Læsetid: 9 min.

I hovedet på Kennedys morder

Jeg vil forstå unge mænd og deres hang til vold, siger Don DeLillo i et interview med den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud om den amerikanske forfatters hovedværk, ’Vægten’, om Lee Harvey Oswald og drabet på John F. Kennedy, som er særlig aktuel i betragtning af attentatet i Norge
Jeg vil forstå unge mænd og deres hang til vold, siger Don DeLillo i et interview med den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud om den amerikanske forfatters hovedværk, ’Vægten’, om Lee Harvey Oswald og drabet på John F. Kennedy, som er særlig aktuel i betragtning af attentatet i Norge
17. september 2011

Da denne samtale med the great American writerDon DeLillo, som fandt sted den sidste uge i juni, var ved at være forbi, og vi var i gang med at sige høfligt farvel, kastede jeg et sidste og alt for stort spørgsmål på bordet: Hvad er det, du først og fremmest vil udforske som forfatter? Don DeLillo svarede: » Strange and danger. The violence in the minds of young men.«

Det føles som en af skæbnens underlige tildragelser, at denne bog fra 1988 om et politisk attentat netop nu bliver udgivet for første gang på norsk. Romanen Vægten(udgivet på dansk i 2002, red.) ,som er opkaldt efter stjernetegnet, er Don DeLillos kunstneriske forsøg på at bearbejde det traume, USA blev påført med de tre skud, der dræbte John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963. Det var, med en formulering fra bogen, »syv sekunder, som knækkede ryggen på Amerikas århundrede«. Eller var det fire skud? Eller fem? Og var der flere, som skød?

Attentatet skabte en paranoiakultur: »Historien,« siger en af DeLillos figurer, »er den samlede sum af alle de ting, de ikke fortæller os«. Don DeLillo forsøger at fylde hullerne ud:

»Jeg forsøgte at sætte mig ind i Lee Harvey Oswalds liv og sind, og andres liv og sind. Jeg forsøgte at forestille mig, hvordan det var at være ham i det øjeblik, hvor han vidste, at kortegen med JFK's bil nærmede sig. Fiktion er ikke en dybere sandhed, men den kan bidrage til forståelsen af nogle ting, som er vanskelige at forstå gennem faglitteratur. Fiktion er at leve tingene én gang til, det er vores anden chance. Tidligere var jeg ikke særlig optaget af fakta, men i denne roman var jeg nødt til at respektere dem. Jeg brugte ikke fiktionens frihed til at ændre på kendsgerningerne, men i stedet til at opdigte nye.«

En vanvittig tid

Hvem er din Lee Harvey Oswald?

»Jeg begynder romanen med, at han kører med høj fart gennem New Yorks undergrundsbane. Han kunne lide at stå forrest i den første vogn med hænderne trykket mod ruden. I korte glimt møder han mennesker. Han er en lille mand med en drøm om at få en stor plads i historien, skadet af sin opvækst. Impulsiv og egenrådig, rastløs og urolig, rasende og voldelig, en gambler, som hurtigt bliver inddraget i andres spil, og som får tilfældigheder, private fantasier, forestillinger og drømme til at smelte sammen med politik i en morderisk blanding. I tiden omkring attentatet gik det meste i livet ham imod. Han var blevet separeret fra sin kone, Marina, som han havde mødt, da han som erklæret socialist i en periode havde været hoppet af til Sovjet. Han havde dårlige job og boede elendig. Og så opstod muligheden pludselig for, at drømmeren kunne blive til noget.«

Og hvis vi skal forsøge at forstå ham i en generel politisk og kulturel sammenhæng og ikke blot som et udtryk for hans private psykologi?

»Oswald er en forvirrende skikkelse. Han kaldte sig for trotskist og forsøgte få måneder inden Kennedys død at skyde en ultrakonservativ general, men ramte ikke. Han elskede Kennedy og identificerede sig med præsidenten ved at læse de samme bøger som ham. Det gør det lettere at se, at Lee Harvey Oswald er forløberen for mange ensomme mænd, som kryber ud af deres skjul. Efter ham længtes amerikanske mænd ikke længere efter at leve i stille desperation. De kunne få sig et kreditkort, en pistol og bevæge sig anonymt omkring på jagt efter nogen at henrette, vel vidende at man læser aviser her i landet. At blive berømt er for mange udsatte mennesker tæt knyttet til vold. Hvis du ikke kan blive berømt som sanger eller skuespiller, kan du skyde nogen. Hvis du ikke formår at skabe, kan du ødelægge. Unge, hvide mænd trådte ud af deres trange mentale rum og udlevede deres fantasier i en tid med Vietnam-krig, Watergate, Iran/kontra-affæren, racekonflikter og masseselvmord: en vanvittig tid for USA.«

Fintfølende og forudanende

Don DeLillo har skabt sig et ry som en sky og umeddelsom person. I mange år lod han sig ikke interviewe. Jeg har selv set hans spøgefulde visitkort med teksten: »I don’t want to talk about it«. Jeg måtte ikke forkludre denne fornemme aftale og mødte derfor op på den aftalte adresse en halv time for tidligt. Jeg spadserede rundt i kvarteret på Upper East Side på Manhattan og lagde mærke til, at det lokale sygehus havde hængt bannere op med en besked til befolkningen om, at de burde »Eat less«. En ældre herre stillede sig op ved siden af mig, da jeg ventede for rødt ved en fodgængerovergang. Han var mager og bar en rygsæk og kasket. Han virkede slidt. Det var den 75-årige Don DeLillo. Så blev der grønt. Jeg gik bag ham et stykke tid, men så blev det hele for komisk. Ville jeg lade mig smitte af rygtet om hans generthed? Skulle jeg af ærefrygt for Amerikas store skildrer af paranoia skygge ham som en anden FBI-agent? Jeg løb frem og klappede ham på skulderen og sagde mit fornavn. Efternavnet er uegnet i udlandet. Jeg vidste, at han havde fået besked på at tage sig sammen og være en god vært. Inden vi var nået frem til hans agents kontor, havde vi været omkring hans syditalienske familiebaggrund, et par fælles bekendte, kulden i Oslo, hans besættelse af baseball og umuligheden af at forstå europæisk fodbold.

Don DeLillo bliver af mange betragtet som den største skikkelse i amerikansk samtidslitteratur. Han er en faderskikkelse for Jonathan Franzen, Bret Easton Ellis, og var det for David Foster Wallace, der døde ung. I 2005 bad New York Times Book Review 125 prominente forfattere og kritikere om at udpege de seneste 25 års bedste amerikanske roman. Tre af Don DeLillos romaner var blandt de 20 bedste, heriblandt Vægten, hvis originaltitel er Libra. Få forfattere evner som ham at skrive samtidshistorien ind i sine figurer. Han hævder, at forfatterens rolle er at være en »bad citizen«, og selv er han en af de mest præcise kulturkritikere. Sociologi er ofte bedst som skønlitteratur, og Don DeLillo er en krisesociolog. Han er fintfølende og forudanende i forhold til krisetegn, inden vi andre får ordentligt hold på dem. Det sniger sig ofte ind i hans tekster som mysterier – det er de komplekse livs uoverskuelige mystik, for meget sorg og for lidt kontrol. Medier, informationsmæthed, forbrug, Den Kolde Krig, forfald, penge og krævende kærlighed er betingelserne for det senmoderne amerikanske individs udvikling. Og så er der også volden.

Improviseret sammensværgelse

Hvordan arbejdede du på at komme ind i hovedet på morderen?

»Jeg havde aldrig tænkt på at skrive en roman om en virkelig hændelse. Men muligheden åbnede sig for mig, da jeg fandt ud af, at Lee Harvey Oswald havde boet i Bronx nær det sted, hvor jeg selv er vokset op. Det var en underlig følelse, en udfordring, og jeg følte, at jeg vidste noget om ham. Han havde set og hørt de samme ting som mig. Første kapitel begynder med hans oplevelser i denne del af New York. Derefter blev det vigtig for mig ikke at gå for langt ned i detaljerne. Jeg læste ganske vist flere af de 27 bind af den officielle, såkaldte Warren-kommissions rapport om attentatet. Jeg opsøgte flere af de steder, hvor han havde boet, iagttog de skraldespande, han havde tømt sit affald i, og fik en stadig stærkere følelse af at vide noget dybt og grundlæggende. Men jeg valgte ikke at tale med Marina Oswald. Det er vanskelig at vide, hvad der sker i et ægteskab, også vores eget, og jeg ville beholde min kunstneriske frihed. To dage efter attentatet blev Lee Harvey Oswald dræbt af Jack Ruby. Ruby var en enfoldig og skør fyr, en særling fra Chicago, der med sine fester, strippere og ulovlige forretninger blev til en komisk lettelse for mig under arbejdet. Med en sådan en figur blev det lettere at lege med såvel sproget som hændelserne.« Historisk er mordet på JFK dels blevet opfattet som et resultat af den ensomme ulvs ubehag og patologiske behov for anerkendelse og dels som en sammensværgelse, der var drevet af hævn og politiske motiver. Vægten rummer begge fortællinger og integrerer dem i hinanden:

»Den gådefulde Oswald er i centrum, men omkring ham er der cubanere, som er modstandere af Castro, forræderiske CIA-agenter og andre skurke. Det var næppe nogen stor konspiration, men måske en sammensværgelse af den mere improviserede slags. Der skete dog ting og sager. Præsidentens kortege i Miami to dage før attentatet blev aflyst. Mange vigtige dokumenter forsvandt, der var noget fordækt med cubanere i Chicago, og et brev fra Lee Harvey Oswald til politiet blev brændt.«

Hvordan blev din roman modtaget dengang for 23 år siden?

»Udmærket, tror jeg. Men nogen, mest konservative kritikere, mente ikke, at Oswald fortjente denne opmærksomhed, at han var et elendigt pjok uden betydning, en skikkelse uden tyngde. Det lod jeg mig ikke gå på af.«

Hvordan vurderer du nu romanens betydning i dit forfatterskab?

»Set i bakspejlet tror jeg, at den er en vigtig ballast. Jeg erkender, at rigtig meget i mit tidlige forfatterskab samles her. Skuddene i Dallas bliver det centrale symbol på usikkerhed, krise og tab.«

Mønstre på papiret

Don DeLillo er en meget sanselig forfatter. Han skriver i et fysisk sprog. Han observerer og sanser, og på den måde kommer han meget tæt på. En scene med uklart vand, der strømmer fra en kilde, giver mig lyst til at føre hånden ind i vandstrålen. Sex hos Don DeLillo er sexet, stort set. Han nærmer sig sindet gennem kroppen. Han skriver litteratur, som er beregnet på, at vi skal koble os på og ikke af. Hvis vi skal have noget udbytte, må vi koble os på vores egne følelser, som vokser ud af sproget og karaktererne. DeLillos kvalitet er ikke plot, men stemninger: »It is a literature of moods,« siger hans nære ven og kollega Paul Auster.

Kan du sige noget om din litterære metode?

»Jeg har flere opfattelser af mig selv som producent af sætninger. Dels opstår de som følge af tætte observationer, og så skaber de betydning. Men jeg er også optaget af andet end sætningernes betydning. Jeg er optaget af, hvordan de rent visuelt ser ud på papiret, om jeg kan se synlige mønstre i bogstaverne på papiret, om de passer til hinanden. Alfabetet er i sig selv et kunstværk, som jeg arbejder videre på. Mit arbejde er kun delvis bevidst. Sproget findes i sindet, men jeg har også valgt at skrive på en gammel skrivemaskine. Så bliver sproget også til noget fysisk, fingrenes berøring af tasterne, lyden af anslagene, metallets aftryk på papiret. Det er et meget krævende arbejde, fordi det handler om præcision.«

Vi bliver siddende et godt stykke tid og går på vandring gennem hans øvrige bøger, de seneste, korte romaner, en kommende novellesamling, yngre amerikanske forfattere, og derefter kommer vi igen ind på baseball og umuligheden af at forstå europæisk fodbold. Og til sidst beder jeg ham så om at beskrive den egentlig ambition bag hans litterære projekt: »Strange and danger. The violence in the minds of young men.«

© Finn Skåderud og Information 2011. Oversat af Mads Frese.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan også blive berømt på at skrive tossede bøger om rigtigt kendte. Sådan en er LHO ikke engang. Han var heller ikke typisk klassisk ung - han var 24 år - og man er heller ikke sikker på at han var den rigtige skyldige.
'Forfatteren' er tilsyneladende også mere interesseret i :

"Jeg er optaget af, hvordan de (sætningerne, red) rent visuelt ser ud på papiret, om jeg kan se synlige mønstre i bogstaverne på papiret, om de passer til hinanden. Alfabetet er i sig selv et kunstværk, som jeg arbejder videre på. Mit arbejde er kun delvis bevidst. Sproget findes i sindet, men jeg har også valgt at skrive på en gammel skrivemaskine. Så bliver sproget også til noget fysisk, fingrenes berøring af tasterne, lyden af anslagene, metallets aftryk på papiret. Det er et meget krævende arbejde, fordi det handler om præcision."

Jeg tror ikke engang han prøver at blive berømt, han plejer kun et bestemt billede af USA, men for hvem og for hvad???

Ærligt talt, så virker det som om, at han prøver at efterligne den rigtigt berømte Paul Auster. Men det er der jo så mange der gør, så....

Ja, sorry, jeg var lidt for hurtig.
Nej jeg har ikke læst ham, men jeg syntes at interwiewet var fjollet, tendentiøst og dårligt.
Jeg har nu tjekket DeLillo ud og fundet ud af at Paul Auster har dediceret to bøger til ham. Godt og flot ord igen. Med den anbefaling kal jeg nok få ham læst!

morten jacobsen

@Per, du bliver ikke skuffet, Libra, Mao 2 og Underworld er suveræne bøger. Min personlige favorit er Libra, den reseach DeLillo har lavet er imponerende, og så gør den attentatet uhyggeligt nærværende. Go' læse lyst!