»Dreng bankede børnelokker med plasticsværd«, skrev Midtjyllands Avis i foråret. En formodet børnelokker havde lokket en niårig dreng fra Silkeborg med slik og en hundehvalp, hvorefter drengen skulle have jaget ham på flugt med et plasticsamuraisværd.
Historierne om børnelokkere lever en skjult tilværelse for tiden. Tønder-sager og belgiske børneporno-ringe har for længst fjernet mindet om den uvaskede særling på parkbænken. Ingen gemmer længere onde hensigter bag slikposer og chokoladeboller. For børnelokkeren, som forældre, skolelærere og pædagoger i årevis har advaret imod, er borte, glemt af samtiden.
Jeg husker fra min barndom i 80'erne, at børnelokkeren altid var til stede. Da løb vi rundt i parcelhuskvarterer bevæbnede med spidsede bambusrør for at opstøve og jagte den gamle gris. I langstrakte eftermiddage lå vi gemt bag hække og flaskecontainere for at spotte børnelokkeren. Vi kiggede altid efter ham, men han viste sig aldrig. Han var legens midtpunkt, men vi traf ham aldrig uden for legen.
Det er der sådan set ikke noget underligt i. For det særlige ved børnelokkeren er mest af alt hans fravær, mener barndomshistoriker Ning de Coninck-Smith fra DPU.
»Det er i fraværet, i rygtet om hans eksistens, at fascinationen og hans magt over barnesindet ligger,« skriver Ning de Coninck-Smith, der har forsket i rygtedannelsen omkring børnelokkere.
Mere årvågne
I 1950'erne sker der markante ændringer i børnelokkeren som figur. Indtil da var lokkeren den småperverse, sadistiske lærer, der straffede uartige elever, barnepigen med sine manipulerende ammestuehistorier og halvsenile ældre mænd, der tog piger på skødet. Men i 1953 bliver ordet børnelokker skrevet ind i Ordbog over det danske sprog, og herefter bevæger lokkerfiguren sig tættere på vores nutidige billede af en pædofil.
I 1953 er den typiske politianmeldelse rettet mod mænd, der tilbyder børn slik, hønseringe eller småpenge. Han blotter sig over for piger i trappeopgange, på toiletter i gården eller i parker. Oftest sker det om eftermiddagen eller i de tidlige aftentimer, hvor børnene er sendt ned for at lege eller løbe ærinder for deres mødre.
Børnelokkeriet er et stort emne i aviser, børnelitteratur og i hjemmene, hvorfra det siver ind i børnenes bevidsthed. De bliver mere årvågne, men ikke altid klogere på lokkere. I en sag fra 1953 på Østerbro antager to små piger en betjent for at være børnelokker, da han vil udspørge dem om en konkret hændelse. I en anden sag har en skolepige siddet sammen med en mulig blotter på en bænk ved Søerne, men er ikke løbet sin vej, forklarer hun til politiet, da en børnelokker efter hendes opfattelse »måtte være meget værre«.
I 1961 bliver årvågenheden over for de gramsende skurke skrevet ind i en ministeriel vejledning i seksualundervisning: »Lærere må derfor indstændigt advare deres mindre elever mod at gå med et fremmed menneske, selv om det viser sig venligt.«
Det vidste jeg allerede i mine tidligste år. Jeg husker ikke, hvem der først fortalte det — mine forældre, min klasselærer eller ungdomstv-værten. Men det lå der som en overleveret, robust sandhed: Børnelokkeren er fjenden, lad dig ikke forlede af slik og kager.
En 80'erfrygt
»Voksne må ikke opholde sig på legepladsen, såfremt de ikke er i følgeskab med børn,« står der på et skilt, når man i dag træder ind i Skydebaneparken på Vesterbro. Lasse Hansen går alene rundt med en tom klapvogn, som han snart skal hente sin søn i. Han har sit på det tørre.
»Børnelokkeren er nok mest en 80'erfrygt. Det er ikke noget, jeg egentlig går og tænker på,« siger han. Til daglig er han vuggestuepædagog, og på sin institution har han heller aldrig hørt rygter om de forhadte lokkere.
»Måske tænker man mere over det, hvis man er tilflytter,« spørger han og skærer en grimasse, der får hans læbepiercing til at rotere.
Gunhild Ross er oprindeligt fra Vestjylland, men er heller ikke særligt optaget af børnelokkere. Hun står midt på legepladsen og hjælper sit fireårige barn med at holde balancen på den trehjulede.
»Jeg tænker overhovedet ikke på dem,« siger hun og kigger op fra sit hornbrillestel.
»Det ligger nok i baghovedet, fra da man var barn. Dengang var det jo et vigtigt skræmmebillede. Og hvis det igen blev en stor sag, tror jeg en masse følelser ville blive genoplivet. Men jeg hører ikke rygter om noget som helst.«
To boligblokke væk ligger fritidshjemmet Saxogården. Her er vandrehistorierne om børnelokkere også blevet færre med årene. Selv om der stadig en sjælden gang bliver talt om en anmassende narkoman i et legehus i Skydebaneparken.
»Børnene ved godt, hvad en narkoman er. Men det med børnelokkere er ikke så konkret. De ved ikke, hvad sådan en laver,« fortæller pædagog Adam Frostholm.
For et halvt år siden bliver han hevet til side af en somalisk pige fra fritidshjemmet. Hun fortæller, at der bor en børnelokker ovre i hendes gård. Han har et særligt navn.
»Han hedder Peter Fil, fortalte hun.«
Færre overgreb
Skydebaneparken er også med i den folkekære tv-serie Sonja fra Saxogade fra 1968. I første afsnit løber Sonja rundt med sin søster og lillebror i parken. En tyk mand med vandkæmmet hår spørger søsteren, om hun vil have et bolsje, mens Sonja sjipper. Han roder rundt i sin sorte jakkesætslomme og rækker søsteren et bolsje med blikket stift rette mod hende.
»Det er en børnelokker. Det ligner en rigtig børnelokker,« advarer Sonjas veninde, og i en ruf får de hevet søsteren væk fra manden på bænken.
De kender fjenden, de ved, hvad han vil. Men indskydelsen var mere forståelig dengang, vurderer historiker Peter Edelberg, der har forsket i seksualforbrydelser og gennemgået kriminalstatistikker fra 1940 til i dag.
»Den reelle frygt for børnelokkeren var meget mere reel i 50'erne og 60'erne. I 70'erne og 80'erne er det en forbrydelse, der er dalet voldsomt. Det skyldes især politiet, der gik hårdere til den, og derfor også gjorde, at folk langsomt begyndte at holde sig til folk på deres egen alder.«
Han peger på, at i 1940'erne og 1950'erne var antallet af domme for overgreb på piger dobbelt så højt som i dag, overgreb på drenge lå 10 gange så højt og blufærdighedskrænkelser fire gange så højt som i dag. Selv om man skal tage forbehold for forskellige statistiske målemetoder ligger niveauet i dag historisk lavt.
Kernefamiliens Danmark
Som klassisk skikkelse har børnelokkeren ikke blot afspejlet antallet af seksualforbrydelser mod børn. Ifølge Ning de Coninck-Smith er ideen om den slikposeknitrende overgrebsmand særligt knyttet til en livsform, der fandtes under Den Kolde Krig.
Børnelokkeren er et begreb, der er bundet op på homoseksualitetsforskrækkelse og situationen i koldkrigsperioden, hvor de indre fjender bliver interessante. Og de indre fjender var en blanding af kommunister, bøsser og børnelokkere, der blev anset som en trussel mod kernefamilien.
»Det gjaldt hele kampen om fremtidens samfund — den regelrette og pæne kernefamilies Danmark,« siger hun.
At børnelokkeren i dag er svær at få øje på både på legepladsen og i offentligheden skyldes nok flere ting. Især at børn tilbringer en større del af deres liv i velfærdsstatens institutioner.
»Tilbage i tiden løb børnene og legede på åbne lege- og byggepladser, kun få gik på fritidshjem — og mødrene havde ofte travlt med at ordne husmoderarbejdet i hjemmet. Så børnene var overladt til sig selv modsat i dag, hvor de fleste børn er overladt til andre voksne,« siger Ning de Coninck-Smith.
Børnene er i dag i højere grad kommet væk fra gaderne. Samtidig er de store pladser og åbne mødesteder borte. Der sættes overvågningskameraer op og installeres tryghedsbelysning i stor stil. Børns muligheder for at møde voksne i det offentlige rum er i dag mere begrænset end tidligere.
Barnet er blevet mere sikkert i mødet med den anonyme by, vurderer arkitekt og planlægger Helle Juul. Hun tror, at barnets usikkerhed i mødet med den anonyme by er blevet mindre. For nyere tids byplanlægning har været styret af hensynet til at gøre byrummet pænt og overskueligt: Vi skal kunne se alt, der foregår, fordi vi skal kunne spejle os i hinanden.
»Det betyder, at de, der vil bruge det offentlige rum til noget obskønt, har færre chancer i dag,« siger hun og tilføjer:
»Det er faktisk kun på legepladser vi tænker, det er vigtigt, at børn skal kunne gemme sig.«
Legepladser er ikke børnelokkernes, selv om børn stadig kan finde gemmesteder ude af forældrenes opsyn. I hvert fald ikke, hvis man skal tro Dansk Legeplads Selskab, der et tværfagligt netværk af mennesker, som arbejder for at give børn bedre udendørs legemuligheder.
»Det er svære tider for børnelokkere. Forældre passer jo så meget på deres børn,« siger formand Helle Nebelong.
»I de otte år jeg har været formand, har vi overhovedet ikke haft emnet børnelokkere oppe. Vi har aldrig fået henvendelser fra folk, der har været bekymrede.«
Vi er alle børnelokkere
Som figur er børnelokkeren død. Men det betyder ikke, at roen har lagt sig. For når fjenden forsvinder, stiger faren. Enhver mand er i dag blevet potentiel børnelokker. For der hersker en langt mere udbredt forestilling om, at der i hver eneste helt almindeligt udseende mand kan gemme sig slumrende pædofile kræfter, lyder det fra seksualitetshistorisk forsker og formand for Sex og Samfund, Christian Graugaard.
»Min barndoms børnelokker — den ækle, ældre herre med nikotingult hentehår, der stod nede i kælderhalsen og lokkede med sin knitrende bolsjepose — er blevet afløst af et helt spektrum af ansigtsløs frygt, fordi den pædofile kan dukke op når som helst, hvor som helst og i hvilken som helst forklædning,« siger han.
Denne ansigtsløse frygt oplever børnenes forældre eksempelvis ved, at der er installeret et videokamera i institutionens legerum, at det er forbudt at gå nøgen omkring, og at mandlige pædagoger kun må skifte ble på børnene under opsyn af en kvindelig kollega. De forbinder ikke tiltagene med pædofili. Men børnene opbygger til gengæld en diffus fornemmelse af, at noget ubehageligt er i gære; at deres krop er farlig og udgør et problem, påpeger Christian Graugaard.
Han henviser til, at de velkendte dæmoner som børnelokkeren er forsvundet fra verden, siden han selv var barn i 70'erne. Mest af alt fordi verden er blevet mere kompleks. Den har fået flere etager. Samtidig stiller han sig spørgende overfor, om det nødvendigvis er en udvikling, der skal hyldes: Engang var børn ganske vist bange for børnelokkere, men angsten var i det mindste samlet ét sted, hvorimod nutidens børn vokser op med det indtryk, at der overalt er folk, der vil dem det ondt; at det er farligt at færdes alle steder i verden, inklusiv på internettet, hvor man nærmest kan være sikker på at blive manipuleret, narret og forført.
Den pædofile opfatter han hovedsageligt som en senmoderne figur med alt, hvad det omfatter af forvirring, bekymring og problematisering af identiteter. Selv er han tilfreds med kun at have kendt den gamle og usoignerede lokker som barn:
»Jeg husker børnelokkeren som et ret levende fantom. Han var der jo ikke, men levede alligevel, fordi vi opfattede, at han var der. Det sagde de voksne jo — og alle de større børn kendte nogen, der kendte nogen, der engang havde set en uhyggelig olding i en cykelkælder,« siger han og uddyber:
»Det var en frygt iblandet en betydelig grad af spænding. Vi var nok i virkeligheden mere pirrede end bange. Vi koketterede med det og elskede egentlig, at verden var lidt farlig.«
Turen hjem fra fritidshjemmet i tusmørketimen sammenligner han med en rejse gennem et piratfyldt farvand. Men det er lidt ligesom at være hovedperson i en gyserfilm, som man inderst inde ved ender godt.
