Hvad kommer efter revolten?

Libyen

Befolkning: 6,5 millioner

Religion: 97 procent muslimsk

Erhverv: primært olieindustri

Ledighed: 30 procent

Gik i 1952 fra at være italiensk koloni til at blive erklæret som Kongeriget Libyen. Efter 17 år som monarki begik en rækkeofficerer under kommando af officer Muammar Abu Minyar al-Gaddafi statskup.

I august i år indtog civile oprørere og NATO-styrker Tripoli, Gaddafi blev dræbt 20. oktober. Landet styres nu af Det Nationale Overgangsråd, der ledes af Mustafa Mohammed Abdul Jalil. Rådet forventer at kunne afholde demokratiske valg i 2013

Det siges, at Gaddafis farligste modstandere var islamister. En af de mest feterede figurerer i oprøret mod den nu afdøde oberst var Abdel Hakim Belhaj, den tidligere emir i Libyens Islamiske Kampgruppe. Og sammen med prominente libyske islamister som Ali al-Sallabi begyndte han under Gaddafi at agitere imod sekularisterne i Libyen. Men da Det Nationale Overgangsråd søndag erklærede Libyen for et frit land, og samtidig udtalte sig om Libyens forhold til islam og muslimsk lovgivning kom det alligevel som en overraskelse for det internationale samfund. »Som en muslimsk nation vil vi bruge den islamiske sharialov som kilde til vores lovgivning. Derfor vil enhver lov, der strider mod principperne for islam være juridisk ugyldig,« sagde rådets leder Mustafa Abdul Jalil og fangede samtidig verdens interesse ved den specifikke bemærkning, »at der i Libyens nye forfatning ikke ville være forbud mod polygami«.

Dog, understregede Jalil, der er tidligere justitsminister under Gaddafistyret og uddannet jurist i sharialov og kendt som moderat islamist, vil islam i Libyen ikke træde frem i sin strengeste form.

»Jeg vil gerne forsikre det internationale samfund om, at vi libyere er muslimer, men moderate muslimer.«

Men sekulære arabiske kommentatorer så det stadig som et skridt i ekstremistisk retning. Journalist Sultan al-Qassemi fra de Arabiske Emirater tweetede straks, at Jalil havde erklæret, at Libyen nu var en islamisk republik. Mens Abdul Hamid, der er redaktør ved Gulf News skrev, at »Mustafa Abdul Jalil har netop bevist over for verden, at den arabiske revolution vil ende i en række islamiske stater«.

Det er dog i virkeligheden meget vanskeligt at forudsige, i hvor høj grad opbygningen af en ny libysk stat vil blive præget af muslimske kræfter. Under Gaddafis regime har landet været lukket for omverdenen, og kun få har indblik i, hvor stærke muslimske kræfter, landet rummer.

Mellemøstforsker Peter Seeberg fra Center for Mellemøststudier på SDU vurderer, at man i første omgang ikke skal frygte for en ny sharialovsbåret stat i Libyen.

»Det er klart, at sharia kommer til at spille en rolle, når der i de kommende år skal laves en moderne, libysk stat. Men når de libyere, vi har hørt udtale sig, understreger, at de er moderate muslimer, så skal man tage det for pålydende,« siger Peter Seeberg.

»Man skal aldrig bagatellisere, at islam spiller en rolle, men det er nødvendigt at konstatere i den her sammenhæng, at man sagtens kan have velfungerende og fornuftige regimer, hvor islam spiller en central rolle. Det kender man for eksempel fra Tyrkiet og Marokko,« siger Peter Seeberg.

Egypten

Befolkning: 80 millioner

Religion: 90 procent muslimer, 9 procent koptere, 1 procent kristne

Erhverv: Turisme, produktion, landbrug

Ledighed: Officielt på 10 procent, formentlig højere

Grundlagt som republik i 1953. Landets tredje præsident, Hosni Mubarak, blev væltet i foråret efter ugers voldsomme demonstrationer.

»Jeg er mere liberal en Broderskabet.« Sådan siger Abdel Moneim Abou el-Fotouh, den 59-årig læge, som har været en central figur i Det Muslimske Broderskab i Egypten. Men han stiller ikke op for Broderskabet, der har været den mest indflydelsesrige og bedst organiserede oppositionsbevægelse til det politiske system under præsident Hosni Mubarak i Egypten. Faktisk stiller Broderskabet, der er kendt for en konservativ islamisme, slet ikke op som parti ved det første egyptiske valg efter, at Hosni Mubarak i februar 2011 trådte tilbage. Et valg, der kommer til november, hvis den militære overgangsregering holder, hvad den lover.

»Da jeg var i Egypten i maj var der flere end 60 partier, der var opstillet til valget. To af dem er fraktioner af Det Muslimske Broderskab,« siger mellemøstforsker ved Syddansk Universitet Peter Seeberg.

»De kommer til at klare sig særdeles godt. Det første valg, vi kommer til at se i Egypten bliver efter min vurdering et, hvor islamisterne kommer til at få gode resultater. Som det også var tilfældet i Tunesien,« siger Peter Seeberg og forklarer det med, at de er velorganiserede og har en stor folkelig opbakning.

»Og desuden har de betydningsfulde og kendte enkeltpersoner, i modsætning til mange af de andre partier, der ikke har samme velfungerende partistrukturerer.«

En af dem, der spås gode chancer, er netop Abdel Moneim Abou el-Fotouh, der åbent har kritiseret flere af Broderskabets beslutninger. Han tror på demokrati og islam, han accepterer liberale værdier og vil fremme social retfærdighed, mener man. Flere iagttagere ser endda hans kandidatur som en afsløring af interne splittelser mellem en moderat og en konservativ islamistisk fløj i selve broderskabet. Og nogle har sammenlignet ham med Egyptens svar på Tyrkiets moderat muslimske premierminister Recep Tayyip Erdogan, der prædiker tolerance og pluralisme.

Emad Shahin, der forsker i islamisk lov og politik ved universitetet i Notre Dame, kalder det et vendepunkt, hvor et nyt kuld politikere, der er opdraget i islamistiske miljøer, men som accepterer den sekulære stat, vinder frem. 'Post-islamistiske' kalder han dem.

Problemet er, mener Hana Ziadeh, historiker med speciale i Egypten, at de moderate kræfter kommer til at kæmpe imod de konservative. Især i Egypten, hvor de konservative kræfter har godt fat.

»De kan ikke gå helt væk fra de mere konservative krav, der eksisterer i Det Muslimske Broderskab, og den balance bliver udfordringen,« siger Ziadeh, der ikke vil undervurderer de konservative salafisters indflydelse på befolkningen, som har resulteret i et backlash, hvor man i debatten har set traditionelle islamistiske ideer som eksempelvis rentefrie banker og obligatoriske religiøse skatter.

Det er en af forklaringerne. En anden forklaring på islamismens succes efter Det Arabiske Forår— blandt andet i Egypten — finder man i den uigennemskuelighed, der alene på grund af antallet partier vil være til valget, mener Hana Ziadeh.

»Jeg tror, at de islamistiske partier kan få omkring 40 procent af stemmerne. Men de liberale, de reformerede kommunister, socialisterne har heller ikke kunnet skabe sig en bestemt profil, og det gør, at det bliver meget svært for befolkningen at forstå, hvad de lige præcis vælger, hvis de vælger dem.«

Tunesien

Befolkning: 10,4 millioner

Religion: 98 procent muslimer

Erhverv: Landbrug, turisme, produktion

Ledighed: Officielt på 19 procent, menes at være højere

Grundlagt som republik i 1956. Landets første præsident Habib Bourguiba dannede et etpartisystem, sad i 31 år. 1987 tog Zine El Abidine Ben Ali magten ved et kup. Han blev væltet januar 2011.

Ved valget den 23. oktober vandt det islamistiske parti Ennahda 40 procent af stemmerne. 60 procent gik til sekulære partier, flest stemmer fik det venstreorienterede Kongressen for Republikken, CPR, med 14 procent og det ligeledes venstreorienterede Ettakatol med 10 procent

»Kan vi stadig rejse til Tunesien?« Sådan lød spørgsmålet på forsiden af den tyske tabloidavis Bild, efter at det tunesiske valgresultat blev offentliggjort oven på valget i søndags. Her vandt det islamistiske parti Ennahda magten med 40 procent af stemmerne. Men frygten for islamismen blev ikke kun udtalt i europæiske aviser. Ennahda forsikrede, at man ville bibeholde den eksisterende forfatnings definition af Tunesien som et »muslimsk land« og ikke en islamisk republik, og partiets leder, Rachid Ghannouchi, bedyrede igen og igen, at han vil fremme ligheden mellem mænd og kvinder og styrke kvinder kvinders rettigheder i forhold diskrimination og vold og skabe bedre børneinstitutioner, så kvinder kan fortsætte deres karrierer. Der bliver ikke flere hovedtørklæder på gaden, hvis det står til ham, og indførelse af polygami og korporlig afstraffelse har han intet tilovers for, understregede han. I stedet sammenlignede han Ennahda med Tyrkiets moderate islamistparti AKP — og sig selv med Erdogan. »Ennahda er en ny model for verden«: Islamistisk og prodemokratisk, moderne og åben.

Det er ikke en tilfældighed. Efter uafhængigheden fra Frankrig og grundlæggelsen af Tunesien, fik islam en minimal rolle. Statens grundlægger og dens første præsident gennem 31 år Habib Bourguiba forkastede religionen, tørklædet kaldte han en »rædselsfuld klud« og under ramadanen lod han sig filme, mens han drak juice. I årtier blev islamisterne forfulgt både under Bourguiba og senere under diktatoren Ben Ali, hvor de blev fængslet og torteret. Ennahdas leder, Rachid Ghannouchi, var en af dem: Han gik i eksil i London, hvor han levede i 20 år.

Men islamismens genkomst er ikke kun en modreaktion, mener Erik Mohns ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

»De islamistiske partier har ressourcerne, både organisatorisk og netværksmæssigt, eksempelvis moskenetværkerne. Det er dem, der gør det muligt,« siger han. Selv i eksil kunne de på en denne måde til en vis grad opretholde deres positioner og organisatoriske strukturer.

»Desuden har de legitimitet i forhold til, at de var modstandere af systemet. De kan positionere sig som den opposition, der ikke arbejdede sammen med det tidligere regime, og som ikke havde kontakt til det.«

Det bliver en udfordring for Ennahda at klare splittelsen mellem partiets moderate og konservative fløje, mener iagttagere. Som Malika Zeghal, der er tuneser og professor i islam ved Harvard University sagde i Information, så har der været uenigheder mellem Ennahdas ledere og baglandet. Baglandet er ifølge ham mere radikalt, end lederne vil have det til at se ud.

Nogle af de sekulære partier, der tabte i søndags har beklaget sig over, at vælgerne straffede de ikke-religiøse partier. Moncef Marzouki, der stillede op for det venstreorienterede CPR, Kongressen for Republikken, rådede ifølge New York Times Egypten og Libyen — de næste af regionens lande til at holde valg — at »undgå alt, der kan ligne en kamp mellem sekularister og islamister«.

Beskeden til islamisterne var: »Vi er for islam som statsreligion, men vi må være meget forsigtige. Vi vil ikke opgive kampen for borgerrettigheder. Og jeg er sikker på, at vi kan fremme menneskerettigheder, kvinders rettigheder m.m. uden at kæmpe mod islamisterne.«