Læsetid: 10 min.

Farvel

Valget på torsdag bliver et farvel til i alt 28 politikere med samlet 348 års erfaring. Vi har spurgt fire af dem, hvad der er bedst, værst og sjovest ved det danske folkestyre
Jesper   Langballe

Jesper Langballe

Jens Nørgaard Larsen

10. september 2011

Niels Helveg Petersen, Radikale Venstre. Har siddet i Folketinget i sammenlagt 42 år. I flere ministerperioder har en suppleant dog overtaget pladsen

Hvorfor genopstiller du ikke?

»Fordi jeg er 72, og for mange år siden sagde jeg, at når jeg fyldte 70, så ville jeg ikke genopstille. Og det holder. Jeg laver ikke en Helge Adam Møller.«

Hvad er det bedste ved det danske folkestyre?

»Det er konsensusmodellen. Når der er evne og vilje til, at partierne forstår betydningen af kompromiset. Når man sammenligner os med andre lande, så scorer vi højt på viljen til enigheden. De seneste 10 års regering opfatter jeg som en anomali, og jeg forventer, at vi vender tilbage til et andet mønster. 10 år med VKO slår ikke den kultur ihjel. Det er en sejlivet størrelse, som i øvrigt findes overalt i det danske samfund.«

Hvad er værste?

»Det er nok, at der er for meget stemningslovgivning. Det er for let at lave love og lave dem om i Danmark. Når der er en overskrift i en avis, så er der straks nogen, der vil ændre loven, og det giver uigennemtænkte hovsaløsninger. Et godt eksempel er knivloven. Der skulle man lige have trukket en ekstra gang.«

Hvordan har Christiansborg forandret sig i den tid, du har været der?

»Den største forandring er faktisk medierne. Da jeg blev valgt i 1966 var der én fjernsynskanal og fire radioaviser dagligt. Og de landsdækkende dagblade havde deadline klokken 22. I dag er der deadline hvert sekund, og det giver en hæsblæsende jagt for at komme først. Det gælder både medier og politikere. Man må skynde sig ud og gerne kommentere en sag, før de andre når det. Det gør det sværere at få tænkt sig om, inden man udtaler sig.«

Hvad er det sjoveste, du har oplevet?

»Den sjoveste vælgermødevits, jeg har hørt, var på et åbent møde i fængslet i Vridsløselille engang i 1970'erne. Retsforbundets kandidat sagde, »man kan jo ikke bruge flere penge, end man tjener.« Så råbte en af de indsatte »Undskyld, men hvad tror du, vi sidder her for?«

Hvad har været din største sejr?

»To ting. I mit sidste år som økonomiminister i 1990 havde Danmark første gang i 27 år overskud på betalingsbalancen. Og under Danmarks EU-formandskab i 1993 var jeg som udenrigsminister med til at udforme Københavnerkriterierne, som stadig er retningslinjer for EU-udvidelserne.«

Hvad er din største fiasko?

»Vælgermæssigt var valget i 1990 en fiasko. Vi tabte tre af 10 mandater og trak os fra regeringen.«

Hvad skal du nu?

»Jeg skal lære at være pensionist, og at der ikke er et kontor, jeg skal hen til hver formiddag. Men jeg har aldrig kedet mig i mit liv, og det har jeg heller ingen planer om at gøre som pensionist.

Kommer du tilbage?

»Nej. Haha. Det gør jeg ikke. Jeg kan ikke få øje på nogen situation, der skulle føre til det.«

Anne Grete Holmsgaard, SF. Har siddet i Folketinget i sammenlagt 17 år.

Hvorfor genopstiller du ikke?

»Jeg har siddet i 17 år, så nu vil jeg gerne bruge mine kvalifikationer på en anden måde. Men jeg vil stadig arbejde med klima, energi og miljø.«

Hvad er det bedste ved det danske folkestyre?

»Det er, når folkestyret rent faktisk kan finde ud af at arbejde sammen og lytte på tværs af partier. Og når man gennemfører tingene med et bredt flertal.«

Hvad er det værste?

»Det er det modsatte. Når en blok med et snævert flertal gennemfører tingene, sådan som vi har set det i de seneste 10 år. På mange områder er der brug for mere end et snævert flertal, hvis det skal være stabilt. Eksempelvis har regeringen ført Danmark i krig med utroligt snævert flertal. Det er virkelig dårligt, når det sker på den måde.«

Hvordan har Christiansborg forandret sig i din tid?

»Jeg sad der også under Schlüter-regeringen, og der er markant forskel fra dengang til nu. Man har fået en enorm arrogance. Også over for folk med faglig viden, og man må virkelig ikke håbe, at det er noget, der er kommet for at blive. Men det kræver, at den kommende regering slår en anden stil an. Også i forhold til at være mere udadvendt over for verden. Vi har haft 10 år med nationalisme. EU betragtes som noget, der er til mere besvær end gavn og slet ikke noget, man vil bidrage til at udvikle.«

Hvad er det sjoveste, du har oplevet?

»Det har været de gange, hvor det alligevel er lykkedes at rykke, selv om vi ofte havde alle odds imod os. Det gjorde det blandt andet på klima- og energiområdet i 2008 efter halvandet års forhandlinger. Vi blev enige om, at energiforbruget skulle falde over de næste fire år med to procent. Det lyder ikke af meget, men det er vigtigt og historisk. Det er rigtig sjovt, når den slags arbejde giver resultater.

Hvad er din største personlige succes som politiker?

»Det er, at det er lykkedes at udarbejde en flot og ambitiøs detaljeret klima- og energistrategi for hele oppositionen. Det er jeg rigtig stolt over. Vi satte ikke bare målsætninger, men også hvilke konkrete virkemidler, man skal bruge. Og hvordan vi får almindelige mennesker til at engagere sig i området?«

Hvad er din største fiasko?

»Da vi lavede aftalen om energiselskaberne i 2004, kunne vi ikke komme igennem med det, vi gerne ville. Det ærgrer mig. Vi ville have, at de mange penge, selskaberne fik lov til at beholde, skulle investeres i vedvarende energi. Det lykkedes desværre ikke.«

Hvad skal du nu?

»Det er meget åbent, som det ser ud på nuværende tidspunkt. Men med i den brede palet åbner jeg da også for muligheden for at arbejde for en ny regering. Men jeg er også åben for at lave ting uden for det politiske.«

Kommer du tilbage?

»Det har jeg ikke nogen planer om, men det er svært at svare på sådan noget. Jeg har andre planer nu, men man ved jo aldrig, hvad der sker om 5-6 år.

Britta Schall Holberg, Venstre. Har siddet i Folketinget i sammenlagt 10 år og været minister i Schlüter-regeringen i yderligere to år

Hvorfor genopstiller du ikke?

»Jeg er fyldt 70, og så må det være nok.«

Det bedste ved det danske folkestyre?

»For mig er det bedste, at enhver, der har noget vigtigt på hjerte og er berettiget til at stille op, kan blive valgt. Uanset uddannelse. Hvis man har det politiske gen og kan overbevise vælgerne, så er det muligt at blive valgt til at være en af landets fremmeste mænd eller damer.«

Og det værste?

»Jeg synes efterhånden, at der er gået for meget taktik og spin i den. Jeg mangler simpelthen nogle mennesker, der 'synger ud' og er sig selv. Det er, som om der er en tendens til, at det ikke er fint nok, og derfor laver man fokusgrupper og har spindoktorer. Samtidig er partierne blevet forfærdeligt topstyrede. Det er altså ikke meningen med det, for så behøver men ikke 179 mennesker i Folketinget.«

Hvordan har Christiansborg forandret sig i den tid, du har været der?

»Centralismen har bredt sig. Man mener, at man på Christiansborg er klogere end alle andre, og derfor er der en stigende tendens til, at Folketinget regulerer, styrer og kontrollerer befolkningen. Det mener jeg ikke er meningen med folkestyret. Staten er til for borgerne, ikke omvendt. Vi skal give så vide rammer som muligt, for så opstår ansvarsfølelsen. Men det modsatte er desværre sket også i denne regeringstid og ser ud til at fortsætte.«

Hvad er det sjoveste, du har oplevet?

»At være indenrigsminister. Det kan lyde tørt, men det var fantastisk morsomt. Schlüter overlod fantastisk meget ansvar til den enkelte minister. Det gjorde, at man oppede sig, og derfor var det sjovt at være med på holdet. Det er i øvrigt også en modsætning til den måde, man gør det på i dag, hvor topstyringen er blevet voldsom.«

Hvad er din største politiske sejr?

»Det var, at det lykkedes for mig og Henning Christophersen (daværende finansminister, red.) at få rettet op på det økonomiske morads. Vi måtte beskære bloktilskuddene. Til gengæld gav vi kommunerne friere rammer til at tilrettelægge deres politik, så det blev nemmere at finde besparelserne. Der er forskel på, hvad der er behov for i Odense og i Tranekær. Vi opfandt frikommunerne og lod kommuner forsøge sig med løsere lovgivning.«

Og din største fiasko?

»Jeg ved ikke, om man kan sige, at der er fiaskoer. Men blødersagen (hvor 90 bløderpatienter blev smittet med hiv, red.) kunne jeg godt have undværet. Det var en meget ulykkelig situation for de mennesker, det ramte.«

Hvad skal du nu?

»Jeg skal ikke læse store romaner og passe børnebørn. Jeg har en gård. Den har jeg ganske vist solgt til min søn, men jeg administrerer den stadig. Ellers skal jeg tilbage til det folkelige liv, jeg havde de 17 år, jeg var ude af politik. Jeg vil skrive og holde foredrag. Min kalender er fyldt med foredragsarrangementer. Det folkelige arbejde holder jeg meget af.«

Kommer du tilbage?

»Nej, det gør jeg ikke. Men jeg må indrømme, at jeg heller ikke havde regnet med at komme tilbage sidst, jeg stoppede. Dengang havde jeg også svaret 'nej'.«

Jesper Langballe, Dansk Folkeparti. Har siddet i Folketinget i 10 år.

Hvorfor genopstiller du ikke?

»Jeg har haft tre perioder nu og for længst passeret pensionsalderen. Så det er på høje tid at trække sig tilbage.«

Hvad er det bedste ved det danske folkestyre?

»Det er, at vi er et demokratisk land og et lille land, hvor afstanden ikke er stor mellem vælger og politiker. De fleste vælgere kender én, der kender én på Christiansborg. Politikerne kan snakke med vælgere over havehækken. Det synes jeg er meget fint.«

Hvad er det værste?

»Det er vel den leflen for det billige, som politikerne ikke sjældent gør sig skyldige i, men som vælgerne heldigvis ofte er i stand til at gennemskue. Man bliver ved med at gentage de samme klicheer. Man siger det samme tilstrækkeligt mange gange, selv om det ikke nødvendigvis er rigtigt, og så bundfælder det sig. Det er træls.«

Hvordan har Christiansborg forandret sig i den tid, du har været der?

»Den store ændring er den parlamentariske rolle, som Dansk Folkeparti er kommet til at spille, og det har jeg jo selv været en integreret del af. Før 2001 havde vi en situation, hvor de radikale med temmelig få mandater havde domineret dansk politik i mere eller mindre 100 år, fordi de før i tiden var tungen på vægtskålen. Den rolle overtog DF ved valget i 2001. Det er selvfølgelig muligt, at der bliver vendt op og ned på det igen ved valget, det vil vise sig.«

Hvad er det sjoveste, du har oplevet?

»Jeg har ikke et begreb skabt om tal, og det kan jo være noget af et handicap. Forrige gang vi fordelte globaliseringspulje, mente jeg, at vi havde fået et rigtig godt resultat. Mit mål var at få basismidlerne i vejret. Men jeg havde ikke forstået, at man regnede med det, der hedder akkumulerede tal. Man genbrugte bare millionerne. Når der står 400 millioner i år og 800 millioner næste år, så er det ikke 800 men 400, fordi man tæller de første 400 med. Det var noget forfærdeligt møg. Da jeg fandt ud af det, blev jeg gal i hovedet og ringede til Helge Sander (daværende videnskabsminister, red.). Det var vildledende oplysninger, sagde jeg. Det får det parlamentariske system til at brase sammen. Den fik ikke for lidt. Han samlede embedsmænd sammen. Og vi lavede en ny aftale.«

Hvad er din største succes?

»Da vi i 2002 skulle forhandle udlændingepolitik med Bertel Haarder (daværende integrationsminister, red.). Vi råbte meget højt gennem to nætter, men det endte med at blive en milepæl. Det blev den største succes for mig selv og for DF.«

Og din største fiasko?

»Jeg har arbejdet meget aktivt på at få lavet en historisk redegørelse for, hvad der skete under Den Kolde Krig. Men rapporten, som Bent Jensen har lavet, kan ikke udkomme, fordi PET spænder ben. Det er et nederlag for mig, at jeg forlader Folketinget, uden at den sag er blevet lukket.«

Hvad skal du nu?

»Jeg skal læse en helt masse. Og så skal jeg skrive til aviser og tidsskrifter. Jeg er skribent i Tidehverv, og der regner jeg med, at jeg skal skrive meget. Og måske essaysamlinger om forholdet mellem kristendom og nationalitet. Og så har jeg søn, der stiller op. Ham glæder jeg mig til at give nogle gode råd.«

Kommer du tilbage?

»Nej, det garanterer jeg dig for, at jeg ikke gør. Jeg har aftjent min værnepligt og har en følelse af at være brugt op. Så det er et fint tidspunkt at stoppe.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Det er vel den leflen for det billige, som politikerne ikke sjældent gør sig skyldige i, men som vælgerne heldigvis ofte er i stand til at gennemskue. Man bliver ved med at gentage de samme klicheer. Man siger det samme tilstrækkeligt mange gange, selv om det ikke nødvendigvis er rigtigt, og så bundfælder det sig. Det er træls.«

Helt enig - som demonstret til ug og slange af DF.

Heinrich R. Jørgensen

»Da vi i 2002 skulle forhandle udlændingepolitik med Bertel Haarder (daværende integrationsminister, red.). Vi råbte meget højt gennem to nætter, men det endte med at blive en milepæl. Det blev den største succes for mig selv og for DF.«"

Den største succes for DF. Ærgerligt, at Bertel Haarder valgte at bøje af.

@ Rasmus Knus

Og alle de andre partier. Forskellen er blot, at du holder med den ene side og andre holder med den anden side.

Folkestyret har desværre mistet en del af sin substans og er blevet mere indpakning og præsentation. Turbomedierne, der konstant hungrer efter overskrifter gør det alt for let for politikerne at blive grebet af en folkestemning eller at blive suget ind i en overbydningsspiral. Uanset om det drejer sig om udlændingestramninger, velfærdsløfter eller skræmmekampagner.

»Forældrevoldtægter af børn er et kulturtræk - ikke hos flertallet af muslimer - men det er et fast kulturtræk hos dem, ligesom æresdrab er det.« (Politiken.dk, 24.1.2011).

»Islam og kristendom kan ikke forliges. Og det har de ikke kunnet i de 1500 år, islam har eksisteret. Jeg betragter religionen islam som en fare for ethvert samfund, hvor den slår sig ned.« (Ritzau, 23.1.2010).

»Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt.« (Berlingske Tidende, 23.1.2010).

Jesper Langballe skulle have været ekskluderet fra Folketinget for mange år siden.

Dan Johannesson

"Staten er til for borgerne, ikke omvendt. "

Britta, gå ikke, de andre 178 har brug for at blive mindet om det som du tydeligvis er den eneste der husker..