Baggrund
Læsetid: 5 min.

'Afradikalisering er en renselse'

At afradikalisere de mest radikaliserede muslimer kan være et vanskeligt, nærmest umuligt projekt. Radikalisering kan forebygges, men med vidt forskellige udgangspunkter for forskellige muslimske grupperinger, viser et nyt studie af unge muslimer i Europa
At afradikalisere de mest radikaliserede muslimer kan være et vanskeligt, nærmest umuligt projekt. Radikalisering kan forebygges, men med vidt forskellige udgangspunkter for forskellige muslimske grupperinger, viser et nyt studie af unge muslimer i Europa
Moderne Tider
29. oktober 2011

Hvordan når man frem til at ville placere en bombe i Londons undergrundsbane? Eller begå attentat mod Muhammed-tegnerne? Eller bare tro på, at vold er et legitimt middel til at få indflydelse?

Svar på disse spørgsmål forsøger CIR — Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser — at afdække ved at udgive fem rapporter om radikalisering under titlen Radikalisering blandt unge muslimer i Europa.

Rapporterne har undersøgt radikalisering i Danmark, Frankrig, Italien og Storbritannien ved at interviewe medlemmer af de mest radikale muslimske miljøer i de pågældende lande og grupper. Radikalisering bliver defineret som en ekstrem religiøsitet og en tro på, at troen står over staten.

Der er store nationale udsving i radikaliseringen i de forskellige lande, men fælles er, at afradikalisering ses som en uhyre svær proces, som er vanskelig at gennemføre i de allermest rabiate miljøer.

»Problemet med radikalisering er, at det dels er et meget svært område, at nærme sig — både fordi det er svært at komme tæt på de radikaliserede muslimer, samtidig med det er et meget følsomt forskningsområde,« siger Mehdi Mozaffari, der er leder af CIR og har iværksat udgivelsen af rapporten i en samlet bog.

»Hvis du undersøgte alle mulige andre ting som sygdom eller arbejdsløse, ville du bare kunne tage telefonen og ringe til kilderne. Hvis du skal undersøge radikalisering, kan du ikke bare banke på en dør i Gellerupparken i Aarhus, du skal gå igennem en gatekeeper. Disse gatekeepere er svære at finde, og miljøet er meget lukket, så det er ekstremt vanskeligt at få direkte fat på de radikaliserede. Derfor er det vanskeligt at gå i dybden med radikaliseringen og nå ind til den både som forsker og som mulig afradikaliseringsprojekt,« forklarer Mehdi Mozaffari.

Mental renselse

Samtidig løber forsøg på afradikalisering panden mod en mur, fordi de radikaliserede muslimer ikke opfatter sig selv som radikaliserede. Det er svært at behandle en syg, hvis vedkommende ikke selv mener, at hun er syg. Hvis man opfatter sig selv som syg og vil ud af et radikalt muslimsk miljø, er processen ofte ekstremt hård.

»En afradikalisering er en mental renselsesproces, hvor alle de ting, man har lært fra islam i form af ideologier, doktriner, etiske ideer og ritualer, skal ændres. Det kræver psykologer til en sådan afdoktrinering af personen, og personen skal bygge helt nye venskaber op, fordi vedkommende kommer ud af en cirkel, hvor der har været varme og solidaritet. Det psykologiske arbejde er stort, og det svære er at dreje en persons tankegang til en anden slags end den muslimske. Specielt i ikkemuslimske lande som Danmark skal der en stor viden om islam, normer og principper til at kunne gennemføre afradikalisering,« siger Mehdi Mozaffari.

Rapportens undersøgelser underbygger, at radikaliseringen blandt andet afhænger af forholdet mellem stat og religion. I undersøgelsen af det muslimske miljø i den nordfranske by Lille, ser lokalpolitikerne i sekularisering som det bedste middel mod muslimers radikalisering. Andre initiativer har ifølge politikerne ikke nær så megen kraft som adskillelsen af stat og religion. Den franske rapport er den eneste fra et fuldt sekulariseret land, og Mehdi Mozaffari vurderer, at sekularisering generelt ville lægge en dæmper på radikaliseringen også i andre lande.

»Hvis religion og den religiøse debat fylder meget i det offentlige rum, som den for eksempel har gjort i Danmark, hvor Dansk Folkeparti har bygget deres retorik op om et kristent udgangspunkt, så giver debatten paradoksalt nok også plads til de radikale synspunkter. Jeg mener, at det principielt forholder sig sådan, at hvis man giver plads til religion, så giver man også plads til de yderste synspunkter i islam,« siger Mehdi Mozaffari.

Han vurderer, at den franske model derfor bør have mere indflydelse, hvis et samfund ønsker afradikalisering — også af andre religiøse grupper. I forhold til en britisk samfundsmodel, hvor multikulturalisme er et grundtræk, har de radikaliserede muslimer i Frankrig i høj gad holdt sig inden for lovens rammer.

Ligesom Mehdi Mozaffari referer til en undersøgelse, der viser, at franske muslimer placerer deres status som franskmænd før deres religiøse og etniske tilhørsforhold, mens det er omvendt hos britiske muslimer.

De radikale danskere

De danske radikaliserede muslimer fremstår som de mest radikaliserede af de muslimer, rapporterne har undersøgt. For eksempel har de italienske muslimer slet ikke så ekstremistiske synspunkter som de danske om blandt andet indførslen af 'ummaen', som er en utopi om et muslimsk paradis på jord. Det skyldes især, at den muslimske befolkning ikke er så tæt i Italien, men også at de danske muslimers oprindelseslande er langt mere politiske end de italienske muslimers.

»Vi ved ikke præcis, hvor stor en rolle det spiller. Men det er klart, at når man kommer fra en zone som Palæstina, Libanon, Irak og Afghanistian, så er man langt mere traumatiseret og har en højere tendens til radikalisering, end hvis man kommer fra Marokko og Tunesien,« siger Mehdi Mozaffari.

Mere som Tyskland

Samtidig spiller den stærkere radikalisering i Danmark også ind, fordi der her er en forholdsvis lang tradition for at have prominente islamfortalere i landet. Den nu afdøde Abu Laban har spillet en stor rolle for radikaliseringen, efter han som fremtrædende imam kom til Danmark som palæstinensisk flygtning.

Desuden har flere frontfigurer i den radikaliserede islamisme besøgt Danmark. Blandt andre 'den blinde sheik', som opfordrede til det første terrorangreb mod World Trade Center i 1998, ligesom det menes, at Osama bin Ladens efterfølger har besøgt danske muslimer. Derudover kan det også have indflydelse på islamiseringsgraden i Danmark, at der er geografisk sammenhæng med Tyskland, og politiske forhold har bevirket, at Danmark har haft muslimer siden 1980'erne. Derimod har Sverige og Norge, som er de lande, vi normalt sammenligner os med, ikke har haft nær den samme andel af muslimsk indvandring før 11. september 2001.

Stigmatisering

Måske fordi radikaliseringen er markant i Danmark, er det også i en af de danske rapporter, at det fremgår, at radikaliseringen kan tjene som et ekstremt stigmatiserende træk. Særligt med den nye terrorlov og PET's indsats på området, bliver radikalisering alt andet end et adelsmærke, og det mærkes tydeligt i de muslimske miljøer, understreges det i rapporten Radikalisering blandt unge muslimer i Aarhus.Her konkluderes det, at en succesfuld afradikalisering i dansk kontekst også er afhængig af en korrekt kommunikation om radikalisering, ellers mistes potentialet for afradikalisering fuldstændigt:

»Undersøgelsen viser også, at de interviewede forholdt sig skeptisk til dele af eller hele regeringens handlingsplan for afradikalisering og opfattede initiativerne heri som udtryk for diskrimination. Derfor påpeges det, at hvis man godtager, at oplevelser af stigmatisering og diskrimination er typiske ingredienser i et radikaliseringsforløb, så er der risiko for, at officielle afradikaliseringstiltag indirekte kan virke mod hensigten. Det illustrerer, at sådanne tiltags potentielle effekt i høj grad afhænger af, hvordan tiltagene formuleres, præsenteres og gennemføres.«

Trods dette vurderer CIR dog, at PET's overvågning og indsats over for radikaliserede muslimer er nødvendig, når man tager i betragtning, at afradikalisering er en så vanskelig proces.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Undskyld er lidt sent så prøver lige igen, denne gang uden fejl forhåbentligt :

hmm gad vide om det også foregår sådan med blå-øjet nordmænd???

At først begynder de med at have holdninger til at indvandring er et problem!

Derefter bliver det til at muslimsk indvandring er et problem!

Hvorefter Islam bliver et problem!

Og derefter kommer man frem til at det er kulturrelativister og halalhippier der er årsagen til problemet med indvandring, muslimer og Islam!

Jamen vent lige lidt var det ikke alt det som den tidligere regering og dets støtte parti stod for??

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er oplagt, at bruge oprørene i f.eks. Tunesien, Egypten og Libyen til at vise danske muslimer, at islamister har lige så meget interesse i, at deres basale menneskerettigheder bliver respekteret, som alle andre har.

Herunder især retten til at opstille og vælge sine egne politiske repræsentantrer, samt ytringsfrihed.

Hvad er danske muslimers indstilling til, at det danske militær støtter oprøret i Libyen militært?

Er det kun Naser Khader, der støtter oprørene og som bekymrer sig om, om de fører til demokrati - eller til nye diktaturer?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jaweed Yusuf.

Islamistiske terrorister begår primært terror mod andre muslimer i muslimske lande.

Det er muslimer, der kæmper mod muslimer i f.eks. Tunesien, Libyen, Syrien, Egypten og Irak, hvilket betyder, at disse muslimske lande mere eller mindre permanent svæver mellem undtagelsestilstand og borgerkrig.

Jakob Schmidt-Rasmussen

De tidligere diktatoriske regimer i Libyen og Egypten var medlem af Socialistisk Internationale.

Baathpartierne, der regerede Irak, og som regerer Syrien er også socialistiske partier.

Det er Algeriets regeringsparti også.

Algeriet var det første land i Nordafrika, som forsøgte at afholde frie valg. Valget blev afholdt i 1991.

Men da Den Islamiske Frelserfront vandt første valgrunde, så aflyste militæret anden valgrunde og indskrænkede ytringsfriheden, samt retten til at forsamles frit.

Sikkert under indtryk af udviklingen i Iran, hvor islamisterne slagtede de socialister, socialdemokrater og kommunister, der hjalp de iranske islamister til magten, og begyndte at undertrykke de iranske piger og kvinder groft og systematisk efter magtovertagelsen.

Derefter udbrød der en ekstremt blodig terrorkrig/borgerkrig i Algeriet, der kostede mere end 160000 livet fra 1992-2002.

Men nu har det algeriske regeringsparti igen indført friere tilstande, under indtryk af udviklingen i nogle af nabolandene, hvor det ser ud til, at socialister og islamister vil danne regering.

Er der en lektie, at lære der, Yusuf?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Godt set, Karsten.

Det er selvfølglig derfor, at NATO-fascisterne kæmper for at indføre demokrati i Irak, Afghanistan, og Libyen:

For at fremme klimakatastrofen.

Du har også indlysende ret i, at bæredygtig vækst er det samme som "die Endlösung der Menschenfrage."

Jakob Schmidt-Rasmussen

Karsten.

Er det de kinesiske kommunister, du tænker på, når du skriver, at "Endelig handler denne religiøse “debatten” aldri om verdens i særklasse mektigste sekt i dag: tilhengerne av den neoliberalistiske dyrkelsen av Mammon..."?

Richard Salomonsen

@Jakob
Definer venligst "NATO-fascisterne" ----store ord at tage i sin mund, hvis man altså ved, hvad fascisme reelt betyder !!

Jakob Schmidt-Rasmussen

Udtrykket NATO-fascister var et forsøg på at parodiere din - i mine øjne - meningsløse og usammenhængende retorik.

For alle NATO-lande er jo demokratier, i modsætning til f.eks. Cuba, Kina og de tidligere socialistiske regimer i Irak, Egypten og Libyen.

Mit indlæg fra klokken 7.44 var også ironisk ment.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Sorry, Richard.

Udtrykket NATO-fascister var et forsøg på at parodiere Karstens - i mine øjne - meningsløse og usammenhængende retorik.

Hold da op hvor er ordet radikal og dens betydning blevet tilsmudset de seneste år. Der var engang hvor det var radikalt at kunne tænke "uden for boksen" - Nu er radikale fundamentalistisk religiøse og/eller terrorister.

Engang kunne man også kalde sig liberalist uden at blive misforstået som borgerlig.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Alex Jensen. Der er mindst to radikalt forskellige måder, at bruge ordet radikal på!

Ordet radikal betyder, at gå til rødderne.

Demokrater mener folket, når de tænker på "rødderne", jævnfor ordet græsrodsbevægelser.

Fundamentalistiske muslimer opfatter det, at "gå til rødderne", som at tage udgangspunkt i en fundamentalistisk fortolkning af koranen.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Omar.

De tyske nazister udryddede ikke muslimerne; tværtimod allierede nazisterne sig med muslimerne.

Her er uddrag fra en anmeldelse af "Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina" af Thor Lomborg fra historie-online:

"De muslimske lande, og især de arabiske, fremstår i dag som en af antisemitismens stærkeste bastioner.

Dagligt publiceres der i statslige medier grove antisemitiske karikaturer, og publikationer som Adolf Hitlers ”Mein Kampf” og det russiske antisemitiske smædeskrift Zion Vises Protokoller sælges stadigvæk i stort antal.

Netop Zion Vises Protokoller og dens fremstilling af en global jødisk sammensværgelse er ofte brugt som referencemateriale i officielle politiske taler i den arabiske verden, og så sent som i 2002 blev den basis for en storstilet antisemitisk tv-serie i fyrre afsnit produceret i Ægypten.

Når man tager i betragtning, at jøderne i mange hundrede år levede i nogenlunde fredelig samhørighed med den muslimske del af befolkningen under det osmanniske herredømme, kan ophavet til den nuværende særdeles stærke antisemitisme virke besynderlig.

Ganske vist var dannelsen af staten Israel i maj 1948 og den efterfølgende uddrivelse af tusindvis af palæstinensere fra israelsk territorium en voldsom provokation og dyb krænkelse af den arabiske selvfølelse, som ledte til et udpræget jødehad.

Men antisemitismen var allerede før Israels dannelse blevet meget udbredt blandt store dele af befolkningerne i den arabisk-muslimske verden.

To historikere fra Frankfurts Universitet, Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers, forsøger i bogen ”Halvmåne og Hagekors”, at spore denne antisemitismes rødder. Ifølge dem opstod antisemitismen som følge af den tætte forbindelse mellem nazityskland og elitære lag i de arabiske lande både før og under anden verdenskrig.

Det tredje Rige skabte tætte forbindelser til indflydelsesrige nøglepersoner i den arabiske verden, der så en tysk indmarch som en mulighed for frigørelse fra britisk dominans og som en endegyldig løsning på jødespørgsmålet.

Den dominerende figur på den arabiske side af den tysk-arabiske alliance var stormuftien af Jerusalem, Amin el-Husseini, som havde tætte forbindelser til de nazistiske spidser som f.eks Heinrich Himmler.

I løbet af 1930´erne var flugten af jøder fra forskellige dele af Europa steget markant, og i slutningen af årtiet var der næsten 400.000 jøder i Palæstina, et faktum der i den grad bekymrede stormuftien.

I 1936 gjorde han i sin egenskab af leder for det nystiftede ”Den Øverste Arabiske Komité”, en sammenslutning af samtlige arabiske partier i Palæstina, det klart for briterne, at araberne ønskede selvstændighed og mulighed for selv at tage hånd om de palæstinensiske jøder.

Den britiske Lord Peel, der var leder for en undersøgelseskommission, der havde lanceret en delingsplan for Palæstina, tøvede i første omgang med at tilkendegive nogen form for eftergivenhed overfor de arabiske krav.

Men i 1937 blev briterne ved en pan-arabisk konference officielt afkrævet at vælge side, arabere eller jøder, og hvis de valgte at støtte jøderne, ville araberne i modtræk indgå en alliance med tyskerne.

Dette pressionsmoment fik briterne til at holde igen med Peel-planens opdeling af Palæstina, og til midlertidigt at indgå en mere forsonlig politik overfor araberne.

Trods briternes forsøg på at bibeholde i bedste fald nogenlunde holdbare politiske relationer til araberne, steg Tysklands og især Hitlers popularitet til stadighed markant fra 1938 og frem.

Hitler blev i den grad idylliseret i den arabiske verden, hvor han af muslimske skriftkloge blev sammenlignet med en profetskikkelse på linje med Muhammed og Jesus, og hans kamp imod jødedommen blev opfattet som guddommeligt dikteret."

"Efter det franske nederlag i 1940 lød en populær arabisk slagsang ”Aldrig mere Monsieur, aldrig mere Mister, i himlen Allah, på jorden Hitler”, hvilket sammen med det kraftigt stigende distribution og salg af Mein Kampf tydeligt viser, hvorledes Hitler og hans ideologi havde fået bred appel i den arabiske verden.

I 1937-38 forsøgte stormuftien at styrke den tyske alliance ved at sende en gesandt til Berlin og tilbyde arabisk støtte til nationalsocialismen og udryddelsen af jøderne, hvis man til gengæld modtog penge og materiel til den arabiske befrielsesbevægelse.

På dette tidspunkt var tyskerne dog ikke interesseret i at provokere briterne, og de valgte derfor i første omgang ikke at efterkomme de arabiske tilnærmelser.

Da tvungen deportation af jøder på dette tidspunkt tilmed stadig var en central del af den tyske jødepolitik, førte stormuftien en indædt kamp for at få støtte til sin arabiske bevægelse og for at få stoppet tilstrømningen af jøder til Palæstina.

Den tyske støtte til muftien blev imidlertid aktualiseret, da det tyske Afrika-korps via en række spektakulære sejre over de britiske styrker trængte frem igennem Libyen for at erobre Ægypten og senere hen Irak.

For at støtte dette erobringstogt anså tyskerne det for strategisk vigtigt at forsøge at opildne de anti-britiske kræfter i den arabiske verden.

Til dette formål oprettede man således en særlig stab, baseret i Grækenland og ledet af tyske Palæstina-veteraner, som fik samlet en styrke på arabiske 2300 soldater, der sammen med løst tilknyttede arabiske paramilitære styrker der skulle udføre spredte angreb og sabotageaktioner imod briterne.

Til hvervningen af de arabiske mænd benyttede tyskerne sig især af antisemitisk radiopropaganda og de fik samtidigt støtte af islamiske skriftkloge, der kaldte til jihad imod briterne og jøderne.

Stormuftien flygtede fra det britiske mandatstyre i Palæstina i november 1941 og søgte tilflugt i Berlin, hvor han mødtes med Hitler og forsøgte at gøre sit krav om arabiske uafhængighed gældende.

Hitler nægtede dog at efterkomme kravet idet det arabiske område allerede var tiltænkt som italiensk indflydelsesområde, men han lovede til gengæld at støtte tilintetgørelsen af den jødiske befolkning i den arabiske verden.

Under opholdet i Berlin blev han og hans stab uddannet og trænet af den tyske sikkerhedstjeneste og aflagde bl.a. besøg i tyske koncentrationslejre, idet man fra arabisk side ønskede at indrette lejre efter samme model i Irak.

Til gengæld benyttede tyskernes deres arabiske forbundsfælders indsigt i islam og arabiske forhold til at føre en voldsom propagandakampagne for Hitler i den arabiske verden."

"Stormuftien havde udover udryddelsen af jøderne et klart politisk mål: han ønskede at oprette et stort pan-arabisk rige med ham selv som leder, og på sigt ønskede han desuden at genoprette kalifatet. Til at fuldføre denne plan havde han brug for, at tyskerne succesfuldt gennemførte deres erobring af Ægypten og Irak, og han arbejdede derfor hårdt for at oprette en større arabisk styrke, der kunne agere støttetropper, når tyskerne gennembrød briternes linjer. I 1942 så dette gennembrud ud til at blive en realitet. I forbindelse med den nært forestående erobring, planlagde tyskerne at den fremrykkende hær skulle suppleres med en særligt sammensat indsatskommando, der havde ret til at udøve ”eksekutivinitiativer overfor civilbefolkningen”, hvilket vil sige, at de officielt havde frie hænder til at dræbe civile, når de anså det for nødvendigt.

Denne gruppe blev sammensat af erfarne og kompetente tropper fra østfronten, og var ledet af højtstående SS-officerer med tidligere erfaring fra relevante indsatsgrupper. Indsatskommandoen skulle officielt have været i aktion i sommeren 1942, og der er ingen tvivl om, at havde tyskerne lykkedes i deres erobring af Ægypten, Palæstina og Irak, så havde jødeudryddelsen under indsatsgruppens kyndige ledelse antaget et forfærdende omfang."

"Efter samarbejdets afslutning og tyskernes endelige nederlag i foråret 1945 skulle man så tro, at tyskvenligheden relativt hurtigt ville forsvinde i arabiske kredse, men det gjorde den imidlertid ikke.

Talrige eksempler på sympati for den tyske nazisme, antisemitisme og for Hitler selv var tydelige i den arabiske verden fremover, f.eks. stod der i 1956 i Det Muslimske Broderskabs officielle medlemsblad, at Hitlers navn ”vækker sympati og begejstring i vor bevægelses hjerter”, og den ægyptiske præsident Anwar Sadat erklærede i en tale Hitler for ”den sande sejrherre”.

Mens de tyske nazistiske ledere blev fængslet og dømt af de allierede, blev stormuftien aldrig anklaget for krigsforbrydelser, primært på grund af politiske hensyn til den arabiske verden.

I stedet levede han videre i Palæstina som en yderst vellidt og respekteret mand og prædikede antisemitiske budskaber indtil sin død i 1974, hvor han blev fulgt til graven af hundredevis af sørgende."

"Det er samtidigt et stykke særdeles vigtigt, modigt og nyskabende historisk grundforskning, som de to Frankfurt-historikere har frembragt.

I disse globaliserede tider, hvor en række karikaturtegninger i løbet af ganske kort tid kan bringe et land ud i en større diplomatisk krise med hele den muslimske verden, er det vovet at udsende en bog, der hævder, at den muslimske verden fint kunne samarbejde med nazisterne, fordi de kunne forenes i deres had til jøderne.

Dette samarbejdes resultat, en decideret islamofacisme, blev en vigtig del af grundlaget for nutidens arabiske antisemitisme, og indprentede en sympati for og fascination af nazismen og Hitler selv, som ifølge forfatterne stadig findes i den arabiske verden den dag i dag..."

Carsten Hansen

Hvis tallene i denne undersøgelse står til troende, så kan vi glæde os over at langt de fleste indvandrede muslimer IKKE ønsker sharia og radikalisering.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/04/29/180147.htm

Derudover er sikket rigtigt mange af de der ønsker Sharia, fredelige og lovlydige borgere.

De få religiøse fanatikere der har ladet sig radikalisere og som er ude i et ærinde med at radikalisere andre, skal der naturligvis holdes øje med.

De radikaliserede må for min skyd meget gerne pakke deres syv sager og flytte hen til et sted , hvor deres islamiske paradis forefindes.

Hvis man på forhånd har besluttet sig for, at man ikke vil forholde sig til vredens årsager, kommer der besynderlige resultater.

Jeg tror den første udtalelse Tony Blair kom med lige efter bomberne i London var noget i retning af at:

"Der er absolut ingen sammenhæng mellem Storbritanniens opførsel og disse bomber."

Selv hvide danskere, der intet kender til Koranen, men kan følge den dæmonisering af arabere der har fundet sted siden 2-den verdenskrig (latterlige skurke og morderiske småpiger i Hollywood produktioner) - hykleriet i mellemøsten, Irak Afghanistan - you-name-it undrer sig over, at de ikke er MERE vrede end de er.

Som om de bedre end os andre har forstået Jesus-doktrinen: Vend den anden kind til - lad være med at tage hævn".

At der så er nogle stykker, der ikke følger Jesus-doktrinen, kan vi betragte som sygeligt - men hånden på hjertet. Vi var da blevet lige så vrede under de samme omstændigheder.

Blekingegade banden var et eksempel på hvide danske drenge, der ikke længere ville sidde med hænderne i skødet og under sig over hvorfor palæstinenserne mon var så vrede.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det har jeg da, Omar

Ifølge ordbogen betyder muselmand også muslim på dansk.

Men i praksis er ordet oftere blevet brugt om meget nedslidte mennesker og er i den sammenhæng overhovedet ikke møntet på muslimer

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kaldte f.eks. de udhungrede -primært jødiske - ofre, der blev befriet fra nazisternes udryddelseslejre, for muselmænd i artiklen "Den europæiske ånd":

"En bemærkelsesværdig positiv skildring blot 17 år efter, at sovjetiske og amerikanske tropper havde befriet de sidste muselmænd i koncentrationslejrene og derved standset det største massemord i europæisk historie."

Jakob Schmidt-Rasmussen

Der er ingen almindelige danskere, der bruger ordet, "at jøde" længere. Hvor har du dog hørt det henne?

Det er også som regel kun folk, der er endnu ældre end Per Stig Møller, der bruger ordet muselmand i vore dage; og de tænker som regel ikke på muslimer.

Det gjorde Møller f.eks. helt sikkert ikke, i det ovennævnte citat.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg har ALDRIG hørt nogen person bruge udtrykket "at jøde". Aldrig.

Og jeg har været - og er - i kontakt med meget forskellige mennesker.

Jeg kender kun udtrykket fra dansk litteratur fra før Anden Verdenskrig.

Så, det må være din omgangskreds, der har antisemitiske tendenser, hvis det er der, du kender ordet fra.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvis det er tilfældet, så har din omgangskreds nok brug for at blive afradikaliseret.

For den form for antisemitisk retorik har allerede resulteret i mere end et racistisk folkemord på jøderne.

Jeg blev selv engang søgt rekrutteret af MOSSAD.

De troede jeg jævnligt kom i en palæstinensisk venskabsforening. Jeg havde godt nok hilst på, men da det gik op for agenten, at min tilknytning til området ikke var foreningen, men at der var forbindelse fra samme opgang til et underjordisk kompleks af øverum, hvor jeg var med i et band, blev jeg uinteressant.

Jeg underrettede derpå foreningen ovenpå om at jeg var blevet forsøgt rekrutteret. De fortalte at MOSSAD ikke alene ville rekruttere spioner men også "påvirknings agenter" (det var i tiden omkring Arne Treholt) - altså folk der i læserbreve o.lign. ville udføre pro-israelsk og/eller anti-arabisk agitation.

At kunne bo som invandrer i et samfund, der er så fjendtligt indstillet - tænk på hvordan Øvig Knudsen i Blekingegade-bogen påviser at PET nærmest hjælper MOSSAD med at chikanere palæstinensere - er en præstation i sig selv.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Selvfølgelig kalder Falbert jøder for jøder.

Det gør du og jeg da også.

Det er det racistiske udtryk, "at jøde", som for længst er gået ud af brug.

Det er muligt, at den karikaturtegning, du omtaler, var racistisk, selvom det vill undre mig ret kraftigt.

Men det ER da muligt, for en af Ekstra Bladets tidligere karikaturtegnere, Jørgen Bitsch, deltog i en konkurrence for vittighedstegninger, der gjorde grin med ofrene for holocaust

I protest mod, at JP latterliggjorde muslimske terrorister...

Den antisemitiske karikaturkonkurrence, som Bitsch deltog i i protest mod muhammedkarikaturerne, var udskrevet af Irans islamistiske despot Ahmedinejad - der udover at benægte holocaust, har erklæret, at israel skal udslettes.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Melchior mente også, at det var racisme, at JP bad omkring tyve tegnere tegne Muhammed "som de så ham", for at teste om kunstnere og intellektuelle virkeligt havde pålagt sig selvcensur, når det gjaldt kritik af f.eks. islamistisk terrorisme, som Politiken påstod i en artikel, nogle dage før Jyllands Posten publicerede muhammedtegningerne.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvorfor kalder du Bent Falbert for jøde? Er han det? Og er det relevant?

Jeg deler desuden mildest talt ikke Jørgen Bitsch opfattelse af humor.

Carsten Hansen

Det er pudsigt at mange tråde om radikalisering af muslimer ender op i debat om jøder, kapitalisme og kristendom !.

Radikaliserede muslimer bliver kastet ned i kassen med påskriften "Ofrer".
Denne offerolle-retorik kan dog undre mig al den stund, at kun ganske få er radikaliserede.
Langt de fleste indvandrere med muslimsk baggrund ønsker ikke ikke denne offerrolle påhæftet og gør deres bedtse for at at fungere i de samfund de ankommer til.

Radikaliserede muslimer er slet og ret religiøse fundamentalister der udgør et problem for samfundene i Vesten. Der opfordres til had og til skabelse af parallelsamfund med egne regler og love.
Radikalisering er noget skidt; Uanset om det er politisk eller religiøst funderet !

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg har ihvertfald aldrig hørt nogen bruge udtrykket "at jøde".

Jeg har heller ikke læst en tekst, der stammer fra efter Anden Verdenskrig, hvor udtrykket bliver brugt.

Men det er da rigtigt, at antisemitismen er blevet mere salonfähig blandt nogle af islamisternes sympatisrer.

Adskillige venstreradikale forsvarer jo f.eks. Hizb Ut-Tahrir, selvom organisationens talsmand er dømt efter racismeparagraffen, for at opfordre til mord på jøder - med et citat fra koranen...

Så det kan være, at det racistiske udtryk "at jøde" har fået en ny rennaissence i nogle af de miljøer, der sympatiserer med radikale, antisemitiske islamister.

Jakob Schmidt-Rasmussen

OK... Det var Bent Melchior, du kaldte for jøde...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg har godt nok heller aldrig hørt nogen bruge ordet jødesmovs!

Det er endnu et udtryk, som jeg kun kender fra dansk litteratur fra før Anden Verdenskrig.

Jeg er i øvrigt ret sikker på, at Falbert ikke forsvarede, at Bitsch deltog i Ahmedinejads ekstremt antisemitiske konkurrence.

Var det Bitsch, der havde tegnet den karikaturtegning, som Melchior kritiserede?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Men det er mildest talt ikke et almindelig anvendt udtryk - for alle der bruger det, stempler sig selv som klassiske antisemitter.

Så det må være erklærede antisemitter, der anvender udtrykket i lukkede fora.

Forfatteren giver de radikaliserede grupper skylden for at han ikke kan komme ind i varmen..

Så besluttede han sig for at skrive en hel bog om, hvad han tror problemet kan være ved at lave en kvalitativ analyse af de eksisterende artikler..

Den bog vil jeg nok aldrig læse i.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Noget helt andet, er artiklens sygeliggørelse af islamisme:

" - de radikaliserede muslimer ikke opfatter sig selv som radikaliserede. Det er svært at behandle en syg, hvis vedkommende ikke selv mener, at hun er syg."

Dét bryder jeg mig ikke om.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Og hvad menes der med "renselse"? Udrensning af radikalisme?

Det må være en joke.

Fra artiklen: 'Det er svært at behandle en syg, hvis vedkommende ikke selv mener, at hun er syg.'

Det er ligeledes svært at forstå modstanden mod ens handlinger hvis man ikke mener at man har gjort noget forkert.

Ken Livingstone, Londons borgmester i 2005, svarer adspurgt om hvad der kan have motiveret bombemændene:

"I think you've just had 80 years of western intervention into predominantly Arab lands because of the western need for oil.
"We've propped up unsavoury governments, we've overthrown ones we didn't consider sympathetic.
"And I think the particular problem we have at the moment is that in the 1980s... the Americans recruited and trained Osama Bin Laden, taught him how to kill, to make bombs, and set him off to kill the Russians and drive them out of Afghanistan.
"They didn't give any thought to the fact that once he'd done that he might turn on his creators."

Det er klart at der er forskel på hvordan man kan reagere på massiv undertrykkelse, men at udelukke årsagen til radikalisering bringer ikke én nærmere en forklaring.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Per Danbo.

Terror er massiv undertrykkelse af uskyldige civilister. Det er ikke frihedskamp, at dræbe tilfældige mennesker, for at skabe frygt - og da slet ikke, når terroristerne kæmper for en ekstremt undertrukkende ideologi som islamismen.

Det er en mildest talt fejltagelse, at opfatte ethvert islamistisk terrorattentat, som en reaktion på undertrykkelse.

Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali bliver f.eks. begge truet af islamistiske terrorister, der vil dræbe dem af religiøse grunde.

Ikke fordi Rushdie og Hirsi Ali undertrykker nogen, men tværtimod fordi de ikke vil underkaste sig islamisternes intolerante dogmer.

Islamistisk terror rammer oftest muslimer, eller tidligere muslimer, der er kritiske overfor islamisternes ofte ekstremt undertrykkende ideologi.

Så det er fuldstændigt ubegrundet at opfatte jihadisk terror som frihedskamp.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Per Danbo.

Her er endnu et eksempel på, at islamistisk terror kun kan beskrives, som det modsatte af frihedskamp - hvis man da ikke er religiøs fascist, hvilket fundamentalistiske islamister som regel er:

En dansk-somalisk, islamistisk terrorist, der var blevet radikaliseret i Danmark af en imam med tilknytning til den islamistiske terrororganisation al-Shabaab, myrdede den 3. december 2009 23 højtstående somaliere, netop fordi den somaliske elite vil demokratisere og udvikle Somalia.

Det var altså et terrorattentat, der netop havde til formål at undergrave den langsigtede udviklingshjælp.

Den dansk-somaliske, islamistiske terrorist havde klædt sig ud i sort dametøj for at kunne snige sig ind på hotellet. Hans ansigt var tilsløret af en hijab.

Under dametøjet havde den danske terrorist gemt et bombebælte, som han detonerede under en dimissionsceremoni for nyuddannede læger - som der i forvejen er stor mangel på i Somalia!

Blandt de dræbte var tre somaliske ministre, tre journalister, to læger og ni lægestuderende.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Per Danbo.

Såkaldte antiracister, der retfærdiggør, eller ligefrem idealiserer jihadisk terror - selvom jihadister i princippet altid er racister - som en form for frihedskamp - selvom deres terror som regel går ud over andre muslimer, der ønsker personlig frihed - er med til at fastholde de radikaliserede jihadister i deres ultrareaktionære, antidemokratiske ideologi!

"Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser" kunne måske med fordel skifte navn til "Center for Forskning i religiøse og politiske Radikaliseringsprocesser".

Selv om de ydre årsager kan syntes forskellige for en Atta, en Bader, en Kaczynski eller en Öcalan, for slet ikke at tale om en Breivik, så er processen trods alt den samme.

Hvis man vil forstå denne process, er det mest begavede vel at studere den i forskellige sammenhænge, netop fordi det er måden at udskille de tilfældige variationer fra de egentlige årsager.

Jakob Schmidt-Rasmussen

I øvrigt så advarede lederen af Nation of Islam Louis Farrakhan allerede i august 2010 om, at det arabiske forår ville sprede sig til USA, Bo.

Tidligere var Nation of Islam en radikal og racistisk organisation; men nu opfordrer Farrakhan alle sine tilhængere til at studere dianetik og scientologi.

Så nu er du forhåbentligt en fordom fattigere...

"I øvrigt så advarede lederen af Nation of Islam Louis Farrakhan allerede i august 2010 om, at det arabiske forår ville sprede sig til USA, Bo.

Tidligere var Nation of Islam en radikal og racistisk organisation; men nu opfordrer Farrakhan alle sine tilhængere til at studere dianetik og scientologi."

LOL! Tak for det guldkorn, det vidste jeg faktisk ikke.