Læsetid: 9 min.

Man skal skamme sig over at blive skilt

10 svenske kvinder brugte ord som lykke og frigørelse, da de i bogform skulle beskrive deres skilsmisse. Men det er åbenbart stadig stærkt tabuiseret og voldsomt provokerende
Lykke. Godt 40 procent af alle ægteskaber i Sverige ender i skilsmisse. I sidste uge fulgte der i kølvandet på antologien 'Happy happy — en bok om skilsmässor', hvor 10 kendte kvinder beskriver deres skilsmisse, en ophedet debat, da bruddet har ført til et bedre liv.

Lykke. Godt 40 procent af alle ægteskaber i Sverige ender i skilsmisse. I sidste uge fulgte der i kølvandet på antologien 'Happy happy — en bok om skilsmässor', hvor 10 kendte kvinder beskriver deres skilsmisse, en ophedet debat, da bruddet har ført til et bedre liv.

Jakob Dall

17. september 2011

De er egoistiske. Selvoptagede. De vil åbenbart hellere gå til yoga og drikke vin med veninderne end at tage ansvar for deres børn. På trods af at godt 40 procent af alle ægteskaber i Sverige ender i skilsmisse, var det en ophidset debat, der i sidste uge fulgte i kølvandet på den nye antologi Happy happy en bok om skilsmässor,hvor 10 kendte kvinder beskriver deres skilsmisse.

»Lad os være ærlige her,« skrev klummeskribenten Natalia Kazmierska i formiddagsavisen Aftonbladet, der selv blev gift i den katolske kirke til tonerne af Ave Maria: »En skilsmisse er at bryde et løfte. Det er, hvad det handler om. Uanset om man har udvekslet diamantbesatte tåringe ved et strandbryllup, eller om man har skrevet under på et papir på et kommunekontor i Västerås.«

Kristdemokraten Charlie Weimers mente i Dagens Nyheter, at bogen var en latterlig hyldest til skilsmissen. »Skilsmisser destabiliserer samfundet«, og desuden, påpegede han, viser forskningen, at børn i skilsmissefamilier får »dårligere karakterer, er mindre tilbøjelige til at tage en lang videregående uddannelse, har et det dårligere psykisk og har større risiko for som voksne at opleve, at deres egen familie går i opløsning«. Imens kritiserede klummeskribenten Sanna Lundell antologiens bidragyderes holdning til, at »hver anden uge: livet er the shit«, og deres beskrivelse af »det nye herlige liv bestående af saliggørende ensomhed, egen lejlighed at indrette, sovemorgener, crazy festaftener og genvundet ligestilling«.

»Jeg troede, vi var kommet længere,« lyder svaret fra Maria Sveland, en af de to redaktører bag antologien. En bog, der ifølge Sveland har til formål at beskrive den glæde, styrke og frihedsfølelse, der midt i al sorg, smerte og skyld kan komme ud af en skilsmisse.

»Jeg troede, vi var kommet længere end til sådan en katolsk 1800-talsholdning til ægteskabet om, at vi skal leve sammen til døden os skiller,« siger hun og påpeger, at en skilsmisse også kan være frigørende midt i alt det sorte.

»Det var det perspektiv, vi syntes manglede i debatten i dag. Og den debat, der er kommet nu viser, at det åbenbart stadig er kontroversielt at sige,« siger Sveland, der understreger, at bogens udgangspunkt er lyst. Både den seksuelle og den lyst, der handler om, at man som kvinde kan synes, det er fantastisk med egen tid hver anden uge.

»Men det er åbenbart stadig tabuiseret og virker enormt provokerende på nogle. Alt det negative ved skilsmissen er derimod ret velbelyst.«

Ingen tager det let

En hurtig Google-søgning bekræfter umiddelbart Svelands tese. »Skilsmisser smitter«, lyder en overskrift. »Skilsmisser koster samfundet dyrt«, lyder en anden. »Skilsmisser skaber boligproblemer«, »Mænd bliver tykke af skilsmisser«, »Bo i provinsen og undgå skilsmisse«, »Skilsmisser gør gammel før tid«, »Skilsmisser giver rynker«.

»Samfundet forventer nærmest af en, at man skal opføre sig som en sørgende enke og skamme sig efter en skilsmisse,« siger Sveland. Der er en vedtaget samfundsmæssig norm, mener hun, at ægteskabet er lig med lykke, og at skilsmissen er lig med ulykke.

»At ægteskabet betyder social vellykkethed, mens skilsmissen betyder det modsatte, nemlig social mislykkethed,« siger Sveland, der fortæller, at det spørgsmål, hun har fået flest gange, handler om børnene, og at den anklage, hun oftest har skullet forsvare mig imod, at hun og hendes medforfattere ignorerer barnets tarv.

»Det er min klare overbevisning, at folk ikke bliver skilt uden videre. Man siger ikke bare: 'Nu blev det lidt kedeligt her i vores forhold, nu vil jeg skilles'. De allerfleste, der gennemgår en separation, ælter det frem og tilbage i lang tid, inden de træffer deres beslutning. Og er der børn, så er den første tanke: 'Shit, hvad kommer det her til at betyde for børnene'.«

Lykke som rød klud

Det var da også det lille ord 'lykkelig', folk stejlede over i Danmark, da forfatter og folketingskandidat Signe Wenneberg sidste år udgav sin bog Lev livet selv.

»Det var åbenbart provokerende, at jeg kunne finde på, at bruge ordet lykkelig. Det overraskede mig virkelig, at det ord er en rød klud i sammenhæng med skilsmisser,« siger Signe Wenneberg, der mener, at der i Danmark hersker en norm om den sande og ægte måde at være familie på. For selv om der er 37 forskellige familieformer, er der kun en, der er rigtig, og når man så bliver skilt, skal man helst lægge sig ned på gulvet og græde over det.

»Der er eksempelvis ingen statsministerkandidat-familie, der består af to kvinder og syv børn. Og der er ingen, der ville fremlægge et skatteforslag, der handler om, hvad to kvinder og syv børn vil få ud af en skattereform. Det handler om normalfamilien: to voksne og to børn. Og det bliver vi mindet om hver eneste dag i medier, i reklamer, i film og litteratur. Endda når vi køber ind.«

Det er en norm, der er blevet internaliseret. Og derfor kan bøger som Wennebergs og Svelands stadig provokere selv i år 2011, hvor skilsmisser nærmest er blevet så almindelige, at de fleste oplever en selv, mener Allan Westerling, der har skrevet ph.d.-afhandling om balancen mellem individ og fællesskab i familien ved Institut for Center for Barndoms- og Familieforskning ved RUC.

»De, der bliver skilt oplever det oftest som en tragedie og som noget, der skulle være undgået, fordi idealet jo er et samliv omkring et fællesskab, en hverdag og en historie og i de fleste tilfælde et fællesskab omkring børnene. Og så bliver det jo til en mangel at blive skilt,« siger Allan Westerling. På den måde er den udvendige kulturelle norm blevet et inderliggjort ønske.

»Det er jo ikke, fordi en skilsmisse er moralsk tvivlsom i vores skandinaviske velfærdsstater, ligesom den for eksempel er i katolske lande, hvor den bliver til, at man har svigtet Gud. Men man opfylder ikke det kulturelle billede af, hvad det gode familieliv, det gode samliv og det gode børneliv er.«

Og det var præcis det billede, Børnerådet dokumenterede for noget tid siden, da de undersøgte, hvad børns billede af en rigtig familie egentlig var. Halvdelen af børnene, der gik i femte klasse, svarede, at de ikke ser sammenbragte familier som 'rigtige familier', og at kernefamilien er den bedste familie.

»Når børnene svarer, som de gør, er det ikke, fordi de mener, at det er den moralsk mest rigtige familie. De kigger på, hvad 'familie' betyder. Men når du så ser lidt nærmere på undersøgelsen og på, hvad børnenes egne erfaringer er med at leve i en familie, så er det ikke, fordi de, der lever i skilsmissefamilier, oplever sig som specielt ulykkelige eller forkerte. Men kernefamilien bliver til billedet af det ideelle sted, hvor konflikterne ikke hersker. Den samme længsel efter en idealfamilie gør sig gældende hos adoptivbørn, også selv om der i idealfamilier forekommer masser af problemer og svigt.«

Perfekte forældre findes ikke

»Vi håber, at alle I, som endnu ikke er blevet skilt, vil være inspirerede eller i det mindste mindre bange, når i en dag træffer beslutningen om at gå videre, fremad og opad mod uanede højder,« skriver Maria Sveland og bogens anden redaktør, Katarina Wennstam, i antologiens forord. »Livet er et eventyr, og det er ganske dejligt at få lov til at følge med.«

Og det er sådan, de 10 bidragydere beskriver skilsmissen: Som en frigørelse. Både fra normernes snærende bånd, men også fra manglende ligestilling i parforholdet.

»Jeg følte mig som et übermensch,stærk og uovervindelig, en superhelt. Jeg klarede sågar, at sætte hylder op på væggen. Det er helt til grin, at jeg aldrig har gjort det tidligere,« skriver Maria Sveland selv, som om ægteskabet havde holdt hende nede.

»De skriver om deres skilsmisser som en frihedsrevolution,« skriver Britta Svensson, lederskribent i Expressen. »Men så er det, man spørger sig selv, hvorfor de ikke var frie fra begyndelsen? Hvorfor blive gift, hvis det er sådan et fængsel,« skriver hun og sammenligner de ældre af antologiens bidragydere med de yngre, hos hvem hun ser en helt anden selvbevidsthed. Den tidligere partileder for det feministiske parti Feministisk Initiativ, Gudrun Schyman, for eksempel: »Jeg har aldrig været gift i juridisk forstand,« skriver Schyman i antologien. »Hvorfor? Modspørgsmålet er: Hvorfor skulle jeg det? Jeg er ikke religiøs og har ikke brug for at blande Gud ind i mine forhold.«

Og Britta Svensson skriver, at »sådan ræsonnerer en kvinde født i 1948 om sit forhold til mænd. Det mærkelige er, at de, der er født tre årtier senere, oplever deres valgmuligheder som så meget mindre«.

Men hvordan kan skilsmissehistorier stadig blive til frigørelseshistorier i 2011? Skilsmissens natur har ændret sig, mener ligestillingsforsker ved RUC, Karen Sjørup.

»I 60'erne og 70'erne blev kampen ført om opvaskebaljen. Kvinderne ville ikke hjem til kødgryderne og husmoderfælderne som potteplanter og nystrøgede gardiner. Det var det, vi gjorde oprør mod,« siger Karen Sjørup, der dengang selv var med i af rødstrømpebevægelsen.

»Men den store forskel var, at kvinderne ikke havde pengene, og det har de i dag. Så i dag kan man sige, at frigørelsen ikke kun handler om en frigørelse fra manden, men måske i lige så høj grad kan handle om, at man gerne vil arbejde, at man vil dyrke sine interesser og bruge byen. Det er en frigørelse, der handler om den forlængede ungdom,« siger Karen Sjørup. På den måde er skilsmissen gået fra at være et kollektivt til at være et individuelt projekt, hvilket også kan skyldes, at man i dag går ind i et ægteskab med en lang historie bag sig. Der har været studier, arbejde, græske øer og skiferier.

»Man har indøvet et liv, som er på ens egne betingelser og med egen økonomi, der måske gør det sværere at acceptere den form for indeburethed i et ægteskab.«

Vi stræber efter anerkendelse

Som eksempelvis forfatteren Åsa Larsson beskriver det i bogen: »Det var kærligheden til mig selv, der fik mig til at tage skridtet ud af min kernefamilie.«

Og det er sådan, langt de fleste oplever skilsmissen, mener Allan Westerling, der i forbindelse med sit ph.d.-projekt interviewede en lang række personer, der var blevet skilt.

»Vi stræber efter en form for anerkendelse at opnå og etablere forbindelse til mennesker, som forstår og genkender os, og som vi føler, vi kan være os selv med. Og det ideal er også blevet idealet i forhold til skilsmisser. Det handler meget om ikke at høre til der mere eller ikke at kunne være sig selv sammen med den person, man bliver skilt fra.«

Men hvorfor beskriver Maria Sveland stadig skilsmissen som en frigørelsesproces for kvinder i 2011?

»Fordi familiekonservatismen er stærkere end nogensinde før,« lyder hendes svar.

»Gudrun Schyman nævnte forleden, at de reaktioner, vi har set på bogen i de her dage, aldrig nogensinde var forekommet i 60'erne og 70'erne. Dengang var der en helt anden radikal tidsånd, og det, vi ser i dag, er et klart backlash.«

Hvorfor er der kun kvinder med i bogen?

»Vi ville fremhæve den glæde, man også kan føle i en skilsmisse, og når man ser på forskning om, hvem der tager initiativ til skilsmisser, og hvem der får det bedre af en skilsmisse, så er det typisk kvinder. Mænd har det ofte meget dårligere efter en skilsmisse, mens kvinder ofte har det dårligere som gifte.«

Men billedet er ikke entydigt. Som skue-spilleren Mia Skäringer skriver i sit bidrag om sin otteårige datter: »Jeg ved, at jeg har været årsag til hendes tårer, men også at perfekte mødre ikke findes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Jeg glædes stadig over at min mor smed min far ud. Vi fik alle et bedre liv af det. Men jeg skal aldrig selv skilles! For det vil min families liv ikke blive bedre af.

Der findes ikke een fast opskrift på det gode liv - hvad der er godt for den ene er ikke nødvendigvis godt for den anden.

Majbritt Nielsen

Jeg genkende rtydeligt den med at have "fri" en week end hver 14. dag. Min ene veninde fortalte at hun så frem til sin friweekend. Og hun ved da udemærket at eksmanden parkere ungerne hos bedsteforældrene når han har for travlt eller synes de skal" krudte" af. LOL

Men så ser de da mere til deres bedsteforældre på farens side. Mere end det åbentbart ville være tilfældet.
Så alt i alt. En win - win situation for børn og bedsteforældre. :)

Maj-Britt Kent Hansen

Om det nu er frigørelsestrang eller skæbne, der fører til skilsmisser, kan det hyppigt ende sådan, at det vendes til, at det er det bedste - eller det mindst dårlige, der kunne ske for én.

Mennesket har for det meste en god evne til at tilpasse sig nye situationer. Vende dem til noget positivt. Også dem, det slet ikke ønskede.

Jens Holger Laursen

Der findes langt flere tåbelige mænd end tåbelige kvinder.
Mange mænd fatter simpelthen ikke, at "min frihed er din begrænsning" - sikkert fordi deres mor ikke lærte dem det (min egen inklusiv). Det har jeg først lært i ægteskabet...