Læsetid: 4 min.

Den farlige middelklasse

Middelklassen er et rart sted at være. Men det er ikke rart at være tvunget ud af den. Derfor er udsving i middelklassens størrelse farlig for politikerne
Udsigtsløst. En studerende ved Occupy DC's demonstration i Washington i sidste uge. Hun har intet at miste, hvis hendes dyrt betalte uddannelse kun giver hende adgang til social nedstigning.

Udsigtsløst. En studerende ved Occupy DC's demonstration i Washington i sidste uge. Hun har intet at miste, hvis hendes dyrt betalte uddannelse kun giver hende adgang til social nedstigning.

Jewel Samad

15. oktober 2011

I denne uge fik det berømte amerikanske børne-tvshow Sesame Streeten ny beboer. Lily er lyserød, hjælpsom og glad, men hendes primære karaktertræk er, at hun er sulten. Hendes familie blev hårdt ramt af den økonomiske krise, og de er derfor begyndt at spise i et lokalt suppekøkken. Den amerikanske recession rammer nu så bredt, at de menneskelige konsekvenser rykker ind i børne-tv.

Sesame Streets producer Melissa Dino forklarer Newsweek, at Lily er inspireret af statistikker fra det amerikanske landbrugsministerium, der viser, at 17 millioner amerikanske børn, hvoraf halvdelen er under seks år, går sultne i seng fordi deres forældre ikke har råd til tilstrækkeligt mad.

»I 2009 blev 15 procent af de amerikanske husstande beskrevet i en usikker fødevaresituation eller som havende begrænset mulighed for at tilfredsstille de mest basale behov grundet mangel på finansielle ressourcer. For vores land er det virkelig virkelig rystende,« sagde hun.

Selv om hovedparten af de mange amerikanere, der for tiden demonstrerer som en del af bevægelsen Occupy Wall Street, sikkert ikke selv går sultne i seng, så er det netop det faktum, at nedturen nu rammer bredt og ikke mindst rammer dem, der har været oppe og snuse til det gode liv: middelklassen, der gør, at amerikanere på tværs af alle tænkelige sociale og etniske skel samles i Wall Street og i gader over hele landet, og at bevægelsen nu spreder sig til Europa, hvor der i denne weekend også arrangeres demonstrationer — også i Danmark.

Middelklasse på skrump

Middelklassen skrumper over hele den vestlige verden, og frustrationen over ikke at kunne gøre noget for at forhindre sin egen økonomiske nedtur spreder sig. Middelklassen føler sig som kvæg i et system drevet frem af cowboys, der fik mange med, mens det hele gik godt, men efterhånden har valgt kun at lede det fedeste kvæg hen mod grønnere græs. Politologerne Jacob Hacker fra Yale University og Paul Pierson fra Berkeley har i deres bog Winner-Take-All Politics: How Washington Made the Rich Richer — and turned Its Back on the Middle Class beskrevet en udvikling i det politiske system i USA, der har skabt det demokratiske underskud, der i dag sender middelklassen på gaden i New York. Siden 1970'erne er amerikansk politik og politisk indflydelse blevet revolutioneret rent organisatorisk på en måde, der kun kommer de meget rige til gode. Pierson og Hacker beskriver et politisk system, hvor erhvervslivet er blevet bedre og bedre til at påvirke politik til deres egen fordel. Indsatsen er blevet mere og mere sofistikeret og virksomhederne bruger millioner af dollar på det. Og det virker, fordi politik i dag er voldsomt kompliceret og kun de, der forstår hvordan man manøvrerer i det, kan få noget ud af det. Den enkelte borger møder en mur af bureaukrati og uigennemskuelige kommandoveje. De taler ikke sproget og forstår ikke kulturen og ved ikke hvor de skal gå hen med deres frustration. Sideløbende med at politik er blevet mere kompliceret er de, der historisk set har arbejdet for middelklassens interesser, nemlig blevet voldsomt svækket. Fagforeninger har ikke længere en gennemslagskraft, der kan modvirke de store koncerners indflydelse i Washington. Big business, som Pierson og Hacker kalder det, har med sine skatteændringer, corporate governance-tiltag og ændringer i magtbalancen mellem fagforeninger og erhvervsliv undermineret den amerikanske regerings mulighed for at gøre noget for at forbedre middelklassens situation.

Den, der intet har at miste

I Storbritannien er svækkelsen af fagforeningerne og det demokratiske underskud, der følger med, også en del af forklaringen på, at oprør, som dem vi så i Londons gader i sommer, bryder ud. Margaret Thatcher erklærede krig mod de stærke fagforeninger, lukkede den tunge industri, minimerede fagforeningernes indflydelse og via boligpolitik, gav hun arbejderne mulighed for at købe deres egen bolig billigt og troen på, at de med den økonomiske sikkerhed i at være boligejer ikke havde brug for at organisere sig — arbejderbevægelse er for arbejdere ikke for velbjærgede boligejere fra middelklassen. Men for arbejdsløse og lavtlønnede betyder ejerboliger blot afdrag, de ikke kan betale. Thatcher inviterede mange op i middelklassen, som voksede i Storbritannien i de år, men ikke alle kom med og fik del i forbrugsfesten, så lige siden har nogle af dem med jævne mellemrum inviteret sig selv og plyndret og gjort oprør i Londons gader, som vi så det i sommer.

Middelklassen er et rart sted at være, og det er bestemt ikke rart at blive efterladt tilbage, mens andre omkring dig, stiger op i den, li'som det heller ikke er rart at være tvunget til at forlade den, når man først har været der. Derfor er pludselige udsving i middelklassens størrelse farlig for politikerne. Når Lily og resten af hendes familie må forlade middelklassen og stille sig bag i køen i suppekøkkenet, har de ikke længere noget at tabe. Når de studerende fra middelklassen sætter sig i milliongæld for at uddanne sig til arbejdsløshed og social nedstigning, kan de besætte Wall Street. Og når de ikke taler Washingtons sprog, må de bruge deres krop, som de gør det, når de sætter sig ned i Zuccotti Park, eller som de gør, når de omgår politiets støjforbud ved at bifalde det, der bliver sagt fra talerstolen, ved at bevæge hænderne. Det store spørgsmål er om middelklassen formår at bevæge sig som en samlet krop, når det bliver for koldt at sidde på Wall Street.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Bondepartiet Venstre havde jo også sit udspring i en slags middelklasse, som iøvrigt også Nazismen. Og Margeret Thatcher var jo heller ikke mere blind, end at hun vidste, hvor stemmerne lå. Men når det strammer til, som i USA og England - altså for alvor, så er den også set fra politikernes synspunkt den farligste. For middelklassen er også akademikere og kandidater fra CBS,
Og den leg har moderne politikere ikke rigtigt prøvet før. Arbejdere jo - men akademiske sekretærer/fuldmægtige og kontorchefer i miljøstyrelsen og Maribo kommune og mellemlederne i DSBfirst nej, og de formodes jo, at kunne tænke selv :-)
Så de kommende år bliver enormt spændende, for reallønsnedgangen er også begyndt i lille Dannevang, og der er intet i sol og måne, der
tyder på den bliver midlertidig.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Californiens økonomiske krise skyldes vel blandt andet, at middelklassens fagforeninger - f.eks. lærernes fagforening - har tilkæmpet sig utroligt gode pensionsordninger, der nu ruinerer staten og tvinger den til at skrue bissen på overfor nye lærere...

Aristoteles

Allerede Aristoteles vidste, at et samfunds sammenhængskraft afhænger af middelklassen. Den udgør en slags tyngdepunkt for et stabilt styre i et borgerligt samfund, hvor der er rige og fattige, men flest midt i mellem. "Når få har for meget, og færre for lidt", som det senere er blevet formuleret.

Når middelklassen eroderes, betyder det, at mange, der hidtil har været samfundsstøtter, bliver deklasseret til et nyt proletariat. De bliver potentielt revolutionære. Nogle af dem følger det logiske mønster, vi nu ser i protestbevægelsen mod Wall Street; andre vælger, som fascisterne, Tea Party vejen.

Begge bevægelser er båret af indignation. Men tænksomme mennesker har vel lov til at antage, at protesterne mod Wall Street er mere rationelle end Tea Party bevægelsen?

Bortset herfra er det smertefuldt at se et demokrati som den amerikanske nedsmelte - næsten lige så uforståeligt som Weimarrepublikkens sammenbrud. Hvordan begår et samfund selvmord - med demokratiske midler? Nogle af os troede, at det ville ske som følge af profitratens fald mod nul; men det, vi er vidne til nu, er et demokratisk selvmord. Det er lykkedes kapitalen at inficere meningsdannelsen i så høj grad, at - i dette tilfælde: amerikanske - vælgere stemmer på partier, der vil øge uligheden i samfundet ved at begunstige de rigeste.

Er det kun et amerikansk fænomen? Nej. Da Fogh kom til, forklarede han ganske åbenlyst, at hans økonomiske minimalstatstanker kun kunne realiseres, hvis det lykkedes for ham florinden at vinde den kulturelle værdikamp. Gør folk til egoister, så følger minimalstaten af sig selv.

Konsekvenserne af denne tankegang ser vi nu i USA. Vi har fået et militant republikansk parti, der agerer ligesom nationalsocialisterne i Weimarrepublikken. Herhjemme har vi fået en opposition, der skamløst bruger al sin energi på at underminere regeringen med irrationelle dagsordener i stedet for at yde et bidrag til det arbejdende folkestyre.

Hvor blev Aristoteles og middelklassen af? Jo, det er jo forunderligt, at man i Danmark kan vinde et demokratisk valg på at forsvare de allerrigestes ret til at beholde deres formuer, der faktisk er skabt af vælgerne. Men det er endnu mere forunderligt, at vælgerne ikke gør op med et system, der systematisk fordeler samfundets rigdomme til fordel for de mest velbjergede.

Det er der så nogle i USA, der har indset. Det kunne vi også have brug for i Danmark.

De radikale sidder med nøglen. Jeg vil opfordre dem til at læse op på historien om Weimarrepublikken.

Thomas Robinson

Kan kun anbefale folk at læse Barrington Moore: "Social Origins of Dictatorship and Democracy: Lord and Peasant in the Making of the Modern World" (1966) og Seymore Lipset's "POLITICAL MAN - The Social Bases of Politics", hvis man vil vide hvad der sker i samfund uden en solid middelklasse.

Alliancer mellem stat og erhverv for at marginalisere arbejdskraftens indflydelse leder samfund til fascisme.

Thomas Robinson, korrektion: alliancer mellem stat og erhverv for at marginalisere arbejdskraftens indflydelse ER fascisme - forstået som korporatisme. Det er også liberalisme in ekstremis.

Jens Overgaard Bjerre

Et af problemerne medat forstå artiklen skyldes forvirringen om hvad der er middelklassen. Og der er svært, især hvis man kun relaterer klasseindelingen til 3 lag:

I Danmark bruges sociologen K. Svalastogas opdeling i 5 strata: Højere middelkalsse (incl. overklassen), så kommer mellemste og lavere middelklasse og højere arbejderklase og laveste abejderklasse.

Den opdeling, som oprindeligt var på 9 strata, gør det lettere at forstå. Men jeg tror for at at man skal se på indkomsten, da solidariteten med klassetilhørforholdene er blevet kraftigt forringet. 500.000 (og opefter) årligt, så hører man lige med til den højere middelklasse.

F.eks. jounalister, som har et gennemsnit på netop 500.000 er her en meget interessant gruppe, fordi det er dem som skal formidle fra de lavere gruppers liv og vilkår. Staten betaler dem via tilskud til deres arbejdspladser. Det kan de ikke og gør det også kun meget sjældent, da de ikke kender arbejderklassen betingelser.

Men det er måsker derfor man lønner dem så godt, så faget tilrækker netop den højere middelklasse?

Lars Kristensen

Vi kan kun håbe på, at den/de nye stærke politiske personer verdens befolkninger råber efter i dag, ikke bliver en ny Hitler eller Stalin, men som vil se mennesker som levende, livgivende og livsbekræftende mennesker og ikke som ideologiske trækdyr, der blot kan slagtes efter ideologiens for godt befindende.

Er man virkelig middelklasse, hvis man tjener 500.000 kr. og ikke har nogen uddannelse udover måske folkeskolen og nogle kurser? Jeg kender håndværkere mm. som rent faktisk tjener omkring 500.000 - uden at jeg dermed ville sige at de tilhører middelklassen.

Og mht. Fogh er det da ganske korrekt, det han siger. Og i de sidste 10 år er dette sket. Den højere middelklasse, og overklassen, har fået lov til at få frit valg på mange områder. De kan nu vælge at lave en privat børnehave, de kan nu vælge at lave et privat plejehjem, de kan nu vælge at lade sig behandle på et privat sygehus, de kan nu vælge at lade deres børn gå i privat-skole, de kan nu vælge at lade private gøre rent og købe ind. Og dermed er Foghs vision blevet en realitet; egoismen er sat ind i folks hjerter. Og derfor kan man nu afskaffe efterlønnen, nedsætte dagpenge-perioden mm.

I 1960erne udviklede SFI, med bl.a. Erik Jørgen Hansen, metoden med at inddele befolkningen i social-grupper, fra socialgruppe 1 til sociaolgruppe 5.

Det store spørgsmål er om middelklassen formår at bevæge sig som en samlet krop

Den vestlige middelklasse er hjernevaskede af forbrugsforventninger og trælbundne af gæld. Den kollektive samvittighed er erstattet af indsamlinger og frivillige bidrag. Solidaritet er skiftet ud med masseforbrugsmønstre: Jævnlige charterrejser til turistlejrene ved Middelhavets kyster, unger med kæmpe forventninger til underholdning, uddannelse og jobmuligheder, store og bekostelige familie-vennefester, udskiftning af personbilen hvert tredje år, uanset den koster et halvt parcelhus. Det hele er finansieret af billige afdragsfri - men absolut usikre lavrentelån, og de årlige prikkerunder, er blevet en fast tradition i erhvervslivet, hvilket tilsammen betyder, at rigtig mange lider af dårlig livskvalitet, søvnløshed og stress. Facaden skal fastholdes på trods af en knugende indre ensomhed, irritabilitet, og indadvendthed. Ingen vil tabe ansigt. Aggressionerne slippes løs gennem sporadiske hidsige tryk på bilens gaspedal. Middelklassen er ekskluderende i sin natur. Alle forsøger febrilsk at fastholde deres placering på samfundets stige. Man træder ikke frivilligt ned. Middelklasse har mistet fantasien til at leve det nøjsomme liv - så hellere bare sparke nedad, og heppe på magtapparatet når demonstranterne får tæsk på TVnews..

Winner-Take-All Politics: How Washington Made the Rich Richer — and turned Its Back on the Middle Class

Bogen kan varmt anbefales til forståelse af USA's forfald og som skræk og advarsel mod de seneste ti års (and going) udvikling herhjemme.

Birger Nielsen

Det er også interessant at se på, hvor mange som stemmer på et parti, som rent faktisk modarbejder vælgerens interesse.

omtalerne af protestbevægesler bør jo også lige tænke på de fattigste 30-40% som sandsynligvis vil gøre virkeligt meget for at frembringe forbedringer.

det kan de nok ikke, det er faneme rigtig koldt i new york om vinteren, atter en fordel som korporative amerika har, de siddeer lunt inden døre.

Men altså projektet er vel at afvikle middelklassen som generelt fænomen og blot have en lille middelklasse, som de har det i de øvrige tredieverdenslande, som USA efterhånden bør sammwnligne sig med.
Middelklassen skal afvikles, ALLE ressourcer skal samles på de riges hænder, så det ikke gør så meget forskel når øknomien virkelig falder fra hinanden.....

det kan de nok ikke, det er faneme rigtig koldt i new york om vinteren, atter en fordel som korporative amerika har, de siddeer lunt inden døre.

Men altså projektet er vel at afvikle middelklassen som generelt fænomen og blot have en lille middelklasse, som de har det i de øvrige tredieverdenslande, som USA efterhånden bør sammwnligne sig med.
Middelklassen skal afvikles, ALLE ressourcer skal samles på de riges hænder, så det ikke gør så meget forskel når øknomien virkelig falder fra hinanden.....

for capitalisterne er middelklasserne forholdsvis dyre, eller måske bedre udtrykt: mindre billige,
så captalisternes motiver til: jo mindre middelklasse desto bedre, er der klare;

middelklasserne kan så bla.a. begynde at dumpe nogle ellers insideoplysninger om capitalisterns forbrydelser, gøren, laden eller undladen, overfor især de fattigste 30-40%, så de bliver så vrede at capitalisternes lyst til en mindre middelklasse, til at udfylde stødpuderollen, aftager.

Leif Højgaard

Jeg vil gerne med stor værdsættelse takke for Jeres gode og lærerige indlæg, her såvel som i andre tråde her på Informations debatsider. I har gennem tiden givet mig mere indsigt i filosofi og samfundsforhold end jeg turde drømme om.

Jeg synes ikke rigtigt man kan forvente noget fra pressen, enten er de på støtten, eller både på støtten og understøttet af kapitalen.

Hvem lobbyer for bistandsklienten.

Leif Højgaard

Den rige turist gik ind på hotellet i en lille by. Hun lægger en 1.000 kr.-seddel i receptionen og går op for at kigge på værelset. Hoteldirektøren tager straks de 1.000 kr. med sig og løber hen til slagteren og betaler sin regning. Slagteren tager pengene og betaler bondemanden for det kød, som han har købt på klods. Bonden tager pengene og betaler sin regning på benzintanken, hvor han har tanket...... på kredit. Bestyreren af benzintanken går til den lokale luder og betaler sin gæld på 1.000 kr. Luderen går hen på hotellet og betaler hvad hun skylder med 1.000 kr. sedlen. Hoteldirektøren lægger sedlen på disken. Turisten kommer tilbage til receptionen. Hun bryder sig ikke om værelset og tager sine 1.000 kr. tilbage. Ingen har tjent så meget som en øre, men hele byen er gældfri og alle ser fremtiden an med sindsro. Og sådan endte finanskrisen..

Kristian Rikard

Tak for den tydeliggjorte effekt af mulitplikatormodellen.
Desværre/heldivis bruger hoteldirektøren ikke alle 1000 kr. til at betale slagteren. Han sparer typisk 100 kr. op, eller køber Piratos til sine børn (som de som alle børn æder med det samme, og får mavepine). Og således ebber effekten langsomt ud.
Faktisk ligger denne filosofi også bag al den megen omtale af fremrykning af offentlige investeringer. Så desværre kan hoteldirektøren ikke betale den rige dame alle pengene tilbage. Og så bliver hun sur :-).
I relation til middelklassen har dette en vis betydning, da den ikke som de fattigste er nødt til at bruge alle gysserne til forbrug (f.eks. import). Der bliver i teorien også lidt til over til at betale lidt klatgæld eller et ekstra afdrag på pantebrevene. Det er en smule mere kompliceret, men jeg mener grundlæggende, at det bl.a.var denne del som LLR og CHF ikke helt havde forståelsen for i et dynamisk perspektiv, medens de legede Knold og Tot.

Majbritt Nielsen

"arbejderbevægelse er for arbejdere ikke for velbjærgede boligejere fra middelklassen. "

Hmm
Så begynder jeg at forstå hvorfor det er blå blok er så arig på fagforeninger. De er til besvær for dem.

Så hellere vælte folk over i gæld i et hus og bild dem ind de er "de rige" nu. Og at fagforeningen er en parasit.
Hmm, hmm. Det er ski da genialt.

Søren,
Ja.
Og det næste skridt er fascisme iht. Mussolini: en alliance mellem statsmagten og kapitalisterne til at holde middelklassen lille og holde alt rakket i ave. Dette er den perfekte statsform. Konkurrence er ikke længere nødvendig, alt ordnes så de rige i god samdrægtighed og forståelse får mest muligt ud af situationen uden demokratisk slæbetempo og kommunistisk sabotage af de gode hensigter.
Jeg er ikke velbelæst i Marx, men jeg har på fornemmelsen at han ikke havde tænkt på denne mulige løsning på kapitalismens interne modsigelser.

@Bob

Intet nyt under solen:

Citat Det kommunistiske manifest:
Den moderne industri har forvandlet den patriarkalske mesters lille værksted til den industrielle kapitalists store fabrik. Arbejdsmasserne, som stuves sammen i fabrikken, bliver organiseret som soldater. Som menige industrisoldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgeoisklassens, bourgeoisstatens trælle, men de underkues hver dag, hver time, af maskinen, af opsynsmanden og først og fremmest af den enkelte fabrikant selv. Jo mere åbent dette despoti proklamerer profit som sit formål, jo mere småligt, afskyeligt og oprørende virker det.

---

At det hele er set før, er jo på sin vis betrykkende...

@bill atkins

ja, det er de p.t. proletariserede der har gode årsager til at se optimistisk og lyst på især fremtiderne og deres kår i fremtiderne.

en bedre verden, for de fleste mennesker?
noget af det kan bla.a. være at

fortolke fremtiden og nutiden og fortiden,
som omtrent lige virkelige, og som virkelige;
( og det helst udover det kun abstrakte )

rene fortolkninger og rene omfortolkninger rækker dog næppe; næppe heller mht. det;
jvf. mao zedong: om praksis: virke; og om modstrid;

men at fortolke kun nutiden, oftest
forstået som = ens egen samtid, for mest virkelig, eller eneste virkelige tid, minder jo om: at anse jordkloden for verdens midte.

mht. middelklassernes voksnede problemer:
rent teknisk er outsourcinger
( for så vidt også den anden vej,
end de p.t. hyppigste; hvis de f.eks. skulle blive mere lavlønnede )
eller maskineliseringer;
mulige, og det ikke vanskeligt, i langt større omfange end hidtil.

p.s..

flere maskineliseringer kan også ske i sammenhænge med meget andre måder at tilrettelægge middelklassernes arbejdsmåder.

meget af middelklassernes arbejde kan udføres ved at crowdsource opgavebesvarelser fra alverden;

bla. ingeniøropgaver; hvor bla.a nogle, af arbejdsledige, eller arbejdere i deres fritid,
måske vil bruge nogle timer på at udarbejde og indsende sådane besvarelser;

mange mennesker er jo mere / mindre autodidakte faglærte i lidt af hvert;

og de opgavegivere som crowdsourcer kan ofte, med mindre omkostninger, end at finde mulige løsninger, afprøve om de indkomne løsningsforslag er gode nok

( efterprøvninger er ofte omkostningslavere end at finde løsninger: f.eks. at gange for at efterprøve
division, og tilsv. mht. decrypteringer, crypteringer )

@ Kim Gram

Hvad med at tænke dig om og samle dine tanker, så de kan fremføres i en sammenhængende tekst - i stedet for disse telegram-agtige strøtanker?

jo, det siges jo ofte;

håber at pointerne alligevel er tydelige nok:

capitalisternes økonomiske motiver
til

( bortset fra at de gerne vil have middelklassen som stødpude mellem sig og proletariatet ),

og deres teknologiske muligheder for:

at skrumpe middelklasserne meget(!), har de allerede nu,

og det ved middelklasserne vel også selv.