Krisen blev endestation for den kreative klasse

Selvbedrag og idealer om den totale uafhængighed har undermineret klassebevidstheden i den kreative klasse
Politik. Katja Kullmann ser en positiv tendens i, at den økonomiske tankegang er på vej tilbage i politik: Det ville være rart at få politikken tilbage til det, den burde være, nemlig formidler mellem arbejde og kapital. Det må gå fair til, siger hun.

Politik. Katja Kullmann ser en positiv tendens i, at den økonomiske tankegang er på vej tilbage i politik: Det ville være rart at få politikken tilbage til det, den burde være, nemlig formidler mellem arbejde og kapital. Det må gå fair til, siger hun.

Thomas Schweigert
10. september 2011

Egentlig skulle den kreative klasse udgøre spydspidsen i den nye globale økonomi. Men bitre økonomiske realiteter og langstrakte krisetider har udstillet drømmen om frie arbejdsforhold, økonomisk velstand og ubegrænset selvrealisering som nøjagtig ligeså så luftig som skummet på en velskænket café latte.

Det er netop selvbedraget og de eksistentielle nødløgne, som hersker i den kreative klasse, der udgør fokus i bogen Echtleben (Det ægte liv) af den tyske journalist og sociolog Katja Kullmann. Der er tale om urbane, selvbevidste og veluddannede 30-45-årige med store forventninger om et succesfuldt og uafhængigt arbejdsliv. Men der er også tale om en generation af kreative freelancere, hvis kompromisløse jagt på et dynamisk arbejdsliv er endt i en permanent tilstand af social og økonomisk usikkerhed.

»Det er en generation, der som den første har oplevet krav om hardcore-fleksibilitet på arbejdsmarkedet fra begyndelsen, de første praktikanter, de første 'kreative vidensarbejdere', det er mennesker, der har 20 års erfaring med verden, som den har formet sig med massefyringer og ændrede arbejdsforhold med faldende lønninger,« siger Kullmann til Information.

De nye voksne

I Echtleben fortæller den 41-årige Kullmann humoristisk og indigneret om sine personlige erfaringer i den tyske mediebranche, hvor kreative arbejdere og freelancere udadtil forsøger at udstråle overskud og succes, mens de i kulissen kæmper om selv de mindste privilegier som ulønnede praktikforløb, symbolske honorarer og i bedste fald kortvarige projektansættelser.

'De nye voksne' kalder Kullman den klasse, hun selv er en del af, og hvis arketyper kan findes i lokale variationer i byer som Berlin, New York, Madrid og København. På trods af eller måske på grund af den kreative klasses internationalisering og koncentration i vestlige storbyer er der ingen kollektiv identitetsdannelse, der kan avle en form for solidaritet eller politisk bevidsthed.

»Vi er en stor flok af enkeltskæbner,« lyder dommen fra Kullmann, der ser årsagerne til den manglende politiske bevidsthed i den kreative klasses selvforståelse: »Vinduespudseren, der hænger uden på kontorbygningen og får fem euro i timen før skat, ser jeg i første omgang ikke som min bror, fordi jeg som journalist sidder inde på kontoret og taler om intellektuelle temaer i øjenhøjde med chefen. Det eneste, der adskiller mig fra chefredaktøren, er honoraret. I princippet er jeg nøjagtig så magtløs og afhængig som min kollega, der hænger ude på vinduet.«

Kullmann er ikke revolutionær. Hun betragter politisk vold som kitsch, understreger hun. Men hun lægger ikke skjul på, at hun er skuffet over den udvikling, der blandt andet har drevet de europæiske socialdemokratiers bort fra den traditionelle klassebaserede politik: »Det ville være rart at få en politikken tilbage til det, den burde være, nemlig formidler mellem arbejde og kapital. Det må gå fair til.«

Selv om Kullman ikke ser tegn på forbedringer i de etablerede partier, glæder hun sig alligevel over det, hun betragter som en afgørende mentalitetsændring.

»I øjeblikket er vi ved at vende tilbage til en økonomisk tankegang,« siger Kullmann og peger på mediernes fokus på bankernes grådighed og modebegreber som 'casinokapitalisme'.

»På den ene side har vi den grådige bankmand. På den anden side har vi nasserøvene. Begge karikaturer understreger, at folk atter forholder sig til pengenes bitre realitet. Det har også noget befriende over sig.«

Bestsellerforfatter på bistand

Selv har Kullman rig erfaring med omskiftelige arbejdsforhold.

I 2002 blev hun til sin egen overraskelse bestsellerforfatter med generationsportrættet Generation Ally, der tog pulsen på den karrierebevidste og fremadstormende vidensarbejder. Indtægterne fra bogen tillod den unge skribent at forfølge drømmen om det frie liv som kreativ ildsjæl, der i mindre grad bekymrer sig om penge end om udviklingen i amerikansk politik og den seneste bog af Michel Houellebecq. I stedet for at investere i hus og bil valgte Kullman at flytte til Berlin, hvor hun kunne investere i sit eget brand og udvide sit netværk.

Efter syv år som lavtlønnet freelancer for velrenommerede publikationer som Financial Times Deutschland og Süddeutsche Zeitung slap indtægterne fra debutbogen imidlertid op. Kullmann måtte modvilligt revidere sin opfattelse af sig selv som en fri og uafhængig sjæl og gå på kommunen for at søge om arbejdsløshedsunderstøttelse, der i Tyskland stigmatiserende omtales som Hartz IV. I et helt år skjulte Kullman sin status som Hartz IV-modtager for sine omgivelser og fik derefter ved et tilfælde ansættelse som redaktør på et større ugemagasin for kvinder.

»Jeg fik hul på bylden og blev en vinder og sad i et fint kontor i et glashus og var blevet en af dem, den liberale partiformand Guido Westerwelle kalder en 'bidragsyder' til samfundet.«

Snart bliver det dog klart for Kullmann, at hun ikke bidrager til samfundet på den måde, hun selv havde forestillet sig.

»Min hovedopgave blev at administrere fyringer og nedskæringer. Det handlede meget lidt om indhold, men mere om 'controlling'. Det var meget usolidarisk. Jeg kunne naturligvis fungere, nu var jeg blevet en vinder, men til gengæld lavede jeg nu nøjagtig det, som havde tvunget mig i knæ et par år tidligere,« forklarer Kullmann, der siden har forladt stillingen for atter at leve livet som fri skribent.

Penge som socialt brændstof

Kullmanns erfaringer som bistandsklient har været medvirkende til at vække hende fra de postmaterielle fantasier, der efter hendes overbevisning har præget hendes egen generation gennem 1990'erne og en stor del af 00'erne. Naivt har man bekræftet hinanden i en overlegen forestilling om, at penge i forhold til æstetisk dannelse og symbolanalytisk ekvilibrisme er noget underlødigt skidt. For Kullmann er det imidlertid værd at understrege, at kulturel kapital også forudsætter økonomisk kapital:

»For mig er penge interessante som benzin, og her mener jeg ikke rejser til fjerne mål, men som socialt drivstof. Man har brug for penge for at vise sig og deltage og kunne spille med på samfundets bonede gulve, for at kunne betale entréen til kulturelle arrangementer og invitere folk på en drink eller besøge andre folk i andre byer. Kravet om, at man skal være fleksibel og bevæge sig i forskellige sfærer, kan kun opfyldes, hvis man i forvejen har penge,« siger hun.

Samtidig konstaterer Kullmann med ærgrelse, at de nye voksne selv er med til påvirke lønninger og arbejdsforhold i en negativ retning:

»Det er en indre tilskyndelse, der stammer fra generationens egne idealer om en ikke-hierarkisk arbejdsplads og en verden, hvor køn og familiebaggrund ikke længere spiller nogen rolle.«

Ifølge Kullmann er velfærdsstatens løfter om social mobilitet og lige muligheder for alle efterhånden degraderet til en regulær fiktion, der fortælles sideløbende med en forværring af de faktiske forhold: »I Tyskland er der massevis af undersøgelser af hvem, der egentlig sidder i de store bestyrelser eller er de nye unge politikere. Når man kigger nærmere, er der tale om folk, der har nået deres position via arveforhold, eller hvor ganske traditionelle borgerlige værdier skaber karrierer.«

»Penge og personlige forbindelser spiller stadig en stor rolle.«

 

Katja Kullmann

Echtleben.

256 sider. 17,95 euro.

Eichborn

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Den kreative klasses trang til at føre sig frem på de bonede gulve gør, at den bilder sig ind, at dens flødeskum skal betales af de mindre bemidlede, bl.a. vinduespudseren som tjener 5 euro i timen.

Jeg tror endnu ikke, vi har nået endestationen for den kreative klasses manglende solidaritet i den henseende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Ifølge Kullmann er velfærdsstatens løfter om social mobilitet og lige muligheder for alle efterhånden degraderet til en regulær fiktion, der fortælles sideløbende med en forværring af de faktiske forhold: »I Tyskland er der massevis af undersøgelser af hvem, der egentlig sidder i de store bestyrelser eller er de nye unge politikere. Når man kigger nærmere, er der tale om folk, der har nået deres position via arveforhold, eller hvor ganske traditionelle borgerlige værdier skaber karrierer.«"

Den kreative klasses største kreation er måske bidraget til overgangen fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Den kreative klasse skulle vise os allesammen at klassebevidsthed og kollektiv organisering af arbejdslivet er noget anakronistisk og bagstræberisk sludder - mens individualisering, performance, dynamik og fleksibilitet resulterer i kompetent og spændstig emancipation. Den kreative klasse var finanskapitalens kælne kollaboratører, hvis tandpastasmil og gelinde gesti overalt i den liberaliserede velfærdsstat forsikrede om at verden ligger åben for enhvers fødder og at væksten er 'selvbærende'.

Istedet fik vi casinoøkonomien, kriserne og den finansielle stress. Og regninger fra samfundets top som bunden skulle samle op. De eneste 'dynamikker' som viste sig at være langtidsholdbare, var kapitalens og bourgeoisiets fletten fingre i lydtætte kontorer, fjernt fra byslummens beton og almuens asfalterede virkeligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Robinson

Og alligevel skriver hun en bog mere og forbliver dermed i den kreativ klasse - woopee!

Gab en gang mundlort!

Jeg sgu da snart ved at være træt af informations kampagne journalistik. Først pornoen og nu "den kreative klasse" gab - det er bare så forudindtaget det hele.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mac Snagit

Selv om de ledende radikale ikke længere taler om "den kreative klasse" som naturligvis er dem selv, er der mange radikale der stadig tror på det.
De har igennem flere år fået den besked at de er bedre end andre. Deres liv, arbejde og uddannelse giver ikke grobund for nedslidning og førtidspension.
Men som sagt betyder krisen nye tider.
Det er en realitet der forhåbentlig snart går op for den radikale klasse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Robinson

I stedet for at brokke sig over nogen der tager chancen og prøver bygge noget op, skulle Information hellere spørge hvorfor klima og miljø organisationer og fagforeninger ikke indgår en alliance for at få CO2 tariffer m.m. på kinesiske produkter. Kineserne bruger billig men ekstremt beskidt energi, de er hamrende ligeglade med forurening og arbejdsikkerhedsstandarder. Vores høje klima og miljøstandarder m.m. er blot incentiv til outsourcing, hvis ikke de beskyttes fra kinesernes unfair konkurrence der sker på bekostning af klodens fremtid, mennskerettigheder og demokrati - der alle er vigtigere end frihandel.

I stedet for smålige mudderkastningsartikler om kreative, så tag dog at arbejde for noget der kan redde miljø og arbejdspladser.

http://www.theglobeandmail.com/report-on-business/commentary/jeff-rubins...

http://www.guardian.co.uk/news/datablog/2011/jan/31/world-carbon-dioxide...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sybrandt Hansen

Jeg tillader mig at genbruge en kommentar:

Den kreative klasse er et et sprogligt fupnummer, og identity politics af den værste slags.

Ordet er ikke andet end en udstrakt hånd til dem, der tidligere havde set sig selv som magtkritikere - journalister, akademikere og kunstnere - her er en ny måde at se jer selv på som rentable og derfor vigtige samfundsstøtter.

Vi lover, at der er plads til alle hudfarver, køn og seksuelle præferencer i ‘klassen’, så i kan stadig foregive at være politiske.

Det er sådan nogen som jer, der skaber virkelig værdi, forsøgte man at bilde os ind, mens andre idiotier fløj igennem lokalet: det postindustrielle samfund, den globale landsby.

Begreber, der udelukkende kan beskrive den virkelighed, som den kreative klasse forestilles at leve - og at stræbe imod, mens virkeligheden for de ‘ikke-kreative’ vedblev at være som før, kun uden den kritik som journalister, akademikere og kunstnere havde stået for inden de blev kreative…

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

I den sidste ende vil Kullmanns klasse også gerne have fat i nogle skejser, blandt andet ved at bo, de steder hvor rigdommen findes.
Og den enorme rigdom/velstand, der findes i New York, Milano, Paris, Berlin og Barcelon etc. og som landene har gennemlevet i måske 25 år,
har virket som honning på bier.
Men medens honningbier og myrer som oftest har et fælles mål, har den kreative klasse sit primære mål i enkeltpersoners selvtilfrdsstillelse og udfoldelse, fordi den tror på Maslow og andre.
Og helt ærligt, når Kullman beskriver at hun har levet på overførsel i eet helt år, så skal det måske lige huskes, at der er ganske mange, som har det som et af livets grundvilkår, og ikke som Kullmann kan tage det "som en oplevelse".

Når dette er sagt, synes jeg at Kullmann gør et ret godt forsøg på i det mindste prøve at analysere sig frem til noget fornuftigt.
Blandt andet tror jeg det er rigtigt, at klassen er gået i symbiose med f.eks. VKO regeringen herhjemme Det kan lyde underligt, men jeg tror faktisk
at VKOs livssyn og "den kreative klasses" er ret sammefaldende, for så vidt som at politikeres og den kreative klasses eneste og bedste våben er ord og retorik

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

For mig at se er problemet også et andet sted - herhjemme ihvertfald - hvor kravene til indtjening af rene snobbeårsager er blevet gigantiske. Den handlende, der er tilfreds med at tjene det samme som de omkringboende, findes vist ikke mere; men det er bemærkelsesværdigt, at bjergsomheden er nødt til at skjule sit formål med påstande om at gøre noget for samfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tine Sørensen

Der skydes med spredehagl, fordi man ikke ved, hvor man skal sigte hen. Den kreative klasse er et konstrueret begreb - ikke en økonomisk samfundsklasse, - ikke et segment.......... Det, at være kreativ, har altid affødt vidt forskellige associationer, - fra kartoffeltryk til økonomisk langfingrethed... - det har med fantasi at gøre, - men siger intet om hvad eller hvem fantasien tjener set i samfundsperspektiv. Fantasi er en menneskelig egenskab indenfor alle klasser og segmenter. Og der er ingen grænser for hvor etisk eller uetisk, - hvor samvittighedsfuldt eller samvittighedsløst fantasi kan udnyttes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Jeg opfatter begrebet 'den kreative klasse' som et forsøg på at give kommercialisme mulighed for at pynte sig med de samme progressive konnotationer som kunst - og således udbrede den samme forvirring til den materielle fremstilling, som åndsprodukterne litteratur og musik lider under.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Selvbedrag og idealer om den totale uafhængighed har undermineret klassebevidstheden i den kreative klasse

-----------------

det burde være gennemskuet, også før

italesættelsesforsøgenes tidsalder begyndte;

fordi især de creative, de dygtige

kunne vel forventes forlængst at have

gennemskuet, også det ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tine Sørensen

For nogle år siden gik det i større stil op for erhvervslivet, at den innovation, det havde så hårdt brug for, kunne få en saltvandsindsprøjtning, ved at tage ved lære af kunstneriske arbejdsmetoder og ideudvikling. Det betød et helt nyt og øget fokus på "de kreative", - som begyndte at blive set, som et potentielt aktiv for enhver virksomheds bundlinie. Og kreativitet og innovation blev buzzwords i enhver ansættelsesprofil.
Pludselig kunne diverse kreative finde sig selv på erhvervslivets lønningslister til skyhøje honorarer, for at levere kurser i at slippe gækken løs, og iscenesætte selvfejring af virksomhedsprofiler - og andre spændende tiltag. Og der findes bestemt også dygtige og visionære OG etisk tænkende mennesker indenfor området.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Enig med Tine Sørensen (18.20) m.fl.,der findes
ikke nogen "kreativ klasse". En "klasse" må være en befolkningsgruppe, hvis arbejds- og livsvilkår er ensartede, og som er stillet overfor andre grupper i samfundet, som har andre mål og interesser, hvorfor de ofte er i konflikt med hinanden.

For det første kan alle de andre "klasser" også være kreative, og for det andet tror jeg, at den tyske forfatter her snarere tilhører "drømmeklassen".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Der er mange måder at være greativ på, man gan for egsempel vælge at udsgifte alle sine k´er med g´er og hvis man vil gøre det på en greativ og hurtig måde gan man sætte sin stavegontrol til at gøre arbejdet. .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Selvbedrag og idealer om den totale uafhængighed har undermineret klassebevidstheden i den kreative klasse

–––––—

det burde være gennemskuet, også før

italesættelsesforsøgenes tidsalder begyndte;

fordi især de creative,

( var mange af dem i øvrigt ikke marxister førhen ? )

de dygtige

kunne vel forventes forlængst at have

gennemskuet, også det

( den spilteori og praksis som vil gælde mht det ) ?

at kun få af dem vil kunne undgå proletarisering;

og at de mange øvrige proletariserede

sandsynligvis lykkes i at virkeliggøre

communismen.

-------------------------------------

jvf.:

noget om de spilteoretiske, og praktiske dårlige

odd’s for de proletariseredes modstandere

( beskrevet med nogle uddrag fra det kommunistiske manifest;
som bør læses i helhed )

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

–––—

altså: at de som gør modstand mod sådanne

oprør, har før eller siden, tabt.

–––—

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

––––

Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.

anbefalede denne kommentar