Læsetid: 8 min.

Den uskyldige terrorist

I landsbyen al-Marj i Bekaadalen nægter man fortsat at tro på, at Ziad al-Jarrah, der holdt af fest og farver og drak alkohol, var en del af komplottet 11. september – men under afvisningen lurer tvivlen
Frisættelsen. 11. september frisatte normale og fredelige muslimer til kampen for islam, siger Sheik Omar Bakri, der i 2005 måtte forlade England efter at have lovprist selvmordbomberne i London.

Frisættelsen. 11. september frisatte normale og fredelige muslimer til kampen for islam, siger Sheik Omar Bakri, der i 2005 måtte forlade England efter at have lovprist selvmordbomberne i London.

Tor Birk Trads

10. september 2011

Skyggen er til stede hver eneste dag året rundt. Den var her i går og i forgårs, for fem og 10 år siden, den går gennem den døsige hovedgade denne lørdag, og den vil gå her i morgen, i næste uge og om 10, 20, 50 år: Skyggen af Ziad al-Jarrah, den vakse 26-årige søn af en lokal sygekassedirektør og den formodede kaprer, der ifølge de officielle rapporter sad i pilotsædet, da United Airlines-fly 93 styrtede ned i Shanksville, Pennsylvania, 11. september 2001.

Den dag døde han, og den dag kom han hjem til Bekaa-dalen for at blive. Og selv om han sjældent omtales, ved alle i al-Marj, at han er uskyldig. Som en af de 19 flykaprere, der den morgen for 10 år siden gik om bord i fire rutefly for at tage livet af i alt 2.976 ofre, er Ziad al-Jarrah, som det hedder i US Today's glittede mindeudgave i anledning af terrorjubilæet, et monster et uhyre, en galning, en fanatisk morder. Men her i al-Marj er han et uskyldigt offer for 'ulykken', som Jihad al-Jarrah konsekvent omtaler 11. september.

Jihad, en fætter til Ziad på fædrene side, er i dag 33 og var skolekammerat og ven med sin tre år ældre slægtning. Som sønner af landsbyens mest velaflagte sunni-familie blev de sendt til den evangelisk-kristne skole i Zahle, simpelt hen fordi den er bedre end områdets muslimske skoler.

»Ziad var åben og udogmatisk som sine forældre, hans to søstre gik i korte skørter. Ingen i familien tror på, at han var indblandet i sådan noget,« siger han over en kop kaffe i et hjørne af en enorm møbelbutik og tilføjer: »Men det ved kun Gud.« Hvad Jihad ved, er meget lidt, men han gentager den sejlivede skrøne om de 4.000 jøder, der var ansat i World Trade Center, og som ikke mødte på arbejde, den dag 'ulykken' indtraf. Og hvorfor mon? Jo, han vil gerne svare på mine spørgsmål, men han vil ikke fotograferes »det vil jeg ikke«, siger han, »for det vil kun skade yderligere.«

Yderligere?

»Med mit navn tror folk, jeg er terrorist. Min brors søn hedder også Ziad, og han blev nægtet visum til Kuwait udelukkende på grund af navnet. Sådan er det mange steder i den arabiske verden. Da han tog til Kiev i Ukraine for at studere, henvendte myndighederne sig for at tjekke ham, og mediernes overdrivelser og løgne om min fætter er årsagen før ulykken havde vi ikke problemer.«

Al-Jarrah-klanen er i møbelbranchen, og butiksfacader med familienavnet flankerer al-Marjs hovedgade i hele dens længde. Klanen dominerer landsbyen og ejer, som Jihad siger, »en del jord«, så det er logisk, at onkel Jamal, en tidligere bankdirektør og klanens overhoved, repræsenterer al-Marjs 18.000 sunnier og 400 kristne i parlamentet i Beirut, valgt for ekspremierminister Saad Hariris sunni-parti, Mustaqbal (Fremtiden).

Jeg mødte onkel Jamal for fire år siden i Beirut, hvor han fortalte, at han 'skammede' sig over den tort, familienavnet havde lidt i de internationale medier. Men han skammede sig ikke over sin nevø. Han var tværtimod overbevist om, at Ziad ikke havde noget med al-Qaeda at gøre.

»Han var en rolig og stabil ung mand, der uddannede sig til pilot i Tyskland og USA, han havde en kæreste i Bochum, som han var glad for, han havde et normalt liv med gode fremtidsudsigter, hvordan skulle han så pludselig kunne blive omvendt til fanatisk forbryder?« spurgte han dengang og gav et bud på et svar:

»Jeg synes medierne burde interessere sig for amerikanernes og israelernes rolle i terrorangrebet. For hvem havde politisk gavn af terrorangrebet?«

I dag vil Jamal ikke udtale sig:

»Vi har besluttet ikke at udtale os yderligere om sagen,« siger han i telefonen og lægger røret på. Al-Marjs imam, Sheik Khaled, vil heller ikke sige noget, da jeg får telefonisk kontakt via indehaveren af den lille butik med tobak, slik og gasflasker i bunden af den imposante moské med to minareter, bygget af velgørere fra Saudi-Arabien: »Danmark?« svarer han, da han er tilbage fra eftermiddagsbønnen, »Nej, nej. I danskere er anti-islam. Jeg har ingen kommentarer.«

Fortrængningen

Således vender landsbyen ryggen til tragedien, der anbragte den på medielandkortet for altid. Fortrængningen synes total, da jeg taler med borgmesteren, Imad Ali Shmoury, der fortæller, at han var en god ven af Ziads far, den pensionerede sygekassedirektør Samir al-Jarrah, der døde i maj i år som en mærket mand.

»Han blev aldrig overbevist om, at hans søn døde i det fly. Og hvis han var med flyet, var det i hvert fald ikke som leder af nogen operation, men fordi han var på vej et sted hen for at fortsætte sin studier. Samir havde jo kun et par dage før 11. september sendt ham penge til det formål. Og en anden ting, der er mystisk: Først kort før Samir døde fik han omsider en officiel dødsattest på Ziad fra de libanesiske myndigheder det tog dem 10 år, før de officielt kunne erklære ham død. Hvorfor? Fordi der ikke var beviser. Og jeg tror heller ikke et øjeblik på, at han var med i den operation.«

Men hvad borgmesteren så tror, tøver han med at sige rent ud.

»Som muslimer afviser vi den slags aktioner. Vi bekæmper islams fjender med åben pande. Operationer som denne, hvor uskyldige bliver ofre, er i bund og grund uislamisk«, siger han.

Så du tror, at operationen var planlagt og gennemført af andre end muslimer?

Borgmesteren tøver: »Denne operation var en del af en kampagne med det formål at sværte islam i verdens øjne,« siger han så. »Men islam hylder tolerance, kærlighed og respekt for andre, og hvad enten folk er praktiserende eller ej, om vi går i moskeen eller ej, så afviser vi at slå uskyldige ihjel. For det har intet med vores krig mod USA og Israel at gøre. Lad mig minde om, at Profeten havde en jødisk nabo,« fortsætter han og tilføjer med et næsten umærkeligt strejf af sarkasme: »Og som dansker ved du jo meget vel, hvem Profeten er, og hvad han står for.«

Jeg spørger til Ziads forældre, og borgmesteren beskriver, hvordan moren, der flyttede til Beirut før 2001 »af personlige årsager, som jeg ikke skal komme ind på« dog jævnligt besøgte sin mand i landsbyen.

»Men efter operationen 11. september viste hun sig ikke igen før til Samirs begravelse her i maj. Måske skammen var for meget for hende,« siger han og samler fingerspidserne eftertænksomt. »Og siden begravelsen har vi ikke set hende.«

Han fortæller, at faren, Samir, var højt respekteret af alle i landsbyen og trods skrantende helbred en aktiv støtte i hans valgkamp sidste år, da han overtog ledelsen af kommunen efter en periode som viceborgmester. Nu har han gjort den til et fredsommeligt harmonisk helle i Bekaa-dalen ved at afsætte et areal i bymidten til hæren.

»Før i tiden tog det tit halve dage, før hæren nåede frem i tilfælde af problemer. Nu er den tæt på og kan gribe ind, når problemerne opstår.« Og problemer er der da, selv om de »sjældent, ja nærmest aldrig er politiske«. Som da to familier for kun få uger siden greb til våben i en banal nabotvist, der resulterede i 11 sårede, herunder et barn, før hæren fik adskilt kamphanerne. »Der er styr på situationen nu,« siger han, »nogle er i fængsel, og andre er på hospitalet.«

Salafisten: Det var islamister

Det er dog ikke alle i Libanon, der fortrænger Ziads mulige rolle i 11. september. Sheik Omar Bakri er kendt i Storbritannien som 'ayatollahen fra Tottenham'. Siden 2005, da den britiske jord brændte under ham efter at han offentligt havde prist de fire islamiske selvmordsbombere, der gennemførte terrorangrebet mod Londons undergrundsbane i juli det år, har Omar Bakri boet i Tripoli i det nordlige Libanon, hvor han hver søndag holder studiekreds og prædiker sin særligt militante udgave af islamisk salafisme for en kreds af tilhængere. Han er ikke i tvivl om, at Ziad var blandt »de 19 martyrer«, der gennemførte 11. september-angrebet.

»Jo, jo, det var mudjahediner (hellige krigere, red.), der gennemførte aktionen,« forsikrer han, »du skal ikke tro på konspirations-teorierne om, at de var vestlige agenter. Det var en islamisk aktion, der satte en ny dagsorden, og som er den egentlige baggrund for den intifada, vi nu ser i den arabiske verden. Tyrannerne står for fald, og det hele begyndte med Sheik Osama bin Laden og de 19 martyrer.«

Du mener, at det arabiske forår skyldes al-Qaeda og 11. september?

»George W. Bush gjorde islam en stor tjeneste, da han erklærede sin krig mod terror og stemplede alle, der ikke var for ham, som fjender. Indtil 11. september var vi islamiske fundamentalister en lille, begrænset gruppe, hvoraf mange af os i øvrigt allerede sad i fængsel. Med deres krigserklæring ligestillede amerikanerne halvanden milliard fredelige muslimer med os, og se hvordan det har udviklet sig: I dag er muslimer i krig med USA og Vesten i Irak og Afghanistan. Og det arabiske forår er først og fremmest et oprør mod Vestens marionetter i Mellemøsten Ben Ali i Tunesien, Mubarak i Egypten, Ghadaffi i Libyen og snart falder Ali Abdullah Saleh i Yemen, hvor al-Qaeda står stærkt.«

'Jeg elsker det ...'

»Men det er vel at mærke de sekulære, de ikke praktiserende muslimer, der har ført an i oprøret mod tyrannerne men det gavner islam, du kan jo se hvordan 'chokolademuslimerne' i Det Muslimske Broderskab nu vinder frem i Egypten og Tunesien de har overtrukket deres politiske programmer med chokolade, men i sidste ende er de muslimer, for der er kun ét islam, og det er Profetens. Hvorfor tror du, at Sheik Osama, før han blev dræbt og døde som glorværdig martyr, udsendte et communiqué til al-Qaedas celler om at afstå fra at angribe under oprøret mod diktatorerne? Fordi han var på folkets side, overbevist om, at islam vil sejre til sidst.«

Og sådan blev Sheik Omar Bakri ved i 55 minutter. Om hvordan 11.september-angrebet oprindeligt var planlagt til at omfatte 16 fly, men fordi Osama bin Laden fik nys om, at USA planlagde et angreb på hans base i Afghanistan, fremskyndede han aktionen med de fire grupper, der var klar. Om at islam efter 11.september blev verdens hurtigst voksende religion. Om at 75 millioner muslimer, der i dag bor i Vesten, varsler islams kommende verdensherredømme.

»Jeg elsker det,« siger han.

Serie

11. september 10 år efter - et verdensbillede sprækker

Information markerer ti-året for 11. september ved at zoome ind på nogle af de virkeligheder og erkendelser, der begynder at træde frem efter 10 års overfokusering på den muslimske trussel.

Seneste artikler

  • New York ud af angstens skygge

    12. september 2011
    Der var ingen politiske taler, blot oplæsning af navne, poesi og musik. Præsident Obama læste højt af Biblen, og George Bush citerede Lincoln. New York mindedes i går ofrene for 9-11 og åbnede det officielle mindesmærke
  • 10 års omvej

    10. september 2011
    Det afgørende slag mod al-Qaeda var demokratisk og hed Det Arabiske Forår. Foråret viste, at de fleste i den arabiske verden er langt mere opsatte på frihed og demokrati end på islamistisk civilisationsomstyrtning. Og at terroren bliver svækket, når befolkninger føler sig mindre undertrykt
  • Det er sket, og det kan ske igen

    10. september 2011
    ”Man tænker, at det aldrig kan ske i Skandinavien, men så sker det alligevel, som det gjorde i Norge, og så tænker man: Det er muligt,” lyder det fra 8. v fra Skolen på Islands Brygge. For de unge, der er vokset op i skyggen af 11. september 2001, lever med bevidstheden om, at de potentielt er sårbare
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu