Læsetid: 16 min.

Han var parat til at dø for sin drøm

For journalisten og dramatikeren Hadi al-Mahdi skulle den 9. september have været en ny begyndelse. Han skulle have været stjernen i Iraks arabiske forår, inspireret af det demokrati, han havde oplevet under sit eksil i Danmark. Men det demokratiske optog, han var udset til at stå i spidsen for, blev i stedet til en mindehøjtidelighed
Stemmen. I sit radioprogram i Bagdad kritiserede Hadi alt, som stod i vejen for en demokratisk udvikling: politikere, religiøse overhoveder, militserne ...

Stemmen. I sit radioprogram i Bagdad kritiserede Hadi alt, som stod i vejen for en demokratisk udvikling: politikere, religiøse overhoveder, militserne ...

Joao Silva

15. oktober 2011

Hadi al-Mahdi vidste, han var i livsfare. Fra en tilværelse som anonym flygtning i Nykøbing Falster var han vendt tilbage til Irak og sin position blandt landets vigtigste systemkritikere. Han var blevet selve symbolet på Det Arabiske Forår i landet. Optændt af oprørene i Nordafrika og Mellemøsten havde han vendt sig mod sin tidligere partifælle, premierminister Nouri al-Maliki, og fredag efter fredag var han gået forrest i demokratibevægelsens demonstrationer på Bagdads Tahrir-plads.

Den 9. september 2011 skulle være dagen for den hidtil største demonstration. Hadi var en af arrangørerne. I ugerne op til demonstrationen tog truslerne til. På Facebook og i sms'er fik han beskeder fra ukendte afsendere om at holde sig væk fra Tahrir-pladsen og trække sig tilbage fra offentligheden, hvis han ville overleve.

Dagen før den store demonstration skrev han på sin Facebook-profil, at han levede »i en tilstand af rædsel«. Samme formiddag sendte han en sms til sin 19-årige søn Hiwa i Danmark.

»Hej skat,« skrev han. Ikke andet, for sådan plejede faren og sønnen at gøre. Så kunne Hiwa skrive tilbage, hvis han havde tid, og de kunne chatte pr. sms. Men Hiwa havde ikke tid den morgen. Han var ved at flytte ind på et kollegieværelse i Herlev og skulle ordne nogle ting.

Han ville skrive tilbage senere på dagen. Han kunne ikke vide, at han skulle have svaret med det samme.

Hængt på stadion

Det er vanskeligt at udpege enkeltstående begivenheder, der former et menneske, men i Hadis tilfælde synes én hændelse at have haft særlig stor betydning, nemlig henrettelsen af hans bror.

Tre år før Baath-partiets magtovertagelse i Irak i 1968 blev han født i en veluddannet familie i den sydlige del af landet. Familien var shiamuslimer og dermed ikke en del af den sunnimuslimske magtelite, som vicepræsident Saddam Hussein byggede op omkring sig, efterhånden som han tilranede sig stadig mere kontrol over statsapparatet.

Samtidig med, at Hadi voksede op og viste sig at være en kvik dreng, blev Saddam Hussein i løbet af 1970'erne de facto enehersker på bekostning af sin aldrende fætter, præsident Ahmed Hassan al-Bakr.

Den frygtede vicepræsident kontrollerede sikkerhedsstyrkerne og efterretningstjenesten Mukhabarat, der holdt borgerne i et jerngreb, og i 1979 overtog han formelt præsidentposten. Han dømte sine formodede fjender inden for Baath-partiets centralkomité til døden, begyndte en brutal undertrykkelseskampagne mod shiaer i syd og kurdere i nord og beordrede i 1980 invasionen af Iran. En beslutning, der førte de to lande ud i en otte år lang udmattelseskrig.

Hadis storebror var med i den illegale oppositionsbevægelse imod Saddam Hussein. Han blev angivet og arresteret, og Hadi så på fra tilskuerrækkerne, da broren sammen med andre systemkritikere blev hængt på et fodboldstadion. En oplevelse, som ifølge Hadi selv for alvor vakte hans politiske engagement og gjorde ham til en ubøjelig demokrat.

Et menneske med en mission

I diktaturer søger politisk engagerede intellektuelle ofte mod kunsten som udtryksform.

Hadi skrev allerede som teenager teaterstykket Farvel, gamle mærkelige verden. Det byggede på Machiavellis Fyrsten og var antydningsvist kritisk over for regimet. Stykket blev opført ved en offentlig festival, selv om Hadi ikke havde fået Baath-partiets tilladelse. Det kostede ham og syv andre deltagere seks måneder i fængsel. De fik tæsk under afhøringerne, og Hadi var siden plaget af rygsmerter som følge af mishandlingen.

Fængslingen fik ham ikke til at opgive teatret. Som 22-årig blev han optaget på teaterskolen ved kunstakademiet i Bagdad, og her fandt han sammen med andre unge intellektuelle. Mens Saddam Husseins styrker under Irak-Iran-krigens sidste dage i 1988 gennemførte giftgasangreb mod kurdiske landsbyer i den nordlige del af landet, drømte Hadi og hans venner om et demokratisk Irak, hvor menneskerettigheder blev respekteret, og alle var lige. Muligvis holdt efterretningstjenesten allerede der øje med dem.

En nær ven fra den tid husker den unge Hadi som på én gang tynget af alvor og barnligt begejstret for verden:

»Han var meget politisk. Han var et menneske med en mission, og han insisterede på at tage stilling. Han holdt meget af kvinder og cigaretter og vin. Han sov så lidt som muligt, for han elskede livet. Men han var også en drømmer. Han troede på, at alt kunne blive ideelt, og han blev mere og mere konfrontatorisk, når han oplevede uretfærdighed. Vi andre kunne se, han snart ville få problemer.«

En anden ven, forfatteren og journalisten Wasif Shanoon, som nu er i eksil i Australien, beskriver også Hadi som en drømmer. De to mødte hinanden i 1989 i den irakiske forfatterforening i Bagdad, hvor Wasif som desertør fra krigen mod Iran kom som illegal gæst.

»Hadi havde en krigers mentalitet, men jeg tænkte, han troede for meget på sit folk og sit land. Han kunne ikke forestille sig, at de onde kunne ende med at vinde.«

Opstand mod Saddam

På kunstakademiet mødte Hadi sidst i 1980'erne en ung kvinde fra Kurdistan. Midya havde langt mørkt hår og var smuk på en næsten glansbilledagtig måde. Hun var datter af en kendt forfatter og studerede til skuespiller. De to forelskede sig, selv om hun var kurder og sunnimuslim, og han araber og shiamuslim. Hendes far sagde, hun skulle gøre, som hun ville, det var hendes liv, men hendes mor var ikke glad for alliancen. Så dukkede Hadi op hos forældrene med to professorer fra kunstakademiet, der begge bad forældrene om at lade parret gifte sig. Det ville der komme noget godt ud af, lovede professorerne.

Hadi og Midya blev gift og fik hendes forældres velsignelse, og måske er det ikke tilfældigt, at Hadi senere skulle blive en indædt kritiker af at dele mennesker op efter religiøse skillelinjer.

Hadi var ikke altid let at leve sammen med. Han gik fra at være et ungt talent til en kendt og betydningsfuld dramatiker. Han vandt prestigefulde priser og var konstant optaget af nye projekter. Når han skrev, stod han op ved fire-tiden om morgenen og arbejdede til sent om aftenen. Og når han endelig kom i seng, sov han med blyant og blok ved siden af sig, så han kunne notere ideer ned, når han vågnede.

»Det var svært at komme igennem til ham,« husker Midya. For selv om Hadi ønskede at være en, der var god til at lytte, og gjorde sig selv til fortaler for dialog, fulgte han i sidste ende altid sin egen intuition.

I sine teaterstykker blev han mere åbenlyst kritisk over for regimet, og efter Golfkrigen i 1991 deltog han som en prominent intellektuel i opstanden mod Saddam Hussein. Men opstanden blev brutalt nedkæmpet, og Hadi og Midya måtte flygte til Damaskus, hvor store dele af den irakiske intelligentsia allerede levede i eksil.

Treværelses i Nykøbing Falster

På fotos fra Syrien ser parret lykkeligt ud. De fik en søn, og han var et ønskebarn. Hiwa kaldte de ham. Det betyder håb. Men det var også en hård tid. Hadi og Midya havde svært ved at tjene penge på teater, selv om hun fik ansættelse på den syriske nationalscene.

Hadi begyndte at skrive for en irakisk oppositionsavis med hovedsæde i byen. Han knyttede også bånd til det shia-dominerede Dawa-parti, som var forbudt i Irak og støttet af Teheran. Et af de ledende medlemmer af partiet var Nouri al-Maliki, som senere skulle blive Iraks premierminister og genstand for hårde anklager fra Hadi. Ham boede familien en kort overgang i hus med.

Ved siden af sine avisartikler udgav Hadi bøger om teater og litteratur, men efterhånden blev han mere optaget af at skrive politiske tekster rettet imod det irakiske regime. Det var ikke ufarligt, særlig ikke for en mand som Hadi, hvis stemme vejede tungt. Den irakiske efterretningstjeneste havde agenter i Syrien, som overvågede dissidenter og likviderede dem, de regnede for særligt farlige.

Familien kom i kontakt med en diplomat fra FN's Flygtningehøjkommissariat i Damaskus. Han havde set nogle af de stykker, Hadi havde skrevet, og som Midya spillede med i, og han lovede at hjælpe dem ud af regionen. Planen var, at de skulle til Canada som FN-flygtninge, men i sidste øjeblik blev det Danmark, og i 2000 landede de i Københavns Lufthavn og blev kort efter installeret i en treværelses lejlighed i et boligbyggeri i Nykøbing Falster.

Tilbage til krig

På plænen foran lejligheden i den stille provinsby spillede Hadi fodbold med Hiwa, og han lærte ham at cykle ligesom danske børn. Han var med Hiwa i skole de første svære dage, og han fandt nogle venner i det irakiske miljø i København.

Selv om han blev optaget af det danske demokrati og de rettigheder, danskerne betragter som selvfølgelige, var han ikke glad for at bo i Danmark. I Bagdad og Damaskus havde han været en betydningsfuld mand. I Nykøbing Falster var han ukendt. Han kunne ikke sproget. Der var ingen, der ringede og bad om manuskripter, og ingen, der spurgte om hans syn på den politiske situation.

Hadi og Midya dannede en teatergruppe, og det lykkedes dem at opsætte en forestilling i Nykøbing Falster. Men situationen var uholdbar. Hadi kunne ikke finde sig til rette og besluttede at vende tilbage til Mellemøsten. Det var i 2002, lige efter parret havde fået sønnen Nali.

Midya ville ikke med tilbage. Hiwa og Nali skulle ikke tilbage til den krig, alle vidste var på vej. Hadi var ubøjelig, og de to besluttede at lade sig skille. Det var en mærkelig skilsmisse, tænkte mange af deres venner, fordi de stadig var meget tætte. De kunne bare ikke enes om, hvor i verden, de skulle bo.

De næste år var omtumlede for Hadi. Han flyttede rundt mellem Damaskus, Beirut og Amman, og kort før den amerikanske invasion af Irak hjalp det kurdiske oprørsparti KDP ham til byen Sulaymaniah i det nordlige Irak, som siden Golfkrigen havde været beskyttet mod Saddam Hussein af amerikansk og britisk luftvåben. Her fik han en stilling som chefrådgiver for kultur på en kurdisk tv-station.

Pres fra toppen

Efter den amerikansk ledede invasion i 2003 endte Saddam Hussein, som havde fået Hadis bror hængt, med selv at blive hængt. Fra det relativt rolige Kurdistan kunne Hadi følge det sekteriske opgør, der ramte det centrale og sydlige Irak i årene efter invasionen, og som udviklede sig til åben krig mellem shia- og sunni-militser.

Da borgerkrigen var på sit højeste, blev Nouri al-Maliki i maj 2006 med amerikansk opbakning gjort til premierminister i landet. Manden, som Hadi kendte fra Syrien, skulle nu lede Irak imod en demokratisk og fredelig fremtid.

Det er uklart, præcis hvornår Hadi for alvor blev kritisk over for Maliki. Sikkert er det, at der i løbet af 2007 begyndte at dukke beviser op, som tydede på, at premierministeren beskyttede shia-interesser på bekostning af sunnier og andre grupper. Han havde etableret en særlig enhed, som havde magt til at underkende beslutninger truffet i ministerierne, og som i flere tilfælde standsende undersøgelser af forbrydelser begået af shia-militser. Der kom også beskyldninger frem om, at Maliki ignorerede, måske endog selv var involveret i omfattende korruption. Blandt andet hævdede en irakisk undersøgelsesdommer, at embedsmænd og regeringsmedlemmer kanaliserede milliarder af dollar videre til religiøse militser.

Hadi følte sig nødsaget til at sige fra og gøre op med Maliki. I 2008 flyttede han fra sikkerheden i Sulaymaniah til magtcentret Bagdad, hvor han lejede et lille hus i et af byens pænere kvarterer.

Han havde besluttet at vende tilbage til journalistikken. Et fag, der er så farligt at udføre i Irak, at 258 journalister er blevet dræbt i landet siden den amerikanske invasion i 2003.

I Bagdad fik han sit eget radioprogram, der kørte tre gange om ugen. Her kommenterede han i skarpe toner den politiske situation. Regeringen var hans primære mål, og særlig korruptionen i statsapparatet optog ham. Han beskrev Maliki som en magtfuldkommen diktator, en ny Saddam Hussein, og krævede hans afgang som premierminister. Men en ven, der fulgte radioprogrammerne tæt, understreger, at Hadi ikke kun var ude efter regeringen.

»Han kritiserede alle: Politikere, religiøse overhoveder, militserne. Han havde set den slags samfund, der findes i Europa, og han gik imod enhver, der stillede sig i vejen for, at Irak kunne blive et rigtigt demokrati. Han fik mange fjender på den måde.«

Men Hadi fik også mange lyttere. Programmet blev særdeles populært, og pludselig var Hadi tilbage i positionen som en af Iraks vægtigste systemkritikere. Også udlandet begyndte at lægge mærke til ham, og både New York Times og Washington Post skrev om hans programmer.

Samtidig fortsatte Hadi med at skrive teaterstykker. Han var særlig optaget af arbejdet med en nyfortolkning af Hamlet, der med sin kredsen om temaerne magt og retfærdighed ofte er blevet brugt i politiske sammenhænge. I 2010 satte Hadi stykket op på Tahrir-pladsen i Bagdad under kunstneren Jawad Saleems frihedsmonument, rejst som en hyldest til den irakiske revolution i 1958 mod den britisk støttede Kong Faisal den Anden.

»Det var en gigantisk succes. Stykket skulle vise korruptionen i regeringen, uretfærdigheden i samfundet og den irakiske ungdoms revolutionære ånd,« siger en ven, der så opsætningen. »Hadi var meget optaget af Hamlet-figuren. Det er helt sikkert, at han så et forbillede i Hamlet, der var parat til at gå i døden for det, han troede på.«

Fra håbløshed til håb

At Hadi var i lige så stor fare i Bagdad som Shakespeares danske prins på Kronborg, kunne ingen længere være i tvivl om. Radiostationen modtog trusler i e-mails, og en dag lå en seddel på dørtrinnet. »Vi slår dig ihjel og skærer dit hoved af,« stod der.

Men Hadi fortsatte sin kritiske journalistik, og programmet blev mere og mere populært. Et fast tema var gabet mellem eliten i landet, som blev stadig rigere, og almindelige borgere, som blev stadig fattigere. Og det var med god grund, Hadi tog problemet op. I 2010 viste statistikkerne, at andelen af byboere i Irak, som lever i slum, var steget fra 17 procent i 2000 til 53 procent, og at mellem 25 og 50 procent af voksne irakere var arbejdsløse. Desuden var både uddannelses- og sundhedssystemet kollapset.

I andre arabiske lande var situationen lige så håbløs, men da Det Arabiske Forår brød ud omkring årsskiftet til 2011, vendte håbløsheden sig til håb. Hadi var begejstret. På Facebook fulgte han døgnet rundt aktivisterne i Tunesien og Egypten. Endelig rejste folket sig i Nordafrika og Mellemøsten. Den korrumperede politiske kultur, han så inderligt foragtede, stod for fald.

Hadi rejste til Egypten og deltog i demonstrationerne mod præsident Hosni Mubarak på Cairos Tahrir-plads, og da han vendte hjem, var han med til at arrangere de ugentlige fredagsdemonstrationer, som efter egyptisk forbillede begyndte på Tahrir-pladsen i Bagdad i februar 2011. Den 25. februar blev et foreløbigt højdepunkt. Over hele landet gik titusinder af irakere på gaden i protest mod korruption, fattigdom, religiøs fanatisme og menneskerettighedskrænkelser. »Vredens dag« døbte aktivisterne opstanden.

Demonstrationen i Bagdad blev fulgt af medarbejdere fra organisationen Human Rights Watch. De beskrev senere i en artikel, hvordan Hadi trådte i karakter som leder og samlede mennesker i kæder, da politi og vrede demonstranter stødte sammen. Kæder, som han manøvrerede ind mellem de stridende parter for at forhindre volden i at eskalere.

Efter demonstrationen spiste Hadi middag med tre journalister på en restaurant, da 15 soldater stormede restauranten. Soldaterne bankede Hadi og de tre andre med deres geværer, gav dem bind for øjnene og tvang dem ud i ventende biler.

Efterfølgende fortalte Hadi til Amnesty International, hvad der skete, og organisationen beskrev sagen i en rapport om Vredens dag. Han og de tre andre journalister var blevet kørt til en afhøringscentral i det tidligere forsvarsministerium, hvor de blev afhørt og tortureret. De blev slået, fik elektriske stød på fødderne og truet med voldtægt, før de dagen efter blev løsladt uden sigtelse.

Under overvågning

Hvis meningen var at skræmme Hadi til tavshed, virkede det ikke. Tværtimod gik han til internationale menneskerettighedsorganisationer og irakiske medier, hvor han fortalte, hvad der var sket, og viste mærkerne på sin krop efter torturen.

Hadi var nu blevet ansigtet på det arabiske forår i Irak. Han fortsatte med at organisere fredagsdemonstrationerne, og fredag den 4. marts kom en mand hen til ham midt i folkemængden. Han sagde, sikkerhedsstyrkerne holdt øje med ham og nævnte så alle dem, Hadi havde talt i telefon med samme dag.

Vennerne var bekymrede. De var klar over, at Hadi var truet fra flere sider. Ikke blot fra regeringen eller shia-militser tæt på regeringen, men også fra regeringens modstandere, som ville kunne bebrejde regeringen, hvis Hadi kom ud for noget.

Selv forudså Hadi i et brev, som han skrev til Midya og sine tre nærmeste venner fra kunstakademiet, at han måske ikke ville overleve: »Mine venner, jeg vil fortsætte på min vej. Jeg vil ikke flygte; jeg vil ikke skælve eller være bange. Denne gang vil jeg insistere, ikke på at synge, men på at messe for frihed under Jawad Saleem-statuen. Måske vil jeg snuble ned i min grav og sove i fred. Der, under Frihedsmonumentet, vil jeg lægges til hvile og sove.«

Men selv om Hadi skrev, han ikke var bange, frygtede han for sit liv. Det er alle hans venner enige om. Som sønnen Hiwa siger:

»Han ville ikke dø. Selvfølgelig var han bange. Men det var vigtigere for ham at gøre det her end selv at leve videre.«

I den periode ringede Hadi ofte til 19-årige Hiwa og ni-årige Nali i Danmark.

»Han blev ved med at sige, at han elskede os,« fortæller Hiwa. »Han spurgte, om jeg kunne huske, hvordan han plejede at kysse mig, da jeg var lille, og han sagde, jeg altid skulle huske at hjælpe min mor og Nali.«

Krav om et bedre Irak

Via Facebook skrev Hadi en besked til Midya. Han forklarede, at han var blevet inviteret til Frankrig for at holde nogle forelæsninger senere på året og overvejede at blive i Europa i eksil. Han kunne bosætte sig i Belgien, hvor han havde gode kontakter. Så ville han ikke være så langt fra børnene.

»Den store dag« kaldte Hadi fredag den 9. september, hvor han planlagde en demonstration, der skulle blive den hidtil største i Irak. Ligesom på Vredens dag skulle irakere i hele landet på gaden i protest mod regeringen.

To måneder før demonstrationen stoppede han sit radioprogram. Han fortalte sine venner, at han ikke turde andet. Men han fortsatte med at organisere demonstrationen, og via Facebook sendte han opfordringer ud om at deltage for at sige »nej til korruption, plyndring, fiasko, forræderi og at kræve et bedre Irak, en bedre regering, bedre politiske partier og bedre lederskab.«

Efterhånden som den 9. september nærmede sig, modtog han stadig flere trusler. En uges tid før demonstrationen mødtes han med en nær ven fra årene i Syrien.

»Vi talte meget om truslerne,« husker Ammar al-Shahbander, der nu er chef for Irak-afdelingen ved medie-ngo'en Institute for War and Peace Reporting. »Der er mange, der bliver truet i Irak, og truslerne er ofte tomme. Men Hadi havde fået virkelig mange trusler, og jeg sagde til ham, han skulle ændre sine rutiner og flytte til et hus et andet sted i byen eller måske tage et par uger til udlandet.« Men Hadi ville ikke lytte. »De svin skal ikke jage mig ud af mit hjem,« svarede han.

De næste nætter havde Hadi svært ved at sove og i stedet skrev han med sine venner påFacebook. Om morgenen på dagen før demonstrationen skrev han på sin Facebook-profil:

»I de sidste tre dage har jeg levet i en tilstand af rædsel, der er nogle, der advarer om, at demonstranterne vil blive overfaldet og arresteret, og der er nogle, der siger, at regeringen vil gøre det ene og det andet, og der er nogle, som skaber falske Facebook-profiler for at true mig.«

Samme morgen chattede han også over Facebook med sin gamle ven Wasif Shanoon i Australien. »Vær ikke bekymret,« skrev han »Sig til australierne, at vi har brug for deres støtte.«

'Vi er alle Hadi al-Mahdi'

Klokken var 10.58 den 8. september, da Hadi skrev sms'en til Hiwa i Danmark. Den sms, som Hiwa altid vil fortryde, at han ikke nåede at svare på.

Få timer senere, mellem klokken 13 og 14, kom en ukendt person til Hadis hjem og skød ham to gange i baghovedet, formentlig med en lyddæmpet pistol. Det har irakiske regeringskilder oplyst til medierne.

Hadi blev fundet i sit køkken. Intet var blevet stjålet. Hans laptop stod tændt på spisebordet, og hans mobiltelefon lå ved siden af. Det var en regulær likvidering.

Ammar al-Shahbander var blandt de første, der kom til gerningsstedet. Han så sin ven ligge i en gul T-shirt og blå shorts på det blodrøde køkkengulv.

Andre af Hadis venner ringede til Midyas mobiltelefon i Danmark. Hun var ved at hjælpe Hiwa med at få orden på kollegieværelset, da hun fik beskeden.

Fredagsdemonstrationen den 9. september endte som en mindehøjtidelighed for Hadi. Hundreder af mennesker gik i sørgeoptog fra hans hjem til Tahrir-pladsen, hvor tusinder forsamledes til demonstrationen.

»Vi er alle Hadi al-Mahdi,« råbte de.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det faktum at han blev truet mange gange før sit mord tyder på at morderen er blandt folk i hans gamle omgangskreds. Ellers var han blevet mordet uden nogen advarsel.

Mage til ukuelig freds- og frihedsskaber skal vi lede længe efter. Jeg håber hans familie får den opbakning i Nykøbing Falster, de har brug for, og at de ærer denne families enorme mod og tillid til hinanden på en smuk og synlig vis.

Sikken en spændingsroman!
Det er først i slutningen at man får at vide han er død

Iøvrigt synes det mig at man måske kunne have brugt lidt mindre plads på at kritisere saddam hussein, og lidt mere på de nuværende forhold. Ganske vist bliver de ikke forbigået, men der er vel mere grund til at påpege hvor meget de vestlige styrker faktisk har ødelagt landet uden at have opnået meget andet "positivt" end kontrol over olien.
Og hvis man endelig skal skrive historie, så kan det vel ikke siges ofte nok, at grunden til at der de store interne spændinger i "landet" er at franske og engelske koloniherredømmer lavede et land ud af uforenlige stammegrupperinger helt uden at undersøge sagen. Disse befolkningsgrupper var jo alligevel blot vilde som skulle kontrolleres bedst muligt, mens man rokerede for magt.

Hvis man ville prøve at gøre noget for de lande - alle tredieverdenslande - kunne det måske være at hjælpe med at "påtvinge" dem en opdeling som var mere i overnesstemmelse med hvordan de var før vesten kom og blandede sig. Men det ville sikkert heller ikke virke. Måske er der ikke nogen løsning nu bortset fra at lade dem slagte hinanden indtil en eller anden form for balance genopnås.
Det er selvfølgelig for meget at håbe på, at man på nuværende tidspunkt indser fejlagtigheden i at bedrive kolonialpolitik, og ikke gør ondt værre ved fortsat at mele egen kage.

lillian simonsen

Æret være Hadi al-Mahdi! Nytårsaften 2000 sammen med Hadi og hans familie glemmer jeg aldrig. Hadi var en sand kunstner og verdensborger. Danmark havde chancen for at få denne kunstner til at berige vores kulturarv, men forpassede den ved at sætte ham på aktiveringskursus for at male vægge og paneler - lige da han og familien kom til landet. Heldigvis var han selv en stor drivkraft, der desværre også har gjort, at han nu ikke er her mere. Og ja, der er mange Hadi al-Mahdi’er, der kæmper for uretfærdighederne i denne verden. Måske Information kunne lave et tema om herboende frihedskæmpere?