Læsetid: 5 min.

Et liv er forbi: Et liv i kald og stand

Kirken og præstegården var de to vigtigste bygninger i Kirsten Neergaard Jensens liv. Her skabte hun den familie, hun selv mistede tidligt
Kirken og præstegården var de to vigtigste bygninger i Kirsten Neergaard Jensens liv. Her skabte hun den familie, hun selv mistede tidligt
24. september 2011

Alt var klar, da Kirsten Neergaard Jensen skulle herfra. På trods af sin alder på 88 år og en svækkende lymfekræft, havde Kirsten Neergaard Jensen bestemt, hvor, hvordan og med hvilke salmer, hun skulle synges fra jorden til himlen. Som det var så typisk for hende, var alt sirligt gennemtænkt og beskrevet helt ned i detaljen. Hun skulle ikke have en tale, men prædikes over. Der skulle ikke blomster på kisten, men i stedet gives penge til Det Danske Bibelselskab eller Danmission. Hun havde ønsket, at hendes børn fem skulle synge flerstemmigt ved kisten, sådan som de så ofte havde gjort det, når der var fest i familien. Og sådan blev det - selv om en klump i halsen måske lige skulle synkes! Selv mente Kirsten Neergaard Jensen, at begravelsen skulle være en festdag, hvor hendes børn og svigerbørn, de 16 børnebørn, deres ægtefæller og de fire oldebørn skulle tænke på, hvor dejligt de alle havde haft det sammen. Derfor havde hun også ønsket, at mindesamværet skulle være på Munkebjerg Hotel i festlige rammer og med en smuk udsigt over Vejle Fjord. Og sådan blev det.

Præstegårde i hele Jylland

Hun blev gennem en stor del af sit voksne liv kaldt Fru Pastor Jensen. Mens andre måske ville have taget sig af titlen eller kaldt den gammeldags, var det netop det, hun gerne ville være. Hun var nærmest født til det.

Hun kom til verden i Understed tæt ved Sæby i Nordjylland, hvor hendes far var præst. Da hun var to år døde Kirstens mor kort tid efter at have givet liv til Kirstens lillebror. Selv om Kirsten dårligt kunne huske hændelsen, og hendes far siden blev gift igen og nye søskende kom til, bar hun følelsen af tab med sig. Med den fulgte ønsket om at skabe sin egen stabile familie.

Som storesøster og præstedatter var Kirsten en ordentlig pige, der passede sin skole- og kirkegang. Det var hjemme i præstegården, hun første gang så Axel, som hun mange år senere skulle nå at fejre diamantbryllup med.

De fik øje på hinanden, da Kirsten var 12, men der skulle gå flere år med først skolegang og sygeplejerskeuddannelse for Kirsten og værnepligt for Axel, inden de blev gift.

Axel uddannede sig til præst, så Kirsten blev foruden præstedatter nu også præstekone. I de første år var det særdeles små kår. Axel var hjælpepræst hos en provst, og Kirsten måtte holde styr på det derhjemme. De boede i et par værelser oven på provstens præstegård. Der var ikke indlagt vand, der var koldt, og spildevandet måtte Kirsten hælde ud gennem vinduet, når hun var færdig med vask og madlavning.

Siden fik hun sin egen præstegård som domæne, og Kirsten vidste præcis, hvad der krævedes af en præstekone. Gennem tiden bagte hun utallige kager til de mange, der lagde vejen forbi præstegården enten til en samtale eller et møde, hvor Kirsten altid dækkede pænt op, uanset om det var i præstegården i Sønder Felding eller i Vejrum.

Kirsten gik op i traditionerne og de faste rutiner i hverdagen. Hver søndag skulle man komme hviledagen i hu, og Kirsten havde gjort alt klar, så familien efter kirkegang kunne indtage en varm søndagsmiddag og derefter slappe af. Den hvide dug var strøget helt glat, bordet fint dækket, og gårdspladsen fejet.

Hun var Fru Pastor Jensen, og hun var meget for andre end familien. Hun kiggede ind, hvis naboen var syg, kom med blomster fra haven og var klar til en snak, hvis en manglede nogen at tale med. Hun åbnede sit hjem for sognearrangementer længe før, at der var noget, der hed sognegårde. Og ofte afløste hun i kirken, som organist, kirkesanger - og nogle gange også som prædikant.

Stedkendt i Chennai

Kirsten rejste gennem alle årene meget og langt sammen med Axel. Flere af Ydre Missions arbejdsområder er blevet besøgt. Rejserne var store oplevelser. Kirsten så en verden, hun ikke kendte hjemmefra, og hvor man fik ekstra god grund til at føle sig velsignet for de gode forhold, man levede under hjemme. Efter rejserne udsatte Kirsten og Axel gerne børn og børnebørn til flere timers lysbilledshow. Især for børnebørnene var det kedeligt, men sidenhen blev det sjovt, at bedsteforældrene havde rejst så meget. Kirsten kunne altid huske præcis, hvor hun havde været, gået og stået i udlandet. Nævnte man en gade - selv i Chennai i Indien - kunne hun huske den. Præstegården rakte på den måde langt ud i verden, og tog et familiemedlem af sted på udlandsophold, kunne man være sikker på at få et håndskrevet brev hjemmefra.

Der manglede aldrig noget i Kirstens køkken, men hun var nøjsom med tingene. Måske stammede det fra dengang, de ikke havde så meget. Da de ældste børnebørn kom på besøg som små, fik de en sodavand til deling til maden. Til gengæld blev børnebørnene altid stopfodret med grød, KIrsten havde lavet af frugt fra haven. I takt med at flere børnebørn kom til, og Axel gik på pension, blev der lidt mere frihed og tid til at hygge sig. Kirsten og Axel kunne finde på at komme hjem langt over midnat efter festivitas i weekenden. Det var aldrig sket i tiden med præstegerningen, og de yngste børnebørn fik mere end en sodavand til deling, når de kom på besøg.

Men roen, ordenen og sirligheden forblev den samme. Til jul var der altid den samme slags af Kirstens hjemmebagte pebernødder i kræmmerhusene, som man under ingen omstændigheder måtte røre, før træet var tændt, der var danset og sunget salmer, og alle sad roligt igen. Der var styr på det. Også i de gæstebøger, som Kirsten altid sørgede for, at enhver gæst skrev i. Uanset om det var familie, venner eller bekendte, fik de altid lov til at notere, hvornår de havde aflagt besøg. Da Kirsten skulle herfra, havde hun derfor fuldstændig overblik over dem, hun havde været værtinde for gennem årene. Hun vidste, hvordan hun ville have det, og derfor planlagde hun sin begravelse på samme ordentlige facon, som hun havde levet livet.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer