Tør de tro på det, fans af Juventus FC? Kan Den Gamle Dame, som den traditionsrige klub fra Torino i Norditalien kaldes, gå hele vejen og måske vinde noget af fortidens styrke tilbage? Lige nu ligger Juve i spidsen af Serie A, à point med Martin Jørgensens gamle hold Udinese, men med en bedre målscore. Og hvad der er allerbedst set med sort-hvide øjne: AC Milan og Inter er placeret som nr. 15 og 17 og virker indtil nu i sæsonen, som om de stadig er på sommerferie. Selv Zlatan Ibrahimovic måtte indrømme, at hans mandskab var blevet retfærdigt tromlet ned, da Juve i sidste uge besejrede Milan 2-0 på det spritnye stadion i Torino.
»I bliver nødt til at spille mere lige som Barcelona,« havde Silvio Berlusconi sagt til sine rossonerihjemme på Milanello sidste lørdag. »Og vi bliver nødt til at have bolden mere på egne fødder i de sidste 15 minutter,« fortsatte den opulente Milan-ejer. Principielt en lidt taktløs formaning, for Milan havde tre uger tidligere knoklet et 2-2-resultat hjem i Champions Leagues gruppe H på selveste Camp Nou i Barcelona. Berlusconi skulle hellere have advaret sine drenge mod den opadgående formkurve på Torino-egnen.
Endelig søndg
Så blev det søndag, og bunga bunga-præsidenten fik ret på den ufede måde. Det var lige præcis milanesernes manglende evne til at køre bolden sikkert rundt for sig selv, der fik det hele til at ramle i de allersidste minutter. Tæt på lukketid lykkedes det Torinos eget midtbanehåb, Claudio Marchisio, at nette to gange, og ved begge scoringer så Milans keeper, Christian Abbiati, ikke alt for køn ud. Først et langt udspark, som blev opsnappet af en lysvågen Mirko Vucinic på hjemmeholdet, og ikke mange sekunder efter ved en kluntet positur lige foran maskerne.
Abbiati var uheldig som prügelknabe og sidste mand på et hold, der faktisk var blevet slået af noget, der kunne minde om et italiensk Barca. Ikke med elegance og evindelige indersider i pam-pam-pam-figurer over hele banens bredde, men i kraft af Juves ubønhørlige presspil. Hele tiden var de over manden og bolden, og Milan fik aldrig tid eller plads til at gøre, som Fader Silvio havde dikteret dagen forinden.
Og det var forskellen i en nøddeskal: Milan havde fået besked på at agere som et andet hold. Andrea Agnelli, præsidenten i Juventus, havde stille, men indtrængende bedt sine spillere om at lytte til deres egen træner, Antonio Conte.
En bølge
Juve har momentum og rider på en bølge af begejstret goodwill og patos i støvlelandet, hvor fodboldkrisen ellers kradser, og hvor tilskuertallene er faldet bekymrende de seneste år. Den tidligere wingback og Juventus-stjerne, Angelo Di Livio, var næsten drømmende i blikket, da han i denne uge fortalte Tuttosport, at Contes mandskab mindede ham kraftigt om Marcello Lippis mesterhold fra 1990'erne. Det var dengang, Juve kunne røre stjernerne på himlen, og hvor folk som Roberto Baggio, Gianluca Vialli og en ung Alessandro Del Piero var på alles læber. Efter Champions League-triumfen over Ajax i 1996, hvor Fabrizio Ravanelli satte det afgørende straffespark ind i overtiden, hentede Lippi to ikoner, der siden blev sande legender: Zinedine Zidane og Filippo Inzaghi. Juve vandt UEFA's Super Cup i 1996, Scudettoen i 1997 og 1998, og de var finaledeltagere i Champions League to år i træk, men tabte i 1997 til Borussia Dortmund og i '98 til Real Madrid.
Siden stødte Gianluigi Buffon til, af nogen regnet som verdens bedste målmand, og desuden kom en af de mest elegante midtbaneprofiler, der nogensinde har velsignet grønsværen: Pavel Nedved. Furia Ceca,den tjekkiske vrede, som fansene kaldte ham i hans stormagtsdage, er i dag vendt tilbage til Juve som bestyrelsesmedlem og sportsdirektør.
'Vi er der ikke endnu'
Var det virkelig alt dét, Di Livio var blevet mindet om, efter at Den Gamle Dame og Claudio Marchisio i særdeleshed havde kvitteret for tætpakket og højlydt support på Stadio della Juventus med to bomsikre træffere? Og så endda over Milan!
»Ja, jeg indrømmer det. Contes mandskab minder mig rigtig meget om det Juventus, jeg selv spillede for engang,« sagde Di Livio og tilføjede, at han har et særligt godt øje til Juves Simone Pepe, der mest spiller højre wing. Især fordi, »han minder mig om mig selv,« udtalte Di Livio. Man er vel italiener.
Også Lippi er benovet over sin gamle kaptajn fra 90'er-æraen:
»Conte har drive, determination og den helt rette dosis vildskab. Jeg kan ikke se, Juve kunne have fundet en bedre mand til jobbet end ham,« bemærkede Lippi om det aktuelle bianconeri-hold og fortsatte:
»Jeg tror på Juve og Napoli i sæsonen. Men Inter og AC Milan er der også, og det samme er Udinese. Det hold overrasker mig gang på gang.«
Gianluigi Buffon Masocco har prøvet det meste, og han er en mand, man lytter til med stor respekt i Torino. Buffon har været i Juve lige siden 2001, hvor han kom fra Parma, og har vundet prisen som årets bedste keeper i Serie A hele otte gange.
»Juventus har endnu ikke nået det leje, vi gerne vil være på. Vi spillede en stor kamp mod Milan. Men hvad får vi med os, helt ærligt? Kun tre point og et ordentligt skud selvtillid,« sagde Buffon, inden han drog med Cesare Prandelli og resten af landsholdet til træning forud for de vigtige EM-kvalifikationskampe.
Vi er ikke Barca! Capice!?
Her er Juve-folket stærkt repræsenteret. Udover Buffon har Prandelli i år fundet plads til Andrea Barzagli, Leonardo Bonucci, Giorgio Chiellini, Marchisio og Andrea Pirlo.
»La' vær' med partout at sammenligne os med Barcelona,« vrængede Conte med noget af den vrede, han mente var nødvendig at mønstre for at komme tilbage til fadet i den italienske mesterrække. Underforstået, Juve er Juve — capice?!Milan skulle ned med nakken, og som et led i planen havde Conte en vigtig alliance kørende med den tidligere Milan-guru og midtbanegeneral Andrea Pirlo. Den 32-årige lombardier med det evindeligt halvlange hår og de krøllede, kunstneriske afleveringer, ville ikke indrømme det for åbent tæppe. Og så alligevel. Måden, Pirlo blev skubbet væk fra Milan på, var ikke rar. Han var langt fra den ældste i dét selskab.
Søndagens samvær med de gamle klubkammerater på Juves hjemmebane fortalte en interessant historie. Til trods for at Milan forsøgte at isolere Pirlos navigationsmuligheder ved at låse ham fast mellem Kevin-Prince Boateng og Antonio Cassano, havde Pirlo ikke mindre end 111 pasninger igennem hele matchen, hvilket var det højeste antal.
Hvis Pirlo finder sin gamle form igen, er der ingen tvivl. Så kommer Juve langt. Lad mig sige det sådan: Uden Pirlo havde der ikke været nogen Xavi.
Paradokset
Juventus er en paradoksal størrelse. De er den italienske klub med den største fanbase spredt ud over hele Italien og verden, men alligevel har antallet af tilskuere til hjemmekampene altid været forholdsvis lavt. Finanskrisen har også trykket på pengepungen i Italien de seneste år, og 30.000 gæster har været mere reglen end undtagelsen på det daværende Stadio Delle Alpi, som ellers har plads til 65.000. Det er dejligt med supportere fra hele Italien (i den henseende minder Juve om Real Madrid og Barcelona i Spanien), men generelt er der ikke den store opbakning i nærområdet ved industribyen Torino, som ligger lige op til Alperne i den nordvestlige ende af Italien. De fleste lokaler holder i stedet med Torino FC.
Det nye stadion, med det neutrale navn Stadio della Juventus, er resultatet af den erkendelse. Så mange tilskuere er en sentimental illusion, som dagens realitet ikke kan bruge til noget. I stedet har den nye arena kapacitet til 41.000 tilskuere, som i øvrigt var i hopla under søndagens Milan-opgør. Man har tænkt i intensitet, ikke i volume. Og noget tyder på, at stadion vil være godt fyldt op i år. Der er allerede solgt tæt ved 25.000 sæsonkort, hvilket er 10.000 flere end bare sidste sæson.
En gazelle
Gid det er sandt, at Juve boomer i år. Tilbage i 90'erne, hvor bianconeri var Europas fodboldkonger, nåede statistikken i perioder op på 50.000 tilskuere i snit. Dér når man af gode grunde ikke hen i år. Men jungletrommerne fortæller, at de italienske fans igen vil på stadion. Stadio della Juventus er intimt og fuld af atmosfære og ikke koldt og kedeligt, som der med årene var blevet på Delle Alpi. Læg dertil Lippis våde øjne, Pirlos radarblik, som er helt deroppe i selskab med Laudrup og Guti, og Contes vitaminrige taktik, og Juve anno 2011 ligner pludselig en gazelle, der langsomt er ved at vågne på savannen. Det har hun gjort før, Den Gamle Dame, og det klæder hende.
