Baggrund
Læsetid: 8 min.

Europæere, det er på tide at blive vrede

Den fælleseuropæiske valuta er i knibe, adskillige EU-lande står over for massive og tyngende gældsbyrder, solidariteten i unionen svinder, og Europas unge har trukket det korteste strå – et tættere samarbejde er den eneste vej frem
De første europæere. De unge, indignerede, der rundt i Europa udfordrer deres politiske systemer — som her på Peurta del Sol-pladsen i Madrid — er de første, der har reageret på krisen som europæere, og som sådan er de forud for deres regeringer.

De første europæere. De unge, indignerede, der rundt i Europa udfordrer deres politiske systemer — som her på Peurta del Sol-pladsen i Madrid — er de første, der har reageret på krisen som europæere, og som sådan er de forud for deres regeringer.

Dani Pozo/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
3. september 2011

Den tyske EU-politik står på tærsklen at undergå en transformation, som kan blive lige så banebrydende og betydelig som de tidlige 1970'eres Ostpolitik,som var Forbundsrepublikkens forbedring af forbindelserne med Sovjet-blokken. Mens hvor den politik var kendetegnet ved slagordet 'forandring gennem tilnærmelse,' kunne overskriften for Berlins nye tilgang være 'mere retfærdighed gennem mere Europa.'

I begge tilfælde er det et spørgsmål om, at en kløft skal overvindes. Mellem øst og vest i 1970'erne, mellem nord og syd i dag. Vore politikere bliver aldrig trætte af at insistere på, at Europa er et skæbnefællesskab. Sådan har det været, lige siden Den Europæiske Union blev skabt. EU er en idé, der voksede ud af de fysiske og moralske ødelæggelser efter Anden Verdenskrig. Østpolitikken var viet til en idé om at desarmere Den Kolde Krig og perforere Jerntæppet.

I modsætning til tidligere tiders nationer og imperier, der fejrede deres oprindelse i myter og heroiske sejre, er EU en transnational statslig institution, der opstod fra smerterne ved kontinentets lemlæstelse og det moralske chok over holocaust. Men nu, da krig og fred ikke længere er det overordnede spørgsmål, må vi spørge: Hvad betyder det europæiske skæbnefælleskab som levet erfaring for en nyere tids generation?

Det er den eksistentielle trussel, som finans- og eurokrisen stiller dem overfor, der nu er ved at få europæerne til at indse, at de ikke længere bor i Tyskland, Frankrig eller Danmark, men i Europa. For første gang er Europas unge ved at opleve deres egen 'europæiske skæbne'. Bedre uddannet end nogensinde før og i besiddelse af høje forventninger til tilværelsen må ungdommmen i dag konstatere sig prisgivet et arbejdsmarked i tilbagegang under indtryk af trusler om nationale konkurser og økonomisk krise. I dag er én ud af fem europæere under 25 år arbejdsløs.

På alle steder, hvor de har oprettet teltbyer og hævet deres stemmer, kræver de unge social retfærdighed. I Spanien og Portugal, samt i Tunesien, Egypten og Israel (i modsætning til Storbritannien), giver de udtryk for deres krav på en måde, som er lige så kraftfuld, som den er ikke-voldelig. Europa og dets unge er forenede i deres raseri over politikere, der er villige til at bruge ufattelige summer på at redde banker, samtidig med at de gambler fremtiden væk for deres landes ungdom. Hvis håbet hos Europas unge bliver eurokrisens første offer, hvilken fremtid venter der så et Europa, hvis befolkning bliver ældre og ældre?

Når ingen forstår verden

Nyhedsmedierne giver næsten daglig anskuelsesundervisning i oprindelsen af en ny risikoforvirringens æra 'verdensrisikosamfundet'. Overskrifterne har i et stykke tid kørt på samme melodi: 'Usikkerhed om fremtiden for den globale økonomi', 'EU-redningsfond i fare', 'Merkel holder krisemøde med Sarkozy', 'Ratingbureauerne nedjusterer USA's kreditværdighed'.

Varsler den globale finansielle krise en nedbrydning af det gamle centrum? Ironisk nok har det autoritære Kina påtaget sig at spille den moralske apostel på den finansielle front med sin skarpe kritik af såvel det demokratiske Amerika som det demokratiske EU.

Én ting har den finansielle krise uden tvivl opnået: Vi er alle eksperter og politikere indbefattet blevet slynget ind i en verden, som ingen af os længere forstår. For så vidt angår de politiske reaktioner, kan to ekstreme scenarier sidestilles. Det første er et hegeliansk scenario, hvor de trusler, den globale risikokapitalisme medfører, er ved at tilspille os en historisk chance som en art 'fornuftens list'. Dette er det kosmopolitiske imperativ: samarbejd eller gå til grunde! Få det til at lykkes i fællesskab eller bered jer hver især på jeres individuelle nederlag!

Men samtidig frembyder afmagten over for at få styr på de finansielle risici også et Carl Schmitt-scenario et strategisk magtspil, der åbner døren på ny for etnisk og nationalistisk identitetspolitik.

Skæbnefællesskabet er uundgåeligt i begge modeller, for uanset hvad vi gør, skaber den globale risikokapitalisme nye eksistentielle splittelser og bånd på tværs af de nationale, etniske, religiøse og politiske grænser. Hvordan kan Europa overhovedet sejre i dette miljø?

Paradoksalt nok er EU's succeshistorie samtidig en af de største forhindringer. Befolkningerne er kommet til at tage mange af unionens positive resultater for givet endda så meget, at de muligvis først ville bemærke dem, hvis de hørte op med at eksistere. Man skal blot forestille sig et EU, hvor paskontrollen er genindført ved alle grænser; hvor der ikke længere findes pålidelig lovgivning om fødevaresikkerhed overalt, hvor ytringsfrihed og pressefrihed ikke længere eksisterer efter nutidige standarder som Ungarn allerede krænker, hvorved det bringer sig selv i kritisk søgelys og hvor eurozoneborgere igen bliver tvunget til at veksle penge og holde styr på valutakurser, når de rejser til andre af kontinentets hovedstæder. Forestillingen om Europa som vores hjem er blevet det naturlige for os. Måske kan dette forklare, hvorfor vi af skødesløshed er blevet villige til at bringe det europæiske fællesskabs beståen i fare.

Fortiden skal undgås, ikke hyldes

Vi må erkende og anerkende den virkelighed, at Tyskland for længst er blevet en del af det europæiske skæbnefællesskab og dét på nøjagtig dén måde, som den tidligere tyske forbundskansler Willy Brandt beskrev det under den første parlamentssamling efter Tysklands genforening: »Lad os håbe, at det at være tysk og det at være europæisk fremover vil være to sider af samme sag, i dag og for altid.«

Har den hegelske tanke om, at fornuften trods alle periodiske omskiftelser og omveje i sidste ende vil sætte sig igennem som historiens fremherskende kraft, stadig gyldighed i dag? Eller giver Carl Schmitts tro på, at fjendskab mellem nationer altid må være det dominerende princip, et mere retvisende billede af forholdene i verden i dag?

I modsætning til det skæbnefællesskab mellem to rivaler, der består mellem USA og Kina, bygger det europæiske fællesskab på fælles love, en fælles valuta og fælles grænser, men også på et 'aldrig igen!'-princip. I stedet for at påberåbe sig en ædel fortid, bestræber EU sig på at sikre, at fortiden aldrig kommer til at gentage sig. I stedet for at blive en superstat eller en mekanisme, der i bedste fald repræsenterer oplyste nationale interesser, har EU antaget en tredje form: Dets vigtigste rolle er at orkestrere. Det fremmer opbygningen af et netværk af forpligtelser, der omfatter såvel suveræne stater som transnationale organisationer, kommunale og regionale myndighedsstrukturer og organisationer i civilsamfundet.

Inden for disse rammer har redningspakkerne til de sydeuropæiske lande ført til udviklingen af en konfliktuel logik mellem donor- og debitornationer. Donornationerne må gennemføre indenlandske spareprogrammer og ser sig derfor nødsaget til at presse debitornationerne på et niveau, der overstiger smertegrænsen. I modsætning hertil oplever debitornationerne sig selv som underlagt et EU, der udstikker diktater og krænker deres nationale selvbestemmelse og værdighed. Begge dele vækker had til Europa, fordi alle ser Europa som en ophobning af pålæg.

Hertil kommer en oplevet ydre trussel. Kritikere af islam, som hævder, at muslimerne misbruger Vestens frihedsværdier, har formået at forbinde fremmedhad med oplysningsfilosofi. Pludselig var det muligt at være tilhænger af indgreb over for visse indvandrere alle gennemført i Oplysningens navn. Som følge heraf kommer tre destruktive processer til at overlappe hinanden og blive forstærket i Europa: fremmedhad, islamofobi og antieuropæiske følelser.

Når de skal tænke politisk, er mange tilbøjelige til at se for sig, at vi står ved politikkens afslutning. Hvordan kan nogen være så blinde? I store og små henseender og på det nationale, europæiske og ikke mindst det globale plan er Hegel med sin fornuftstro og Schmitt, der ser fjender overalt, i gensidig radikal modstrid.

Er oprøret nationalt?

Når det gælder den evige krise, der hedder Europa, må denne konflikt om fremtidens modeller give anledning til følgende spørgsmål: I hvilken udstrækning går opstandene fra de oprørske rent faktisk på tværs af de nationale grænser og fremmer solidariteten? I hvilket omfang kan følelsen af at være ladt i stikken føre til en europæisk generationserfaring og til nye politiske initiativer? Hvordan opfører arbejdere, fagforeninger og centrum i de europæiske samfund sig? Hvilke af de store partier i f.eks. Tyskland har modet til at forklare deres medborgere, hvad Europa som hjemland er værd for dem?

Merkel holder fast i den hegelianske idé, men ved at foretrække fornuftens omveje. Hun foretager, for nu at bruge dansemetaforen, to skridt tilbage, et skridt til siden, så en magisk, lynhurtig kovending blødgjort af et lille skridt fremad på stort set samme måde som koalitionsregeringen i Berlin hopper, snubler og vakler frem, idet den danser til en musik, som hverken tyskerne eller de øvrige europæere kan høre eller forstå. Hvor den tidligere forbundskansler Helmut Kohl advarede mod et tysk Europa og søgte et europæisk Tyskland, har Merkel gjort sig til fortaler for en tysk euronationalisme, i hvilken hun investerer al sin tiltro til, at Berlin har evnerne til at føre den lovregulerende og økonomiske politik, der kan hele Europas sår.

Indlysende

Men i lyset af den finansielle krise bør den europæiske politik i dag spille samme rolle, som 1970'ernes Ostpolitik gjorde for det delte Tyskland: en integrationspolitik uden grænser. Hvorfor var den enormt dyre genforening med Østtyskland så selvindlysende, når den økonomiske integration af debitornationer som Grækenland og Portugal på den anden side er så ildeset? Det er ikke kun et spørgsmål om, hvem der betaler for musikken. Sandt at sige er den virkelige udfordring at nytænke og omforme Europas fremtid og dets position i verden.

Indførelsen af euro-obligationer vil ikke være et forræderi mod tyske interesser. Faktisk er vejen til et EU præget af solidaritet på samme måde som anerkendelsen af Oder-Neisse grænsen mellem et forenet Tyskland og Polen i Tysklands velovervejede interesse. Det er et udtryk for europæisk og tysk realpolitik. Hvorfor skulle Europa ikke indføre en finansiel transaktionsskat, der kan etablere et økonomisk råderum for en social og miljømæssig genopretning af Europa, som til gengæld kan betrygge europæiske arbejdstageres sikkerhed i hele Europa og dermed imødekomme de største bekymringer hos de unge europæere?

Begrebet om 'mere retfærdighed igennem mere Europa' indeholder en appel om et transnationalt solidarisk fællesskab: »Bliv vrede, europæere.« Ligesom mange dæmoniserede Brandts tale om en tilnærmelse til den kommunistiske blok som forræderi, bliver nutidens krav om 'mere Europa!' opfattet som et slag i ansigtet på den nationale selvbevidsthed.

Merkels tilbage-og-frem og frem-og-tilbage-adfærd kan også tilvejebringe en platform for et fremtidigt projekt med Socialdemokraterne og De Grønne. Så snart SPD og De Grønne har forklaret, at et socialt Europa ikke behøver at være en indadvendt gnier, men snarere ved at knytte an til Hegels argumentation kan blive en historisk nødvendighed, vil SPD kunne genvinde sin statur og begynde at vinde valg igen. Dette vil selvfølgelig være betinget af, at partiet har modet til at erklære, at Europa skal være dets vigtigste projekt, på samme måde som Ostpolitik var det for mere end 40 år siden.

modernetider@informatoin.dk

 

© Ulrich Beck og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michelle Poulsen

"Befolkningerne er kommet til at tage mange af unionens positive resultater for givet endda så meget, at de muligvis først ville bemærke dem, hvis de hørte op med at eksistere. Man skal blot forestille sig et EU, hvor paskontrollen er genindført ved alle grænser; hvor der ikke længere findes pålidelig lovgivning om fødevaresikkerhed overalt, hvor ytringsfrihed og pressefrihed ikke længere eksisterer efter nutidige standarder som Ungarn allerede krænker, hvorved det bringer sig selv i kritisk søgelys og hvor eurozoneborgere igen bliver tvunget til at veksle penge og holde styr på valutakurser, når de rejser til andre af kontinentets hovedstæder. Forestillingen om Europa som vores hjem er blevet det naturlige for os. Måske kan dette forklare, hvorfor vi af skødesløshed er blevet villige til at bringe det europæiske fællesskabs beståen i fare."

Jeg tror faktisk ikke at disse ting, paskontrol og valuta, udgør nogen stor forskel i det enkelte menneskes liv. EU's store problem er at borgerne i EU ikke føler ret meget for EU - det kan da godt være at man ville savne et par regler eller to hvis unionen blev opløst, men i bund og grund er der ikke stor forskel på at leve med eller uden EU. Det er man nødt til at arbejde på at forbedre ved at forsøge at skabe en fælles kultur, der engagerer det enkelte menneske. Tænk et ramaskrig, der ville opstå hvis én af nationalstaterne skulle nedlægges. Der ligger folks følelser nemlig, og det er efter min mening den største barriere for et meningsfuldt EU. Vi må lære unge mennesker at se ud over nationale grænser, og føle fællesskab med resten af Europa. Mere kulturel udveksling og mere ligestilling for især syd og østeuropæiske unge er vejen frem.

Sikke noget sludde:

Man skal blot forestille sig et EU, hvor paskontrollen er genindført ved alle grænser
; hvor der ikke længere findes pålidelig lovgivning om fødevaresikkerhed overalt, hvor ytringsfrihed og pressefrihed ikke længere eksisterer efter nutidige standarder som Ungarn allerede krænker, hvorved det bringer sig selv i kritisk søgelys og hvor eurozoneborgere igen bliver tvunget til at veksle penge og holde styr på valutakurser, når de rejser til andre af kontinentets hovedstæder.

1) Pas-og grænsekontrollen. Lyder godt; men holder ikke vand.

I de senere år er Tyrkiet blevet et af de største charter-mål. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke er taget til Tyrkiet, fordi de ikke vil gå gennem en paskontrol. Hvor mange af os holdt os fra at rejse på Inter-rail, fordi vi skulle vise vores pas.

Hvis I kan vise mig den slags mennesker, så skal jeg vise jer mennesker, der har et usigeligt behov for god sex.

2) Fødevaresikkerhed. Lyder godt - men passer sgu ikke sammen med virkeligheden. Hvor længe har det taget at få stoppet bisphenol A i sutteflasker? Hvor mange europæere døde under den sidste bønnespire-epidemi, fordi myndighederne beordrede sundhedspersonalet til at holde kæft.

3) Ytringsfrihed. I går fik EDL - som jeg ikke sympatiserer med, ikke lov til at demonstrere i London. I forgårs blev det afsløret, at Sarkozy havde beordret efterretningstjenesten til at overvåge og afhøre en journalist fra Le Monde. Og i denne uge var den store tyske TV-station ARD, prøjsernes svar på DR, under beskydning fra burhønsegiganten Wiesenhof. Grunden: En kritisk reportage om en af Europas mest svinske fjerkræproducenter.

4:
Valutakurser. Ja det er sandelig et enormt fremskridt. Især når man, som jeg, for nylig har siddet med en grædende græsk bekendt, som ikke aner, hvad fremtiden bringer - fordi hendes land er ved at blive anschlusset af Deutsche Banks stormtropper.

(I øvrigt - hvor mange af os har ladet være med at rejse i Norge, Sverige eller USA fordi de indfødte bruger andre moneter)?

5) Europa som mit hjem. I en konstruktion, som har gjort millioner af unge så fattige, at de må bo hjemme hos deres mor og far igen, der lyder det sgu næsten kynisk.

jan henrik wegener

Hvordan bliver man et stort navn på at skrive sådan noget?
Hvad mening giver det at "mere Europa" skulle være svar på alle problemer? Hvorfor ikke "mere Danmark", mere Amerika" eller mere Dortmund eller Ishøj?

"Den fælleseuropæiske valuta er i knibe, adskillige EU-lande står over for massive og tyngende gældsbyrder, solidariteten i unionen svinder, og Europas unge har trukket det korteste strå – et tættere samarbejde er den eneste vej frem"

Hver gang nogen fremhæver at en bestemt udvikling er DEN ENESTE VEJ frem, bør demokraten spidse øre og stille kritiske spørgsmål. Og rækken af sådanne kritiske spørgsmål bliver lang ved læsning af denne propagandistiske artikel.

Vi har de sidste 30 år konstant hørt om at et 'tættere samarbejde' er det eneste værn mod katastroferne. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid at selvom samarbejdet er blevet tættere og tættere, er katastroferne blot blevet flere - og de er samtidig rykket tættere og tættere på. I sandhed en ejendommelig logik.

Peter -

Ja. Det svarer til, at en kræftlæge ville sige til sin patient:

- Beklager Johansen. Du har desværre fået lungekræft. Så jeg synes du skulle ryge 60 cecil om dagen - i stedet for 40. Og spørg så lige nede på eternitten, om du kan få lov til at pakke asbest-pallerne ud. Det er altså bedre end at stå ved båndet.

Det er den samme logik.

Ulrich Beck fremfører, i intimiderende termer - nærmest truende - svaret på den systemskabte økonomiske krise: "I bliver nød til at æde det hegeliansk scenario:" Samarbejd eller gå til grunde! Få det til at lykkes i fællesskab eller bered jer hver især på jeres individuelle nederlag!.

Vi skal blot acceptere redningspakker, der over de næste 30 år medfører store nedskæringer i almindelige menneskers hverdag, redningspakker der skal forhindre bankerne i Nord går rabundus på grund af deres overgearede investeringer i Syd.

...og hvis vi gør det - accepterer arbejdsløshed og nedgang i levevilkår - så vil Merkel danse den konservativ-liberalistiske udvikling ind en social-liberalistisk udvikling.

for

Vi er jo alle, eksperter og politikere indbefattet, blevet slynget ind i en verden, som ingen af os længere forstår.

...en helt utolig sætning - tyg lige på den - forklaring følger.

Ulrich Beck må jo tro at unge mennesker er dumme - "The Dumbest Generation, ever" ?

Kendsgerningen er at I dag er én ud af fem europæere under 25 år arbejdsløs. men mange har gode uddannelser kombineret med en stor underkendt viden bl.a. fra de sociale medier og fra nettest tilbud af fakta. De ved godt at den herskende generation er i gang med et "Generationstyveri " af dimensioner både på konsumsiden og på affaldsside, og at fordelingen er helt skæv og at denne skævhed er årsagen til verdensrisikosamfundet

Ulrich Beck skal dog have kredit for at pege på Carl Schmitt som skræmmeeksempel: Carl Schmitt's scenario... ...som ser fjender overalt. Nej, Schmitt ser 'forskellighed' overalt, og har kun foragt til overs for forestillingen om staten nødvendigvis skulle repræsentere en højere fornuft eller en fremadskridende fornuftserkendelse, som vi deterministisk må følge.

Vi får eksempelvis at vide at kapitalismen løfter flere og flere ud af fattigdom, men samtidig vokser staternes gæld eksponentielt, det hænger jo ikke sammen.

Skal vi lytte til en filosof må jeg foreslå Karl Polanyi og hans 'double movement' samt princippet om de almindelige menneskers ret til selvbeskyttelse, samt tanker om selvforsyning eller autarki.

Ungdomsoprøret i 68 blev drevet af en forvisning om, at vi kunne gennemskue datidens magthaveres løgne og at vi ville have en verden med mindre undertrykkelse.
I dag er der ikke mindre undertrykkelse
5.770 millioner mennesker lever på planeten
1.150 millioner bor i de industrialiserede lande
én ud af fem europæere under 25 år arbejdsløs
4.620 millioner lever i fattige og udnyttede lande
1% ejer 50% af klodens jord og kapital.

Vil det i gangværende generationsopgør ende op i at de kommende unge magthavere – som det er sket for 68'erne - lader sig købe til at acceptere en skæv verden med kapitalismens løfter om et forsat nedbrydende overforbrug ...jeg tro det ikke.

Kom ud af boblen - EU er, hvad man kommer i det, og når situationen er, som den er, må Europas befolkninger følge deres interesser og vælge politikere, der sender EU i en politisk retning, der tilfredsstiller borgerne. Bortset fra nationalistiser har ingen interesse i at bekæmpe et samarbejdende Europa - der er brug for større bevidsthed om den fælles historie; men det er tydeligt, at Danmark er handicappet i den forståelse, fordi romerne aldrig fandt det umagen værd at gå over Elben.

Peter Hansen:
EU er ikke blot en relativiseret, subjektiv socialkonstruktion - den er også en hardcore institutionalisering af europæisk magtkoncentration, som historisk har vist at kapitalens interesser står øverst på prioriteringslisten. Europæisk samarbejde kan etableres mellemstatsligt - omend dette heller ikke er let. Men hvis alternativet er at revoltere EU til at blive en folkelig, demokratisk institution med vide grader af lokalt og regionalt demokrati, så bliver udsigterne endnu vanskeligere.

Boblen er næppe ønsket om at gøre sig fri af overnationalt tyranni og konformisering, boblen består snarere i den forførte og paniske idé om at verden æder os, hvis vi ikke bliver i slangens bug.

2xPeter - det er nok med en historisk perspektivering at den postive del af debatten kan få lov at begynde, men det er som sagt en helt anden og længere historie.

@Bill Atkins og Henrik Jensen
Nu har jeg kun læst meget lidt Ulrich Beck, men jeg tror ikke, at han er tilhænger af redningspakker osv. Han prøver at se endnu længere frem og stiller "mere Europa" op som alternativ til mere "fremmedhad, islamofobi og antieuropæiske følelser". Han er i forvejen stor kritiker af den globale kapitalisme og laver masser af observationer om befolkningers trængsel i både det europæiske og det globale fællesskab.

Henrik Jensen angriber UBs eksempler på europæisk samarbejde, som er usynligt for borgerne og som bliver taget for givet. Men jeg kan forsikre HJ om, at der foregår MASSER af europæisk samarbejde til glæde for borgerne, som vi ikke lægger mærke til, men som til sammen udgør en stor forbedring i den alm. europæers liv -- og det skal ikke fremstå ukritisk. Jeg tror egentlig ikke, at UB har behov for at diskutere præcis hvilke forbedringer, som EU giver for borgerne -- han konstaterer, at forbedringerne findes og at problemet er, at EU er gledet ud af borgernes bevidsthed: Måske kan dette forklare, hvorfor vi af skødesløshed er blevet villige til at bringe det europæiske fællesskabs beståen i fare.

Europæisk fællesskab er jo ikke dårligt, og i UBs fremstilling af EU, bliver det til fællesskab og samarbejde -- ikke blot en dysfunktionel økonomi og korrupt politisk elite.

Michael Kongstad Nielsen

Der er ualmindelig meget sludder og vrøvl i artiklen af Ulrich Beck. Henvisningen til Tysklands Ostpolitik er langt ude i hampen, og tanken om mere Europa er vederstyggelig. Artiklen er mest henvendt til tyskere, tror jeg, den spiller på nogle under- og overtoner, vi ikke er helt med på. Men mere Europa er galmandsværk. EU har vokset sig rigelig stor uden at nogen rigtig vidste, hvad der skete. Det er et ideologisk magtprojekt, som savner folkelig opbakning og legitimitet. Efter at Frankrig, Holland og Irland forkastede Forfatningstraktaten, turde ingen sende Lissabontraktaten til folkeafstemning.

Nu står vi så med dette monster, der knager og brager i fugerne. Så kommer der selvfølgelig nogle fanatikere og siger: vi må have mere af det, der ikke duer. Det er de skrupelløse, de blinde og de ideologiske EU-fanatitere, der desperat prøver at vinke folk ombord i den synkende skude.

EU - og navnlig ØMU-en - er en belastning for Europa, en forfejlet udvikling, blandt andet fordi mange lande har lagt sig på ryggen og ladet euroen, strukturfondene og landbrugsstøtten klare ærterne, mens budgetunderskudene bare voksede og voksede.

Det ville aldirg være sket uden EU og euroen. Kort sagt - det kan godt være, europæerne skal være vrede, men det er på dem, der har lokket dem ind i dette tætte og bindende samarbejde, for uden det havde landene kunnet udfolde deres egne talenter og kvaliteter, og havde fået gang i økonomien og arbejdspladserne. Og hvad angår de unge, som der snakkes så meget om for tiden, må sgu da se og få smøget ærmerne op. Vælt politikerne og bestem selv en ny vej.

Europa er et mangfoldigt og skønt sted. At gøre det hele til en ensatet masse, er en synd. Europa vantrives med de snerrende EU-bånd, men hvis båndene løsnes vil ny energi opstå. Så for guds skyld ikke mere EU, men mindre.

Fornuften har ikke en chance mod grådigheden.

@Bill Atkins:

Nej Carl Schmitt ser potentielle ven/fjende distinktioner i alt - ikke blot forskellighed. (Der er betydelig forskel her i mellem ...) Det politiske kan hermed bestemme ven/fjende billedet i hvad de måtte ønske. I dette tilfælde vil der være konstant magtkamp både indenrigs- og udenrigspolitisk. Bare tænk på anden VK (verdenskrig, ikke Venstre Konservativ)

Sabine Behrmann

EF-udvidelsen i 1973 var en af de større fejl ved det europæiske projekt.

Benjamin Bach siger:
Ulrich Beck stiller “mere Europa” op som alternativ til mere “fremmedhad, islamofobi og antieuropæiske følelser”.

Jeg kan ikke se at "mere Europa" vil fjerne de tre "følelser" UB nævner, følelser som nødvendigvis skal suppleres med følelserne af 'antikapitalisme': forståelse af finanskapitalens ansvar for krisen og 'antiglobalisme': forståelse for fraværet af lokalstyring herunder indflydelse på lokal erhvervspolitik.

Tværtimod.

Johan Andresen siger:
Carl Schmitt ser potentielle ven/fjende - ikke blot forskellighed

Ok, så lad os sige det, men i min optik kan jeg sagtens se at de enkelte europæiske kulturer trods en forskellighed kan leve sammen og få en dynamik ud af denne forskellighed mere end et hadforhold. eks har sønderjyder og tyskere et - især for udefra kommende beskuere - nærmest fjendtligt syn på hinande, men det er i realiteten ikke noget problem. Ifølge iværksætteranalyser er der en større dynamik i netop region syd uden at jeg skal komme ind på en nærmere analyse.

Der er intet af det UB skriver, som taler for "mere Europa". Kun påstår han:

Samarbejd [med kapitalismen og åben dig for markedet] eller gå til grunde! Få det til at lykkes i fællesskab eller bered jer hver især på jeres individuelle nederlag!.

En lovsang for storkapitalen der har svigtet Europas udkantsområder ved at lade lokale entrpanører anlægge trafikårer og hotel og serviceanlæg mens den lokale industri blev nedlagt og markedet indraget.

Benjamin Bach laver lige det beskidte kneb, som så mange EU-tilhængere bruger. Han forsøger at antyde, at jeg ikke kender nok til emnet.

Som nogle her vil vide, har jeg flere gange fortalt, at jeg faktisk er gift ind i en tysk CDU-familie, hvor nogle af min kones pårørende faktisk er valgte parlamentarikere.

Derfor har jeg - som jeg også tidligere har fortalt - siddet og diskuteret politik med de onkler, sent ud på natten.

DEN oplevelse har vaccineret mig mod flomme-europliske floskler. For tid og evighed.

Så - beklager Benjamin; men det der arrogante Bruxelles-talepunkt, at jeg bare ikke forstår hvor meget godt EU har gjort mig - det kan du godt glemme.

@Bill Atkins:
følelser som nødvendigvis skal suppleres med følelserne af ‘antikapitalisme’: forståelse af finanskapitalens ansvar for krisen og ‘antiglobalisme’: forståelse for fraværet af lokalstyring herunder indflydelse på lokal erhvervspolitik.

Du har ret, men du er ikke uenig med UB. Overskriften på artiklen er Europæere, det er på tide at blive vrede og artiklen fungerer som en kritik af både EUs nuværende kurs (mangel på kurs) og den globale kapitalisme. Suppleret med Informations billede, ser jeg UBs drøm som noget i stil med, at forskellige nationers ungdomsgenerationer og arbejdere, der er ladt i stikken forstår at sammenkæde deres udfordringer og kamp i en fælles vision for Europa. I hvilken udstrækning går opstandene fra de oprørske rent faktisk på tværs af de nationale grænser og fremmer solidariteten? I hvilket omfang kan følelsen af at være ladt i stikken føre til en europæisk generationserfaring og til nye politiske initiativer?

Jeg gejler lige ud i noget udpensling af min forståelse... UB skriver nemlig også: Nyhedsmedierne giver næsten daglig anskuelsesundervisning i oprindelsen af en ny risikoforvirringens æra, hvilket er ret centralt for hans syn på de nutidige kapitalistiske kriser og viser, at han helt sikkert er kritiker af kapitalismen (måske ikke helt anti)! Altså, UB mener, at den globale kapitalisme er holdt op med at tjene befolkningens interesser og nu sågar er blevet så udspekuleret, at den ikke blot fungerer ved hjælp af "risiko" men også ren og skær "forvirring". Der er ingen, der fatter en brik, og vi skal have et eller andet privat og gigantisk analysefirmas 10-trins reduktion af hele nationers kreditværdighed smasket i fjæset i stedet for den komplekse sandhed. Det økonomiske system er nu så fucked up, at BNP-tal er uden rigtig betydning, for hele nationer gældsætter sig fuldstændig urealistisk og eurozonen låner penge ud på kryds og tværs, så ingen forstår nutiden og fremtiden -- den dominerende trend er risikoforvirring. Og han kalder det en æra, dvs. en begrænset tidsperiode, der sikkert ender med endnu en krise.

@Henrik Jensen
Beklager det beskidte knep. Jeg er ikke EU-tilhænger (f.eks. har jeg det fint med alle forbeholdene), jeg er tilhænger af ideen om europæisk samarbejde og fællesskab. Et stort problem er, at folks vrede mod EU bliver til en anti-europæisk følelse til skade for netop de gode dele og videreudviklingen af europæisk fællesskab og samarbejde. Jeg ved ikke meget om EU, jeg læste bare artiklen og forsøgte at forstå det, der stod.

DEN oplevelse har vaccineret mig mod flomme-europæiske floskler. For tid og evighed.

Ok, det var ikke ment som floskler men blot en henstilling til at reflektere lidt mere over artiklen så. Din vaccination virker ret skrap :)

Netop nu sender DR K en glimrende fransk reportage om ungdomsoprøret. Mon ikke den kunne inspirere nutidens desillusionerede unge?

@Benjamin Bach
Faktisk var jeg ved at skrive noget om UB's 'tilsyneladende dobbeltspil' da jeg skrev at han skulle have kredit for at pege på Carl Schmitt som skræmmeeksempel. men jeg valgte hans 'grimme' side netop fordi han undlod at inddrage:

følelserne af ‘antikapitalisme’: forståelse af finanskapitalens ansvar for krisen og ‘antiglobalisme’: forståelse for fraværet af lokalstyring herunder indflydelse på lokal erhvervspolitik.

Men i stedet for Carl Schmitt - som jeg finder lidt kontroversiel, men ikke uninteressant i den sammenhæng - vil jeg vil meget hellere pege på:

Karl Polanyi og hans ‘double movement’ samt princippet om de almindelige menneskers ret til selvbeskyttelse, samt tanker om selvforsyning eller autarki.

og måske

Immanuel Wallerstein og hans tanker om nye markeder, nye produkter og generelt nye steder med høj profitrate at investere. - henunder Karl Marxs teori om profitratens tendentielle fald.

Jo større marked, desto længere er der til den stagnerende grænse. Quasimonopolier.

@Bill Atkins:
Helt fint. Jeg ville blot påpege hvad Schmitts teori egentlig gik ud på. Det er jo sådan med teorier at de (kan) bruges i praksis. Resultatet af hans teori ført ud i praksis vil jeg også mene er direkte skadelig (eksempelvis Dansk Folkepartis måde at udpege fjenden i form af det -ud fra deres fejlagtige definition- ikke danske; muslimer etc.). Men som du selv siger, er teorien derfor spændende og relevant. Det er helt afgørende at forstå den tanke, som Schmitt formulerede.

Steen Erik Blumensaat

Fornuftens verden, forestiling om en anden verden hvor vi ikke kan bedrages og snydes, og lide smerte og ensomhed.

Dette forhold mellem intelektet og vilje, Schopenhauers påstand om, at den første kun er den sidstes tjendende værktøj, rummer megen komik og ydmygende ynkelighed, den bremser menneskets hele tilbøjelighed og evne til at forgøjle sig noget og betager ham/hun den illusion, at hans intellekt, da det jo efter vor filosofs mening forholder sig omvendt, idet intellektet - bortset fra dets opgave at kaste lidt lys over viljens nærmeste omverden og være den behjælpelig i dens højere livskamp - kun har den opgave at være viljens talerør, at retfærdiggøre den, forsyne den med >>moralske<< motiver, kort sagt rationalisere vore drifter.

Når fornuften skal holde vagt over sin fange, Naturen, bliver den selv fange.

begge sider af den menneskelige natur, fornuft og følelse, forkrøbles og hæmmes.

Steen Erik Blumensaat

Følensen er explosiv, sindets skelne evne, intellektet er det ,,fineste,, og derfor det første der forsvinder når raseriet tager over og galskaben fylder nervesystemet.