Læsetid: 4 min.

Vi er et samfund af stærke individualister

Den øgede individualisme har styrket det danske samfunds sammen­hængskraft, skriver Bo Lidegaard i sin inspirerende og anbefalelsesværdige fortælling om Danmark i det 20. århundrede
Den indre front. I Bo Lidegaards optik havde personer som P. Munch, Hartvig Frisch og Thorkild Stauning i særlig grad sans at opbygge en indre front, der kunne modstå en ydre trussel og eventuel en besættelse. Her er det folkestrejken i august 1943, der fø™rte til samarbejdspolitikkens sammenbrud.

Den indre front. I Bo Lidegaards optik havde personer som P. Munch, Hartvig Frisch og Thorkild Stauning i særlig grad sans at opbygge en indre front, der kunne modstå en ydre trussel og eventuel en besættelse. Her er det folkestrejken i august 1943, der fø™rte til samarbejdspolitikkens sammenbrud.

17. september 2011

Det moderne Danmark bliver født ud af nederlaget i 1864. Det slås endnu engang fast i Bo Lidegaards inspirerende og anbefalelsesværdige bog En fortælling om Danmark i det 20. århundrede. Nederlaget i 1864 udgør så at sige nøglen til forståelsen af dansk historie gennem det 20. århundrede. Det var de nationalliberales Slesvigpolitik, der førte Danmark hen til afgrundens rand i 1864. Og synet af denne afgrund satte sig som en grundakkord i dansk politik i mere end 100 år.

Da folket tog over

De første 50 sider af Bo Lidegaards bog handler om det 19. århundrede, nærmere bestemt om perioden fra 1864 til 1901. Det var i den periode, at bondestanden og grundtvigianismen lagde fundamentet til det moderne Danmark. Det skete under slagordet »Hvad udad tabes, skal indad vindes.« Der blev oprettet højskoler, etableret andelsmejerier og -slagterier, og med systemskiftet i 1901 overtog Venstre det politiske ansvar for landets ledelse. Fra midten af 1920'erne var det arbejderne, der under slagordet »Kræv din ret, og gør din pligt« tog over som samfundsformende kraft. I tæt samarbejde med Radikale Venstre begyndte Socialdemokratiet at opbygge velfærdsstaten, hvis endelige gennembrud kom i 1970'erne. På samme tidspunkt meldte kvinderne sig for alvor på banen som en drivkraft i den videre udvikling af det danske samfund.

I Bo Lidegaards fortælling om Danmark udgør den 2. oktober 1972 en slags afslutning på det 19. århundrede. Det var ikke kun Danmarks optagelse i EU (dengang EF), der markerer begyndelsen på en ny epoke, det var også Jens Otto Krags afgang som statsminister den 3. oktober. I modsætning til en meget udbredt opfattelse peger Bo Lidegaard på Jens Otte Krag som bærer af kontinuitet i Socialdemokratiet i modsætning til hans efterfølger Anker Jørgensen, der repræsenterer et brud med partiets tradition.

Det originale ved Bo Lidegaards fortælling er ikke, at 'folket' først bønderne, dernæst arbejderne ses som den kraft, der har formet Danmark gennem det meste af det 20. århundrede. Det er gjort utallige gange, om end sjældent så indsigtsfuldt og veloplagt som i denne bog. Nej, det originale er derimod, at han anskuer Danmark som et produkt af såvel indre som ydre faktorer. Danmark skabes ikke kun af mennesker, der lever i landet, men også af mennesker, der lever udenfor, primært af de nærmeste naboer.

Den indre fornt

Bogens afgørende pointe er, at den danske stats evne til at opretholde sin suverænitet udadtil afhænger af statens organisering indadtil, og ikke mindst om der i samfundet kan skabe samling om fælles værdier. Hvordan sikre og opretholde de enkelte individers loyalitet og følelse af medborgerskab er statsmandskunstens grundlæggende spørgsmål. I Bo Lidegaards optik havde personer som P. Munch, Hartvig Frisch og Thorvald Stauning i særlig grad sans for denne kunstart. De forstod betydningen af at opbygge et nationalt og demokratisk fællesskab en indre front der kunne modstå en ydre trussel og eventuelt en besættelse. Det mere end antydes, at Anders Fogh Rasmussen med sine 'får og bukke' ikke beherskede denne kunstart.

Med nederlaget i 1864 blev Danmark en småstat i Europa og nabo til verdens stærkeste militærmagt i form af et samlet og militaristisk Tyskland. Hvordan leve med en sådan nabo? Svaret på det spørgsmål udgør en rød tråd i En fortælling om Danmark i det 20. århundrede. Mens det var Slesvig, specielt den del, vi kalder Sønderjylland, der udgjorde et yderst kildent problemet helt frem til Anden Verdenskrig, blev det efterhånden Grønland, der overtog Slesvigs plads dog uden at befolkningen fik det grønlandske problem ind på livet på samme måde som det slesvigske. Dels er Grønland langt væk, dels opfattes USA's interesser i Grønland ikke som en trussel mod dansk suverænitet på samme måde som Tysklands tidligere interesser i Slesvig.

Fremgangens århundrede

At Folketinget og i videre forstand befolkningen ikke altid blev delagtiggjort i vitale problemstillinger vedrørende dansk suverænitet, er der markante eksempler på. I 1906 førte Venstres statsminister I.C. Christensen således per stedfortræder hemmelige forhandlinger i Berlin for at opnå en tysk garanti for at Danmark kunne forblive neutralt, og i 1957 indgik Socialdemokratiets statsminister H.C. Hansen en hemmelig aftale, der tillod USA at bruge Thule som base for atomvåbenbærende fly.

Bo Lidegaards fortælling om Danmark i det 20. århundrede tegner et billede af næsten hundrede års konstant fremgang. Denne fremgang har ikke blot ført til øget materiel velstand, men også til øget individualisering. Det er i høj grad velfærdsstaten, der har bidraget til denne individualisering. Den velfærdsstat, der af mange kritikere anklages for at være et socialistisk og kollektivistisk projekt, har i Bo Lidegaards optik frigjort det enkelte menneske fra tidligere tiders bindinger i en grad, hvis lige næppe findes noget andet sted i verden. I modsætning til megen konventionel visdom hævder Bo Lidegaard, at individualismen ikke har ført til en samfundsødelæggende egoisme, tværtimod har individualismen i de nordiske velfærdssamfund givet større sammenhængskraft, end man finder i mange andre europæiske samfund.

Sammenhængskraften

»Vi er et samfund af stærke individualister,« hævder Bo Lidegaard i bogens sidste kapitel. Dog tænder han også en advarselslampe. For selv om øget individualisme har bidraget til at øge sammenhængskraften i Danmark, er det ikke givet, at denne kobling kan fastholdes, idet den er under pres af »de voksende forventningers utilfredshed.« Den selvdisciplin, som tidligere »holdt den gamle nationale konsensus sammen«, synes at være under nedbrydning, hvilket har medført alles kamp mod alle for »mere frihed, færre pligter og større forbrugsmuligheder«. Det antydes dermed, at den største trussel mod det danske demokrati nu kommer fra forbrugsidentitetens sejr over borgeridentiteten.

Den morale, som Bo Lidegaard uddrager af det 20. århundredes danske historie, er følgende: Frem for at tro, der findes en enestående dansk model, som skal videreføres i det 21. århundrede, skal vi bygge videre på de enestående erfaringer, vi har gjort med at »bygge samfund på grundlag af sammenhængskraft, velfærd og demokrati«. Smukkere kan det næsten ikke siges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Den selvdisciplin, som tidligere »holdt den gamle nationale konsensus sammen«, synes at være under nedbrydning, hvilket har medført alles kamp mod alle for »mere frihed, færre pligter og større forbrugsmuligheder«."

Øh ja, det var vist det vi i gamle dage kaldte jungleloven, og er iøvrigt fuldstændig som AFR øskede det.
Spis eller bliv spist. Det ender ret sikkert i krig og ballade.

Mon ikke Bo Lidegaards bog er den bedste kilde til forståelse af den særlige tænkemåde, der er det radikale venstres? De stoute individer, der står sammen om at få Danmark til at fungere, og som gør deres pligt uden at kræve for meget ret til gengæld.
Overfor det står det ægte demokratiske, der synes, at den private foretagsomhed ikke skal udgøre for meget af menneskelivet, at man skal trække på samme hammel og fordele det fælles udbytte, fordi det i realiteten er mere end tilstrækkeligt til alle. Derfor er der også plads til betydelig frihed! Et 'når man har gjort sin skyldighed, har man fri'-samfund, som også tager højde for, at der slet ikke er arbejde til alle og aldrig har været det, heldigvis.

Monty Phyton, Life of Brian :

Brian: Look, you've got it all wrong! You don't NEED to follow ME, You don't NEED to follow ANYBODY! You've got to think for your selves! You're ALL individuals!
The Crowd: Yes! We're all individuals!
Brian: You're all different!
The Crowd: Yes, we ARE all different!

Man in crowd: I'm not...

The Crowd: Sch!

Det er tydeligvis ideen, at man vil arbejde for et helt andet samfund fra radikal side - modellen er ikke god nok med den basale sikkerhed, den giver alle i samfundet, nej, vi skal endnu engang starte forfra på dette sisyfosarbejde, selvom vi er mange - et flertal? - som ikke ønsker andet end at vende tilbage til de vilkår, der gjaldt før 1994.