Israels perfekte storm

Det er svært at forestille sig Israels eksistens blive sat på spil. Men alt det, der sikrer det lille land mellem floden og havet, er nu i opløsning
Det er svært at forestille sig Israels eksistens blive sat på  spil. Men alt det, der sikrer  det lille land mellem floden og havet, er nu i opløsning
24. september 2011

På den smalle stribe land mellem Middelhavet og Jordan-floden, begravet i årtusindgamle arkæologiske lag, ligger resterne af svundne civilisationer og samfund. Og her ligger også resterne af de svære fæstningsværker og tykke mure, der engang forsvarede dem. Engang i fremtiden vil man også kunne støde på resterne af den næsten 800 km lange 'adskillelsesbarriere' - over lange stræk en otte meter høj betonmur - som Israel lod opføre i de første decennier af det 21. århundrede for at beskytte sig mod terrorangreb fra de besatte palæstinensiske områder.

Hvad muren viste sig ikke at kunne yde beskyttelse mod - ja, hvad det i flere henseender provokerende murbyggeri (i vid udstrækning på palæstinensisk jord og i strid med international ret) efter alt at dømme har bidraget til at accelerere - var den stadige svækkelse af Israels position i verden og dets strategiske tab af allierede og venner i regionen.

Murbyggeriet havde selvfølgelig ikke noget direkte med dette at gøre. Men sammen med den fortsatte udvidelse af israelske bosættelser på besat jord kom 'adskillelsesmuren' for resten af verden til at stå som selve symbolet på et Israel, der følte sig i stand til at trodse sine vigtigste allierede ustraffet og de facto ydmyge dem politisk ud fra den forestilling, at den den lille stribe land mellem havet og floden, i værste fald da bare måtte klare sig uden dem.

Det kunne den ikke, viste det sig.

Men lad os nu ikke komme historien i forkøbet. Muren udbygges fortsat, på samme måde som bosættelserne udbygges. Israel er fortsat regionens militære supermagt og tilmed atombevæbnet. De fleste af Israels alliancer står endnu ved magt, i hvert fald på papiret. Palæstinenserne vil muligvis få deres stat anerkendt af FN's Generalforsamling, men Israel vil fortsætte med at kontrollere og dominere alle aspekter af deres eksistens.

Søjlerne brister

Kort sagt kan det endnu i dag forekomme vanskeligt at forestille sig et scenarie, hvor Israels eksistens kan blive sat på spil.

Og dog forekommer den ene efter den anden af Israels sikkerhedspolitiske søjler pludselig at være på randen af sammenbrud. Det strategiske venskab med Tyrkiet har hurtigt forvandlet sig til noget, der ligner åbent fjendskab med en tyrkisk premierminister, der verbalt er rede til at tage en væbnet konflikt med Israel om søblokaden af Gaza, og med så godt som afbrudte diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Den ydre årsag til de seneste og hidtil mest alvorlige splittelser har været Israels vægren sig mod at give Tyrkiet en formel undskyldning for drabet på otte tyrkiske statsborgere og en amerikansk statsborger af tyrkisk oprindelse under stormen på den første Gaza-flotille den 31. maj 2010. Uder overfladen anes imidlertid en langt større geopolitisk brudzone.

Ligesådan forholder det sig med den egyptisk-israelske sprække, der på overfladen handler om egyptiske grænsevagter, der blev dræbt ved en fejltagelse, om en dårligt bevogtet grænse og om en dårligt beskyttet israelsk ambassade, men dybest set synes udløst af et tektonisk skifte i regionens alliancer og interesser.

Og ligesådan forholder det sig muligvis også med den sprække, der opstået mellem Israel og hovedparten af det internationale samfund med hensyn til FN-anerkendelse af en palæstinensisk stat. Det faktum, at USA ser ud til at blive tvunget til at bruge sin vetoret for at stoppe en fuld anerkendelse i FN's Sikkerhedsråd - måske i modstrid med sine NATO-allierede Frankrig og Storbritannien - viser, at det magtpolitiske kort over Mellemøsten er ved at blive omtegnet. Den politiske tsunami, den israelske forsvarsminister Ehud Barak forudsagde, ville ramme Israel efter en FN-anerkendelse, er måske allerede undervejs. Præsident Obamas tidligere udsending til Mellemøsten, George Mitchell, talte sidste forår om risikoen for et løbsk tog - »trainwreck« - i sporet efter FN-afstemningen, hvilket i denne sammenhæng betyder noget i retning af det samme: En udvikling, som ingen kan styre - i al fald ingen af de magter, som hidtil har troet sig i stand til at gøre det.

Det svækkede Amerika

Det mest synlige tegn på et bredere geopolitisk skifte er USA's markant mindskede evne til at projicere magt i regionen. De to krige, som for 10 og otte år siden blev indledt med netop det forsæt at demonstrere og styrke denne evne i Afghanistan og Irak, har begge haft den modsatte virkning. Krigen i Irak har især styrket Iran, og krigen i Afghanistan har gradvis styrket Taleban, mens begge krige i mange henseender har svækket USA. Oprøret mod USA's vigtigste allierede i området, Hosni Mubarak i Egypten, tog ganske åbenlyst amerikanerne på sengen, på samme måde som oprøret i Libyen, oprøret i Syrien og hele den usikre udvikling, vi stadig kender som Det Arabiske Forår, og som USA har vist sig at have meget begrænset indflydelse på.

Hvilken slags stater og alliancer, der kommer til at spire frem fra dette forår og dets oprør, ved endnu ingen. Vi ved kun at de alle vil komme til at afspejle den skiftende magtbalance i kølvandet på USA's strategiske svaghed og forestående militære tilbagetrækning. Når Israel nu ser den ene efter den anden af sine regionale alliancer svækkes eller endda gå i opløsning, er det dybest set et resultat af, at disse alliancer har bygget på et geopolitisk kort, der er stadig mindre gyldigt. Tyrkiet søger med stigende selvbevidsthed at påtage sig en selvstændig rolle i regionen med uforudsigelige konsekvenser, ikke blot for sine forbindelser til Israel, men også for sine bånd til Europa og USA. Egypten efter Mubarak vil formentlig ikke længere være den følgagtige sikkerhedspartner, som USA engang finansierede og byggede op, og den egyptisk-israelske fredsaftale synes i dag at være mere skrevet i sand end hugget i sten.

Ja, det er end ikke sikkert, at det hidtil så USA-loyale Saudi-Arabien i det lange løb vil være i stand til at modstå Det Arabiske Forårs vinde og især da ikke, hvis USA vedblivende opretholder sit veto mod palæstinensisk FN-medlemskab. Saudi-Arabiens tidligere efterretningschef og ambassadør i USA, Turki al-Faisal, har i interviews og avisartikler (bl.a. i The New York Times, den 11. september) advaret USA i skarpe vendinger om, at dets indflydelse i regionen i givet fald er i fare for at blive svækket, hvorved Israels sikkerhed vil bliver undermineret, Irans magt styrket, og risikoen for krig blive øget. Han forudser også, at Saudi-Arabien i en sådan situation ikke længere vil være i stand til at opretholde sit »særlige forhold« til USA, men i stedet »af nationale og regionale kræfter« vil blive tvunget til at føre en langt mere selvstændig og aktiv udenrigspolitik. Saudi-Arabien vil i så fald risikere at komme på kollisionskurs med USA i forhold til Bahrain, Irak, Afghanistan og Yemen for ikke at nævne Israel og Palæstina.

Hvad Turki al-Faisal kort sagt advarer USA imod, er et dramatisk tab af magt og indflydelse i Mellemøsten.

Kritik uønsket

For Israel har alliancen med USA været den bærende konstruktion for landets forsvars- og sikkerhedspolitik, lige siden den franske præsident de Gaulle to dage før krigen i juni 1967 afbrød den militære bistand til Israel; Israels franske Mirage-kampfly blev erstattet af amerikanske Phantom-fly, og USA's strategiske interesser hurtigt blev vurderet til at falde sammen med Israels. Israels fjender, Egypten og Syrien, stod på Sovjetunionens side under Den Kolde Krig og var dermed også USA's fjender, mens USA vigtigste allierede i regionen, shahens Iran, havde et tæt sikkerhedspolitisk samarbejde med Israel. Det, der var godt for Israel, syntes kort sagt også at være godt for USA.

Ret hurtigt kom den strategiske alliance mellem USA og Israel til at få en ideologisk og moralsk undertone, og i brede kristne kredse også en religiøs, med det resultat at samarbejdet blev mere og mere immunt over for reelle politiske og strategiske overvejelser. Den omfattende militære og økonomiske bistand til Israel, langt den største per indbygger i noget land, har siden opnået en næsten hellig status i amerikansk politik. Da to respekterede amerikanske forskere, John Mearsheimer og Stephen Walt, i en meget omtalt artikel i foråret 2006 ('The Israel Lobby', London Review of Books) forsøgte at argumentere for, at USA's næsten ubetingede støtte til Israel ikke altid og ikke nødvendigvis er i Amerikas interesse, fik de læst og påskrevet af forargede kritikere, der kaldte dem for både det ene og det andet. Ej heller fik de vundet nogen for deres synspunkt, i hvert fald ikke i den amerikanske kongres.

Den massive amerikanske støtte til Israel styrkede til gengæld den ene israelske regering efter den anden i den tro, at alliancen med USA var udbrydelig, og at Israel kunne fortsætte ustraffet med næsten enhver politik overhovedet. Da præsident Obama i maj 2009 udtrykkeligt og specifikt forlangte, at Israel stoppede udvidelsen af bosættelser på Vestbredden, var svaret i realiteten et ydmygende slag i ansigtet (i form af demonstrativt bevilgede og igangsatte bosættelsesudbygninger), hvilket dog ikke forhindrede uddeleren af denne ørefigen, Israels premierminister Benjamin Netanyahu, i at blive mødt med stående bifald, da han i maj i år var inviteret til at tale i den amerikanske kongres.

En tro på egen kraft

Denne bemærkelsesværdige uvilje eller manglende evne hos USA til at gå imod Israel - selv i spørgsmål, hvor USA åbent taler for det modsatte synspunkt og har modsatrettede interesser - har sandsynligvis mere end noget andet bidraget til Israels nærmest demonstrative mangel på initiativ i bestræbelserne på at opnå en tostatsløsning i konflikten med palæstinenserne. I stedet gennemfører den nuværende israelske regering, der er stærkt præget af den ekstremistiske bosætterbevægelse og de radikale nationalistiske partier, en politik, der åbent forsøger at forhindre og umuliggøre en sådan løsning. Aldrig tidligere har Israel haft en så forhandlingsvillig partner for fred som den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og hans statsopbyggende premierminister Salam Fayyad. Og aldrig siden tiden før Oslo-aftalerne i 1993 har Israel haft en så forhandlingsuvillig regering som Netanyahu-regeringen.

Hånd i hånd med denne bemærkelsesværdige uvilje er gået en iøjnefaldende mangel på interesse for at bevare og styrke Israels regionale forbindelser og alliancer. Den stadig mere udbredte lære har været, at Israel i sidste ende kun har sin egen militære overlegenhed at stole på, at Israel af egen kraft kan og skal vinde alle krige, at det ikke kan stole på de regionale naboer og ikke stole på palæstinenserne, og at Israel inden for al overskuelig fremtid må forblive en fæstning. Det er en doktrin, der dybest set udtrykker, at hvis verden ikke kan lide, hvad Israel gør, er det verdens eget problem, ikke Israels. Kun Israel ved, hvad der er godt for Israel.

Hvad den israelske doktrin sjældent fremhæver, er den altafgørende alliance med USA. Det er, som om forholdet mellem de to lande over tid er blevet så altomfattende, så symbiotisk og så umuligt at kritisere, at det efterhånden ikke længere ses som en alliance, men som et familieforhold. Når Israel hævder kun at have sin egen militære styrke at stole på det, er der en militær supermagt, der mangler i det samlede billede. At USA's indflydelse i regionen en dag skulle mindskes, den militære supermagt trække sig tilbage, det regionale magtpolitiske kort blive omtegnet og Israel få et presserende behov for nye venner og alliancer, synes end ikke at have været et scenario i den israelske regerings vildeste fantasi.

Krigene virker ikke

Om skiftende alliancers uundgåelige og til tider katastrofale indvirkning på den lille stribe land mellem havet og floden, giver Bibelen ellers god besked. De samfund, som gennem historien er opstået på dette sted, har alle været kendetegnet ved deres geopolitiske sårbarhed i forhold til langt større, mere magtfulde og til tider konkurrerende civilisationer, og dermed kendetegnet ved deres behov for at alliere sig med den ene og den anden. De bibelske profeter, som blev tvunget til at forklare, hvorfor heller ikke disse skiftende alliancer altid var i stand til at forhindre den lille landstribes erobring og ødelæggelse, formulerede for første gang i historien den tanke, at et imperium kunne bygges på retfærdighed for de svage, og ikke på den stærkeste magt, på moralsk styrke snarere end på militær. Og dermed, for at nu at genbruge terminologien fra vores tid, formulerede de ideen om vigtigheden af blød magt, soft power, over for hård.

I den bibelske histories lys har hård magt ikke været Israels bedste våben.

Og måske heller ikke i lyset af den historie, som skrives nu. Under alle omstændigheder har Israels militære overlegenhed i lang tid ikke kunnet omsættes til strategiske fordele. Lige siden den skæbnesvangre invasion af Libanon i 1982 har omkostnigerne ved Israels krige været større end gevinsterne. Krigen i Libanon i sommeren 2006 udslettede ikke Hizbollah som forventet, men styrkede det. Krigen i Gaza et år senere udslettede ikke Hamas, som forventet, men styrkede den. Og i begge krige udstillede Israel tillige sin voksende strategiske sårbarhed over for missilangreb.

Hvad Israel skal gøre med sin militære overlegenhed i en situation, hvor regionale magter som Tyrkiet og Egypten forvandler sig fra venner til fjender, er vanskeligt at se. Den åbent erklærede trussel fra Israel om at føre krig mod den regionale supermagt, Iran for at ødelægge landets nukleare ambitioner, afspejler i sit militære overmod det strategiske dilemma for en stat, hvis militære styrke i det lange løb vil altid være for lille til dets geopolitiske miljø. Og derfor måske i højere grad end nogen anden stat må dyrke den svære kunst at indgå og pleje alliancer og venskaber. For slet ikke at tale om den svære kunst at bevæge sig fra besættelse til sameksistens.

Den perfekte storm

Udtrykket 'perfekt storm' betegner en usandsynlig konstellation af omstændigheder, der dramatisk bidrager til samme katastrofe. I filmen af samme navn er der i bogstaveligt forstand tale om en storm, som er så usandsynlig, at ingen båd eller besætning er udstyret til at kunne modstå den, ej heller i filmen.

Det er meget muligt, at fremtidige historikere vil betegne de dramatiske begivenheder, der nu er ved at omkalfatre Mellemøstens geopolitik, som Israels perfekte storm: Mubaraks fald, bruddet med Tyrkiet, destabiliseringen af Syrien, regimeskiftet i Libyen, De Forenede Nationers anerkendelse af en palæstinensisk stat, USA's strategiske svaghed og militære tilbagetog, EU's politiske svaghed og strategiske irrelevans osv.

Hvordan disse hændelser end udfolder sig og interagerer med hinanden, er Israel i stigende grad blevet afhængig af omstændigheder som Israels magt i stadig mindre grad er i stand til at øve indflydelse på. I al fald ikke den magt, som var baseret på, at USA for evigt ville dominere Mellemøsten, at Israel for altid ville være militært overlegen i forhold til sine naboer, at de omkringliggende nationer permanent kunne holdes i skak ved at være underlagt de samme følgagtige og undertrykkende regimer, og at palæstinenserne til stadighed ville være besatte og statsløse.

Ganske vist kunne ingen israelsk regering have forhindret Erdogans opstigen eller Mubaraks fald, lige så lidt som nogen israelsk regering kan stoppe Irans atomprogram eller den amerikanske supermagts tilbagegang. Derimod kunne en israelsk regering udmærket have taget initiativer til at modvirke og afbøde følgerne af sådanne begivenheder.

USA og Israel bidrager selv

I stedet har Netanyahu-regeringen konsekvent taget initiativer, som forværrer dem. Sammenbruddet i forbindelserne med Tyrkiet er omgivet af sådanne initiativer, og det samme gør sig gældende for sammenbruddet i forhandlingerne med palæstinenserne såvel som for optakten til afstemningen i FN.

»Som om krisen i forbindelserne med Tyrkiet og forværringen af forbindelserne med Egypten og Jordan og Israels svækkede position i Europa ikke var nok, forsøger talsmænd for den israelske regering nu at overgå hinanden med løfter om en stramning af besættelsen,« skriver den israelske avis Ha'aretz i en leder (16. september) og nævner som eksempler viceudenrigsminister Danny Ayalons krav om annektering af sammenhængende boligområder og kravet fra en nær partifælle af Netanyahu, Ophir Akuni, om at annektere meget mere end det.

I samme avis, på samme dag, skriver den politiske kommentator Doron Rosenblum: »Gennem de seneste tre år er det lykkedes den ekstremt højreorienterede regering at kvæle al den velvilje, der nogensinde har spiret i trekanten mellem USA, Israel og Palæstina.«

Forud for afstemningen i FN har flere kommentatorer ikke desto mindre leget med den tanke, at præsident Obama pludseligt og spektakulært vil overraske verden med et initiativ til at tilbageholde USA's påtænkte veto, stille sig fuldt og helt bag et palæstinensisk FN-medlemskab og forklare, at dette ganske enkelt er et logisk og nødvendigt skridt i retning mod den tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, som USA, EU, FN og Rusland (Mellemøst-kvartetten) og næsten hele verden slår til lyd for.

I tankeeksperimentet vil også et sådant initiativ fra den ene dag til den anden på ny kunne styrke USA's indflydelse i regionen, genoplive fredsforhandlingerne, afbøde virkningerne af den geopolitiske magtforskydning og kvæle den perfekte storm i opløbet.

At et sådant scenario kun kan eksistere som et tankeeksperiment og ikke som en realistisk mulighed, viser om ikke andet, hvor usandsynligt perfekt den frygtede storm risikerer at blive. Oven i alt andet vil stormen også kræve, at de to hovedaktører, USA og Israel, vælger at skyde sig selv i foden, eller i det mindste at handle på måder, der tilsyneladende kun kan svække deres i forvejen svækkede strategiske og politiske holdninger.

Uden denne adfærd, ingen storm, højst en stiv kuling.

Ein brira - der er ikke noget valg - er et hebraisk udtryk, der i Israel er kommet til at sætte ord på den næsten mytologiske tro på, at staten Israel aldrig har haft noget valg, at historiens kræfter og geopolitiske betingelser stilller den nye stat på den smalle stribe land mellem havet og floden over for en skillevej, hvor det kun er muligt at træffe ét valg og gå én vej.

Som de fleste mytologiske forestillinger rummer også denne et gran af sandhed. Israel har helt sikkert haft mange valg at træffe i løbet af årene, men de fleste af disse er blevet dikteret af ydre forhold og omstændigheder, som Israel end ikke kunne påvirke marginalt. Igen, det er ikke Israels skyld, at Egypten og Mesopotamien ligger, hvor de ligger, eller at palæstinenserne lever, hvor de bor, eller at Mellemøsten er et notorisk komplekst net af etniske, kulturelle og religiøse tilhørsforhold, eller at det amerikanske imperium er svækket.

Men derfor er også kravene til Israels evne til at træffe de rette valg i de afgørende situationer og tage de rigtige initiativer så meget desto mere bydende.

Og den potentielle fare for de forkerte valg og de forkerte initiativer så meget desto større.

© Fokus og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

det samme som også her i danmark er løntrællegjortes store fordel i klassekampene:

Hvad muren viste sig ikke at kunne yde beskyttelse mod , var og er især israelske capitalisters afhængigheder af palæstinænsiske arbejdsydere

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

capitalister, uanset om de er israelske capitalister eller ej, burde jo, ud fra deres evner i spilteori og praksis, forlængst havde indset at de lige så godt kan give op nu, som siden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Hvordan foregår det mon i praksis når en palæstinensisk familie jages fra hus og hjem til fordel for en israelsk bosættelse - er der en ekspropriationsdomstol der står bag eller hvordan?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

til forskel fra imperialister og capitalister, har setllere, bosættere, nybyggere, landnamsmænd,
hvis(!) de selv rubber nævnerne, uden på nogen måder at gøre sig afhængige af løntrællegjorte eller trællegjorte, ikke sådanne afhængigheder af
trællegjorte eller løntrællegjorte, men det høre vist, samlet set, mest fortiderne til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Desværre viser det seneste kapitel i Mellemøsten, den erklærede krig mod terror og Al Qaeda, at USA og Israel hellere ville starte krige end erkende at Israels demografiske udslettelse af Palestinænserene under USA's beskyttelse er årsag til og symbol for terror og konflikter over hele verden.

Selv ikke terror angrebne i New York 11. September, der er udråbt som et af de største historiske vendepunkter i nyere tid, udført af Saudiarabere og begrundet med USA's støtte til Israel og tilstedeværelsen af Amerikanske baser i Saudi Arabien, kunne få USA til at revidere støtten til Israel eller dets forhold til Saudi Arabien.
I stedet valgte man at invadere og besætte to helt andre lande og etablere yderligere baser i regionen.

Det er ikke hypotetiskt at 'de to hoved aktører' USA og Israel må skyde sig selv i foden, som forudsætning for en 'perfect storm'; de har gentagne gange gjort det og vil gøre det igen.

I fremtidens 'ulideligt klare lys' kastet på nutidens begivenheder, befinder hele regionen sig allerede i 'orkanens øje'.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arash Shariar

"Ganske vist kunne ingen israelsk regering have forhindret Erdogans opstigen eller Mubaraks fald, lige så lidt som nogen israelsk regering kan stoppe Irans atomprogram eller den amerikanske supermagts tilbagegang."

Det handler mere om at nationer er begyndt at vågne op fra deres uvidenhed. Lande og deres befolkninger er begyndt at sige fra når det kommer til den grove udnyttelse man har udsat dem for i årtier.

Nu mangler vi bare den afrikanske kontinent til at nå denne stadie, men indtil vi kommer dertil, så kan vi jo udnytte dem så godt vi kan, og prøve at holde udviklingen nede. Dette opnås bedst med sådanne baser: http://www.information.dk/telegram/279830

En opgradering fra de flåde og anden "radar" baser vi havde indtil nu i de diverse arabiske stater.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Israel har kontrolleret de amerikanske medier så længe, at det er umuligt at forestille sig en splittelse.

Israel og USA er een stat. Israel er hovedet, USA er kroppen.

Det Internationale samfund skal opgive tanken om, at kunne skille kroppen fra hovedet, og i stedet indgå i en koordineret nuklear oprustning, som på den lange bane måske kan medføre, at
Det Internationale Samfund af Israel/USA bliver opfattet som ligeværdig forhandlingspartner.

Det ligge i både USA og Israels "kræmmernatur", at man ikke giver indrømmelser, man ikke er tvunget til.

Først magt - så forhandling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for morten hansen

Et land uden indre fjender har ingen ydre fjender.

Den jødiske stat Israel har har fra starten af haft et overbud af indre fjender. Det indre hovedfjende er zionismen. Et stigende antal jøder og israelere er i disse år ved at blive klar over det.

Zionismen er en blodsugende parasit. Samtidig med at den suger al kraft ud af sit bytte, forgifter den alt indenfor rækkevidde. Da den er udstyret med næsten ubegrænsede financielle midler, er dens rækkevidde enorm.

Ikke nok med at den har bidt sig fast i huden på den jødiske stat - den var selv med til at skabe den - så har den også formået at infiltrere og udsuge staten USA. Denne nation har igennem årtier gentagne gange truffet politiske beslutninger, der går direkte imod al sund fornuft og egen interesse - blot af hensyn til Israel.

Israel som zionistisk projekt har i over et halvt århundrede opført sig som et lille fornærmet, arrogant, snotforkælet og herskersygt spædbarn. Israel bærer i sin kerne et paranoidt og psykopatisk element. Man behøver blot at se på den blanding af en Berlinmur og koncentrationslejerhegn, der er vises på billedet ovenfor. Det er ganske overordentligt sygt.

Og ikke nok med at det er sygt. Det er underskuds- og taberagtigt.

I det sydlige Israel findes fæstningen Massada. Her forskandsede en gruppe fanatiske jødiske oprørere sig som en sidste umulig bastion mod den romerske totaludslettelse af det daværende Israel. Det var en noget anden situation, for fjenden var Imperiet, det totalitære monster. Vi opfatter det i dag som en heltegerning, omend af en selvudslettende og desperat karakter.

I dag er billedet vendt. Den zionsistiske stat er blevet det totalitære monster. De opfører sig, som om de var romere eller nazister. De gør de paradoksalt nok samtidig med at de hele tiden klynker og isceneætter sig selv og hyler op om 'antisemitisme' - selvom de selv er de største antisemitter på kloden (semitter: folk der taler et semitiske sprog: arabisk, syrisk, aramæisk, fønikisk, maltesisk, hebræisk, ... eller hvem i historien, der har talt det). Jøderne i Israel hader araberne = semitterne. Eller rettere: de får hele tiden at vide af zionisterne, at de skal hade araberne, og mange af dem adlyder så.

Det er så synd for jøderne - fortæller den massive zionsistiske propaganda os. Men de har opbrugt sympatikvoten, de har forvaltet den dårligt i al for lang tid. Nu mister de alle deres venner, og vælger så i deres stupide paranoia at lave det andet Massada. Denne gang uden omverdenens og eftertidens respekt for de modige oprørere, der satte sig op mod den onde overmagt.

Gense den israelske animationsfilm 'Walzing with Bashir'.
Husk Sabra og Shatilla.
Bemærk at 100-vis af israelske soldater tager bladet fra munden og fortæller om, hvad de og deres fædre - det har stået på i generationer nu - er blevet tvunget til at udføre af svinerier mod statens naboer.

Hvornår genvinder det jødiske folk det mod, der satte dem i stand til at sætte Imperiet stolen for døren for 2000 år siden. Hvornår tager de opgøret med det vampyriske bæst, der har gjort Israel - og med rette - til jordens mest forhadte nation. Hvornår ophæver de den identifikation, de har gjort med deres egen destruktive indre fjende: zionismen.

Selvom det kan synes som modsætninger, er der ingen essentiel forskel mellem zionisme og nazisme. Og 'lo and behold' om ikke et dyk ned i de støvede arkiver - det sorte kapitlel i den zionsistiske stats historie - afslører en besynderlig og særdelses betændt lokumsaftale mellem Hitler / nazisterne og inderkredsen af den daværende zionistiske verdensbevægelse om overførslen af et stort antal jøder til den nye jødestat mod at Hitler til gengæld fik lov til at gøre med de tilbageblevne, hvad han havde lyst til.

Hvis man så dertil lægger det ligeså besynderlige historiske faktum om overførslen af et større antal nazister i 2. verdenskrigs sidste dage - især videnskabsfolk og efterretningsfolk - via falske pas udstedt af Vatikanet, så tegner sig en ganske sær 'ondskabens akse'.

Det romerske Imperium stjal jødernes Messias og lavede 'jødedom light', kristendommen. Nazisterne arvede det 1. romerske rige og lavede Det Tredje Rige (det 2. romerske kejserrige var også tysk). Amerikanerne arvede det 3. rige og lavede det 4. Rige. Jøderne stjal amerikanernes selvbestemmelse ved at vride armen om på dem.

Imperiets dobbelthovedede ørn bider sig selv i røven i øjeblikket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arash Shariar

Morten Hansen

Man skal nok passe på at blande palæstinensernes historie med Israels. Massada er en del af arabernes historie, og ikke Israels, der egentlig først startede efter 2. verdens krig (IIWW).

Mere end 80% af Israels befolkning er immigranter af nu 1~3 generation. Disse har på ingen måde historie der datere til før IIWW i det område de lever i nu. Deres historie er i store hele repræsenteret i Europa og nord Amerika, ikke mellemøsten! (Næsten alle andre steder end det område de lever nu)

Kernen til idiotien er at jødedommen udspringer fra araberne. At zionismen prøver at ændre historien ved at tage monopol på jødedommen, virker bare langt ude og til grin.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Morten Hansen:
"I det sydlige Israel findes fæstningen Massada. Her forskandsede en gruppe fanatiske jødiske oprørere sig som en sidste umulig bastion mod den romerske totaludslettelse af det daværende Israel. Det var en noget anden situation, for fjenden var Imperiet, det totalitære monster. Vi opfatter det i dag som en heltegerning, omend af en selvudslettende og desperat karakter."

Historien om Massada handler om en særlig form for mod. Nemlig om at en gruppe (mænd, kvinder, børn) der var under belejring, besluttede sig for at begå kollektivt selvmord, fremfor at lade sig underkaste et åg.

Fortællinger handler om undergang og udslettelse. Om stoicisme (kendt fra "græsk" tænkning), viljestyrke og beslutsomhed i usædvanlig målestok.

Der var ikke en militær konfrontation ved Massada. Det kollektive selvmord fandt sted inden, under en belejring. Der var ikke tale om, at gruppen var ved at løbe tør for mad og vand. De havde rigeligt.

Det historiske fortælling (eller myte) blev støvet af sidst i 1930'erne i lokalområdet, og relanceret som dets modsætning. Fortællingen handler ikke længere om en grupper det foretrækker at tage deres egne liv, fremfor at miste deres frihed og selvbestemmelse. Istedet bliver det til en fortælling om bravt kæmpende sabotører, guerillakrigere og snigmordere.

Præcis den "myte" der blev anset for nyttig af visse kredse, i forbindelse med det aktuelle projekt med at stable grundlaget for en zionistisk stat på benene. Myten florerede i flere udgaver, og gør det stadigt. Lystdigtning, der løbende er blevet tilpasset politiske formål.

Det mest groteske er, at den historiske "Massada" geografiske lokation hverken befandt sig i det daværende Judæa eller det nuværende Israel.

Det historiske Massada er snarere forbundet med de "jøder" der befandt sig i Rusland/Sovjetunionen, det nordlige Afrika, den iberiske halvø førend Den Spanske Inkvisation blev givet fuld skrue. En befolkningsgruppe der før staten Israels oprettelse, hverken ønskede at blive en del af den zioniske statdannelse, eller var velkomne dér.

Der findes flere "kulturer" hvis medlemmer alle betegnes "jøder". Det rene vås. Ligeså er det en kvart sandhed at disse kulturer delte en "pan-jødedom". Deres kulturer, tradition, myter, religion, osv. havde store fællestræk, men for flere vedkommende stærkt afvigende forskelle. Og ikke mindst -- stærkt inkompatible forskelle.

Nogle af Israels "jøder" hører til blandt klodens fredeligste og mest fornuftige folk. Gennemførte humanister, der med fordums stoicisme yder nødhjælp til f.eks. palæstinensere der er blevet udsat for IDF-overgreb.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

anyway: hellere betonkommunister end
betonmure;

-----------------------

mht. den otte meter høje betonmur

( nogle sammentræf synes påfaldende arrangerede)
ottebenede heste, er dog vist næppe endnu meldt om.
( villy sørensen: ragnarok )

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bente Simonsen

"Nogle af Israels “jøder” hører til blandt klodens fredeligste og mest fornuftige folk. Gennemførte humanister, der med fordums stoicisme yder nødhjælp til f.eks. palæstinensere der er blevet udsat for IDF-overgreb."

De bliver bare betragtet som forrædere af resten, desværre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Bente Simonsen:
"De bliver bare betragtet som forrædere af resten, desværre."

I bogstaveligste forstand, ja.

Zionisterne og israelerne har droppet deres Massada-ritualer (soldater der sværger troskab på den formodede Massada lokation m.v.), men de opdeler stadig folk i de der burde være udstyret med en virtuel sicarii-dolk ved bæltet, hhv. deres modstandere.

Men nogle af anti-zionisterne tjener et vist propaganda-formål. De ortodokse jøder i landet, med slangekrøller og hele molevitten, er på mange måder zionisternes direkte modstykke. De er religiøse, troende, spirituelle, anti-zionister, humanister, afviser den Israelske stats legitimitet, og nægter at tale zionisternes ny-hebræisk, men fastholder yiddish.

Ny-hebræisk er en konstruktion, der har cirka samme alder som den zionistiske bevægelse. Sproget har end ikke har basis i hebræisk, men i aramæisk der havde fortrængt hebræisk mere end 2000 år siden.

"Ægte" hebræisk er kun anvendt som liturgisprog. Samme model som den romersk-katolske kirkes praksis var og er baseret på, hvor et præsteskab har patent på et sprog, der ellers ikke har praktisk anvendelse udenover indoktrinationsformål.

Bemærk til gengæld den sproglige lighed mellem "yiddish" og "jødisk".

Zionistbevægelsen blev påbegyndt af en gruppe, der kaldte sig "Perushim". Et klassisk hebræisk ord, for personer der beskæftiger sig love, lovtolkning og tiltale og domafsigelser. Ved at mærke samtlige aspekter af juridisk lov, på samme tid. På dansk kaldtes disse "farisæere".

Zionist-projektets anliggende angik etableringen af "Eretz Israel". "Eretz" er ligeledes klassisk hebræisk, og er det ord der blev valgt ved oversættelse af de nytestamentelige tekster, hvor der tales om "himmel" og "jord". Originalsproget til samtlige disse tekster var (koine) græsk, men det er blevet påstået at den romersk-katolske kirke at de oprindeligt må være blevet forfattet på hebræisk (uagtet at det knapt var i brug dengang). Order "jord" er oversat til "eretz". De græske tekster omhandler en metaforisk himmel og en metaforisk jord, men gøres i zionisternes forståelse til en fysisk jord (eller landområdet eller nation).

De har endog haft den frækhed at annektere himmel/jord symbolet til et af deres nationale symboler. Jødestjernen, eller Davidsstjernen, der består af to trekanter, der symboliserer hhv. himmel og jord.

For slet ikke at tale om Menorah'en, der syvstjernede rituelle lysestage. Et symbol på et "træ" der symboliserede personlig udvikling, langs seks (eller syv) grene, hvor denne stræben efter at beherske dyder symboliseres med i lys i toppen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@heinrich r. jørgensen

a' propos dit ikonbillde og:

forlæs dig ikke på: gödel, escher, bach

------------
De har endog haft den frækhed at annektere himmel/jord symbolet til et af deres nationale symboler. Jødestjernen, eller Davidsstjernen, der består af to trekanter, der symboliserer hhv. himmel og jord.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Kim Gram:
"forlæs dig ikke på: gödel, escher, bach"

Hmmm. Jeg måtte lige bladre i værket, og hvis du tænker på noget specifikt, ved jeg ikke hvad det skulle være. Eschers Verbatum? Bachs grafik ved afslutningen af Ricercar i seks dele? Eller?

Nu jeg var i gang, fik jeg også hvirvlet støvet af to andre Hofstadter bøger. Metamagical Themas og The Mind's I. Det er jo det rene guld, fra ende til anden. Måske skulle jeg netop forlæse mig på Hofstadter ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Kim Gram:
"a’ propos dit ikonbillde"

Jeg overvejede for nogle uger siden, at tilføje et øje i midten, men undlod.

Men nu du nævner det, skal man måske passe på hvor fræk man bør tillade sig at være, når man napper symboler og forsøger at gøre dem til sine egne? ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@heinrich r. jørgensen

mht.
mærke(varer!), reklamer,
tekstlig kommunikation,
( som antydet er det nok nogle udgrundinger værd ),

mærker symboler, tegn,

man må spørge, hvor velvalgte er lige det og det tegn , nu og her, for den og den hensigt ?

historisk står svastikaen, hagekorset jo nu lidt skidt,
yin-yang-tegnet som er symbol, tegn for stor set det samme

( især i de udgaver med hvidt i sort, og sort i hvidt );

er mere vellidt

( det kunne også have undret lidt, hvis bohr, havde brugt hagekorset, svastikaen )

selv uden den historie, er svastikaen, hagekorset måske et lidt for firkantet tegn.

-------------------------------

også indenfor materialisme:

evig genkomst, evindelig genkomst,
evig kredsløb, evindelig kredsløb,
de fire årstider, evig vekslen, evindelig vekslen,
perpetum mobile, evighedsmaskine, evindelighedsmaskine, vedvarende omdrejning,
vedvarende vending, ( nogle fortolkninger af )permanent revolution,

----------------------------------

bohr's brug af yin-yang-tegnet kune dog tænkeligt

desværre være lidt for forgøglet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Kim Gram:
"yin-yang-tegnet som er symbol, tegn for stor set det samme"

Så vidt jeg ved, er det en pendant til jødestjernen's symbolik. Dobbeltheden, der handler om det himmelske/jordiske a/k/a det mandlige/kvindelige a/k/a det esoteriske/fysiske. Bevidsthed versus det fysiske.

Swatikaen mener jeg er et solsymbol. Solens bevægelse, dvs. dagen.

Soldyrkelsen var helt central i områdets religioner og kulturer, og har været det i 5000 år. Der er mindst én bygning i det nuværende Israel, der påviseligt er ca. 5000 år gamle. Dennes oprindelse har rod i mesopotamisk kultur.

Lokationen omtales tilmed i NT, uden at én eneste bibelforsker har været i stand til at fortælle hvor denne befandt sig. Eller rettere: Forkerte og vildledende oplysninger er givet. Bemærkelsesværdigt nok i selve NT, dvs. en påviselig forfalskning foretaget mere end 1600 år siden.

De første nedskrevne, bevarede fortællinger om verdens indretning med himmel/jord, de to hvælvinge, lys/mørke, om manden fra mudder/blod og kvinden fra manden, om haven med træerne, om den store oversvømmelse, er ligeledes mesopotamisk. De skriftlige kilder anslås til at være næsten 4000 år gamle, mens de orale traditioner bag fortællingen formodes at være mange hundrede år ældre.

Soldyrkelsen (astronomi) kendes fra Egypten, hvor den er næsten lige så gammel. Og ikke mindst Stonehenge, der har samme alder som bygningsværket i det nuværende Israel.

Hele Mithraskulten som den romerske-katolske kirke gjorde til sit teologiske grundlag, har netop også en fader sol og en moder måne i deres fortælling. Samt et menneskebarn, der tager tyren ved hornene.

At swastikaen, symbolet på solens gang, solkorset og de mange andre solsymboler, er blevet tabuiseret pga. en endnu mere tabuiseret historie, som man åbenbart helst ikke må kunne forstå eller lære af, er bizart for de nysgerrige. For magthavere er det til gengæld forståeligt, at der skal lægges røgslør ud. Også i Danmark.

Niels Bohr var en opvakt herre, og selv om han ikke var asiat, synes jeg det er/var ydmærket at han tog yin/yang symbolet til sig. Det var kun formen, der var eksotisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

tilføjelse:

det trotskister mener ved: permanent revolution, er mildets talt, næppe de fortolkninger:

at der bør (gen)vendes, revolutioneres tilbage til før oktoberrevolutionen.

-----------------

grunden til at bohr's brug af yin-yang tegnet kunne være lidt forgøglet er:

at det måske lover mere end det ( p.t. ) holder:

at kassetænkninger og (natur)videnskaberne er blevet, menneskevenlige og dyrevenlige, runde og bløde, human

------------------------------------------------------------

naturvidenskab og teknologi er jo i øvrigt nu ofte

menneskerettede:

nogen mener jo, på deres vise næsten for meget:
bla..a dronefly er næsten for ofte for nærgående
menneskerettede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bente Simonsen

Swastika'en er et urindisk symbol, og er i hinduismen og budhismen et lykkebringende tegn.
Formodentlig derfor Hitler valgte det som symbol for nacismen, men han gjorde den fejl at vende det forkert (på spidsen) altså har det i følge indiske punditter en negativ effekt.

Det er i hele taget en ulykke, at ingen synes kender til dette lykkebringende tegns oprindelse og derfor kun forbinder det med nacismen og Hitler.

anbefalede denne kommentar