Læsetid: 6 min.

Afrikansk filosofi ér rigtig filosofi

I årtier blev afrikansk filosofi kritiseret for ikke at være ’rigtig’, fordi den ofte sætter ikke-filosofiske elementer i fokus. Forkert, mener camerounsk filosofiprofessor. Og i dag skaber Afrikas unge sig en verden fri for traditionerne via de nye sociale medier. Et filosofisk tidsskrift sætter fokus på Afrika
Nye muligheder. Teknologien er et stort potentiale for tænkningen i afrika. Mobiltelefoner og sociale medier giver pludselig store befolkningsgrupper, der tidligere var bundet af traditionen, mulighed for at skabe et nyt verdensbillede.

Nye muligheder. Teknologien er et stort potentiale for tænkningen i afrika. Mobiltelefoner og sociale medier giver pludselig store befolkningsgrupper, der tidligere var bundet af traditionen, mulighed for at skabe et nyt verdensbillede.

Jørgen Schytte

3. september 2011

Kan man tale om en særlig afrikansk filosofi? Hvordan tænkes demokrati i Afrika i dag? Hvad gør det arabiske forår ved afrikansk filosofi?

Det er nogle af spørgsmålene, som stilles i den spritnye udgave af det franske filosofitidsskrift Critique, der bærer titlen Philosopher en Afrique (At filosofere i Afrika).

Spørgsmålene besvares i form af en række kortere artikler, skrevet af filosoffer og professorer fra det meste af verden, herunder en stribe afrikanske.

Alle er de enige om, at filosofi er universelt, uden grænser. Som den senegalesiske filosofiprofessor Alassane Ndaw forklarer i et interview:

»At filosofere i Afrika, er at forstå, at ingen har monopol på filosofien, og at det ikke giver mening at tale om 'filosofiens rødder' eller 'filosofiens første opfindere'. Mennesket har altid været hjemsøgt af de filosofiske spørgsmål. Før grækerne, før egypterne.«

Alligevel har det at filosofere i Afrika og i en afrikansk kontekst i årtier betydet og gør det for en stor del stadig i dag at fokus er rettet imod spørgsmål, der er stærkt karakteristiske for netop dette kontinent. For afrikansk filosofi har i høj grad bestået af en særlig blanding af etnologi og filosofi.

Det vil sige en filosofi, der har som udgangspunkt, at den gælder for en afgrænset etnisk gruppe. I dette tilfælde Afrika deraf navnet på fransk ethnofilosophie africaine (afrikansk etnofilosofi).

Med vestlig inspiration

Disciplinen har været stærkt udskældt og haft svært ved at opnå anerkendelse, skriver camerounske Jean-Godefroy Bidima, der er professor ved fransk og italiensk-departementet på Tulane University, New Orleans.

»De afrikanske filosofiske diskurser i dag cirkulerer og retfærdiggør sig selv. Man roser dem, eller man bekræfter dem for ikke at være nødt til at spilde tiden med at diskutere dem. Men mens disse debatter zigzagger rundt mellem egne dæmoner og diverse fordrejende spejle, har de svært ved at blive anerkendt som filosofiske.«

Blandt de store emner, som har drevet den afrikanske etnofilosofi, hører kolonitiden. Det at være efterkommere af slaver og at have været domineret af vestlige lande udgør rammen for mange filosofiske spørgsmål i Afrika. En ramme, filosofferne både definerer sig ud fra og forsøger at gøre sig fri af.

Dernæst er der filosoffens egen identitet. Kan man være afrikansk og citere vestlige filosoffer? Og kan man filosofere på et vestligt sprog, hvis brugere man ønsker at kritisere?

Et tredje spørgsmål, der har fået stor opmærksomhed, er den mundtlige tradition over for den skriftlige. Fordi den mundtlige overlevering spiller en så vigtig rolle på det afrikanske kontinent, er det nødvendigt at definere dens rolle i forhold til den skriftlige tekst.

Også racen og religionen bliver vendt og drejet filosofisk. Siden Berlinmurens fald har også emner som udvandring og køn været genstand for filosoffernes blik.

Kritikken af etnofilosofien har især været voldsom, fordi den inddrager ikke-filosofiske elementer, for eksempel eventyr, ordsprog og religion samt dens fokus på det mundtlige aspekt. Det har fået dens modstandere til at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var tale om en reel filosofisk disciplin.

Men, spørger Bidima, ignorerer kritikerne ikke Wittgensteins analyse af forholdet mellem etnologi og filosofi fra 1940? Ifølge den store filosof hjælper etnologien filosofien til at antage et neutralt synspunkt: »Når vi anvender den etnologiske metode, vil det så sige, at vi gør filosofien til etnologi? Nej, det vil sige, at vi indtager en fuldstændig ekstern position, så vi kan se tingene mere objektivt,« skrev Wittgenstein.

Etnofilosofi er altså en ægte filosofisk disciplin, vurderer Bidima og foreslår, at afrikansk filosofi kaster sig over den nye grænseløse kolonialisering, som »det universelle marked« udgør.

Det afrikanske demokrati

Her er de ikke endnu. Til gengæld giver hollandske Pieter Boele van Hensbroek, underviser i afrikansk filosofi ved Groningen Universitet i Holland, i en artikel til tidsskriftet et overblik over, hvordan demokratiet er blevet tænkt i Afrika siden 1980'erne, hvor den afrikanske socialisme og kommunisme som samfundsmodel blev droppet til fordel for demokratiet.

For demokrati kan tolkes på forskellige måder, forklarer van Hensbroek. Og det er i den grad tilfældet i Afrika. En af de mest anvendte modeller er selvfølgelig det liberale demokrati, som sætter lighedstegn mellem demokrati og flerpartisystem plus valg.

Men en stribe afrikanske politikere afviser faktisk den liberale model, fordi de mener, den går imod den afrikanske kultur. I stedet anser de det politiske system, man vælger, for at have en moralsk dimension. Derfor anbefaler de en model i retning af »de vise mænd sætter sig under de store trær og taler, indtil de bliver enige«, skriver van Hensbroek. Modellen baserer sig altså på konsensus, åbenhed og holisme.

For den afrikanske venstrefløj er udviklingen foreløbigt kulmineret med dannelsen af det græsrodsbaserede forskningsråd Council for the Development of Scoial Science Reserach in Africa, der løbende har udgivet samfundsanalyser siden sin dannelse i 1973. Med udgivelsen af African Studies in Social Movements and Democracy i 1995 nærmede rådet sig et socialdemokrati og dog. For det demokrati, der tegnes, giver plads til, at en stribe bevægelser, sociale organisationer og selvstyrende enheder deltager i styringen af samfundet. Der er altså langt til den traditionelle klassekamp, ligesom konflikten mellem stat og (oprørs-) bevægelser er fjernet.

Alligevel er man fortsat fokuseret på fordelingen af magten der mangler endnu konkrete forslag til, hvordan man kan skabe samfundsinstitutioner, som rent faktisk kan skabe et nyt demokrati tilpasset den afrikanske kontekst, vurderer Van Hensbroek.

Opgør med traditionerne

Måske er noget af det undervejs. I hvert fald har det arabiske forår med sin brug af sociale medier sat de afrikanske filosoffer i gang med at analysere deres samtid. For med Facebook, Twitter og Youtube har den unge generation af afrikanere fundet det værktøj, de havde brug for til at gøre op med etnisk og geografisk tilhørsforhold, skriver kenyanske Dismas A. Masolo, der er filosofiprofessor ved University of Louisville i Kentucky

Ud over at give adgang til information har den elektroniske kommunikation fået »det, som gærede i den store flertal af befolkningen til at eksplodere. Konsekvensen er, at man afviser de stivnede strukturer og de gentagelser, som ligger i traditionen.«

Denne massive afvisning af traditionerne, som man ellers plejer at prise i afrikansk sammenhæng, giver kun mening, hvis man forstår, hvad de unge forventer af de nye tider, nemlig at være frie og blive anerkendte.

Han skrev sin tekst, mens oprørene i den arabiske verden endnu blot var et par måneder gamle, men han forklarer:

»I Youtube-generationen er alle lige, og alle adlyder den etik, som en respektfuld kommunikation pålægger. Det er etikken fra en ny verden, der er ved at blive bygget. Den overskrider de fysiske grænser, som politiske doktriner skaber og vedligeholder. I særdeleshed de kulturelle og nationale grænser.«

Dermed skaber de unge, forklarer Masolo, et led mellem den symbolske og den praktiske verden, så en ny kulturel global virkelighed fødes. For Afrikas ungdom er den 'nye verden' reelt set en ny verden. I den er definitionen af jeg'et baseret på kommunikative strategier og altså ikke forudskabte sociale strukturer og grupper.

I Masolos hjemland, Kenya, er befolkningen officielt delt op i etniske grupper. Men en gruppe unge valgte i forbindelse med den seneste folkeoptælling at kræve en ny stamme nemlig deres egen. Deres motiv var, at de ikke kunne genkende sig selv i nogen af de officielle.

»Afrika udvikler sig i takt med informationsuniverset, og det er vores politiske og moralske ansvar at holde øje med, at kategoriseringerne fra fortiden såvel som den politiske orden, der følger med, bliver nedlagt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Afrika!
Min lyst til at besøge dette kontinent,
fik et nøk opad, med denne artikel.
Tak for det! Th

Ps. Og så er der jo også MUSIKKEN....

Kritikken af etnofilosofien har især været voldsom, fordi den inddrager ikke-filosofiske elementer, for eksempel eventyr, ordsprog og religion samt dens fokus på det mundtlige aspekt. Det har fået dens modstandere til at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var tale om en reel filosofisk disciplin.

------------------------------------------------------------
imo:
hver med måde, men der er næppe og kan næppe være helt faste, hårde grænser mellem nogle som helst kategorier

var det ikke det wittgenstein the elder, sagde ?
( vist desværre næppe helt ikke-materialistisk )

ejheller de med samlebetegnelserne:

kunnen, kunst, filosofi, eventyr, ordsprog , religion,

og hvis der forud alligevel kræves sådanne grænser,
er der vel på forhånd taget stilling for aritstoteles.

jamen så lige et abstrakt gengivet eventyr, en
abstrakt gengivet folkefortælling,
som kilder fra tyskland fortæller:

der var en gang en skomager som hed kopf,

som havde retvendt hegels lære

( og det endda bedre end feurbach ),

så den lære fik fødderne nedad og hovedet opad,

men da opdagede kopf at være, ikke skomager,

men at være hattemager,

og det var i grunden ikke så galt

Derfor anbefaler de en model i retning af »de vise mænd

[ m / k, som følge af enhedslistens udligningsordninger mht. ligelig kønslig repræsentation, og gammel og ny skik ]

sætter sig under de store træer og taler

[ dog når de har ordet skal de skal de stå på ét ben, eller sidde på sæder af sten, og ude i det fri i dårligt vejr ] ,

indtil de bliver enige«, skriver van Hensbroek. Modellen baserer sig altså på konsensus, åbenhed og holisme.

--------

i gamle dage kaldte vi det for tingsvæsen, fogh og

de nuv. vismænd kalder det for

rundkredspædagogik,

fordi det kunne blive til ægte fokestyre.

Fogh & Afrika?

Åndspygmæiske filosoffer tænker firekantet.
Cirkelslutning, bevares, går også an. Men altså,
egoer bliver helt rundtossede i rundkredsen.
Svimmelt kaldes det for vækstfilosofi.

Det er ikke noget jeg ved. Det er noget jeg tror. Th

Ps. Fandt det muntert, at afrikanske kristne ville missionere i Europa. Uovertruffent ville det dog være, om afrikanske philosopher lagde kimen
til demokrati i Danmark i vor tid!

ja, temmelig sikkert:

vi lykkes, vi når frem til folkestyre i vor tid

-------

Hovedmangelen ved al hidtidig materialisme – dilletant-sataniel fogh's medregnet – er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig praksis, ikke subjektivt. Dette var grunden til, at den virksomme side, i modsætning til materialismen, blev udviklet af idealismen –......

»I Youtube-generationen er alle lige, og alle adlyder den etik, som en respektfuld kommunikation pålægger

--------------

og dog, nu er det næppe

( næppe bevidst ) derfor visse

df'ere melder som de gør; men hvis

den slags meldinger alligevel er

uundgålige, bør de måske ses som

det med: det sjældent er så godt

at opholde sig for ofte i for

bakteriefrie miljøer; også det med

måde, men hvis uforberedte, og

helt uvante med det,

kan brud på etikketerne måske

overrumple os

Men mens disse debatter zigzagger rundt mellem egne dæmoner og diverse fordrejende spejle

----------

africansk og kun africansk ? snarere er noget

tvær"heden"skab, ( ny)interpaganisme,

(ny)panpaganisme, på vej

dkp fandt jo klassekamp for meget vigtigere end

astrologi,

men

man kan have sin tvivl mht. hvor vidt enhedslisten,

og

især socialistisk folkeparti,

og mange venstrorienterede afrikanere,

finder klassekamp for vigtigere end astrologi

ur-commonisme

bemærkningen til det kommunitiske manifest, om af samfundets urform overalt var ur-commonismen

og

følgende marx-tekst, som forsvar for:

formodningen :

som forneden så foroven, også mht.

( dannelserne af ) almenbegreberne,

og begrebet:

almen, fælles, allgemeine, common,

universall, catolsc, sondre, particular, særlig,

egen

skrev marx til lassalle:

But what would old Hegel say in the next world if he heard that the general [Allgemeine] in German and Norse means nothing but the common land [Gemeinland], and the particular, Sundre, Besondere, nothing but the separate property divided off from the common land? Here are the logical categories coming damn well out of “our intercourse” after all.

––––—

at hvis vi danskere brugere ordene: almen, fælled,

lod ( for særejendom ),

i stedet for ordene, universal, common, individual,

så anes den materialistice historieopfattelse

måske mere tydelig for os ,

og bla.a. derfor har nogen måske

travlt med i stedet at bruge fremmedord eller

låneord ?

det kunne være noget såsom, det at islændingene

nu har tilfældig udtrukket en gruppe,

og crowdsourcer, til at udarbejde forslag til

islands kommende forfatning.

altså: hellere folkestyre, i stedet for astrologi,

afrikansk filosofi er ægte filosofi,

ja, og behøver derfor ikke udefrakommende

anerkendelser ( bortset fra de universitetsansatte

som skal begrunde deres søgen bevillinger )

som forneden så foroven

tidernes vekslerier,

fortidernes sædeskifterier fra sæd1 til sæd2
fortidernes skikkeskifterier fra skik1 til skik2
nutidernes sædeskifterier fra sæd3 til sæd4
fortidernes skikkeskifterier fra skik3 til skik4
fremtiderns sædeskifterier fra sæd5 til sæd6
fortidernes skikkeskifterier fra skik5 til skik6

( altså skik = sidr = sæd = ( paradigme,

grammatisk for bøjningsmønster )

fra landbrug til klerk udi latin,

læren er at en hvis grammaticus,

i stedet burde holde sig til jorden

tjae, nogle siger jo, vel som en dårlig vits:

det irriterende ved kommunismen,
er at det involverer andre
mennesker
( som andet og andre end ens løntrællegjorte )

også afrikanerne kunne jo tilbydes at udøve noget s.k. finere kunst, og kulturrevolutioner:

––—

8.
Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis.

( fra teser om feurbach )

–—

det betyder meget muligvis at alverdens løntrællegjorte,
bla.a. også selv bør begynde at udøve noget af alverdens kunstudøvelser ( lave malerier, musikstykker, litteratur, m.m. )
( og det ikke “kun” evt. meget fra mange af erotiske film , stjernetegnsfilm );

bla.a. for at selve de alverdens udøvelsers
egen skyld, og bla.a.

for at afmystificere de evt. mysterier ved kunstudøvelsers eller løntrællegjortes kunstudøvelsers kår, i før-communistiske samfund.

glem målet, glem målene, det er vejen og vejene der er vigtigst,

at de påstande, har noget ret,
men jo nok kun for så vidt at det stik omvendte jo mildest talt næppe dur.

og målet ?

verdenssamfundsorden med ægte folkeje og ægte folkestyre, og hvor hver p.t. proletariseret er sikret mindst det daglige brød, og hvor hvers og alles p.t. proletariserede's fulde virkelige muligheder for også kunstudøvelser og kunst, videnskab og videnskabudøvelser, erkendes som langt fra kun luxus.
noget
henad:

hvor hver og alle:
yder efter sine evner, nyder efter sine behov.

Heinrich R. Jørgensen

Kim Gram:
"glem målet, glem målene, det er vejen og vejene der er vigtigst"

Målet har du beskrevet klar ovenfor. Hvordan målet nås, er straks vanskeligere. Så selvfølgelig er valget af vejen og vejene et vigtigere og vanskeligere emne.

At gå vejen er dog vanskeligere endnu.

fra artiklen:

Kritikken af etnofilosofien har især været voldsom, fordi den inddrager ikke-filosofiske elementer, for eksempel eventyr, ordsprog og religion
---

mht. den kun borgerlige modsigen, kritik mod
religion og mod religiøse:

mon de borgerliges næste opmærksomhedsbortledningsforsøg
fra de borgerlige, bliver: at de
forbyder al religiøsitet og al religion, fordi de borgerlige håber: at
arbejdernes voksende utilfredshed, vil kunne narres til at stilles, med: et kun borgerligt verdensfolkestyre, en kun borgerlig verdensrepublik? muligvis

Hans Jørgen Lassen

Det her er jo den rene og skære racisme!

Afrikansk filosofi?

Hvordan kan man overhovedet tillade sig at bruge det begreb?

Filosofi er da vel for faen filosofi, uanset race, køn, alder eller geografisk oprindelse?

Jeg vil mene, at begrebet afrikansk filosofi i sig selv repræsenterer en overtrædelse i det mindste af den europæiske menneskerettighedskonvention.

dialektisk materialisme bør der til,
for kun borgeligt verdensfolkestyre, kun borgerlig verdensrepublik, altså kun borgerligt materielt sådanne,
vil alligevel næppe kunne blive eller være, tilstrækkelige til at løse evt. løntrællegjortes vanskeligheder.
så evt.: proletarer i alle lande - foren jer.

Den gamle materialismes standpunkt er det "borgerlige" samfund; den nye materialismes standpunkt er det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed. ( fra k marx teser om feurbach )

man kan jo så lige så vel bruge lejligheden, når der tales om racisme, til at nævne noget måske mere fælles interessant:

det siges
( men det passer næppe )
at f.engels skrev noget forkert, endog noget racistisk, mht. h.h.v. hvides og afro-afrikaneres evner udi:
hegels logik, euclidianisme, idealisme, aristoteles logik, ...
og at forskellene i ( mulige )
evner der, var endog medfødte;

men det passer næppe, for også den racisme er fejl,
for så dumme er selv hvide næppe, altså næppe medfødt,
for endog hvide ( især håndens arbejdere ) kan mere end kun ane:
at hegels logik, euclidianisme, idealisme, aristoteles logic, ... er "lidt" tvivlsomme mht. virkelige gyldigheder.

Hver og alle socialister er vel dialektiske materialister eller burde vel blive dialektiske materialister,

De(t) almene, de dannende, godt,
men de særlige, eller særgrupper eller de få,
er ofte mere spændende,