Kommentar
Læsetid: 3 min.

Hvem ordner toilettet?

Kineserne skubber, englænderne undskylder, selvom de ikke har gjort noget. Og danskerne gider ikke tørre op efter sig. I vores tog — der for længst skulle have været udskiftet — eksisterer den rene danskhed
Moderne Tider
22. oktober 2011
Do it yourself. Danskernes tog er i praksis klasseløse, fyldt med standardiseret Starbucks-kaffe, røde pølser og marcipanbrød, lidt for langsomme – og beskidte.

Do it yourself. Danskernes tog er i praksis klasseløse, fyldt med standardiseret Starbucks-kaffe, røde pølser og marcipanbrød, lidt for langsomme – og beskidte.

Kristian Juul Pedersen

Der er altid noget at grine af, når man tager en tur med statsbanerne.

DSB er præcis så utjekkede og uprætentiøse som danskerne, og jeg føler mig sjældent så dansk, som når jeg sidder i et blånistret sæde på vej rundt i landet.

Ombordstigningen på det danske tog er let, hvis der ikke er så mange passagerer. Men at komme ombord er en mildt masende proces, hvis der er lidt flere, end vi kan overskue, der kunne tænkes at komme ind og nuppe den plads, som vi ikke har bestilt. Der er ikke samme krigeriske tilstande, som når hundredvis af kinesere entrerer et tog, hvor man løber nærmest skulder ved skulder henad perronen og skubber indtil, man sidder ned.

Men der er langt til den høflighed og uhyre mængde af 'sorry'er, som man lægger øre til i de britiske regionaltog. Bare frakken strejfer, eller en skulder bliver stødt, er det undskyld, undskyld og undskyld.

Her i DSB udtrykkes undskyld kun, hvis man har krav på noget: 'undskyld, men jeg tror, at du har taget min plads.'

Leverpostejsklasser

Der er forskellige pladser at vælge mellem hos DSB. Stillezone, familiezone og så naturligvis DSB 1´. Inddelingen i transportklasser er det tætteste, man kommer på en udtalt klassedeling i det danske samfund, som ellers ofte betegnes som klasseopløst.

Men klasserne er så leverpostejsagtigt differentierede, at man ikke helt kan blive misundelig og få lyst til at lave revolution mod dem, der har betalt meget mere for at sidde på første klasse. Lidt flere slags te, et udvalg af morgenaviser, kakaorig chokolade og gratis internetforbindelse er goder, som trods alt er til at overse. Langt mindre i hvert fald end de forskelle, som bliver synlige på Den Transsibiriske Jernbane, hvor der er himmelvid forskel på firemandskupeernes overvæld af plads og mulighed for at sove i fred til vognene med 31 medpassagerer og minus mulighed for privatliv. Eller i Kina, hvor forskellen på soft sleeper-kupeernes rene lagner og bløde dyner og hard seat-kupeernes vinkelrette plasticbænke giver hele muligheden for nattesøvn til forskel. I de danske tog består den største ulighed i, om du får rundstykker allerførst eller næstførst.

Udvalget af mad er det samme uanset klasse på de danske tog. Som en god formynder har DSB sørget for, at ligegyldigt om du kører på første eller helt almindelig, så er der kaffe fra Starbucks. Det virker super standardiseret og pinligt pragmatisk, at amerikanskbrandet kaffe, kogte pølser og marcipanbrød, skulle gøre os alle mætte. Høj og lav.

Vi er mest til svin og sukker. Jeg kommer aldrig til at savne råbene om 'chai chai chai', der vækker én på indiske tog, uanset om klokken er tretten eller tre om natten. Men variationen i udvalget og ihærdigheden, hvormed varme drikke og nødder forsøges afsat, er eksotisk i forhold til DSB.

Der er gigantisk underskud på salgsvognene, og det bunder sandsynligvis også i vores lyst som danskere til at slippe så lidt som muligt for det, vi putter i munden, og modvilje mod at spise andet end hjemmesmurte madpakker. Man kunne få den tanke, at salgsvognens udbud afspejler vores efterspørgsel. I så fald ser det sort ud for både informationstrangen og fedme-epidemien i den danske befolkning.

Vi lader lorten ligge

På trods af Danmarks ringe geografiske størrelse, er togne ikke så hurtige, at man kan undgå en toilettur, hvis man skal fra den ene del af landet til den anden.

Der er vist ingen grund til at uddybe, at man kunne nå hurtigere frem til et landfast toilet, hvis de famøse IC4-tog var kommet til landet. Det har vi hørt om, og togne er her ikke, så tilbage til toiletterne.

Måske er det klamt af sammenligne folkesjælen og forrettelse af nødtørften. Men ikke desto mindre er det slående, at passagerer i et land med såkaldt socialdemokratisk rundet sind, ikke kan klare at holde et toilet rent fra Nordjylland til Midtsjælland. Jeg har ofte vandret ned igennem vognsættene for at finde et rent toilet. Det tager jeg såmænd ikke skade af, men kan godt grine af, at den formodede velfærdssolidaritet ikke rækker til at tørre det pis op, men drypper på brættet eller tilkalde en fra personalet i stedet for — undskyld — at lade lorten ligge til den næste.

Den manglende høflighed, den svage klasseinddeling, den middelmådige mad og den snuskede hygiejne er det, der kendetegner min typiske togtur. Utjekket og uprætentiøst. DSB'sk og meget dansk. Og derfor en evig kilde til at trække lidt ironisk på smilebåndet og på det jævne påskønne det, man trods alt får.

For eksempel udsigten fra sporet, der stadig giver det bedste blik på landskabet. Inden man skal af igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her