Læsetid: 7 min.

Med attituden til forskel

Der er ingen tvivl om, at Caroline Wozniacki ligger nummer et på verdensranglisten, men der er tvivl om, hvad hun kan stille op mod de største rivaler på den største scene. Svaret kan være på vej – US Open nærmer sig sin afgørelse
Verdensetteren. Caroline Wozniacki gik videre til kvartfinalen ved US Open for tredje år i træk efter mandagens sejr over Svetlana Kuznetsova.

Verdensetteren. Caroline Wozniacki gik videre til kvartfinalen ved US Open for tredje år i træk efter mandagens sejr over Svetlana Kuznetsova.

Emmanuel Dunand

10. september 2011

Der er ikke noget som gentagelser til at registrere forskelle. På torsdag vil det vise sig, om rød blok har bedre fat i de danske vælgere, end de havde ved sidste valg. Nytårsaften vil det vise sig, om raketterne er større end året før. Og i mandags viste det sig, at Caroline Wozniacki er en anden tennisspiller, end hun var i 2009.

Nøjagtig som for to år siden trådte hun ind på Arthur Ashe Stadium et kvarters tid over syv om aftenen for at spille ottendedelsfinale ved US Open. Og nøjagtig som for to år siden var modstanderen Svetlana Kuznetsova.

Dengang var russeren favorit. Hun ankom til New York med en grand slam-sejr fra Paris i bagagen. Wozniacki havde endnu aldrig klaret sig forbi ottendedelsfinalen i så stor en turnering. Vinderne fløj forbi danskeren, der krumbøjet knoklede rundt langt nede bag baglinjen. Første sæt var forbi på under en halv time, 6-2, men faktisk er det ikke resultaterne fra de to kampe, der fra forreste tilskuerrække springer i øjnene, som den afgørende forskel.

Det er Caroline Wozniackis attitude. Det er måden, hun stirrer på Kuznetsova på, inden hun server. Måden hun diskret henvender sig til dommeren og med en symbolsk pegen på sit håndled gør hende opmærksom på, at Kuznetsova bruger ureglementeret lang tid mellem duellerne. Det er de nonchalant løftede øjenbryn, når linjedommeren dømmer en tæt bold ude. Det er den ranke ryg og de målrettede skridt, der uden tøven lader Kuznetsova vente, når de ved sidebytte skal igennem den lille sluse mellem netstolpen og dommerstolen. Det er hendes bane.

Wozniacki slår en vinder, knytter næven, ser på russeren og råber »Come on!«. Det er verdens største tennisstadion, og der er udsolgt. 23.000 tilskuere jubler. Wozniacki kigger sig omkring uden at ændre mine. Hun tager bifaldet ind som det naturligste i verden. Det er hendes Arthur Ashe Stadium. Hun er verdens nummer et og opfører sig som sådan.

Svetlana Kuznetsova er den lille på alle måder. Russeren måler fem centimeter mindre end Wozniacki og rangerer endnu flere pladser under hende på verdensranglisten. Inden kampen blev hun spurgt, om hun var tilfreds med sin nuværende position.

»Nej!« svarede hun prompte. »Hvordan skulle jeg kunne være tilfreds med at være, hvor jeg er? Jeg ved ikke engang, hvad nummer jeg ligger på verdensranglisten, så pinligt er det for mig.«

Slagrepertoirets forbandelse

Hun ligger nummer 17. Engang lå hun nummer to. Engang vandt hun US Open. Nu kaster hun opgivende hovedet bagover, når hun slår en bold i nettet. Som et slags 'Øv!', der også er et 'Ikke igen!'. Hun har ikke vundet en turnering i over et år. Sidst hun nåede frem til en finale, var i februar måned i Dubai, da hun fik store klø. Af Caroline Wozniacki.

Det er ikke fordi, danskeren er blevet en markant bedre tennisspiller end Svetlana Kuznetsova. Det er, fordi tennis også handler om selvtillid, og russeren har for tiden meget lidt af slagsen. Der går lige et tvivlende splitsekund, inden hun følger med et stort forhåndsslag frem til nettet. Hun kan så meget, Kuznetsova: slice, flugte, smashe, smadre, kæle eller blokere bolden over nettet.

Hendes slagrepertoire er måske dobbelt så stort som Wozniackis, men for tiden lader det kun til at frustrere hende yderligere. For hvad skal hun vælge? Hun er i tvivl. Det ligger ikke længere på rygraden. Hendes shot selection er ringe, fordi den er bevidstgjort.

Gang på gang træffer hun de forkerte beslutninger. Gang på gang går hun til nettet efter en slice til Wozniackis baghånd. Den bedste baghånd på touren. Det gør man ikke ustraffet.

Inden US Open stillede Kuznetsova op i en turnering i New Haven. Hun tabte i første runde til verdens nummer 66.

»Jeg er ikke i dårlig form,« forsikrer hun.

»Jeg har trænet hårdt og gjort alt, hvad jeg skulle. Jeg har lavet mine lektier,« siger hun.

»Jeg mangler bare selvtillid.« Selvtillid kommer af sejre, forklarer hun. Desværre kommer sejre ofte af selvtillid. Det ligner Kuznetsova dårligt at fejle et smash, men det er sådan, Wozniacki bryder serv og bringer sig foran 4-2 i første sæt. Kuznetsova bryder øjeblikkeligt tilbage. Endnu et fejlslagent smash giver Wozniacki breakbold ved 4-3. Man kan næsten høre Kuznetsova tænke, mens hun løfter ketsjeren for at slå til bolden, der svæver over hovedet på hende:

»Du må ikke smashe i nettet. Du må ikke smashe i nettet. Ikke i nettet. Ikke igen.«

Første sæt går i tiebreak. Selvfølgelig er det et skævskudt russisk smash, der giver Wozniacki det første lille servegennembrud. Danskeren fører 5-2, inden Kuznetsova pludselig finder sin forhånd frem, fyrer et par vinderslag af sted og tager tiebreaken 8-6.

Fra selvtillid til overmod

I 2009 var det et mindre under, at Wozniacki kom tilbage i kampen. Efter endefulden i første sæt sled den undertippede dansker ufortrødent videre, mens Kuznetsova, opildnet af sit formidable spil, forsøgte at overgå sig selv. Hun blev mindet om, at selvtillid har en skyggeside, der hedder overmod.

»Det var, som om jeg forsøgte at spille for godt,« husker Kuznetsova, der var to point fra sejren, men tabte både andet og tredje sæt efter tiebreak.

To år senere fører hun med et sæt og 4-2. Hun server, foran 40-30. Bolden går frem og tilbage, inden Kuznetsova begiver sig mod nettet. Wozniacki forsøger at lobbe, men slaget mangler højde, og russeren hopper op for at smashe sig foran 5-2. Hun smasher i nettet. Wozniacki vinder de næste tre partier og andet sæt 7-5. Kuznetsova slæber fødderne af sted og halser efter vejret gennem tredje sæt. Wozniacki fortsætter upåvirket.

»Jeg kunne blive ved i fem timer,« siger hun efter kampen.

Men hun siger det på en måde også under kampen. Det er ikke nok, at hun selv ved, hvor god form hun er i. Kuznetsova skal også vide det. Så mens russeren trækker tiden, puster ud og tørrer sved af panden mellem hver duel, stiller Wozniacki sig straks frem til baglinjen, klar til at serve og med blikket stift rettet mod sin modstander. Hvis Kuznetsova er i tvivl, bliver hun mindet om, at hun er oppe mod en uopslidelig verdensetter. Sejren er håbløst langt væk.

»Det er selvfølgelig meget mentalt,« siger Wozniacki, der vinder tredje sæt overlegent, 6-1.

»Jeg ved, at jeg kan være derude i lang tid, og hun synes måske ikke, det er lige så sjovt.«

Hun er videre til kvartfinalen ved US Open for tredje år i træk. Der bliver snakket meget om, hvorvidt hun fortjener sin førsteplads på verdensranglisten.

Den manglende sejr

På en måde er det et underligt spørgsmål. Wozniacki fører suverænt med flere tusind point ned til nummer to. Hun har toppet listen i snart et år. Det er længere tid end Kim Clijsters, Maria Sharapova og Venus Williams tilsammen. Igen i år har Wozniacki vundet flere kampe end nogen anden spiller på touren, og hun har vundet lige så mange turneringer i år, som de syv andre kvartfinalister ved US Open har vundet tilsammen.

Når der alligevel bliver rynket på næsen af Wozniackis førsteplads, er det på grund af hendes grand slam-bedrifter. De fire årlige turneringer troner over alle andre i form af prestige, præmiepenge og opmærksomhed. De udgør det parameter, som enhver topspillers karriere måles efter. US Open er Wozniackis 19. af slagsen, og hun har endnu aldrig vundet en. Kun en enkelt gang er hun nået frem til finalen, og det ligger efterhånden to år tilbage.

Ud over et stort trofæ savner Wozniacki overhovedet at vinde en stor kamp på grand slam-scenen. På forunderlig vis er det de seneste tre år lykkedes danskeren at deltage i 12 grand slam-turneringer, spille 54 kampe, inklusive en håndfuld semi- og kvartfinaleoptrædener, uden en eneste gang at stå over for en spiller fra verdensranglistens topfem. Sejren over dengang sjetteseedede Svetlana Kuznetsova i 2009 står stadig som Wozniackis formelt set største triumf.

Det er, mere end noget andet, grunden til den udbredte skepsis omkring hendes rangering: Efter flere år i verdenseliten har den 21-årige dansker stadig til gode at slå en af de største spillere, når det virkelig gælder. Den største af dem alle er Serena Williams. Efter et års skadepause er hun gledet langt ned ad ranglisten, hvor hun figurerer som nummer 27. Det ændrer ikke ved, at amerikaneren med 13 grand slam-trofæer i skabet er storfavorit til at vinde nummer 14 her i New York. Hun har vundet sine seneste 16 kampe. I skrivende stund venter hun på, at vejrguderne lader hende komme i gang med nummer 17, kvartfinalen mod russiske Anastasia Pavlyuchenkova.

Wozniacki skal op imod tyske Andrea Petkovic, der døjer med en knæskade. I flere dage har regnet silet ned over det tagløse tennisanlæg. Wozniacki har fordrevet tiden med sin seneste John Grisham-krimi. Hun forventes at slå sig videre til semifinalen uden det store drama. Det samme gør Serena Williams.

Og her står de så til at mødes, langt om længe. I så fald er det ikke for meget at kalde det danskerens største kamp i meget lang tid. Den vil være uden sammenligningsgrundlag. Den vil ikke være en gentagelse af noget som helst. Den vil være den første, største og mest oplagte mulighed for ranglistens dronning til at bevise sit værd. Wozniacki ligger nummer et på papiret og opfører sig som en etter på banen. Tiden er inde til at vinde kampe derefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu