågerne, når 'Kina' optræder i dansk uddannelesdebat, mener hun.

»I Vesten er vi begyndt at fantasere om at imitere Kina af frygt for at blive overhalet i den fagre nye verdens vidensøkonomi. Men i Kina er man ikke udelt begejstret for at ligge øverst på PISA-listen,« siger Susanne Bregnbæk.

Fortællingen om skoledrengen, der blev morder, er baseret på en virkelig historie, men har siden den tragiske hændelse i 2001 fået karakter af opbyggelig anekdote. Selv den tidligere præsident Jiang Zemin brugte Xu Li som reference i en tale til kommunistpartiets politburo om uddannelsessystemets udfordringer. Udfordringer, der bl.a. handler om det, Susanne Bregnbæk kalder spændingen mellem selvopofrelse og selvrealisering.

»Historien blev symbol på et forældet opdragelsesideal. På hvor skadeligt det er for den enkelte og for nationen når forældre presser deres børn for hårdt og 'låser dem inde med deres bøger',« siger Bregnbæk. Hun peger desuden på kontrasten mellem sociale normer under forandring i Kina og den form for ekstremopdragelse, som enkelte eksilkinesere som Amy Chua, forfatter til Kampråb fra en tigermor,forfægter. En stereotyp på kinesisk elitestræben, som et vestligt publikum somme tider har svært ved at se bag om.

»De studerende i Kina er i dag underlagt modsatrettede sociale krav,« siger Bregnbæk. »På den ene side et krav om selvstændighed, kritisk stillingtagen og selvaktualisering. Og på den anden side skal de være flittige, stige op i graderne og have respekt for autoriteter dvs. forældrene, lærerne og regeringen. Det resulterer i en form for double-bind.«

Susanne Bregnbæk fortæller, at også underviserne er meget opmærksomme på dette double-bind, og at de på forskellig vis forsøger at håndtere det, så de studerende ikke skal bukke under.

Selvmordets udfrielse

At de kinesiske studerende reagerer på presset ved at myrde deres forældre hører til sjældenhederne. Til gengæld vælger flere og flere på eliteuniversiteterne at tage deres eget liv, ofte ved at springe ud fra bygningerne på campus. Den reaktion fortolker Susanne Bregnbæk som et udtryk for social kritik. Da Bregnbæk var barn, voksede hun op i Beijing under etbarnpolitikkens første år og fascineredes af de kinesiske enebørn, der klædt i farvestrålende tøj stak ud fra massen af voksne kinesere klædt i grålige farver. Da disse farvestrålende børn 20 år senere begyndte at kaste sig ud fra taget af eliteuniversiteterne, måtte hun tilbage til Kina og finde ud af hvorfor. Feltarbejdet koncentrerede hun om Kinas to mest prestigefyldte universiteter: Qinghua og Beijing, der også kaldes hhv. The MIT of Chinaog The Harvard of China.

Og det er bl.a. det stigende antal selvmord blandt studerende, der faktisk har haft succes i det stærkt konkurrenceprægede uddannelsessystem, som har fået alle dele af det kinesiske samfund herunder de ledende lag af kommunistpartiet til at erkende, at de individuelle og samfundsmæssige ambitioner på uddannelsesområdet ikke er uproblematiske.

'Jeg har været i Shanghai ...'

Det er imidlertid ikke denne ambivalens, der går igen, når figuren Kina træder ind på scenen i uddannelsesdebatten i Vesten.

»Jeg har selv været på studietur til Shanghai,« fortalte Niels Egelund, professor ved Strategisk Center for Uddannelsesforskning, da den seneste PISA-rapport kom frem i december sidste år. Egelund fortsatte: »I Shanghai går eleverne i skole fra kl. 7.30 til 17, og ingen tid går til spilde. Vi har brug for at overbevise forældrene om, at skolen er et lærested og ikke et værested.«

Siden er debatten om PISA, om treenigheden 'viden-vækst-fremtid' og om Kina og såkaldte tigermødre poppet op i medierne med jævne mellemrum. Men mens de to førstnævnte temaer efterhånden har et årti på bagen, er Kina og tigermødrene af nyere dato i hvert fald i sin nuværende form og sammenhæng. Da Susanne Bregnbæk drog af sted på sit første feltarbejde til ph.d.'en Family, State and the Quanderies of Educationfyldte Kina ikke meget i dansk uddannelsesdebat. Nu dukker det kinesiske skræmme- og forbillede næsten pr. automatik op, når talen falder på uddannelse.

Mellem kreativitet og test

Og det er ikke kun i Danmark, at der stirres stift mod Shanghai, når der skal måles 'kvalitet' i uddannelsen; også i USA får politikere og uddannelsesfolk nervøse trækninger over de kinesiske eliteuniversiteter. Men den høje testscore har en tilsvarende høj pris, som man er mindre og mindre villig til at betale i Kina, fortæller Bregnbæk:

»Jeg har mødt uddannelsesfolk og intellektuelle i Kina, der siger: 'Den dag vi begynder at score lavere i PISA, da er vi på rette vej!'«

I forskellige udgaver er det en holdning, som udtrykkes af såvel folk inden for uddannelsessektoren som af bl.a. Liu Zunqi, redaktøren for China Daily, og af ledende medlemmer af kommunistpartiet, hvoraf mange er uddannet ved Qinghua og Beijing. I Kina er de nemlig i stigende grad optaget af at uddanne 'kreative borgere frem for testmaskiner', siger Bregnbæk. Og selv om det ofte bliver ved snakken i et ekstremt hierarkisk og terperi-opbygget uddannelsessystem, så siger det noget om 'globaliseringens' mærkværdige veje, at mens Vesten ser mod Østen, ser Østen mod Vesten og fra hver sit hjørne af verden bliver der sagt: 'Det bør vi lære noget af!', sommetider suppleret af et 'ellers bliver vi løbet over ende'.

Med andre ord: I Danmark hedder det forjættede 'uddannelsesland' Shanghai, i Kina hedder det Harvard.

Dewey og Konfucius

»Kinesiske uddannelsesreformatorer har siden Deng Xiaoping genåbnede universiteterne i 1980'erne været inspirerede af amerikanske ideer om 'kompetencer' som et supplement til tests,« siger Bregnbæk.

Også i begyndelsen af det 20. århundrede spejdede kinesiske intellektuelle i 4. maj-bevægelsen mod USA og var især inspirerede af den amerikanske erfaringspædagog John Dewey. Hans tanker er nu dukket op igen i nye former i det kinesiske uddannelseslandskab. Man kan lidt firkantet sige, at mens reformatorerne før Mao ville udskifte Konfucius den kinesiske filosof fra omkring 500 f.Kr. med Dewey, vil reformatorerne i dag kombinere de to:

»4. maj-bevægelsen var et forsøg på at gøre op med konfucianistisk udenadslære. Det gennemspiller sig i en vis forstand sig igen i dag. Med suzhi jiaoyu-reformerne ( suzhi jiaoyubetyder uddannelse, der forbedrer befolkningens kvalitet, red.) forsøger kinesiske uddannelsesreformatorer at gøre op med udenadslære, men det er strukturelt set så godt som umuligt,« siger Bregnbæk og uddyber:

»Da de demokratiske elementer er svært foreneligt med et autoritært kinesisk styre, er reformerne blevet bundet til retorikken om at forbedre befolkningens 'kvalitet' ( suzhi). Desuden forsøger regeringen med sloganet om at skabe et 'harmonisk samfund' at lægge låg på uoverensstemmelser og sociale konflikter. Et harmonisk samfund skal skabes oppefra og social uro lukkes ned.«

Kina i Danmark

Men både politikere og forskere trækker fortsat et stereotypt uddannelses-Kina op af hatten i Danmark ofte som argument for noget, de i forvejen gerne vil indføre mener Bregnbæk, som ikke er ene om at have påpeget denne brug af figuren Kina.

»Med talrige gentagelser om Kinas buldrende økonomi, Singapores overlegne placering i PISA-målinger og tigermødrenes effektive opdragelsesmetoder begynder vi i dette lille land at løbe rundt og iværksætte alverdens tiltag, når nogen råber 'Kina kommer!',« skrev pædagogikforsker Maja Plum i en kronik i Politiken 24. maj. Kina er blevet en fremtidsteknologi, fremførte Plum:

»I dag fungerer Kina som et fremtidsscenario, men det er en fremtid med en global vidensøkonomisk konkurrence, der allerede er her. Kina står for en fuldkommenhed den overlegne vidensnation, som i globaliseringens kapløb overhaler alle andre nationer. Men Kina refererer nu også til bekymringen for forfald til Danmarks forfald som del af verdenseliten. Kina er på denne måde ikke en reference til en bestemt geografisk lokalitet. Derimod kan Kina forstås som en række fremherskende forestillinger om fremtid, der bliver strukturerende for, hvordan vi kan forstå fænomenet barn, og hvilke indsatser der skal rettes mod børn.«

Det bliver kun værre

Men én ting er Kina i Danmark, noget andet er Kina i Kina. Her er opfattelsen blandt såvel uddannelsesfolk som politikere, at »det forældede fokus på test holder nationen tilbage«, siger Bregnbæk.

Men skiftet fra uddannelse af 'testmaskiner' til en kombination af testfærdigheder og 'kreative kompetencer' har ikke fået de kinesiske studerende til at føle sig som mere hele mennesker:

»De studerende, jeg har interviewet, har en klar opfattelse af, at det kun udvikler sig til det værre. Nu skal man ikke blot terpe, men også konkurrere om at være innovativ og dannet. Kravene til udenadslære er de samme, og i tillæg er der en stigende praksisorientering med fokus på virksomhedspraktik, anvendt forskning og klassisk dannelse såsom musik, teater, sport osv.,« fortæller Bregnbæk.

Hun tror, at Niels Egelund og de danske gymnasielærere, der var med ham på studieturen til Shanghai i efteråret, har »forspist sig lidt« på glansbilledet og taget propagandaen om de kinesiske eliteuddannelsers fortræffeligheder for pålydende.

»Kina er ingen undtagelse fra en tilsyneladende verdensomspændende optagethed af kreativitet og innovation som afgørende egenskaber i en konkurrencepræget global vidensøkonomi, og siden 1980'erne er det kinesiske uddannelsessystems prioritering af udenadslære frem for kreativitet og kritisk tænkning blevet, og er til stadighed, genstand for ophedet debat,« skriver Bregnbæk i sin ph.d.-afhandling. Og hun har, siden hun kom tilbage til Danmark fra feltarbejdet, slået til lyd for en nuancering af 'Kina' som eftertragtelsesværdigt eksempel på uddannelsesorganisering.

»For mine egne børns skyld,« siger Bregnbæk som en eftertanke, »håber jeg ikke, at PISA-hypen fortsætter i Danmark.«

Det skal dog ikke forstås sådan, at Bregnbæk er nostalgisk omkring 1980'ernes og 90'ernes partnerskab mellem progressiv pædagogik og neoliberal uddannelsestænkning:

»Når danske børn eksempelvis får 'ansvar for egen læring' og skal sætte sig selv mål for, hvad de gerne vil blive bedre til, så er det også en problematisk form for magtudøvelse.«

Forbilleder? Vi skal ikke sigte efter kinesiske standarder, når det gælder uddannelse, mener Susanne Bregnbæk. Hun peger på, at man i Kina faktisk ikke er så begejstrede for placeringerne i toppen af f.eks. PISA-undersøgelserne. I Kina er de nemlig i stigende grad optaget af at uddanne 'kreative borgere frem for testmaskiner, siger hun. Og selv om det ofte bliver ved snakken i et ekstremt hierarkisk og terperi-opbygget uddannelsessystem, så siger det noget om 'globaliseringens' mærkværdige veje, at mens Vesten ser mod Østen, ser Østen mod Vesten. Foto: Carlos Barria/Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det spørgsmål, som ofte bliver overset i denne debat er: hvordan kan det være, at det er vesten, der har skabt moderniteten og bør vesten være bange for dem en autoritær og hierarkisk uddannelsesstrategi - eller siden egen fortid?
Dette understreger artiklen, når den citerer kinesere for at sige, at det netop er det autoritære, der holder Kina tilbage.
Kina er, som det fremgår, ikke et forbillede. Vesten er. Det er vores (vesten) demokratier med kreativitet med alt hvad det indebærer lige fra innovation til kunst, der flytter mennesket ud af en firkantet eksistens og ind i pluralistisk rum.
Herudover er de kinesiske universiteter dybt plaget af, at deres undervisere skal bruge al deres tid på at søge midler, at de ikke får tid til at undervise og forske. Det er - som en af mine bekendte - en kinesisk ph.d.-studerende - betegner som et uddannelsesmæssigt sammenbrud. Hvorfor skal vi imitere det? Vi er allerede i gang med at skabe de strukturer, hvor vi spilder universitetsunderviseres tid på at lave ansøgning til forskningsmidler i stedet for slet og ret bruge tid på undervisning og forskning. En acceleration af dette system fører til sammenbrud.
Kina står overfor et valg - skal de blive demokratiske, individuelle (med rettigheder) eller fortsætte deres gamle historie. Innovation og kreativitet kræver individualisme og rettigheder og sikkert også demokrati. Ergo lavere PISA - score for er godt for kineserne og resten af verden.

En lærling kan jo ske at overgå sin mester!

Det kan give anledning til store og svære overvejelser, både for mester og lærling.