Klumme
Læsetid: 4 min.

De grå mænd

Så går tiden da med det, sagde man i gamle dage. Nu er tiden blevet væk. Ingen ved, hvor den er blevet af, men vi drømmer om, at vi en dag får den udbetalt
Så går tiden da med det, sagde man i gamle dage. Nu er tiden blevet væk. Ingen ved, hvor den er blevet af, men vi drømmer om, at vi en dag får den udbetalt
Moderne Tider
8. oktober 2011

Mange kender Michael Endes historie om Momo, der må se sin verden ødelagt af mændene i gråt. De grå mænd åbner en bank, hvor folk kan spare deres overskydende tid sammen til senere brug, hvilket umiddelbart lyder som en god idé. Men folk begynder at glemme ikke at spare tid sammen, men hvorfor de gør det. Tiden forsvinder, og ingen ved hvorfor. Med tiden bliver Momos verden steril og ensrettet, fordi der efterhånden kun er tid til at gøre det nødvendige. Al overflødig tid bliver hensat i banken, og der findes snart ikke et sekund, hvor folk ikke laver noget 'fornuftigt'. Hvad folk ikke ved er, at mændene i gråt ruller cigarer af tiden og ryger den. Er det ikke, som om Momos mareridt mere og mere begynder at ligne vores egen tid?

Produktion og nydelse

Der synes, som det lige nu ser ud, at være to ting, der skal hjælpe os ud af gældskrisen: Øget produktivitet og øget forbrug. Fra CEPOS til SF taler alle om, at danskerne skal arbejde mere. Samtidig spørger alle ansvarlige politikere sig selv og deres befolkninger om, hvad der mon skal til for at få disse befolkninger til at blive lidt flittigere med kreditkortet. Begge dele er forudsætninger for, at vi kan få gang i væksten igen. »Producer!« og »nyd!« synes at være de to befalinger, som konstant udgår til os.

Går vi et skridt videre med Michael Ende, synes lukkeloven at være et sted, hvor man kan slå to fluer med ét smæk. Hvis den helt afskaffes, kan vi nemlig få mulighed for at arbejde lige så tosset, som vi vil, på alle tider af døgnet, samtidig med at vi også kan få lov til gå shopamok alle døgnets 24 timer. Voila: Når embedsmanden kommer hjem fra kontoret kl. 16, kan han gå i supermarkedet til kl 21, dernæst kan kassedamen så gå til frisøren, der holder åbent til kl. 24. Frisøren går derefter hen i hvidevarebutikken og køber en ny brødrister, fordi den gamle gik i stykker, da hun spiste morgenmad, fordi hun spildte kaffe i den. Så kan sælgeren gå hen i SFO'en og hente sit barn klokken halv fire om morgenen, efter han har lukket butikken klokken tre. Hen ad syv kan pædagogen gå i biffen, alene, da alle hendes bekendte enten er på arbejde eller sover. Pædagogmedhjælperen smutter til gengæld i fitnesscentret. Han ville egentlig gerne gå til fodbold, men det er bare umuligt at finde 11 mennesker, der kan på samme tid.

Fri!

Fritid er gået fra at være noget, der lå uden for arbejdet til at være noget, der ligger udenfor for livet som sådan. Det vi kun kan drømme om. Selv når vi er på ferie, forventes vi at forbruge på en måde, der holder hjulene i gang. Og fritiden er blevet en investering. Vi 'investerer' tid i familien og børnene og de andre relationer, vi indgår i. Lidt som om der var en udbetaling, der ventede et sted ved enden af vores investering. Men udbetalingen kan aldrig finde sted. Produktions-forbrugsmønstret er indrettet så sindrigt, at vi netop ikke på noget tidspunkt kan siges at have fri. Vi har pligt til at producere og pligt til at forbruge, og intetsteds kan vi sige os fri fra disse pligter.

Er der sider af vores liv i dag, som ikke er prægede af arbejde? Næppe. De arbejdsløse er givet dem, der arbejder mest. Som arbejdsløs er man hele tiden på arbejde med ikke at have et arbejde: »Hvor ser du dig selv om fem år? Hvordan kan du gøre dig selv lækker for en arbejdsgiver?« Er der steder i vores liv, hvor vi ikke forbruger? Nej. I familien forbruger man tiden ved at nyde sine nærmeste, eller på at nyde sine drømme om at have nogle andre. På arbejdet nyder man sine udfordringer, man nyder at være aktiv, få noget fra hånden, eller også nyder man at slacke den, at kigge på porno i frokostpausen eller at stjæle en pakke småkager med hjem til aftenkaffen. Så langt som vores realistiske drømme om arbejdstid og fritid rækker, er de begge spundet ind i såvel produktion som nydelse og forbrug.

Ud af tiden

I den forstand er det vil ikke så underligt, at der er én bestemt fantasi, som igen og igen melder sig i filmens verden. Denne fantasi handler om et sted helt uden for tiden. Stedet hvor de sædvanlige regler er sat ud af kraft. Tag f.eks. The Village, som handler om en 1800-tals landsby i nutiden. Eller de talløse moderne robinsonader, som Cast Away, Lost, og alle reality-serierne om steder, som netop er radikalt anderledes end vores egen reality, e.g. Big Brother, Paradise Hotel, og naturligvis Robinson. Er disse fantasier ikke netop drømme om de steder, hvor tiden vil kunne komme til udbetaling?

Altså: Al den tid, vi ikke får brugt, men bare sparer op, og som vi drømmer om engang at komme til at bruge, befinder sig et eller andet sted, i en mærkelig, perverteret form, altid på den anden side af den grænse, som vores egne drømme om den sætter. Tiden er lost; den eksisterer kun i de (reality)serier, som vi lader tankerne flyve med. Den er derude et sted, tænker vi, men det er kun de utopiske huller i realiteten, der opbevarer den. Og disse huller bestyres af cigarrygende grå mænd, der formentlig undrer sig over, hvorfor vi bliver ved med at tro på, at de opbevarer tiden i deres bankbokse.

Hvad tiden har brug for er et bank run mod de grå mænd. En skam, at de ikke findes andre steder end i den drøm, vi har produceret til at nyde dem i.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

snarere: mænd i mørkegrå

De allertidligste socialistiske visioner fra industrialiseringens barndom forudså en tid, hvor det var maskinerne der gjorde arbejdet, mens menneskene levede lykkelige i al den fritid, vi ville få.
Nu lever vi i en tid, hvor mange er overflødiggjort, men de må ikke få lov til at nyde fritiden, bruge den til at blive lykkeligere med familien eller med sig selv: "Fra CEPOS til SF taler alle, at danskerne skal arbejde mere". Man kan til nød forstå, at en højrefløj der opfatter sig selv som eliten kan have noget imod 'almindelige menneskers' påtvungne fritid, som de sat'me ikke skal have lov at nyde, men det er simpelthen træls, at venstrefløjen stadig kun idealiserer 'arbejderen'. Jacob Haugård kom i folketinget bl.a. på sloganet: Hvis det er så sundt at arbejde, så sæt de syge til det! Det var befriende, men ærgerligt at der aldrig kom mere ud af den optakt til værdidebat.
Jeg kan huske hvor befriende det var for min egen samvittighed, dengang jeg gik rundt som glad arbejdsfri, da det gik op for mig, at HVER GANG JEG UNDLOD AT TAGE ET JOB VAR DER EN ANDEN SOM FIK DET, blev lettet over endelig at få job og måske endda undgik dårlige nerver eller det der var værre. Se det var at udvise samfundssind hver dag!

Jeg arbejder en dag om ugen, (plus forberedelse i ca. samme tidsrum og møder engang imellem)! Det giver ikke så mange penge, det giver lige i underkanten af nok; men så tjener jeg nogle indimellem på anden vis.
Artiklen beskriver præcist Trædemøllen, som er den omvending, hvor mål og middel bygger plads: man skal forbruge, så varerne efterspørges, så arbejdet kan foregå. Hvad man hele tiden er bange for er, at de ubehagelige, men nødvendige opgaver ikke vil blive udført, hvis ikke de belønnes. Der er imidlertid ingen indikation af, at nødvendige, men ubehagelige opgaver ikke udføres. Hvad der imidlertid tydeligvis sker er, at de behagelige og lystfyldte opgaver udføres af dem, der har magten til at sikre sig dem, og de vil af samme grund også blive belønnet langt bedre. Da disse ogaver er så behagelige og lystfyldte, kan man være sikker på, at de under alle omstændigheder vil blive udført.

"Er der steder i vores liv, hvor vi ikke forbruger? Nej. I familien forbruger man tiden ved at nyde sine nærmeste, eller på at nyde sine drømme om at have nogle andre."

Jeg vil gerne have forklaret hvad der adskiller "forbruger tiden ved at nyde sine nærmeste" og så Fritid? Hvilket forbrug ligger der (skjult for mig) i at socialisere?

Caspar Hou, du har ret i, at det vist går lidt over gevind for dem dér - for al tid er jo fyldt med noget, men at kalde brug af tid 'forbrug' er nok lige lovlig kækt.

Det eneste et arbejdende menneske og kapitalen er enige om, er at en arbejdstime = 60 minutter.

Kapitalen arbejder globalt, altså 24/7.

Arbejderen arbejder lokalt 8/24/5-7

Kapitalen mener at 2/3 af døgnet er timemæssigt arbejderspildtid, og en unødig tilranet arbejderluksus under navnet fritid (fri tid).

Det er jo intet der forhindrer Jens Høybye i at blive "the moneyless man" eller byttehandler.

http://en.wikipedia.org/wiki/Mark_Boyle_(Moneyless_Man)

Det er sjovt som kapitalen kommer i problemer, når dem der producerer ikke vil bruge penge (vækste) som ønsket af kapitalen.

Inger Sundsvald

Som storforbruger af tid, både min egen og andres, beklager jeg ikke at den sparede tid ikke kan inkasseres senere. Jeg har ikke brug for den. Lige nu sidder jeg og oser min egen tid af. Efterhånden har jeg lidt rigeligt af den, men det er egentlig meget behageligt at intet haster så voldsomt. Jeg regner med at min tid slår til - lige netop min tid ud.

Jeg må indrømme at jeg ikke nødvendigvis ser essayet som en kritik af det kapitalistiske system, men måske mere som en kritik af borgeren. Som jeg skrev ovenfor kan vi alle jo blot vælge at leve på en anden måde. Det kan man heldigvis på det frie marked. Men næsten ingen vælger anderledes.

I princippet kunne du slå dig ned på et open source jordområde og lave dit eget Walden Pond, men det vælger de fleste mennesker ikke at gøre.

Kritikken af kapitalismen er nytteløs, hvis du ikke starter med at ændre forholdene i dit eget liv.

Problemet er, Caspar Hou, at der ikke er nogen open source jordområder. Kapitalisme handler om ét: ejendomsret.

Du kan jo bare købe jord frit.

Købe det og lægge det under en open source licens.

Fx. http://www.n55.dk/land.html

er det mest kun i drømme, at det lykkedes socialdemocratiet, så ganske uden nævneværdig hjælp fra communister,
at gøre danmark til
drømmesamfundet, hvor det strømmer med honning og mælk, til hver.

Til Caspar Hou
Det er bare så utroligt hårdt arbejde at eksistere i Walden. Spørg bare enhver der har prøvet at leve af sådan et smålandbrug. Bare det at dyrke grønsager nok til eget forbrug i et helt år er et pokkers arbejde og ikke nær så lækkert ...hen på vinteren... som det man kan købe henne i Brugsen.
Nej, det er byboere der kan fravælge en del af arbejdet og tilvælge fritid hvis de kan leve at lidt mindre. For de fleste er det dog nok mest en ønskedrøm.

@dorte weber

det er heller ikke det at der er meget industrilandbrug og industrifabrikker, som behøver at give elendigheder, det er mere det at de alle bør være ligelig fællestyrede af alle arbejderne.

hvis bare alle industrilandbrug, industrifabrikker, og det meste og væsentligste af samfundsøkonomien,
er ligeligt fællesstyrede af arbejderne, ( en forudsætning thor nørretranders fortier noget ),
så kan arbejderne jo godt styre også sådan industri, på måder som virkeligt er venlige, overfor det indre, og de ydre omgivelser ( miljø );

bla.a. ved de fremstillingsmåder og produkter thor nørretranders beskriver ( altså virkelig miljøvenlig produktion ),
også mange capitalister er vist tilhængere af det nu.

Og mens Kim Gram bliver ved at drømme den samme gamle drøm, synes jeg dem, der savner friheden i fritiden, skal finde reelt brugbare alternative måder at leve på.

@casper hou

man bør ikke kritisere de som kører i den samme

rille, hvis kritikken det kun er pga. det.

http://www.information.dk/telegram/281728#comment-435042

Hehe. Jeg er nu også mest til det analoge. Men derfor mener jeg stadig at tom kritik er nytteløst.

@casper hou

meget af idiosynkrasien i meldingerne herfra kunne jo tænkeligt bare mestensdels være for at se om de virkeligt røde er vågne ;-)

Søren Kristensen

Synes det var en sjov historie. Jeg har aldrig før hørt om Momo og de små grå mænd, der sidder og ryger vores tid væk, mens vi har travlt med at være til rådighed. Minder mig lidt om The Blue Meanies fra Yellow Submarine, selv om det dengang var os selv der røg tiden væk.

bevægelserne hen til et mindre ringe verdenssamfund, motiveres, drives
som oftest nok mere af protester mod det nuværende verdenssamfund, når det nuværende verdenssamfund bliver for ringe,
end af en ligetil stræben for at nå det nye verdenssamfund.

eventyr, eventyragtigheder,
( feks.: den lange rejse )

meget af den slags er jo borgerskabslige lindrende fortællinger, fra især de borgerlige som ( måske, måske ikke ) kun lader som om at det er menneskenes frihed, og ikke pengenes frihed, som også de vil;

men med de forbehold kan nogle af sådanne fortællinger måske alligevel medvirke til at gavne også de fleste mennesker.

tænkeligt er det lidt spild at gøre meget ud af modsigelser mod de jo forholdvis ubetydelige levninger fra feudalvælde

( "drømme", fantasy, fantasi, "escapisme","virkelighedsflugt":
tolkien, ende, disney, ...),

hvor det jo nu mere bør gå ud på at modsige de borgerlige, egentlig nøjagtigere: capitalisterne, eller endnu nøjagtigere: capitalismen

nåh, men når nu der efterlyses noget andet herfra end de mange henvisninger til det kommunistiske manifest, så måske er det følgende noget bedre:

http://www.marxists.org/norsk/marx-engels/1848/01/manifestet/

noget om kommunisme og postmodernisme:

bør det forstås sådan:

at vi nu igen er: efter moderniteten,
når der tales om: at postmodernismen, eftermodernismen er genkommen ?

kommer det så de mange til gode
de mange løntrælle, proletarer, trælle, pædagoger, havnearbejdere,
landarbejdere, postbude, husmødre m/k, buschauffører, skolelærerer?
formodentlig ja,

endog kun lidt borte fra evermore;

de hævdede ofte:

at både i det nye verdens”billede”
og i det forrige verdens”billede”,

var og er det muligt for de fleste mennesker at finde,
og de fandt det:

liv, lys, lykke , forår, lyst, socialisme, communisme,
frihed, lighed, fællesskab, arbejde, kunst, kunstudøvelser,

og det: kun lidt borte fra evermore

uendeligt? evindeligt?
næppe,
men nok:
11/15 ende”dele” af uendeligheden evindeligheden,

det kom og kommer sig næppe så fuldt nøje