Klumme
Læsetid: 4 min.

Unaturlig sex og uhyggeligt had

De hader virkelig homoer i Uganda, og det er ikke kun deres egen bedrift
Unatur. Den populære britiske dj og radiovært Scott Mills (t.v.) er rejst til Uganda for at undersøge forholdene for landets homoseksuelle. Det bliver ikke nogen behagelig rejse — og den bliver kun værre, da han indrømmer over for myndighederne, at han selv er bøsse.

Unatur. Den populære britiske dj og radiovært Scott Mills (t.v.) er rejst til Uganda for at undersøge forholdene for landets homoseksuelle. Det bliver ikke nogen behagelig rejse — og den bliver kun værre, da han indrømmer over for myndighederne, at han selv er bøsse.

Moderne Tider
27. august 2011

For nogle år siden, under en skiferie i Utah, oplevede jeg noget uhyggeligt. Jeg besøgte et tempel af grå granit. Det var koloenormt og nygotisk, lå midt i hovedstaden, Salt Lake City, og tilhørte The Church of Jesus Christ of Latter-day Saintsbedre kendt som Mormonkirken. Templet med dets himmelhøje tårnspir var skræmmende i sig selv, men det var intet imod de venlige unge mennesker, der bød velkommen og viste rundt.

Jeg husker dem som unge kvinder omkring 20 år gamle. De var konservativt klædt i lange, uldne nederdele og mørke vinterfrakker, huden var hvid, håret mørkt, skulderlangt og nydeligt, makeuppen diskret, og så smilede de rigtig meget. De smilede, når man stillede dem spørgsmål om mormonernes historie, og de smilede, når de argumenterede for nødvendigheden af flerkoneri og det syndige ved sex uden for ægteskabet, som naturligvis skulle forblive en institution forbeholdt heteroseksuelle par.

Fraværet af passion?

Alt hvad de sagde lød indøvet, hvilket matchede deres ansigtsudtryk: Deres blanke øjne syntes kun sjældent at blinke, og smilet så underligt stift ud. Det virkede på en måde som om, der ikke var noget menneske inde bag alle ordene og forklaringerne. På den måde var der midt i al uhyggen alligevel noget betryggende over hele seancen en bekræftelse af, at ideologisk indoktrinering nødvendigvis formidles uden sjæl.

Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg forleden på DR 2 så BBC-dokumentaren Verdens værste sted at være homoseksuel. Den var der intet betryggende over. Scott Mills, dj og radiovært, er rejst til Uganda for at se nærmere på landet, der siden 2009 har overvejet et lovforslag, som skal gøre sex mellem to mænd eller mellem to kvinder strafbart med døden eller livstidsfængsel. Han snakker med folk på gaden mænd, kvinder, unge, ældre der uden undtagelse fortæller, at de hader homoseksuelle. Han besøger en håndfuld mænd og kvinder, der på grund af deres seksualitet bor i det argeste slum med afføringsfyldt kloakvand løbende langs husmurene, udstødt af deres familier og forfulgt af samfundet. Han interviewer en avisredaktør, der forklarer, hvorfor det er hans samfundspligt at assistere politiet ved at infiltrere homomiljøet og under f.eks. en overskrift som »Hæng dem« publicere navne og billeder af formodede homoseksuelle med opfordringer til læserne om at ringe ind med yderligere oplysninger om de navngivne syndere.

'Korrigerende voldtægt'

En af dem er Stosh Mugisha, en kvinde, som lever i skjul efter, at stenkastende naboer har fordrevet hende fra hendes hjem. Hun viser Scott Mills sit barndomshjem og fortæller, hvordan hun som ung pige legede gemmelege med sine søstre og kusiner, indtil familiens gartner blev mistænksom. Han besluttede sig for at lære hende at have sex med mænd korrigerende voldtægt, som det udbredte fænomen kaldes.

Det kontroversielle lovforslag er fremført af parlamentsmedlem David Bahati. Han bliver også interviewet. Bahati, habitklædt og med roligt stemmeleje, forklarer, hvorfor homoseksualitet er et samfundsproblem, afviser at bøsser og lesbiske skulle være udsat for chikane og bliver helt tavs, da Scott Mills fortæller, at han er bøsse.

»Sørg for, at du ikke bliver taget med bukserne nede, for så bliver du sat (i fængsel),« siger en grinende Bahati, inden han afbryder interviewet og straks efter underretter myndighederne, der efter sigende forsøger at tilbageholde Scott Mills og konfiskere hans optagelse. Til BBC-reporterens held får de oplyst et forkert hotel.

Alle forskrækkelighederne til trods var det mest uhyggelige ved dokumentarfilmen og det, der sendte mine tanker til Utah noget så fredeligt som et besøg på et gymnasium. Her møder Mills en flok unge mennesker; umiddelbart nysgerrige, lyttende, grinende og i det hele taget begejstrede drenge og piger, der tålmodigt og ydmygt og tilsyneladende helt fra hjertet forklarer med fagter og livlige smil, hvorfor kødelig kærlighed mellem mennesker af samme køn er ondt, moralsk forkasteligt, uafrikansk, og at lande som USA og Storbritannien snart vil gå under, som Sodoma og Gomorra gjorde det.

Det er had og intolerance med et alt for menneskeligt ansigt. Det er ideologisk indoktrinering formidlet med sjæl.

Svært at slå ihjel alene

Den amerikanske journalist Jeff Sharlet beskriver noget lignende i sin artikel Straight Man's Burdeni Harper's Magazine. Han snakker med en pige, Sharon, uden for Makerere University i Kampala. Hun synes, at dødsstraf for homoseksualitet er en god ting. Sharlet spørger, om hun selv ville dræbe, hvis hun mødte et menneske, der var homoseksuel.

»Det er svært for mig at slå ihjel. Det er svært for mig at gøre det alene. Men sammen?« svarer hun fnisende, mens hun nikker.

Sharlets artikel går også i dybden med et aspekt af homofobien i Uganda, som Scott Mills skøjter let hen over i sin iver efter at kontrastere det homoparadis, som er hans hjemland, og hvor »det er lige meget, hvem du er hetero, homo, det er ikke et tema« (i London alene anmeldes der ellers i gennemsnit tre hadforbrydelser mod homoseksuelle om dagen) med det tilbagestående Afrika. Det viser sig nemlig, at Ugandas homofobi har vestlige rødder. At den nuværende lov mod homoseksuel adfærd blev indført af det britiske kolonistyre for at straffe diverse former for »unaturlig sex«.

Det viser sig, at David Bahati har lært sine kampagnemetoder i USA. Det viser sig, at amerikanske missionærer, præster, konservative politikere, evangeliske forretningsfolk, rejselystne anti-homo-aktivister og millioner af dollar har været med til at institutionalisere homofobien blandt Ugandas politikere, lærere og præster, som så bliver inviteret på besøg i amerikanske kæmpekirker for at gæsteprædike om deres succes. Man ser for sig unge amerikanere sidde med stive smil på kirkebænkene. Sådan går homohadet i ring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

h.m. noget biseksualitet er måske almindelig i naturen, tættere på ren homoseksualitet er nok meget ualmindeligt; men hvordan det nu end er, er det næsten sagen ligegyldig:

det undrer at de homoseksulle forfølges, de evt. forfølgere kunne da bruge deres tid bedre.

@peter hansen

også k. lorentz om gæs, og andefugle,

og tyrekalve ( men de er jo culturdyr );

--------------------------

pointen er at det er noget som burde være en

ikke-sag for alle,

kun hvis samfundet

vil forsvare andres helbred, f.eks. vil modvirke evt.

epidemier såsom aids, bør der måske være

indblanding.

håber ikke at dette er at give capitalister gode fif:

proletarerne risikerer en "to-fronts-classekamp

( en front for ungdomsoprør, og en front for den ordinære classecamp )"

hvis ikke ungdomsoprørssagerne måske anses for,

for de fleste proletarer at være temmelig meget

ikke-sager, i fht.

classekampene.

----------------------

ungdomsoprør, såsom 68 oprøret, måtte bruge meget energi på forsøge at skaffe frihed på områder, kærlighedernes, områder såsom kønslivets frihed, ligestilling, opgør mod “maskerede” ord, forbud osv,

energi som så ikke kunne bruges i kampene for communisme, fælleseje,

er det et formål med den slags brøndpisseri på kærlighedernes områder,

som formål: at gøre det til en to-fronts-classe-camp ?

( men heller næppe det er jo noget enten-eller )

Der er en grund til at kristendommen er den hastigt voksende religion i Afrika, den hedder Amerika (USA). Eller rettere: masser af missionærer fra USA rejser til Afrika, herunder Uganda for at frelse 'hedningene.' Og de missionærer, som rejser til USA, er altså evangelisk kristne, som netop har en opfattelse af homoseksualitet, som matcher denne. Og som udbreder den vidt og bredt i Afrika.

Og en avis som opfordrer til at hænge homoseksuelle? I Danmark og i Europa ville dette vel være ulovligt? - ytringsfrihed eller ej...

Jan Kauffmann

Jeg har arbejdet i Uganda fra 2001 til 2006, og kan medgive den homofobi der eksistere der.
Da jeg rejste derfra i 2006, kunne jeg mærke, at det var blevet betydeligt værre end da jeg kom i 2001.

Jo det er præster der er promotorer bag dette, godt vejledt af fundamentale religiøse fra USA. De religiøse "born again" i USA har tabt deres kamp for intolerance og had i USA, så hvad andet for dem at gøre, eksportere den til Afrika.

Så ud over, at der i kirker tordnes løs mod homoseksuelle, skolelærer lærer elever om det skadelige og syndige ved homoseksualitet, så er der en masse opportunistiske politikkere der ser en fordel i det. De kan således bortlede opmærksomheden for deres massive korruption og egoistiske egenudnyttelse af samfundet.

En stor del af befolkningen er fattige og dårligt uddannet eller slet ikke uddannet, så er det jo rimeligt let at manipulere disse, specielt når det forgår systematisk via skoler, kirker, pressen og politikerene.

Da jeg boede i Uganda gik jeg ind i kampen for homoseksuelle. Dette fordi jeg engang var til en fødselsdagsfest hos en lesbisk veninde. Hun var en kendt DJ og så havde hun også en lille bar i Kampala, hvor hun holdt sin fødselsdagsfest.
Efterfølgende formiddag skulle jeg ud og handle, og så så New Visions aisreklame for den dag. Til min overraskelse var vi på forsiden, med teksten homoseksuelt orgie hos kendt DJ. Vi lagde sag an mod avisen.

Flere af mine lesbiske veninder er blevet anholdt og voldtaget på politistationen. Vi forsøgte at oprette en gruppe for homoseksuelle, der skulle hjælpe ved anholdelser. Det lykkedes os, at få et samarbejde med en organisation i USA der kunne hjælpe med gratis advokat støtte.

Jeg rejste i 2006 da jeg syntes det blev for slemt i Uganda og min sikkerhed heller ikke var så god mere. Lidt utåleligt at bo med bevæbnede vagter og bag tykke mure i længden.

Der er jo mulighed for, at man kan søge asyl hvis man bliver forfulgt p.g.a sin seksualitet. Desværre gives der næsten aldrig asyl på det grundlag. Du skal bevise du er homoseksuel, hvilket jo er svært hvis man skal leve i skjul, så er der jo ikke mange vidner på din homoseksualitet. Der ud over kontakter myndighederne Uganda, der som standard oplyser, at denne person ikke er homoseksuel og heller ikke vil lide overlast i Uganda. De Danske myndigheder afviser efterfølgende oftest eller næsten altid.

Selv jeg der er åben homoseksuel, hvorledes skal jeg fører dokumentation for det i et sådan system?
Skal jeg tage billeder mens jeg har sex for at have dokumentation?

Glenn Lynge Andersen

"Det viser sig nemlig, at Ugandas homofobi har vestlige rødder. At den nuværende lov mod homoseksuel adfærd blev indført af det britiske kolonistyre for at straffe diverse former for »unaturlig sex«".

Endnu et eksempel på "de progessives" europæiske/vestlige hang til selvhad: Når "de andre" gør noget som er uacceptabelt, skal de ikke fordømmes, men forstås og forstås, for de kan jo ikke gøre for det, da de har lært det af "os", så det er i virkeligheden "vores" skyld, og så passer pengene jo igen. Uanset hvilke uhyrligheder der begås i Afrika er VI onde og DE i virkeligheden gode, hvis det ikke var for OS.

På samme måde formåede de samme kredse at give europæerne skylden for, at spædbørns-mødre i Rwanda myrdede løs med machetter: Det var OS der var skyld i hadet, så massakrerne var i virkeligheden VORES skyld.

Når Beretninger om uhyrligheder i Afrika atter en gang bliver brugt til at underbygge historien om at alt ondt i Afrika er europæernes skyld, bærer man ved til det bål der i årtier har været talrige afrikanske magthaveres trosbekendelse "ALT ondt i vores land er ikke maghavernes men europæernes skyld".

Glenn Lynge Andersen, hvis du vidste, hvad den koloniale undertrykkelse har betydet over mange generationer - nøjagtigt som slavehold i USA i mange generationer binder de sorte socialt og psykisk - ville du være en smule mere ydmyg. Hvad vestlige magthavere førte, var krig mod de oprindelige befolkninger med uhyrlig brutalitet, med nedbrydelse af ikke mindst al retfærdighedsfølelse som resultat. Det har intet med vestligt selvhad at gøre - selvhadet synes snarere at være stort blandt dem, der ikke kan forstå, at andre mennesker har samme ret til at indrette deres levevis, som man selv har. Danmark er blevet ødelagt i de sidste ti år, fordi vi har fraveget det, der var dansk kultur: at den enkelte indenfor vide rammer havde ret til at indrette sig efter egne præferencer.

tvivler på om der, når communismen er nogenlunde virkeliggjort, eller fuldere virkeliggjort, vil være nævneværdig kritik mod ikke-heterokønsliv, men formoder at der næppe ofte vil udøves andre slags kønsliv.

Glenn Lynge Andersen

@ Peter Hansen
Dit indlæg vise jo lige præcis hvad jeg mener. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg er "oplyst" om hvad europæerne har gjort eller ikke. Sagen er jo den, at selvhadet, som er illustreret i dit indlæg, ofte får europæerne til at sætte lavere standarder for hvad "man" kan tillade sig uden at blive fordømt hvis "man" er afrikaner. Jeg kunne i lighed med det du disker op med redegøre for hvilke træk i europæisk kulturhistorie der betinger imperialismen i 1800-tallet, men en sådan redegørelse ville ALDRIG blive godtaget som en formildende omstændighed i forhold til den moralske bedømmelse af hvad europæerne har foretaget sig.

De velmenende "progressive" europæere, insisterer på den anden side på, at "forstå" afrikanere uanset hvad de foretager sig eller har foretaget sig af uhyrligheder.

Denne dobbeltstandard er i virkeligheden udtryk for en patroniserende "de-stakkels- afrkianere-kan-jo-ikke-gøre-for-det"-holdning, som gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at kalde handlinger og holdninger ved deres rette navn.

At man har været udsat for undertrykkelse kan ALDRIG være en undskyldning for ikke at opføre sig civiliseret.