Læsetid: 11 min.

»Vi blev nødt til at blive pirater«

Boyah er en af Somalias tre største piratkonger. Siden 1990’erne har han været med til at kapre utallige handelsskibe. De mange millioner dollar, han har tjent på kapringerne, er angiveligt brug på khat, koner og hurtige biler I dag sidder han fængslet i Bosaso i det nordlige Somalia og påstår at være blevet en både lovlydig og gudfrygtig mand
Boyah er en af Somalias tre største piratkonger. Siden 1990’erne har han været med til at kapre utallige handelsskibe. De mange millioner dollar, han har tjent på kapringerne, er angiveligt brug på khat, koner og hurtige biler I dag sidder han fængslet i Bosaso i det nordlige Somalia og påstår at være blevet en både lovlydig og gudfrygtig mand
24. september 2011

Han indtager rummet, som en arrogant rockstjerne indtager en rød løber før en prisuddeling.

Uden et snært af ydmyghed og uden at se folk i øjnene. Selv om det er 30 grader, er manden trukket i en tyk jakke, der får ham til at se bredskuldret ud. Han går rank gennem lokalet og fyrer en joke af, der får samtlige mænd til at grine.

Vi er ikke i tvivl. Piratkongen Boyah har gjort sin entré. Han har hverken håndjern eller fodlænke på, og fangevogterne sætter sig på afstand af den læderstol, han læner sig tilbage i, mens han retter lidt på sin lilla ma'awis; et stykke mønstret stof, som somaliske mænd i århundreder har viklet rundt om livet som en sarong.

Øjnene er rammet ind af et par kraftige øjenbryn, der er vokset sammen, og kinderne synker ind under hans kindben.

Håndleddene er spinkle som et barns, og armene er ligesom benene ikke meget andet end lange knogler og hud. Var det ikke for hans højde og karisma, ville han forsvinde i mængden som en tynd, 45-årig mand, der er ældet for hurtigt.

Hummerfisker

»Jeg vil gerne fortælle, men det koster. Enten betaler de, eller også må en af dem gifte sig med mig,« svarer han og får endnu engang mændene til at grine.

Boyah læner sig frem i stolen og kigger over på os, før han forhandler videre.

»Jeg sidder i fængsel, og derfor er mine ord det eneste, jeg kan tjene penge på. Hvis de ikke har købt ord før, så skal det her blive første gang. Jeg er en forretning, og jeg sælger mine ord, det skal du bare vide. Jeg skal nok give interviewet, men først når vi har aftalt en pris.«

»Hvor meget skal du have,« spørger Nasib Farah.

»De er piger, så jeg skal nok være god ved dem, så lad os sige 2.000 dollar.«

»Det er fuldstændig utænkeligt,« svarer Nasib Farah prompte.

»Du taler som et barn. Du kan sgu da ikke bare bede mig om at snakke uden at give mig noget. Hvem har opdraget dig? Jeg har lyst til at slå din kæbe af led. Tror du, du ejer mig eller hvad?« Nasib Farah svarer ikke. »Skrid ud herfra. Nu!« siger Boyah ophidset.

»Det kan godt være, at de tænker, at nu er Boyah i fængsel, så derfor er han ikke længere en stærk mand. Men jeg kan godt sige jer. Jeg er stadig den samme mand. Jeg er stadig den samme Boyah, og jeg ved, hvordan man opfører sig over for folk.«

Så rejser han sig og går.

Der er god grund til, at Boyah er så eftertragtet blandt udenlandske journalister og gennem årene har givet interview til internationale medier som BBC, Al Jazeera og The New York Times. Som en af de eneste har han været med fra pirateriets spæde begyndelse i 1990'erne — ikke kun som pirat, men også som bagmand. På et tidspunkt ledede han 500 mand, og han har været involveret i mellem 25 og 60 kapringer.

Boyah, eller Abshir Abdullahi, som er hans rigtige navn, voksede op i Eyl 1960'erne. Før Boyah blev pirat, var hans højeste ønske at blive rig og få sin egen forretning. Han tjente sine penge ved at fridykke ned på de lokale rev, hvor han fangede hummere, som han solgte videre på land.

Spørger man ham selv, var han en af de bedste, og det var ikke, fordi hans dykkertalent forduftede, men fordi hummerne forsvandt, at han begyndte at kapre skibe.

I fængslet i Bosaso har vi opgivet håbet om at se Boyah igen, da vi får at vide, at han alligevel gerne vil lade sig interviewe.

Det viser sig, at da Boyah var gået i vrede, havde Nasib Farahs bror ringet til justitsministeren og spurgt, hvordan han kunne tillade, at fangerne krævede penge for at blive interviewet. Justitsministeren ringede videre til fængselsinspektøren, der fik piratkongen ført tilbage på kontoret.

Boyahs følge af unge knægte sætter sig som før på stolene ved siden af ham, og bag os stimler en flok på 10 mennesker sammen.

Boyah spreder benene under ma'awisen og samler hænderne i skødet.

Han har sluttet fred med Nasib Farah og begynder at forklare sig.

»Forstår du, Allah har skabt mig til at fejle og sige grimme ting om folks forældre. Jeg er et menneske af kød og blod, som kan blive sur, og når man er i fængsel, bliver man sur over ubetydelige ting.«

Han er ked af, at vi har overværet hans vredesudbrud, for vi skal behandles godt.

»Det er ligesom gidslerne på havet.« Han griner.

»Vi passer på dem, som man ville passe på æg, for ellers kan vi ikke handle med dem.«

Først fisk så fragt

Boyah var en af de omkring 60.000 somaliske fiskere, som følte, at de udenlandske skibe pressede dem væk og forhindrede dem i at fange fisk. Selv nettene, som de somaliske fiskere lagde ud, blev taget og ødelagt af de udenlandske skibe.

»De tog alt. Endda folk, der var nede og dykke efter fisk, sugede de op med deres udstyr,« fortæller Boyah og holder en pause, mens han vifter fluer væk fra sit blikkrus med vand.

»Det var med til at gøre, at vi blev nødt til at blive pirater. «

I 1992 var Boyah med til at stifte en gruppe, der var mod det illegale fiskeri, og i 1994 førte de kampen ud på havet. Boyahs gruppe kaldte sig Badaadinta Badah, Havets Beskyttere, og i løbet af de næste tre år var Boyah med til at kapre tre udenlandske fiskeskibe. Piraterne beholdt fangsten, krævede løsesum for besætningsmedlemmerne og fik angiveligt 800.000 dollars for et skib.

Boyah påstår, at han og de andre pirater i begyndelsen udelukkende angreb fiskerbåde og lod fragtskibene være i fred. Men indrømmer, at de efter et par år begyndte at gå efter fragtskibe.

Han forklarer udviklingen med, at det blev livsfarligt at gå efter fiskerfartøjerne, da de udenlandske fiskere selv havde våben eller bevæbnede vagter om bord. Oveni var piraternes vrede ikke længere kun rettet mod fiskerskibene, men hele den udenlandske handelsflåde, der udnyttede Somalia.

»Skibene fra fremmede lande smed giftigt affald,« siger Boyah.

I fængslet kigger fangevogterne på ham og er helt stille. En af dem bider let i sin ene lillefinger. Han er kun 12 år, men har fået lov til at være fangevogter, fordi han er søn af inspektøren.

Selv om der blev dumpet giftigt affald i Somalias farvand, vurderer pirateksperter, at det var penge og ikke hævn, der var hovedårsagen til, at de fleste pirater begyndte at gå efter handelsskibene.

»Vi ser os selv som helte, der flygter fra fattigdom. Vi opfatter ikke kapringerne som ulovlige, men som en afgift, vi opkræver, fordi vi ikke har nogen regering til at kontrollere vores farvand,« har Boyah sagt til den britiske avis the Guardian.

Somali Marines

I 2003 mødte Boyah en anden piratkonge, Mohamed Abdi Hassan, bedre kendt som Afweyne. På det tidspunkt havde Boyah kørt sin piratvirksomhed i 10 år. Han var en af de garvede drenge, der havde masser af kapringer på samvittigheden.

I fængslet i Bosaso ruller Boyah et lille stykke, hvidt papir sammen mellem fingrene, så det kommer til at ligne en cigaret. Han virker utålmodig og vil ikke rigtigt svare på, hvor mange skibe han har kapret.

»Det ved jeg ikke. Vi tæller dem ikke eller skriver dem ned i en bog,« siger han.

Afweyne havde tidligere smuglet våben for krigsherren Aidid. Han var en god forretningsmand, der forudså, at han let kunne optimere indtægten på pirateriet, hvis han samlede de bedste mænd omkring sig og fik folk til at investere, så han kunne købe bedre både og udstyr til pirattogterne.

De skulle ikke kun arbejde som pirater, men også være læremestre og undervise nye pirater i det kriminelle erhverv.

Afweyne fik hurtigt succes med sin forretning, som han kaldte Somali Marines. Harardhere og nabobyen Hobyo blev centrum for gruppen.

Dele af de penge, Afweyne og de andre investorer tjente på pirattogterne, blev reinvesteret i nye togter. Afweyne var den finansielle leder, og ellers var gruppen bygget op som en militær flådeenhed med admiraler, viceadmiraler og generaler, og i 2006 stemplede FN Somali Marines som den mest sofistikerede af Somalias piratgrupper.

Det var Somali Marines der introducerede brugen af moderskibe, så mens andre pirater angreb skibe tæt på Somalias kyst, sejlede Somali Marines længere ud på havet.

Somali Marines forsvarede sig på samme måde, som Boyah hele tiden havde gjort. Gruppens pirater hævdede, at de opererede på lokalmiljøets vegne og samlede skatter sammen for de udenlandske skibes brug af somalisk farvand.

I sommeren 2005 blev det dog klart, at Somali Marines langt fra var drevet af trangen til at hjælpe den fattige somalier. Sidst i juni kaprede gruppen det kenyanske skib Semlov. Skibet var på vej til Somalia med 850 tons ris fra FN's Verdensfødevareprogram til ofrene for tsunami-katastrofen et halvt år tidligere..

Selv om FN truede med at forlade Somalia, nægtede piraterne at frigive skibet, uden at der blev betalt. De forklarede, at de kaprede skibet, fordi maden skulle fordeles mere ligeligt.

Somali Marines succesforretning blev bremset, da Rådet af Islamiske Domstole erobrede Mogadishu og den sydlige del af Somalia i sommeren 2006. Rådet forbød pirateri, fordi det strider mod islam, og 275 soldater blev sendt til Harardhere for at fjerne piraterne fra byen. Antallet af angreb og kapringer faldt fra 48 i 2005 til 32 i 2006. I 2007 trængte etiopiske tropper imidlertid ind i Somalia og fjernede Rådet af Islamiske Domstole fra magten med støtte fra USA. Rådets tropper trak sig samtidig tilbage fra piratområderne, uden at nye tropper kom til, og det varede ikke længe, før Boyah og de andre pirater atter havde gang i piratforretningen.

Guldalderen

Mange af dem rykkede til Eyl. Boyahs barndomsby fik hurtigt tilnavnet piraternes hovedstad. Fra Eyl sejlede piraterne ind i en guldalder.

Der var nu omkring 1.500 pirater. Nogle af dem arbejdede som piratkongernes lakajer, men flere brød ud af de store grupper for selv at prøve lykken. Boyah var leder for gruppen Pirate Eyl Division, der var en løs sammenslutning for de 500 pirater, der opererede ud fra Eyl.

Som formand var det Boyahs job at rekruttere folk, og hans ansættelseskriterier var klare. Man skulle have et våben, betragte sig selv som en helt og ikke være bange for at dø. Udover at skaffe folk var det Boyah, der organiserede gruppens pirattogter, det var Boyah, der fra land var øverstbefalende, når bådene var sendt af sted, og det var ofte ham, der finansierede piratmissionerne.

I 2009 begyndte klanlederne og indbyggerne i Eyl, Garoowe og flere andre af Puntlands byer at vende sig mod piraterne, og det påvirkede særligt Boyah.

Tidligere havde politiet ladet ham være i fred. Han kunne joke med dem og gå gennem en gruppe politifolk foran en restaurant, uden at de arresterede ham, men det var ved at ændre sig.

I samme måned, som Garaad Mohammed kaprede det hollandske skib, mødtes Boyah med en journalist fra The New York Times over et måltid spaghetti og kamelkød i Garoowe. Boyah fortalte, at han overvejede at stoppe som pirat, fordi de ældre og sheikerne var efter ham:

»Islamisterne vil jo skære mine hænder af.«

Allahs mand

Da vi møder Boyah i fængslet i Bosaso, har han siddet bag tremmer i 10 måneder. Lænet tilbage mod væggen på fængselsinspektøren kontor fortæller den tidligere piratboss, at han er glad for, at han sidder fængslet i Somalia.

»Jeg er tilfreds, fordi det er mit folk og min stat, der har sat mig her. Jeg ville have problemer med det, hvis jeg sad fængslet i et andet land, hvor jeg ikke var tæt på mit hjem.«

Selv om Boyah i 2009 fortalte de ældre og sheikherne, at han var stoppet som pirat, fortsatte han med at investere i togter, indtil maj 2010, hvor han blev anholdt.

Boyah blev fanget sammen med 10 andre pirater i udkanten af Garoowe. De var på vej væk i tre Toyota Surf firhjulstrækkere, da politistyrker omringede dem. Der blev affyret skud mellem politiet og piraterne, men politiet fik overtaget til sidst. Under anholdelsen blev der konfiskeret tre biler, syv mobiltelefoner, to pistoler og 29.500 dollars, som undergravede Boyahs gentagne udtalelser om, at han havde brugt alle sine penge på fester, biler og khat.

Boyahs anholdelse var så stor en nyhed, at myndighederne viste ham frem for pressen. Bagefter blev han og de andre pirater ført til fængslet i Bosaso i en armeret konvoj, og Boyah fik senere en dom på fem år. En gang om ugen får han besøg af sine tre koner og 10 børn, men han må ikke selv besøge dem.

Han må heller ikke længere tygge khat, da fængslet ikke er et sted for fornøjelse, som han selv udtrykker det.

»Egentlig savner jeg ikke at tygge khat. Det er ligesom et barn, der ikke længere bliver ammet. Efter noget tid glemmer det, at det var afhængigt. Det er det samme her — vi er blevet nægtet bryst,« siger han og griner.

Han fortæller om ugens gang i fængslet. Om mandagen bliver der serveret mad fra de store hoteller i Bosaso. Tit får de kamel, som er Boyahs yndlingskød. Fredag er der besøgsdag, og om lørdagen kommer lægerne, som ifølge Boyah er hvide mennesker, han ikke kan kende forskel på.

»Ellers beder vi til Allah og læser. Det er noget, vi skal hver dag,« siger han.

Tidligere så vores tolk Haji Osman tit Boyah i Garoowe, men han har aldrig før set ham med det gråsprængte skæg, der nu er vokset frem på hans hage. Han mener, at skægget er udtryk for, at Boyah er blevet religiøs, og at troen på Allah har fået ham til at opgive tanken om at blive pirat igen.

»Det er slut. Da jeg gik ind i det, vidste jeg godt, at det var forkert. Nu vil jeg gøre noget for mit land og mit folk. Før i tiden plejede jeg at sige til andre: Kom nu ud på havet. Men nu siger jeg, at de skal lade være.«

De fine ord kan være Koranens fortjeneste. Der kan også ligge andre tanker bag. Inden vi forlader fængslet, samler Boyah håndfladerne foran sig og siger:

»Jeg håber, at præsidenten slipper mig fri, og at staten benåder mig. Det er det, jeg venter på.«

 

 

Uddraget er forkortet af Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Rådet forbød pirateri, fordi det strider mod islam, og 275 soldater blev sendt til Harardhere for at fjerne piraterne fra byen. Antallet af angreb og kapringer faldt fra 48 i 2005 til 32 i 2006. I 2007 trængte etiopiske tropper imidlertid ind i Somalia og fjernede Rådet af Islamiske Domstole fra magten med støtte fra USA."

Viser endnu engang, at USA sætter egen indflydelse over alt andet, deriblandt forsøg på at komme pirateriet til livs.