Læsetid: 7 min.

En sur argentiner

Manchester City har kurs mod stjernerne. Med boldakademi og indkøb a la Real Madrid. Er det falsk glimmer eller noget, der rykker? Det er i hvert fald også historien om en bænkevarmer, der ikke er helt tilfreds med sin plads
Moderne Tider
24. september 2011
Manchester City har kurs mod stjernerne. Med boldakademi og indkøb a la Real Madrid. Er det falsk glimmer eller noget, der rykker? Det er i hvert fald også historien om en bænkevarmer, der ikke er helt tilfreds med sin plads

Lige siden sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan i september 2009 købte Manchester City, har spørgsmålet lydt: Er City et tegneseriehold eller en mandfolkeklub?

Spol to år frem. Ikke alene puster de byrivalerne fra United lige i nakken. Nu vil klubben, som engang hed St. Mark's og blandt fans kaldes The Citizens, også være Englands svar på FC Barcelona. City mangler bare et akademi for fodboldtalenter - og helst et, der kan producere genier som de catalanske stjerner Xavi Hernández, Andrés Iniesta og Leo Messi. City har allerede planerne klar for den storslåede træningsfacilitet, Etihad Campus, der er mere end kraftigt inspireret af det berømte La Masia de Can Planes i Barcelona. Problemet er bare, at City i sin købelystne iver efter at hægte sig fast i den europæiske himmel risikerer at gå en anden superklub i bedene, som Barca med stor kløgt netop har distanceret sig fra: Real Madrid. Er manager Roberto Mancinis mænd en ny flok Galacticos, der nærmest er dømt til at floppe big time? Eller har de faktisk noget at have det i, drengene fra Rowley Street i det østlige Manchester?

Imens skummer en 27-årig argentiner med ar efter brandsår fra øre til hals af indestængt vrede over en ny æra som bænkevarmer: Carlos Alberto Tévez er en tikkende bombe under City.

Ked af det

Det var sikkert ikke en nem beslutning at tage anførerbindet fra stolte Tévez efter blot fire kampe i den nye Premier League-sæson. Alligevel virker Mancini stålsat. Roen skyldes også, at de to, som har overhalet argentineren indenom, Sergio Agüero og Edin Dzeko, har brilleret med henholdvis otte og syv fuldtræffere indtil nu. Agüero scorede begge mål, da City spillede uafgjort 2-2 mod Fulham i sidste weekend. Et resultat, der i øvrigt må have været irriterende for Mancini, for havde de holdt fast i deres 2-0-føring, havde de været a point med guldaspiranterne fra United.

Tévez sad på bænken i Champions League-opgøret mod Napoli forrige onsdag, og med typisk neutralitet bemærkede Mancini om Tévez-hypen, at »det er da helt normalt i fodbold, at en spiller, som ikke benyttes, er ked af det«.

»Han er ikke sådan én, der kan spille én ud af tre kampe og stadig være glad,« skriver Gary Neville i sin selvbiografi om sin tidligere United-holdkammerat. Ubalancen var især tydelig i Tévez' anden sæson i Alex Fergusons klub:

»Han gled ind og ud af holdet og blev gradvist mere og mere usikker. Efter det første år, hvor han var sulten efter succes og titler, startede slingreturen, ikke mindst ved træning. Han sagde hele tiden, at den var gal med ryggen, og han blev rigtig glad for massage,« fortæller Neville og konkluderer, at Tévez aldrig tilgav Fergie for købet af Dimitar Berbatov.

Tilbage i West Ham, hvor Tévez huserede en enkelt sæson fra 2006 til 2007, nåede de at vænne sig til temperamentet, der den ene dag var benzin for en vinder og den næste dag var den forkæledes indbildske teater. I en match på Upton Park kvitterede Tévez for en udskiftning ved at storme ud af stadion. En episode til træning, hvor Tévez nægtede at tage en Brasilien-trøje på, fuldendte billedet.

Ingen ny Kaka

Og nu sker der ting og sager østpå i Manchester. New Labour foreslog engang, at det lidt pauvre område skulle løftes med et Super Casino, men Abu Dhabi-folkene og den lokale boss, Brian Marwood, har andre planer: Etihad Campus. 80 tønder land lige over for Etihad Stadium er øremærket til et kæmpeprojekt, hvor håbefuld hjemavl kan knopskyde til førsteholdet. Hele molevitten kommer til at koste et stykke over en milliard kroner, men som Marwood siger, så er det en nødvendig udgift, der på sigt vil være en særdeles lukrativ forretning.

For City handler det også om at frigøre sig en smule fra den 400 millioner punds aftale med Etihad Airways, der sikrer finansielt grundlag de næste 10 år. Et nyt og funklende træningsanlæg med tilhørende skole for vordende stjerner er nok dyrt. Men det modsatte - nye luksuskøb år efter år, hvor folkene fra Abu Dhabi griber dybt i lommerne - er heller ikke vejen frem.

»Man kan da sagtens forestille sig en ung spiller, som vokser frem af Citys egne rækker og bliver en ny Kaka.« Sådan lød det fra Michel Platini, da han fra sit præsidentembede i UEFA i 2009 gik i offensiven mod en hysterisk eskalerende transfer-politik. Og for Platini var City det oplagte eksperiment og den lige så oplagte prügelknabe. Absurd, ganske enkelt. City har aldrig produceret noget, der kommer i nærheden af Kaka-standard, og langt de fleste topklubber vil slet og ret gå i stå, hvis de mister retten til at spekulere i kombinerede topatleter og cash cows.

Det er i det farvand, Marwood skal forsøge at navigere. Fansene skal stryges med hårene, både de rige turister med turban og de fattige lokale med dårlig hud og brovtende slagsange. Abu Dhabi-gruppen skal serviceres med glittede resultater i en lind strøm og helst helt deroppe i Champions League-luftlaget. Og irriterende Platini skal holdes i skak med politisk korrekthed og underspillet romantik. Alt imens Tévez som bekendt render rundt og er sur:

»Alle kan se, at vi har sat turbo på rekrutteringsprocessen i forhold til, hvor førsteholdet er lige nu. Vi er fuldt ud klar over vores ansvar, men vi taler også om bæredygtighed, og vi er klar over, at store transfer-omkostninger ikke kan fortsætte med samme styrke, og derfor bliver vi nødt til at udvikle indefra. Det er helt afgørende for klubbens fremtid. I dag bliver der hele tiden talt om økonomisk fairplay, og alle kigger på Manchester City for at se, om vi bøjer os for det. Med Etihad Campus bevæger vi os i den rigtige retning,« udtalte Marwood.

Projektet har været tre år undervejs, og delegationen fra Manchester har besøgt masser af akademier rundt om i verden. Intet slår dog La Masia i Barcelona.

»Prøv at lukke øjnene og forestil dig en ung Iniesta og en ung Xavi,« forklarede Marwood med henført stemme, mens han tegnede og fortalte om faciliteterne for de 400 unge spillere, der i fremtiden vil træne et mulehår fra førsteholdet. 15 full-size baner med forskellige græstyper, kost og logi for 40 unge og 32 etablerede spillere, et hypermoderne genoptræningscenter og et stadion med plads til 7.000 tilskuere er blandt de nye tiltag. Håbet er, som Marwood siger, »en dna, en filosofi og en kultur, der løber som en livsnerve fra akademiet og hele vejen op til førsteholdet«.

Engelske kommentatorer har tørt konstateret, at Roberto Mancini kunne stille med et superhold udelukkende bestående af toptunede midtbanefolk: Gareth Barry, James Milner, Adam Johnson, Nigel de Jong, Yaya Toure, David Silva, Samir Nasri, Owen Hargreaves, Abdul Razak. Men inde i luksusproblemet gemmer der sig en seriøs udfordring, som for alvor blev udstillet, da City ikke ufortjent måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Napoli i Champions League-gruppespillet for ganske nylig. Der er kort og skrøbelig afstand mellem seværdig, angrebsbetonet bold og en formation, der kan briste i næste øjeblik.

Mancinis system hedder oftest 4-2-3-1, med Agüero lurende i trequartista-hullet lige bag Dzeko. De to har dog ved flere lejligheder demonstreret, at de sagtens kan flytte sig for hinanden, så der bliver god plads til Agüeros dybdeløb. I det hele taget synes den 23-årige argentiner - som er svigersøn til Diego Maradona - for alvor at have fundet formlen til at spille 'falsk 9'er'.

Problemerne opstår længere tilbage i kæderne. David Silva og Samir Nasri er elegante fodboldspillere med sans for både den kælne, æstetiske detalje og effektivt powerplay på kanterne. Mod et taktisk drevent hold som Napoli var det dog også tydeligt, at Silva og Nasri alt for ofte klumper sig sammen inde på midten, hvilket skaber store områder på flankerne for hurtige modangreb. Arbejdsfordelingen mellem Silva-Nasri-duoen og de to backs - et godt bud er Pablo Zabaleta i højre og Aleksandar Kolarov i venstre side - er ikke helt på plads, og bedre bliver det ikke af, at Citys offensive midtbane virker uengageret i de genpressituationer, som er så vigtige i dagens fodbold. Og hvad der måske er allervigtigst: Gareth Barry bliver nødt til at vokse med opgaven som defensiv midt, ikke mindst i konkurrence med Citys vitale, udskældte og nærmest stigmatiserede 'Makélélé' - Nigel de Jong. Hold ham skadefri, og du er godt på vej, Mancini.

Historien

City har ikke vundet noget nævneværdigt siden League Cup-sølvtøjet i 1976, men de grånende suportere kan sagtens huske, at klubben var Manchesters største i 50'erne, og at opkomlingene fra United som en tragisk og berusende Fugl Fønix genfandt sig selv efter München-nederlaget i 1958. De er viklet sammen, United og City. Matt Busby, som senere blev legendarisk træner for United, spillede i City, inden han skiftede til Liverpool. Og efter Anden Verdenskrig, da Trafford lå i ruiner, måtte United låne Citys stadion, Maine Road.

Det handler også om autenticitet. Og vanen tro skal man finde den egentlige kamp om tradition kontra fornyelse blandt de uskolede. Som en fan på nettet bemærkede sidste år:

»City har en historie. Ingen United-fan tvivler på, at City er en rigtig klub med en episk fortid. Men injektionen af penge og det seneste opsving er udelukkende kunstig. Lidt li'som en kvinde, som efter én eneste operation pludselig hopper tre bh-størrelser op i stedet for at lade attributterne vokse naturligt over tid. Det kan da godt være, juvelerne ser imponerende ud for teenagedrenge, men rigtige mænd vil meget hellere mærke fornemmelsen af den ægte vare.«

Spørgsmålet er, om Eithad Campus er en plasticdukke, der skal simulere kvinden fra La Masia. Eller om hun bare er et prangende dyrt stunt fra Marwood & Co. for at holde sporhunden Platini på afstand et par år endnu. I mellemtiden fortsætter City ufortrødent med at købe stjerner à la Real Madrid. Når de altså ikke bakser med en pigefornærmet argentiner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her