Læsetid: 12 min.

Den røde utopi er stadig overladt til gaden

Enhedslisten samler flere end nogensinde før, men systemkritikken er blevet væk. For ingen grupper eller bevægelser står på lur for at hive partiet væk fra Folketingets talerstol og ud på barrikaderne. De unge aktivister har lært at være ansvarlige – den vrede vagthund er blevet til en velfærdsbegejstret vovse
Drømmen om det anderledes samfund dyrkes ikke af venstrefløjens organisationer. Den skal findes uden for det politiske liv, i kunsten, i aktivismen og i provokationen.

Drømmen om det anderledes samfund dyrkes ikke af venstrefløjens organisationer. Den skal findes uden for det politiske liv, i kunsten, i aktivismen og i provokationen.

Jakob Dall

17. september 2011

»Johanne er lækker, det sagde du lige før!« siger en pige foran spillestedet VEGA på Vesterbro.

»Arhh,« siger Bobby og kryber længere ned i sin tilknappede trenchcoat. De diskuterer, om de skal ofre en 50'er på at komme ind på stedet, hvor Enhedslisten i aften holder 'midtvejs-valgfest'.

Bobby blev 18 for et år siden. Hans kinesiske forældre er på permanent ophold i Danmark, og først nu har han kunnet få opholdstilladelse i Danmark, hvor han er født.

»Men jeg kan stadig ikke stemme! Kommunen har været over et år om at klare mine papirer,« siger han indigneret, som han henslængt sidder på siden af sit cykelbagagebærer. Selv ville han stemme på Ø:

»Johanne er den næste generation af store politikere.«

»Sammen med Morten Messer-schmidt,« tilføjer hans ven, Michael, der vakler mellem Socialdemokraterne og SF.

Mange af deres venner stemmer radikalt. De synes begge, at de radikale er »lidt for meget ... intrigante.«

»Men Enhedslisten kaster ikke mudder som resten af partierne. Og så er de mindre ...« Bobby kaster et blik rundt på nattehimlen, »snæversynede, hedder det vist.«

Foran spillestedet vokser køen. En kvinde med et fast greb om øl og smøg i den ene hånd og den anden heftigt gestikulerende fortæller sin partner, at stemmeafgivning er vigtig for at undgå spærregrænsen. Det minder om en parringsleg på venstrefløjen. Ingen sag er for tyndslidt til at kunne være anledning til en scoring.

Systembevarere

Festen skal markere 10 års lede ved det borgerlige samfundssyn, som har været ved magten. Og en vej ud af moradset: Danmarks 'invaliderede demokrati', som debattør Carsten Jensen har kaldt det. Men aftenens gæster er også morgendagens systembevarere.

Det ved vi nu, hvor valgets endelige resultat er gjort op, men det vidste vi også i forvejen.

For dagens venstrefløj er uddannelsessystemets vakse hoveder, der har lært at tage ansvar og give konstruktiv kritik. Dem, som har lært at afsky Pia Kjærs- gaards parabolfrygt mere end Lars Løkkes prognoser for befolkningens tid på arbejdsmarkedet. Meget har venstrefløjen lært, men dens villighed til systemkritik er svækket. Den har sejret, men synes også forsvundet.

»Der er kun liberal systemkritik tilbage. Hvor skulle systemkritikken fra venstre da komme fra?« spørger Christopher Arzrouni, der er medstifter af CEPOS og debatredaktør på Børsen.

»Med hensyn til S og SF er systemkritikken forbi. De ersystemet: de offentligt ansatte, embedsmændene, de er repræsentanter for klassen af nydere alt hvad Karl Marx kritiserede,« siger han og tilføjer:

»Enhedslisten holder sig på måtten, fordi der er valg. Men partiet er det eneste, der ikke vil have vækst, og det kan man da godt kalde for systemkritik,« siger han, men påpeger, at han opfatter systemet med dets skatter og regulering som væksthæmmende i sig selv. Enhedslistens støtte til Libyen-aktionen, som holdt i knap to uger, kunne have markeret en afslutning på partiets forsøg på systemkritik, men endte med at holde den i live, mener Arzrouni.

»Jo, partiet formulerer systemkritik, men det er den bovlamme slags.«

Ingen håndbog

Indenfor på VEGA er et partibanner hængt op, så det reflekterer et rødt neonlys. For i aften fejrer partiet sig selv og sin overraskende fremgang. Nogle hundreder står pakket sammen i Vega i Stauningsalen, hvor Johanne Schmidt-Nielsen netop har talt om irakerne i Brorsons Kirke.

»Giv hende lige en ekstra hånd,« lyder det fra konferencieren, så man forstår det. En SF-politiker løber hastigt ind i mængden og råber begejstret til sin ven: »Det her virker som en markant bedre fest end den, vi kom fra.«

Bemærkningen er svær at afvise. Den lille gnalling af et parti med de islandske sweatere og den udskældte hijab holder nu fest på stedet, hvor kronprins Frederik og Mary fejrede deres bryllup i 2004. For den urbane middelklasse har taget partiet til sig. Ligesom den var 'radicool' med Marianne Jelved i 2005 og smaskforelsket i Villy Søvndal i 2007, er Johanne Schmidt-Nielsens beskatningsdrømme i dag blevet byboernes nye tilflugtssted. Mange har glemt, at caffé latte og samtalekøkken engang signalerede overskud. Siden har vi fået de globale finansielle kriser, bankpakkerne og et samspilsramt EU. Men hvordan har Enhedslisten og resten af den yderste venstrefløj udnyttet momentum?

»Jeg kan ikke se oprøret. Og jeg kan dårligt se nogen situation de sidste 25 år, som er mere oplagt for en systemkritik, end den, vi har nu med denne krise,« siger venstrekoryfæet Preben Wilhjelm, der sad i Folketinget for VS mellem 1975 og 1984.

»Vi er kommet dertil, hvor selv Economist laver særnummer om, at nu skal vi til at læse Marx igen. Og konservative kommentatorer i England og Tyskland er begyndt at sige, at det kan da godt være venstrefløjen har ret på nogle punkter. Jeg synes bestemt, der indbydes til systemkritik for tiden,« siger han og uddyber:

»Fra et overskud på statsbudgettet på 60 mia. kr. er vi på to et halvt år raslet til et underskud 85 mia. kr. Det er ikke nogle beslutninger, der er taget i Folketinget. Der er ingen, der har brugt de penge, men det er et debilt finanssystem en systemkonsekvens.«

Også sociolog Rasmus Willig, der forsker i kritik, mener, at oprøret ser ud til udeblive på trods af klodens krisetegn.

»Den store kritik, hvor vi har en helt anden slags system i udsigt, er der ikke. Der er ingen, der har en revolutionær teori, de læner sig op ad; der findes kun reformistisk kritik tilbage. Selv Enhedslisten kan ikke længere påduttes én særlig og identificerbar filosofi som f.eks. marxisme «

For ingen har længere en gennemgribende håndbog for et andet system. Og ingen ser det som et afsavn.

Enhedslisten kræver flest typer af forandringer, lyder reaktionerne. Men systemkritikken lader vente på sig, for venstrefløjen er mest optaget af at tilbagerulle forringelser, der en gang blev rullet frem: velfærdsreform, dagpengereform, terrorlove, pointsystemer.

Klovn som statsminister

En septembertrist dag står 15 aktivister på trappen ved Rådhuset i København med hver deres pink stykke papir, som de alvorligt læser op af. Teksten er en i anledning af valget tilpasset version af et manifest af den amerikanske kunstner Zoe Leonard. De læser op i kor:

 

Jeg vil have en kvinde fra Grønland som

statsminister.

Jeg vil have en med dårlige tænder

og en grim attitude,

en, der har spist den vamle sygehusmad,

en, der er trans

og har taget stoffer

og har gået i terapi

 

Aktionen er let at forbigå og overhøre, som den overdøves af pladsens panfløjtemuzak og blafrende presenninger. Men alvoren i deres blikke får alligevel mange til at stoppe op. En gruppe unge drenge hænger ud ved trappen. Som oplæsningen skrider frem, rejser de sig og kigger forlegent den modsatte vej. Øjnene er helt udspilede og mundvigene brede nok til en passende grimasse.

 

Jeg vil have at vide, hvorfor vi har lært

et eller andet sted på vejen i vores liv,

at en statsminister altid er en klovn:

Altid en kunde, men aldrig en sexarbejder.

Altid en chef og aldrig en arbejder,

altid en løgner,

altid en tyv, der aldrig bliver taget

Drengene på trappen er nu holdt op med at give hinanden lussinger, men lytter blot til oplæsningen.

»De skal få en bad boy som statsminister,« udbryder en kvabset fyr med Converse-sko til de andre.

»Fatter ikke, at statsministeren skal være bøsse og voldtaget,« lyder det undrende fra en høj dreng med træningstøj.

»Lars Løkke?« spørger en tredje.

»Nej, mand! Det er Enhedslisten, jeg ved det,« svarer drengen i træningssættet.

Selv står jeg og prøver at filtrere panfløjterne væk, da en af oplæserne med en næsepiercing pludselig overrækker mig en af de pink sedler.

»Du er med, ikke?« spørger hun insisterende.

»Altså, jeg har allerede fået et papir,« svarer jeg.

»Man har i hvert fald lov at håbe, at det her kommer til at ... virke,« siger hun spagt med blikket rettet ned mod Rådhuspladsens fliser.

Stem ikke!

Oplæsningen er tidligere blevet opført i Riga og i Stockholm, hvor en række politikere, heriblandt den tidligere svenske S-formand Mona Sahlin, tilfældigt kom forbi. Ifølge initiativtager Johanna Gustavsson, der til daglig er billedkunstner i Sverige, er oplæsningsaktionen ikke specielt rettet mod det danske valg.

Det er hele repræsentationen i hele det politiske system, den er gal med, forklarer hun: »Med aktionen vil vi gerne indføre et andet perspektiv i valgkampen om f.eks. rettigheder til transseksuelle og asylansøgere.«

I skriver, at I vil forestille jer magten som andet end en heteroseksuel, hvid mand. Er det ikke godt nok, at statsministeren i landet er en kvinde fra Ishøj?

»Det her er vores feministiske ønskeliste til, hvad en statsminister blandt andet skal have oplevet, før vi reelt tror på hensigterne. Når det er sagt, handler aktionen mere om at finde sammen i det offentlige rum, der bliver stadig mere privatiseret, end en egentlig kritik af det politiske system.,« siger hun.

Ifølge Mikkel Bolt, der er venstreradikal kunsthistoriker på Københavns Universitet, bør man ikke stemme. Men sådanne aktioner kan godt bruges til at kritisere etablerede sandheder i det politiske system:

»Det er kreativ dissens, der forvirrer den accelererede valgmaskine. Fordi aktionen formår at sætte sig udenfor. Og fordi den også stiller spørgsmålstegn ved de valg, vi har, og om det er en form for ikke-valg? Det er sundt, som et kreativt kunstpolitisk indslag,« siger han.

»Problemet er, at selv om der er den slags initiativer, er der stadig alt for mange, der ender med at stemme. Jeg ville foreslå en slags abstentionisme, hvor man ikke stemmer, for at undgå at bakke op om det etablerede nationaldemokrati. Den diskussion burde Enhedslisten også tage. Men det gør de ikke, for de bevæger sig indenfor en allerede etableret horisont, og så forsvinder det systemkritiske perspektiv,« siger han.

Men er det ikke et absurd krav til et politisk parti?

»Jo, på sin vis. Men Enhedslisten kan ikke udfordre den etablerede politiske horisont. Det er for høj grad et sammenrend af gamle kommunister og økoflippere. Hvis det virkelig var en progressiv organisation, skulle de have opløst sig selv for mange år siden.«

Kritik som stiløvelser

Oplæsningsaktionen er symptomatisk for meget af det, der sker blandt aktivistgrupper. Her har symboler og tekst fået forrang over for gamle protestformer som demonstrationer.

Man så det for nylig, da Vesterbro-galleriet V1 inviterede den amerikanske gadekunstner Shepard Fairey til København for bl.a. at male på gavlen ved byggetomten på Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset tidligere lå. Han valgte at skrive 'Peace' flankeret af tallet 69, hvorefter værket blev udsat for omfattende hærværk med den begrundelse, at samarbejdet mellem Københavns Kommune og Ungdomshuset stadig ikke var fredfyldt. Et kompromis blev lavet mellem aktivister og gadekunstneren, og sammen tilføjede de 'Intet glemt. Intet tilgivet. 69' som erstatning for det tidligere fredsbudskab. Et andet sted i bydelen er et ældre vægmaleri med udsagnet 'BZ DIN BY' erstattet med ordene 'Letter Benders' eller 'bogstavbøjere' på dansk.

De aktivistiske gruppers kritik virker som stiløvelser i tekst, som man lærer det i skolerne. Politik er blevet symbolanalyse og performancekunst, og performancesproget skal man forstå for at se kritikken.

Men hvad blev der af den systemkritiske venstrefløj, der ikke elsker stat og nationalisering og hellere vil ud på gaderne og råbe allerhøjest? Den, som Enhedslisten selv lovpriser i sit principprogram: »Forudsætningen for politiske resultater er massive udenomsparlamentariske mobiliseringer.«

Sidste weekend holdt venstrefløjsstedet Folkets Hus på Nørrebro 40-års fødselsdag. Her var burgere, fadøl og en hoppeborg til børnene. Hvis systemkritikken ledsagede festlighederne, var den i bedste fald lavmælt.

Men systemkritikken fra venstre er ikke til at skimte, mener Bente Hansen, der i over et halvt århundrede har engageret sig i og fulgt venstrefløjen. Sidste gang hun var medlem af et politisk parti var i 1970, hvor hun meldte sig ud af VS. Begrundelsen var, at hun er mere interesseret i bevægelser uden for parlamentet, for her er systemkritikken historisk vokset frem, siger hun og nævner arbejder- og kvindebevægelsen såvel som Mogens Glistrups skattenægterbevægelse. Sådan ser billedet bare ikke ud i dag.

»De aktivistiske grupper er meget svage for øjeblikket og gisper efter vejret. Der er ikke rigtig nogen venstrefløjsbevægelse. Det er ikke en periode, hvor bevægelser presser partierne udefra. Det savner jeg. Nogen, der tilfører det nye prikker partierne på ryggen og minder dem om, at der skal mere konsekvens og nye perspektiver,« siger Bente Hansen og tilføjer:

»Du ser meget få politiske aktioner, der minder folk om, at der er andre perspektiver på verden.«

Hun tror dog ikke på, at bevægelser uden for parlamentet kan opnå særligt meget i sig selv.

»Parlamentet er der, hvor alting besegles. Man kan ikke gå til valg på, at der skal vendes op og ned på samfundet i en nærmest revolutionsagtig tilstand. Det lader sig ikke gøre, kun i folks drømme. Alle forandringer sker igennem Folketinget, og hvis det skal forandres tilbage, så er det også herigennem. Sådan er vilkårene, og så må det gå så langsomt eller hurtigt, det nu kan,« siger hun og tilføjer:

»Enhedslisten er blevet mere realistiske i forhold til parlamentariske regler. Ikke mere højredrejede. Man flagrede mere med partiprogrammerne i gamle dage.«

Bente Hansen fortæller, at hun i mange år opfattede kvindebevægelsen som en evig aktion på gaderne. Men en dag i starten af 80'erne blev hun hevet til side af Ragnhild Andersen, der sad i Folketinget for DKP i efterkrigstiden: »Får du så dit børnebidrag udbetalt a conto af kommunen?« ville hun vide, »det er en af de sager, vi kæmpede hårdt for parlamentarisk i 50'erne«.

»På det tidspunkt havde jeg ikke skænket det en tanke, at der skal det hårde lovgivningsled til. Jeg havde jo ikke klaret mig som enlig mor uden den lov.«

Hun tror dog først og fremmest, at nye tanker og systemkritiske indfald vil komme andre steder fra - måske fra Det Arabiske Forår, hvis konsekvenser hun stadig er i tvivl om: »Mens vi sidder her på vores gamle og europæiske, brede røv, sker der noget en masse andre steder. Vi bliver nok ikke lige revolutionens fortrop i vores gamle støvede afdeling af verden.«

SOSU'er og systemkritik

Presse- og strategisk rådgiver hos Enhedslisten, Pelle Dragsted, ser partiets krav om, at staten skal overtage bankerne, som en systemkritisk pointe. Samtidig er han enig i, at partier stagnerer, hvis ikke de bliver skubbet af bevægelser udefra.

»Der er da ingen tvivl om, at homobevægelser har sat en homopolitisk dagsorden, der har haft betydning for partierne. At miljøbevægelsen har spillet en stor rolle i, at det blev en politisk dagsorden.«

»Jeg mener selv, at mange af de bredere sociale velfærdsbevægelser godt kan have elementer af systemkritik i sig,« siger han og nævner 3F og FOA, der er i gang med at genetablere sig som aktivitetsbårne bevægelser. Han ser det som en repolitisering af fagbevægelsen, der er ny.

»Og så er der de spontane bevægelser, som sosu'ernes strejke i Holstebro. De konstaterede, at det var absurd, at de kunne gå over og arbejde i en fabrik og så tjene mere, end de kunne få for at passe vores gamle. Det er jo ikke en formuleret systemkritik, men det er en kritik af, hvordan ting værdisættes.«

Tilbage på VEGA står et gråhåret par i 60'erne og gramser på hinanden til lyden af rapperen Pato. Ved siden af står en overrislet teenager, der kæmper med skvulpene fra sit ølglas.

»Jeg har boet på Nørrebro i 12 år, og der var faktisk kun nogle, der prøvede at rulle mig én gang. Men så var min telefon så grim, at de måtte give mig den tilbage. Lad os hylde min hjemstavn,« griner han fra scenen og tager sig til brystet:

»Normalt ville man sige 'hva' så, VEGA', men vi er ikke VEGA i aften. Vi er ENHEDSLISTEN!« råber han til stor jubel. Tre unge på første parket løfter straks deres iPhone, for at forevige kunstneren.

Udenfor holder tre piger på 20 rygepause fra festen.

Sarah går på Det Fri Gymnasium og har været medlem af Enhedslistens ungdomsorganisation i nogle år.

»Jeg har altid syntes, det var vildtflabet at kalde Enhedslisten for en vagthund. Ingen partier vil jo i Folketinget bare for at have fire mandater,« argumenterer hun, mens hun tegner cirkler med hænderne.

»Hvem gider stemme på en ... vovhund?« siger hun og griner.

Hendes veninde Aya læser filosofi og driver et galleri. Hun er nyt medlem.

»Partiet var megetkompromisløse engang. Det er de heldigvis ikke så meget længere,« siger hun.

Alligevel er partiet ikke blevet mere midtsøgende, mener de. Til gengæld har Johanne Schmidt-Nielsen udfyldt et vigtigt tomrum efter den tidligere Enhedslisten-politiker og nu socialdemokrat Pernille Rosenkrantz-Theil.

Men fremgangen skyldes mest politikken: partiets job- og klimaplaner. De er veltalende og har læst programmet og siger ofte 'konsensus'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Zoe Leonards fine tekst kan findes her både i original og i den uforkortede danske. At den primært fokuserer på homoseksualitet er egentlig en biting, det primære at at få en person frem på posten, der har levet med livets skyggesider.

"Er det ikke godt nok, at statsministeren i landet er en kvinde fra Ishøj?" LOL

I øvrigt mangler artiklen kommaer, på grænsen til det meningsforstyrrende.

/O

Leopold Galicki

Den røde utopi er stadig overladt til gaden. Ja!

I den skrivende stund foregår der demonstrationer i New York under parolen ”Besæt Wall Street” og ”Global revolution”. Nogle hævder der er op til 60 000 på gaderne i New York. Politiet siger der er tale om få tusinde. Der er ”on line livestreams” fra gaderne, m.a.o. direkte video. Organisatorerne hævder, at massemedierne enten er udsat for eller selv foretager ”blockout” af det der sker/begivenheden over en bred kam.

Prøv at finde en information i ”Information” om hvad der nu i disse timer sker i New York. Nul og niks, også i DR.
.
I går, den 17. september, var der i forbindelse med mødet af EU-landenes finansministre i Wroclaw, Polen, en stor demonstration - 20.000 mennesker ifølge politiet. Fagforeningsfolk fra flere EU-lande kom for at vise deres utilfredshed med arbejdsløshed, elendige lønninger og dårlige arbejdsforhold.Har man fortalt om det i de danske massmedier?

Har vi så her med marginaliseringen af den røde utopi overladt til gaden at gøre? Har vi her med marginaliseringen af bestemte informationer/nyheder at gøre?

Har vi her at gøre med en iøjefaldende forværring af demokratiet? Et forholdsvis upartisk og fri information er demokratiets grundvold, ikke sand? Hvad sker der?

Søren Kristensen

En utopi er noget der ikke kan lade sig gøre og derfor er det gældeligt at de unge af idag bruger deres tid på noget mere fornuftigt.

Leopold Galicki

Søren Kristensen,

Det er rigtigt nok, at en utopi handler om det uopnåelige perfekte samfund. Spørgsmålet er dog, hvorvidt man skal opgive forsøg på at nærme sig det perfekte - være på vejen frem og ikke tilbage.

at bla.a. folkehøjskolerne kunne forandre sig og
forandres til socialistiske folkehøjskoler,
var blandt nogle jo en slags "utopi".

og hvis det skal ske, må land- og byrarbejderne,
i langt større tal end nu, tage på folkehøjskolerne.

---

formodentlig er mange af årsagerne til at mange af arbejderne ikke så meget tager på folkehøjskoler:

at arbejderne formoder at folkehøjskolerne alle, bare er noget ligesom kristendommen: designet til at sløve arbejderne så de ikke forener sig og laver revolution.

kristendommen: designet til at sløve land og byarbejderne så de ikke forener sig og revolterer: (gen)vender;

så land og byarbejderne bør i stedet spørge;

skal vi, de forenede land og byarbejdere, eller astrologien bestemme ?

langt de fleste arbejdere er bla.a. “lidt” trætte af

samfundsordener hvor de borgerliges børn,

de facto, altså i virkeligheden, får bedre

udviklingsmuligheder end børn af arbejdere.

det er nu næppe sådan at den røde utopi er overladt til gaden,

især fordi der næppe bør haves megen tillid til meldinger i 1980'erne om communismens ophør

det er let at regne ud at meldingerne i 1980'erne om communismens ophør, kun var medieopspind:

fordi det store flertal af mennesker i lande med fælleseje til de fleste af de væsentlige produktionsmidler ville jo ikke godtage en sådan forandring

forslag:

to hundrede, ved offentlig, almindelige

lodtrækninger, tilfældigt udvalgte mennesker;

udarbejder, bla.a. ved at de bruger crowdsourcing,

forslag til ny forfatning

de borgerlige burde gå med til det, ellers kommer der jo nok meget sikkert andre
fremgangsmåder:

de spilteoretiske og praktiske odd’s for de proletariseredes
( = de sandsynligste kommende magthavere )

modstandere

( skitseagtigt beskrevet med nogle uddrag fra det kommunistiske manifest;
som bør læses i helhed )

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

–––—

altså: at de som gør modstand mod sådanne

oprør, har før eller siden, tabt.

–––—

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

––––

Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.

Vibeke Nielsen

Jeg bliver helt trist til mode af at læse den her artikel.

Der står en gruppe hvide middelklassekvinder med optimal mundhygiejne og lange videregående uddannelser og ærgrer sig over, at en kvinde med dårlige tænder og en grim attitude ikke er statsminister. Måske skal man starte i ens egen gruppe, hvis man vil ændre verden...

Hvorfor er kvinden med tænderne og attituden ikke med i deres venindekreds? Hvorfor blev hun aldrig deres studiekammerat? Hvorfor legede de ikke med hende, da de var små? Hvorfor kommer deres børn ikke til at gå i klasse med hendes datter? Hvorfor udstiller hun ikke på Statens Museum for Kunst lige som Zoe Leonard, der i øvrigt selv har et blændende hvidt og sundt tandsæt, statussymbol nr. 1 i USA...?