Læsetid: 5 min.

Galehuset er tilbage

Aldrende stjerner som Martin Jørgensen, Søren Larsen og Søren Berg er begyndt at glimte igen. Her er Berg med FC Nordsjællands Nicolai Stokholm i hælene under Superligakampen sidste weekend i Århus.

Aldrende stjerner som Martin Jørgensen, Søren Larsen og Søren Berg er begyndt at glimte igen. Her er Berg med FC Nordsjællands Nicolai Stokholm i hælene under Superligakampen sidste weekend i Århus.

Bo Amstrup

1. oktober 2011

Hvad skal man egentlig mene om AGF — dette mandskab af hvidblusede fantaster fra Fredensvang, der inden for de seneste 24 måneder har præsteret at ligge nummer et i Superligaen, rykke ned fra samme, vinde første division, dykke under stregen i Superligaen efter en skidt sæsonstart og nu indtage andenpladsen, hvor de — i hvert fald nominelt — må regnes for førsteudfordrer til FCK?

Én ting er i hvert fald sikkert: Det er aldrig kedeligt at følge gymnasterne fra Aarhus!

Nogle af deres hårdt prøvede fans vil nok mene, at det gerne måtte være en lille smule mere kedeligt, men de kan i det mindste trøste sig med, at der endelig ser ud til at være kommet styr på tingene — i hvert fald rent sportsligt. Og hvornår har man sidst kunne sige det?

Den nye på bænken

Hovedårsagen til den nyfundne stabilitet finder man ude på bænken i skikkelse af Peter Sørensen; en træner, der har stået i lære under Ståle Solbakken i Ham-Kam, og som siden sin tiltrædelse i Aarhus har arbejdet hårdt på at forbedre de hvidklædtes defensive organisation — ikke kun i selve forsvarskæden, men hele vejen op gennem banen. Under den tidligere træner, Erik Rasmussen, var AGF kendt som et hold med et rapt og velfungerende omstillingsspil men en alt for flagrende defensiv, og det har Sørensen brugt mange kræfter på at rette op på.

Han har prioriteret soliditet, struktur og disciplin frem for alt andet, og under hans ledelse har AGF udviklet sig til en kompakt enhed, der lukker modstanderne dygtigt ned og giver langt færre dumme frispark og chancer væk end tidligere.

Sørensens system

Det kan læses ud af tallene, der viser, at aarhusianerne i dag råder over ligaens tredjestærkeste forsvar — hvilket er ganske usædvanligt for en oprykker. Og Sørensen selv har over for Jyllands-Posten forklaret processen med det hold, han overtog efter nedrykningen fra Superligaen sidste år således:

»Det offensive omstillingsspil var velfungerende, men defensivt gjorde holdet ikke, som jeg synes, man skal gøre, når man forsvarer sig. For mig så det ikke ud til, at holdet havde trænet på en måde uden bold, som jeg synes, man skal træne. Det har jeg været fokuseret på at ændre.«

I samme interview taler Sørensen også om den metodiske facon, hvormed han og mandskabet arbejder på at styrke opbygningen af holdets angrebsspil. Og hans forkærlighed for struktur og analyse kommer fint til udtryk i dette citat:

»Vi er vældig optaget af, hvordan vi kommer tæt på mål til en afslutning. Vi arbejder helt ned i detaljen med, hvordan vi flytter bolden fra vores bagerste kæde. Hvor tæt skal vore backs gå ud mod sidelinjen? Hvor meget længere skal de være fremme end vores stoppere?«

»Når backen modtager bolden fra en stopper, sker det i et område, vi på forhånd har defineret, plus minus fem meter. Når backen får bolden, arbejder vi med at få vore løb til at passe sammen, så vi ender en mod en på kanten. Derfra skal vi prøve at få bolden indover til en afslutning. Hvis vi ikke koncentrerer os om at sparke en bold over stregen fra en meter, så er alt andet ligegyldigt. Jeg accepterer ikke, at vi sjusker på den måde.«

Den aldrende offensiv

Peter Sørensens strukturerede tilgang til tingene har tydeligvis gavnet de hvidklædte spillere, og det må i høj grad tilskrives hans fortjeneste, at nogle af de stjerner, som man troede udslukte, er begyndt at skinne igen — ikke mindst spillere som Martin Jørgensen, Søren Berg og Søren Larsen.

Deres præstationer i offensiven udgør en stor del af forklaringen på, at klubben er i fremgang, men de er også blevet hjulpet godt på vej af Kasper Povlsen, en spiller der for alvor ser ud til at være kommet til sin ret i Peter Sørensens nye system.

Gennem de seneste par år har den 21-årige Povlsen givet mange løfter om sit talent, men det er først i denne sæson, at han for alvor er trådt i karakter og har udfyldt rollen som det sikre anker på midtbanen; balancespilleren, der binder holdet sammen og giver de offensive kræfter friheden til at støde med frem.

Problemer om hjørnet

Povlsens præstationer har fået enkelte fodboldeksperter til at fremhæve ham som holdets vigtigste aktør, og selv om det måske er at tage munden for fuld — Martin Jørgensen og Søren Berg er i hvert fald også oplagte kandidater til den titel — så er det givet, at han er den ypperste eksponent for den struktur og stabilitet, som Peter Sørensen har indpodet på holdet.

Men selv om det går fint i Fredensvang lige nu, så lurer problemerne lige om hjørnet (som de jo altid gør i den klub.) Og det mest presserende handler om de tal, der står på nøglespillernes dåbsattester. Eller sagt på en anden måde: AGF er et gammelt mandskab. Alt for gammelt.

I bestræbelserne på at rykke op og hurtigt vinde fodfæste i Superligaen, har klubbens sportslige ledelse satset på at indkøbe rutinerede — men også løntunge — spillere, der kunne levere umiddelbare resultater.

Det har givet succes men samtidig installeret nogle kriser i den ikke alt for fjerne fremtid, eftersom klubben nu råder over en trup, der aldersmæssigt er helt ude af balance.

Gigantiske tab

Syv af nøglespillerne — Søren Larsen, Søren Berg, Martin Jørgensen, Hjalte Bo Nørregaard, Jerry Lucena, Atle Roar Håland og Peter Graulund — har rundet de 30 år, hvilket betyder, at AGF må påregne at skulle udskifte stort set hele stammen på holdet inden for få år.

Ikke nogen nem opgave for en sportsvirksomhed, der i forvejen slås med en katastrofal økonomi. For nylig udkom Aarhus Elite — der er selskabet bag AGF — med et årsregnskab, der viste et underskud på 34,8 millioner kroner. Hvilket svarer til, at klubben tabte knap 100.000 kroner om dagen hele sidste år.

Det kan naturligvis ikke blive ved med at gå. Så er bunden på en egenkapital på omkring 50 millioner kroner hurtigt nået.

Derfor bliver den store helt udfordring for Peter Sørensen, Brian Steen Nielsen og de andre ansvarlige i Gymnastikforeningen at udvikle en sportslig og økonomisk holdbar plan, der tillader dem at indkøbe nye nøglespillere til erstatning for de snart pensionsmodne stjerner, samtidigmed at de reducerer klubbens generelle udgiftsniveau.

Hvis det lykkedes at gennemføre den manøvre, kan man for alvor sige, at AGF er vendt permanent tilbage til toppen af dansk fodbold. Indtil nu er det for tidligt at konkludere, om de hvidblusede er returneret til Superligaen for at blive der — eller om de blot bæres oppe af et kortvarigt økonomisk fix.

En ting er dog helt sikker: Superligaen er altid mere underholdende, når GF er en del af festen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer