Eila Neergaard er 81 år, og hun danser. Hun danser med Mette Kragelund, 32, på Brobjergskolen i Århus, hvor de hver fredag eftermiddag lejer sig ind for 50 kroner i to timer.
Sorte, gulvlange gardiner er trukket for de spejlklædte vægge. Et enligt fyrfadslys brænder på klaveret i hjørnet. Her er stille. Ingen musik spiller. Uden for vinduerne rusker blæsten i træernes grene. Trægulvet knirker, mens Eila og Mette bevæger sig hen over det. Mette, i løstsiddende gul top og stramme, sorte bukser, piruetterer, inden hun synker mod gulvet, hvor hun slanger sig smidigt af sted. Eila, hvid top, sorte leggings, står svajende med let bøjede knæ og hænderne fremme. Med håndfladerne afdækker hun konturerne af Mette, der vrider og vender sig, ruller rundt, for så ganske langsomt, over flere minutter, at komme på benene igen. De står foran hinanden. Kun deres arme rør sig. De kroger sig følsomt ind og ud af hinanden. Der er næsten ingen berøring og tydeligvis ingen koreografi. Så tager Mette et skridt baglæns, Eila ligeså. De tripper hastigt fra hinanden, Eila former store cirkler med armene, Mette drejer om sin egen akse, inden de igen bevæger sig fremad, helt tæt på hinanden, kun for at bøje af, hver især, inden de støder sammen.
Siden januar har Eila Neergaard og Mette Kragelund danset denne 'nuets dans'. Den gentager aldrig sig selv. Den handler om at følge sin intuition og »bare være der«, som Eila Neergaard siger.
»Jeg giver mig selv den kolossale frihed at bare gøre det, der føles mig.«
Hun byder på morgenmad tidligere på dagen hjemme i sin toværelseslejelejlighed i Hans Broges Have ved Brabrand Sø. Vi ankommer ved halv otte-tiden, og Eila Neergaard er knap nok kommet i tøjet, da hun giver hånd og hilser os velkommen. Fem minutter senere sidder vi ved bordet med kaffe, brieost, akaciehonning, hjemmelavet syltetøj og brød af spelt- og rugmel.
Sædvanligvis drikker Eila Neergaard grøn te om morgenen, men i dag har hun brug for noget anderledes opkvikkende. Hun har ikke sovet så meget. Hun har ligget og tænkt på Mette. Deres forhold betyder meget for Eila Neergaard.
Her er lyst i lejligheden, som befinder sig på tredje sal. Der står planter i vindueskarmene, og i et af vinduerne hænger en børnetegning af en smilende sol. Farverne er falmede, det er efterhånden en del år siden, at Eila Neergaards yngste datter tegnede den. Hun er 20 år nu, og Eila Neergaard henter stolt en cd frem med sange af Århus-bandet, som datteren synger i.
Patient Neergaard
»Der er musik i hende,« siger Eila Neergaard, mens lyden af cellospil, spoken word og rap fylder den lille stue.
»Og hun har det ikke fra fremmede,« fortsætter hun og fortæller om datterens mor, en professionel musiker fra Schweiz, som hun blev gift med i 1987 og skilt fra ni år senere.
Eila Neergaard drikker af sin kaffekop. Her er kun akkurat lige plads til os ved bordet. Sofaen er dækket til med avisstakke og bøger. Rundt omkring står kassettebånd og gamle computerdisketter i stabler. Hylderne bugner med litteratur og tidsskrifter, der ligger to National Geographic-magasiner, et Dickens Juleeventyr, en bog om alkymi og et sted midt i det hele en hvid A4-papmappe med hundreder af sider brevkorrespondance med Civilretsdirektoratet, ombudsmanden, Retslægerådet og Kirkeministeriet.
For eksempel ligger der en kopi af en 10 sider lang erklæring skrevet af Preben Hertoft, professor og overlæge på Rigshospitalet, om patient Neergaard (»i det følgende omtalt som EN«), der voksede op i et middelklassehjem i 30'ernes Hillerød, faderen gymnasielærer, moderen hjemmegående. EN uddannede sig som elektroingeniør, giftede sig i 1954, fik tre børn og havde forsknings- og undervisningsjob på universiteter i Århus, København og London. Skilt i 1971, købte hus med sin pensionsopsparing i Ringkøbing i 1984, og udgav i 1989 bogen Healing - Introduktion til et udvidet verdensbillede på forlaget Høst. Det oplyses, at EN virker velbegavet og ufanatisk, »der konstateres ingen dementielle træk eller andre psykopatologiske fænomener«, bærer ingen makeup, sommetider ørenringe, »er seksuelt tiltrukket af kvinder« og fast besluttet på »at foretage autokastration, såfremt indgrebet bliver ham nægtet«.
Skrivelsen er fra april 1997, 14 måneders samtaleforløb efter, at 65-årige Ejler Neergaard for første gang henvendte sig til Sexologisk Klinik med ønske om en kønsskifteoperation. Det støttede de op om. Ejler Neergaards kønsidentitetskonflikt havde forvoldt nok smerte - »sjælelig lidelse« som professor Hertoft formulerer det i sin erklæring, der beskriver Ejlers skolegang som et helvede med omfattende mobning af den lille, spinkle fyr, som blev kaldt 'frøken' og tævet blot til lyst.
Gennem livet vendte eksistentielle kriser og selvmordstanker tilbage fra tid til anden.
»Voldsom bølgegang på det indre plan,« kalder Eila Neergaard det i dag.
Hun fortæller om en fastelavnsfest på Tovstrup Mark i februar 1973. Blandt hundrede mennesker, børn og voksne, var Ejler Neergaard - fraskilt og flyttet i kollektiv - klædt ud som danserinde i let makeup og balletskørt. Som helt ung havde Ejler haft to altoverskyggende interesser: dans og fysik. Ejler valgte de elektriske artikler og optiske forhold. Radioer og mikroskoper var med egne ord mere comme il faut for en ung fyr i 1940'erne end ønsket om at være danserinde.
Men der på Tovstrup Mark vendte danserinden tilbage.
»Det var mig,« siger Eila Neergaard. »Det var sgu alt for meget mig.«
»Det svære var ugerne, der fulgte efter. At finde tilbage til den skrupforkerte dagligdag, som det var. For nu kunne jeg mærke, at det var mig. Det hele krakelerede. Som om min verden skred sammen. Og så kom en af de perioder, hvor min hyppigste tanke var at drukne mig. Og så har man det ikke allerhelvedes godt.«
Den seksuelle orientering
Det er vanskeligt at blive kastreret i Danmark. For at blive godkendt til kønsskifteoperation skal man gennem et flerårigt forløb på Sexologisk Klinik, der efter månedlige psykologsamtaler og test sender en erklæring om patienten til Civilretsdirektoratet under Justitsministeriet. Civilretsdirektoratet giver erklæringen videre til Retslægerådet, som kigger sagen igennem og kommer med en udtalelse til Civilretsdirektoratets jurister, der giver den endelige meddelelse om afslag eller tilladelse.
I januar 1998 udtalte Retslægerådet sig om Ejler Neergaard. Efter at have læst professor Hertofts omfattende erklæring, der entydigt anbefalede et kønsskifte (som »skønnes ikke at ville medføre nogen form for psykiske skadevirkninger for EN, men skønnes tværtimod at kunne øge hans oplevelse af endelig at være kommet på rette hylde«) og psykolog Bo Møhls konklusion på en psykologisk test (»personlighedsmæssigt tegner prøven billedet af en emotionelt velintegreret, bevægelig person med gode ressourcer«), besluttede Retslægerådet at give Ejler Neergaard afslag.
Det var der flere grunde til. En af dem havde med bølgegangen på det indre plan at gøre.
»Psykisk virker ansøgeren svingende,« skriver sekretariatsleder Merete Engholm på rådets vegne og uddyber: »I perioder er han opgivende, og i andre perioder forekommer der at være et andet aktivt psykomotorisk tempo.«
En anden grund var ansøgerens »seksuelle aktivitet«. Med to ægteskaber og fire børn bag sig kunne Eljer Neergaard ikke overbevise Retslægerådet om, at han konsekvent opfattede sig selv som kvinde.
»Han har levet et liv, hvor han i seksuel henseende har orienteret sig og fungeret som mand,« lyder det i skrivelsen.
Overlæge Preben Hertoft fra Sexologisk Klinik var den første til at læse udtalelsen. Retslægerådet gav ham 14 dage til at komme med bemærkninger. Svaret kom prompte. Hertoft erklærede sig »helt uenig i den trufne afgørelse«, tilbageviste argumenterne ét for ét, citerede et personligt brev modtaget samme dag fra en uvidende, håbefuld EN, der undrede sig over den lange sagsbehandling, og afsluttede sin anke ved at kalde den et »udtryk for, at Retslægerådet i denne sammenhæng afgørende tager fejl og unødig hindrer et andet menneskes livslykke«.
To måneder senere kom den endelige afgørelse. Ikke et eneste ord var ændret.
Skyggesiden
I Brabrand tager Eila Neergaard os med ind til Århus for at spise frokost. Iført lilla rullekravetrøje og med et ravsmykke dinglende om halsen krydser hun vejen let på tå og springer med et lystigt rejehop over kantstenen på vej hen mod busstoppestedet. Snart spiser vi kylling, kartofler og quinoasalat på Café Monroe. Eila Neergaard kommer her tit. Stedet er et aktiveringsprojekt for unge mødre, der serverer en økologisk frokost for 40 kroner. Stolene er pastelfarvede, og bordene er pyntet med konkylier og fyrfadslys i glas. Klientellet denne onsdag er overvejende gråhåret og udelukkende kvindeligt.
Sådan er hendes hverdag et overvejende feminint univers med dansepartnere, veninder, cafegængere og datter.
»Jeg har det så godt sammen med kvinder,« siger Eila Neergaard.
Mænd har hun det sværere med. Især mænd med stort M.
»Især sådan nogen macho-nogen. Aaaargh,« siger hun og rækker tungen ud ad munden.
»Rekrutter og mandehørm, mandschauvinisme og den tåbelige foragt for kvindekønnet, der ligger i deres sprogbrug. Jeg kan ikke se kvaliteterne i det.«
Jeg spørger, hvordan hun forholder sig til sin egen manddom.
»Ja, der er et stort område, jeg ikke har lys på,« svarer hun.
Som en slags uddybende forklaring giver hun mig senere manuskriptet til sin bog Fri bane til stjernerne, der i årevis har ligget upubliceret hen i hendes lejlighed. På side otte fortæller hun om en god veninde, der anser behovet for en kønsskifteoperation for at være et spørgsmål om manglende selvaccept. Eila Neergaard er for så vidt enig, men, skriver hun så, »jeg må indrømme, at jeg efter i 65 år forgæves at have søgt at nå til accept af min han-krop og nærmet mig et punkt, hvor selvmord eller psykose lurede lige om hjørnet, endelig blot kom til en accept af, at jeg ikke kunne acceptere min han-krop«.
Denne accept af manglen på accept »var en åbning, som indeholdt, at jeg gav mig tilladelse til, mere end før, at føle, hvad jeg føler, tænke, hvad jeg tænker, gøre, hvad jeg gør, og være, hvad jeg er. (...) Det var den mest befriende følelse i mit liv.«
Edderspændt arrig
Måske derfor gav Eila Neergaard ikke op, da hun fik afslag på sin ansøgning om at blive opereret. I samarbejde med Sexologisk Klinik søgte hun på ny. Den nu pensionerede Preben Hertofts kollega, specialist i klinisk psykologi Arnar Sverrisson, forfattede en 14 sider lang erklæring, der nok engang anbefalede en kønsskifteoperation bl.a. med henvisning til, at et afslag ville »opretholde den sociale forringelse, hun har måttet udholde i så mange år«. Over otte sider gennemgik Ellids Kristensen, overlæge og lektor i klinisk sexologi, Eila Neergaards barndom med en lille revnet celluiddukke som yndlingslegetøj, forholdet til moren (der forbød udklædningslege), seksuelle udvikling og ægteskabelige samliv, inden hun beskrev Eila Neergaards paryk, makeup, diskrete halssmykker og »feminine bevægelser«, understregede at hendes »kønsidentitetskonflikt medfører betydelig sjælelig lidelse og har gjort det gennem mange år«, og konkluderede, at Eila Neergaards ufravigelige ønske om kastration og kønsskifte burde efterkommes.
Der blev vedlagt udtalelser fra rektorer og arbejdsgivere helt tilbage fra 1940'erne og 50'erne. Veninder bevidnede, at Eila Neergaard går »farverigt og i nogen grad feminint klædt«, holder meget af det trikot-agtige og er »glad og afbalanceret«. En tidligere sambo bekræftede, at Eila Neergaard er »tiltrukket af kvindelige udtryksformer, fra ballet til brødbagning«, og den ene eks-kone kaldte hende en »overordentlig samvittighedsfuld og omsorgsfuld« familiefar og ægtefælle.
Selv skrev Eila Neergaard en ni sider lang selvbiografi, der i detaljer beskriver hendes forhold til sin krop; om at tisse siddende, om det ægteskabelige sexliv, som for hende altid har været lesbisk, om den blødere hud, ændrede lugt og synlige brystudvikling, hun med glæde har konstateret siden hormonbehandlingen, om ubehaget ved erektion, om 'omvendte' samlejestillinger og særlige onanimetoder og en hel masse andet, der alt sammen havde til formål at overbevise Retslægerådet om, at hun opfatter sig selv som kvinde, aldrig har haft fornøjelse af sine kønsdele og inderligt ønsker dem fjernet.
»Jeg føler som altid mine maskuline kønsorganer som en stor gene, som ikke bare forhindrer mig i min seksualitet, men som permanent føles som fremmedlegeme og meget forstyrrende for min selvopfattelse og som en brutal hindring for, at jeg kan vælge det kropsnære tøj, jeg bare føler stor tiltrækning til; og at jeg kan genoptage min vigtigste motionsform: svømme i en svømmehal - eller fra en strand; og at jeg lovligt kan benytte offentlige toiletter (hidtil har det problem gjort, at jeg i tre tilfælde måtte tisse i bukserne),« lød det i ansøgningen.
Svaret kom i februar 2001. Det var et afslag.
»Kastration i forbindelse med kønsskifte er efter vores opfattelse et meget omfattende indgreb, der kun bør foretages, når det klart er godtgjort, at ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse,« skrev Civilretsdirektoratet. »På det foreliggende grundlag finder vi ikke, at dette er opfyldt,« stod der i brevet, som citerede Retslægerådets oprindelige udtalelse fra 1998 om, at ansøgeren »har haft et seksuelt aktivt liv med genital tilfredsstillelse. Psykisk har tilstanden været svingende«.
»Jeg var rigtig edderspændt arrig over det svar,« siger Eila Neergaard.
Vi spiser rabarbertærte og drikker kaffe.
»Hvis bare det havde været godt og velbegrundet.«
Hun vil egentlig helst ikke tale om det årelange forløb med lange skrivelser frem og tilbage, begæringer om aktindsigt, ankesager og klager til ombudsmanden. Det hører fortiden til. Eila Neergaard har for længst besluttet sig for ikke at bruge sit liv på at være vred og bitter. Hun foretrækker at kigge fremad.
For andre er det sværere at give slip på fortiden. Eila Neergaards yngste storebror var stadig i live, da hun i 1996 begyndte sin »kolbøtte«, som hun kalder det. Han forstod det ikke. Da han i 1997 gik af som civilretsdommer, skrev han et brev til hende. Håndskriften var vild, husker hun.
»Det var en spand lort fra hele hans liv, jeg fik i hovedet,« siger Eila Neergaard, der foldede brevet sammen og sendte det tilbage med besked om, at hun ikke ønskede at kommunikere på den måde.
Hun viser mig et andet brev. Det kom med posten for et par uger siden i anledning af hendes 81-års fødselsdag. Afsenderen var hendes yngste datter.
»Tillykke med de 81!« indleder det.
»Jeg har læst et sted,« siger Eila Neergaard, »at de nærmeste har sværest ved at ændre pronomen.«
På konvolutten står der hverken Eila eller Ejler, men E. Neergaard, og når de mødes, er det som regel med et »Hej du«.
Partikler eller bølger
Fra Café Monroe er der kun et par hundrede meter over til Brobjergskolen, hvor Eila Neergaard og Mette Kragelund danser. Normalt kommer Fiona Andersen, dansegruppens tredje medlem, ind fra Ry, men den 45-årige afspændingspædagog og zumbalærer er på kursus i USA denne uge.
Eila Neergaard tænder et fyrfadslys og sætter det på gulvet i midten af rummet. Jeg spørger hende, hvad det gør. Der går et par sekunder, før hun svarer.
»Det kan du eventuelt erfare,« siger hun sagte.
Lidt efter forklarer hun, at det kan være gavnligt med et fokuspunkt, som ikke er ens eget ego.
Gennem hele sit liv har Eila Neergaard beskæftiget sig med lys. Hun fortæller ivrigt om sin mangeårige karriere som fysiker, da hun lavede elektronkanoner og optiske gitre og på alle mulige måder arbejdede med 'lysets interferens', hvilket er ret vanskeligt at udrede i detaljer, men for eksempel er det, der skaber farvespillet i en sæbeboble eller i en vandpyt med olie. Før i tiden var videnskabsfolk uenige om, hvorvidt lys skulle opfattes som partikler eller som bølger. De er siden nået frem til, at det kan være begge dele, alt afhængig af hvordan man undersøger det.
»Hvis man kigger efter partikler, ser man partikler. Kigger man efter bølger, ser man bølger,« fortæller Eila Neergaard. »Men det kan aldrig være begge dele på én gang.«
Hendes egne erfaringer med at være to ting på én gang har heller ikke været positive. I en årrække inden hun endegyldigt besluttede sig for at skifte køn, levede Eila Neergaard i et mere diffust stadie med en blanding af kropslige udtryk, tøjstil, manerer og selvopfattelse, der ikke umiddelbart var til at afkode. Det var svært, fortæller hun.
»Jeg kan ikke færdes mellem mennesker uden at skulle opfattes som enten det ene eller andet. Og jeg har brug for, at mennesker kan sige 'goddaw' til mig.«
»Jeg har brug for ... altså, fordi jeg føler, at jeg tilhører kategorien af kvinder. Jeg har det simpelthen så godt med bare at lægge tøjet og bare føle, at det er her, jeg er hjemme.«
Det har hun kunnet i snart 10 år. Efter sin forgæves kamp med de danske myndigheder så det ellers håbløst ud for Eila Neergaard, der med kun en folkepension at leve for ikke havde råd til selv at finansiere et kirurgisk kønsskifte.
Heldigvis havde hun en penneven i Californien. Paula, velhavende it-specialist med stort hus i Santa Barbara, var selv transkønnet og ville ikke se passivt til, mens hendes veninde sad fast i systemet. Så da Eila Neergaard i det australske køns- og transblad Polare læste om den velrenommerede plastikkirurg Sanguan Kunaporn og hans klinik på Phuket, tøvede Paula ikke med at betale de nødvendige 5.000 dollar. Eila Neergaard, 71 år gammel, fløj alene af sted til den thailandske ferieø, og den 17. oktober 2001 vågnede hun efter en dyb narkosesøvn, kastreret og på ny konstrueret.
»Aaaaah,« siger Eila Neergaard med et saligt blik.
Sådan var fornemmelsen, da hun vågnede. Og sådan er følelsen, når hun svømmer på Den Permanente Badeanstalt ved Riis Skov nord for Århus.
»Nu er jeg hjemme,« siger hun.
»Jeg har det så godt sammen med kvinder. Der er slægtskab. Der er resonans.«
Der er også resonans mellem Eila Neergaard og Mette Kragelund. De danser til enkel klavermusik fra cd-afspilleren i hjørnet. De står tæt på hinanden og bevæger sig i, hvad der ligner langsom gengivelse. Deres hænder spejler hinanden, som holdt de styr på et fælles energifelt.
Eila Neergaard beskriver sin dans, nuets dans, som et »helt åbent rum«, hvor kroppen lader sig styre af indre impulser frem for ydre instruktioner.
»Den skelnen er afsindig vigtig - der er en verden til forskel,« som hun siger.
I løbet af foråret og sommeren har Eila Neergaard været på flere ture til København for at mødes med professionelle dansere. Det var et berigende møde for begge parter.
»De havde et stort repertoire, men svag kontakt til intentionen, som skal drive det hele,« siger hun og forklarer sin egen intention »som noget i retning af: Jeg søger en dans, der kan hjælpe mennesker til at opnå en samhørighed; en følelse af, at vi alle er del af en stor organisme«.
På dansegulvet er Eila Neergaard helt tavs. Hun følger Mette Kragelunds trin baglæns gennem lokalet. Så drejer hun rundt om sig selv med store armbevægelser. For en stund ser de ud til at danse hver for sig. Det er på en måde rigtigt, fortæller Mette Kragelund senere.
»Eila danser ikke for nogen. Hun danser for sig selv,« siger den unge kropsterapeut og handicaphjælper.
»Det er hendes ønske om frihed, som jeg synes er utrolig skønt at danse med. Det rum, hun skaber, er dejligt at danse i. Hun kan rumme så meget. Måske fordi hun er gået igennem så meget.«
Cd'en med klaverspil slutter. Eila Neergaard og Mette Kragelund står midt på gulvet over for hinanden. De vugger frem og tilbage i flere minutter, som om de langsomt siver ud af dansen, og den siver ud af dem. Her er helt stille. Eila Neergaards arme hænger ned langs siden. Hendes ryg er rank, hendes øjne er lukkede. Hun smiler.
