Læsetid: 8 min.

Da skoleeleven ville rette på partichefen

Som 15-årig blev østtyske Friedemann Winkler genstand for en intens overvågning fra sikkerhedspolitiet Stasis side. Han havde i et læserbrev til partiavisen advaret generalsekretær Erich Honecker mod at bruge meningsforstyrrende floskler i sine taler
August 1961. Østtyske bygningsarbejdere under bevogtning af politi og militær under bygningen af de den første i ugerne efter den 13. august.

August 1961. Østtyske bygningsarbejdere under bevogtning af politi og militær under bygningen af de den første i ugerne efter den 13. august.

13. august 2011

Friedemann Winkler var 15 år og gik i 10. klasse i 1985. Han boede alene med sin mor i DDR's hovedstad Berlin. Friedemann var med i den kommunistiske ungdomsorganisation FDJ. Moderen var medlem af kommunistpartiet SED, musikredaktør ved Radio DDR, og i hjemmets bogreoler stod der mange politiske bøger. Dem læste Friedemann gerne i. Og en dag tog han fat på at læse LTI Lingua Tertii Imperii af den tyske filolog Victor Klemperer. Bogens titel betyder Det Tredje Riges sprog. Den er en beskrivelse af, hvordan nazisterne fordærvede det tyske sprog.

Friedemann Winkler kigger op på huset fra gaden. Sporvognsskinnerne er der endnu. Ellers er der ikke meget tilbage fra dengang, han voksede op i Alte Schönhauser Strasse. Vi står foran opgangen til nummer 26, hvor han boede. Til den ene side sælger en butik espressomaskiner og alt til den italienske kop kaffe. Til den anden er vinduet fyldt med streetwear. Da han voksede op i baghuset, hvor hans mor stadig bor, var gadens forretninger en grønthandler, en slagter, en glarmester og en legetøjsforretning. Nu er bygningen saneret, og der står designerhavemøbler, blomster og legetøj i gårdhaven. Det var der ikke, da Friedemann voksede op. Der var fælles lokum på trappen.

»Når man har læst LTI, begynder man at læse aviserne på en anden måde,« siger Friedemann Winkler, da vi har sat os på en café på hjørnet af Gipsstrasse, hvor hans gamle skole stadig ligger. Hans mor abonnerede på partiavisen Neues Deutschland, og den 8. september 1985 skrev Friedemann et brev til avisen om en artikel, han havde læst samme dag.

Inspireret af Klemperer analyserede han i brevet en tale, som den østtyske partichef, Erich Honecker, havde holdt i anledning af mindedagen for fascismens ofre. Talen var trykt i avisen. Skoleeleven Friedemann skrev blandt andet: »Jeg vil gerne rette Erich Honecker og opfordre ham til nærmere eftertanke, når han under overskriften 'Tilforladelig beskyttelse af freden' skriver, at man må 'bekæmpe krigen, før den bryder ud'.«

Rettede på partichefen

Friedemann mente ikke, at man kan 'bekæmpe' en krig og slet ikke en, der ikke er brudt ud, og han konkluderede: »Jeg håber, at den slags forvrøvlet sludder for fremtiden holdes ude af Deres avis ... Netop hvad angår det følsomme tema fascisme og krig, skulle man tænke alvorligt over, hvad man skriver og ikke udgyde slidte og meningsforstyrrende floskler.«

Han viste brevet til sin mor, før han sendte det. Hun mente ikke, at han fornærmede DDR's ledelse. »De skal da bare være glade for, at der er nogle, der læser avisen ordentligt,« sagde hun opmuntrende.

Sådan opfattede man det ikke på Neues Deutschland. Få uger efter blev Friedemann midtpunkt for et arrangement på skolen. De to 10.-klasser blev kaldt sammen, Friedemann blev placeret på et podium sammen med en mand, der sagde, at han kom fra avisen. De to skulle diskutere Friedemanns brev. »Han var veltalende og god til at argumentere. Jeg virkede dum og latterlig. Det var for at ydmyge mig. Og det stod mig klart: Det gør jeg ikke igen. Det var en kamp på ulige våben. En lille 15-årig kunne altså ikke tillade sig at kritisere noget i DDR,« siger Friedemann Winkler.

Få måneder senere fik Friedemann ved en geografiprøve stillet spørgsmålet: »Hvordan har territoriet ændret sig efter oprettelsen af cellulose-virksomheden Ust-Iliminsk?«

»I stedet for at svare med de ønskede tre linjer skrev jeg en side om, hvorfor jeg ikke kunne tage spørgsmålet alvorligt og derfor ikke havde tænkt mig at svare på det,« fortæller Friedemann Winkler. Det skete blandt andet med formuleringen: »Måske skulle Geografigruppen under DDR's Pædagogiske Videnskabers Akademi først skaffe sig overblik over begrebet 'territorium'.«

Friedemann fik dårligste karakter for sin ikke-besvarelse. Tre uger efter blev han kaldt ned på sekretærens kontor, hvor der sad en mand fra Ministeriet for Statssikkerhed, Stasi, der ville tale med ham.

»De ville vise mig, at de holdt øje med mig. At jeg ikke kunne skrive eller gøre noget, som de ikke fik at vide. En IM (uofficiel Stasi-medarbejder, red.) på lærerværelset havde indberettet min geografi- prøve,« siger Friedemann Winkler.

Værnepligt ved Muren

Han oplevede ikke, at lærerne forfulgte ham på grund af begivenhederne. Han afsluttede 10. klasse med bedste karakter og kom som ønsket i lære som vinduesdekoratør.

»Selv om kun en til to elever fra hver klasse fik lov at komme i gymnasiet, kunne det sagtens have været mig. Men jeg ville ikke. Jeg ville lære et håndværk. Jeg ville tilhøre arbejderklassen. Jeg var helt rød, da jeg forlod skolen,« fortæller han.

Derfor havde han også som 16-årig skrevet under på, at han ønskede at aftjene sin værnepligt med tre år som soldat i folkehæren ved den tysk-tyske grænse. Den normale værnepligt var 18 måneder. En forpligtelse, der kunne medføre, at han skulle skyde sine landsmænd ned, hvis de formastede sig til flugtforsøg.

»Men i læretiden faldt der skæl fra mine øjne. Jeg var på et trykkeri, og folk lavede intet. Jeg mistede fuldkommen troen på systemet DDR. Nogle af mine ældre venner var også kommet i hæren, og det, de berettede, gjorde mig sikker på, at jeg ikke skulle være grænsesoldat. Jeg besluttede mig for at blive militærnægter,« fortæller Friedemann Winkler.

Han var umyndig, da han skrev under på aftalen, så underskriften var ikke juridisk gyldig. En kirkelig rådgiver for militærnægtere fortalte ham, at den normale procedure ville være at sætte ham i fængsel, måske endda militærfængsel, indtil han sagde ja til at blive grænsesoldat.

»Under alle omstændigheder skal du vide: Dit borgerlige liv er slut. Du kan aldrig ansøge om en lejlighed, om en studieplads, noget som helst,« sagde rådgiveren. Men Friedemann ville under ingen omstændigheder. Til sessionen fik han at vide, at han kunne stå ved de tre år og aftjene dem nu. Hvis ikke han gjorde det frivilligt, ville man vente med at indkalde ham, til han var 27 år. »Og så har De jo nok kone og børn. I mellemtiden kan De glemme alt om videre studium, og hvad De ellers måtte ønske,« lød beskeden. Men Friedemann stod fast. Han var 18 år, spillede trompet i orkestret Bolschewistische Kurkapelle Schwarz-Rot og var ligeglad med studier og kone og børn. Halvandet år efter faldt Muren.

Murens fald

Den 9. november 1989 øvede Friedemann Winkler med sit nye orkester Letzte verzweifelte Hoffnung (Sidste Fortvivlede Håb) i Greifswalder Strasse. Radioværten Jürgen Kuttner, der havde været en slags konferencier for det tidligere orkester, var der også. Et af medlemmerne kom for sent og påstod, at Muren skulle være åbnet. Kuttner afviste på det kraftigste, at det kunne være muligt. Da de var færdige med at øve, foreslog tubaisten Friedemann, at de alligevel lige skulle se efter. De fik fat i en taxa, og fra en bil med nedrullede vinduer råbte nogle lykkelige punkere til dem: Vi har lige været ovre i Vest! Da troede de på det, og taxachaufføren kørte dem mod grænseovergangen i Bornholmer Strasse. Allerede ved Schönhauser Allee var der så stopfuldt af Trabanter og fodgængere, at de måtte stå ud. De kom over til fods.

»Jeg gik langs med Muren mod byen. Jeg ville se Brandenburger Tor, som jeg kun kendte fra øst, fra den anden side. På grund af menneskemængderne endte jeg ved Grosser Stern og kunne se lige ned på den. I dét øjeblik tænkte jeg: Det er et historisk øjeblik, jeg oplever,« fortæller Friedemann Winkler.

Hvad Stasi noterede

I 1995 tilstod Jürgen Kuttner offentligt at have været IM for Stasi, og først da tænkte Friedemann, at det kunne være, der var blevet oprettet en sag på ham selv. I Stasi-arkiverne sagde de, at hvis han først havde lært Kuttner at kende i 1988, skulle han vente et par år, for her gennemgik de sagerne kronologisk. Da han nævnte Stasi-besøget på skolen, fik han at vide: »Vi har ikke oplevet, at Stasi oprettede sager på skoleelever.«

Ikke endnu. For da Friedemann Winkler endelig i marts 2003 bad om aktindsigt, blev det klart, at Stasi allerede var blevet informeret, da han skrev til Neues Deutschland. Avisen havde underrettet de kommunale skolemyndigheder, og fra Friedemanns skole havde en IM 'Hermann' henvendt sig til det politiske politi. I hans Stasi-akt kan man læse i beslutningen om den videre 'arbejdsgang', at Neues Deutschland havde foreslået Stasi, at en professor fra Institut for Samfundsvidenskab skulle diskutere med Friedemann på skolen. Skoleinspektøren skulle også arbejde for, at »eleven bliver ideologisk isoleret« og at »elevens udvikling forbliver under kontrol«. Da skolen vidste, at moderen kendte til brevets indhold, blev også hendes chef på radioen informeret og bedt om at kalde hende til samtale om sønnens opdragelse.

Berlin-Mittes kommunale byråds afdeling for folkeuddannelse lavede en særlig bedømmelse af hans skolemæssige evner, hvor det blandt andet blev konkluderet, at han led af »stærk moralsk selvovervurdering«, og at man formodede, at han »uden for skolen bliver konfronteret med indflydelse, som han ikke kan bearbejde«. Efter podiumsdiskussionen har en løjtnant Rommel forhørt sig hos inspektøren og aflagt rapport. Her bliver det konkluderet, at den »åndeligt yderst aktive elev«, er en 'enspænder«, der delvis optræder »indbildsk og anmassende over for sine skolekammerater«, og at »moderen ikke længere har nogen indflydelse på ham«.

»Jeg var ingen enspænder og havde ingen problemer derhjemme. Og jeg mistede ingen venner på det. De syntes bare, at det var lidt skørt, at jeg havde brugt min tid på at skrive et brev til en avis i stedet for at spille bordtennis,« siger Friedemann Winkler.

Af akterne fremgår det, at Stasi efter geografiprøven både forhørte sig hos den lille families naboer og hos skolens sekretær fru Thiele. Sekretæren, som han slet ikke kendte, udtalte til Stasi, at han led af »personlighedsforstyrrelser«, og at hans opførsel efter hendes mening »ikke var pubertetsafhængig, men psykologisk betinget«.

»Det var højt betalte officerer, der beskæftigede sig med min sag. Da jeg fik mine Stasi-akter, blev det for alvor klart for mig, hvorfor Muren måtte falde og DDR gå til grunde: Det var helt igennem latterligt at bruge så mange ressourcer på en lille skoleelev,« siger Friedemann Winkler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer