Læsetid: 4 min.

På den palæstinensiske side

Det arabiske forår handler om folk, der kræver selvbestemmelse og suverænitet. Hvorfor er det krav en skandale, når det kommer fra Palæstina?
Det arabiske forår handler om folk, der kræver selvbestemmelse og suverænitet. Hvorfor er det krav en skandale, når det kommer fra Palæstina?
24. september 2011

Denne gang er det ikke selvmordsterrorister, der skaber skandale. Det er ikke religiøs ekstremisme, som ved FN's generalforsamling ophidser det gode globale selskab. Og heller ikke er det udsigten til, at palæstinenserne vælger at vælge ledere, som vi i Vesten ikke selv ville have valgt.

Nej, denne gang har palæstinenserne gjort noget nyt forfærdeligt, som den amerikanske præsident gør, hvad han kan, for at bekæmpe: De har gjort det demokratisk rigtige - og det er for den amerikanske præsident helt forkert.

Den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas har bedt FN om anerkendelse af sit land som suveræn stat. Han handler ypperligt civiliseret: Han henvender sig til det såkaldte verdenssamfunds højeste institution med et legalt og legitimt krav, der ikke kan afvises som urimeligt utopisk: For et år siden forudså Obama, at FN ved dette møde ville komme til at anerkende Palæstina som ny suveræn stat.

Nu annoncerer han veto i Sikkerhedsrådet og prøver at overtale Abbas til at trække sit krav tilbage.

Palæstinenserne har i over 40 år været besat, og i over 20 år er de blevet lovet en suveræn stat. De har retten på deres side, men magten imod sig. De gør i den situation det, som alle oplyste demokrater anerkender som det rigtige: De appellerer til vores fælles globale idealer, som vores ledere i tide og utide påberåber sig og besynger.

De taler til den demokratiske verden, som om den tager sine idealer alvorligt, og til FN, som om der faktisk er en fælles global handlekraft.

Men det vil den amerikanske præsident ikke finde sig i. Denne gang bliver han udstillet som kynikeren. Han lader magten terrorisere retten.

Besat og besætter

Obamas tale til palæstinenserne i FN's generalforsamling onsdag afslører en hykler: Han sagde, at ingen FN-resolution kan sikre fred mellem de to nationer. Det måtte være op til Israel og Palæstina at nå til en aftale. Men det ene af de to lande har i over 40 år besat det andet land med militære checkpoints, diktatorisk grænsekontrol og systematisk chikane. Hvert eneste år udvider israelerne deres bosættelser mere og mere.

Obama har prøvet at sige stop, men det fortsætter. Den mur, som israelerne regner for et sikkerhedshegn, er kendt ulovlig af en FN-resolution og krævet nedrevet. Det sker naturligvis ikke.

Det er ikke alene en konflikt, hvor den militære og økonomiske overlegne part kontrollerer den militære og økonomiske underlegne part.

Det er også en konflikt, hvor appellen til principper og instanser uden for striden har været uden effekt. FN er det sted, hvor afgørelser bliver mødt med veto, og den internationale straffedomstol er sat ud af spillet. Menneskerettighedsorganisationers rapporter fører ikke til andet end frustration. Magten vinder i den konflikt, og retten er til grin.

Obama vil lade det være op til konfliktens parter at nå frem til en aftale: Men parternes stilling er uendeligt ulige. Palæstinenserne har alle mulige grunde til at ville opnå en aftale, mens israelerne tilsyneladende kan leve med status quo. Alle palæstinenseres tilværelse i selvstyreområderne er påvirket af besættelsen, de er ikke i stand til at leve et fredeligt og forudsigeligt liv. Israelerne bliver indimellem truet af raketter og skal gardere sig mod terrorisme, de er omgivet af fjender og frygter for deres stats fremtid. Men for den almindelige israeler er trafikken stadig langt farligere end konflikten med palæstinenserne. Deres hverdagsliv bliver ikke terroriseret af dem på den anden side. Den israelske regering er principielt tilhænger af, at Palæstina bliver til en suveræn stat, og et flertal i den israelske befolkning er tilhængere af en to-statsløsning. Men de kan ikke gennemføre det, som de finder rigtigt. De oplever selv idealernes fald.

Verdensopinionen

Som palæstinensisk leder har Abbas ikke været en stor succes: Han mistede Gaza-striben, og den lidt kedelige mand i jakkesæt er ikke blevet det ikon for frihedskampen, som Arafat i uniform var for palæstinenserne. Det siges, at hans ansøgning til FN er motiveret af et forfængeligt ønske om at rejse et monument over sig selv. Men som bekendt kan selv de laveste motiver begrundes med de højeste principper, som de derfor kommer til at hylde.

Abbas vinder ikke i denne omgang en suveræn palæstinensisk stat gennem FN. Det er sikkert og vist. Han vinder heller ikke momentum i forhandlingerne med USA og Israel - måske endda tværtimod.

Men han vinder det demokratiske momentum, som selv Israel og USA må anerkende. Som de befolkninger, der skabte Det Arabiske Forår, taler han til de fælles principper for, at ethvert folk har ret til at bestemme over sig selv.

Og han siger det til en global instans, som ingen kan underkende: Verdensopinionen. Mere end to tredjedele af landene i FN's generalforsamling støtter palæstinensernes krav.

Det sker på et tidspunkt, hvor de stærke mister monopol på retten i Mellemøsten: De arabiske regeringer ved godt, at de bliver nødt til at reflektere deres befolkningers holdning til Israel og Palæstina. Israel kan ikke længere dræbe fem egyptiske soldater og flere tyrkiske aktivister uden diplomatiske kriser. Dets ambassader er lukkede i Tyrkiet, Egypten og Jordan. Israel og USA står ikke længere på samme side som det demokratiske momentum i Mellemøsten. De står på de stærkes ret.

Det udstiller Abbas' politiske aktion i FN. Det for alle andre principielt rigtige er i dette tilfælde praktisk forkert. Obamas kamp imod det palæstinensiske forslag er en hyklers tilståelse: Det er en skandale, at dette indlysende krav skulle være urimeligt og urealistisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og i skærende kontrast til Martin Burchardts artikel. Tak for det, Rune Lykkeberg.

Det eneste Abbas kan håbe på er at vinde moralsk, demokratisk og jf. internationale standarder, og at udstille magtens overtrumf af dette.

John V. Mortensen

Læs det lige - een gang til:

"De taler til den demokratiske verden, som om den tager sine idealer alvorligt, og til FN, som om der faktisk er en fælles global handlekraft.

Men det vil den amerikanske præsident ikke finde sig i. Denne gang bliver han udstillet som kynikeren. Han lader magten terrorisere retten".

Abbas taber sikkert, men beholder æren. USA og Israel vinder en æreløshed, som generationer verden over vil huske - i årevis.

Michael Kongstad Nielsen

God artikel af Rune Lykkeberg.

Jeg har prøvet at forstå Israels aktuelle argumenter for, at FN bør afvise Palæstinas ansøgning om statsanerkendelse. Der er tilsyneladende kun dette, at det er imod Osloaftalerne at foretage ensidige skridt (uden aftale). Det logiske modspørgsmål er så, om de fortsatte byggetilladelse til bosætning på Vestbredden og i Østjerusalem ikke er ensidige skridt uden aftale?

Nej, det giver ikke meget mening. Meget tyder på, at stærke kræfter i Israel ikke ønsker nogen fred, men bare lade det udvikle sig som igennem de senere år. Der er også kræfter i Palæstina, der ikke ønsker nogen fred. Hamas er imod FN-initiativet. Men mon ikke verden er ved at være træt at at se på dette skuespil. Og mon ikke USA bliver nødt til et øjeblik at løsrive sig fra deres budgetskænderier i kongressen, og så se at få sat skub i nogle forhandlinger, der virkelig fører til noget.

Ja, det klæder Lykkeberg, når han giver sig i kast med konkrete definitioner af begreberne magt og ret, og misforholdet mellem det man siger, og det man gør. Det må han da også gerne gøre, når han til daglig skriver om dansk politik og samfundsforhold.

Det er lykkedes for Abbas at vise verden at problemet måske hovedsageligt ligger i at USA konsekvent holder hånden under (og over) en israelsk militaristisk og racistisk højrefløj. Så man kan vel sige at konflikten mellem Palæstina og Israel skal finde sin begrundelse i USA's indenrigspolitik

Alan Jørgensen

Rune Lykkeberg indleder meget fint sin artikel med: "Denne gang er det ikke selvmordsterrorister, der skaber skandale. Det er ikke religiøs ekstremisme, som ved FN’s generalforsamling ophidser det gode globale selskab".

Det er "sjovt", at mange skøjter hen denne sætning og direkte videre i teksten. Hvis man skal forstå konflikten, er man nødt til at gøre holdt herved. Efter min mening, må en fred baseres på, at begge parter får tøjlet de ekstreme kræfter. Det må kunne forventes, at Abbas anerkender Israel og holder hus med sine selvmordsterrorister, hvorimod det må forventes af Israel, at de stopper for bosættelserne!

Efter min mening, er det værste, at Abbas' ansøgning er sendt til et FN, som er dybt korrumperet af diktaturstater, som taler med to tunger. Et FN, hvor Irans præsident får lov til at tale om "frihed" i Iransk forstand og svine de vestlige idealer om lighed og frihed, samtidig med, at Iran gøres til formand for FN´s Kvinde Rettigheds Kommission, som efterfølgende alene bringer Israel til fordømmelse og ignorerer Irans Dhimmikrati - FN er vitterligt blevet til "Et partnerskab fra Helvede". Jeg er klar over, at en kommentar som overstående givetvis kan få flere til at fare i flint, men pointen er jo, at op imod halvdelen af FNs medlemslande er diktaturstater, som baserer sin magt på undertrykkelse af kvinder, ytrings- og forsamlingsfriheden, samtidig med at tortur er alment anvendt. Hvordan kan man som skribenten, samt som flittig læser af nærværende dagblad, have så markante holdninger til netop denne konflikt, når en række lande og områder oplever samme gru og rædsler.

Herudover undrer jeg mig over, at ingen ser noget positivt ved, at USA er den største bidragyder til selvstyreområderne og at Israel har øget sin samhandel med områderne markant, hvilket har skaffet velstand i selvstyreområderne. En velstand, som er så høj, at man ser turisme som den største potentielle indtægtskilde i fremtiden for Gaza og Vestbredden. Det er endda så fredeligt, at selv Danmark Røde Dagblad "Arbejderen" promoverer, at folk skal rejse til Vestbredden for at støtte selvstyreområderne og opleve "... moderne caféer og restauranter efter bedste europæiske standard, og der er arabiske kaffestuer med stærkt nedsat tempo og herlige mennesker, og spisesteder med klassiske palæstinensiske måltider – det smager simpelthen herligt. Hele familien deltager i madlavning og servering.

Mange barer og restauranter serverer øl, vin og spiritus. Den palæstinensiske øl, Taybeh, som stammer fra byen af samme navn, smager fortrinligt".

Det glæder mig, at man nu kan rejse til selvstyreområderne, men jeg undres til stadighed over, at dette er muligt i land, som er så sønderbombet og undertrykt af en så agressiv og forfærdelig nabo som Israel.

Jeg vender nu tilbage til udgangspunktet for mit indlæg. Hvis Abbas kan anerkende Israel, holde ro i geledderne af selvmordsterrorister samt Israelerne kan garanteres sikkerhed, de samtidig stopper bosættelserne og man finder en løsning på grænserne, så er det min vurdering, at fred må være en mulighed. Jeg mener dog ikke, at en fred kan være ensidig, og derfor må begge parter også efterleve deres del af aftalen.

Alan Jørgensen.

Flot indlæg med en vis pointe,nemlig nødvendigheden af anerkendelse og fravalg af terror, og det er da godt at USA med den ene hånd sender hjælp samtidig med at de med den anden hånd vil nedlægge veto. Tænk om de en gang for alle satte Israel stolen for døren samtidig med at de bakkede landets ret til eksistens op.
Diktaturstater, tja, alleer ikke nået helt til vores stadie som vi er så stolte af, måske fordi de lever efter eftervirkninger af vores kolonialisme for ikke så mange menneskealdre siden.

Viggo

Er vist ikke helt enig.

Mener ikke det nuværende selvstyre er andet end fascister i forklædning.

Det undre mig, at der ikke er nogen refleksion over, at den sidste israelske offensiv blev brugt til at henrette Fatah-tilhængere.

Hamas er og forbliver en terrororganisation, som slår alle modstandere ihjel.

At jeg gerne ser et frit Palæstina, skal der ikke herske tvivl om, bare ikke med mordere som legitim regeringsmagt.

"Hamas er og forbliver en terrororganisation, som slår alle modstandere ihjel"

Der er vel et par stykker der stadig er i live, eller hur?

At jeg gerne ser et frit Palæstina, skal der ikke herske tvivl om, bare ikke med mordere som legitim regeringsmagt."

Nej, for så ville de jo være ligesom Israel, og det kan vi jo ikke ha.