Læsetid: 4 min.

Hvad kan vi så blive enige om?

En lille undersøgelse af fire måder at være enige og uenige
En lille undersøgelse af fire måder at være enige og uenige
17. september 2011

Folketingets nye sammensætning stiller som det første spørgsmålet om, hvad vi så kan blive enige om: Hvordan laver man et regeringsgrundlag, hvem vil støtte det, og hvor stabilt kan det blive? Er der steder, hvor man må nøjes med at være enige om at være uenige, eller kan uenighederne overvindes? Bør det overhovedet være et ideal altid at være enige? Måske kan man bruge forholdet mellem enighed og uenighed til at sige en smule mere om nogle helt overordnede politisk-filosofiske positioner: Hvis man kombinerer enighed og uenighed på de fire måder, der byder sig til, kan man måske endda opregne helt grundlæggende forskellige syn på politik.

Enige om at være enige

Det mest 'totalitære' syn på enighed og uenighed er naturligvis det, der kræver, at vi alle er enige om at være enige. Her skal man ikke alene adlyde samfundets love og indordne sig under flertallets beslutninger, men også selv mene at disse love er de rigtige. I G.W.F. Hegels retsfilosofi kunne man se denne position som den »objektive ånd«, hvor det subjektive og det objektive falder sammen og stemmer overens. Det vil sige, hvor det enkelte subjekt er i overensstemmelse og harmoni med de normer, der objektivt har gjort sig gældende i den »sædelige praksis«. Hvis ikke det er tilfældet, er det simpelthen ikke et rigtigt samfund; den objektive ånd er endnu ikke helt udfoldet en konflikt er endnu ikke blevet 'ophævet'. Det er ikke helt uden grund, at Hegels kritikere (mest berømt er Karl Popper) beskyldte ham for at være totalitær: I har bare at mene det samme som staten! På den anden side er det også sådan, vi opdrager vores børn: Ikke alene skal de lære sig de normer, som vi selv tror på; de skal også mene det (når de f.eks. giver en undskyldning eller siger, at de er glade for at gå i skole). Måske har ethvert virkeligt fællesskab alligevel denne tendens indbygget i sig: Vi skal faktisk være enige om at være enige for overhovedet at have et værdifuldt fællesskab at realisere os i; hvor vi i egentlig forstand lever sammen.

Enige om at være uenige

Den mere almindelige formulering af forholdet mellem enighed og uenighed er dog den berømte »Vi er enige om at være uenige.« På en måde er det selve det liberale demokratis grundsætning. »Jeg er uenig i Deres holdning,« som Voltaire sagde, »men jeg vil kæmpe til døden for Deres ret til at have den.« Rammerne for et samfund må vi således være enige om, men derudover kan enhver mene og tænke og gøre præcis, som han vil, så længe han ikke skader andre. Dette synspunkt er i sin reneste form liberalisme, men også andre former for kontraktteori og anerkendelsesfilosofi falder ind under denne position. Er multikulturalismen egentlig ikke den ultimative udgave? Vi er forskellige og kan gå helt fejl af hinanden, men vi må kunne leve sammen, ved siden af hinanden, uden at prakke hinanden vores livsstile og kulturelle forskelle på.

Uenige om at være enige

De to sidste varianter er lidt mere tricky. At være uenige om at være enige er den postmoderne position par excellence. Det er filosoffer som Jacques Derrida og Judith Butler, der kun anerkender forskelle og foreløbigheder, men aldrig endegyldige svar eller faste identiteter. Hvis vi er alt for enige, er det i hovedreglen et udtryk for, at vi bare ikke har opdaget den uenighed, der ligger lige under overfladen. Enighed er indbildt, ideologisk eller på anden måde produceret, og vi kan sagtens blive uenige, hvis vi kigger lidt nærmere på, hvad vi siger og gør. Hvorfor var alle i valgkampen f.eks. enige om, at 'vækst' er et selvindlysende gode? Kritik og refleksion bliver her til afgørende dyder, og det er vigtigere at tage forbehold og distancere sig fra det alt for naive udtryk (for enighed) end at acceptere et sæt fælles antagelser eller konklusioner. I princippet kan vi dårligt nok være enige med os selv uden at bilde os for meget ind.

Uenige om at være uenige

Den sidste position er den at være uenige om at være uenige. Lad os tage et skænderi mellem to kærester som eksempel. Hvis man virkelig vil hinanden, stiller man sig som regel ikke tilfreds med, at den anden er uenig, og derfor kan man blive ved med at skændes, indtil den ene giver op. Denne position ligner umiddelbart den første hvor man er enige om at være enige i hvert fald som en slags ideal, men den har alligevel en anden struktur. Selv om vi er uenige om at være uenige, betyder det ikke, at der er en mulig forsoning af alle uenigheder, hvor vi kan finde os selv og fjerne ethvert kulturelt ubehag. Mennesket vil aldrig kunne gå op i en objektiv ånd, hvor udviklet den end måtte være. Det har dekonstruktionen ret i. Til gengæld stiller den, der er uenig i at være uenig, sig heller ikke tilfreds med at være uenig i, at vi er enige. Positionen er derfor faktisk universalistisk: Vi burde tilsidesætte alle forskelle og kæmpe for et mere fornuftigt og et fællesskabsorienteret samfund, men det kræver hver gang en satsning: Vi insistere på det, selv om det måske kun er en skrøbelig enighed, vi kan håbe på.

Måske kunne det være interessant, hvis politikerne ikke bare var enige om at være uenige, og derfor kan hygge sig sammen, når kameraerne er slukket, men faktisk af og til var uenige om at være uenige? Er man uenig i at være uenig, følger man efter sin modstander ned ad gangen og forlanger, at sagen bliver diskuteret til ende, eller man tager i konsekvensen sin uenighed med ned på gaden. Spørgsmålet er måske, om der stadig findes sager, der er vigtige nok, til at vi kan være uenige om at være uenige om dem?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

vi kan vel blive enige om at:

formodningen om at

samtlige catolikker,
i virkeligheden, ikke er
catolikker, men

er
( i smug) dialektiske materialister,
eller måske endog ( i smug ) communister;

kan være af tvivlsom virkelighed,

især mht. de af dem som arbejder i vaticanet.

bla.a danmark er jo desværre endnu ikke nået frem

til ddr-samfundet:

hvordan verdenssamfundet "utopien" burde være:

at især arbejderne, frie, lige og fælles; og næppe

direktører, administrende direktører, eller

capitalister

( som jo, de af dem der ikke er de

rene kuponklippere, jo dog også:

enige ?

og tilsammen, samlet regnet,

arbejder noget ),

bestemmer mest og væsentligst mht. hvad der

fremstilles ,

hvordan, hvornår, og hvad der næppe bør

fremstilles.

sagaerne og eddaerne om manden som

stjernerne ( solene ), solen og månerne,

og hævdende monisme, ene-lære;

er vist knapt så almen kendte, de skrevne

overbragte sagaer og eddaer, kan synes meget

uenige i det med manden som stjernerne

( solene ), solen, og monisme, ene-lære;

men det er let at indse at de nok var og er,

også udenom påvirkninger fra andre samfund.

man kan jo let opstille mindst fem spøgsmål som

næsten hver menneskebarn,

i det mindste til at begynde med,

stiller, og nævner, eller i det mindste tavst

tænker,hvis det forsøges belært

om at: det og det forholder sig sådan og sådan

h.m. det er nok kun få marxister og communister
( bortset fra the marx brothers, og deres fans ) der vil synes at forbedringer ved at bruge
edda, edda-lære , eddalisme, eddalogi;
snarre end idea, ide-lære, idealisme, ideologi,
er uoverskuelige

vi burde kunne blive enige om at noget af det

matematikere, bla.a. feigenbaum, blev kendt for,

bifurcationer, en bliver til to,

trifurcationer, en bliver til tre,

mindst lige så vel kan "læses omvendt":

to bliver til en, tre bliver til en, triun

----------

jvf. artiklen på information.dk:

gymnasier slækker på eksamenskravene

tænkeligt er teknologien i brug nu, langt videre mht. at kunne kunstigt danne film, billeder, tekster..
( og dertil kalde dem for dokumentariske ) end officielt indrømmet,

en oplagt sag for de kvikke hos center for vild analyse, at undersøge, og i følge de mange der undrer sig over information.dk's kolporteringer af ritzau-telegrammer, m. m.
behøver cva ikke gå over aaen for at finde materiale.

vi kan vel også blive enige om at også de følgende

salgse af "uenigheder" ( heldigvis ) er uundgålige:

at hver cultursamfund ( landbrugssamfund og

industrisamfund ) og natursamfund

"består" af concrete særgrupper

og concrete egne ( indvider ).

( hævdelser: at også helheden er concret
værende og virkende
( som sådan, altså som en helhed ), er vist
noget mere omdiskuteret ( debatten om holisme,
helhedsretning ) )

------------------------------------

det er let at indse at de ( særgrupper )
nok var og er,
i hver cultursamfund og i hver natursamfund;
også udenom påvirkninger fra andre, for de samfund ydre, samfund(!)
man kan jo let opstille mindst fem spøgsmål som
næsten hver menneskebarn,
i det mindste til at begynde med,
stiller, og nævner, eller i det mindste tavst
tænker, hvis de menneskebørn forsøges belært
om at: det og det forholder sig sådan og sådan
( og især hvis belærerne tilføjer: og kun sådan )

Hurtigere end ild
brænder blandt onde venner
fem dages fred.
Men så slukkes den på den sjette dag
og fred bliver fjendskab.

Hávamál - Falsk forståelse

erfrainger fra menneskers kønsliv tyder på at det oftere kan være lettere at forene visse modsætninger,
end at få dem til at forliges, at forlige dem.

at folket bliver ( for ) opmærksomme på at:

der er andre måder at leve, end de nuværende;

det vil altid bekymre fåmagthavere; også hvis de andre måder er dårligere for folket, end de nuværende måder;

for næste tanke hos folket bliver jo så ofte:

så er der måske "tredie" slags levemåder, som virker bedre, for folket, end de nuværende.

-----------------------------------------

hvor proviniselle er bla.a.: esbjerg, ribe, frisland m.m. egentlige ? påtænkende at især søfolk jo ofte har , for stedlige fåmagthavere, “kedelige” tilbøjeligheder til at bringe andet “tankegods” med hjem, især hvis det oprørske som opstår indre årsaget, måske ikke er tilstrækkeligt.

--------------------------

unge og børn under læring, vil uundgåligt have
brug for
( måske ofte ) at spørge, tvivle, undre, ...
selv i et nærmest virkeliggjort "utopia",
men hvis der er tale om et nærmest
virkeliggjort "utopia"; vil de jo ikke have behov for at
, nævneværdigt meget, handle nogle ungdomoprør ud.

lysere bliver vi og det jo nok allesammen og altsammen, de manges ønsken og arbejden for:

de manges og hver's nogenlunde enige og nogenlunde rolige liv og leven, vil temmelig sikkert brede sig, og brede sig fra "neden" og opad"

enigheden:

fem hundrede, ved offentlig, almindelige
lodtrækninger, tilfældigt udvalgte mennesker;
udarbejder, bla.a. ved at de bruger crowdsourcing,
forslag til ny forfatning
som så sendes til almindelig folkeafstemning.

at det kan jo være meget godt at alle levende mennesker har mulige evner til tænke,( i det mindste teksprogliggjort eller sprogliggjort ) på tværs mod forsøg på at opdrage dem, og på tværs mod andre kår;
men det bør jo vise sig også som, i : praksis,
især forandringer af samfundskårene.

at også postmodernister, og eksistentialister, hvis de modsiger også dialektikere, og især dialektiske materialister, burde tænke på:

at mange, og flere og flere, nu ønsker alternativer til liberalisme, og hvis venstrefløjen ikke tilbyder det, hvem mon så gør ? :

det er vist også en længe kendt advarsel,
nu næsten en klassiker:

bestræbelser for et helhedssamfund,
enhedssamfund ( en ikke-liberal økonomi )
( også mht. bedre at kunne håndtere miljøspøgsmål ), bør komme fra venstrefløjen,

( og helst ikke fra højrefløjen, da det bliver conservativt, eller klart facistisk;
men højrefløjens sådanne evt. projekter kan formodentlig nu alligevel næppe lykkes;

hvad kan vi så blive enige om?

---------

især helst om

teser om feurbach, også nr. X,

altså videre end det kun borgerskabslige

bla.a. mere:

tidens højskole, sol ,vind og tvind,
oprør og flower-power, miljøsagen,
og måske også
lidt postmodernisme,
og det altsammen: også som masselinje

også opgøret med middelalder,

bla.a. renassaincen, var jo også andet end en

stor flok ensidigindividualisme-dyrkere,

i følge kilder var bla.a.

giordanno bruno, spinoza,

og nogle af de såkaldte heksemestre og hekse :

for panteisme og fælleseje.

i island, danmark, norge, sverige, tyskland undrede det nok oftere mere at grækerne oftest anså mand, mere end kvinde, for solen,

end tankerne om at jordkloden drejer om solen og om sig selv, naturhistorie, osv.

som formodentlig er almindeligt kendte i årtusinder,
kunne undre noget

-----------

men selv blandt grækerne var det næppe helt gennemført.
--------------

også skriftelige kilder melder at det var almindelig kendt i årtusinder
http://da.wikipedia.org/wiki/Aristarchos