Læsetid: 2 min.

Blommebrændevin fra Balkan

Serbernes mest elskede spiritus nyder et tvivlsomt ry — og det er synd, for genren gemmer på perler
Serbernes mest elskede spiritus nyder et tvivlsomt ry — og det er synd, for genren gemmer på perler

Radek Mika

8. oktober 2011

Det er en brændevin, der er for serberne, hvad whisky er for skotter og vodka for russere. Men det er også en brændevin med et elendigt ry. Selv hos velassorterede forhandlere kan man derfor gå forgæves.

Slivovitz findes i hele Østeuropa, men har sin højborg i Serbien, hvor den er nationaldrik. En sød duft af blommer, der koger i kobberkedler varsler i disse dage, at tiden atter er inde til at hengive sig til slivovitz-fremstillingens århundredegamle ritual.

Enhver serbisk familie vil som den naturligste ting af verden byde den besøgende på hjemmelavet slivovitz, som kan nedsvælges på alle tider af døgnet i små, krystalklare glas. At afslå er at udsætte sig for latterliggørelse, hvis ikke vrede. Og efterhånden som det ene shot, tager det andet, vil serbiske mænd uværgerligt slå over i melankolske folkekvad om fortidens nederlag på slagmarken, som synes så talrige i dette land.

Et blakket ry

Slivovitz er blommeudgaven og den dominerende af de lokale frugt-brændevine, der under ét kaldes rakija (abrikos, pære, ferskner og druer er andre varianter). Den modne frugt lagres i to måneder, koges og destilleres til en alkoholprocent på 70 (herefter fortyndes med vand ned til 37-50 procent). En flaskelagret klar variant findes, men det almindelige er at aftappe på fade af ege- eller robinietræ, hvor brændevinen udvikler sig i op til flere år. Kvaliteten beror på blommesortens art, høsttid, høstkvalitet, jordbundsforhold og den pågældende årgangs klima og vejrlig.

Historien om slivovitz' ry hertillands er denne: Under 1970'ernes campingferier til Titos Jugoslavien blev mange danskeres første oplevelse med slivovitz den standardiserede og masseproducerede Prokuplje, som var tilsat kunstige aromastoffer og af usigeligt ringe kvalitet. Andre smagte illegale hjemmebrænderes rå og primitive produkter.

I dag fås Serbiens bedste slivovitzer i de små lokalsamfund, men fuskerne findes fortsat, så her fås også de værste. Heldigvis har Prokupac rejst sig på ruinerne af Prokuplje og fremstiller Serbiens i dag nok bedst kendte Slivovitz-brand, Manastirka, som har vundet 70 internationale priser og bygger på knowhow fra gamle klostre. Manastirka, der er fremstillet på økologiske blommer og lagret på eg, er en whiskygylden krabask på 45 procent, med rig aroma og hjertevarmende bouquet. Alkoholsuset er aggressivt, ja bedøvende stærkt, men så indtræder en vederkvægende eftersmag af frugthave og blommenektar. En ypperlig frugtbrændevin, der kunne minde om en god calvados.

Gyldne dråber

En mere opgraderet, forædlet, mørkere tonet og endnu længere lagret kvalitetsslivovitz er Kraljica ('dronning') fra Destilerija Zaric. Der indgår kun håndplukkede økologiske blommer, der vokser i mellem 500 og 900 meters højde på et bestemt bjerg i Kosjeric-området, og masken er destilleret ad to omgange. Fri for sprittethed når den op i en højere sfære af harmoni end Manastirka med udtalt frugtsmag og tydelige noter af vanille, tobak og egetræ. Her er vi tæt på cognac i XO-klasse!

Kroatien har også et berømt mærke i topkvalitet, Badel hedder det. Farven er lysegul til klar, næsen ret blid og smagssærpræget mere grappaagtigt, hvilket kan skyldes, at blommestenene ikke udtages fra den mask, der destilleres. Den er kun lagret i fire år, og bør nydes ved stuetemperatur. Den er mildere, mere raffineret og mindre bombastisk end sine serbiske brødre med en eftersmag af middellængde, men savner deres karakterstyrke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Wow - en artikel i Information, man bare ikke kan være uenig i. Medmindre man hader god brændevin, selvfølgelig ...

Glem ikke, at Rakija laves hele vejen op til Polen. Den ungarske Barack Palinka på abrikoser er superb.

Jeg mødte engang to polakker, der skulle til deres brors bryllyp i Danmark. Med sig i tasken havde de en stak slivotitz-flasker, der, som de sagde, havde ligget gravet ned i jorden, siden deres bror var født. Når han skulle giftes, blev de gravet op.

De uddelte endda smagsprøver i toget, der var åbenbart rigeligt gravet ned i hullet. Jeg følte mig ret beæret over at deltage i et så gammelt og mærkeligt ritual. Om den smagte godt husker jeg ikke.

Respekt for god rakija.