Baggrund
Læsetid: 5 min.

Et liv er forbi: Gudrun Dahl

Aldrig bange. Gudrun Dahl var aldrig bange og ret ligeglad med, hvad omgivelserne syntes om hende. Hun kæmpede for de svageste og for sin egen ret til at blive behandlet ligeværdigt som kvinde
Feminist. Gudrun Dahl fandt tidligt ud af, at hun ikke havde brug for mænd. Til gengæld brændte hun for samfundets svageste.

Feminist. Gudrun Dahl fandt tidligt ud af, at hun ikke havde brug for mænd. Til gengæld brændte hun for samfundets svageste.

Frederik Clement

Moderne Tider
22. oktober 2011

Kort før sin død talte Gudrun Dahl med sin yngste datter Katrine, som skulle ud at løbe.

»Har du lommelygte med, har du nok tøj på?« spurgte Gudrun.

Katrine fortalte, at hun løb sammen med en gruppe af løbere, hvor der også var store hærdebrede mænd med. Gudrun Dahl kiggede desorienteret på datteren. Overfald eller voldtægt var ikke noget at frygte for, men man skulle klæde sig ordentlig på og ikke være hjælpeløs, hvis man faldt. Gudrun Dahl var praktisk og pragmatisk anlagt. »Bange, det er ikke et ord, vi kender,« som hun ofte sagde.

Hun havde ellers prøvet at være bange i livet. Hun voksede op i Tønder, hvor hun kom til verden i 1929. Faderen var praktiserende læge i området, der først blev dansk igen i 1920, og som den daværende regering opfordrede folk at flytte til. Gudrun Dahl voksede op i et trygt og progressivt hjem, hvor hun fik at vide, at hun kunne det samme som drengene og blev motiveret til at gå op i sit skolearbejde og sidenhen gymnasiet. Men hun voksede også op i et område præget af spændinger mellem danskere og tyskere, og under Anden Verdenskrig fik hun krigen ind på tæt hold, fordi hendes far to gange blev fængslet af tyskerne og anden gang sat i kz-lejren Sachsenhausen nord for Berlin. Før den første fængsling havde nogle bekendte i byen tilkendegivet, at de nok skulle hjælpe til, hvis faderen blev fængslet, mens en anden bekendt havde sagt, at han fik »kropsangst« og slet ikke kunne hjælpe faderen, hvis nogen kom efter ham. Da de tyske soldater havde fængslet faderen første gang, var det vennen med 'kropsangst', der hjalp Gudrun Dahl, moderen og hendes søskende med at flytte de ting i kælderen, som kunne afsløre faderens modstandsarbejde. Det er ikke til at sige, hvem der er de rigtige helte, og det er ikke altid, at tingene ser ud, som man tror for eftertiden. De to ting tog Gudrun Dahl med sig videre i livet.

Åndssvageforsorgen

Hun flyttede efter gymnasiet til København. Egentlig ville hun være arkitekt, men efter en mislykket optagelsesprøve, bestemte hun sig for ligesom faderen at læse medicin. Hun susede gennem studiet, og det var først, da hun blev færdiguddannet i 1955, at de virkelige udfordringer begyndte at møde hende. Gudrun Dahl oplevede, at hun ikke fik de samme vilkår, som sine mandlige kolleger — først og fremmest gik det hende på, at hun ikke fik den samme løn. Det gik hende imod, ligesom rollefordelingen i det ægteskab, hun havde indgået også var et problem for hende. I 1956 fik hun datteren Nanné, men valgte efter tre år at lade sig skille.

Hun kunne ikke acceptere samlivet med en mand, der tænkte gammeldags. Og hun ville ikke lave alting derhjemme. Hun opførte sig som en rødstrømpe, næsten en hel generation før rødstrømpebevægelsen blev skabt. Ligesom mange af hendes synspunkter lignede 68-generationens, men hun udførte dem lang tid før 1968, hvor hun selv blev færdig som overlæge i børnesygdomme.

For eksempel var hun enlig mor, men valgte at give Nanné nogle dengang ekstraordinære muligheder. Det kostede ekstra nattevagter, men hun meldte datteren ind på Bernadotteskolen, så hun der kunne få lov at sidde i elevråd og lave projektarbejde mere end 20 år før, det blev standard, selv på universiteterne. Nannés venner kunne godt lide at være hjemme hos Gudrun, hvor der blev diskuteret frit hen over middagsbordet, men hvor man også fik besked på at sætte sig grundigt ind i tingene. Man skal ikke tro, at tingene er, som de ser ud. Man skal ikke tro, at dem, der har magt, har ret. Det viste Gudrun Dahl datteren ved en demonstration mod Vietnamkrigen, hvor politiet opførte sig meget voldsomt over for demonstranterne.

Gudrun Dahl viste verden frem, og hendes hjem var også et af de få, hvor der blev givet lov til at holde fest i kælderen, da Nanné kom i teenagealderen. Det var også i Nannés seneste teenageår, at Gudrun Dahl valgte at få en datter mere. Faderen var ikke Helligånden, men hemmeligholdt for andre end døtrene, og Gudrun Dahl valgte at opfostre Katrine alene, som hun havde gjort med Nanné.

Da Katrine var lille, flyttede Gudrun Dahl til Skanderborg, hvor hun fik en overlægestilling og fortsatte sit arbejde i det daværende Åndssvageforsorgen. Hun var interesseret i at give evnesvage bedre vilkår og interesserede sig blandt andet for, hvordan ernæring kunne spille ind på evnesvages behandling og tilværelse.

Hendes venner kunne godt finde på at drille hende med, at hun slet ikke kendte til de dårligst stilledes vilkår, fordi hun var datter af en læge og barnebarn af en præst. Men Gudrun Dahl kendte faktisk til nogle af de svageste i samfundet og gjorde indtil sin pensionering i 1995 alt for at være i øjenhøjde med sine patienter. Det blev kommenteret, da en journalist fra Skanderborg kommenterede, at hun var den eneste overlæge, han nogensinde havde interviewet, som gik med cowboybukser.

Hvad skal man med mænd?

Lige så blød, hun kunne være over for patienterne og omsorgsfuld over for den voksende familie, lige så hård i filten kunne hun være over for mænd, som hun højt op i alderen havde skarpe meninger om. Hun mente ikke, at man som kvinde behøvede en mand og var meget kritisk over for forholdet mellem mænd og kvinder. Det var en arv fra hendes yngre dage, men i takt med at hun fik svigersønner og børnebørn, blødtes feminismen lidt op, og hun gik med til at indrømme, at mænd kunne bruges til nogle ting. Gudrun Dahl var ellers stærk i sin overbevisning, og til nytårsaften forekom der med de sædvanlige venner en nærmest rituel diskussionsrækkefølge, hvor verdenssituationen blev gennemgået i bestemte kategorier på samme måde hvert eneste år.

Gudrun Dahl var diskuterende og blandede sig i livet. Og hun var bestemt ikke færdig med det, da hun i begyndelsen af oktober gik bort. Hun havde meldt sig til et kursus på folkeuniversitetet, op til folketingsvalget havde hun netop pakket brochurer for Folkebevægelsen mod EU, og hun håbede, at hun snart kunne komme af sted på en bestilt tur til Syrien, som var blevet udskudt flere gange på grund af urolighederne i landet. Men så langt nåede hun ikke. Da hun 4. oktober kørte hjem efter et besøg fra datteren Katrine, fik hun det dårligt efter kort tids kørsel. Hun ringede resolut til datteren og sagde, at hun havde fået et ildebefindende og bad hende ringe 112. Katrine nåede frem til sin mor, der mistede bevidstheden få øjeblikke derefter. Det var formodentlig hjertet, der gav op. Bilen var pænt parkeret inde til siden, lygterne slukket, og nøglen taget ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her