Nyhed
Læsetid: 12 min.

Praktikanten er det kreative arbejdsmarkeds nye bundprop

Hvis du vil ind i den kreative klasse – i vigtige og indflydelsesrige brancher som politik, medier, film og underholdning – så skal du begynde som ulønnet praktikant. Og har du ikke råd til at arbejde gratis, så er det bare ærgerligt
Hvis du vil ind i den kreative klasse – i vigtige og indflydelsesrige brancher som politik, medier, film og underholdning – så skal du begynde som ulønnet praktikant. Og har du ikke råd til at arbejde gratis, så er det bare ærgerligt
Moderne Tider
20. august 2011

Kontoret lå i Islington i det nordlige London. Det var en nødhjælpsorganisation blandt mange andre, der lå hengemt i kvarterets små gader, et kontor, hvor Ross Perlin igennem fire måneder mødte ind om morgenen og satte sin bærbare, som han havde taget med hjemmefra, i stikket for at begynde at oversætte tekster på ngo'ens hjemmeside fra kinesisk til engelsk.

Når der ikke var mere, han kunne oversætte, skrev han kommentarer i internetforaer, lavede billedsøgninger eller lidt skolearbejde. Det gjorde han to dage om ugen for en billet til metroen og en gratis sandwich til frokost. Til julefesten blev han og ngo'ens andre praktikanter rost for deres fine indsats, også selv om ingen rigtig vidste, hvem de var, eller hvad de lavede.

»Det bedste ved at have været i praktik er at du kan 'spinne' det,« sagde en medpraktikant til ham en dag. Og Perlin begyndte at tænke over, at det måtte være praktikkens hovedformål: At man kan sælge sig selv på sit praktikforløb, næsten som om det var et brand, fordi ingen helt ved, hvad man har lært. Der er ingen krav til arbejdet, ingen regler, ingen standarder.

Du kan have brygget kaffe og kopieret rapporter i et halvt år. Eller du kan have stået for at planlægge konferencer og lavet vigtigt akademisk arbejde. Alt sammen med samme vægt.

»Lige pludselig gik det op for mig, at det at være i praktik er en slags rituel handling, som så mange i min generation skal igennem. Det er blevet et ritual, at du arbejder uden løn i en periode for at komme ind i den industri eller ind i den virksomhed, hvor du gerne vil arbejde. Det er ligesom at tage kørekort bare noget du skal,« siger 28-årige, amerikanske Ross Perlin, som var i praktik i praktikantghettoen Islington i 2006, og for nylig udgav bogen Intern Nation How to earn nothing and learn little in the brave new economy.

Praktikindustrien har skabt et gigantisk kulturelt skifte i, hvordan man ser på arbejde og værdien af arbejde. Et skifte, hvor forbindelsen mellem arbejde og løn er blevet svækket. Et skifte, hvor man ikke tillægger arbejde værdi som tidligere, fordi man udfører det gratis, mener Ross Perlin. I USA er 75 procent af alle studerende i USA i løbet af deres studietid i ulønnet praktik mindst én gang, lyder estimatet fra College Employment Research Institute. Det vil sige, at en til to millioner amerikanere hvert år arbejder gratis i alt lige fra Disney World til præsident Obamas valgkontor. I løbet af de seneste 30 år er der sket en praktikanteksplosion i USA, som siden har bevæget sig til Europa. At være i praktik er blevet standard en del af det at være ung. I dag er det helt naturligt, når en arbejdsgiver i den vestlige verden siger: Kom og arbejd for mig i fire måneder uden løn. Kom og arbejd for mig, bare fordi det er et hårdt arbejdsmarked, og fordi jeg spørger dig.

»Hvis vi registrerede ulønnede og lavtlønnede praktikanter som regulære arbejdere, ville vi opdage, at det er den hurtigst voksende gruppe på arbejdsmarkedet,« siger Ross Perlin fra en telefonlinje et sted i det sydvestlige Kina, hvor han arbejder i dag. Blandt andet fordi han engang var i praktik i Islington.

Også i Danmark

Men det sker ikke kun i USA og Sydeuropa. Det er ikke kun i Spanien, hvor 40 procent af arbejdsstyrken arbejder under uregulerede forhold, at folk arbejder gratis. Det sker også i Danmark. For nylig blev DR kritiseret for at have produceret radioprogrammet Detektor,der vandt en bronzemedalje ved VM i radio i New York, ved hjælp af en enkelt ansat journalist og en stribe ulønnede studiepraktikanter. For nogle år siden var det fremme, at kun én ud af 20 medarbejdere hos dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX får løn for sit arbejde.

Og Zentropas grundlægger Peter Aalbæk erklærede for år tilbage, at hvis man ville noget i dansk film, måtte man finde sig i at arbejde gratis i en periode.

Vi ved ikke, hvor mange der arbejder i ulønnede praktikantstillinger enten under uddannelse eller som nyuddannede dimittender, som er i virksomhedspraktik i Danmark.

»Mange. Men vi har ikke nogen sikre tal, så jeg kan ikke engang give et slag på tasken,« lyder det fra arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet. Opblomstringen er især sket i løbet af de sidste fem år.

»Det er noget, man ikke rigtigt har villet diskutere herhjemme, fordi man siger, det ikke eksisterer i Danmark. Men det passer jo ikke. Vi ved ikke, hvor stort omfanget er, men vi ved, det er eksploderet i de senere år,« siger Henning Jørgensen.

En stikprøve, som Berlingske research foretog for nogen tid siden, viste at hver anden universitetsstuderende arbejder eller har arbejdet ulønnet som praktikant. Lige nu søger de danske ambassader i Ottawa, Dublin, London og Bern, Visit Denmark, Danfoss Universe, Con3bute, Dansk Revision A/S og Dansk Sundhedsinstitut, ulønnede praktikanter til et nyt semester. For lidt siden var det Egmont, Apple, Rambøll Management, Danish Crown, Dansk Erhverv, DR, Bayer Norden, Sony, Nykredit, Det Danske Filminstitut, Kommunernes Landsforening, Liberal Alliance, Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Gigtforeningen.

Den type praktikforløb, der er aftalt med en uddannelsesinstitution, og som er regulerede fem-seks måneders SU-berettigede forløb kan være fornuftige nok, hvis de er tilrettelagt som uddannelsesforløb, mener arbejdsmarkedsforskeren.

Dem kan de studerende få enormt meget ud af. De virksomhedspraktikker, som nyuddannede ledige bliver sendt ud i efter endte studier, og som er blevet et helt almindeligt værktøj i aktiveringsindsatsen, ser han som et langt større problem. Helt grelt bliver det, når en ledig bliver sendt ud i virksomhedspraktik inden for sit eget fag, mener han. Eksempelvis når mindst otte af Dansk El-forbunds 13 lokale afdelinger har sager med arbejdsløse elektrikere, der er blevet sendt i ulønnet virksomhedspraktik som lige netop elektrikere.

»Det er grotesk. Hvis ikke virksomheden havde fået en praktikant, ville den jo oprette et normalt job til en normal løn inden for overenskomsten.«

Underminerer arbejdsmarkedet

En rundspørge, Kommunernes Landsforening lavede for noget tid siden, viste, at jobcentrene i 2010 sendte 102.500 ledige i ulønnet praktik et rekordstort tal, som et flertal af jobcentercheferne forventede ville stige med 25 procent i løbet af 2011.

»Når man laver et stykke arbejde, så får man løn for det stykke arbejde. Det her er en underminering af vores arbejdsmarkedsmodel, og især de nyuddannede dimittender er hårdt ramt, fordi arbejdsløsheden er så stor blandt akademikere,« siger Henning Jørgensen og påpeger, at et arbejdsforhold, hvor man ikke får løn, ikke er noget arbejdsforhold.

Det, vores arbejdsmarked er så berømt for, er, at det er et godt, reguleret og tilpasningsdueligt system, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere i fællesskab aftaler, hvad arbejdets art er, og hvad det skal aflønnes med. Men hvis det er et arbejdsforhold, hvor du pludselig ikke får løn, så er det jo ikke et arbejdsforhold. Så er der ikke er nogen sikkerhed. Og så bliver spørgsmålet: Kan man bruge arbejdstilsynets beføjelser? Kan man bruge den normale lovgivning?

»Al vores private arbejdsmarkedsregulering handler om regulerede arbejdsforhold. Og virksomhedspraktikker og ulønnede praktikker er uregulerede arbejdsforhold, hvor vi hverken fagligt gennem overenskomster eller politisk gennem lovgivning har reguleret området,« siger Henning Jørgensen og påpeger, at Europa-Parlamentet den 6. juni vedtog en opfordring om at pålægge EU-Kommissionen at komme med et forslag til politisk regulering af det uregulerede praktikområde.

»Når Danmark har EU-formandskabet næste år, kan det meget vel være, at det danske formandskab skal fremlægge et forslag om indgreb mod brug af praktikanter. Det paradoksale er, at det topmøde bliver gennemført med brug af 26 ulønnede universitetspraktikanter, der er ansat i 11 måneder for ingenting,« siger Henning Jørgensen.

Uundværlig praktik

Hvis ikke han havde været i praktik, havde han nok ikke fået sit første barselsvikariat. Hvis ikke han havde haft sit vikariat, så havde han nok ikke fået sit første faste job. Og hvis ikke han havde været i praktik, var han nok ikke blevet ansat i den virksomhed, han i sin tid var i praktik hos.

»Det var en slags sneboldeffekt,« siger Peter Stendal, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Advice, der blandt studerende er et eftertragtet praktiksted, fordi de betaler praktikløn og er kendt som et sted, hvor man lærer noget. Igennem fire måneder i 2004 skrev og redigerede han artikler, researchede og hjalp til på konsulenternes projekter som universitetspraktikant.

»Jeg ved selvfølgelig ikke, om det var derfor, jeg fik en fast stilling, men det havde formentlig betydning, at jeg havde været der før,« siger Peter Stendal, der sprang første og anden runde over i ansættelsesprocessen hos Advice og gik direkte til tredje runde.

»Folk i virksomheden kan se dig an i løbet af praktiktiden, de kan se, om du har et fornuftigt intellektuelt niveau og om du er ansvarsbevidst. Er du det, så ryger du ind i rekrutteringspuljen,« siger Peter Stendal, der ikke vil have været sin praktiktid foruden.

Det er derfor, universitetsstuderende i stor stil søger praktik. For at lære noget, for at skabe netværk, for at øge mulighederne på arbejdsmarkedet, for at suge kulturen på arbejdspladsen til sig. Og akkurat som Peter Gade Stendal gjorde, så står de stærkere, mener professor i kommunikation og tidligere kommunikationsrådgiver Roy Langer, der for nylig skrev et indlæg om 'de hvide slaver', som han kaldte de ulønnede praktikanter i både Politiken og på kommunikationsbranchesitet K-Forum.

Roy Langer har ofte hørt netop fra sine studerende, at de ønsker praktik, fordi arbejdsgiverne efterlyser erhvervserfaring. Forleden talte han med en underdirektør i Dansk Industri, der mente, at de studerende ikke er erhvervsparate, når de kommer fra universiteterne.

»Det, synes jeg dybest, set er en frækhed. Det er uddannelsernes opgave at uddanne, ikke at give dem erhvervserfaring. Og det er virksomhedernes eget ansvar at træne dem til at arbejde i virksomheden.«

Pay to play

Og på den måde er det en opgave, man har flyttet over fra arbejdsgiver- til lønmodtagersiden. I sidste ende regner arbejdsgiverne, ifølge Langer, ikke længere med, at de skal investere i deres medarbejdere. I stedet kan de regne med, at de får profit ud af dem fra dag ét.

Studerende, der er velhavende nok, er endda villige til at betale for de mest prestigiøse praktikpladser.

Da magasinet Vogue skulle ansætte praktikanter, blev en enkelt plads bortauktioneret for 42.500 dollar, der siden blev givet til velgørenhed. Ironisk nok, mener Perlin, til Robert F. Kennedy Center for Justice and Human Rights. Og i februar holdt de britiske konservative parti i Storbritannien en fest, hvor attraktive praktikpladser kom på auktion. For mellem 2.000 og 4.000 pund kunne rige Tory-støtter give deres børn en eller to ugers erhvervserfaring i eftertragtede virksomheder som magasinet Tatler eller PR-bureauet Bell Pottinger. »De ulønnede praktikker er et gigantisk klasseproblem,« mener Ross Perlin som kalder det et 'pay-to-play'-system.

»Hvis du vil ind i den kreative klasse, hvis du vil ind i vigtige og indflydelsesrige nøglebrancher som politik, medier, film, underholdning, så skal du i praktik. Det er bare synd for dem, der ikke har råd.«

Kapløb mod bunden

Derfor vil den logiske konsekvens især i USA, hvor der ikke er noget SU-system være, at det kun er dem, der allerede i forvejen er rige nok, kommer til at have en chance i disse brancher og en adgang til samfundet, mens arbejderklassen kommer til at forblive arbejderklasse.

Således forbliver de veluddannedes børn i de kreative erhverv. Det er dem, der arbejder gratis i filmbranchen, i underholdningsbranchen, i politik, i kulturinstitionerne alle dem, der blev hyldet for at være fremtidens arbejdskraft.

»Det er alle dem, der er blevet indoktrineret til at mene, at deres identitet ligger i arbejdet, som er vant til at realisere sig selv gennem arbejdet, som det her rammer,« siger Roy Langer, der kunne se på debatten efter sit indlæg i Politiken, at de studerende ikke opfatter sig som skruebrækkere, når de arbejder gratis. For de er vant til at tænke: Hvad skaber mening i mit liv. De går ikke på arbejde for at tjene penge, men for at danne sig en identitet. Værdien af arbejde måles ikke længere i løn, men i hvordan det er i forhold til deres selvudviklingsprojekt.

»Og det er et helt andet tankesæt end, det vi har bygget velfærdssamfundet på, som beror på overenskomster og tanken om at man skal have løn for sit arbejde. I virkeligheden er det en sundere livsform, hvor man går på arbejde for at skabe et eksistensgrundlag, og ikke fordi det skal definere en.«

Men mens mange akademikere er ansat uden nogen øvre arbejdstid, og hvor overarbejde ligger i lønnen, holder faglærte og ufaglærte arbejdere stadig fast i overenskomstmæssige rettigheder. Hvis de arbejder mere end 37 timer om ugen, skal de aflønnes derefter.

I USA handler det også om, at faglærte og ufaglærte arbejdere er bedre organiserede end hele den kreative klasse, mener Ross Perlin.

»Det er selvfølgelig ironisk, når den kreative klasse nu er bedre uddannet, men det handler også om selvforståelsen af, at de kan klare sig selv,« siger han.

Den kreative klasse ser sig selv som uafhængige frie agenter, der kan forsvare egne interesser. Og på den måde har praktikforløb været en fantastisk måde at spare udgifter til oplæring for arbejdsgiveren, samtidig med, at arbejdsgiveren ignorerer lovgivningen idet der i de fleste lande, hvor der eksisterer ulønnede praktikker også eksisterer en lov om mindsteløn.

»Det er en kapløb mod bunden, hvor mennesker underbyder hinanden,« siger Ross Perlin. Et kredsløb, hvor arbejdstagerne bliver nødt til at arbejde gratis for at have en chance. Og hvor arbejdsgiverne vænner sig til, at de kan få ydelser gratis.

»Jeg har ansat praktikanter igennem hele min karriere,« bliver den kendte medieperson John Stossel citeret for i Perlins bog. Praktikanter, der har lavet det meste af researchen til Stossels bøger og til de Emmy-priser, han har vundet.

»Jeg har spurgt mine chefer, om de ikke kunne betale for researchen, men de grinede af mig og spurgte, om jeg troede, de var lavet af penge. Fra da af fik jeg den bedste hjælp fra ulønnede studerende. Er jeg ond? Skal jeg i fængsel nu?«

Den niende i rækken

Yula Chuiko-Lund taler fem sprog, lærte dansk på halvandet år, da hun først kom hertil fra Hviderusland for otte år siden, hvor hun gik på eliteskole og fik sin bachelorgrad som 19-årig. I september sidste år fik hun sin kandidatgrad i kommunikation og engelsk fra Copenhagen Business School.

»Jeg blev sendt i aktivering som AC-medhjælper i kommunen. I begyndelsen var jeg så glad og lykkelig over, at jeg skulle arbejde, så jeg nærmest var ligeglad med, hvad jeg skulle lave.«

Yula Chuiko-Lund viste sig at være nummer ni i rækken i samme funktion, hvor hun endte med at brygge kaffe, svare telefoner, bestille konvolutter og fotokopiere for chefen. Ingen anede, hvad hun i virkeligheden kunne, og selv følte hun det som at være i et vakuum. Fra at have søgt 10-15 stillinger om ugen, kunne hun nu kun søge tre, og hun kunne ikke gå til det samme antal jobsamtaler, fordi hun helst ikke måtte gå til samtaler i arbejdstiden.

»Men jeg er stærk, jeg er rustet til sådan noget, det skal nok gå, tænkte jeg i begyndelsen. Men til sidst blev min selvtillid fuldstændig ødelagt. Der blev hele tiden sagt, at jeg skulle være taknemmelig for overhovedet at være der. Til sidst begyndte jeg selv at tænke, at mit arbejde jo var gratis, så det var nok ikke så meget værd. Mig kunne man bare smide ud.«

Fire uger i virksomhedspraktik, og tre måneder med løntilskud endte med en sygemelding. Men efter en tid fik hun tilbudt en ny virksomhedspraktik i et kompetenceafklaringscenter, der afklarer kontanthjælpsmodtageres kompetencer.

»Jeg var der i fire uger til at begynde med. De var vilde med mig, og jeg var stolt. Endelig kunne jeg bruge det, jeg havde lært. Det føltes, som om jeg fik min identitet tilbage, og jeg knoklede.«

De lovede hende et job med løntilskud, sagde, at hun ikke behøvede at søge andet. Men samme dag, som kontrakten skulle underskrives ringede de og sagde, at hun ikke behøvede at komme på arbejde. Overhovedet.

»Jeg blev kasseret, og så er det, at man begynder at tvivle på sine kompetencer, både personligt og professionelt,« siger Yulo Chuiko-Lund, der mener, at praktikforløbe har skadet mere end de har gavnet. Ikke mindst, fordi de har fjernet hende fra jobsøgningen i mindst et halvt år. Nu sidder hun derhjemme og skriver ansøgninger. Og håber, at hun ikke bliver sendt ud i praktik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Hvad vil de forskellige politiske partier gøre ved dét?

Leif Højgaard

Ja - lad os få nogle bud - ordet er frit!

Anne Marie Pedersen

Der er selvfølgelig rigtig mange årsager til, at unge finder sig i at skulle arbejde gratis. Men en lidt vinkel er efter min overbevisning ret overset. Og den har fagbevægelsen kun sig selv at takke for - for de er ekstremt dårlige til at hjælpe studerende på ungdomsuddannelser og nye studerende på videregående uddannelse.

Langt de fleste studerende, der på sigt ender i den såkaldte kreative klasse, starter med et job som kassemedarbejder, på en café, i et vikarbureau eller lign. Og her tjener de næsten ingen penge - måske mellem to og fem tusind udbetalt om måneden afhængig af om der er eksamen eller ferie på studiet. Og her kunne den studerende rigtig godt bruge en fagforening. Men her er INGEN. (For vælger de en fagforening, der passer til deres studieretning dækker den kun studierelevant arbejder og vælger de en, der passer til deres job skal de betale fuldt bidrag - men det er jo ikke en økonomisk mulighed.

Dvs. at rigtig mange studerendes første år på arbejdsmarkedet foregår uden mulighed for fagforening. Der er ingen at gå til.
Det er måske heller ikke den bedste lære at give størstendelen af alle studerende på videregående uddannelser. Måske er det derfor heller ikke så mærkeligt, at de ikke henvender sig til en fagforening som det første, når de senere får et studierelevant job eller tilbudt en ulønnet praktik.

Strengt taget er det her vel lidt ligesom en gammeldags læreplads, skønt der fik man dog nok betaling til smøger og den slags. Der var meget misbrug af de unge dengang i halvtredserne og bagud, som havde fået en læreplads, men man må vel sande, at hivis man rightig skal lære noget, så koster det på en eller anden måde. Når nutidens praktikpladser så er helt ubetalte er det vel i vidt omfang fordi ellers er man 'ansat' og så koster det ret dyrt for arbejdsgiveren i forsikringer osv. Det er endda ved at blive sådan at man ikke engang må have praktikanter uden at skulle forsikre dem en hel masse i USA.

Jeg føler mig helt so avant garde - jeg gjorde det samme, men på eget initiativ, i 80erne! Det var jo det, SUen sørgede for, at man kunne: komme ind og gøre sig gældende dér, hvor man godt ville ind og gøre sig gældende; men ikke som færdiguddannet, men som led i uddannelsen mhp. senere karriere. Og delvis lykkedes det da.

Da jeg læste, var der da (ihvertfald i begyndelsen) en studenter-jobformidling, der hjalp studerende til jobs, de kunne overkomme ved siden af studierne, f.eks. baby-sitting.
Studenterformidlingen
Tøndergade 16, 2. sal/Vesterbrogade 123
1620 København V
Tlf. 33 55 10 20 og 33 55 10 09

Finder man selv en arbejdsplads, skal man være opmærksom på de studentertimelønssatser, der er aftalt ved en overenskomst mellem HK og staten. Studentertimelønssatser og kvalifikations?tillæg kan oplyses ved henvendelse til:

Forenede Studenterråd
Sekretariatet
Fiolstræde 10
1171 København K
Tlf. 35 32 38 38

"Til studenter, der har studeret ved højere læreanstalter i to år og har bestået de inden for dette tidsrum hørende prøver og eksaminer, ydes der 1 års anciennitet. Hertil kommer kvalifikationstillæg hvis man udfører kvalificeret arbejde i forhold til studenterarbejde i almindelighed.
For overarbejde findes særlige satser.Satserne er dyrtidsregulerede. Hver gang de reguleres, offentliggøres de nye satser i Universitetsavisen. "

Anne Marie Pedersen

Ja Peter. Men problemet er, at man nok nærmere arbejder i Netto det/de første år af uddannelsen. Og der er squ ikke nogen der gider hjælpe dig der.

Inger Sundsvald

»Når man laver et stykke arbejde, så får man løn for det stykke arbejde. Det her er en underminering af vores arbejdsmarkedsmodel, og især de nyuddannede dimittender er hårdt ramt, fordi arbejdsløsheden er så stor blandt akademikere,«

Her er der ikke tale om studerende der skal tjene lommepenge eller prøves til en læreplads.

olivier goulin

Ja, hvad skal man snart sige?

Et eller andet sted er det jo bare en helt naturlig forlængelse af markedets logik - udbud og efterspørgsel, blot her vendt lidt på hovedet i og med, at det for tiden er arbejdsgivers marked - og løn har fået en bredere definition end tidligere.

Der er tilsyneladende folk, der er så forhippet på den prestige-værdi, der ligger i at have praktikerfaring, at de gerne arbejde gratis for den. Forstå det, hvem der kan - men det er vilkårene.

Og arbejdsgiverne forsøger jo altid at minimere deres udgifter ved bl.a. at hyre den billigst mulige arbejdskraft.

Nu er skruebrækkerne blot ikke polakker og andre fremmedarbejdere, men forkælede unge danskere med penge hjemmfra.

Det kan arbejdsgiverne naturligvis ikke stå for.

/O

Martin Jeppesen

Private firmaer (og det offentligt for den sags skyld) vil altid tage imod gratis arbejdskraft, hvis den bliver stillet til rådighed. Fingeren bør rettes mod de mennesker, som skaber rammerne for den praksis.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Jeg har selv startet i praktik, som blev til et job. Så det er ikke uden perspektiver, men der var også tale om en specifik faglig kontekst, hvor jeg lærte at bruge nogle fagsystemer, som ikke er tilgængelige for enhver, og som indskrumpede ansøgerfeltet gevaldigt.
Hvis man har den form for involvering i en praktikstilling, så ser jeg den som klart arbejdsforberedende. Laver man kaffe kopierer (og ikke andet, forstås), så er det klart, at det bare er staffage & Potemkinkulisser på et CV.
De mest hårdtarbejdende praktikanter, jeg selv oplevede, var dem, som Udenrigsministeriet havde taget ind hos min tidligere samarbejdspartner, generalkonsulatet i New York. Dels var de ikke lønnet, dels fik de et tilskud, der var væsentligt lavere end man kunne forvente at bruge på boligen, for slet ikke at snakke om at leve i New York i det hele taget og i øvrigt være præsentable i jobbet - så de taber gevaldigt penge på deres praktik.
Men New York er en meget passende reference til artiklen, for dér er det særdeles almindeligt, at man ikke er lønnet i de såkaldt kreative jobs. Der er altid tusind projekter i gang, så man er altid velkommen til at blive koblet på - men, jo altså uden løn, så man kan samle tilstrækkeligt mange referencer til at få et rigtigt job til sidst. Måske.

Politik...kreativ branche...blop!!

Der er fa'me noget galt, når folkestyret bliver en branche. Endda en kreativ én af slagsen.

he ja Torben Skov : Det første en kunstner vil gøre med politisk magt i hænde magt er at skabe et blankt rum for sin installation. Dog ofte heldigvis kun i vilde fantasier, men totalt uholdbart og sværmerisk. Mine tanker går til vores 'kunstner-kære' 90'er-regeringer, til DDR, Fiume ...
Gennemgående i den slags er en trang til at 'fyre folket og skaffe sig et andet'. Der er en grund til at der sommetider surmules og vrisses lidt meget i DF. Det gør der i fyringsramte kredse.
men NB : ethvert masselinje-parti er jo en potentiel virkelighedsfjern 'installations-kunstner'. Og var Barbarossa egentlig ikke et æstetisk splattermesterværk ?

@ Skov. Det er godtnok morgen, men jeg må efter dig igen.

Folkestyret er den kulisse vi har omkring minister- og folketingsmedlemshonorarer.

Heldigvis, som du kan se af ministrenes cv'er kan man komme i praktik i de politiske partier - og så er al snak om uddannelse bare noget proletarisk fis.

Tag nu Karsten - Lauritzen. Efter gymnasiet i praktik i Venstre. Nu har han lært af dem at sige det rigtige når Løkke behøver det - og uden 2 minutters uddannelse er manden rykket op i lønklassen over akademikere.

Selvfølgelig er reklame og 'kommunikationsbranchen' et par trin lønmæssigt over at sidde i bestyrelsen for koncernen Danmark.dk.

@ Skov. Undskyld jeg glemte ;-)

Odd Bjertnes. Nu fører du godt nok det kreative op på et højere plan. Hvad med Birkebau eller Hiroshima. Æstetikken overlades til smagsdommerne.

Robert N Gjeertsen

Morakkere og løntrykkere, føj for Satan nogle asociale egoister ! Og vor mange er der mon der ALDRIG får ande3t end løftet om måske et job.. Næste år eller ....