Måske må man begynde med at spørge, hvad forskellen på arbejderklassen og underklassen er? Svaret findes i den efterhånden velkendte historie om den postindustrielle tilstand: Jo mere det vestlig markedsbaserede demokrati blev rodfæstet, og jo mere det traditionelle industriarbejde forsvandt ud af Vesten, jo mere gik de gamle marxistiske forhåbninger til arbejderklassen i opløsning. Til gengæld skabtes i 1990'ernes optimistiske tider en forestilling om, at arbejderklassen slet ikke fandtes længere i nogen traditionel forstand. Nu var vi gået ind i en netværksøkonomi, hvor det hele afhang af den såkaldt 'kreative klasse', der skulle opfinde nye koncepter og smarte løsninger på vanskelige problemer. Den almindelige arbejder blev glemt.
Den kreative klasse opstod til gengæld ex nihilo af denne udvikling: Pludselig var de der med deres friske smil og deres evindelige gå-på-mod. Man kan næsten sige, at den kreative klasse netop opstod i modsætningen mellem på den ene side dem selv som dem, der altid rykker videre, genopfinder sig selv og innoverer; og på den anden side dem, som ganske enkelt ikke gør og derfor opfattes som 'dovne', 'sløve', 'dumme'. Underklassen er nu en realitet: Ganske vist findes arbejderklassen ikke mere, men den ved det ikke selv, og derfor fungerer den nu i stedet som underklasse. Eliten, medierne, akademikerne, ja endda politikerne gør nar af underklassen, fordi den ikke har forstået, at den ikke eksisterer. Endeløse baner af satireshows, også herhjemme, har karikeret og portrætteret tabertyperne; tag bare Winnie og Karina i Piger på prøveløsladelse.
Handling og dumhed
Det er ikke nogen hemmelighed, at arbejderklassen i rigtig mange år har haft rollen som »subjektet, der formodes at handle«: Det var som bekendt proletariatet, der ifølge marxismen skulle skabe den endegyldige revolution. Men hvordan kan man handle, hvis man ikke findes? Ikke så sært, at den vold som vi for nylig så i England, blev beskrevet som nærmest zombieagtig. En vold der ganske enkelt ikke selv vidste, hvad den ville. Men også en vold, hvis patologi derfor heller ikke nødvendigvis kan tilskrives de handlende selv.
Optøjerne i England var netop en underlig blanding af disse historiske træk ved 'den underste' samfundsgruppe: som subjektet, der formodes at handle, og taberen, der ikke har forstået, at arbejderklassen ikke findes mere. Måske er spørgsmålet ikke så meget, hvordan det kunne ende i vold, som hvordan det kunne ende i andet? Det borgerlige samfund har fået sin egen besked tilbage i perverteret form: »I siger, at vi bør handle, og at vi er dumme? Ok, så se her ...«
Underklassens komik
Med hvad er der galt med de fremstillinger af underklassen, vi omgiver os med i disse år? Lytter man f.eks. til de mange satirikere, der sprøjter portrætter af mærkelige og uduelige mennesker ud, siger de netop altid, at de gerne vil fremhæve de menneskelige sider og skabe portrætter, der kan hjælpe os med at finde forståelse og sympati for dem, der befinder sig i samfundets bund eller udkant. Det lyder jo umiddelbart sympatisk.
Problemet er, at blikket rettes direkte mod taberens anatomi. »Hvordan ser sådan en taber mon ud?« synes at være det spørgsmål, vi inviteres til at overveje. Men uanset hvad det så end er, man ser, når man betragter taberen på denne måde, så vil det eneste, man kan få øje på, være en samling meget unikke og personlige kendetegn som hos en lang række karakterer fra Drengene fra Angora til Krysters Kartel.
I virkeligheden betyder denne manøvre, at disse angiveligt komiske figurer mere kommer til at ligne personer i en tragedie. Tragedien angår altid individet: Det enkelte individ, der er oppe mod de højere magter. Komedien, derimod, angår dét i individet (eller i en gruppe af mennesker) som er 'generelt', dvs. som først og fremmest kan udtrykkes i generelle termer. Den handler om, for at tage et par af Holbergs komedier, »den vægelsindede« eller »den stundesløse«. Ikke om Iben, Casper eller Frank.
Den progressive komedie
Komedien, og nu taler vi om den progressive komedie, handler også om det, som gør, at man sidder fast i en situation, som man egentlig blot kunne træde ud af (eller som alle mener, man blot kunne træde ud af), men som man på umærkelig vis holdes fast i alligevel. Tænk f.eks. på Chaplins Vagabonden eller hans karikatur af arbejderen i Moderne Tider, der bliver ved med at dreje møtrikker, selv om maskinen er stoppet.
En komedie om underklassen er sådan set oplagt. Vi kender den allerede. Tag f.eks. Dagpengeland af Lau Aaen. Det er påfaldende, at denne blog-serie ikke rummer menneskeliggørende træk ved de arbejdsløse, der deltager i de endeløse aktiveringer, men tværtimod fremstiller hele dagpengecirkusset selv som det komiske. Vi slipper for at høre klagesang om, hvor trælst systemet er at befinde sig i, eller om hvor ydmygende det er at være en klient i det. Det, vi får, er tværtimod en egentlig ganske nøgtern beskrivelse af, hvad der foregår.
Det komiske ved Dagpengeland er ikke, at dagpengemodtagere, sagsbehandlere og konsulenter 'hives ned på jorden', så vi i konkrete detaljer kan se, hvor menneskelige og fejlbarlige de er. Det komiske er lige omvendt, at selv de konkrete detaljer pludselig bliver generelle. En blanket om 'oplysninger om din jobansøgning' er således med ét hele systemet i en nøddeskal, når blanketten »giver sig til at råbe«. Blanketten opfordrer f.eks. den jobsøgende til at »søge mere uopfordret!« Tre valgmuligheder følger, alle med excessiv brug af udråbstegn, før den sidste valgmulighed vrissent lanceres »andet!« Der er ikke noget 'andet', hvilket allerede ligger i selve formen. Det skulle da lige være at gå i hundene. Eller i gaderne.
Ofte har jeg tænkt, at det var mærkeligt, at ikke flere gik ”i hundene. Eller i gaderne”.
Nu er det punkt passeret. Der er taget hul på det med gaderne i mange lande, som en følge af det med hundene.
Hvordan lyder ord som ”det samarbejdende folkestyre” egentlig i folks ører nu om dage?
Og så er jeg vild med Ib Kjeldsmarks tegning - selvom jeg måske ikke lige ville have den hængende over sofaen.
-"Problemet er, at blikket rettes direkte mod taberens anatomi. »Hvordan ser sådan en taber mon ud?« synes at være det spørgsmål, vi inviteres til at overveje. Men uanset hvad det så end er, man ser, når man betragter taberen på denne måde, så vil det eneste, man kan få øje på, være en samling meget unikke og personlige kendetegn som hos en lang række karakterer fra Drengene fra Angora til Krysters Kartel."
Hvis man endelig vil definere den ultimative taber - må man først definere den ultimative tabers modtander samt de midler og metoder som denne tænkte modstander endda muligvis har brugt for at gøre "taberen" til en decideret taber.
(Eks. Ildvand & indianere = tabere)
Men at man ikke dermed også kan definere den ultimative tabers modstander som den ultimative vinder er klart; idet at en sådan ultimativ modstander afgjort må have en hel del personlige problemer at slås med når hans umættelige behov desværre er at forvandle det givne "tabermateriale" til tabere.
"Den ultimative modstander" er som det kan forstås derfor allerede selv en "uerkendt ultimativ taber", blot følgende sit behov for at forvandle sin modstander altså "tabermaterialet" til en klon af sig selv men til en aldeles fortabt klon af sig selv.
En klon der ikke får lov til besidder hans drive for at forvandle ethvert tænkbart "tabermateriale" i horisonten til lutter tabere.
Man kan fristes til at kalde disse forvandlede tabere for tabere "fungerende" i rollen som "tabere".
Omend at tabere ifølge al viden netop oftest billierer ved ikke at fungere særlig godt.
Aben Osvald er et glimrende børnebogs-eksempel på den intenderede taber som snyder "den ultimative modstander".
Men kan der males et bedre billede af " den uerkendte ultimative modstander"?
Bedst bliver er sådant billede, hvis man tilføjer en baggrund af "tabermateriale" som "den ultimative modstander end ikke gider ændre på og forvandle til "tabere".
Her må man som sproglig funderet uundgåeligt tænke på tabere ala "ingeniører" som set på Ing.dk hvor man af diskussionerne kan se at "ingeniører" aldrig nogensinde vil formå at give den "ultimative modstander" nogen udfordring.
Ingeniører tror på hvadsomhelst og naragtiggør alt hvad de ikke kan forstå.
Altså ingeniører er for "den ultimative modstander" blot tabere i fuldt medvind på cykelstien.
Dermed ikke være sagt at ingeniører er dumme - men nogen udfordring for "den ultimative modstander" er de ikke.
Skal det helt galt være vil "ingeniørerne" sidde lydigt og musestille og lytte andægtigt , når "den ultimative modstander" bilder dem alt ind. ALT.
Med den "ingeniørgruppe" som læreeksempel kan man forstå, at der er en stor gruppe af "tabere" men relativt velfungerende tabere som i samfundet bliver velaflønnet og får lov til at sidde på den respekterede grønne gren som "vindere" men som alligevel reelt er tabere med deres BMW og villa og vovse.
Godtbetalte tabere i habit eller uniform og som aldrig vil stille noget spørgsmål til "den ansigtsløse ultimative modstander".
Ordet ansigtsløs danner associationer til maske og maskering.
Darth Vader figuren danner sig i tanken.
Men Darth Vader er for grotesk til vores jordiske virkelighed vil man tendere til at mene, som en allerede "taber" og virkelighedens Darth Vader glider ud af bakspejlet ud i mørket.
"Tabere" på grund af mangel på fantasi om den fantastiske virkelighed er derfor endnu en tabergruppe, der ikke kan true teoriens "ansigtsløse ultimative modstander".
Med de fantasiløse og habitterne og de uniformerede og alle de andre som altid følger ordre placeret i baggrunden af maleriet, kan man gå tættere på forgrunden.
At finde taberne som i virkeligheden er vinderne og som "den ansigtsløse ultimative modstander" vil gøre alt for at fastholde i tilværelsen som tabere.
Hører du til dem der har gavn af at se TV-coaches som Gordon Ramsay ved du afgjort noget om at blive fastholdt som taber. Du er derfor sikkert en vinder.
Men vi leder ikke efter tilværelsens cykelryttere - snarere efter de vandbærere som formår at følge med stjernefeltet med deres last af vand og energibar.
Vi leder heller ikke efter lastbilchauffører på vej til Alaska eller efter børshajer i deres hurtige sportsvogne.
Vi leder kort sagt ikke efter alle dem der dybt koncentreret bruger deres tid på deres eget liv.
For de er alle blot "tabere" for "den ansigtsløse ultimative modstander" for de kan på ingen måde udfordre hans herredømme.
"Herredømme" er ordet og tanken kan gå til Sauron som er et glimrende eksempel på en ansigtsløs ultimativ modstander.
Men Sauron er selv en en slave. For han er en slave af al ondskab hvad enten den stammer fra ham selv eller den har invaderet ham som en parasit.
På den måde er Sauron ikke så forskellig fra politikerne fra f. eks VOK- regeringen.
Thi de ved heller ikke hvad de vil og gør.
Men "den her ultimative modstander" må forsøgsvis antages at vide han gør og hvorfor han gør det. Om det så bare er på grund af umættelig grådighed efter især guld eller banal magt, der tvinger "den ultimative modstander" i at opfinde absurde samfundsstrukturer som fastholder de fleste mennesker i et uerkendt slaveri.
(Eks. det engelske kostskolesystem. "Som junior bliver du trynet af senior men tryner villigt selv junior når du selv har avancerer til senior".)
Her tager det fart. Undertrykkelse er ordet der inspirerer og hvis der var nogen der hadede undertrykkelse så var det Olof Palme. En af de meget få politikere som gav positiv mening til betegnelsen politiker.
Men Olof Palme blev myrdet.
Ligesom flere andre politikere med positive visioner for mennesket.
Den omdiskuterede JFK
Robert Kennedy.
Osv.
"Den ultimative ansigtsløse modstander" kan vist ikke lide folk med positive visioner skulle man tro.
Fatter man som politiker budskabet og bliver tavs
er man nu blevet " en taber".
Tilbage er indtil videre kun at indse at nogle - nej alle af disse mange "taber" eksempler har gået en lang vej for kun at blive tavse og ligegyldige tabere for "den ansigtsløse ultimative modstander.
Det generer ham endda ikke at man kan afsløre ham og hele hans plot.
Herregud.
For hvad er han egentlig og hvad er hans magt værd hvis ikke netop "taberne" i træet nej - jeg mener da aberne i træet tisker og hvisker om ham og hans evne til at gøre ALLE til tabere.
.
"When people lose everything, they lose it"!
Gerald Celente
måske bør nøjagtigere skrives, i stedet for proletarer: proletariserede
-----------
fremtiderne
og nutiderne
bør oftere anses for vigtigere
end
fortiderne
dog kan man jo tænke også lidt på de store og væsentlige fremskridt, forenede proletarer gjorde også i fortiderne.
Individer reduceret til konsumerister -- og dertil fornægtede sådanne -- bliver jo nødvendigvis trykkogere...
Behøves der afhandlinger for at gøre det klart?
"....sådan er kapitalismen...."
I disse Chicago-school-tider er 'kapitalisme' næsten ikke længere et skældsord fra venstreorienterede som næsten havde monopol på at bruge ordet, men blot en karakterisering af den bedste af alle verdener.
Og det er kapitalisme som er hele problemet. Sammen, selvfølgelig med et sæt lovbøger, hvor det er stadfæstet, at kapitalismen skal have lov til at køre videre, selv ud over, og i afgrunden
Mennesker der har det godt går ikke amok.
Bjarne
Du siger ofte noget klogt ;.)
Ved nærmere eftertanke, så ville jeg gerne have Ib Kjeldsmarks tegning hængende i stuen.
Hvad koster den? Og hvad er størrelsen?
@ Bob Jensen
Vedr. "kapitalismen og loverne".
På baggrunn af følgende, blant mange mulige og aktuelle, Montesquieu-sitat fra De l'esprit des lois (1748), et grundlæggerværk for alt hvad vi måtte verdsætte ved modernitetens verden:
"... blandt mennesker der har etableret brugen av pænge, er man genstand for den uretfærdighed som følger af bedrageri, og disse uretfærdigheder kan udøves på tusenvis av måder. Derfor er man tvunget til at have gode lover der..."
er det vel nærliggende nu at anklage de ansvarlige aktører i korporationer og regeringslokale for det regelrette kulturforræderi, for at si det forsigtig? Den vestlige sivilisation solgt billig til kinesisk despoti og opportunister på "spiritualitetsmarkedet"...
Du siger ofte noget klogt ;.) (IS)
Nåe jeg mener bare ikke at det er nødvendigt at indkalde 200 eksperter til at teoretisere i lange baner op og ned af døre og stolper over hvorfor, folk der har det ad helvede til fordi de bliver jokket på latterliggjort hånet pga at deres situation er helt umuliggjort af manglende uddannelse ordentlige boliger og jobs de kan leve af, går amok og smadre det hele.
Så man behøver såmænd ikke at være Professor i hverken Psykologi, Sociologi eller Kriminologi for at kunne regne ud hvad de vil ske når magthaverne bare lader stå til og oven i købet gør situationen værre og værre ved at forsøge at tæske pøblen på plads med vandkanoner og plastickugler.
For det hele er egentlig så enkelt.
Mennesker der har det godt går ikke amok.
Og det er ikke meget forlangt, bare at have det godt.
Ja, Bjarne… Og nu fik du det lige udspecificeret – og jeg er stadig helt enig ;-)
altle hesmyr skrev:
Individer reduceret til konsumerister — og dertil fornægtede sådanne — bliver jo nødvendigvis trykkogere…
Behøves der afhandlinger for at gøre det klart?
------------
næh, det gælder såmænd også tit for nogle med
noget bedre velfærd end de i artiklen nævnte
mennesker.
den noget bredere rekruttering til fag såsom: religionsvidenskab, statskundskab, økonomi, osv. gjorde
at magthaverne, så mere indviede flere i hvad magthaverne egentlig havde gang i, og den viden siver jo.
det, at den viden siver, må, som tilbøjeligheder, forstærke nogle tilbøjeligheder til forandringer i retninger af socialisme.
hipstere o.lign. burde jo egentlig, desværre, nu let kunne finde lige så meget at protestere mod, som hippierne mod vietnamkrigen.
ja, det blev jo forventet at modstriden mod astrologi, måtte komme fra især arbejderne,
----
Det er ikke nogen hemmelighed, at arbejderklassen i rigtig mange år har haft rollen som »subjektet, der formodes at handle«: Det var som bekendt proletariatet, der ifølge marxismen skulle skabe den endegyldige revolution
Inger:
Jeg er ikke i tvivl om, at der er rigtigt meget vi er enige om;-)
Jeg spekulerede på om Cameron overhovedet har haft inde i sine overvejelser, at de enorme omkostninger der har været i forbindelse med disse uroligheder( det er vist et milliardbeløb vi taler om, for ikke at tale om de menneskelige) på forkant kunne have været brugt på Sociale løft af områder som Tottenham, og derved kunne have undgået at krudttønden gik af med et brag.
Hvilket uden tvivl ville have gjort både ham og Politiet vældigt populære.
For hvis der er noget England har trængt til i århundrede, så er det en Statsleder og et Magtapparat med et menneskeligt ansigt.
Hov sådan en mangler VI også!
Den kreative klasse er, som CVA antyder, et sprogligt fupnummer, og identity politics af den værste slags.
Ordet er ikke andet end en udstrakt hånd til dem, der tidligere havde set sig selv som magtkritikere - journalister, akademikere og kunstnere - her er en ny måde at se jer selv på som rentable og derfor vigtige samfundsstøtter.
Vi lover, at der er plads til alle hudfarver, køn og seksuelle præferencer i 'klassen', så i kan stadig foregive at være politiske.
Det er sådan nogen som jer, der skaber virkelig værdi, forsøgte man at bilde os ind, mens andre idiotier fløj igennem lokalet: det postindustrielle samfund, den globale landsby.
Begreber, der udelukkende kan beskrive den virkelighed, som den kreative klasse forestilles at leve - og at stræbe imod, mens virkeligheden for de 'ikke-kreative' vedblev at være som før, kun uden den kritik som journalister, akademikere og kunstnere havde stået for inden de blev kreative...
Magt korrumperer, Bjarne H. For øvrig, sidst jeg vandrede omkring i Londons gader, var der udeliggere "under hver en bro og busk" som bad om "a few exchange, please!" Det var unge som ældre.
Jeg har ikke havet lyst til at rejse derovre siden. Om nøden var jevnt fordelt stillede det sig anderledes...
Ja det er vist nok det land i det vestlige Europa med flest hjemløse under 18 år.
Det er faktisk en krænkelse af menneskerettighederne at børn er hjemløse.
Det bliver rigtigt pinligt når London har lige så mange tiggende børn som Sankt Petersborg, hvis de ikke allerrede er nået dertil.
For Sankt Petersborg er problemet faldende, men det er åbenbart stigende i London.
lidt igen i scherfigs ånd:
overalt også i england breder tænkningerne omtalt i det kommunistike manifest sig mere og mere, og har gjort det et godt stykke tid, for hvorfor skulle arbejdere i bla.a. england, i stedet for at tage det kommunitiske manifest alvorligt, dog tro på astrologi ?
noget mere mht. teser om feurbach,
det meste af de tesr er jo den holdning mange fra
ungdomsoprør havde ( og har ? ),
at trods tvivlen på det ideale,
kan det også indenfor materialismen være
ikke-uholdbart, eller endda holdbart,
med "baldriansk" eller "kristen"
næstekærlighed;
mange mener vel at det bør gælde også indenfor
materialisme
( men det teser om feurbach hævder er vel at det også videnskabeligt(!) kan være ikke-uholdbart, eller endda holdbart )
-------------
især socialdarwinister betvivler det jo, det med det
videnskabelig gyldige mht. det.