Læsetid: 2 min.

Blandt græshopper og krondyr

En tur i Dyrehaven med den lille kan sende forventeningerne til tider, der kommer, i vejret
15. oktober 2011

Blandt græshopper og krondyr

»Du kan ikke køre ind — der er spærret på grund af Eremitageløb,« sagde den trinde politihjemmeværnsmand, der i kamuflagetøj og temmelig utjekket hovedbeklædning spærrede vejen mod porten ved Hjortespring. Livsarvingen og klummisten var ellers tidligt ude denne smukke søndag, hvor der skulle ses på bambier. En hastig rundtur mod parkeringspladserne ved de andre porte afslørede samme problem. Principielt er det fint, når voksne mennesker sikrer sig et sundt legeme til at huse den sunde sjæl, men det forekom en anelse overvældende, at en helt almindelig far-datter oplevelse syntes udelukket, når 40.000 motionstosser skulle frem.

»Vi skal se dyr, far,« lød det insisterende fra barnestolen, og med eder og forbandelser lykkedes det noget senere at komme igennem til Klampenborg. Her havde 50'eren til parkeringsvagten åbenbart afholdt en del af de fedtede motionister fra at fylde det hele.

Dyr fandt vi, og da solen trods den kolde morgen skinnede smukt, var det svært ikke at genvinde det gode humør. Den medbragte madpakke blev indtaget med udsigt til en mellemstor Sikaflok, og faderhjertet smeltede, da det kloge barn spurgte: »Far, kan man godt spise de dyr?«. Om.

Vinteren venter

Hun fik det hurtige foredrag om sovs, kød, kraft og smag, og på vejen hjem, hvor hendes fokus var skiftet til Bamse og Kylling, var sjælen let ved tanken om den gode mad og de skønne vine, der hører de nærmeste måneder til. Dyrekød og gode oversøiske vine fyldte pludselig det hele.

Generelt har kvaliteten af oversøisk vin løftet sig betragteligt de seneste 10-20 år, men vil man have andet end velfabrikeret konsumvin, må man til lommerne. Ugens vine har alle et moderne og drikkevenligt udgangspunkt, men er udvalgt for deres særlige kvaliteter.

Haselgroves First Cut, en 2009 Shiraz fra australske Mclaren Vale, er et fint eksempel. En blød, smukt fadlagret og sødmefuld vin, hvor veltrænede smagsløg vil genkende lakrids og skovens vilde bær. Den smager fantastisk og emmer bogstavelig talt af kvalitet.

Australierne har sans for skøre navne, og Next of Kin Shiraz Xanadus er ingen undtagelse. Denne 2008 Cabernet Sauvignon fra det vestlige Australien har trods drueskiftet mange af de samme kvaliteter og tillige en smule peber og chokolade. Pris og kvalitet går også her op i en højere enhed.

Også Sydafrikanerne kan noget med Shiraz og 2010-udgaven af Inglewood kan noget med peber, modne tanniner og en rigtig flot finish.

Elegant, rent og effektivt

Fra Chile kan man glæde sig over Tabalis 2008 Syrah, der er en næsten violet og smuk vin. Også her stikker peberet frem, fadlagringen er elegant og ikke anmassende, og frugtsmagen er dyb.

Ugens særligt fornøjelige vin er en Broadside 2008, en Cabernet Sauvignon fra Margaritadalen i Californien. Den er nænsomt lagret på gamle fade og fremstår med en ren, uforstyrret smag af god frugt med en egen tør elegance. Den vil virkelig klæde en helt klassisk dyreryg.

Synes man prissætningen trods alt er for vild, er der stadig håb. En Alamos Malbec 2007 kan man få for den halvtredser, man sparede ved ikke at parkere på den dyre parkering foran Dyrehavsbakken. Det er ikke stor kunst som de øvrige fem, men det er en effektiv konsumvin i den gode ende til en mere end fornuftig pris. Resten af pengene kan man overveje at bruge på løbetøj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu