Læsetid: 7 min.

Tre debatter om spioner, som det nye folketing bør tage

Selv om Folketinget vil kritisere, at det blev ført masivt bag lyset af PET, vil ingen minister blive gjort ansvarlig. Til gengæld bør Folketinget på mindst tre områder sikre sig, at der kommer bedre styr på den hemmelige tjeneste
Inkompetence. PET tog markant fejl i sin analyse og håndtering af det nye venstre – som her protestebevægelsen mod Vietnamkrigen – i 1960'erne. Hvordan sikrer Folketinget, at PET fremover evner at forstå og analysere sine mange oplysninger korrekt?

Inkompetence. PET tog markant fejl i sin analyse og håndtering af det nye venstre – som her protestebevægelsen mod Vietnamkrigen – i 1960'erne. Hvordan sikrer Folketinget, at PET fremover evner at forstå og analysere sine mange oplysninger korrekt?

Ebbe Knudsen

1. oktober 2011

En af de første opgaver, som det nye Folketing skal behandle, når tinget træder sammen til oktober, er en stillingtagen til Politiets Efterretningstjenestes omfattende personregistrering fra 1945-89.

Efter mere end to år er medlemmerne af Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget tæt på at nå frem til et kompromis om, hvad de skal mene om PET-kommissionens rapport fra juni 2009. Kompromisset består af fire siders tekst, som skal vedtages i Folketinget.

Da det er en principiel sag med betydning på flere planer — borgernes retssikkerhed, Folketingets selvrespekt og ikke mindst ministrenes pligt til at svare sandfærdigt og udtømmende, når en sag rejses politisk — er politikernes kompromis værd at studere lidt nøjere.

De fire sider er det nærmeste, folkestyret kommer til en konklusion på de i alt 4.600 bogsider, som PET-kommissionen udsendte i 16 tykke bind for mere end to år siden. Selv om afsløringerne af PET's snyderi og regelbrud var både omfattende og overraskende, kunne kommissionsmedlemmerne efter mere end 10 års arbejde ikke blive enige om, hvad de skulle mene om det.

Men inden vi ser nærmere på, hvad Folketinget nu er ved at blive enigt om, så først et par ord om uenigheden i PET-kommissionen. Det springende punkt var karakteren af den meget omtalte regeringserklæring fra den 30. september 1968. Her lovede VKR-regeringen under den daværende, radikale statsminister Hilmar Baunsgaard, at PET fremover ikke måtte registrere borgerne — som det blev udtrykt — alene på baggrund af lovligt politisk virksomhed.

Men som PET-beretningen til overflod har dokumenteret, ville det være synd at sige, at PET følte sig begrænset af statsministerens løfte til befolkningen. Tværtimod fortsatte og forstærkede tjenesten sin registrering, og i takt med at tusinder og atter tusinder af venstreorienterede borgere blev noteret på kartotekskort i tjenestens centralarkiv eller indført i uformelle såkaldte arbejdskartoteker, intensiverede PET sine bestræbelser på at snyde det tilsyn, som Folketinget havde etableret.

Et politisk signal

Tilsynet var det såkaldte Wamberg-udvalg, som skulle have en vis indsigt i den politiske registrering. Men som det nu er afdækket, var tilsynet ofte nær en farce. Når udvalget en sjælden gang spurgte til, om en eller andet omstridt person var registreret, så var tjenestens svar utilregnelige og utroværdige. Enten løj man direkte, eller også skyndte man sig at makulere registreringen af en person for derefter at afvise, at vedkommende var registreret.

Tilbage til PET-kommissionens indbyrdes uenighed: På den ene side fastholdt et flertal, nemlig kommissionsformanden Leif Aamand, professor Ditlev Tamm samt historikerne Johnny Laursen og Regin Schmidt, at 30. september 1968-erklæringen kun havde været et led i den almindelige politiske debat. Et politisk signal så at sige. Erklæringen blev nemlig udsendt som en ganske almindelig pressemeddelelse, og derfor kunne den ikke have egentlig retskraft på samme måde som en lov eller bekendtgørelse, mente altså flertallet. Af samme grund gav det heller ikke mening at søge efter et eventuelt ministeransvar for, at erklæringen ikke var blevet overholdt af PET. Og — hvad der var endnu vigtigere — derfor gav det heller ikke mening at gå i dybden med, om Folketinget var blevet ført bag lyset. Gang på gang havde skiftende ministre uanset deres partifarve henvist netop til regeringserklæringen, når de blev udspurgt om omfanget af PET's politiske registrering.

Som Information har påvist, skete det mindst 27 gange mellem 1968 og 1989, at stats-, justits- eller forsvarsministre henviste til regeringserklæringen, når de blev spurgt om omfanget af efterretningstjenesternes registreringer. Det gjorde statsminister Hilmar Baunsgaard, det gjorde den konservative justitsminister Knud Thestrup, den socialdemokratiske justitsminister og senere forsvarsminister Orla Møller, den socialdemokratiske forsvarsminister Poul Søgaard, den socialdemokratiske justitsminister Erling Jensen, den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen, den konservative forsvarsminister Hans Engell og endelig også den konservative statsminister Poul Schlüter.

Støtter mindretallet

I denne ministerkavalkade fandt juristen Jens Vedsted-Hansen, som ene mand udgjorde mindretallet i PET-kommissionen, det betydeligste argument for, at regeringserklæringen trods alt gennem årene reelt måtte have opnået en slags retskraft. Derfor var det en overtrædelse af reglerne, hvis PET havde registreret i videre omfang, end hvad erklæringen lagde op til.

Som sagt er udvalgets forslag til konklusion på kun fire A4-sider. Så meget desto mere grund er der til at notere, at den korte konklusion i alt væsentligt stiller sig på mindretallets side. Udvalget konstaterer således, at PET-kommissionen har afdækket »kritisable forhold« og samtidig påvist, at 30. september-erklæringen »ikke er efterlevet«. Hvis erklæringen, som påstået af flertallet i PET-kommissionen, alene havde haft karakter af et politisk signal, ville en formulering om, at erklæringen ikke var blevet efterlevet, savne mening.

Det fremhæves desuden, at reglerne om ministeransvar betyder, at ansvaret »i sidste ende« er justitsministerens, når PET ikke har overholdt, hvad udtalelsen formulerer som de »gældende regler og retningslinjer«. Specifikt finder Folketinget det kritisabelt, at PET med en hemmelig instruks fra december 1968 fortsatte registreringer af lovlig politisk virksomhed, ligesom det kritiseres, at Wamberg-udvalget blev fejlinformeret og desuden »forholdt« dokumenter, viden samt adgang til visse af PET's personregistreringer.

Selv om PET-kommissionens beretning har afdækket en række »kritisable forhold«, som det formuleres, finder Folketinget dog ikke, at der »efter så mange år er grundlag for at drage nogen til ansvar«. Men trods alt ser Folketinget »med stor alvor« på de kritisable forhold.

Ikke flere uvidende ministre

Med udtalelsen på de fire sider vil der blive sat en foreløbigt punktum for PET-kommissionens mange afsløringer af tjenestens regelbrud og snyderi. Det bør i den sammenhæng noteres, at Folketinget ikke affinder sig med at være blevet ført bag lyset i mange år af en række skiftende ministre. Det bør også noteres, at Folketinget fastholder og ikke mindst indskærper reglerne for ministeransvar, herunder ikke mindst pligten til, at regeringen leverer »korrekte, rettidige og fyldestgørende svar til Folketinget«, som udtalelsen slår fast.

Men hvad med de mange øvrige kritisable forhold, som den fire siders udtalelse slet ikke kommer ind på? Hvilken lære kan Folketinget og ikke mindst PET drage af dem i forhold til de opgaver, som tjenesten skal løse i dag, hvor den endda er blevet markant styrket både med flere ressourcer og med terrorlovgivningens lempeligere arbejdsbetingelser? Her er der især tre områder, som trænger sig på, og hvor en afklaring fra Folketingets side kunne have være nyttig.

For det første ...

Når Folketinget i udtalelsen støtter sig til mindretallet og entydigt placerer ansvaret for kritisable forhold og regelbrud hos den til enhver tid siddende justitsminister, rejser det nemlig straks spørgsmålet om, hvor meget justitsministrene har fået at vide af PET.

Det er ikke et spørgsmål, Folketingets udtalelse dvæler ved. Men som Information tidligere har beskrevet, så afviser en længere række af tidligere justitsministre nogen sinde at have set eller hørt om det notat, som PET har brugt som sit juridiske grundlag for at fortsætte og endda øge den politiske registrering. Det er tale om et for offentligheden hidtil ukendt notat fra den 14. september 1968 (altså godt to uger tidligere end regeringserklæringen) med retningslinjer for PET's registrering. Dette hidtil ukendte notat skulle angiveligt præcisere regeringserklæringen og lægge op til en mere omfattende personregistrering.

Det kunne derfor være nyttigt, hvis Folketinget diskuterede, hvordan det kan sikre, at den politisk ansvarlige justitsminister også får en reel mulighed for at løfte dette ansvar, nemlig ved at være fuldt orienteret om de retningslinjer, som PET reelt arbejder efter.

For det andet ...

PET-kommissionens beretning er i bindene 6, 7, 8, 9 og 10 pakket med eksempler på, at PET ikke havde forståelse for betydningen af de kolossalt mange oplysninger, som meddelere og placerede agenter med flid og møje fik indsamlet til tjenestens centralkartotek. Et enkelt eksempel: Fremkomsten af det såkaldte 'nye venstre', altså en udogmatisk venstrefløj uafhængig af de traditionelle kommunistpartier, var en udvikling, der fandt sted i hele Vesteuropa, USA, Japan, Sydamerika mv. Det var kort sagt en global tendens, der først og fremmest samlede energi fra den voksende modstand mod USA's blodige engagement i Indokina.

Alligevel fastholdt PET i årevis op gennem 1960'erne, at de tiltagende danske manifestationer mod Vietnamkrigen blev styret med hård hånd af traditionalisterne i DKP. Det var forkert og viser, at PET trods alle sine registreringer, hemmelige agenter og aflytninger ikke forstod de større perspektiver i udviklingen af de miljøer, som blev tæt overvåget.

En nyttig diskussion for Folketinget kunne derfor være, hvordan det kan sikre, at efterretningstjenesterne her i 2011 i højere grad forstår og evner at analysere de mange informationer, som af forskellige veje tilgår tjenesterne.

For det tredje ...

En relativt upåagtet afsløring i PET-kommissionens beretning (bind 9) viser, at tjenesten i slutningen af 1960'erne udleverede personlige oplysninger om danske statsborgere til Stasi i det daværende Østtyskland. Det skete som led i en såkaldt kontra-operation, hvor PET ønskede at skaffe sig konkrete oplysninger om, hvordan den østtyske statssikkerhedstjeneste bar sig ad, når den forsøgte at rekruttere danske agenter.

I en operation med kodenavnet 'Samson' lod tjenesten således en ung dansker (for øvrigt en tidligere nazisympatisør) rejse til DDR, hvor han snart blev kontaktet af en Stasi-medarbejder, der angiveligt var interesseret i viden om venstrefløjen i de nordiske lande. For at virke tillidsvækkende og få et samarbejde i gang forsynede PET nazisympatisøren med navne på medlemmer af en trotskistisk smågruppe samt navnene på abonnenterne på et trotskistisk blad. Disse navne udleverede PET-medarbejderen til sin Stasi-kontakt. Den slags kaldes i efterretningsjargon for 'kyllingefoder'. Også personlige oplysninger om mindst én dansk statsborgers ægteskab blev på denne måde udleveret til Stasi. PET-kommissionen nøjes med at finde det »bemærkelsesværdigt«, men gør i øvrigt ikke mere ved det.

En nyttig diskussion for Folketinget må derfor være, hvilke personlige oplysninger om borgere i Danmark, som PET må udlevere til efterretningstjenester i andre lande. Det er en principiel diskussion, ikke mindst set i lyset af, at PET-chefen Jakob Scharf i 2007 i en tale på Københavns Universitet har indvarslet en periode, hvor tjenesten er nødt til at samarbejde med udemokratiske diktaturregimer i Mellemøsten og Nordafrika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men der er mere. Her blot et enkelt eksempel:

PET's samarbejde med den syriske efterretningstjeneste (hvilket førte DK ind i en konventionskrise), og, som det er kommet frem, den forrige libyske efterretningstjeneste. Altså et yderligere anliggende, som drejer sig om, hvor PET har sine problemer med forestillingerne om eller forventningerne til et samarbejde med den form for fremmede magter. Og så i en verden, hvor demokrati-bestræbelserne tydeligt har markeret sine krav. Der ér med andere ord en offentlig interesse i at have kortere snor i, hvorledes Tjenesten administrerer sine samarbejds-forhold.

Man må forudse, at PET enten åbent revurderer sine udenrigspolitiske kompetencer, eller at kravet om at installere Tjenesten med et revisionsforhold, hvilket betyder fornuftige kontrol-instanser, får øget momentum. Det ér ikke så svært...

Med venlig hilsen