Hele sit liv ville han gerne lære, men det voldte altid problemer, når Alf Georg Nielsen nærmede sig skolebænken. Da han var dreng, tilbød den lille landsbyskole i Snedsted ved Thy kun strafslag med linealen, og undervisningen var sparsom og ringe, så modsat sine tre brødre ville han mest bare væk fra det vestjyske.
Livgarden i København blev hans åbning mod verden. Om dagen vandrede han rundt med sin bjørneskindshue og passede på kongen. Aftenerne brugte han med sin nye kæreste Agnes Margrethe, der var i slagterlære.
Efter endt værnepligt med bajonetter og hornmusik ville han i skole. Denne gang politiskolen, men igen gav skolebænken ham problemer. Den 19. september 1944 sad han håbefuldt og afventede undervisning, da Gestapo stormede skolen, og sammen med 1.960 andre betjente blev han taget og fragtet til Frihavnen. Herfra gik turen i skibets lastrum over Østersøen til kz-lejrene Neuengamme og Buchenwald.
Hårdt arbejde
Tiden i de tyske lejre brugte han på at rydde op i udbombede våbenfabrikker eller bære skinner til enorme sporanlæg. Det værste på de 12 timers-arbejdsdage var monotonien — tankerne fyldte for meget. Maden var brødstykker og suppe af umodne roer. Breve til familien var på tysk og med Hitler på forsiden. Men en dag kom Folke Bernadottes hvide busser for at fragte de danske fanger til Sverige, og med en udmagret kollega i sine arme, så han for sidste gang de barakker, der resten af hans liv ville minde ham om betydningen af hårdt arbejde.
I maj 1945 vendte han bleg og kraftesløs hjem til Agnes Margrethe og deres to døtre, der nu boede i Thisted.
Han havde pådraget sig både lever-, lunge- og hjernehindebetændelse, men på Store Torv i Thisted stod en folkemængde med blomster og tilråb klar til at følge dem hjem.
Det glædede Alf Georg Nielsen, og efter en kort middagslur bød han byen på rigtig kaffe hjembragt fra Sverige.
Kun det positive
Krigen var altid nærværende, men med tiden var den ikke længere et traume. Han holdt sig stilfærdigt fra de forretninger i Thisted, der under krigen havde været tyskervenlige. Og på familiens ferietur i Norditalien lod han tavst den fascistiske campingpladsejer heile i hyldest til det 'SA', der var på deres bilnummerplade. Ikke alt ved krigen skulle man tale om. Kun de positive historier om hjælpsomhed og overlevelse blev hevet frem, når døtrenes skolekammerater stimlede om ham for at høre røverhistorier.
Efter krigen var Alf Georg Nielsen ikke længere så forhippet på at komme væk fra Vestjylland, som han havde været som helt ung. Familien kørte ofte i den grå Opel ud til Vesterhavet, de udbyggede deres køkkenhave, og han tog imod posten som ene kriminalbetjent i Fjerritslev.
Jobbet passede ham gevaldigt. Her skulle han bare spørge »hvorfor gjorde du det?« til en indbrudstyv for et få et svar. Bagefter kunne de så dele hans madpakke.
En nat blev han kaldt ud til Østerild Plantage, hvor et forskræmt par havde set et lysglimt flimre forbi vinduet og derfor anmeldt en ufo-landing. Det viste sig at være et rådyr, der havde hvirvlet tynd sne op i den stjerneklare nat.
Den vestjyske natur og Vesterhavet holdt ham i Fjerritslev, indtil han blev pensioneret. Men på en tur ned til Vesterhavet gik det en dag op for ham og Agnes Margrethe, at eventyret var forbi. De kendte hver en klit og sten på vejen ned til havet. Sammen kiggede de stillingsannoncer igennem i avisen, og fandt en notits fra Brattingsborg Gods på Samsø, der manglede en opsynsmand. Han fik jobbet, og de flyttede til Samsø i et lille skovfogedhus i et naturskønt område med fårefold og en motorbåd i havnen til at holde opsyn med øerne. Ofte gik de ture for at se på sæler og fugle, og endnu oftere nussede de om havens jordbærrækker og frugtbuske.
Ud til det sidste
Efter to år på øen døde Agnes Margrethe, og med tiden måtte Alf Georg Nielsen sande, at kroppen ikke længere kunne hamle op med en hel køkkenhave, men efterhånden kun nogle få tomatplanter. Synet svigtede også — og til hans store frustration også den fulde evne til at se og opleve den natur, som havde været hans følge siden krigsårene.
Alf Georg Nielsen døde den 19. september som 98-årig. Samme dag, som han 67 år tidligere var bleve taget af Gestapo. De fleste af hans gamle kolleger og kammerater fra kz-lejrene døde allerede som 60-årige. Selv greb han indtil de sidste dage hver dag sine to stokke for at gå tur på den mennesketomme vej i Nordby på Samsø. Blev han forpustet, stod han stille et par sekunder for at se ud over markerne og måske spotte en hare eller en færge i det fjerne.
