Læsetid: 9 min.

Arrogante tabere

Forfattere er grundforskere i små og store ulykker, urimeligheder og tragedier. Vi udforsker taberpositionen, fordi det er den dør, der giver den bedste adgang til tilværelsen. Ulykken er fiktionens bedste allierede. Og så er vi arrogante. Ellers ville vi ikke være forfattere. For der er en uhyre arrogance i at publicere en bog, at lade sin dybt private stemme lyde og kræve, at alle lytter
Forfattere er grundforskere i små og store ulykker, urimeligheder og tragedier. Vi udforsker taberpositionen, fordi det er den dør, der giver den bedste adgang til tilværelsen. Ulykken er fiktionens bedste allierede. Og så er vi arrogante. Ellers ville vi ikke være forfattere. For der er en uhyre arrogance i at publicere en bog, at lade sin dybt private stemme lyde og kræve, at alle lytter
15. oktober 2011

Jeg læste for nylig en meget radikal, ja, vel nærmest ekstrem artikel, og hvis det ikke var, fordi den stod på forsiden af Politikens debatsektion, ville jeg have troet, at det drejede sig om et stykke fiktion, skrevet af en forfatter, jeg aldrig havde hørt om, men som jeg snart ville komme til at lære nærmere at kende. Hans vision var ekstravagant, hans ekshibitionisme dristig, hans selvfremhævende arrogance nærmest ekstatisk.

Men det var ikke en forfatter. Det var en mand, der kaldte sig taber med samme fasthed i stemmen, som om det var en stillingsbetegnelse, man kunne finde på telefonbøgernes gule sider.

Han leverede en række beviser på sin taberstatus: han var førtidspensioneret i en alder af nogle og fyrre. Med andre ord: Han var sat uden for livet. Han boede i Københavns Nordvestkvarter, dette fra litteraturen så berømmede mytologiske taberland. Med andre ord: sat uden for livet. Ingen kvinde fandt ham attraktiv. Med andre ord: sat uden for livet. Han havde ingen børn. Med andre ord: sat uden for livet. Visse politikere omgikkes med planer om at forbyde prostitution. Igen den samme konklusion: Endnu en gang ville han blive forment adgang til livet.

Han blev ved. Han var tydeligvis fanget i et smertefuldt paradoks: Han følte sig på en gang overset og anså sig samtidig for at være verdens absolutte midtpunkt.

Det var muligvis derfor, jeg under læsningen blev ved med stædigt at holde fast i den illusion, at han var forfatter, og jeg derfor hele tiden ventede, at dette højstemte 'Jeg anklager' ville munde ud i et krav om højere bibliotekspenge, flere forfatterlegater, en grundlæggende reform af Statens Kunstfond eller en påpegning af det dybt uretfærdige i, at forfatteren selv endnu ikke var blevet tildelt det livsvarige hæderslegat.

Men jeg tog fejl: Han var ikke forfatter. Beviset: Bibliotekspengene interesserede ham ikke. Der var ingen appeller til hverken nye eller afgående kulturministre. Manifestets ophavsmand led ikke af den enfoldige illusion, som visse forfattere hjemsøges af, at flere penge løser alle eksistentielle problemer.

Nej, hans krav var meget mere radikale: Staten skulle skaffe ham en kæreste, staten skulle skaffe ham børn, staten skulle sørge for, at han ikke længere gik sin tabervej alene, men at samfundet blev indrettet på at kompensere mennesker som ham. Han drømte ikke om et liv, hvor han kunne begynde forfra og tilbageerobre det ansvar, han undervejs var blevet frataget, for han var nu engang taber, og det er en identitet på lige fod med alle andre, og det skal respekteres, og en taber kan desuden aldrig blive sin egen lykkes smed. Kun som sin egen ulykkes smed har han bevist sine evner. Her var en mand, der på militant vis ikke selv ville gøre noget for at forbedre sit liv, og som krævede sin viljesløshed statsunderstøttet.

Fortællinger gødes af ulykke

Hvorfor var det nu lige, at jeg under læsningen blev ved med tænke på forfatterstanden? Er det, fordi der et eller andet sted er en magnetisk tiltrækning mellem taberpositionen og forfattere? Her tænker jeg ikke på forfatteres samfundsmæssige position, deres indtjeningsmuligheder, deres kommercielle succes eller fiasko. Her tænker jeg snarere på Leo Tolstojs ord, om at lykkelige familier ingen historie har, men ulykkelige har. Fortællinger gødes af ulykke, ikke af lykke, for det er i ulykken, at livet blotter sin mangel på højere mening, og det er der, hvor en højere mening er fraværende, at fortællingen blomstrer, fordi der ikke er nogen givne sandheder, der skal illustreres.

Forfattere er grundforskere i små og store ulykker, urimeligheder og tragedier. Vi udforsker taberpositionen, fordi det er den dør, der giver den bedste adgang til tilværelsen. Ulykken er fiktionens bedste allierede. Selvfølgelig byder tilværelsen også på vindere, men livet er ikke noget skakbræt, hvor den bedste strateg sejrer, og selv om ondt og godt findes, befinder vi os kun i sjældne øjeblikke placeret på en skaktern, der er rent hvid eller rent sort.

Et katalog over taberattituder

Tag nu første bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Aristokraten Swann bruger år af sit liv på belejre en dame af tvivlsom dyd, der beregnende holder ham hen, indtil han sent indser, at han har spildt sine bedste år på en kvinde, som slet ikke var hans type. Ikke hans type! Midt i et raffineret værk kommer sandheden i form af den mest banale af alle indsigter, formuleret som et stilistisk brud på hele romanens tone, holdt i et nådesløst konstaterende, snusfornuftigt sprog: banaliteten som mere tungtvejende end alle livets dybere indsigter, banaliteten som ubekvem sandhed, når det kommer til det rod, livet altid er.

Eller tag fjerde bind af Karl Ove Knausgaards romanværk Min Kamp, hvor den unge forfatter er lærervikar i en lille bygd nord for polarcirklen. Han er høj, ser godt ud, med den aura af verdensvanthed som kun en 18-årig rockguitarist kan have i provinsen. Hans kvindetække er ubestridelig, og den modsvares af en overvældende appetit på sex, men alt mislykkes, fordi han lider af for tidlig sædafgang. Han sidder deroppe nord for polarcirklen som en anden Hamsun og vil gribe tilværelsens gåde, og så kommer han den aldrig nær, fordi han hver gang han omsider ligger mellem en kvindes lår, eksploderer alt for tidligt i det, de altid vidende franskmænd kalder la petite mort.

Eller tag Orhan Pamuks Uskyldens Museum, den mest langstrakte skildring af en afstandsdyrkelse af en kvinde, som i hvert fald den moderne romankunst har kendt, Ekspeditricen Füsun er genstand for en veritabel tilbedelseskult, og dog ytrer hun aldrig en mindeværdig sætning, og side for side vokser læserens mistanke om, at ekspeditricen Füsun ikke er andet end en afgrund af banalitet, der får selv Flauberts tåbelige, romantisk forvirrede madame Bovary til at fremstå som dyb, indtil genstanden for al denne afgudsdyrkelse til sidst, netop som lykken synes inden for rækkevidde, kører sig ihjel i en melodramatisk gestus så billig og banal, at man ikke kan tiltro den en fejret nobelprisvinder, men må tillægge den karakteren selv. Men også her er der en nådeløs sandhed om os og det liv, vi lever.

Forelskelse i den forkerte, for tidlige sædafgang, melodramatisk hykleri, det er alt sammen et katalog over taber-attituder, der på samme tid er både et fund og et vilkår for litteraturen, ikke fordi forfattere er misantroper, men fordi de udtrykker den type klarsyn, der kun opnås gennem intens selvgranskning. Romaner er dybt ekshibitionistiske bekendelser, der så godt som altid handler om noget andet end forfatteren selv. Repræsentative ekshibitionister kan man kalde forfatterne. De driver privatheden til det punkt, hvor idiosynkrasien mødes med det almene.

De pladsløse og forlagte

Taber er en frugtbar metafor for det, en forfatter er. Kunne eksileret være en anden?

FN har et begreb for de mennesker, der er drevet på flugt inden for et lands grænser. På dansk hedder de internt fordrevne, men det engelske udtryk er bedre: internally displaced persons, mennesker, der har mistet deres plads, omtrent som genstande, der er blevet forlagt. De befinder sig stadig i det samme land, inden for det samme sprog og den samme kulturkreds. Flygtningens store spring ud i det ukendte har de ikke foretaget, men alligevel har de mistet deres plads i geografien og samfundet. De er pladsløse og forlagte, også i eksistentiel forstand. Også forfattere er pladsløse og forlagte, om end i overført betydning, og det er et vilkår, de deler med alle andre i et samfund under konstant forandring. Forskellen er blot, at forfatterne står ved deres pladsløshed og ikke forsøger at flygte ind i en af de mange cirkulerende identiteter, der er på tilbud i en turbulent verden, hvad enten tilbuddene kalder sig etniske, religiøse eller nationale.

Litteraturen fortæller os ikke, hvem vi er i nogen forstand, der kan forbindes med det befæstede reservat, som går under navnet identitet. Den fortæller os heller ikke det modsatte: Hvem vi ikke er. Den fortæller os noget meget større. Litteraturen er en invitation til at se sig i spejlet og opdage en anden.

Der er en slags løgne, der ikke er plads til i litteraturen: Det er de hvide løgne, hvis eksistensberettigelse ellers er, at de gør livet fremkommeligt. Sproget, som det bruges i omgangen mellem mennesker, er resultatet af forhandlinger og kompromiser. Men ikke i litteraturen. Her hersker en kompromisløshed, der ikke gør det forkert at stemple forfatteren som en asocial figur. Gode forfattere har en indbygget bullshit-detector, en instinktiv fjendtlighed mod klichéen og den letflydende løgn. Politisk er det ikke så vigtigt, om forfattere flyder med strømmen eller går imod den, for de hører til et helt andet sted, i understrømmen, dernede, hvor lyset ikke når frem, og hvert svømmetag samtidig er en søgen i mørket.

Jeg taler ikke kun om introspektion. Jeg taler også om udforskning af verden. Litteratur bliver ikke politisk, fordi forfatteren i en tekst indtager et politisk standpunkt eller med en dansk favoritkliché sætter et problem under debat. Den mest politiske roman er den, der hverken har politiske temaer eller motiver, men i stedet forsøger at se alt og indleve sig i alle, skriver Orhan Pamuk. Jeg er træt af den modsætning, som litteraturkritikere formynderisk dyrker på forfatternes vegne, mellem en påstået virkelighedsfikseret realisme og en litteratur, der har sproget som sin eneste horisont. Litteratur er begge dele, sproglig lydhørhed og iagttagelse af verden, indbildningskraft og indlevelse.

Den haitianske eksilforfatter Edwidge Danticat skriver i Create Dangerously, at alle forfattere, der er vokset op under ø-republikkens skiftende terrorregimer, er taknemmelige over overhovedet at være i live. Og så priser hun en af disse på livet truede forfattere for hans vidunderlige skildring af friskbagt brød. »Jeg hævede bogen op til min næse for at lugte til det.« Er det politisk? Måske, hvis man lever et sted, hvor brød ikke er en hverdagsforeteelse, men en luksus.

Arrogancen

Alligevel minder Danticats begejstring mig om den, jeg selv følte, da jeg læste Josefine Klougarts skildring af dejens bevægelser under æltningen i Stigninger og Fald. Jeg snuste ikke til bogen. Jeg følte i stedet dejen under mine hænder. Romanen er blevet berømmet for sine frit associerende kaskader af billeder. Men den er jo i lige så høj grad et portræt af et landbomiljø set med barneøjne, og den er skrevet med et så håndfast kendskab til hverdagens arbejdsredskaber, at man i passager tror, forfatteren må have en baggrund som håndværker. Der er intet dogmatiserende litterært skoleridt her, men en barndomsskildring så indlevet og præcist iagttaget som nogen.

Forfattere er arrogante, og så er jeg ligeglad med, hvor beskedne vi ellers har optrænet os selv til at fremtræde i offentligheden. Hver eneste en har vi janteloven på rygmarven. Det er måske det vigtigste, Danmark har givet os, ligemageriets duknakkede evangelium. Og alligevel er vi arrogante. Ellers ville vi ikke være forfattere. For der er en uhyre arrogance i at publicere en bog, at lade sin dybt private stemme lyde og kræve, at alle lytter, for det er ethvert værks håbefulde hypotese og udgangspunkt: Jeg skriver for alle, selv om jeg ikke når alle.

Hvis forfatterne var et folketing, ville der ikke bare være 179 kandidater. Der ville også være 179 partier. Hver gang du køber en bog, stemmer du også på en forfatter, og på stemmesedlen kan du sætte dit kryds tre forskellige steder: ud for forfatteren, ud for dig selv og ud for hele verden, og det ene kryds fører automatisk de to andre med sig. Det er det trefoldige møde, litteraturen er, et anarkistisk og frugtbart sammensurium: forfatteren, læseren og den ganske verden.

Digtet, fortællingen, eposset, fantasiens på en gang frie og bundne udfoldelse, har ledsaget menneskeheden gennem hele dens historie som det spejl, der holdes op for munden på de bevidstløse for at se, om de stadig trækker vejret. Hvis forfatterne en dag ikke er her mere, er det, fordi også den store, fælles historie er slut.

Sammen med de prostituerede er vi menneskehedens ældste erhverv. Og lige som dem vil vi, de arrogante, udholdende, stædige, pladsløse tabere, også blive det sidste. Den dag, verden ligger i ruiner, vil der stadig blive kneppet og fortalt, indtil lyset slukkes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Som Carsten Jensen tænkte jeg, da jeg første gang - her i Information - stødte på Johannes, der benævnte sig selv som tabermand, at her var tale om en forfatter.

Det var der så ikke (endnu).

Hvad stiller man normalt op med sin utilfredshed og indignation? Melder sig ind i en forening, et politisk parti? Skriver et læserbrev, en bog?

Om man får indflydelse, om man udkommer, er så et helt andet spørgsmål. Skuffede forventninger kan være godt brændstof, og som Jensen skriver: "...der er en uhyre arrogance i at publicere en bog, at lade sine dybt private stemme lyde og kræve, at alle lytter..."

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvad er der arrogant, ved at ønske sig, at mor gør én lykkelig? Det er ikke alle, der frygter Big Mama.

Som digteren skrev:

"Drengen og hesten:

En lille dreng har mange ønsker
og plager tit i øst og vest.
Der var engang en lille dreng, som,
så rædsomt ønsked´ sig en hest.
Han plaged´ modern hele dagen,
og fik så en af marcipan.

Men da han så det fine dyr,
da græd en lille skuffet fyr.

./. Åh nej Mor, giv mig en hest mor.
En hest vi to kan ride på.
Vi to Mor, lige op til himlens blå."

Måske tænkte han på Pegasus?

Michael Kongstad Nielsen

Forfattere er vel ikke grundforskere i små og store ulykker, urimeligheder og tragedier. Forfattere er vel grundforskere i livet, og der kan lykken jo blive afløst af ulykken flere gange i løbet af en enkelt dag. Jeg håber ikke, forfatterne spekulerer i ulykke, som de på Wall Street spekulerer i Grækenlands bankerot.

Hvorfor skriver forfatterne? Måske fordi de har fundet ud af, at de er gode til det. Nogle af dem er selvoptagne og arrogante (den med tabertitlen tror jeg nu er et skalkeskjul). Carsten Jensen synes selv, han er en af dem. Jeg er ikke utilbøjelig til at være enig med ham.

Nogle føler sig vigtige, andre går rundt og repeterer janteloven for sig dagen lang. Jeg har nu de, der taler meget om janteloven, mistænkt for netop at være dem, der er arrogante.

Savner vi mere fokus på værket, på historien, og det, der sker når man læser den og hører den, fremfor denne evige optagethed af forfatteren bagved? Det tror jeg nok.. Men fortælleriet fortsætter heldigvis, ligesom horeriet, selvom sammenligningen ligner et scoretrick.

Søren Kristensen

I min ungdom blev jeg ofte karakteriseret som selvoptaget og arrogant og har altid opfattet det som en entydig kritik - uagtet at jeg ikke har været i stand til at gøre noget ved det. Og så viser det sig at jeg bare skulle have skrevet en bog!

Jens Overgaard Bjerre

Den artikel om tabermænd, som blev bragt i Politiken, og som C. Jensen tager afsæt fra til en bredere beskrivelse af forfatteres af forhold til verden, byggede nu engang mere på den kønspolitiske forskel mellem mad og kvinde. Forfatteren til artiklen om tabermænd argumenterede ret overbevisende for, at der var en stor forskel på mænd og kvinders muligheder, når de var på røven.Men det er da rigtig nok at han har mistet sin plads i samfundet. Som så mange andre. Og måske også forfattere eller andre kunstnere, som mange gange er personligheder, der må lide den tort at beskue verden ude fra og ikke deltage i den i samme udstrækning. Men han viste også noget alment med artiklen, nemlig at han absolut ikke er alene. Og det rejser spørgsmålet: hvad er et samfund? Er det et sted hvor mange mennesker ikke hører til eller bør det være et sted for alle? På den måde var artiklen skrevet af en rigtig forfatter.

Inger Sundsvald

Nå ja, hvem er ikke lidt arrogant? Og forfattere er naturligvis arrogante og selvcentrerede i topklasse, siden de tror at verden har lyst til at blive delagtiggjort i deres ulykke og smerte, glæde og seksualitet og hvad vi har…

Carsten Jensen er også skide arrogant, men han taler i det mindste OP til læseren, når han uden videre går ud fra, at læseren kender til Marcel Proust, Karl Ove Knausgaard, Orhan Pamuk m.fl., uden dog at efterlade læseren helt på bar bund om hvad det drejer sig om i forhold til de forskellige taberattituder. Tak for det ;-)

Nogen Johannes V. Jensen bliver vores Johannes nok aldrig, men hvis han i stedet for at sidde og klynke over, at samfundet og de røde ikke vil skaffe ham en kvinde, kærlighed, børn – eller i det mindste en thaikvinde uden at trække i hans førtidspension, så kunne han jo tage og skrive en bog. Banaliteter og sære politiske forestillinger om hvad ”de røde” burde sørge for er også gangbare til en knaldroman.

Der kan nok ikke trækkes mere opmærksomhed ud af dén sag. Men det var da også godt gået først at få en kæmpelang tråd på information.dk: ”De røde har glemt os mænd” http://www.information.dk/268745?page=4 som medførte en udsendelse i Deadline og blev fulgt op med artiklen i Politiken, for her til sidst at blive bemærket og skrevet om af Carsten Jensen.

I Politiken finpudser Johannes C. arrogancen, og foreslår de veluddannede kvinder at renoncere på kravene til en mand for at få sex (!?!). Han anser åbenlyst sig selv som et tiltrækkende emne, det ville kunne betale sig at kigge nærmere på.

Johannes C. er en så arrogant taber, at han ikke kigger efter kvinder i klasse med sig selv. Sandheden er at han er en asocial figur uden indbygget bullshit-detektor, og den slags er ikke i høj kurs noget sted. Det indtryk han efterlader hos mig er, at han er en skrækkelig ubehagelig og selvoptaget egoist, som jeg regner med må henslæbe resten af tilværelsen i ensom selvmedlidenhed.

@ Sundsvald: Og så passer din konklusion fint på Jensens opfattelse af en forfatter.
Det er bare godt. (Jeg er totalt Jensen-fan) - argh jeg bliver næsten nødt til at skrive at jeg er Jensenfans.

inger sundsvald, skrev:

Johannes C. er en så arrogant taber, at han ikke kigger efter kvinder i klasse med sig selv. Sandheden er at han er en asocial figur uden indbygget bullshit-detektor, og den slags er ikke i høj kurs noget sted. Det indtryk han efterlader hos mig er, at han er en skrækkelig ubehagelig og selvoptaget egoist, som jeg regner med må henslæbe resten af tilværelsen i ensom selvmedlidenhed.

-----------------

bla.a. fordi j.c., der så langt ude, bør man måske påtænke om det kun er skrevet for at provokere

det er næppe sikkert at det er så smart at sætte, evt. frivillige kvinder ind som undercoveragenter for at finde ud af om de højreorienterede yttringer er alvorligt ment.

hvis det ikke lige var fordi det er en så omstændelig fremgangsmåde, kunne det evt. opdukken af sådanne undercoveragenter, fra h.h.v den ene og den side; jo føre til at sådanne ekstreme yttringer begynde at myldre i de offentlige rum, og hvor var verden så ikke lige henne ? h.m. ?

Niels-Holger Nielsen

"Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis."

Privet eller personlig?

Carsten Jensen skriver bl.a.:

" For der er en uhyre arrogance i at publicere en bog, at lade sin dybt private stemme lyde og kræve, at alle lytter, for det er ethvert værks håbefulde hypotese og udgangspunkt: Jeg skriver for alle, selv om jeg ikke når alle."

Det irriterer mig, at en ellers så sproglig mester som CJ ikke kan kende forskel på 'privat' og 'personlig' – og det er just en væsentlig forskel i forståelsen af Johannes C., som CJ tager sit udgangspunkt i.

'Private' meddelelser i det offentlige rum er egentlig en uforskammethed; for hvad rager folks private liv andre? Derimod giver det god mening at meddele sine 'personlige' meninger, følelser og vurderinger, for de appellerer til andres modsvar og evt. respekt.

Johannes C. slår en privat prut i det offentlige rum. At bruge det som anledning til at tænke på kunstneres personlige udtryk forekommer hel misforstået, ja vildledende.

Bortset fra det, så kan det også undre, at CJ åbenbart ikke har noget til overs for lyriske forfattere.

Anders Carlsen

Efter at Carsten Jensen skrev om de klamme kældermennesker, har jeg har lyst til at komme af med det her.

Og ligesom Jensen læser hen over tabermanden vil jeg læse hen over Carsten Jensen men bruge hans blog-indlæg som afsæt.

For jeg syntes at Carsten Jensen, ligesom den prostituerede der misbruger sin krop, misbruger sit skrive talent. Jeg syntes at han skulle komme ud af kælderen og ud af mørket, måske ved at kigge ind ad, måske med lidt hjælp fra vores kristne kulturelle visdom.

Mat 7,1
Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.
For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje?
Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.

Nogle mennesker er mere arrogante end andre. Men alle har vi arrogancen indbygget i vores mentalitet. Jeg tror ikke at forfattere er hverken mere eller mindre arrogante end os andre.

Et andet udtryk for arrogance er hovmod. Hovmodet har som en mønt to sider. Det ene øjeblik tror man sig bedre end andre mennesker og overvurdere sit værd. Det næste øjeblik tror man sig ringere end alle andre. Det er en mental uligevægtstilstand der som alle andre uligevægtstilstande afføder sjælelig lidelse.
Den mentale ligevægtstilstand som modsvare hovmod er ydmyghed. Ikke forstået som underdanighed, men som dette at kende sig selv, kende sine egne styrkesider og sine egne svagheder, og vide hvad man ikke ved, så man altid er åben overfor verden, og lytter til verden, naturen, andre mennesker, uden fordomme.
Ydmyghed er nøglen til visdommens port. Hovmod derimod, ikke at lytte, er at være fyldt med domme over andre mennesker, fastholder os i kælderens mørke.

Forfatterens opgave er at fortælle historier der giver mening. At fortolke verden så den giver mening.

Det som gør taberen til taber er jo ikke den livssituation som han befinder sig i, det er det at han har opgivet håbet og derfor er holdt op med at kæmpe.

Så kære Carsten Jensen, du er ikke nogen taber, du gør dig selv til taber, når du opgiver håbet. Så jeg håber at du kommer ud af kælderens mørke, så dine sprogblomster ikke skal nøjes med det kunstige lys, men kan komme ud i verden under solens varme og sprede sine frø og give håb om en bedre verden.
Arrogance er ikke så meget det man gør som det er det man ikke gør. Ikke at lytte.

også det at biddrage meget til debatter på netten kan måske opfattes som for alment påtrængende, men efter et par uger opdages sådanne bidrag vel mest kun af de som har søgt på de og de ord, og sætninger, som altså må antages at interessere sig for de emner.

kvinder som frivilige undercoveragenter, for at forsøge at pumpe højreorienterede såsom bill clinton, ( altså for oplysninger ); det lyder etisk tvivlsomt; og hvem i alverden kunne dog finde på at melde sig frivilligt ?