Nyhed
Læsetid: 9 min.

Terroristen er blevet en egotripper

De internationale terrororganisationer har haft held til at appellere til bredere grupper. Det har ændret terrortruslen – og givet organisationerne et problem, det ikke er sikkert, de overlever
Solo. Lors Doukaev, der for to år siden ved et uheld sprængte et toilet på Hotel Jørgensen i København i luften, er et eksempel på den nye terrorist, der ikke er styret af et netværk, men optræder som en ensom ulv.

Solo. Lors Doukaev, der for to år siden ved et uheld sprængte et toilet på Hotel Jørgensen i København i luften, er et eksempel på den nye terrorist, der ikke er styret af et netværk, men optræder som en ensom ulv.

Peter Hove

Moderne Tider
10. september 2011

Siden angrebene i USA den 11. september 2001 har frygten for terrorisme forbundet med al-Qaeda været højt på dagsordenen i store dele af verden. En af konsekvenserne af den øgede frygt for terror har været et øget fokus på at forhindre den. Dette fokus har naturligvis haft konsekvenser både tilsigtede og utilsigtede. En af de tilsigtede konsekvenser er, at det rent faktisk er blevet sværere at være terrorist. Det er blevet sværere at planlægge storstilede angreb som dem vi så den 11. september, at rejse ud i verden for at modtage operativ træning eller at etablere direkte kontakt til terrororganisationer.

Men som modreaktion er nye strategier blevet taget i brug, og i dag er terrorisme i Vesten kendetegnet af andre tendenser end for 10 år siden. Tre af disse tendenser er solo-terrorisme, open source-terrorisme og ideologiens ændrede rolle. Disse tendenser hænger sammen og er udtryk for en individualisering af terrorisme, som betyder, at organisationer ikke har kontrol, og at enkeltindividers egne projekter og ambitioner spiller en ganske væsentlig rolle.

På egen hånd

Den første tendens, den såkaldte solo-terrorisme, betyder, at enkeltpersoner forsøger at gennemføre angreb enten under direkte vejledning af organisationer eller inspireret af dem.

Gennem det sidste par år har vi set adskillige eksempler på solo-terrorisme herunder bl.a. major Nidal Malik Hasan, som dræbte 13 og sårede 32 på militærbasen Fort Hood i november 2009; Omar Farouk Abdulmutallab, som i december 2009 forsøgte at sprænge et fly i luften over Detroit med sprængstof gemt i sine underbukser; Faisal Shahzad, som i maj 2010 forsøgte at sprænge en bilbombe på Times Square i New York; Taimour Abdalwahab al-Abdaly, som i december 2010 sprængte først en bil og derefter sig selv i luften i Stockholm; Lors Doukaev, som i september 2010 ved et uheld sprængte et toilet på hotel Jørgensen i København og Muhudin Mohamed Geele, som den 1. januar 2010 overfaldt tegneren Kurt Westergaard.

Organisationer som al-Qaeda, AQAP og al-Shabaab har gennem det seneste års tid promoveret denne strategi meget aktivt, men de har ikke opfundet den, og de er heller ikke de første til at promovere den. Særligt i 1990'erne promoverede højreekstremister det, de kaldte lone wolf-angreb. Sådanne angreb bestod i, at enkeltpersoner handlede fuldstændig på egen hånd og uden forudgående kontakt til organisationer.

Der er en ganske logisk forklaring på, at denne strategi anvendes: den kompenserer for den måde, hvorpå myndigheder afslører planer om terrorisme. Typisk får myndighederne øje på en person eller en gruppe når de kommunikerer med andre, som allerede er under overvågning, når de rejser til overvågede områder, eller når de taler over sig til de forkerte. Risikoen for at noget af dette sker minimeres naturligvis, jo færre der er involveret i planerne.

Inspiration

Den anden tendens er den såkaldte open source-terrorisme, som betegner, at enkeltpersoner eller grupper forbereder og forsøger at gennemføre angreb på egen hånd efter inspiration fra organisationer, men uden at have modtaget decideret træning eller have været i direkte kontakt med disse organisationer.

Det er knap så let at udpege eksempler på open source-terrorisme som på solo-terrorisme, ganske enkelt fordi det er lettere at tælle, hvor mange der deltog i et angreb, end at udelukke, at én person har været i kontakt med en anden. På nuværende tidspunkt ser det dog ud til, at eksempler på open source-terrorisme bl.a. inkluderer: førnævnte Faisal Shahzad; major Nidal Malik Hasan; Taimour Abdalwahab al-Abdaly og Lors Doukaev og derudover bl.a. amerikanske Colleen LaRose, bedre kendt som Jihad Jane, som blev anholdt i oktober 2009 og anklaget for blandt andet at have planlagt at myrde den svenske tegner Lars Vilks, samt britiske Roshonara Choury, som i maj 2010 stak Stephen Timms ned i London. Også den hjemlige Vollsmose-sag fra 2006 og Glostrup-sagen fra 2005 ser ud til at have været open source-terrorisme.

Både al-Qaeda, AQAP og al-Shabaab promoverer ligeledes denne strategi, og de offentliggør manualer i at lave bomber, omgå sikkerhedsforanstaltninger, våbentræning og lignende både i AQAP's elektroniske magasin Inspire, i videoer og via kanaler som Facebook og Youtube.

Open source-terrorisme er ligesom solo-terrorisme en strategi, som søger at kompensere for de forhindringer, det øgede fokus på at forhindre terrorisme har medført. Og ligesom det er tilfældet med solo-terrorismen, finder vi paralleller til open source-terrorismen i højreekstremismens lone wolf-strategi. Man kan sige, at lone wolf-strategien rummer både solo- og open source-terrorisme, men open source-terrorisme kan sagtens involvere mere end én person og solo-terrorisme kan både være open source og organiseret.

Ideologiens ændrede rolle

Den tredje tendens, ideologiens ændrede rolle, er i modsætning til de to forrige ikke en strategi. Der er en tendens til, at det fælles politiske projekt og ideologien spiller en mindre rolle set i forhold til individuelle projekter og ambitioner. Ser man nærmere på de personer, som gennem de seneste år har gennemført eller planlagt terrorangreb, så har de været i besiddelse af relativt små mængder egentligt ideologisk materiale. Dét, de har været i besiddelse af, har ofte været materiale af en action-præget karakter, såsom videoer med kamphandlinger, fremstilling af bomber eller fysisk træning ledsaget af stemningsmættet musik frem for ideologiske manifester eller store teoretiske udredninger.

Samtidig kan man observere, at flere af disse personer har problemfyldte baggrunde. Mange vil være bekendt med historien om amerikanske Colleen LaRose, bedre kendt som Jihad Jane, som uden sin samlevers vidende havde udviklet sig fra en anonym og ulykkelig kvinde, som havde forsøgt selvmord, til en glødende aktivist, som planlagde drab på blandt andre den svenske tegner Lars Vilks. Men LaRose er langtfra den eneste, som har en lidt overraskende historie.

Under retssagen imod Lors Doukaev, som i september 2010 detonerede sit sprængstof på Hotel Jørgensen, blev det dokumenteret, at Doukaev var dømt in absentia i Belgien for overfald og drabsforsøg. Det kom også frem, at han op til sin anholdelse ikke havde haft nogen fast bopæl, men overnattede på skift på tilfældige hoteller og hos sin veninde, mens hans højgravide hustru boede hos hans mor, som efter Doukaevs anholdelse flyttede ind hos den nævnte veninde.

David Headley, som i USA har tilstået planlægning af et angreb på Jyllands-Posten og angrebene i Mumbai i 2008, har både været involveret i narkosmugling, fungeret som agent for amerikanske myndigheder og haft adskillige hustruer og veninder på samme tid.

Disse historier ligger et stykke fra historierne om intellektuelle og fromme personer som Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri og fra den almindelige fore- stilling om individer, som er organiserede eller inspirerede af al-Qaeda. Men der er ikke desto mindre rigeligt af dem og der er ikke kommet færre på det seneste.

Potentielle udfordringer

Ser man nærmere på solo- og open source-strategierne, er der meget, som tyder på, at de kan forstærke den tredje tendens. Både solo- og open source-terrorisme tillægger det enkelte individ meget stor betydning og stor indflydelse, og dette betyder, at strategierne kan tiltrække nogle andre typer mennesker, end en mere kontrolleret og organiseret type terrorisme gør. Ved at organisationerne afgiver en del af kontrollen og opfordrer til, at personer lader sig inspirere, men derudover handler på egen hånd uden kontakt til organisationerne, mister organisationerne i sagens natur evnen til at sortere i, hvem der repræsenterer dem. Dette indebærer en risiko for at det hele løber organisationerne lidt af hænde, at den kamp, al-Qaeda i dag står som den fremmeste repræsentant for, ændrer sig og i yderste konsekvens bliver til noget andet.

Tegn på denne udfordring kan allerede spores. Først i juni 2011 offentliggjorde al-Qaeda en video med titlen Du har kun ansvaret for dig selv. Her opfordrer blandt andre Ayman al-Zawahiri til det han kalder 'individuel Jihad'.

Budskabet gav øjensynligt genlyd, og videoen blev ivrigt debatteret på diverse chatfora. Ét indlæg handlede om fremtidens perfekte terrorist »den individualiserede terrorismes fortrop« eller »den taktiske salafist«, som skribenten skrev.

Denne individualiserede terrorist er ifølge skribenten et ungt menneske, som falder fuldstændig ind i sine omgivelser ved at gå i lange bukser, fjerne sit skæg og hænge ud med både 'syndere' og 'vantro', mens han færdes hjemmevant på cafeer, altid har sin mp3-afspiller, sin computer og mere end en mobiltelefon på sig. Han udfører 'lone wolf-operationer' og er i stand til at passere under alle radarer, fordi han er fuldstændig anonym. Denne perfekte terrorist er fuldstændig alene og adlyder ingen autoriteter han handler og han stoler kun på sine egne vurderinger.

Budskabet sløres

Ideen om, at den individualiserede terrorist sådan fuldstændig tilpasser sig vestlig levevis og eksempelvis lytter til musik og går på barer, var imidlertid en tand for meget for forummets administratorer, som fjernede de mest kontroversielle dele af indlægget. Skribenten gik for langt i sine tanker om individualiseringen af terrorismen, men når organisationer udliciterer arbejdet, bliver det nødvendigvis sværere for dem at forhindre, at sådanne ideer slår an.

AQAP offentliggjorde i juli 2011 en tale som viser, at organisationen er opmærksom på udfordringerne knyttet til den individualiserede terrorisme. I talen lovprises personer som engagerer sig i kampen, men der er også en kraftig opfordring til, at de adlyder deres ledere i stedet for kun at følge de ordrer, de kan lide. Der opfordres ligeledes til, at de tager derhen, hvor der er mest behov for dem, frem for til steder, de har lyst, eller hvor der er nogen, de gerne vil være sammen med. Når AQAP offentliggør sådan en tale, som i høj grad handler om disciplin og om at tøjle sine egne lyster, er det naturligvis fordi organisationen kan se, at der er et problem.

Men den individualiserede terrorisme medfører også andre udfordringer. For at terrorisme kan have en effekt, er det nødvendigt, at omverdenen forstår, at der er tale om terror, og forstår det bagvedliggende budskab. Hvis den udføres af enkeltpersoner eller grupper uden kontakt til kendte organisationer, er der en risiko for, at angrebene tolkes som noget andet, eksempelvis enkeltpersoners vanvid, hævnaktioner eller selvmord, og derfor er det afgørende, at de får et fingeraftryk, som omverdenen genkender, så budskabet når frem.

I sammenhæng med den individualiserede terrorisme bliver klare enkelsager som eksempelvis tegningesagen derfor særdeles værdifulde. Hvis en enkeltperson eller en gruppe angriber et mål, som er knyttet til tegningesagen, er der gode chancer for, at omverdenen forstår, at det er terrorisme, og forstår det bagvedliggende budskab.

Terrornetværk mister magt

Sidst, men ikke mindst, risikerer organisationerne at save den i gren, de sidder på, når de forsøger at nå et bredere publikum for at kunne udlicitere arbejdet.

Populært sagt risikerer organisationerne at havne i samme situation, som en række eksklusive modehuse havnede i 00'erne. Her formåede de at udvide deres kundekreds med helt unge, som købte deres billigste varer, såsom punge, solbriller og tørklæder. Modehusene fik ganske vist flere kunder, og deres varer blev eksponeret, men på kort tid begyndte de også at miste deres gamle kunder, som var de eneste, der havde råd til at købe de dyrere dele af kollektionerne. Disse kunder ønskede ikke at blive associeret med det nye kundesegment og fandt derfor nye eksklusive mærker, som ikke var tilgængelige for enhver. Modehusene fandt sig selv i en situation, hvor de nok havde nået et bredere publikum, men i processen havde mistet den del af deres publikum, som de var helt afhængige af for at overleve som eksklusive modehuse på længere sigt.

For terrororganisationers vedkommende kan den yderste konsekvens af den bredere appel være, at den kamp, de ser sig som repræsentanter for, ændrer sig fordi organisationerne bliver ude af stand til at tiltrække andre personer end dem, som kæmper deres egen kampe mere end de kæmper organisationernes og som derfor ikke adlyder organisationerne.

På kort sigt kan dette medføre flere små, ukoordinerede angreb, som vi har set de sidste par år. På længere sigt kan det betyde store problemer for organisationerne og i sidste ende, at den kamp, de ser sig selv som repræsentanter for, bliver til noget andet.

Spørgsmålet er så, om truslen om vold dermed vil forsvinde. Ser man på højreekstremismen, som har gennemgået en lignende individualisering, har dette ikke været tilfældet. Truslen har ændret sig gennem tiden, men forsvundet er den ikke.

 

Ann-Sophie Hemmingsen, Ph.d., Projektforsker på DIIS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er rigtigt svært, at blive klogere på budskabet i denne artikel, der desværre skæmmes af arketypiske vestlige forestillinger om terrorister og et eksempel som jeg ikke helt forstod anvendelsen af.

Er budskabet:

1. At terroristen primært handler ud fra egne motiver= egotripperen?

2. At terrororganisationerne vil forsvinde fordi de ikke kan tiltrække andre end ovenstående, som så ikke vil adlyde organisationen.

Hypotesen som opstilles i pkt. 2 er jo ikke engang valid ud fra en simpel logisk deduktion. For hvorfor skulle en terrorist in spe tilslutte sig en organisation som vedkommende ikke har til hensigt, at adlyde?

Der er vel snarere tale om en ændring i terrororganisationernes m.o. udløst af den systematiske overvågning af potientielle muslimske terrorister født i vesten, så træningslejren ikke længere ligger i Afghanistan eller Pakistan, hvilket var en lidt for åbenlys adfærd at opdage for efterretningstjenesterne, men i stedet findes på nettet eller i uformelle grupperinger.

P.s. Hvorfor er Breivik ikke nævnt?

at hoppe rundt på ét ben = Terroristen er blevet en egotripper ?

Jeg undrer mig lidt over begrebetOpen Source terrorisme. At kæde begrebet "Open Source" sammen med "terrorisme" virker som en noget unødvendig tilsvining af Open Source -bevægelsen.

Artiklen definerer begrebet Open Source terrorisme således: "at enkeltpersoner eller grupper forbereder og forsøger at gennemføre angreb på egen hånd efter inspiration fra organisationer, men uden at have modtaget decideret træning eller have været i direkte kontakt med disse organisationer."

Jeg har svært ved at se hvad det lige har med Open Source at gøre. Kunne begrebet lige så godt hedde wikipedia terrorisme eller facebook terrorisme?

Robert N Gjeertsen

Rasmus Knus, du skal bare bemærke hvor hun arbejder henne.. Fra den kant skal man ikke regne med noget der ikke bare efterplaprer den til enhver tid siddende Regerings mening .