Læsetid: 6 min.

Strauss-Kahn-affæren splitter Frankrigs feminister

I Frankrig er debatten om Dominique Strauss-Kahn ikke et slag mellem undertrykkelse og frigørelse, sagens har også udfordret, hvad det frigjorte synspunkt er.

I Frankrig er debatten om Dominique Strauss-Kahn ikke et slag mellem undertrykkelse og frigørelse, sagens har også udfordret, hvad det frigjorte synspunkt er.

RICHARD DREW

13. august 2011

»Ofte bliver voldtægtsofre banket endnu længere ned i i ulykken af deres pårørende. Det er stærkt beklageligt. I stedet burde de hjælpe deres kære ved at sige, at kroppen ikke er uopretteligt skadet, at et sprøjt sperm kan vaskes af, også mentalt. At selv om overfaldsmanden har taget magten over kroppen, så gælder det ikke personligheden.«

Ordene kommer fra den franske forfatter Catherine Millet, der i 2002 udgav bogen La vie sexuelle de Catherine M.( Catherine M's seksuelle liv), hvori hun usædvanligt åbent fortalte om sine sexuelle erfaringer spændende fra onani til en stribe sexorgier i det franske borgerskab.

Millet argumenterer videre, at mange af dem, der i pressen forklarer, at voldtægtsofre ender med en depression, og at voldtægt er en trussel mod kvinders frihed, er under indflydelse af gammeldags feminisme.

Hermed slutter hun sig til den voksende skare af franske intellektuelle, der i offentlige debatter og kronikker kommenterer og fortolker den voldtægtsanklage, som en stuepige i midten af maj rettede mod den nu tidligere direktør for Den Internationale Valutafond, franskmanden Dominique Strauss-Kahn.

For at nå frem til Millets syn på sagen skal vi flere måneder og flere lag tilbage i debatten. For diskussionen brød ud synkront med Strauss-Kahns arrestation i New York og har glødet rødt siden.

I sagens natur har især feministerne været aktive. Men selv om indlæggene indledningsvist faldt i en slags logisk rækkefølge, er diskussionen siden gået sine helt egne veje.

Som franske intellektuelle feminister, der skændes med ditto amerikanske. Som super-ikonet, den feministiske filosof Elisabeth Badinter, der først intet ville sige og senere gik på radioen blot for at begrunde hvorfor. Og som Millet, der altså har sin egen opskrift på, hvordan man hjælper ofre for voldtægt.

En vittighed! En hån!

Der gik kun tre dage, fra Strauss-Kahn blev arresteret, til hans gode ven, den tidligere socialistiske justistsminister Robert Badinter, den 17. maj på den nationale radiostation France Inter kritiserede den behandling, det amerikanske retsvæsen gav Strauss-Kahn, som ikke kun fik en tur i håndjern foran alverdens kameraer, men også måtte sidde på bænken i retssalen sammen med banale kriminelle.

»Man siger, at det amerikanske retsvæsen er ens for alle. Men det er en vittighed! En hån! Når Strauss-Kahn sidder der, midt imellem alle de andre, er han bevidst fornedret til samme niveau som dealerne,« spruttede Badinter.

Den tidligere socialistiske kulturminister, Jack Lang, bidrog med at sige, at der trods alt ikke var nogen, der var døde. Og sådan var der flere opsigtsvækkende indlæg til forsvar for Strauss-Kahn.

Herefter var scenen klar til Frankrigs feminister, som især blev anført af foreningen Osez Le Féminisme, der er ganske ny, men som har drastisk vokseværk af yngre kvinder over hele Frankrig. Allerede her rettede protesterne sig ikke længere imod sagen i New York, men det hjemlige debatniveau, som feministerne protesterede imod ved at få 3.000 demonstranter på gaden i Paris.

Ved samme lejlighed lancerede de en underskriftsindsamling, der få dage senere havde 25.000 underskrivere. Heriblandt også førstedamen Carla Bruni.

Fransk feminisme

Næste etape kom fra de feministiske intellektuelle. I et indlæg i dagbladet Le Monde, rejste sociolog med speciale i familie og normer i parforhold Irène Théry spørgsmålet, om det franske samfund kan rumme en debat, hvor man antager, at Strauss-Kahn er uskyldig og samtidig tror på, at stuepigen Nafissatou Diallos er troværdig, indtil det modsatte er bevist?

For nu hvor kvinder ikke længere deles op i respekterede hustruer og tjenestepiger, man kan behandle, som man vil, er samtykket blevet afgørende, fortsætter Théry:

»Samtykket, centrum for den nye seksuelle normalitet, er således på en og samme tid løsningen og problemet. At samtykke, ja, men til hvad? Hvorfor? Og når afvisningen udfolder sig langt fra alle blikke, hvordan kan man så tage spørgsmålet videre til den offentlige, sociale og juridiske dimension?«

Det spørgsmål fik den amerikanske historiker ved Princeton University, Joan Wallach Scott, specialist i fransk historie og ligestilling, til at reagere. For i virkeligheden ville Théry, argumenterede Scott i avisen Libération, understrege ideen om, at forførelsen udgør et unik aspekt af den nationale franske identitet det indgår i den særligt franske feminisme:

»Denne feminisme er skabt ud fra en særlig levevis, som afviser det politisk korrektes blindgyder, som både vil have ligestilling mellem kønnene og forførelsens asymetriske glæder, den absolutte respekt for samtykket og den udsøgte overraskelse fra de stjålne kys.«

I den situation, fortsatte Scott, er det ikke mærkeligt, at Dominique Strauss-Kahns sag i en sådan grad kan forstyrre tilhængerne af en ideologi, der tillægger forførelsen en så vigtig plads:

»For det handler ikke blot om seksualiteten eller om privatlivet, heller ikke engang om, hvad der tæller i forhold til samtykke. Det handler ikke blot om mændenes ret og undertrykelsen af kvinder. Det, der er på spil i denne sag, er spørgsmålet om at finde ud af, hvordan forskellen og ligheden opfattes i forbindelse med den franske nationale identitet.«

I sit indlæg kritiserede Scott desuden en række andre franske intellektuelle tilhængere af den såkaldte 'franske feminisme', der ligger på linje med Théry. Disse har siden, ganske nedsættende, svaret igen i Libération. Senere har andre intellektuelle feminister i Frankrig forsvaret Scott ligesom Scott har givet igen.

Tavshed er eneste svar

Som bekendt har sagen i New York udviklet sig parallelt og løbende påvirket debatten i Paris. Derfor var det som at få en portion ekstra kul på, da det i begyndelsen af juli kom frem, at stuepigen Nafissatou Diallo havde løjet om en række ting i sin fortid, og at hendes forklaring af forløbet lige efter den påståede voldtægt ikke helt holdt vand. Det vendte stemningen drastisk i Frankrig.

Nu lød spørgsmålet, om feministerne var gået for langt i deres fordømmelse af Strauss-Kahns fortalere. Blandt kritikerne var ikke mindst en stemme, mange havde ventet på, nemlig Elisabeth Badinters. Men da hun endelig udtalte sig hos France Inter, var det først og fremmest for at begrunde, hvorfor hun intet havde sagt hidtil. »Tavsheden var,« sagde filosoffen, »den eneste ordentlige holdning. Det var for tidligt at udtale sig definitivt,« forklarede hun. Og mente desuden, at det ville have været passende, at de, der havde råbt højest, udtrykte deres fortrydelse.

Da journalisten forsøgte at forklare, at feministerne især havde benyttet lejligheden til at få drøftet emner som mandschauvinisme og voldtægt, lød svaret:

»Det er uanstændigt. Man kan ikke bruge en eventuel uretfærdighed til at fremme en sag.«

Hos web-mediet Arrêt sur images var analysen af interviewet, at Badinter dårligt kunne have udtrykt sig anderledes, når hendes mand, Robert Badinter, først havde været i byen med sit budskab om, at Strauss-Kahn bevidst var blevet fornedret af det amerikanske retsvæsen.

Desuden er Elisabeth Badinter også tæt på både Dominique Strauss-Kahn og hans hustru, Anne Sinclair.

Her er vi ved at være fremme ved Millet. For hun meldte sig ind i debatten samtidigt som Elisabeth Badinter. Blot et par dage efter at den franske journalist Tristane Banon meldte ud, at hun også anlægger sag imod Dominique Strauss-Kahn, fordi han angiveligt skal have forsøgt at voldtage hende i 2003.

En stor fejl vurderer Millet:

»Måske har hun følelsen af, at hendes krop er blevet besudlet af DSK's berøringer. Det, der er sikkert, er, at hun nu selv besudler sin sjæl.«

Da netavisen Rue 89 siden spurgte hende, om hun selv har været offer for en voldtægt, svarede Millet:

»Nej, og jeg håber, at det ikke forhindrer mig i at have en mening om spørgsmålet. Jeg tror, at hvis jeg var blevet tvunget til en seksuel handling og når det kommer til stykket, kan det være sket, og så har jeg glemt det ville jeg have ladet det ske og ventet på, at det skulle være overstået. Og jeg ville være kommet over det ved at sige, at det var mindre slemt end at miste et øje eller et ben. Jeg ville ikke føle mig ramt. Min person er ikke det samme som min krop.«

Senest har Nafissatou Diallo anlagt civilt søgsmål imod Dominique Strauss-Kahn. Næste restmøde i New York finder sted i slutningen af denne måned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu