Nyhed
Læsetid: 15 min.

Og de viste sig aldrig på øen igen

Under opturen var de to af matadorerne på Mors. Nu er banken krakket, trukket ned af egen grådighed og et landbrug, der troede, at jordpriserne havde fået vinger af guld. Og de to store mænd er gået under jorden. Der er ellers mange, der gerne vil tale med dem
Under opturen var de to af matadorerne på Mors. Nu er banken krakket, trukket ned af egen grådighed og et landbrug, der troede, at jordpriserne havde fået vinger af guld. Og de to store mænd er gået under jorden. Der er ellers mange, der gerne vil tale med dem
Moderne Tider
27. august 2011

Det siges på Mors, at man ikke længere ser Jørn Balch. At han er som sunket i jorden og ikke længere viser sig i byen. At han handler i Skive, at han ikke længere kommer på havnen, at han ikke deltager i byfester, går ture ved Refshammeren eller spiser frokost på Færgekroen. Han skulle være på øen, er der nogen, der siger, men dem, der har set ham, siger, at han ikke ser nogen i øjnene længere. Han hilser ikke. Kigger ned i jorden og skynder sig videre.

»Det kan jeg godt forstå,« siger en ældre landmand, foran sit stuehus, nær Solbjerg, der var få dage fra at være solgt inden Fjordbank Mors krakkede.

»Det er der da ikke noget underligt i,« siger en sejler i lystbådehavnen. Han har kendt Balch, siden han som ung bankelev startede i Morsø Sparekasse og har en båd tæt på hans 29 fods mahognisejlbåd.

»Det ville jeg heller ikke gøre,« siger en revisor, der i 40 år har revideret regnskaber for øens landmænd, og som for flere år siden påpegede farerne ved, at Morsø Sparekasse lod lokale landmænd investere hundreder millioner i udlandet med penge, der kun fandtes på papiret i en friværdi af pumpede jordpriser. Det var et spørgsmål om tid, før det gik galt, havde han sagt. Det fik han ret i.

Der er ingen af de tre, der vil have deres navn i en avis, for som én af dem siger:

»Jeg træder ikke på en mand, der ligger ned. Jørn er god nok. Han er bare en gammel nykøbingdreng, der troede, han skulle spise kirsebær med de store og blev imponeret af vennerne i bankverdenen.«

For Jørn Balch var kendt som en konge af øen. 'Bankkongen' blev han kaldt, da han op gennem 00'erne gjorde Morsø Sparekasse til en af landets mest ekspansive banker og selv blev aflønnet som Danmarks næstbedst betalte bankdirektør, kun overgået af Peter Straarup i Danske Bank.

Personlige tragedier

Nu er Jørn Balch, Morsø Sparekasses direktør gennem mere end 20 år, sigtet af bagmandspolitiet for kursmanipulation, og alle pile peger i retning af ham, nu hvor boet over den krakkede Fjordbank Mors skal gøres op, og Øen skal finde en synder. De peger mod ham og mod de risikovillige yngre landmænd, der fik volumensyge, som morsingboerne kalder det, og investerede friværdien i byggeprojekter i København, vindmølleanparter i Tyskland, i schweizerfranc og i at udvide bedriften med flere hektar om dagen. Alt sammen for lånte penge og med en tro på, at priserne på jord og ejendomme aldrig ville falde. Derfor er det heller ikke kun Jørn Balch, der ikke længere er at se på øen efter den Sankt Hans-aften, hvor Finanstilsynet anført af fire udvalgte bankdirektører lod Mors' 150 år gamle bank gå konkurs med en milliardgæld og efterlade 90 procent af øens indbyggere uden en bank. Folk er begyndt at forsvinde fra øen.

»Det er personlige tragedier,« siger en kvinde sidst i 30'erne og henviser til en af de landmænd, der indtil videre er gået konkurs. Hun fortæller om hans skilsmisse, hans reagensglasbørn og hans personlige psykiske problemer, som tilsyneladende var kendt for enhver. Det er en personlig tragedie, står det klart, efter hun har fortalt hele historien i en detaljegrad så specifik, at man skulle tro, hun havde søgt aktindsigt i hans personlige liv. Det er tragedier både for den krakkede landmand og den pensionerede bankdirektør.

Men det er også personlige tragedier, der rammer et helt samfund. Tragedier, der var med til at gøre 13.000 aktionærer en milliard fattigere og de lokale sportsforeninger sponsorløse. Det efterlod de forretningsdrivende på øen med et stort hul i kassen, op mod 20 procent af øens landmænd med det ene ben i konkursen og resten adskillige millioner fattigere med jordprisernes efterfølgende styrtdyk. Maskinstationer, traktormekanikere, vognmænd, landbrugssmede, håndværkere, inseminører, køleanlægsproducenter, computerprogrammører, planteavlere og de lokale detailforretninger. Næsten intet erhverv går ram forbi, når landbruget rammes i et landområde. Som Landbrugsminister Henrik Høegh siger:

»Ja, falder landbruget sammen i sådan et område, er der ikke meget tilbage.«

Til en start var der balance

Kirketorvet midt i Nykøbing gågade er næsten nyrenoveret. En stor saneret åben plads, der en onsdag eftermiddag er renset for liv. Det støvregner. En stor bronzeskulptur af en arbejdshest står midt på pladsen og drikker af et lille trug. Den vender bagenden med den trimmede hale lige op mod hovedindgangen til den store kirke på torvet, og var den ikke lavet af bronze ville man kunne se langt ind i maven på den, når man sagligt trækker fra kirke søndag formiddag. Tidligere før renoveringen vendte den bagenden over mod den anden store bygning på torvet, her hvor Morsø Sparekasses kunder i en menneskealder trak fra møder med landbrugsrådgivere og bankmænd, men da pladsens skulle renoveres, vendte man altså hesten, til stor forargelse for de troende på øen, der læste en del symbolik ind i den placering. Bankbygningen er ligeså nysaneret som resten af pladsen; en rødstensbygning fra 50'erne, hvor afviklingsselskabet for Fjordbank Mors nu holder til. På førstesalen er persiennerne trukket ned og på gaden har finanstilsynet sat et skilt op, der har til hensigt at berolige øens kunder. Det vil sige, de kunder der stadig er tilbage, fordi de ikke har økonomi til at løbe bort. Langt de fleste er løbet lidt længere ned ad gågaden til konkurrenten, Salling Bank, der åbnede en filial i gågaden mandagen efter, Fjordbank krakkede om fredagen.

»Den eneste død, den andens brød,« som en ung bankmand siger fra Øens nye banks interimistiske lokale og smiler lidt undskyldende.

I mere end 20 år havde Jørn Balch sin daglige gang på Kirketorvet. Først som bankelev og siden, efter en kometkarriere i Jyske Bank, hjemvendt til en stilling som bankdirektør i 1982. Hans far var vulkanisør for de lokale vognmænd i byen, og som lidt af en hjemmefødning i Nykøbing var det naturligt for både ham selv og byen, at han som kun 34-årig blev direktør. Han overtog sparekassen med en balance på 400 millioner, men hurtigt voksede den og blev større end byens eneste konkurrent Morsø Bank eller Banken, som den bare hedder på Mors. Historisk set havde Banken været de små landmænds og de privates bank, og flere tusinde morsingboer var aktionærer, hovedsageligt for to gange om året at komme til fest i Nykøbing Hallen med levende dansktop, suppe, steg, is og fadøl fra Hancock.

Men gennem 80'erne og 90'ernes nedtur i landbruget fik Banken ikke det samme afsæt til opturen, som Sparekassen lykkedes med. Jørn Balch er en kraftig mand, og da det gik bedst, lavede han selv sjov med, at han voksede i takt med Sparekassen. Han var en dygtig sælger og havde vundet øens største virksomheder og landmænd, og båret af 00'ernes optur havde han også vist sig som en eminent investor og ekspanderede med filialer i hele landet.

Pengene væltede ind under ekspansionen ikke mindst anført af de landmænd, der så deres jordpriser stige til himlen under opturen. Jorden i området omkring Mors, Thy og Salling, hvor hovedparten af Sparekassens kunder bedrev deres forretning, kostede omkring 35.000 kroner per hektar indtil midt i 90'erne, hvorefter priserne fløj af sted og toppede omkring 2006 enkelte steder helt oppe omkring 400.000 kroner per hektar. Landmændene købte og købte med udsigten til endnu større fortjeneste, og da den globale økonomi bare steg og steg, EU-reglerne bandt støtten til jorden, og jorden skulle matche antallet af dyreenheder i bedriften, var der heller ingen udsigt til, det skulle ændre sig.

Du skal bare skylde 100 millioner

Friværdien blev for manges vedkommende investeret videre i vindmølleaktier, boligprojekter i København og områder langt væk fra øen og langt væk fra landbruget. Men da finansmarkedet brød sammen, svinepriserne faldt sammen, og kornpriserne steg, brast boblen også på Mors.

I følge flere landbrugskonsulenter var der ingen i den sidste tid frem mod knækket, der var i tvivl om, hvordan markedet ville udvikle sig, men som en kreditforeningsmand, der har tegnet lån til landmændene i 20 år, fortæller, var der heller ingen, der turde tænke på, hvad der ville ske, hvis priserne faldt. Så selv om Sparekassen og Jørn Balch havde ry for at være rigeligt mådeholdne over for yngre iværksættere og privatkunder, turde de ikke andet end at låne penge til landbruget. Hvis ikke landmændene kunne fortsætte deres ekspansion, ville jordpriserne begynde at falde, friværdien falde sammen, og brugene blive insolvente. Jo mere forgældet en landmand var, jo lettere var det nærmest at låne, er der nogen, der mener, og som en ung landmand forklarer det, gjaldt det om »hurtigst muligt at skylde 100 millioner så er der ingen, der tør røre dig«.

Men Sparekassen voksede, og Bankens økonomi faldt langsomt sammen, og det genantændte en drøm blandt øens erhvervsfolk om at fusioneret de to banker. Særligt Morsøs såkaldte solkonge, Ansgar Mathiassen, blev ved med at presse på. Han var stifter og ejer af Consul Helsesol, der drev mere end halvdelen af landets solcentre, og som betydningsfuld borger og kunde i Sparekassen havde han til hver eneste møde i årevis talt for helt at opkøbe Banken. Efter Sparekassen i 1997 havde købt aktiemajoriteten i Banken, havde de to pengeinstitutter ellers besluttet sig for at lade det blive ved det og give hinanden luft til at drive forretning for de 90 procent af øen, der havde deres penge hos dem, men Bankens afmatning og Sparekassens succes gav fornyet håb for Ansgar Mathiassens drøm om en storbank på Mors, og på et repræsentantskabsmøde i december 2009 gik tingene endelig hans vej. Presset af finanskrisen lod Banken sig overtage af Sparekassen, og i løbet af 2010 fusionerede de to og blev til Fjordbank Mors.

I mellemtiden var både Jørn Balch og Sparekassen kommet i modvind. Udover de faldne jordpriser havde fejlslagne investeringer på flere hundrede millioner i det konkurstruede vindenergifirma Scan Energi, et samarbejde med den krakkede islandske bank Landic om ejendomme ved Københavns Lufthavn, et hotelbyggeri i Ørestaden, et shoppingcenter i Hjørring og et par lokale forretningsmænds nedtur i finanskrisen sendt Sparekassen i en nedadgående spiral, og da Jørn Balch få måneder efter sin pensionering blev sigtet af bagmandspolitiet for kursmanipulation og insiderhandel, begyndte de sunde kunder i Fjordbank Mors at trække følehornene til sig. Flere trak deres penge over i andre banker, og tilbage sad dybt forgældede og insolvente landmænd, der havde belånt deres jord, mens jordpriserne steg, og lavet fejlslagne investeringer på markeder, der intet havde med landbrug at gøre. Ingen andre banker ønskede at røre dem, og Fjordbank Mors turde ikke lukke dem af frygt for selv at ryge med i faldet og lånte dem i stedet flere penge til favorable renter. Men da Thomas Øllgaard gik konkurs med en trecifret milliongæld, og finanstilsynet nedskrev jordpriserne til det laveste i 10 år, blev det for meget for den knap et år gamle Fjordbank Mors.

»Den nedskrivning var bestilt arbejde fra Christiansborg,« siger en midaldrende landmand på Nordmors. Han har ikke nogen pæn økonomi, som han selv udtrykker det, men han skal nok overleve. Til gengæld er han ikke et øjeblik i tvivl om, hvem der bærer skylden for nedturen.

Den røde bunke

»Christiansborg kan jo ikke bruge små nødlidende banker til noget, så de skal jo bare væk, og det er direktionen og bestyrelsen i banken, der har sat sig selv i den position.«

Vi står i en tom svinestald, hvor der indtil for et halvt år siden var smågrise til opformering. Nu er bedriften nedjusteret for at i møde gå svære tider, men selv om han ikke har investeret i udenlandske valutaer eller opkøbt jord, da priserne fløj mod himlen, havnede han alligevel i 'den røde bunke', da finanstilsynet kom forbi. Da banken krakkede, delte man kunderne op i en grøn bunke, hvor man kunne blive solgt direkte videre til en ny bank og en rød bunke, hvor den fremtidige skæbne var en anelse mere usikker. Et sted mellem 15 og 25 procent i den røde bunke, forventede man, ville bukke helt under, mens resten eventuelt ville få indefrosset en del af gælden eller få den eftergivet. Det hele var blevet forklaret på et folkemøde på Landbrugsskolen af bankens direktion og repræsentanter fra Finansiel Stabilitet. Halvdelen af øen havde deltaget, ligesom de også havde været der en måned før krakket, da der blev afholdt krisemøde i den gamle Nykøbing Hal, som nu hedder Fjordbank Mors Arena, men flere havde undret sig højlydt over én, der ikke var der.

»Ja, han var vel ude at sejle i sin mahognibåd,« siger landmanden uden at trække på smile båndet.

Eventyrslottet

»Det mindste, man kunne gøre, var sgu da at møde op og sige undskyld. Men han har jo hævet sine millioner i banken for længst, og så er der vel heller ingen grund til at blive på en ø, der er ved at synke ned i Limfjorden. Hvis jeg kunne have gjort det, var jeg også over alle bjerge.«

Små 20 kilometer efter Vilsundbroen fra Mors til Thy ligger 900 kvadratmeter stuehus og 3.000 kvadratmeter udhuse forladte hen. 'Eventyrslottet' kalder man det her på egnen, men det ligner ikke et eventyr. Gennem ufremkommelige grusveje over små kanaler gennem hede, kornmarker og skov dukker det op ud af ingenting. En underlig gigant af en bygning, der ikke ligner andre gårde eller slotte. Hovedbygning og udhuse løber sammen i et. Nogle af længerne er bygget op af ren blik, der efterhånden er blevet fortæret og rusten af havgus og vestenvinden, og selv om det har spir, klokketårn og gavle med høje takker, er det alligevel et underligt lavt byggeri. En svaleflok flakser rastløst rundt i en lade stor og tom som en katedral. Der er ikke et menneske at se, men bygningerne afgiver konstant lyde og bump, som om de forsøger at sige noget. Egebaksande hedder gården, og i 2008 blev den købt af storbonden Thomas Øllgaard og hans daværende kone. Huset havde været til salg for 50 millioner sammen med 200 hektar jord, men i Thisted Dagblad kunne parret fortælle, at de ikke måtte give helt så meget. De var glade og stolte af købet, kunne man se, og som Thomas Øllgaard senere sagde til fagbladet Land og liv, sov han fint om natten, selv om han efterhånden havde tillagt sig en anseelig gæld.

»Alle har altid kunne lide Thomas,« siger en gammel skolekammerat fra Tæbring. »En utrolig gavmild og pæn fyr, der aldrig holdt sig tilbage med at give, når han var i byen, og altid har hjulpet andre, hvis der var behov for det. Men alt det er slut nu.«

Et par dage efter krakket i Fjordbank Mors, havde Thomas Øllgaards forældre sat en lidt utraditionel annonce i Morsø Folkeblad: »Til salg STRAKS,« stod der med store typer, som var der tale om en spiseseddel fra Ekstra Bladet, efterfulgt af et »grundet MEGET dramatiske omstændigheder«. Annoncen var kort og koncis, og salgsmaterialet en pærevælling af landbrugsmaskiner, biler, agerbrug, en gylletank, værdipapirer, avl og vindmølleanparter. Det hele sat til salg til højestbydende, og som NB fremgik det, at gården Dyrehavegård også ville blive sat til salg på et senere tidspunkt. Det var familiegården, hvor Thomas Øllgaard selv var vokset op. Men det mest mærkværdige ved annoncen var det PS, der fulgte efter: »Thomas er flyttet fra adressen Skolevej 23 i Tæbring til en ukendt arbejdsplads i ??«

Aase og Otto Øllgaard stod for salget, men de anede tilsyneladende ikke, hvor deres konkursramte søn var blevet af. Han havde forladt fødeøen, sin familie og sine lokale kreditorer.

»Han viser sig aldrig her igen, og det burde han heller ikke, sådan som han har smidt om sig med andres penge,« siger en mand midt i 40'erne fra sin barstol nær havnen i Nykøbing. Han har aldrig har kendt Thomas Øllgaard, men han ved udmærket, hvem han er, og kan fortælle detaljer om hans liv, som var han en figur i en slægtsroman. Der er mange på øen, der gerne vil have fat på ham, forklarer han. Der skulle ikke være den tømrer eller maskinproducent, han ikke skylder millioner.

»Nu skal han bare have lidt ro og samle overskud til at begynde på en frisk,« sagde hans far, Otto Øllgaard, til Thisted Dagblad, mens han understregede, at Thomas aldrig ville vende tilbage til Mors. Selv havde han ikke engang hans telefonnummer, og han ville formentlig heller ikke selv være på øen, når det hele engang var solgt.

Blev kaldt 'Ugens gæst'

Der er ikke andre end Otto Øllgaard, der ønsker at lægge navn til en udtalelse om Thomas Øllgaard til en avis. Som skolekammeraten udtrykker det:

»Det er ikke Thomas' skyld, at det gik, som det gik. Jeg synes, du skulle tage at kigge lidt på, hvem der har rådgivet ham henne i banken, og hvor direktionen og bestyrelsen har haft deres hoveder. Det er grådighed, når det er værst.«

Tilbage i støvregnen på Kirketorv i Nykøbing har folk vænnet sig til tanken om, at øen nu står uden egen bank, og selv om overskrifterne i det lokale folkeblad fortæller om endnu en storbonde, der måtte bukke under, er der hos de folk, man møder, en behersket optimisme at spore. Nærmest en lettelse. I avisen kan man læse, at landmanden ville kunne se folk på øen i øjnene, og det var derfor, han lukkede gården, inden det gik helt galt, men den giver man ikke meget for på øen.

»Han var lige kommet hjem efter tre uger på Tenerife med hele familien, og så lukker han forretningen, så der ikke er nogen, der kan få penge,« som en fortæller.

»Ved du hvad de kaldte ham på hans egen gård,« spørger en anden og svarer selv.

»Ugens gæst. Han var der aldrig. Nej, jeg tror, det er fint, at der bliver ryddet op blandt alle de uduelige landmænd, der i 10 år betød, at vi andre almindelige mennesker ikke kunne låne penge til en ny bil,« siger han, og en ældre pensioneret revisor giver ham ret.

»Der var intet sundt i den økonomi, der kørte under opturen. Vi tjente penge på de forkerte ting og de forkerte mennesker,« siger han. Nu glæder han sig til at se nye pengeinstitutter, der kan se på øens økonomi med friske øjnene og få øens landmænd til at fokusere på bedriften frem for jordpriser og islandske banker.

Men netop øens økonomi kan godt bekymre den ældre revisor. Da kommunesammenlægningen stod på, dummede man sig nemlig gevaldigt ved kun at kigge mod Salling og forsøge at gifte sig med den rigere Sallingsund Kommune frem for mod Thy, hvor økonomien er mere tvivlsom. Alt var klappet og klart, og efter sigende var Sallingsund med på ideen, men da daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tegnede regionsgrænserne, røg Mors nordenfjords mod Thy og ikke søndenfjords mod Salling. Resultatet blev en af landets mindste kommuner, da Thisted for længst havde lavet andre planer. Arbejdsløsheden er på 8,5 procent og dermed en af landets højeste, og med bankkrakket risikerer den at få endnu et hak opad.»Og så kan det næsten være lige meget, om man nogensinde ser Jørn Balch eller Thomas Øllgaard på øen igen,« siger revisoren. Han fortæller, at han lige er begyndt at ryge igen. Han har ellers været stoppet i 15 år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kaare Thomsen

godt skrivet, dejligt at se at der stadig er nogen som stadig laver et godt stykke arbejde når de skriver noget i en avis, frem for at det bare skal sælge aviser ved at skrive noget negativt.

Her er region nordjylland -
http://da.wikipedia.org/wiki/Region_Nordjylland

Som man kan se ligger øen nord for Limfjorden, altså har man fra politisk hold valgt at alt som ligger nord for limfjorden går til Region Nordjylland, mens alt som ligger syd for limfjorden går til Region Midtjylland.

Og ja, tak for en grundig gennemgang af hele dette 'ehm- cirkus?

Hvordan kan finanstilsynet bare nedskrive jord-priserne? Jeg troede at i en markedsøkonomi, så var det markedet der bestemte prisen på jord, ikke staten via finans-tilsynet.

Hele problemet vel af at landmænd glemmer at de er landmænd, og tror, de er kapitalister - og glemmer at spare op til dårligere tider...

Grethe Preisler

Ja, ja - alt ved det gamle igen. Festen er ovre, og Moren har gjort sin pligt, Moren kan gå. Sidste mand lukker og slukker, og regionerne kan nedlægges.

Herligt for den afgående regeringskonstellation, og trist for dem, der skal muge ud i den finansielle augiusstald, de efterlader sig.

Hæ!

Aksel Sandemose morer sig nok kosteligt oppe i Jante-himlen, paybacktime.. :)

Et glimrende billedet på Danmark de sidste 10 år, for det er jo ikke Mors der er speciel.

Kim Hedegaard

Efter at have læst Lasse Lavrsen artikel og sundet mig lidt,må jeg dog komentere.
Jeg gik og troede information.dk var et respekteret medie,der ikke løb med sladder.
Denne artikel bruger unavngivne personer og forfølger personligt en mand,i hvad der må kaldes hans livs krise.
Samtidigt nævnes andre personer, samt øen mors negativt.
Den nuværende situation på Mors bliver ikke med en sådan artikel hjulpet på vej,og det må siges at det har øen i den grad brug for nu.
Det ryster mig i den grad at en journalist vil ligge navn til dette JANTELOVS SLADDER.
Ang. Thomas Ø så er han tilbage på øen og er i gang med at skabe sig et liv efter landbruget.
Han viser i den grad skyldfølelse og udtrykker samtidigt at han havde dyrt betalte rådgivere med i hele forløbet.
Det der dengang var det klogeste ifgl. rådgivere og banken-kreditforeninger viser sig nu at være helt forkert.
Han står nu tilbage alene og må leve med at andre står ved håndvasken..........
Alle er vi mennesker og det siges at det er meneskeligt at fejle....
Uanset om vi er gule gønne eller blå så skal vi respektere hinanden,og ikke træde på folk der ligger ned i forvejen.........
HUSK det Lasse Lavrsen

Måske viser hele dette forløb også, både på Mors og i resten af landet, at vi bør blive bedre til at lytte til os selv, til vores intuition. Og ikke stole for meget på bankerne, eller rådgiverne rundt om os.

Og ja, det er menneskeligt at fejle. Og vi kan alle begå fejl. --- Dejligt at Thomas Ø er tilbage til øen.

Personligt synes jeg artiklen bærer præg af en dyb kærlighed til øen Mors, og en oprigtig trang til at finde ud af, hvad der gik galt. Og kan vi altså ikke komme uden om at nævne navnene på de bank direktører....

som altså, imo, har det største ansvar her.

der er muligvis et eller andet råddent i folkerepublikken jylland, selv om folkerepublikken
jylland næppe er nogen banan.

at:

der er muligvis et eller andet råddent i folkerepublikken jylland, selv om folkerepublikken
jylland næppe er nogen banan.

der er muligvis et eller andet råddent i folkerepublikken ddr, selv om folkerepublikken
ddr næppe er nogen banan.

og at de grå muligvis virker meget og væsentligt,

kan have meget at gøre med tilværelses' og liv's

dus og sus og muntre grå sider

punky ?

der er muligvis et eller andet "råddent" i folkerepublikken cuba, selv om folkerepublikken
cuba næppe er nogen banan.

der er muligvis et eller andet "råddent" i folkerepublikken china, selv om folkerepublikken
china næppe er nogen banan.

der er muligvis et eller andet "råddent" i folkerepublikken island, selv om folkerepublikken
island næppe er nogen banan.

----------

forklaring på vitserne her, er at:

vore hensigter om at give sovjetunionen baghjul i

retninger af at virkeliggøre

communisme, hidtil er med tvivlsomme

vellykketheder.

---------------

og at

communistiske

samfund,

stik modsat det conservative's og borgerliges propaganda ønsker vi tror,

virker glimrende, og så hyggeligt, at

det kan blive vanskeligt at bevare gejsten til at

komme proletariserede til undsætninger,

men:

evt. “ø”er, “fristed” i capitalismen,

kan næppe “længe”

lade sig gøre;

sådan evt. “ø”,er “fristed” er må

nødvendigvis også forsøge at afskaffe

capitalismen også udenfor;

ellers kommer capitalismen,

drevet af dens nødvendige behov for at udvide,

rendende på “ø”’ erne, på “fristederne”